13Retten bemærkede herom:97.Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgerne ikke har bestridt, at postvæsenets offentligretlige forpligtelser medfører meromkostninger. Sagsøgerne har alene gjort gældende, at Kommissionen ved at anvende forkerte beregningsmetoder åbenbart har ansat disse meromkostninger for højt.98.Inden undersøgelsen af de som led i nærværende anbringende fremsatte argumenter bemærkes, at det af bestemmelserne i stk. 3 i artikel 90 og af bestemmelserne i denne artikel set i sammenhæng i det hele fremgår, at de overvågningsbeføjelser, som Kommissionen har i forhold til medlemsstater, der har gjort sig skyldig i en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser og navnlig konkurrencereglerne, nødvendigvis indebærer udøvelsen af et vidt skøn for Kommissionen.99.Dette skøn er navnlig, for så vidt angår medlemsstaternes overholdelse af konkurrencereglerne, så meget videre som, for det første, Kommissionen på sin side ifølge artikel 90, stk. 2, ved udøvelsen heraf skal tage hensyn til de særlige opgaver, som er betroet de pågældende virksomheder, og som, for det andet, medlemsstaternes myndigheder på deres side i visse tilfælde kan besidde lige så store skønsbeføjelser ved udstedelsen af regler på visse områder som f.eks. det her omhandlede, dvs. den offentlige posttjeneste (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-32/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1015, præmis 37).100.Når der som her er tale om at skulle anlægge en vurdering af komplicerede økonomiske forhold, er skønsbeføjelsen med hensyn til vurderingen af meromkostninger forbundet med opfyldelsen af offentligretlige forpligtelser så meget desto videre og kan sidestilles med Kommissionens skønsmæssige beføjelser i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 49, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 56, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 34).101.Det fremgår af retspraksis, at Retten under et annullationssøgsmål kun kan efterprøve, om den anfægtede beslutning er behæftet med en af de i traktatens artikel 173 anførte mangler, der medfører, at retsakten er ulovlig, og at den ikke kan sætte sit skøn med hensyn til de faktiske forhold, navnlig på det økonomiske område, i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen (Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 23). Følgelig må Rettens efterprøvelse af Kommissionens vurdering være begrænset til en undersøgelse af den materielle rigtighed af de faktiske omstændigheder og af, om der er sket en åbenbar fejlvurdering.102.Det fremgår herved af sagen, at Kommissionen ved beregningen af de med postvæsenets offentligretlige forpligtelser forbundne meromkostninger foretog en kompliceret økonomisk analyse på grundlag af to undersøgelser, der var blevet gennemført af henholdsvis postvæsenet selv og nogle eksterne konsulenter.
17Om det fjerde anbringende bemærkede Retten:163.Ved sin stillingtagen til nærværende anbringende må Retten undersøge sagsøgernes argumenter, for det første vedrørende det af Kommissionen anførte om, at det følger af traktatens artikel 90, stk. 2, at den omtvistede skattefordel for postvæsenet, for så vidt den repræsenterer et lavere beløb end meromkostningerne forbundet med opfyldelsen af offentligretlige forpligtelser, ikke er udtryk for en statsstøtte i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, for det andet vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt støtten er nødvendig for udførelsen af de særlige opgaver, som postvæsenet har fået overdraget, og endelig for det tredje vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen på det grundlag, at det beløb, som skattefordelen repræsenterer, er lavere end de nævnte meromkostninger, i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at det ikke kunne fastslås, at der skete en overførsel af statsmidler til fordel for postvæsenets aktiviteter på områder undergivet fri konkurrence.164.Traktatens artikel 92, stk. 1, lyder således: Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under hver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.165.Det fremgår af traktatens artikel 90, at artikel 92 omfatter samtlige private og offentlige virksomheder og samtlige produktioner i disse virksomheder, alene med forbehold af artikel 90, stk. 2 (ovennævnte dom i sagen Stcinike & Weinlig, præmis 18). Kommissionens kompetence til i medfør af traktatens artikel 93 at afgøre, om en støtte er forenelig med fællesmarkedet, omfatter tillige statsstøtte til de i artikel 90, stk. 2, omhandlede virksomheder, herunder virksomheder, som medlemsstaterne har overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (ovennævnte dom i sagen Banco Exterior de España, præmis 17). Det bemærkes endvidere, at konkurrencereglerne også finder anvendelse på postsektoren (Domstolens dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, og ovennævnte dom i Corbeau-sagen).166.Som allerede anført ovenfor i præmis 114, er det ikke blevet bestridt, at postvæsenets skattefordel androg 1,196 mia. FRF i 1994.167.Denne skattefordel er principielt en statsstøtte i henhold til artikel 92, stk. 1, idet den, selv om den ikke indebærer en overførsel af statsmidler, giver postvæsenet en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, herunder de selskaber, som sagsøgerne repræsenterer (ovennævnte dom i sagen Banco Exterior de España, præmis 14).168.Det fremgår således af fast retspraksis, at begrebet støtte i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, omfatter de fordele, som indrømmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget (Domstolens dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, præmis 34, og af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, præmis 58, samt ovennævnte dom i sagen Banco Exterior de España, præmis 13).169.I det omfang, en sådan støtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencevilkårene, er den, bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser, uforenelig med fællesmarkedet (ovennævnte dom i sagen Banco Exterior de España, præmis 15).170.For så vidt angår støtte til en virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (jf. ovenfor, præmis 66-72), hjemler traktatens artikel 90, stk. 2, en sådan undtagelse.171.I henhold til traktatens artikel 90, stk. 2, er virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler ... underkastet... konkurrencereglerne i det omfang, anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem ....172.Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, herunder navnlig af ordene i det omfang, anvendelsen af disse bestemmelser [her traktatens artikel 92] ikke ... hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, at i tilfælde, hvor artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, kan en statslig foranstaltning, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 92, stk. 1, alligevel anses for forenelig med fællesmarkedet (ovennævnte dom i sagen Banco Exterior de España, præmis 14 og 15, og i samme retning generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse i sagen, Sml. I, s. 879, punkt 66). Selv om der fortsat er tale om en statsstøtte i henhold til sidstnævnte bestemmelse, kan virkningen af konkurrencereglerne i så fald begrænses (Domstolens dom af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saced Flugreisen m.fl., Sml. s. 803, præmis 56), således at der kan træffes beslutning om, at et forbud mod at gennemføre en ny støtte, som følger af artikel 92, sammenholdt med artikel 93, stk. 2 og 3, ikke skal finde anvendelse.173.Da traktatens artikel 90, stk. 2, fastlægger en undtagelsesregel, må bestemmelsen fortolkes snævert. For at undtagelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, kræves det således ikke blot, at myndighederne har overdraget den pågældende virksomhed at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, men også, at en anvendelse af traktatens bestemmelser, her artikel 92, hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, virksomheden er betroet, samt at dette ikke strider mod Fællesskabets interesse (Domstolens dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, præmis 26).174.Med henblik på undersøgelsen af, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat yder statsstøtte med det formål at kompensere for de meromkostninger, som en virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, jf. traktatens artikel 90, stk. 2, må bære, nærmere bestemt de meromkostninger, der er forbundet med de særlige opgaver, virksomheden har fået overdraget, bemærkes følgende om retspraksis vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 2.175.Domstolen har om dette spørgsmål i dom af 27. april 1994 (sag C-393/92, Almelo m.fl., Smi. I, s. 1477, præmis 46) antaget, at en begrænsning af konkurrencen fra andre erhvervsdrivendes side kan være berettiget i henhold til artikel 90, stk. 2, såfremt sådanne begrænsninger må anses for nødvendige for, at den virksomhed, der har fået overdraget at udføre opgaver af almindelig interesse, kan udføre disse. Domstolen har herved nærmere fastslået, at der må ... tages hensyn til de økonomiske vilkår, der gælder for virksomheden, herunder navnlig virksomhedens omkostninger og de regler, som den — navnlig på miljøområdet — er underkastet (præmis 49). Domstolen antog på dette grundlag i den pågældende sag, at en eksklusiv købsforpligtelse kunne være undtaget fra forbuddene i artikel 85 og 86, for så vidt den begrænsning af konkurrencen, som denne forpligtelse medførte, var nødvendig for, at den pågældende virksomhed kunne udføre sine opgaver af almindelig interesse.176.Tilsvarende har Domstolen i den ovennævnte dom i Corbeau-sagen antaget, at den eksklusive ret til at indsamle, befordre og omdele post, der er tillagt det belgiske postvæsen, og som kan medføre begrænsninger af konkurrencen, er tilstrækkeligt hjemlet, for så vidt disse begrænsninger er en forudsætning for, at det belgiske postvæsen kan udføre de særlige opgaver, det har fået overdraget.177.I Corbeau-sagen undersøgte Domstolen, hvorvidt den pågældende udelukkelse af konkurrence var nødvendig for, at indehaveren af den eksklusive ret kunne opnå acceptable økonomiske vilkår. Domstolen antog herom, at der måtte tages udgangspunkt i, at [forpligtelsen] til at sikre tjenesteydelser på rimelige økonomiske vilkår ... forudsætter ... at vedkommende kan foretage en udligning mellem rentable og mindre rentable aktivitetsområder (præmis 17). Dette kunne kun antages at være muligt under forudsætning af en begrænsning af konkurrencen fra private erhvervsdrivendes side med hensyn til rentable aktivitetsområder (præmis 17 og 18).178.Retten finder, at de principper, som fremgår af denne retspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 85 og 86, kan finde tilsvarende anvendelse, når der er spørgsmål om statsstøtte, hvorfor en sådan, i medfør af traktatens artikel 90, stk. 2, kan undtages fra forbuddet i traktatens artikel 92, forudsat at støtten alene har til formål at kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med udførelsen af de særlige opgaver, som påhviler den pågældende virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og at støtten må anses for nødvendig for, at virksomheden kan opfylde sine offentligretlige forpligtelser på rimelige økonomiske vilkår (ovennævnte dom i Corbeau-sagen, præmis 17, 18 og 19). Den nærmere afgørelse af, om støtten må anses for nødvendig, forudsætter en samlet vurdering af de økonomiske vilkår, hvorunder den pågældende virksomhed udøver sine aktiviteter inden for det område, der er forbeholdt den, hvorved der ses bort fra eventuelle fordele, som virksomheden kan opnå inden for de områder, der er åbne for konkurrence.179.Det fremgår af sagens akter og af de mundtlige indlæg for Retten, at postvæsenet gennemsnitligt i de tre første år efter vedtagelsen af 1990-loven stort set alene var i økonomisk balance efter skat, dvs. for så vidt der blev taget hensyn til den omtvistede skattelettelse.180.Selv om resultaterne for disse regnskabsår omfatter hele postvæsenets virksomhed, idet der ikke var noget analytisk regnskabssystem, som gjorde det muligt at sondre mellem postvæsenets forskellige former for virksomhed, finder Retten, at Kommissionen, uden at overskride grænserne for sine skønsmæssige beføjelser i sagen, med rette kunne antage, at den omtvistede skattefordel ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for, at postvæsenet kunne udføre de opgaver af offentlig interesse, det har fået overdraget, navnlig i form af forpligtelsen til at opretholde et postnet i landdistrikterne, idet de hermed forbundne meromkostninger kunne antages at svare til tab af tilsvarende størrelse for postvæsenet. For så vidt Kommissionen har godkendt en statsstøtte på et mindre beløb end de nævnte meromkostninger, kan det følgelig ikke antages, at traktatens artikel 90, stk. 2, ikke har kunnet finde anvendelse i sagen, og dermed ikke, at der er sket en tilsidesættelse af traktatens artikel 92.181.Det bemærkes i øvrigt om dette spørgsmål, at sagsøgerne ikke har peget på forhold, der kan understøtte det af dem anførte argument om, at den omtvistede støtte ikke er nødvendig for opfyldelsen af postvæsenets offentligretlige forpligtelser. Dette argument må følgelig forkastes.182.Der må herefter ske en undersøgelse af sagsøgernes argumenter om, at den af Kommissionen anvendte metode ikke har været korrekt. Sagsøgerne har gjort gældende, at da postvæsenet ikke har noget analytisk regnskabssystem, kan det ikke dokumenteres, at den omtvistede skattefordel ikke i strid med fællesskabsretten begunstiger postvæsenets aktiviteter på områder, der er underlagt fri konkurrence.183.Det bør derfor undersøges, om den anvendte komparative metode, hvorved statsstøtten (dvs. 1,196 mia. FRF) blev sammenholdt med postvæsenets meromkostninger (dvs. 1,32 mia. FRF — ifølge det laveste skøn, jf. ovenfor, præmis 105 og 106), må anses for anvendelig til i tilstrækkelig grad at godtgøre, at ydelsen af støtten ikke medfører en krydssubsidiering af postvæsenets aktiviteter på områder underlagt fri konkurrence. Som det med rette anføres af Kommissionen i den anfægtede beslutning, er det efter fællesskabsretten et krav, at den pågældende statsstøtte ikke begunstiger sidstnævnte aktiviteter.184.Det bemærkes herved, at det fremgår af sagen, at postvæsenet på det tidspunkt, den anfægtede beslutning blev truffet, ikke i sit interne regnskab førte særskilte regnskaber for henholdsvis tjenesteydelser inden for det område, der er forbeholdt postvæsenet, og tjenesteydelser på de områder, der ikke er forbeholdt det. Dette var i øvrigt årsagen til, at omkostningerne forbundet med opfyldelsen af de offentligretlige forpligtelser i den anfægtede beslutning blev beregnet på grundlag af hele postvæsenets virksomhed (jf. ovenfor, præmis 105).185.Det kan ikke bestrides, at såfremt postvæsenet på det pågældende tidspunkt havde indført et sådant analytisk regnskabssystem, ville Kommissionen på et mere sikkert grundlag have kunnet opnå dokumentation for, at der ikke skete nogen krydssubsidiering.186.Det må imidlertid for det første fastslås, at fællesskabslovgiver ikke indtil nu har udstedt bestemmelser om indførelse af analytiske regnskabssystemer for virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, samtidig med at de driver virksomhed på områder undergivet fri konkurrence.187.For det andet bemærkes, at den konkrete anvendelse af konkurrencereglerne i et tilfælde som det her omhandlede nødvendigvis må indebære komplicerede vurderinger af økonomisk og retlig art, hvorved der skal tages hensyn til Fællesskabets interesser (jf. f.eks. Domstolens ovennævnte dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen, præmis 34). Kommissionen må følgelig indrømmes et vist skøn med hensyn til, hvilken metode der skal anses for mest korrekt til at få bekræftet, at der ikke sker nogen krydssubsidiering af aktiviteter på områder undergivet fri konkurrence.188.Ydelse af statsstøtte til en virksomhed vil ganske vist kunne gøre det muligt for denne at frigøre andre midler til fordel for andre former for aktiviteter (ovennævnte dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen), men Retten finder, at for så vidt der er tale om en støtte til en virksomhed, der er omfattet af traktatens artikel 90, stk. 2, er muligheden for en krydssubsidiering udelukket, når støttebeløbet er lavere end de meromkostninger, der er forbundet med udførelsen af særlige opgaver som forudsat i bestemmelsen.189.Det bemærkes endvidere, at fællesskabsretten, som fastslået ovenfor i præmis 178, ikke er til hinder for, at en medlemsstat yder statsstøtte til en virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, med det formål at kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med udførelsen af de særlige opgaver, som virksomheden har fået overdraget, forudsat at støtten må anses for nødvendig for, at virksomheden kan opfylde sine offentligretlige forpligtelser på rimelige økonomiske vilkår. Retten rinder herefter, da traktatens artikel 90, stk. 2, ellers ville miste enhver effektiv virkning, at den af Kommissionen anvendte komparative metode konkret var formålstjenlig til i tilstrækkelig grad at opnå dokumentation for, at statsstøtten ikke medfører nogen krydssubsidiering i strid med fællesskabsretten.190.Det bemærkes herved, at sagsøgerne ikke har søgt at godtgøre, at der skulle være en alternativ og mere hensigtsmæssig metode til — i betragtning af såvel de oplysninger, der var til rådighed på det pågældende tidspunkt, som fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin — at få bekræftet, at postvæsenets skattefordel ikke begunstiger aktiviteter på områder undergivet fri konkurrence. Sagsøgerne har heller ikke peget på forhold, der kan godtgøre, at Kommissionen skulle have overskredet grænserne for sine skønsmæssige beføjelser på området.191.Hvad angår sagsøgernes argument vedrørende beregningsgrundlaget for skattenedslaget, findes dette at være uden relevans, da sagsøgerne ikke har bestridt størrelsen af det beløb, som skattefordelen repræsenterer.192.Med hensyn til sagsøgernes argumenter om, at omkostningerne ved offentligretlige forpligtelser blot er udtryk for de ressourcer, som samfundet er villigt til at ofre til dette formål, og at det ville have været mere på sin plads at anvende 1982-loven, bemærkes blot, som fastslået ovenfor i præmis 108, at Kommissionen, da der ikke gælder nogen fællesskabsretlig ordning på området, savner beføjelse til at tage stilling til vilkårene for udførelsen og omfanget af en offentlig virksomheds offentligretlige opgaver, ligesom Kommissionen ikke kan tage stilling til hensigtsmæssigheden af de kompetente nationale myndigheders politiske valg vedrørende disse spørgsmål, dog således, at aktiviteten inden for områder underlagt fri konkurrence ikke må begunstiges af støtten, og denne ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at den pågældende virksomhed kan udføre de særlige opgaver, den har fået overdraget.193.Endelig bemærkes, at der ikke kan gives sagsøgerne medhold i, at Kommissionen ved sin opfordring til den franske regering om, at denne drager omsorg for et forbedret regnskabssystem inden for postvæsenet i fremtiden, ved den anfægtede beslutning må antages at have anerkendt, at der sker en krydssubsidiering. Selv om postvæsenets regnskabssystem i fremtiden vil kunne forbedres, således at der opnås en større gennemskuelighed med hensyn til omkostningsfordelingen, er det, som allerede fastslået ovenfor i præmis 183-189, under alle omstændigheder med føje, at Kommissionen på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på det pågældende tidspunkt, skønnede, at den omtvistede skattefordel ikke indebar nogen risiko for krydssubsidiering.