Sagsøgeren har anført, at den anfægtede beslutnings begrundelse er klart utilstrækkelig.

Selv om det i beslutningens fjerde betragtning anføres, at medlemsstaten i enkeltheder har fået meddelelse om det skete fradrag og har kunnet fremføre sine synspunkter hertil, begrunder beslutningen ikke, hvad der har motiveret Kommissionen til at fastholde beløbets fjernelse trods et udførligt indlæg om spørgsmålet fra vedkommende nationale myndigheder.

Sagsøgte har anført, at dette anbringende er grundløst. Sagsøgte har erkendt, at beslutningen ikke indeholder en detaljeret beskrivelse af de konkrete grunde til den trufne beslutning, men har gjort gældende, at en sådan beskrivelse ville have krævet en uforholdsmæssig lang og kompliceret begrundelse.

Den fremgangsmåde, der fulgtes ved den anfægtede beslutnings udfærdigelse, omfattede således ikke alene en drøftelse i EUGFL-komiteen af en rapport til medlemsstaterne om den påtænkte regnskabsafslutning i vedkommende regnskabsår, men også en høring af medlemsstaterne vedrørende udkastene til beslutninger, ligeledes i EUGFL-komiteen. I den foreliggende sag fandt denne konsultation sted i EUGFL-komiteens møde den 11. juli 1979, hvorunder man tillige drøftede et memorandum af 7. juli 1979 fra det italienske land- og skovbrugsministerium.

Sagsøgte har påberåbt sig Domstolens dom af 14. juli 1977 i sag 61/76 (Geist mod Kommissionen, Sml. 1977, s. 1419), hvorefter en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal anses for begrundet, hvis de tilgrundliggende dokumenter er meddelt den pågældende og denne herved klart er blevet oplyst om grundene til den pågældende akt, og dokumenterne omfatter alle væsentlige faktorer, som kan muliggøre en retlig kontrol.

Sagsøgeren har indledningsvis anført, at efter udstedelsen af forordning nr. 2837/71 traf AIMA passende foranstaltninger til ydelse af støtte til producenterne. Ansøgningerne om støtte blev indgivet i to eksemplarer til AIMA ved provinsernes landbrugsinspektoraters mellemkomst, idet inspektoraterne på stedet skulle kontrollere de afgivne oplysninger og senest 5 dage fra ansøgningens modtagelse videresende originaleksemplaret til AIMA sammen med en udtalelse.

AIMA udfærdigede derpå den i fællesskabsbestemmelserne foreskrevne kontrakt, som den sendte til ansøgeren med henblik på underskrivelse for notar. Den i fællesskabsbestemmelserne fastsatte frist på 9 måneder begyndte at løbe fra tidspunktet for denne underskrivelse. Støtten blev udbetalt for den hertil svarende periode, idet artikel 8 i forordning nr. 1437/70 blev fortolket således, at kontrakten først kunne få virkning fra det tidspunkt, der var indgået en skriftlig aftale.

Sagsøgeren har imidlertid anført, at forordning nr. 176/72 blev udstedt den 26. januar 1972 med det formål at begrænse de skadevirkninger, der opstod for producenterne på grund af den ikke ubetydelige tid, der gik fra ansøgningstidspunktet til kontraktens skriftlige udformning. Forordningen bestemte, at i tidsrummet 1. december 1971 - 31. august 1972 skulle en kontrakts gyldighedsperiode begynde på datoen for ansøgningens modtagelse, men med en tilbagevirkende kraft på maksimalt 30 dage for de kontrakter, hvor ansøgningerne var blevet modtaget efter den 29. december 1971, hvilket ville sige for alle de langfristede kontrakter, der var oprettet i henhold til forordning nr. 2837/71, der trådte i kraft den 30. december 1971.

AIMA har for alle kontrakters vedkommende udbetalt støtte med virkning fra 30 dage før kontraktens formelle udformning.

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i ovennævnte forordning nr. 816/70 blev der udbetalt støtte for de kontrakter, hvor ansøgningerne var blevet udfærdiget og modtaget inden den 15. februar, selv om kontraktens formelle udformning skete efter denne dato.

Sagsøgeren har anført, at den ikke er enig i Kommissionens opfattelse, hvorefter kontrakterne blev afsluttet efter den 15. februar i strid med den i artikel 5, stk. 5 i forordning nr. 816/70 fastsatte betingelse.

Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at de pågældende kontrakter alle blev afsluttet i perioden 16. december-15. februar, selv om den formelle udformning først fandt sted senere.

Til støtte for sit synspunkt har sagsøgeren nærmere gennemgået stillingen i to situationer, nemlig dels den situation, hvor kontrakten mellem producenten og interventionsorganet skal betragtes som en gensidigt bebyrdende aftale med pligter for begge parter, dels det tilfælde, hvor den betragtes som en ensidigt bebyrdende aftale, der kun pålægger én af parterne pligter.

I den første situation er kontrakten afsluttet, når der foreligger viljesoverensstemmelse hos de to kontrahenter. Med hensyn til oplagringsstøtte er interventionsorganets vilje dog ikke ubunden, idet det hedder i artikel 6 i forordning nr. 816/70, at disse organer med producernerne på disses begæring [afslutter] oplagringskontrakter. I Italien blev således efter kundgørelsen af forordning nr. 2837/71 en ansøgning omgående accepteret af interventionsorganet, så snart den var fremsat i den i fællesskabsbestemmelserne fastsatte form, forudsat dens indhold var i overensstemmelse med de i fællesskabsretten stillede krav. Sagsøgeren mener, at efter denne accept, der for alle tilfældes vedkommende skete inden den 15. februar, må kontrakten anses for afsluttet.

I den anden situation, hvor kontrakten anses for en ensidigt bebyrdende aftale, har fællesskabsrettens lovgiver fastsat en ensidig forpligtelse for producenten til at opbevare sit produkt. Når overholdelsen af denne forpligtelse er konstateret, udbetaler interventionsorganet til producenten en støtte, som ikke er modstykket til en ydelse, men en ren støtte af tilskyndende art. Ifølge artikel 1333 i den italienske Codice civile må kontrakten anses for indgået, når producenten over for interventionsorganet har afgivet et i formen bindende løfte. Også i denne situation må oplagringskontrakterne anses for indgået inden den 15. februar.

Sagsøgeren tilføjer, at den formelle udformning af kontrakten i form af en skriftlig affattelse, udfærdiget af AIMA i de foreskrevne former og efter forskellige undersøgelser og formaliteter, blot udgør en af ordenshensyn dikteret konkretisering af en allerede indgået kontrakt. Sagsøgeren erkender, at denne konkretisering i de af sagen omfattede tilfælde altid er sket efter den 15. februar.

Endelig anfører sagsøgeren, at ordlyden af artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1437/70, som bestemmer, at en kontrakt ... ikke [kan] indgås for et tidsrum, der begynder forud for dagen for kontraktafslutningen, ikke er til hinder for sagsøgerens fortolkning. Selv om bestemmelsen har fået en uheldig udformning, fremgår det imidlertid, at når den taler om afsluttede kontrakter, tænkes der på det i den materielle ret afgørende tidspunkt, og når den senere taler om afslutningen, tænkes der på den formelle udformning. I sin helhed bør bestemmelsen forstås således, at når aftalen er kommet i stand inden for de gældende frister, dvs. mellem den 16. december og den 15. februar, kan den dato, hvormed oplagringsperioden påbegyndes, ikke ligge forud for den formelle udformning.

Sagsøgte har anført, at oplagringskontrakter har til formål at skabe gensidige pligter mellem på den ene side producenten, der forpligter sig til at oplagre en given mængde bordvin og ikke bringe den på markedet i en bestemt periode, og på den anden side interventionsorganet, der forpligter sig til at udbetale den fastsatte støtte efter at have konstateret, at betingelserne er opfyldt.

På denne baggrund skal artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1437/70 fortolkes således, at de to kontrahenters gensidige forpligtelser opstår på det tidspunkt, hvor der indgås en formel aftale, efter at interventionsorganet har foretaget de foreskrevne kontrolundersøgelser.

Sagsøgte har endvidere anført, at inden den formelle indgåelse af kontrakten er den pågældende producent, som har indgivet ansøgning, endnu ikke sikker på, at interventionsorganet vil afslutte en kontrakt; følgelig kan han frit disponere over sit produkt. Rent faktisk er det forekommet i ikke så få tilfælde, at producenten har solgt sin vin i tidsrummet mellem ansøgningens indgivelse og den aftalte dato for kontraktens formelle indgåelse. Endvidere er interventionsorganet tillagt en vis skønsfrihed med hensyn til efterprøvelse af de betingelser, som ifølge de gældende fællesskabsbestemmelser skal være opfyldt.

Sagsøgte mener følgelig, at den af sagsøgeren anførte mulighed, at kontrakten skal anses for en ensidigt bebyrdende aftale, umiddelbart må afvises. Selv hvis det antages, at der foreligger en gensidigt bebyrdende aftale, må man imidlertid afvise den af sagsøgeren forfægtede sondring mellem kontraktens indgåelse og formelle indgåelse. De to parters vilje må således anses for først at komme til udtryk med kontraktens formelle indgåelse, thi først efter dette tidspunkt er kontrahenterne bundet til at opfylde de forpligtelser, der påhviler parterne.

Sagsøgte har endvidere anført, at bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, og i artikel 12 i forordning nr. 1437/70 viser, at under den i forordningen oprettede ordning er kontraktens formelle indgåelse i form af skriftlig affattelse et væsentligt led. Sagsøgerens synspunkt ville endvidere logisk set føre til det resultat, at AIMA ville blive tvunget til at erlægge en ydelse uden modydelse fra producentens side, idet AIMA ifølge artikel 15 i forordning nr. 1437/70 ville være forpligtet til at udbetale kvartalsvise rater med virkning fra dagen for ansøgningens indgivelse, selv om kontrakterne blev indgået flere måneder senere.

Sagsøgte har desuden anført, at den ved udstedelsen af forordning nr. 176/72 besluttede at indrømme en undtagelse fra reglen i artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1437/70 under hensyn til de italienske myndigheders forsikring om, at de var ude af stand til omgående at foretage en afslutning af de for kontrakternes indgåelse nødvendige kontrolundersøgelser, jf. herved betragtningerne til forordning nr. 176/72. Da der var tale om en forordning udstedt af Kommissionen, var det indlysende, at forordningen ikke kunne fravige Rådets basisforordning. Muligheden for, at kontrakterne fik tilbagevirkende kraft, kunne således på ingen måde påvirke overholdelsen af den i artikel 5, stk. 5, i Rådets forordning nr. 816/70 fastsatte frist til 15. februar for den formelle indgåelse af kontrakter.

Sagsøgte har fremhævet, at forordning nr. 176/72 opstillede en retlig fiktion derved, at den sondrede mellem tidspunkterne for henholdsvis kontraktens formelle indgåelse og dens ikrafttræden, idet ikrafttrædelsen skulle have virkning fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse; den tilbagevirkende kraft kunne dog højst være 30 dage. Hvis man fulgte sagsøgerens fortolkning, ville forordning nr. 176/72 være meningsløs. Hvis man endelig antog, at kontrakten er afsluttet ved ansøgningens indgivelse, uafhængigt af den senere foretagne formelle indgåelse, havde det været unødvendigt at indføre undtagelsesordningen. Sagsøgeren har i sin replik om begrebet kontraktens afslutning anført, at en adgang for interventionsorganet til at udøve et skøn vedrørende de nødvendige betingelser for kontraktens indgåelse er utænkelig. Selv om det i øvrigt måtte anerkendes, at der skulle ske en efterprøvelse inden kontraktens formelle indgåelse, i stedet for at opfatte efterprøvelsen som en resolutiv betingelse knyttet til en allerede indgået kontrakt, ville denne formelle indgåelse i øvrigt i praksis finde sted umiddelbart efter ansøgningens overgivelse til provisens landbrugsinspektorat som repræsentant for AIMA.

Efter den i fællesskabsbestemmelserne anvendte kontraktsmodel opstår den viljesoverensstemmelse, söm ifølge artikel 1326 i den italienske Codice civile i sig selv bestemmer kontraktens indgåelse, når producentens ansøgning kommer frem til interventionsorganet eller senest i det øjeblik, hvor organet har fastslået, at ansøgningen opfylder de fastsatte betingelser. I den foreliggende sag ligger disse datoer alle før den 15. februar.

Sagsøgte har i duplikken fastholdt, at under det i fællesskabsordningen skabte system er den formelle indgåelse af oplagringskontrakten mellem producenten og det kompetente interventionsorgan hovedbetingelsen for støttens ydelse.

Sagsøgeren har anført, at fællesskabsbestemmelserne har til formål at trække overskydende mængder vin ud af markedet på det tidspunkt, hvor det største overskud optræder, nemlig i perioden 16. december-15. februar og for en mindsteperiode af 9 måneder, dvs. indtil næste vinhøst, ved hjælp af de af producenterne påtagne forpligtelser til oplagring. Efter sagsøgerens opfattelse er dette formål fuldt ud tilgodeset i den foreliggende sag.

I vinproduktionsåret 1971/1972 indgav de italienske producenter således ansøgning og forpligtede sig til at oplagre deres produktion længe før den 15. februar 1972, selv om kontraktens formelle udformning, som var afgørende for oplagringsperiodens begyndelse, skete med nogle måneders forsinkelse.

For det første var producenterne forpligtede til at oplagre deres produkter i en periode, der var meget længere end foreskrevet i fællesskabsreglerne, eftersom forordning nr. 17/72 kun tillod dækning en måned bagud. Dernæst har den længere tids fjernelse af produkterne fra markedet klart støttet en sanering af priserne. Hvis AIMA nemlig i sidste ende ikke havde indgået oplagringskontrakter med producenterne, var bestemmelsernes formål ikke blevet opfyldt, og udstedelsen af forordning nr. 176/72 havde været meningsløs.

Fællesskabsbestemmelserne bør således fortolkes uden overdreven formalisme, som ville forvanske deres indhold og virkning.

Sagsøgte har vedrørende opfyldelsen af fællesskabsbestemmelsernes formål anført, at sagsøgerens synspunkt er uholdbart. Sagsøgte henviser til, at det fremgår af EUGFL's undersøgelser, at kontrakterne for vinproduktionsåret 1971/1972 blev indgået med store forsinkelser, i enkelte tilfælde endog efter udløbet af den normale gyldighedsperiode på 9 måneder regnet fra 15. februar 1972. Under disse forsinkelser ansås de ansøgende producenter for berettigende til at afhænde deres produkter, hvilket rent faktisk skete i visse tilfælde. En sådan situation er egnet til at hindre opfyldelsen af de pågældende bestemmelsers formål.

Endelig har sagsøgte anført, at den situation, der skabtes gennem AIMA's optræden, afgjort ikke har fremmet oplagringskontrakternes subsidiære formål, nemlig at sikre nøjagtige oplysninger om markedet med henblik på nye interventionsforanstaltninger.

Endelig har sagsøgeren som et subsidiært anbringende påberåbt sig dommene af 7. februar 1979, i hvilke Domstolen har udtalt, at reglerne i forordning nr. 729/70 skal fortolkes således, at Kommissionen som påhvilende EUGFL kun kan anerkende beløb, medlemsstaterne har afholdt i strid med fællesskabsreglerne på grund af en fejlfortolkning af disse, såfremt den fejlagtige anvendelse af fællesskabsretten kan tilregnes en fællesskabsinstitution (sag 11/76, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 245 og sag 18/76, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 343).

Sagsøgeren har endvidere i denne forbindelse anført, at det er fællesskabsbestemmelsernes manglende klarhed, som har givet anledning til problemerne. Spørgsmålet om den skade, som ville blive påført producenterne gennem den forventede forsinkelse med den formelle udfærdigelse af kontrakten, hvilket problem gav anledning til udstedelsen af forordning nr. 176/72, er nært forbundet med AIMA's opfattelse, hvorefter oplagringsperioden begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kontrakten formelt udfærdiges, og ikke fra tidspunktet for dens indgåelse.

Ved at udstede forordning nr. 176/72 har Kommissionen tilsluttet sig AIMA's synspunkt, hvorom den havde fuld viden. Hvis det må antages, at AIMA's opfattelse byggede på en fejlagtig fortolkning af fællesskabsbestemmelserne, burde Kommissionen have anmodet AIMA om at ændre den fulgte fremgangsmåde og sørge for formel udformning inden den 15. februar.

På grund af dels en mangelfuld udformning af fællesskabsbestemmelserne, dels Kommissionens i det mindste stiltiende bekræftelse på AIMA's fortolkning, må det antages, at denne fortolkning, hvis den er fejlagtig, kan lægges fællesskabsinstitutionerne til last.

Sagsøgte har anført, at den aldrig — heller ikke stiltiende — har givet udtryk for andre opfattelser, end den der hævdes her under sagen. Sagsøgte har givet tilladelse til den i forordning nr. 176/72 indeholdte fravigelse fuldt vidende om fristen — 15. februar 1972 — for indgåelse af aftaler.

I øvrigt viser de tidligere indførte undtagelser i vinproduktionsåret 1970/1971, som var indeholdt i Kommissionens forordning nr. 436/71 af 26. februar 1971 (JO L 48, 1971, s. 73) og Kommissionens forordning nr. 617/71 af 24. marts 1971 (JO L 71, 1971, s. 15) tydeligt den klare sondring mellem producentens ansøgning og kontraktens indgåelse. Bestemmelserne i disse forordninger viser, at AIMA ikke kunne være uvidende om Kommissionens standpunkt til spørgsmålet.