Artikel 9, stk. 1, i ordning vedrørende sygesikringen for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, vedtaget for Kommissionens vedkommende den 26. september 1974, bestemmer, at de berettigede ... kan frit vælge læge og plejeinstitution.

Ordningens artikel 13 bestemmer, at retten til godtgørelse af udgifter fortabes, såfremt der ikke er anmodet om godtgørelse inden for det kalenderår, som følger efter det år, i løbet af hvilket behandlingen har fundet sted.

I henhold til artikel 17, stk. 1, i vedtægtens bilag VII skal de ydelser, tjenestemanden er berettiget til, udbetales på det sted og i det lands valuta, hvor denne gør tjeneste.

For at løse de administrative problemer i forbindelse med valutasvingningerne besluttede Kommissionen den 6. november 1974 at anvende de gældende vekselkurser på godtgørelse af udgifter, især af udgifter ved sygdom i henhold til vedtægtens artikel 72, og pålagde Kommissionens regnskabskontor midt i hvert kvartal at fastsætte de kurser, som skulle anvendes fra begyndelsen af det følgende kvartal.

Ved cirkulære af 5. marts 1975 fastsatte det i henhold til den fælles sygesikringsordning etablerede hovedkontor gennemførelsesbestemmelser vedrørende de vekselkurser, som skal anvendes inden for sygesikringsordningen hvorefter:

betaling for ydelser i andre valutaer end belgiske francs, omregnes til belgiske francs efter den kurs, som gælder på ydelsesdagen;

I perioden 29. november 1976-23. august 1977 modtog han, hans hustru og deres børn lægehjælpsydelscr i Forbundsrepublikken Tyskland. Disse ydelser beløb sig til i alt 3317,40 DM, som sagsøgeren betalte i denne valuta.

Godtgørelsen af disse udgifter skete i LIT den 18. januar 1978 på grundlag af en opgørelse, som afregningskontoret i Ispra foretog den 20. december 1977.

Denne ansøgning blev afslået ved afgørelse af 14. marts 1978 fra generaldirektøren ved anlægget Ispra.

Sagsøgeren har den 5. juni 1978 mod dette afslag indbragt en klage for Kommissionen i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.

Nærværende sag er anlagt den 23. november 1978.

Ved afgørelse af 30. november 1978 afslog Kommissionen sagsøgerens klage. Afslaget blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 14. december 1978 underskrevet af kommissionsmedlem Tugcnd-hat.

Domstolen (første afdeling) har efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

a)Sagen antages til realitetsbehandling;b)det statueres, at ordningen med godtgørelse af udgifter ved sygdom, der er baseret på de gældende satser i de tidsrum, i hvilke udgifterne er afholdt, er uforenelig med vedtægtens artikel 71 og derfor ulovlig;c)den stiltiende afvisning af sagsøgerens klage annulleres;d)Kommissionen dømmes til at betale 326,22 DM med renter efter gældende ret fra datoen for klagens indgivelse;e)Kommissionen idømmes alle sagens omkostninger og udgifter.

a)Frifindelse;b)sagsøgeren idømmes sagens omkostninger.

Sagsøgeren har dernæst understreget, at ordningen med godtgørelse af udgifter ved sygdom baseret på de gældende kurser har til følge, at godtgørelsessatsen bliver forskellig alt efter i hvilken valuta, udgifterne bliver afholdt. Således vil en tjenestemand ansat i Bruxelles eller i Luxembourg, og som har afholdt de samme udgifter i DM, få godtgjort 79,9 %, hvorimod sagsøgeren har fået godtgjort under 70 %, hvilket strider mod godtgørelsen på 80 %, som er sikret i vedtægtens artikel 72.

Sagsøgeren har protesteret imod, at Kommissionens generalsekretariat i sit forslag vedrørende de administrative problemer i forbindelse med de svingende valutakurser ikke har taget hensyn til følgende bemærkning, hvorefter det (bør) undgås, at tjenestemænd for den samme afholdte udgift får godtgjort udgifter efter forskellig sats alt efter, om de udøver deres tjeneste i et land med en stærk eller svag valuta i forhold til hjemstedets valuta ... (og) til tjenestestedets valuta.

Den anvendte ordning var fra starten uforenelig med vedtægtens artikel 72. For at få godtgjort udgifter, som var afholdt i løbet af det første kvartal i 1975, skulle anmodningen herom være fremsat i december 1976; i betragtning af det tidsrum, der går mellem indgivelsen af regningerne og den faktiske godtgørelse, kunne godtgørelsen i bedste fald finde sted i januar 1977. For denne godtgørelse skulle der anvendes de gældende kurser i det første kvartal 1975, nemlig 264,8 LIT/DM. Men kursen den 3. januar 1977 var 372,7 LIT/DM.

For at bringe denne situation til ophør har sagsøgeren foreslået følgende løsning:

godtgørelse i den valuta, i hvilken forpligtelsen er opstået, eller

Udsvingene i vekselkurserne mellem de forskellige valutaer afhænger af det frie verdensmarked, på hvilket Fællesskabet praktisk talt ikke har nogen indflydelse. Endvidere beror det undertiden ret lange tidsrum, som hengår mellem ydelsen af lægehjælpen og indgivelsen af anmodningen om godtgørelse til afregningskontoret, i vidt omfang på vedkommende selv.

Kommissionen er dog af den opfattelse, at hvis sagsøgeren på grundlag af en sammenligning af det daværende godtgjorte beløb i LIT og betalingen for ydelsen i DM mener at have lidt et tab inden for området for den sociale sikkerhed, bør han imidlertid ikke ved beregningen inddrage omregningen af det i LIT udbetalte beløb til DM efter kursen på det frie marked, idet denne transaktion beror på hans egen beslutning.

Sagsøgeren har endvidere anført, at artikel 17 i vedtægtens bilag VII angår hverken udgifterne ved sygdom eller de udgifter, som omhandles i Kommissionens afgørelse af 6. november 1974 vedrørende de administrative problemer, som opstår på grund af valutakurssvingningerne; visse af disse udgifter (f.eks. betaling af ulykke- og invaliditetserstatning) bliver betalt i den valuta, i hvilken de er blevet udlagt. Sagsøgeren har endvidere henvist til, at den tyske version af artikel 17 vedrører Bezüge, dvs. udelukkende lønbeløb.

Svingningerne i vekselkurserne kan ikke anses for uvæsentlige, i hvert fald ikke for så vidt angår liren. Det fremgår af en af sagsøgeren udarbejdet opstilling, at ud af 21 kvartalskurser, fastsat af Kommissionens regnskabskontor for de 16 kvartaler i perioden mellem 1. januar 1975 til 31. december 1978, var 18 kurser lavere end kursen på den første dag, de anvendtes. Hertil kommer, at disse svingninger i høj grad begunstiger den tjenestemand, som har afholdt lægeudgifterne i LIT, og som får udgifterne godtgjort i en stærk valuta. Sagsøgeren har anført, at regnskabskontoret i øvrigt ikke har overholdt Kommissionens forskrifter, men har fastsat en vekselkurs ikke i midten af hvert kvartal, men i slutningen af kvartalet, og samtidig har tilpasset kursen flere gange i løbet af den pågældende periode.

Den pågældende person kan alene afkorte tidsrummet mellem modtagelsen af regningerne og indgivelsen af disse med henblik på godtgørelse. Men dette tidsrum er ubetydeligt i sammenligning med den tid, det tager for afregningskontoret at udbetale godtgørelsen.

Med hensyn til Kommissionens magtesløshed over for svingningerne i de forskellige valutakurser har sagsøgeren anført, at enhver anden løsning end at udbetale godtgørelsen til den kurs, som gælder på betalingsdagen, medfører en ubegrundet berigelse for sygekassen. Endvidere er Kommissionen åbenbart selv i tvivl om, hvorvidt den har ret, idet den i et dokument benævnt Anvendelse af vekselkurser — status pr. 15. februar 1976 (bilag V til svarskriftet) har indført en dagskurs for betaling af bosættelsespenge efter fratræden og for betaling vedrørende ikke afholdt ferie. I det første tilfælde anvendte Kommissionen kursen på datoen for indgivelse af ansøgningen, og i det andet kursen på den sidste arbejdsdag.

Artikel 17 i vedtægtens bilag VII gælder generelt, og vedtægten indeholder ingen undtagelse, for så vidt angår dækning af sygdomsrisici.

Kommissionen indrømmer, at den teoretisk fuldkomne løsning med anvendelse af dagskurserne ikke er nået, men har anført, at anvendelsen af de aktuelle kvartårlige kurser er en klar forbedring i forhold til anvendelsen af en vekselkurs fastsat, som bestemt i vedtægtens artikel 63, ifølge hvilken justeringskoefficienterne beregnes efter den parikurs, som gjaldt den 1. januar 1965 for konvertering af belgiske francs til valutaen i ansættelseslandet.

Den anvendte ordning kan ganske vist kritiseres på grund af de konjunkturmæssige svingninger i vekselkurserne, men for Kommissionen er dette ikke et problem, der kan rejse tvivl om lovligheden som sådan og dermed sygesikringsordningens funktion.