02012R0029 — DA — 06.08.2018 — 006.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 29/2012

af 13. januar 2012

om handelsnormer for olivenolie

(kodifikation)

(EUT L 012 af 14.1.2012, s. 14)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 357/2012 af 24. april 2012

  L 113

5

25.4.2012

 M2

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 87/2013 af 31. januar 2013

  L 32

7

1.2.2013

►M3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 519/2013 af 21. februar 2013

  L 158

74

10.6.2013

►M4

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1335/2013 af 13. december 2013

  L 335

14

14.12.2013

►M5

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/1096 af 22. maj 2018

  L 197

3

3.8.2018


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EUT L 080, 20.3.2012, s.  39 (29/2012)




▼B

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 29/2012

af 13. januar 2012

om handelsnormer for olivenolie

(kodifikation)



Artikel 1

1.  Uden at direktiv 2000/13/EF og forordning (EF) nr. 510/2006 herved tilsidesættes, fastlægges der i denne forordning særlige handelsnormer for detailhandelen med olivenolie og olie af olivenpresserester, jf. nr. 1, litra a) og b), og nr. 3 og 6 i bilag XVI til forordning (EF) nr. 1234/2007.

2.  I denne forordning forstås ved »detailhandel« salg til den endelige forbruger af olie som omhandlet i stk. 1, i uforandret stand eller blandet i et levnedsmiddel.

Artikel 2

Olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, sælges til den endelige forbruger i færdigpakninger, der højst må rumme 5 l. Denne emballage skal være forsynet med en åbningsanordning, der ikke mere er intakt, når den har været brugt første gang, og emballagen skal være mærket i overensstemmelse med artikel 3-6.

Når det gælder olie bestemt til konsum i restauranter, hospitaler, marketenderier og lignende, kan medlemsstaterne afhængigt af, hvilken type storkøkken der er tale om, fastsætte en maksimal kapacitet for emballager på over 5 l.

Artikel 3

Betegnelser i overensstemmelse med artikel 118 i forordning (EF) nr. 1234/2007 anses for at være varebetegnelser som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 1, i direktiv 2000/13/EF.

Mærkningen af olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, skal med typer, som er letlæselige og ikke kan udviskes, foruden betegnelsen omhandlet i stk. 1 i nærværende artikel, men ikke nødvendigvis tæt på denne, indeholde følgende oplysninger for hver enkelt oliekategori:

a) for ekstra jomfruolie:

»olivenolie af bedste kvalitet, der er udvundet direkte af oliven og udelukkende ved mekaniske processer«

b) for jomfruolie:

»olivenolie, der er udvundet direkte af oliven og udelukkende ved mekaniske processer«

c) for olivenolie — bestående af raffineret olivenolie og jomfruolie:

»olie, der udelukkende indeholder raffineret olivenolie og olie udvundet direkte af oliven«

d) for olie af olivenpresserester:

»olie, der udelukkende indeholder olie fremstillet ved behandling af det produkt, der er fremkommet efter udvinding af olivenolie, og olie udvundet direkte af oliven,«

eller

»olie, der udelukkende indeholder olie fremstillet ved behandling af olivenpresserester og olie udvundet direkte af oliven.«

Artikel 4

1.  For ekstra jomfruolie og jomfruolie som defineret i nr. 1, litra a) og b), i bilag XVI til forordning (EF) nr. 1234/2007 skal oprindelsesbetegnelsen anføres i mærkningen.

For de i nr. 3 og 6 i bilag XVI til forordning (EF) nr. 1234/2007 definerede produkter skal der ikke anføres nogen oprindelsesbetegnelse i mærkningen.

I nærværende forordning forstås ved »oprindelsesbetegnelse« et geografisk navn på emballagen eller på en etiket på emballagen.

2.  De i stk. 1 omhandlede oprindelsesbetegnelser må:

a) når det drejer sig om olivenolie med oprindelse i en medlemsstat eller et tredjeland i overensstemmelse med stk. 4 og 5, kun være en henvisning til medlemsstaten, EU eller tredjelandet, alt efter hvad der er relevant, eller

b) når det drejer sig om sammenstikninger af olivenolie med oprindelse i flere medlemsstater eller tredjelande i overensstemmelse med stk. 4 og 5, kun være en af følgende angivelser, alt efter hvad der er relevant:

i) »sammenstikning af olivenolie med oprindelse inden for EU« eller en henvisning til EU

ii) »sammenstikning af olivenolie med oprindelse uden for EU« eller en henvisning til oprindelsen uden for EU

iii) »sammenstikning af olivenolie med oprindelse inden for og uden for EU« eller en henvisning til oprindelsen inden for EU eller uden for EU, eller

c) kun være en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en beskyttet geografisk betegnelse, jf. forordning (EF) nr. 510/2006, i overensstemmelse med bestemmelserne i den pågældende varespecifikation.

3.  Mærker eller virksomheders navne, for hvilke ansøgninger om registrering blev indgivet senest den 31. december 1998 i henhold til direktiv 89/104/EØF eller senest den 31. maj 2002 i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 ( 1 ), betragtes ikke som oprindelsesbetegnelser, der falder ind under nærværende forordning.

4.  Ved import fra et tredjeland bestemmes oprindelsesbetegnelsen efter artikel 22-26 i forordning (EØF) nr. 2913/92.

5.  En oprindelsesbetegnelse, der indeholder navnet på en medlemsstat eller EU, skal svare til det geografiske område, hvor de pågældende oliven er høstet, og hvor den mølle ligger, i hvilken olieudvindingen har fundet sted.

Såfremt olivenerne er høstet i en anden medlemsstat eller et andet tredjeland end det land, hvor den mølle ligger, i hvilken olieudvindingen har fundet sted, skal følgende anføres i oprindelsesbetegnelsen: »(Ekstra) jomfruolie fremstillet i (EU eller den pågældende medlemsstat) af oliven høstet i (EU, den pågældende medlemsstat eller det pågældende tredjeland).«

▼M4

Artikel 4a

For olier, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, skal der på emballagen eller den tilhørende mærkning angives oplysninger om særlige betingelser vedrørende oplagring af olierne, som skal afskærmes mod lys og varme.

Artikel 4b

De obligatoriske oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, første afsnit, og i relevante tilfælde oplysningerne, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, første afsnit, skal samles i det primære synsfelt som fastsat i artikel 2, stk. 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 ( 2 ), enten på samme etiket eller på flere etiketter anbragt på samme beholder eller direkte på samme emballage. Disse obligatoriske oplysninger bør hver især være angivet i deres helhed i en ensartet brødtekst.

▼B

Artikel 5

Ved mærkningen af olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, kan de fakultative angivelser i nærværende artikel anvendes, hvis de dertil svarende krav er opfyldt:

a) Angivelsen »første koldpresning« må kun anvendes for ekstra jomfruolie eller jomfruolie, som er udvundet ved under 27 °C ved en første presning af olivenmassen i et traditionelt udvindingssystem med hydrauliske presser.

b) Angivelsen »koldekstraktion« må kun anvendes for ekstra jomfruolie eller jomfruolie, som er udvundet ved under 27 °C ved filtrering eller centrifugering af olivenmassen.

c) De organoleptiske egenskaber, der vedrører smag og/eller lugt, må kun angives for ekstra jomfruolie eller jomfruolie; de i punkt 3.3 i bilag XII til forordning (EØF) nr. 2568/91 anførte udtryk må kun angives i mærkningen, hvis de er baseret på resultaterne af en vurdering foretaget ved hjælp af den metode, der er fastsat i det bilag.

d) Mærkningen må kun angive syreindhold eller maksimalt syreindhold, hvis der i samme synsfelt og med typer af samme størrelse er anført peroxidtal, voksindhold og UV-absorbans bestemt i henhold til forordning (EØF) nr. 2568/91.

▼M4

e) For olier, der er omhandlet i bilag XVI, punkt 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 1234/2007, må produktionsåret alene angives, når 100 % af emballagens indhold stammer fra dette produktionsår.

▼B

Produkter, der sælges under varemærker, for hvilke ansøgninger om registrering blev indgivet senest den 1. marts 2008, og som indeholder mindst et af de i punkt 3.3 i bilag XII til forordning (EØF) nr. 2568/91 anførte udtryk, er undtaget fra kravene i artikel 5, første afsnit, litra c), i nærværende forordning indtil den ►C1  1. november 2011 ◄ .

▼M5

Artikel 5a

Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at det produktionsår, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra e), angives på etiketter for olivenolier, som er omhandlet i nævnte litra, er fra deres indenlandsk produktion, er udvundet af oliven høstet på deres område, og som udelukkende er bestemt til deres indenlandske markeder.

Afgørelsen er ikke til hinder for, at olivenolier, der er mærket før datoen for afgørelsens ikrafttræden, kan markedsføres, indtil lagrene er opbrugt.

Medlemsstaterne underretter om afgørelsen i overensstemmelse med artikel 45 i forordning (EU) nr. 1169/2011.

▼B

Artikel 6

1.  Hvis det i mærkningen uden for ingredienslisten ved ord, billeder eller grafiske fremstillinger fremhæves, at der er olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i en blanding af olivenolie og andre vegetabilske olier, skal varebetegnelsen for den pågældende blanding være som følger: »Blanding af vegetabilske olier (eller de pågældende vegetabilske oliers specifikke navn) og olivenolie«, direkte efterfulgt af blandingens olivenolieindhold i procent.

I mærkningen af de i første afsnit omhandlede blandinger må indholdet af olivenolie kun fremhæves ved billeder eller grafiske fremstillinger, hvis det udgør over 50 %.

Medlemsstaterne kan forbyde fremstilling på deres område af blandinger af olivenolie og andre vegetabilske olier som omhandlet i første afsnit til internt forbrug. De kan dog ikke forbyde markedsføring på deres område af sådanne blandinger hidrørende fra andre lande, og de kan ikke forbyde fremstilling på deres område af blandinger med henblik på markedsføring i en anden medlemsstat eller til eksport.

▼M4

2.  Med undtagelse af fødevarer i fast form, som udelukkende er konserveret i olivenolie, navnlig de produkter, der er omhandlet i Rådets forordning (EØF) nr. 1536/92 ( 3 ) og (EØF) nr. 2136/89 ( 4 ), hvis det i mærkningen uden for ingredienslisten ved ord, billeder eller grafiske fremstillinger fremhæves, at der er olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i nærværende forordning i et andet levnedsmiddel end de i stk. 1 i nærværende artikel omhandlede, skal varebetegnelsen for det pågældende levnedsmiddel efterfølges direkte af en angivelse af den procentdel, som den tilsatte olie som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i nærværende forordning udgør af levnedsmidlets samlede nettovægt.

▼B

I stedet for at angive, hvilken procentdel den tilsatte olivenolie udgør af levnedsmidlets samlede nettovægt, kan det angives, hvilken procentdel den tilsatte olivenolie udgør af fedtstoffets samlede vægt, hvorefter udtrykket »fedtprocent« tilføjes.

3.  Betegnelserne i artikel 3, første afsnit, erstatter ordet »olivenolie« i mærkningen af produkter som omhandlet i punkt stk. 1 og 2 i nærværende artikel.

Hvis der indgår olie af olivenpresserester, anvendes »olie af olivenpresserester« dog i stedet for »olivenolie«.

4.  De i artikel 3, andet afsnit, omhandlede oplysninger kræves ikke anført i mærkningen af produkter som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og 2.

Artikel 7

Efter anmodning fra den medlemsstat, som er nævnt i adressen på den i mærkningen anførte fabrikant, pakkevirksomhed eller forhandler, skal den berørte part fremlægge dokumentation for de i artikel 4, 5 og 6 omhandlede angivelser på grundlag af et eller flere af følgende punkter:

a) faktiske forhold eller videnskabeligt fastslåede kendsgerninger

b) analyseresultater eller automatiske registreringer af repræsentative prøver

c) administrative eller regnskabsmæssige oplysninger i overensstemmelse med EU's og/eller medlemsstaternes retsforskrifter.

▼M4 —————

▼B

Artikel 8

1.  Hver medlemsstat sender Kommissionen navn og adresse på det organ eller de organer, som er ansvarlige for at kontrollere, om denne forordning overholdes, hvorefter Kommissionen videresender disse oplysninger til de øvrige medlemsstater samt andre interesserede parter, der måtte anmode herom.

2.  Den medlemsstat, som er nævnt i adressen på den i mærkningen anførte fabrikant, pakkevirksomhed eller forhandler, skal efter anmodning om kontrol og inden udgangen af måneden efter den måned, hvor anmodningen blev fremsat, udtage prøver og kontrollere rigtigheden af de angivelser i mærkningen, som der er rejst tvivl om. En sådan anmodning kan komme fra:

a) Kommissionens ansvarlige tjenestegrene

b) en erhvervsorganisation i nævnte medlemsstat, jf. artikel 125 i forordning (EF) nr. 1234/2007

c) en anden medlemsstats kontrolorgan.

3.  Sammen med den i stk. 2 omhandlede anmodning sendes alle oplysninger, som vil være nyttige i forbindelse med den ønskede kontrol, bl.a.:

a) dato for prøvetagning eller køb af den pågældende olie

b) navn eller firmanavn og adresse på den virksomhed, hvor prøvetagning eller køb af den pågældende olie har fundet sted

c) nummeret på de pågældende partier

d) kopier af al mærkning på den pågældende olies emballage

e) analyseresultater eller resultater af andre kontradiktoriske ekspertudtalelser med angivelse af de anvendte metoder samt navn og adresse på det pågældende laboratorium eller den pågældende ekspert

f) i givet fald navn og adresse på leverandøren af den pågældende olie som oplyst af salgsvirksomheden.

4.  Den berørte medlemsstat underretter inden udgangen af tredje måned efter den måned, hvori den i stk. 2 omhandlede anmodning blev fremsat, den anmodende part om det referencenummer, hvorunder anmodningen er registreret, og om resultatet af denne anmodning.

▼M4

Artikel 8a

Hver medlemsstat kontrollerer rigtigheden af angivelserne på mærkningen, bl.a. overensstemmelsen mellem produktets varebetegnelse og emballagens faktiske indhold, på grundlag af en risikoanalyse, jf. artikel 2a i forordning (EØF) nr. 2568/91. Hvis der konstateres uregelmæssigheder, og den på mærkningen opgivne fabrikant, pakkevirksomhed eller forhandler befinder sig i en anden medlemsstat, anmoder den berørte medlemsstat om en kontrol i henhold til artikel 8, stk. 2.

▼B

Artikel 9

▼M4

1.  Uden at dette berører sanktioner, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 1234/2007 og ved artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2568/91, sørger medlemsstaterne for, at der iværksættes sanktioner, som skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, i tilfælde af, at nærværende forordning overtrædes.

▼M3

Senest den 31. december 2002 meddeler medlemsstaterne Kommissionen de foranstaltninger, der er truffet, og efterfølgende ændringer heraf meddeles inden udgangen af måneden efter den måned, hvori ændringerne er blevet vedtaget.

Senest den 31. december 2004 meddeler Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet Kommissionen de i første afsnit omhandlede foranstaltninger, og efterfølgende ændringer heraf meddeles inden udgangen af måneden efter den måned, hvori ændringerne er blevet vedtaget.

Senest den 31. december 2010 meddeler Bulgarien og Rumænien Kommissionen de i første afsnit omhandlede foranstaltninger, og efterfølgende ændringer heraf meddeles inden udgangen af måneden efter den måned, hvori ændringerne er blevet vedtaget.

Senest den 31. december 2013 meddeler Kroatien Kommissionen de i første afsnit omhandlede foranstaltninger, og efterfølgende ændringer heraf meddeles inden udgangen af måneden efter den måned, hvori ændringerne er blevet vedtaget.

▼B

2.  Til kontrol af angivelserne i artikel 4, 5 og 6 kan de berørte medlemsstater indføre en ordning for godkendelse af virksomheder, hvis aftapningsanlæg er beliggende på deres område.

Godkendelse og en alfanumerisk identifikation tildeles den virksomhed, der ansøger herom, og som opfylder følgende betingelser:

a) råder over et aftapningsanlæg

b) forpligter sig til at indsamle og opbevare den af medlemsstaten fastsatte dokumentation i overensstemmelse med artikel 7

c) har et oplagringssystem, der til den berørte medlemsstats tilfredshed gør det muligt at kontrollere herkomsten af olier med oprindelsesbetegnelse.

I mærkningen anføres i givet fald den alfanumeriske identifikation for den godkendte aftapningsvirksomhed.

▼M4

Artikel 10

Senest den 31. maj hvert år sender de berørte medlemsstater Kommissionen en rapport om det foregående år med oplysninger om følgende:

a) kontrolanmodninger, som er modtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b) igangsatte kontroller og kontroller, som er igangsat i tidligere produktionsår, men endnu ikke afsluttet

c) kontroller, som er igangsat i medfør af artikel 8a og forelagt efter modellen i bilag XXI til forordning (EØF) nr. 2568/91

d) opfølgninger af foretagne kontroller og gennemførte sanktioner.

I rapporten skal disse oplysninger opdeles på kalenderår, hvor kontrollen er igangsat, og på overtrædelsestype. Hvis der har været særlige vanskeligheder, anføres disse, og det samme gør eventuelle forslag til forbedring af kontrollen.

▼M4

Artikel 10a

De meddelelser, der er nævnt i denne forordning, sendes i overensstemmelse med bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 ( 5 ).

▼B

Artikel 11

Forordning (EF) nr. 1019/2002 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 12

1.  Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

▼M1

2.  Produkter, der er fremstillet og mærket i EU eller indført i EU og overgået til frit forbrug i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1019/2002 inden den 1. januar 2013, kan afsættes, indtil lagrene er opbrugt.

▼B

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG I



Ophævet forordning med oversigt over ændringer

Kommissionens forordning (EF) nr. 1019/2002

(EFT L 155 af 14.6.2002, s. 27)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1964/2002

(EFT L 300 af 5.11.2002, s. 3)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1176/2003

(EUT L 164 af 2.7.2003, s. 12)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 406/2004

(EUT L 67 af 5.3.2004, s. 10)

Udelukkende artikel 3

Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/2004

(EUT L 312 af 9.10.2004, s. 7)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1044/2006

(EUT L 187 af 8.7.2006, s. 20)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 632/2008

(EUT L 173 af 3.7.2008, s. 16)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 1183/2008

(EUT L 319 af 29.11.2008, s. 51)

 

Kommissionens forordning (EF) nr. 182/2009

(EUT L 63 af 7.3.2009, s. 6)

 

Kommissionens forordning (EU) nr. 596/2010

(EUT L 173 af 8.7.2010, s. 27)

 




BILAG II



Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 1019/2002

Nærværende forordning

Artikel 1 til 8

Artikel 1 til 8

Artikel 9, stk. 1

Artikel 9, stk. 1

Artikel 9, stk. 2

Artikel 9, stk. 2

Artikel 9, stk. 3

—

Artikel 10

Artikel 10

Artikel 11

—

—

Artikel 11

Artikel 12, stk. 1

Artikel 12, stk. 1

Artikel 12, stk. 2, første afsnit

—

Artikel 12, stk. 2, andet afsnit

—

Artikel 12, stk. 2, tredje afsnit

—

Artikel 12, stk. 2, fjerde afsnit

—

Artikel 12, stk. 2, femte afsnit

Artikel 12, stk. 2

—

Bilag I

—

Bilag II



( 1 ) EFT L 11 af 14.1.1994, s. 1.

( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).

( 3 ) Rådets forordning (EØF) nr. 1536/92 af 9. juni 1992 om fælles handelsnormer for tun- og bonitkonserves (EFT L 163 af 17.6.1992, s. 1).

( 4 ) Rådets forordning (EØF) nr. 2136/89 af 21. juni 1989 om fælles handelsnormer for sardinkonserves og varebetegnelser for sardinkonserves og sardintypekonserves (EFT L 212 af 22.7.1989, s. 79).

( 5 ) Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 af 31. august 2009 om gennemførelsesbestemmelser for medlemsstaternes formidling til Kommissionen af oplysninger og dokumenter som led i gennemførelsen af de fælles markedsordninger, ordningen med direkte betalinger, fremme af landbrugsprodukter og ordningerne for fjernområderne og øerne i Det Ægæiske Hav (EUT L 228 af 1.9.2009, s. 3).