Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af
Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, uanset hvilken ret der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på grundlag af et princip om ligebehandling skal sikre arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds- og ansættelsesvilkår, som dækker følgende områder, der i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er fastsat: ved lov eller administrative bestemmelser, og/eller ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstemmelse med stk. 8. Litra i) gælder udelukkende for udgifter til rejse, kost og logi afholdt af udstationerede arbejdstagere, når de skal rejse til og fra deres faste arbejdssted i den medlemsstat, på hvis område de er udstationerede, eller når de midlertidigt af deres arbejdsgiver sendes fra dette faste arbejdssted til et andet arbejdssted. Med henblik på dette direktiv fastlægges begrebet aflønning i henhold til national ret og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret, og betyder alle de bestanddele af aflønning, der er obligatoriske efter national lov eller administrative bestemmelser, kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der i den pågældende medlemsstat finder generel eller anden anvendelse i overensstemmelse med stk. 8. […]
Når en udstationerings faktiske varighed overstiger 12 måneder, sikrer medlemsstaterne, at virksomheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, uanset hvilken ret der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på grundlag af et princip om ligebehandling skal sikre de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, i tillæg til de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, alle de relevante arbejds- og ansættelsesvilkår, som i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres, er fastsat: – ved lov eller administrative bestemmelser, og/eller ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstemmelse med stk. 8. Dette stykkes første afsnit finder ikke anvendelse på følgende områder: Hvis tjenesteyderen fremsender en begrundet meddelelse, udvider den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, den i første afsnit omhandlede periode til 18 måneder. Hvis en virksomhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, erstatter en udstationeret arbejdstager med en anden udstationeret arbejdstager, som udfører den samme opgave på samme sted, er udstationeringens varighed med henblik på nærværende stykke den samlede varighed af de enkelte berørte udstationerede arbejdstageres udstationeringsperioder. Det i dette stykkes fjerde afsnit omhandlede begreb
de bestemmelser i artikel 1, nr. 2), litra a), i direktiv 2018/957, der indfører den nye artikel 3, stk. 1, litra c), tredje afsnit, i direktiv 96/71 de bestemmelser i artikel 1, nr. 2), litra b), i direktiv 2018/957, der indsætter stk. 1a i artikel 3 i direktiv 96/71 artikel 1, nr. 2), litra c), i direktiv 2018/957 artikel 3, stk. 3, i direktiv 2018/957.
I medfør af artikel 2 i direktiv 96/71
Ifølge Domstolens praksis
Ifølge de seneste tilgængelige statistikker var der i 2017 2,8 mio. grænseoverskridende udstationeringer af arbejdstagere med en gennemsnitlig varighed på mindre end 4 måneder pr. udstationering, hvilket samlet set udgør blot 0,2% af den samlede beskæftigelse i Den Europæiske Union. Se F. De Wispelaere og J. Pacolet,
På den ene side logikken bag den frie udveksling af tjenesteydelser i det indre marked. Ifølge dette rationale bør restriktioner, som forhindrer en virksomhed i en medlemsstat med lave arbejdskraftomkostninger i at udstationere sine arbejdstagere for at levere tjenesteydelser i en anden medlemsstat med højere arbejdskraftomkostninger, fjernes. Disse virksomheders oprindelsesstater har fremhævet behovet for at fremme den frie udveksling af tjenesteydelser. De har derfor foreslået, at midlertidigt udstationerede arbejdstagere underkastes oprindelsesstatens lovgivning, og at de underkastes så få regler i modtagerstaten som muligt. På den anden side logikken bag beskyttelsen af de midlertidigt udstationerede arbejdstageres arbejdsvilkår og sociale vilkår. Ifølge modtagerstaterne bør disse arbejdstagere underkastes de samme arbejdsretlige regler som de øvrige arbejdstagere, der arbejder på modtagerstatens område (og modtage den samme løn for det samme arbejde i denne stat). Således kan de virksomheder, der udstationerer dem, ikke udøve illoyal konkurrence over for de virksomheder, der befinder sig på modtagerstatens område, og den såkaldte
Den generelle tendens er, at medlemsstater med lave arbejdskraftomkostninger
Jf. f.eks. dom af
Dom af
Dommen i sagen Seco og Desquenne & Giral.
Guiot-dommen.
Dommen i sagen Arblade m.fl., præmis 58 og 59, og dommen i sagen Maksimovic m.fl., præmis 31.
Dommen i sagen Arblade m.fl., præmis 34 og 35, dom af
Dommen i sagen Arblade m.fl., præmis 80. Jf. f.eks. Mazzoleni og ISA-dommen, præmis 27, dom af
Jf. dommen i sagen Seco og Desquenne & Giral, præmis 10.
Se Guiot-dommen, præmis 15, og dommen i sagen Arblade m.fl., præmis 51.
Wolff & Müller-dommen, præmis 35, 36 og 41.
Præmis 14.
Dom af
Dommen i sagen Maksimovic m.fl., præmis 26, og dommen i sagen De Clercq m.fl., præmis 47.
Ifølge Čepelnik-dommen er artikel 56 TEUF til hinder for, at de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan pålægge en ordregiver med hjemsted i denne medlemsstat at suspendere betalingerne til medkontrahenten, der har hjemsted i en anden medlemsstat (oprindelsesstaten), og endog at betale en sikkerhed svarende til den udestående pris for byggeriet med henblik på at sikre betalingen af en eventuel bøde, der vil kunne pålægges denne medkontrahent, såfremt der konstateres en overtrædelse af de arbejdsretlige regler i værtsmedlemsstaten Præmis 50. Domstolen udtalte sig i samme retning i dommen i sagen Maksimovic m.fl. Præmis 50. Hvad angår udstationering af arbejdstagere fra et tredjeland, som foretages af en virksomhed, der leverer tjenesteydelser, og som er etableret i en medlemsstat, er det allerede blevet fastslået, at den omstændighed, at en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat kun må levere tjenesteydelser i det pågældende land, hvis den har opnået en tilladelse hertil fra en administrativ myndighed, er en restriktion som omhandlet i artikel 56 TEUF Dom af Dom af
Dette er den mest hyppige situation: En virksomhed, der er etableret i en medlemsstat, udstationerer sine arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik på en grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser for egen regning og under egen ledelse. Der indgås en aftale mellem den udstationerende virksomhed og modtageren af tjenesteydelsen, der driver virksomhed i en anden medlemsstat, dersom der i udstationeringsperioden består et ansættelsesforhold mellem den udstationerende virksomhed og arbejdstageren. Jf. dom af
13. betragtning. Min fremhævelse.
For det første skal bestemmelsen sikre en loyal konkurrence mellem indenlandske virksomheder og virksomheder, der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser: Sidstnævnte skal på en begrænset række områder indrømme deres arbejdstagere de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er fastsat i værtsmedlemsstaten. For det andet har den til formål at garantere over for de udstationerede arbejdstagere, at værtsmedlemsstatens regler om minimumsbeskyttelse for så vidt angår arbejds- og ansættelsesvilkår på de nævnte områder finder anvendelse på dem, mens de midlertidigt udfører arbejde på denne medlemsstats område Dom af
I denne forbindelse henviser jeg til Eckhard Voss, Michele Faioli, Jean-Philippe Lhernould, Feliciano Iudicone, Fondazione Giacomo, Posting of Workers Directive – current situation and challenges, European Parliament, 2016 (http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2016/579001/IPOL_STU(2016)579001_EN.pdf) og til O. Fotonopoulou Basurko,
Fastlæggelsen af elementerne i begrebet Domstolen måtte på kasuistisk vis præcisere, hvilke elementer denne mindsteløn skulle omfatte (eller ikke omfatte), nærmere bestemt i dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, Isbir-dommen og Sähköalojen ammattiliitto-dommen Dom af
Dommen i sagen Laval un Partneri, især præmis 80 og 81.
Ibidem, præmis 111.
Dom af
Dom af
Dom af
C. Kilpatrick,
Se analysen fra P. Van Nuffel og S. Afanasjeva,
M. Perdisini og M. Pallini,
Direktiv 2014/67 tog hånd om problemerne vedrørende de såkaldte
Se N. Marchal Escalona,
COM(2016) 128 final af
Tyskland, Østrig, Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Sverige gav i en fælles skrivelse udtryk for deres støtte til moderniseringen af direktiv 96/71, hvorved princippet om Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen og Rumænien anførte i en anden fælles skrivelse, at det var for tidligt at revidere direktiv 96/71, og at dette burde udsættes til efter fristen for gennemførelsen af direktiv 2014/67, og efter dets virkninger var blevet nøje evalueret og vurderet. Disse medlemsstater mente, at princippet om
COM(2016) 505 final af
Se analysen fra P. Van Nuffel og S. Afanasjeva,
COM(2016) 815 final af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1149 af
Dom af
Ibidem, præmis 31. Ibidem, præmis 32. Ibidem, præmis 42. Det fremgår desuden af fast retspraksis, at når en harmoniseringsretsakt er vedtaget, Ibidem, præmis 38.
Dom af
Dom af
Se første betragtning:
på den ene side garantien for medlemsstaternes virksomheder for, at de kan udveksle tjenesteydelser over grænserne Anden betragtning har følgende affattelse: på den anden side beskyttelsen af de udstationerede arbejdstageres rettigheder Tredje betragtning bekræfter målet om social retfærdighed og beskyttelse, som skal beskytte de udstationerede arbejdstagere. Femte til niende betragtning vedrører også beskyttelsen af de udstationerede arbejdstagere.
Dette gentages i 24. betragtning:
Det længste tidsrum for udstationering fastsættes til et år (eller undtagelsesvist 18 måneder). Efter udløbet af denne periode får den udstationerede arbejdstager status som Denne betegnelse anvendes i N. Marchal Escalona, Med hensyn til arbejdstagere, der er udstationeret i en periode på under et år (eller undtagelsesvist 18 måneder), øges antallet af områder, hvor forpligtelsen til ligebehandling i forhold til de nationale arbejdstagere gør sig gældende Som omfatter følgende, jf. litra h): Arbejdsforholdene for arbejdstagere, der er udstationeret af virksomheder, der stiller arbejdstagere til rådighed, eller vikarbureauer, forbedres. Nu skal medlemsstaterne sikre (før var det valgfrit), at disse virksomheder sikrer disse arbejdstagere de arbejdsvilkår, der i henhold til artikel 5 i direktiv 2008/104/EF Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af
Punkt 41-44 i dette forslag til afgørelse.
Dommen i sagen Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, præmis 42.
Ibidem, præmis 38 og 39.
Dom af
litra a) omhandler vedtagelse af foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne på det sociale område, men uden at der er tale om nogen form for harmonisering litra b) omhandler muligheden for at på bestemte sociale områder at vedtage
Dom af
Dom af
Det må i denne forbindelse fastslås, at direktiv 96/71 ikke indeholder nogen kriterier med henblik på en materiel definition af mindstelønnen. Ved anvendelsen af dette direktiv henhører fastlæggelsen af dens elementer derfor under den pågældende medlemsstats lovgivning, dog kun for så vidt som denne definition – således som den fremgår af den nationale lovgivning, relevante nationale kollektive aftaler eller af de nationale domstoles fortolkning – ikke medfører hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne Isbir-dommen, præmis 36 og 37.
En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, med henblik på hvilke den omhandlede kompetence er tillagt, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved EUF-traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af
artikel 1, nr. 2), litra a), som erstatter begrebet artikel 1, nr. 2), litra b), som tilføjer stk. 1a til artikel 3 i direktiv 96/71, og foreskriver en næsten fuldstændig anvendelse af værtsmedlemsstatens arbejds- og ansættelsesvilkår på en arbejdstager, der er udstationeret i mere end 12 måneder, og artikel 3, stk. 3, som omhandler vejtransportsektoren.
Dom af
Dom af
Dommen i sagen Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, præmis 76.
Domstolen Ibidem, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis. Ibidem, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis. Ibidem, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis. I udkastene til lovgivningsmæssige retsakter skal der i henhold til artikel 5 i protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, tages hensyn til, at enhver byrde, der pålægges de erhvervsdrivende, skal begrænses mest muligt og stå i rimeligt forhold til det mål, der skal nås. Ibidem, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis.
Det fastslås i dom af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning af
Direktivets artikel 1, stk. 6, definerer arbejdsretlige regler som
Čepelnik-dommen, præmis 29-36.
86. betragtning til direktiv 2006/123 bekræfter desuden, at denne generelle harmoniseringsretsakt på området for markedsføring af tjenesteydelser i det indre marked ikke bør berøre de arbejds- og ansættelsesvilkår, der i henhold til direktiv 96/71 finder anvendelse på arbejdstagere, der udstationeres på en anden medlemsstats område for at udføre en tjenesteydelse dér.
Dommen i sagen Arblade m.fl., præmis 34.
Dommen i sagen De Clercq m.fl., præmis 45-47, og dom af
Dommen i sagen Laval un Partneri, præmis 80.
SWD(2016) 52 final,
Dommen i sagen Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, præmis 77.
Undtagelsen bygger på ønsket om så vidt muligt at fremme den frie udveksling af tjenesteydelser og undgå unødvendige og bekostelige administrative komplikationer og komplikationer af anden art, som hverken er i arbejdstagernes, virksomhedernes eller socialsikringsmyndighedernes interesse.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af
Den eneste undtagelse fra denne regel er fastsat i artikel 3, stk. 7, i direktiv 96/71, som bestemmer, at anvendelsen af værtsmedlemsstatens lovgivning ikke er til hinder for anvendelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagerne. Dette betyder, at den udstationerede arbejdstager fortsat kan være beskyttet af oprindelseslandets arbejdsretlige lovgivning og arbejdsvilkår, når disse er mere favorable end i værtsmedlemsstaten. Under disse omstændigheder bør værtsmedlemsstaten anerkende gyldigheden af anvendelsen af oprindelsesstatens lovgivning og ikke pålægge yderligere hindringer for udstationering af arbejdstagere med henblik på levering af tjenesteydelser over grænserne.
Dommen i sagen Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, præmis 77.
Dom af
Der er tale om en kerne af ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse på områder, inden for hvilke værtslandet kan kræve, at dens nationale lovgivning skal overholdes (dommen i sagen Laval un Partneri, præmis 59, og dom af
Min fremhævelse.
Punkt 4.5.2 i dokument SWD(2016) 52 final af
Se 19. betragtning til direktiv 2018/957.
Dom af
Dommen i sagen Den Tjekkiske Republik mod Parlamentet og Rådet, præmis 78, og dom af
Dokument SWD(2016) 52 final af
Den franske regering fremhævede i retsmødet disse praktiske vanskeligheder og anførte, at der i Frankrig sondres mellem den franske mindsteløn (SMIC) og
Præmis 38-70.
muligheden for, at mindstetimelønnen og/eller mindsteakkordlønnen beregnes på grundlag af arbejdstagernes indplacering i lønklasser i henhold til de relevante kollektive overenskomster i værtsmedlemsstaten, forudsat at denne beregning og indplacering foretages efter regler, som er bindende og gennemsigtige, hvilket det påhviler den nationale ret at efterprøve dagpenge på samme vilkår som dem, der gælder for, at sådanne dagpenge indgår i den mindsteløn, der udbetales til lokale arbejdstagere i forbindelse med, at de udstationeres inden for værtsmedlemsstaten en godtgørelse for den daglige transporttid, der udbetales til arbejdstagerne på betingelse af, at deres daglige transporttid til og fra arbejdsstedet er på over en time de feriepenge, som skal ydes i forbindelse med det mindste antal betalte feriedage pr. år.
Dokument SWD(2016) 52 final af
Sähköalojen ammattiliitto-dommen, præmis 39.
Se Fondazione Giacomo Brodolini (FGB),
Dokument SWD(2016) 52 final af
Denne bestemmelse fastsætter, at Artikel 3, stk. 1a, bestemmer, at Kommissionen foreslog at ændre den retlige ordning for den individuelle arbejdsaftale i forbindelse med langvarigt udstationerede arbejdstagere og anbefalede, at værtslandets arbejdsret skulle gælde for dem. Jf. artikel 2a i Kommissionens forslag COM(2016) 128 og konsekvensanalysen SWD(2016) 52 final, s. 25. Ligestillingen af langvarigt udstationerede arbejdstagere og lokale arbejdstagere sker med hensyn til
Dobersberger-dommen, præmis 24, og dom af
Generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse af
Jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 96/71.
Jf. artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/67. Det fremgår af den fælles erklæring, der var vedlagt protokollen for samlingen i Rådet (arbejds- og socialministrene) den
11. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af
Anvendelsen af direktiv 96/71 på udstationerede arbejdstagere i vejtransportsektoren er genstand for undersøgelse i sag C-815/18, Federatie Nederlandse Vakbeweging, som verserer for Domstolens Store Afdeling.
COM(2017) 278 final af
Den ungarske regering har dels anført, at direktiv 2018/957 er i strid med forordning nr. 593/2008 samt retssikkerhedsprincippet og princippet om retsreglers klarhed, idet direktivet ændrer anvendelsen af denne forordning uden at ændre dens tekst, hvilket skaber en betydelig retsusikkerhed for så vidt angår den korrekte anvendelse af forordningen. Den ungarske regering har dels gjort gældende, at den manglende præcisering af begrebet
I henhold til Rom I-forordningens artikel 23
Jf. analysen fra A. Van Hoek,
Jf. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse
Direktiv 96/71 erstatter reelt ikke Rom I-forordningen, men kræver, at de to tekster kombineres. Det følger af artikel 3, stk. 1 og 1a, at
for så vidt angår almindelige udstationerede arbejdstagere: bestemmelserne om de vilkår (vedrørende arbejde og beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed), som er angivet på den udtømmende liste i artikel 3, stk. 1 for så vidt angår langvarigt udstationerede arbejdstagere: ud over ovennævnte vilkår finder også de øvrige vilkår i værtsmedlemsstaten anvendelse som nævnt ovenfor (artikel 3, stk. 1a).
Se dokument KOM(2005) 650 endelig af
Efter fast retspraksis kræver retssikkerhedsprincippet, at retsreglerne er klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (dom af
Dette fastslog den ungarske regering i retsmødet.