1999/190/FUSP: Rådets afgørelse af 9. marts 1999 vedtaget på grundlag af artikel J.4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, om gennemførelse af den fælles aktion vedrørende et bidrag fra Den Europæiske Union til genoprettelse af en funktionsdygtig politistyrke i Albanien
EF-Tidende nr. L 063 af 12/03/1999 s. 0003 - 0004
RÅDETS AFGØRELSE af 9. marts 1999 vedtaget på grundlag af artikel J.4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, om gennemførelse af den fælles aktion vedrørende et bidrag fra Den Europæiske Union til genoprettelse af en funktionsdygtig politistyrke i Albanien (1999/190/FUSP) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel J.4, stk. 2, under henvisning til erklæringen om Den Vesteuropæiske Union (WEU), der er indeholdt i den slutakt, der blev undertegnet ved vedtagelsen af traktaten, og ud fra følgende betragtninger: Rådet har i dag på grundlag af artikel J.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedtaget en fælles aktion om et bidrag fra Den Europæiske Union til genoprettelse af en funktionsdygtig politistyrke i Albanien; en sådan aktion kræver personale med ekspertise i politiarbejde; WEU har allerede gennemført en mission vedrørende bistand og rådgivning til det albanske politi; under disse omstændigheder bør Den Europæiske Union søge bistand hos WEU; efter anmodning fra Den Europæiske Union på grundlag af artikel J.4, stk. 2, har WEU's militære personel lagt sidste hånd på en feasibility-undersøgelse om forskellige muligheder for en international politiindsats i Albanien (Revision 1) og tillægget hertil, i det følgende benævnt WEU's feasibility-undersøgelse; den 2. februar 1999 vedtog WEU's Permanente Råd en beredskabsplan for en international politiindsats i Albanien på grundlag af en af de muligheder, der var fremlagt i WEU's feasibility-undersøgelse; den mulighed, der opstilles i WEU's beredskabsplan, vil bidrage til at nå det mål, der er nævnt i den fælles aktions titel; WEU's institutioner har godkendt de praktiske arrangementer, der er fastlagt i bilaget til denne afgørelse - VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 1. Den Europæiske Union anmoder WEU om at iværksætte dens fælles aktion 1999/189/FUSP af 9. marts 1999 vedrørende et bidrag fra Den Europæiske Union til genoprettelse af en funktionsdygtig politistyrke i Albanien (1) ved at gennemføre »option 2 augmented« i WEU's feasibility-undersøgelse i henhold til det mål, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i den fælles aktion. 2. Den i stk. 1 omhandlede fælles aktion iværksættes i overensstemmelse med de praktiske arrangementer, der er fastlagt i bilaget. Artikel 2 WEU underrettes om denne afgørelse og fælles aktion 1999/189/FUSP i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 14. maj 1996 om fremsendelse af dokumenter fra Den Europæiske Union til WEU. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Artikel 4 Denne afgørelse offentliggøres i EF-Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 9. marts 1999. På Rådets vegne W. RIESTER Formand (1) Se side 1 i denne Tidende. BILAG PRAKTISKE ARRANGEMENTER 1. WEU-missionen udfører sin opgave under WEU's ansvar. 2. Under aktionen forventes det: - at der hver måned fremsendes en fuldstændig rapport om WEU-missionen til Den Europæiske Union; rapporten skal omfatte ajourførte oplysninger om uddannelses- og rådgivningsaktiviteter samt vurderinger af virkningen af disse aktiviteter - at WEU-missionen hvert halve år, om nødvendigt oftere, generelt gør status og vurderer aktionen samt om nødvendigt fremsætter forslag til eventuelle tilpasninger af de nærmere gennemførelsesbestemmelser for aktionen - at der, hvis en krisesituation opstår, straks forelægges en rapport for WEU, som videresender den til Den Europæiske Union. Situationen vurderes, og behovet for at fremsende den til Den Europæiske Unions og WEU's organer drøftes. 3. Når aktionen er gennemført, udarbejder WEU en rapport om de indhøstede erfaringer, som fremsendes til Den Europæiske Union. 4. De vigtigste kommunikationskanaler er: - de eksisterende kontaktpunkter mellem Den Europæiske Unions og WEU's sekretariater og mellem Kommissionen og WEU's sekretariat - de kontaktpunkter, de to formandskaber har udpeget. 5. Opmærksomheden bør være rettet mod muligheden for samordnede møder i arbejdsgrupper. 6. Den Europæiske Unions formandskabs diplomatiske repræsentation yder WEU-missionen den nødvendige politiske og diplomatiske støtte. 7. Der vil blive opretholdt et tæt praktisk samarbejde, herunder samarbejde på stedet, mellem Den Europæiske Union og WEU, bl.a. i forbindelse med sammenhængen og samordningen med en bredere international indsats i Albanien, både bilateralt og multilateralt. 8. Oplysninger til offentligheden om denne aktion koordineres. 9. Udbetalinger til dækning af udgifterne til aktionen foretages i overensstemmelse med de finansielle ordninger, der indgås mellem Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og WEU. Sådanne ordninger indføres under overholdelse af Det Europæiske Fællesskabs procedurer og regler på budgetområdet under hensyn til WEU-missionens operationelle behov. For at støtte Den Europæiske Unions formandskab i gennemførelsen af den opgave, det har fået tildelt i medfør af artikel 3, stk. 1, i fælles aktion 1999/189/FUSP, etablerer WEU-missionen en koordinerings- og overvågningsmekanisme for så vidt angår de nærmere bestemmelser for tildeling af finansiel støtte til albanske praktikanter, der finansieres over De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. WEU-missionens rapporter omfatter regelmæssige oplysninger om denne mekanisme. Ovennævnte praktiske arrangementer berører på ingen måde de to organisationers interne procedurer eller de yderligere kontakter, der kan blive nødvendige mellem dem.