1994R0774 — DA — 09.04.2014 — 002.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 774/94

af 29. marts 1994

om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter

(EFT L 091, 8.4.1994, p.1)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

Kommissionens forordning (EF) nr. 2198/95 af 18. september 1995 

  L 221

3

19.9.1995

►M2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 252/2014 af 26. februar 2014

  L 84

35

20.3.2014




▼B

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 774/94

af 29. marts 1994

om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Fællesskabet har forhandlet nye toldindrømmelser i henhold til artikel XXVIII i GATT; forhandlingerne har ført til aftaler med Argentina, Brasilien, Canada, Polen, Sverige og Uruguay; aftalerne blev godkendt ved Rådets afgørelse af 20. december 1993 ( 1 );

ifølge aftalerne åbnes der pr. 1. januar 1994 på visse betingelser årlige toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet henhørende under KN-kode 0201 30 00, 0202 30 90, 0206 10 95 og 0206 29 91, for svinekød henhørende under KN-kode 0203 19 13 og 0203 29 15, for fjerkrækød henhørende under KN-kode 0207 41 10, 0207 41 41, 0207 41 71, 0207 42 10, 0207 42 11 og 0207 42 71, for hvede og blandsæd af hvede og rug henhørende under KN-kode 1001 10 00 og 1001 90 99, samt for klid og andre restprodukter henhørende under KN-kode 2302 30 10, 2302 30 90, 2303 40 10 og 2303 40 20; det er derfor nødvendigt, at disse kontingenter åbnes med virkning fra 1. januar 1994;

de omhandlede aftaler gælder for en tidsubestemt periode; for at opnå en bedre rationalisering og en større effektivitet bør kontingenterne åbnes for flere år;

en ordning, der garanterer produkternes art, herkomst og oprindelse kan være hensigtsmæssig; i den forbindelse bør importen inden for disse nye indrømmelser gøres betinget af, at der forelægges et ægthedscertifikat;

det kan være nødvendigt at fordele importen over året efter behovet på Fællesskabets marked; i den forbindelse forekommer en ordning med anvendelse af kontingenter på grundlag af forelæggelse af importlicenser at være hensigtsmæssig;

efter at Rådet har godkendt ovennævnte aftale, er det unødvendigt at opretholde den ordning, som blev fastsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 1058/88 af 28. marts 1988 om indførsel af klid og andre restprodukter fra sigtning, formaling eller anden bearbejdning af korn, bortset fra majs og ris, og om ændring af forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif ( 2 ); forordningen bør derfor ophæves;

gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning og navnlig de bestemmelser, der er nødvendige for kontingenternes forvaltning, bør vedtages efter proceduren i artikel 27 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød ( 3 ) eller i de tilsvarende artikler i de andre forordninger om fælles markedsordninger, der berøres af kontingenternes åbning;

Rådets forordning (EØF) nr. 234/79 af 5. februar 1979 om fremgangsmåden ved tilpasning af nomenklaturen i den fælles toldtarif for så vidt angår landbrugsprodukter ( 4 ) og Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif ( 5 ) åbner allerede mulighed for, at Kommissionen kan foretage de ændringer og tekniske tilpasninger af denne forordning, der er nødvendige som følge af ændringer af den kombinerede nomenklatur og Taric-koderne; Rådets eventuelle tilpasninger af de fastsatte mængder og andre kontingentvilkår vil også nødvendiggøre ændringer af nærværende forordning; af hensyn til en forenkling bør det fastsættes, at Kommissionen kan foretage sådanne ændringer og tilpasninger af forordningen efter proceduren i artikel 27 i forordning (EØF) nr. 805/68 eller i de andre ovennævnte forordninger —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:



▼M1

Artikel 1

1.  Der åbnes et årligt EF-toldkontingent for en samlet mængde på 20 000 tons udtrykt i produktets vægt for oksekød af høj kvalitet, frisk, kølet eller frosset, henhørende under KN-kode 0201 og 0202, og for produkter henhørende under KN-kode 0206 10 95 og 0206 29 91.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 20 %.

Artikel 2

1.  Der åbnes et årligt EF-toldkontingent for en samlet mængde på 7 000 tons for svinekød, frisk, kølet eller frosset, henhørende under KN-kode 0203 19 13 og 0203 29 15.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 0 %.

Artikel 3

1.  Der åbnes et EF-toldkontingent for en samlet årlig mængde på 15 500 tons for kød af høns af arten Gallus domesticus, henhørende under KN-kode 0207 41 10, 0207 41 41 og 0207 41 71.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 0 %.

Artikel 4

1.  Der åbnes et årligt EF-toldkontingent for en samlet mængde på 2 500 tons for kalkunkød, henhørende under KN-kode 0207 42 10, 0207 42 11 og 0207 42 71.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 0 %.

Artikel 5

1.  Der åbnes et årligt EF-toldkontingent for en samlet mængde på 300 000 tons for kvalitetshvede, henhørende under KN-kode 1001 10 00 og 1001 90 99.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 0 %.

Artikel 6

1.  Der åbnes et årligt EF-toldkontingent for en samlet mængde på 475 000 tons for klid og restprodukter af hvede og andre kornarter bortset fra majs og ris, henhørende under KN-kode 2302 30 10, 2302 30 90, 2302 40 10 og 2302 40 90.

2.  Inden for kontingentmængden fastsættes satsen i den fælles toldtarif til 30,60 ECU/ton for produkter henhørende under KN-kode 2302 30 10 og 2302 40 10 og til 62,25 ECU/ton for produkter henhørende under KN-kode 2302 30 90 og 2302 40 90.

▼M2

Artikel 7

Ved gennemførelsesretsakter vedtager Kommissionen de regler, der er nødvendige for forvaltningen af de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, og i givet fald:

a) bestemmelser, der sikrer produktets art, herkomst og oprindelse

b) bestemmelser om anerkendelse af det dokument, hvorved det kan kontrolleres, at de i litra a) omhandlede krav om sikkerhed er opfyldt, og

c) udstedelse af importlicenser og bestemmelser om licensernes gyldighedsperiode.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 8b, stk. 2.

Artikel 8

For at opfylde de internationale forpligtelser, og hvis mængder og andre vilkår i de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, ændres af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet, navnlig ved en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale med et eller flere tredjelande, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8a vedrørende de heraf følgende ændringer af denne forordning.

▼M2

Artikel 8a

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 9. april 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 8 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 8b

1.  Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 ( 6 ). Denne komité er et udvalg som omhandlet i den i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 ( 7 ).

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.  Når komitéens udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for komitéen træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af komitéens medlemmer anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

▼B

Artikel 9

Forordning (EØF) nr. 1058/88 ophæves.

Artikel 10

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 1994.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) EFT nr. L 47 af 18.2.1994, s. 1.

( 2 ) EFT nr. L 104 af 23.4.1988, s. 1.

( 3 ) EFT nr. L 148 af 28.6.1968, s. 24; forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 3611/93 (EFT nr. L 328 af 29.12.1993, s. 7).

( 4 ) EFT nr. L 34 af 9.2.1979, s. 2; forordningen er ændret ved forordning (EØF) nr. 3209/89 (EFT nr. L 312 af 27.10.1989, s. 5).

( 5 ) EFT nr. L 256 af 7.9.1987, s. 1; forordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 534/94 (EFT nr. L 68 af 11.3.1994, s. 5).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671)

( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).