European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2368

10.10.2024

EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2024/2368

af 11. april 2024

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for initiativet om innovativ sundhed for regnskabsåret 2022

EUROPA-PARLAMENTET,

—

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for initiativet om innovativ sundhed for regnskabsåret 2022,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0093/2024),

A.

der henviser til, at fællesforetagendet for initiativet om innovativ sundhed (fællesforetagendet IHI), beliggende i Bruxelles, blev oprettet i november 2021 under Horisont Europa-programmet for en periode, der slutter den 31. december 2031 (1); der henviser til, at fællesforetagendet IHI erstattede og efterfulgte fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler, som blev oprettet i december 2007 under det syvende rammeprogram for forskning (RP7) for en periode på ti år (2) (IMI 1) og forlænget i maj 2014 under Horisont 2020-programmet for perioden indtil den 31. december 2024 (3) (IMI 2);

B.

der henviser til, at fællesforetagendet IHI er et offentlig-privat partnerskab, der fokuserer på tværfaglig, bæredygtig og patientcentreret forskning og innovation på sundhedsområdet; der henviser til, at dets stiftende medlemmer er Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, og de europæiske industrisammenslutninger COCIR og Den Europæiske Sammenslutning af Farmaceutindustriforeninger, herunder Vaccines Europe, EuropaBio og MedTech Europe;

C.

der henviser til, at fællesforetagendet i sine årsregnskaber bør give relevante oplysninger om medlemmernes bidrag på programniveau med henblik på at øge gennemsigtigheden; der henviser til, at fællesforetagendet for hvert program, som det opererer under, frem til årets udgang bør fremlægge alle relevante oplysninger pr. medlemskategori, herunder de lovbestemte bidragsmål for det pågældende program, omfanget af de modtagne bidrag og omfanget af de retlige forpligtelser; der henviser til, at fællesforetagendet fortsat bør forbedre gennemsigtigheden;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

noterer sig, at Revisionsretten i sin beretning (»Revisionsrettens beretning«) konstaterede, at fællesforetagendet IHI's årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2022, i alt væsentligt giver et retvisende billede af fællesforetagendet IHI's finansielle stilling pr. 31. december 2022 og af resultaterne af dets transaktioner, pengestrømme og bevægelser i dets nettoaktiver i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansforordning og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt; fremhæver endvidere, at de underliggende transaktioner i henhold til Revisionsrettens beretning i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige;

2.

glæder sig over fællesforetagendet IHI's rolle med hensyn til at omsætte sundhedsforskning og -innovation til håndgribelige fordele for EU-borgerne;

3.

bemærker, at fællesforetagendet IHI's disponible budget for 2022 (4) var på 272,4 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger (11,0 mio. EUR i 2021) og 174,8 mio. EUR i betalingsbevillinger (210,4 mio. EUR i 2021);

4.

bemærker, at budgetgennemførelsen for forpligtelsesbevillingerne og betalingsbevillingerne nåede op på henholdsvis 96,60 % (75,91 % i 2021) og 86,25 % (95,39 % i 2021);

5.

bemærker, at ændringerne i størrelsen af fællesforetagendet IHI's budget i høj grad hænger sammen med gennemførelsesfasen af de flerårige forsknings- og innovationsprogrammer; bemærker, at fællesforetagendet IHI påbegyndte gennemførelsen af Horisont Europa-programmet i 2022, og at budgettet for 2022 derfor omfatter forpligtelsesbudgettet for de første indkaldelser af forslag under Horisont Europa, der var planlagt for 2022;

6.

bemærker, at de bogførte bidragsbeløb pr. medlemskategori (Unionen og private medlemmer) i fællesforetagendets årsregnskab for 2022 adskiller sig betydeligt fra hinanden; noterer sig, at dette skyldes, at Unionens kontantbidrag valideres og bogføres, når de betales til fællesforetagendet IHI ved projektgennemførelsens start, hvorimod medlemmernes bidrag i naturalier først bogføres, når de omkostninger, der er afholdt og anmeldt i forbindelse med projektgennemførelsen, er blevet valideret; opfordrer fællesforetagendet IHI til i højere grad at gøre noget ved forskellen mellem de bogførte kontantbidrag på den ene side og bidragene i naturalier på den anden side ved at give information om fællesforetagendet IHI's medlemmers retlige forpligtelser ved årets udgang som fastlagt i underskrevne tilskudsaftaler og kontrakter;

7.

bemærker, at fællesforetagendet IHI endnu ikke har afsluttet gennemførelsen af RP7-programmet (5);

8.

bemærker, at fællesforetagendet IHI ved udgangen af 2022 havde indgået forpligtelser for hele det beløb på 966 mio. EUR, som udgør det maksimale operationelle bidrag fra Unionen til underskrevne tilskudsaftaler under RP7-programmet; bemærker, at der ti år efter afslutningen af RP7-programmet stadig mangler at blive udbetalt ca. 44,9 mio. EUR (5 %) til projekter, der endnu ikke er afsluttet; bemærker, at denne kløft vedrører fem projekter, der gennemfører forskning i antimikrobiel resistens; bemærker endvidere, at to af disse projekter afsluttede deres aktiviteter ved udgangen af 2022; erkender, at antimikrobiel resistens er et udfordrende forskningsområde, og værdsætter den videnskabelige og samfundsmæssige værdi af at finansiere udviklingen af nye tilgange til bekæmpelse af antibiotikaresistens;

9.

bemærker endvidere, at de private medlemmer retligt havde forpligtet sig til at yde bidrag i naturalier på 914,2 mio. EUR eller 94,6 % af det operationelle minimumsmål på 966 mio. EUR, og at de af dette forpligtede beløb rapporterede 831,9 mio. EUR (eller 86 % af målet) ved udgangen af 2022;

10.

noterer sig for så vidt angår Horisont 2020, at medlemmernes retlige forpligtelser er på niveau med deres bidragsmål;

11.

bemærker i den henseende, at fællesforetagendet IHI ved udgangen af 2022 havde indgået forpligtelser for 1 452,1 mio. EUR (eller 91 %) af det maksimale operationelle bidrag fra Unionen på 1 595,4 mio. EUR til underskrevne tilskudsaftaler under Horisont 2020-programmet; bemærker desuden, at af dette forpligtede beløb skal ca. 484,8 mio. EUR (33,4 %) betales i de kommende år til projekter, der endnu ikke er afsluttet; bemærker endvidere, at de private medlemmer og associerede partnere retligt havde forpligtet sig til at yde bidrag i naturalier på 1 499,4 mio. EUR (eller 94 %) af minimumsmålet på 1 595,4 mio. EUR, og at de af dette forpligtede beløb rapporterede 1 078,9 mio. EUR (eller 67,6 % af målet) ved udgangen af 2022;

12.

bemærker, at de lavere gennemførelsesprocenter ifølge fællesforetagendet IHI delvis skyldes den lange projektvarighed som følge af arten af fællesforetagendet IHI's specifikke forskningsområde og det store omfang af globale konsortier, der gennemfører projekter;

13.

bemærker med hensyn til Horisont 2020-aktiviteter, at fællesforetagendet IHI ikke modtog nogen nye forpligtelsesbevillinger vedrørende aktionsudgifter, eftersom det havde afsluttet sin sidste indkaldelse af forslag ved udgangen af 2020; bemærker, at gennemførelsesgraden for betalingsbevillingerne vedrørende aktionsudgifter var på 87 % (96 % i 2021);

14.

er enig med Revisionsretten i, at fællesforetagendet IHI bør udarbejde en handlingsplan med en tidsplan for, hvornår gennemførelsen af de projekter, der er godkendt under tidligere flerårige finansielle rammer, kan afsluttes;

15.

bemærker i forbindelse med gennemførelsen af Horisont Europa-programmet, at Kommissionen i 2022 kun ydede kontantbidrag på 1,4 mio. EUR til fællesforetagendet IHI's administrationsomkostninger; bemærker, at fællesforetagendet IHI ikke anmodede om kontantbidrag til sine Horisont Europa-aktiviteter, da de to første Horisont Europa-indkaldelser, som blev iværksat i 2022, først vil blive afsluttet i 2023;

16.

bemærker på baggrund af den årlige aktivitetsrapport for 2022, at fællesforetagendet IHI klarede sig godt med hensyn til størstedelen af nøgleresultatindikatorerne (KPI'erne) for IMI 2 og ofte oversteg de fastsatte mål; glæder sig navnlig over, at der inden for fællesforetagendet IHI's projekter, der finansieres under IMI 2, er afsluttet 24 forskriftsprocedurer, herunder to forskriftsmæssige støtteskrivelser, ti forskriftsmæssige erklæringer med forbehold, to indgivelser med henblik på en erklæring om forbehold og i seks tilfælde medtagelse i retningslinjer;

17.

bemærker med tilfredshed, at en andel på 58,3 % (over målet på 50 %) af fællesforetagendet IHI's projekter, der finansieres under IMI2, også har gjort deres ressourcer og output tilgængelige for andre end konsortiets partnere; fremhæver eksempler såsom biblioteket over kemiske forbindelser, European Compound Collection, der er oprettet under ESCulab-projektet, open source-basisdataplatformen RADAR, der er udviklet af RADAR-CNS, det europæiske datanetværk, der er oprettet under EHDEN-projektet, eller den selvforsynende pluripotente stamcellebiobank, der er oprettet af EBiSC2;

18.

glæder sig over, at ca. 67 % af de dokumenter, der er udarbejdet inden for rammerne af de projekter, der finansieres af fællesforetagendet, har medforfattere fra forskellige sektorer, hvilket viser, at forskningen er tværfaglig og samarbejdsbaseret;

Udbud og personale

19.

bemærker, at størstedelen af fællesforetagendet IHI's kontraktlige forpligtelser i 2022 blev indgået på grundlag af eksisterende flerårige rammekontrakter; bemærker endvidere, at med hensyn til volumen anvendtes de fleste flerårige rammekontrakter inden for IT, menneskelige ressourcer og revisionstjenester; glæder sig over, at flere af de pågældende rammekontrakter er interinstitutionelle, hvilket minimerer den administrative byrde og sikrer stordriftsfordele;

20.

bemærker på baggrund af den konsoliderede årlige aktivitetsrapport for 2022 (6), at fællesforetagendet IHI iværksatte to udbudsprocedurer (7) i 2022 uden for rammerne af de eksisterende flerårige rammekontrakter, til en værdi af over 15 000 EUR;

21.

glæder sig over, at alle procedurer blev forvaltet i overensstemmelse med fællesforetagendet IHI's finansielle bestemmelser og finansforordningen for at sikre fair konkurrence mellem økonomiske aktører og den mest forsvarlige og effektive anvendelse af fællesforetagendet IHI's midler;

22.

bemærker, at stillingsfortegnelsen giver mulighed for 39 midlertidigt ansatte, 15 kontraktansatte og én udstationeret national ekspert, i alt 55 ansatte; bemærker, at der pr. 31. december 2022 var 49 besatte stillinger: 36 ud af 39 midlertidigt ansatte (92,30 %), 11 ud af 15 kontraktansatte (73,30 %) og nul ud af én udstationeret national ekspert (0 %);

23.

bemærker med hensyn til kønsbalance og geografisk balance, at ca. 65 % af de ansatte er kvinder, og at ca. 35 % er mænd, og 15 forskellige nationaliteter var repræsenteret i fællesforetagendet IHI pr. 31. december 2022;

Forvaltnings- og kontrolsystemer

24.

noterer sig, at fællesforetagendet IHI udførte efterfølgende revisioner af RP7-udgifter, mens Kommissionens GD RTD's fælles revisionstjeneste var ansvarlig for de efterfølgende revisioner af Horisont 2020- og Horisont Europa-udgifter;

25.

noterer sig, at fællesforetagendet IHI rapporterede en repræsentativ fejlfrekvens på 2,1 % og en restfejlfrekvens på 0,8 % vedrørende sine RP7-udgifter samt en repræsentativ fejlfrekvens på 2,7 % og en restfejlfrekvens på 0,9 % vedrørende sine Horisont 2020-udgifter (afregninger og endelige betalinger) (8);

26.

bemærker, at der i forbindelse med Horisont Europa-programmet endnu ikke er foretaget efterfølgende revisioner, da de første mellemliggende betalinger først forventes i 2024;

27.

bemærker, at Revisionsretten med henblik på at vurdere fællesforetagendet IHI's kontrol af aktionsudgifterne reviderede en tilfældigt udvalgt stikprøve på støttemodtagerniveau af Horisont 2020-betalinger afholdt i 2022 (9); bemærker, at Revisionsretten ikke fandt nogen fejl eller kontrolsvagheder hos fællesforetagendet IHI's udvalgte støttemodtagere;

28.

glæder sig over, at fællesforetagendet IHI ved udgangen af 2022 — i betragtning af sine specifikke risikoforhold — havde udviklet og indført en fuldstændig risikobaseret tilgang til forudgående kontrol i overensstemmelse med det fælles gennemførelsescenters vejledning; bemærker, at fællesforetagendet IHI for at kunne gøre dette identificerede de mest relevante risikokriterier og på grundlag heraf udformede en risikobaseret tilgang til overvågning; bemærker, at en sådan tilgang gjorde det muligt for fællesforetagendet IHI at vurdere risikoniveauet for hvert projekt og hver støttemodtager i de vigtigste faser af projektgennemførelsen såsom udarbejdelse af tilskudsaftaler, ændring af tilskudsaftaler, rapportering og betaling;

29.

bemærker i den forbindelse, at fællesforetagendet IHI også udarbejdede interne retningslinjer for sin risikobaserede tilgang og uddannede og vejledte sine medarbejdere i korrekt og konsekvent anvendelse af retningslinjerne;

30.

bemærker med tilfredshed, at fællesforetagendet IHI udviklede en risikobaseret tilgang til efterfølgende revision med det formål at reducere fejlfrekvensen ved at anvende mere målrettede stikprøver for at opdage de støttemodtagere, der var mest tilbøjelige til at begå fejl, og dermed styrke deres efterfølgende revisioners rensende effekt; mener, at dette er en vigtig positiv ændring i tilgangen til efterfølgende revision, eftersom Kommissionens ramme for intern kontrol af tilskud under Horisont Europa ikke giver mulighed for at fastlægge specifikke repræsentative stikprøver for fællesforetagender, hvorfor specifikke repræsentative fejlfrekvenser og restfejlfrekvenser ikke kan beregnes for fællesforetagenderne;

31.

bemærker, at Revisionsretten konstaterede, at fællesforetagender med en veludviklet risikobaseret tilgang til efterfølgende revision havde en restfejlfrekvens, der lå under gennemsnittet for fællesforetagenderne uden en sådan tilgang, takket være systematisk identificering og revision af de mest risikable støttemodtagere;

Opfølgning på tidligere års bemærkninger

32.

bemærker, at »bemærkningerne« i fællesforetagendet IHI's særlige årsberetninger faktisk er »anbefalinger uden tidsfrist« fra Revisionsretten; bemærker, at Revisionsretten årligt følger op på disse bemærkninger ved at vurdere deres status som »udestående« eller »afsluttet«;

33.

glæder sig over, at fællesforetagendet IHI har truffet korrigerende foranstaltninger for at imødekomme Revisionsrettens bemærkning fra 2021 vedrørende en del af arbejdsgiverbidragene til Unionens pensionsordning.

(1)  Rådets forordning (EU) 2021/2085 af 19. november 2021 om oprettelse af fællesforetagenderne under Horisont Europa (EUT L 427 af 30.11.2021, s. 17).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 73/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af et fællesforetagende med henblik på gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ om innovative lægemidler (EUT L 30 af 4.2.2008, s. 38).

(3)  Rådets forordning (EU) nr. 557/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 (EUT L 169 af 7.6.2014, s. 54).

(4)  Det disponible budget omfatter uudnyttede bevillinger fra tidligere år, som fællesforetagendet IHI har genopført på det indeværende års budget, formålsbestemte indtægter og omfordelinger til det følgende år.

(5)  Det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (2007-2013).

(6)   https://www.ihi.europa.eu/sites/default/files/uploads/Documents/About/Reports/IHI_CAAR_2022.pdf.

(7)  Kontormøbler — 24 453,65 EUR og kommunikationsstrategi — 15 950,00 EUR.

(8)  Fællesforetagendet IHI's konsoliderede årlige aktivitetsrapport for 2022, kapitel 4.1.1.

(9)  Med hensyn til tilskudsudbetalingstransaktioner, der blev kontrolleret hos støttemodtagerne, er rapporteringstærsklen for kvantificerbare fejl på 1 % af de reviderede omkostninger.


ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2024/2368/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)