2001/428/EF: Rådets beslutning af 22. maj 2001 om den portugisiske regerings ydelse af en ekstraordinær national støtte til destillation af visse produkter fra vinsektoren
EF-Tidende nr. L 153 af 08/06/2001 s. 0028 - 0029
Rådets beslutning af 22. maj 2001 om den portugisiske regerings ydelse af en ekstraordinær national støtte til destillation af visse produkter fra vinsektoren (2001/428/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, under henvisning til begæring indgivet af den portugisiske regering den 6. april 2001, og ud fra følgende betragtninger: (1) I artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin(1) åbnes der mulighed for, at Fællesskabet, med henblik på at støtte markedet og derigennem lette den fortsatte forsyning med vindestillater, yder støtte til destillation af vin. (2) I artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999 åbnes der mulighed for krisedestillation i tilfælde af ekstraordinære markedsforstyrrelser som følge af stor overskudsproduktion og/eller kvalitetsproblemer. (3) Med offentliggørelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 2774/2000(2) blev meddelelsen af nye kontrakter om frivillig destillation (artikel 29) suspenderet, således at de mængder, som Portugal havde anmeldt vedrørende første halvdel af december, ikke kunne komme i betragtning til denne markedsforanstaltning. (4) Efter begæring indgivet af Portugal den 19. december 2000 blev der med Kommissionens forordning (EF) nr. 442/2001(3) givet mulighed for krisedestillation i henhold til artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999 for en mængde på 450000 hl bordvin med det formål i videst muligt omfang at begrænse konsekvenserne for stabiliteten på vinmarkedet af afsætningen af visse overskudsmængder af hvid bordvin, der er opstået, fordi Portugal ikke kan foretage frivillig destillation. (5) Den minimumspris, som destillatøren skal betale til producenten under krisedestillationsordningen (1,914 EUR/% vol./hl), er lavere end den pris, der er fastsat for frivillig destillation (2,488 EUR/% vol./hl), hvilket giver et betydeligt indtægtstab for producenten, som anslås til omkring 3,1 mio. EUR. Desuden kan den fastsatte minimumspris for denne type destillation vise sig ikke at være tilstrækkelig fordelagtig, hvilket vil indebære en væsentlig indskrænkning i udnyttelsen af denne markedsforanstaltning, således at den ikke kommer til at opfylde sit formål. (6) Der foreligger derfor ekstraordinære omstændigheder, der gør, at denne støtte, som en fravigelse af reglerne og udelukkende i det omfang, det er strengt nødvendigt for at genoprette den konstaterede uligevægt, kan anses for at være forenelig med det fælles marked på de i denne beslutning omhandlede betingelser, idet det dog især skal sikres, at de producenter, der får adgang til krisedestillation, får en indtægt svarende til den, de ville have opnået ved den frivillige destillation, som de ikke har haft adgang til, og at der gives tilladelse til at yde en ekstraordinær national støtte til de portugisiske vinproducenter på op til forskellen mellem prisen under de to ordninger - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Det anses for at være foreneligt med det fælles marked, at den portugisiske regering yder en ekstraordinær støtte til destillation af 450000 hl vin på op til 0,574 EUR/% vol./hl (115,077 PTE) i det omfang, det er strengt nødvendigt for at rette op på den skævhed, der er konstateret på portugisisk territorium. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til Den Portugisiske Republik. Udfærdiget i Bruxelles, den 22. maj 2001. På Rådets vegne M. Winberg Formand (1) EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1. Forordningen er ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1622/2000 (EFT L 194 af 31.7.2000, s. 1). (2) EFT L 321 af 19.12.2000, s. 40. (3) EFT L 63 af 3.3.2001, s. 52.