DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

3. juli 2025 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – skatter og afgifter – det fælles merværdiafgiftssystem (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 72 – normalværdi – artikel 80 – revurdering af afgiftsgrundlaget – moderselskab, der leverer tjenesteydelser til sine datterselskaber inden for rammerne af den aktive administration af disse – fastsættelse af normalværdien«

I sag C-808/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Sverige) ved afgørelse af 21. december 2023, indgået til Domstolen den 27. december 2023, i sagen

Högkullen AB

mod

Skatteverket,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne A. Kumin (refererende dommer), I. Ziemele og S. Gervasoni,

generaladvokat: J. Kokott,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–

Högkullen AB ved M. Hedin og J. van der Gronden,

–

Skatteverket ved rättslig expert A. Möller,

–

Europa-Kommissionen ved M. Björkland og P. Carlin, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. marts 2025,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 72 og 80 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Högkullen AB og Skatteverket (skatte- og afgiftsmyndigheden, Sverige) (herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«) vedrørende fastsættelsen af normalværdien af de tjenesteydelser, som Högkullen leverede til sine datterselskaber i 2016.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Momsdirektivets artikel 1, stk. 2, er affattet således:

»Det fælles merværdiafgiftssystem [(moms)] bygger på det princip, at der på varer og ydelser skal anvendes en generel forbrugsafgift, der er nøjagtig proportional med varernes og ydelsernes pris, uanset antallet af transaktioner i de produktions- og distributionsled, der ligger før beskatningsleddet.

Ved enhver transaktion svares en merværdiafgift (moms), der beregnes af varens eller ydelsens pris med anvendelse af den afgiftssats, som gælder for varen eller ydelsen, med fradrag af det afgiftsbeløb, der direkte er blevet pålagt de forskellige omkostningselementer.

[...]«

4

Dette direktivs artikel 72 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved »normalværdi« hele det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leveringen af varer og ydelser finder sted, under frie konkurrencevilkår skulle have betalt på dette tidspunkt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør på den medlemsstats område, hvor transaktionen er afgiftspligtig.

Hvis der ikke kan fastslås nogen sammenlignelig levering af varer og ydelser, forstås der ved normalværdien følgende beløb:

1)

når der er tale om varer, et beløb, der ikke ligger under indkøbsprisen for varerne eller for lignende varer eller, hvis der ikke foreligger nogen indkøbspris, ikke under kostprisen og altid til de priser, der konstateres på tidspunktet for transaktionen

2)

når der er tale om ydelser, et beløb, der ikke ligger under den afgiftspligtiges udgifter til levering af ydelsen.«

5

Det nævnte direktivs artikel 73 har følgende ordlyd:

»Ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i artikel 74 til 77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.«

6

Samme direktivs artikel 80, stk. 1, fastsætter:

»For at forebygge momssvig eller momsunddragelse kan medlemsstaterne fastsætte, at i forbindelse med levering af varer og ydelser til modtagere, til hvem der findes familiemæssige eller andre nære personlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger samt ejendomsretlige, finansielle eller retlige bindinger som fastsat af medlemsstaten, svarer beskatningsgrundlaget til normalværdien i følgende tilfælde:

a)

hvis modværdien er lavere end normalværdien, og modtageren af leveringen eller ydelsen ikke har fuld fradragsret i henhold til artikel 167-171 og artikel 173-177

[...]«

Svensk ret

7

Tvisten i hovedsagen reguleres ratione temporis af bestemmelserne i Mervärdesskattelagen (1994:200) (momsloven (1994:200)). Momsdirektivets artikel 72, 73 og 80 er blevet gennemført i svensk ret ved henholdsvis denne lovs kapitel 1, § 9, stk. 1, og kapitel 7, §§ 2, 3 og 3a.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8

Högkullen er moderselskab i en ejendomsforvaltningskoncern og deltager aktivt i administrationen af sine datterselskaber. I denne forbindelse leverede selskabet i 2016 tjenesteydelser i form af virksomhedsledelse, finansielle tjenesteydelser, ejendomsadministration, investeringsydelser, informationsteknologi og personaleadministration til et samlet faktureret beløb på ca. 2,3 mio. svenske kronor (SEK) (ca. 204200 EUR), som blev pålagt moms.

9

Denne modydelse blev fastsat på grundlag af den såkaldte »cost plus«-metode, der bestod af et beløb svarende til Högkullens omkostninger ved køb og udførelse af tjenesteydelserne samt en fortjenstmargen. I denne henseende anvendte selskabet en fordelingsnøgle, hvor en vis procentdel af selskabets udgifter til virksomhedsledelsen og til f.eks. lokaler, telefon, data, repræsentation og rejser blev anset for at kunne henføres til de ydelser, der leveres til datterselskaberne. Selskabet anså derimod »aktionærudgifter« såsom udgifter til udarbejdelse af regnskab, revision og generalforsamlinger samt udgifter i forbindelse med kapitaltilførsel for ikke at have nogen forbindelse med de leverede ydelser. Disse udgifter blev således udelukket fra beregningen af den nævnte modydelse, ligesom omkostningerne i forbindelse med en planlagt ny aktieemission og en børsnotering.

10

Högkullens samlede omkostninger i 2016 beløb sig til ca. 28 mio. SEK (ca. 2484000 EUR). Cirka halvdelen af beløbet vedrørte momspligtige udgifter, mens resten vedrørte momsfritagne udgifter og andre udgifter, der ikke var pålagt moms, såsom lønudgifter. Dette selskab fradrog hele den indgående moms for de omkostninger, som det havde afholdt, og for hvilke der var blevet faktureret moms, hvilket ligeledes omfattede moms af »aktionærudgifterne«.

11

Skatte- og afgiftsmyndigheden fandt, at de tjenesteydelser, som Högkullen havde leveret til sine datterselskaber, var blevet faktureret til en pris, der var lavere end normalværdien. Eftersom der ifølge denne myndighed ikke fandtes sammenlignelige tjenesteydelser, der blev udbudt frit på markedet, fastsatte den afgiftsgrundlaget til et beløb svarende til de samlede omkostninger, som dette selskab havde afholdt for 2016.

12

Efter at Kammarrätten i Göteborg (appeldomstolen i forvaltningsretlige
sager i Göteborg, Sverige) ved dom af 3. marts 2021 i anden instans stadfæstede skatte- og afgiftsmyndighedens afgørelse om at foretage en revurdering af Högkullens afgiftsgrundlag, iværksatte selskabet appel til prøvelse af denne dom ved Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Sverige), som er den forelæggende ret.

13

Den forelæggende ret har anført, at der i medfør af momsdirektivets artikel 80, stk. 1, litra a), kan træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at afgiftsgrundlaget svarer til normalværdien, når der findes ledelsesmæssige bindinger mellem de involverede afgiftspligtige personer, når modværdien er lavere end normalværdien, og når modtageren af ydelsen ikke har fuld fradragsret. Mens den første og den tredje af disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde, er der fortsat tvivl om, hvad der skal forstås ved »normalværdien«.

14

Parterne i sagen for den forelæggende ret har forskellige svar på spørgsmålet om, hvorvidt momsdirektivets artikel 72, stk. 1, kan anvendes til at fastsætte normalværdien af ydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber. Det fremgår bl.a. af denne bestemmelse, at begrebet »normalværdi« omfatter hele det beløb, som en modtager under frie konkurrencevilkår skulle have betalt for de pågældende ydelser til en selvstændig leverandør.

15

I denne henseende finder Högkullen, at de ydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber, skal vurderes individuelt, og at det skal kunne lade sig gøre at købe tilsvarende ydelser på det frie marked. Skatte- og afgiftsmyndigheden er derimod af den opfattelse, at moderselskabets aktive administration af datterselskaberne skal betragtes som en enkelt sammenhængende ydelse, hvis ækvivalent ikke findes mellem uafhængige parter på det frie marked. Eftersom der er tale om ydelser, der er specifikke for koncernen bestående af moderselskabet og dets datterselskaber, kan deres normalværdi ikke fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i momsdirektivets artikel 72, stk. 1, men skal fastlægges på grundlag af bestemmelserne i denne artikel 72, stk. 2.

16

Ifølge den forelæggende ret er det nødvendigt, at Domstolen afklarer spørgsmålet om, hvorvidt det – således som skatte- og afgiftsmyndigheden har gjort – kan lægges til grund, at der ikke findes sammenlignelige ydelser, der frit udbydes på markedet for så vidt angår den pågældende type ydelser, og at det derfor er i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 72 og 80 altid i dette tilfælde at fastsætte normalværdien på grundlag af den alternative regel i dette direktivs artikel 72, stk. 2.

17

Hvad angår denne artikel 72, stk. 2, er der ligeledes uenighed mellem parterne i den tvist, der er indbragt for denne ret. I medfør af denne bestemmelse forstås der ved normalværdi et beløb, der ikke ligger under den afgiftspligtiges udgifter til levering af ydelserne. Den cost plus-metode, som Högkullen har anvendt til at beregne den omhandlede modværdi, resulterer ifølge dette selskab i, at modværdien mindst svarer til de af selskabet afholdte udgifter til levering af ydelserne. Skatte- og afgiftsmyndigheden er derimod af den opfattelse, at alle moderselskabets udgifter udgør udgifter til levering af de ydelser, der er leveret til datterselskaberne.

18

Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om det, når et moderselskabs eneste virksomhed består i aktivt at administrere dets datterselskaber, og dette selskab har fratrukket hele den indgående moms af sine udgifter, er i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 72 og 80 at anse alle det nævnte selskabs udgifter, herunder aktionærudgifter, for at udgøre udgifter, som dette samme selskab har afholdt i forbindelse med leveringen af tjenesteydelser til sine datterselskaber.

19

På denne baggrund har Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Er det i strid med momsdirektivets artikel 72 og 80, at det i forbindelse med anvendelsen af nationale bestemmelser om revurdering af afgiftsgrundlaget lægges til grund, at der altid, når et moderselskab leverer ydelser af den i den foreliggende sag omhandlede art til sine datterselskaber, er tale om unikke [for koncernen specifikke] ydelser, hvis normalværdi ikke kan fastsættes under henvisning til den i [dette direktivs] artikel 72, stk. 1, omhandlede sammenligning?

2)

Er det i strid med momsdirektivets artikel 72 og 80, at det i forbindelse med anvendelsen af nationale bestemmelser om revurdering af afgiftsgrundlaget lægges til grund, at et moderselskabs samlede udgiftsgrundlag, herunder udgifter til kapitaltilførsel og aktionærudgifter, udgør selskabets udgifter til de ydelser, det leverer til sine datterselskaber, når moderselskabets eneste aktivitet er den aktive administration af datterselskaberne, og selskabet har foretaget fradrag for al indgående moms i forbindelse med sine erhvervelser?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

20

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 72 og 80 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de ydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber inden for rammerne af den aktive administration af disse, af skatte- og afgiftsmyndigheden i alle tilfælde anses for at udgøre en enkelt ydelse, hvilket udelukker, at normalværdien af disse ydelser kan fastsættes ved hjælp af den sammenligningsmetode, der er fastsat i dette direktivs artikel 72, stk. 1.

21

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes, at det fremgår af den almindelige regel i momsdirektivets artikel 73, at ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i dette direktivs artikel 74-77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris. Der er således tale om den mellem parterne fastlagte modværdi, som reelt modtages af den afgiftspligtige person, og ikke om en værdi, der anslås efter objektive kriterier, såsom markedsværdien eller en referenceværdi fastsat af skatte- og afgiftsmyndighederne (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, Tulică og Plavoşin, C-249/12 og C-250/12, EU:C:2013:722, præmis 33, og af 25.11.2021, Amper Metal, C-334/20, EU:C:2021:961, præmis 28).

22

Med henblik på at forebygge momssvig og momsunddragelse indfører momsdirektivets artikel 80, stk. 1, litra a), en undtagelse til den almindelige regel, der er fastsat i direktivets artikel 73 (jf. i denne retning dom af 25.11.2021, Amper Metal, C-334/20, EU:C:2021:961, præmis 29), for så vidt som den gør det muligt, at afgiftsgrundlaget anses for at svare til transaktionens normalværdi, når denne transaktion for det første er en levering af varer eller ydelser til modtagere, til hvem der findes familiemæssige eller andre nære personlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger samt ejendomsretlige, finansielle eller retlige bindinger, når modydelsen for det andet er lavere end normalværdien, og når modtageren af leveringen eller ydelsen for det tredje ikke har fuld fradragsret.

23

Hvad i det foreliggende tilfælde angår de tjenesteydelser, som Högkullen har leveret til sine datterselskaber, er det ubestridt, at den første og den tredje betingelse for anvendelse af momsdirektivets artikel 80, stk. 1, litra a), der er nævnt i den foregående præmis, er opfyldt. Der hersker derimod tvivl om anvendelsen af den anden betingelse vedrørende »normalværdien«.

24

Dette begreb er i momsdirektivets artikel 72, stk. 1, defineret som »hele det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leveringen af varer og ydelser finder sted, under frie konkurrencevilkår skulle have betalt på dette tidspunkt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør på den medlemsstats område, hvor transaktionen er afgiftspligtig«.

25

Skatte- og afgiftsmyndigheden har imidlertid gjort gældende, at det under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede principielt ikke er muligt at fastsætte en normalværdi i overensstemmelse med denne artikel 72, stk. 1, eftersom et moderselskabs aktive administration af datterselskaber udgør en enkelt sammenhængende tjenesteydelse, hvis ækvivalent ikke findes mellem uafhængige parter på det frie marked.

26

I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at når en transaktion består af en flerhed af elementer og handlinger, skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, om denne transaktion i momsmæssig henseende giver anledning til to eller flere særskilte ydelser eller til en enkelt ydelse (dom af 18.4.2024, Companhia União de Crédito Popular, C‑89/23, EU:C:2024:333, præmis 34, og af 17.10.2024, Digital Charging Solutions, C‑60/23, EU:C:2024:896, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

27

Selv om hver transaktion sædvanligvis i momsmæssig henseende skal anses for en særskilt og uafhængig transaktion, således som det følger af momsdirektivets artikel 1, stk. 2, andet afsnit, må en transaktion, der i økonomisk henseende udgør en enkelt ydelse, navnlig ikke kunstigt opdeles for ikke at ændre momssystemets sammenhæng. Der er tale om en enkelt ydelse, når flere elementer eller handlinger, som en afgiftspligtig person leverer til sin ordregiver, er så nært forbundet, at de objektivt set udgør en enkelt udelelig økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele (dom af 18.4.2024, Companhia União de Crédito Popular, C‑89/23, EU:C:2024:333, præmis 35, og af 17.10.2024, Digital Charging Solutions, C‑60/23, EU:C:2024:896, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

28

Under visse omstændigheder skal en række ydelser, der formelt set er særskilte og kan leveres enkeltvis, og som dermed kan danne grundlag for særskilt afgiftspålæggelse eller afgiftsfritagelse, desuden anses for en enkelt transaktion, når de ikke er uafhængige af hinanden (dom af 18.4.2024, Companhia União de Crédito Popular, C‑89/23, EU:C:2024:333, præmis 36, og af 17.10.2024, Digital Charging Solutions, C‑60/23, EU:C:2024:896, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

29

Dette er navnlig tilfældet, hvor et eller flere elementer må anses for at udgøre hovedydelsen, mens andre elementer omvendt skal anses for sekundære ydelser, der afgiftsmæssigt følger hovedydelsen. Det første kriterium, der i denne henseende skal tages i betragtning, er, om ydelsen set fra gennemsnitsforbrugerens synspunkt savner et uafhængigt formål. En ydelse skal således anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser (dom af 18.4.2024, Companhia União de Crédito Popular, C‑89/23, EU:C:2024:333, præmis 37, og af 17.10.2024, Digital Charging Solutions, C‑60/23, EU:C:2024:896, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

30

I denne sammenhæng er den omstændighed, at der faktureres en samlet pris, eller at der er fastsat særskilte priser i aftalen, ikke af afgørende betydning med hensyn til fastlæggelsen af, hvorvidt der er tale om flere særskilte og uafhængige transaktioner eller en enkelt transaktion (jf. i denne retning dom af 25.2.1999, CPP, C-349/96, EU:C:1999:93, præmis 31, og af 2.12.2010, Everything Everywhere, C-276/09, EU:C:2010:730, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

31

I denne henseende var de ydelser, som Högkullen leverede til sine datterselskaber, mere specifikt ydelser i forbindelse med forretningsadministration, økonomi, ejendomsadministration, investeringer, IT og personaleadministration.

32

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 26-30, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at sådanne ydelser principielt er så nært forbundet, at de objektivt set udgør en enkelt udelelig økonomisk ydelse og dermed en enkelt ydelse.

33

Som generaladvokaten har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse, synes de nævnte tjenesteydelser, selv om de leveres samlet, nemlig dels at have en egen identificerbar karakter. Dels kan den omstændighed, at hver af datterselskaberne betaler en samlet pris til Högkullen for samtlige ydelser, som Högkullen leverer til dem, ikke være afgørende på området for koncerninterne ydelser, eftersom koncernen i modsat fald selv ville være i stand til at påvirke den momsmæssige kvalificering af disse ydelser på grundlag af de aftalte vederlagsvilkår.

34

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares således, at momsdirektivets artikel 72 og 80 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de ydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber inden for rammerne af den aktive administration af disse, af skatte- og afgiftsmyndigheden i alle tilfælde anses for at udgøre en enkelt ydelse, hvilket udelukker, at normalværdien af disse ydelser kan fastsættes ved hjælp af den sammenligningsmetode, der er fastsat i dette direktivs artikel 72, stk. 1.

Det andet spørgsmål

35

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt en fortolkning af momsdirektivets artikel 72, stk. 2.

36

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at dette spørgsmål hviler på den forudsætning, at fortolkningen af momsdirektivet gør det muligt at lægge til grund, at der i tilfælde af et moderselskabs aktive administration af dets datterselskaber ikke findes sammenlignelige ydelser, der frit udbydes på markedet. Hvis denne forudsætning er korrekt, skal det således afgøres, om det i dette tilfælde er i overensstemmelse med direktivet altid at fastsætte normalværdien i henhold til den alternative regel i det nævnte direktivs artikel 72, stk. 2, under henvisning til ydelsernes unikke karakter.

37

Som det fremgår af de grunde, der er anført til støtte for besvarelsen af det første spørgsmål, kan synspunktet om, at de tjenesteydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber inden for rammerne af den aktive administration af disse, under alle omstændigheder udgør en enkelt ydelse, imidlertid ikke tiltrædes.

38

Under disse omstændigheder er det følgelig ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

Sagsomkostninger

39

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

 

Artikel 72 og 80 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

 

skal fortolkes således, at

 

disse bestemmelser er til hinder for, at de ydelser, som et moderselskab leverer til sine datterselskaber inden for rammerne af den aktive administration af disse, af skatte- og afgiftsmyndigheden i alle tilfælde anses for at udgøre en enkelt ydelse, hvilket udelukker, at normalværdien af disse ydelser kan fastsættes ved hjælp af den sammenligningsmetode, der er fastsat i dette direktivs artikel 72, stk. 1.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: svensk.