Produktions- og forbrugsmønstret for fårekød er meget forskelligt inden for Fællesskabet.

Den fælles markedsordning for fårekød blev indført ved forordning nr. 1837/80 af 27. juni 1980 (EFT L 183, s. 1). Denne markedsordning adskiller sig på en lang række punkter fra de øvrige fælles markedsordningers traditionelle opbygning.

For det første bestemmes det i artikel 34 i forordning nr. 1837/80, at den netop indførte fælles markedsordning ventuelt kan ændres eller tilpasses inden 1. april 1984.

For det andet sikres beskyttelsen af det fælles marked derved, at de mellem Fællesskabet og tredjelande indgåede frivillige aftaler om handelsbegrænsninger, hvis iværksættelse ifølge artikel 35 i forordning nr. 1837/80 er en betingelse for markedsordningens anvendelse på fællesskabsplan, tillægges stor betydning.

Endelig er der i den fælles markedsordning fastsat én basispris for hele Fællesskabets område, mens bestemmelserne om reference- og interventionspriser karakteriseres ved en opdeling af det fælles marked i 6 områder

1) Italien; 2) Frankrig; 3) Benelux, Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland; 4) Irland; 5) Del forenede Kongerige; 6) Grækenland.

De vigtigste elementer i den fælles markedsordning for fårekød kan sammenfattes således:

Sagsøgeren er en tysk virksomhed, som siden 1893 har været specialiseret i handel med fersk kød. Siden midten af 1965 har virksomheden systematisk oparbejdet et marked for fersk lammekød med oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland og Det forenede Kongerige. Indtil ikrafttrædelsen af forordning nr. 1837/80 bestod virksomhedens hovedaktivitet i afsætningen på de kontinentaleuropæiske markeder af slagtede britiske lam, som ifølge virksomheden blev indkøbt til gunstige priser i forhold til de gennemsnitlige markedspriser i Fællesskabets medlemsstater på kontinentet.

Under hensyn til de tyske forbrugsvaner og den lave pris, som den tyske forbruger er rede til at betale for fårekød, er sagsøgerens afsætningsmuligheder i Forbundsrepublikken Tyskland ifølge sagsøgerens eget udsagn afhængige af virksomhedens indkøb af kvalitetskød til forholdsvis lave priser; denne mulighed eksisterede kun på det britiske marked, hvor markedspriserne indtil 1980 var betydeligt lavere end i de øvrige medlemsstater.

Efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1837/80 skete der ifølge sagsøgeren en betydelig forhøjelse af eksportprisen for britisk kød.

Sagsøgeren har redegjort for denne udvikling på følgende måde:

Dette indebar en betydelig omsætningsnedgang for den sagsøgende virksomhed, idet afsætningen faldt som følge af prisudviklingen. Da virksomheden ikke har kunnet finde andre leverandører af fårekød af samme kvalitet og til samme pris — bl.a. ikke i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor den indenlandske produktion er for ringe — har virksomheden måttet nedsætte de ansattes arbejdstid.

Ifølge sagsøgeren skyldes denne omsætningsnedgang ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning for fårekød, og navnlig indvirkningen på opkøbsprisen for britisk producerede hele og halve kroppe af det beløb (claw-back), som opkræves ved udførslen fra Det forenede Kongerige i henhold til artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80, og som skal udligne den variable slagtepræmies indvirkning på prisen.

Ved skrivelse til Kommissionen af 5. februar 1981 redegjorde sagsøgeren for sine vanskeligheder og anmodede Kommissionen om omgående at foreslå Rådet en suspension eller i det mindste en ændring af artikel 9 i forordning nr. 1837/80. Sagsøgeren opfordrede Kommissionen til midlertidigt at suspendere opkrævningen af dette beløb i henhold til artikel 33 i forordning nr. 1837/80.

Kommissionen gav ved skrivelse af 3. marts 1981 udtryk for en vis forståelse for sagsøgerens situation, men mente sig ikke i stand til at efterkomme dennes anmodning.

Ved stævning, registreret på Domstolens justitskontor den 4. maj 1981, har sagsøgeren i medfør af EØF-traktatens artikler 178 og 215, stk. 2, anlagt sag mod Fællesskabet med påstand om erstatning af den ifølge sagsøgeren lidte skade.

Ved svarskrifter, indgivet til Domstolens justitskontor henholdsvis den 21. og 22. juli 1981, har Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgeren har den 28. september 1981 afgivet replik uden herved at ændre sin påstand.

Kommissionen og Rådet har afgivet duplik henholdsvis den 30. oktober og den 24. november 1981.

Ved processkrift, indgivet til Domstolens justitskontor den 25. august 1981, har Den franske Republik's regering i medfør af artikel 37 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen begæret om at indtræde i sagen til støtte for sagsøgtes påstand. Ved kendelse af 16. september 1981 har Domstolen efter at have hørt generaladvokaten besluttet at tillade interventionen.

Den franske Republik's regering har som intervenient indgivet indlæg den 3. december 1981.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Julius Kind KG har redegjort for den seneste udvikling i selskabets økonomiske situation og kort beskrevet den ved forordning nr. 1837/80 indførte interventionsmekanisme.

Ifølge selskabet er opkrævningen af det i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80 fastsatte beløb (herefter benævnt claw-back-afgiften) den væsentligste årsag til forringelsen af selskabets økonomiske situation. Afgiftens skadelige virkninger på samhandelen inden for Fællesskabet er desuden blevet forstærket på grund af følgende to forhold:

Sagsøgeren er således af den opfattelse, at Fællesskabets forvaltning af interventionsforanstaltningerne på fårekødsmarkedet er diskriminerende, fordrejer samhandelen og konkurrencen og endelig er i strid med princippet om fællesskabspræference. Sagsøgeren har ved skrivelse af 5. februar 1981 til Kommissionen forsøgt at få genemført en ændring af dette forvaltningssystem. Da henvendelsen ikke gav det ønskede resultat, finder sagsøgeren sig berettiget til at søge en retslig afgørelse.

Ifølge det sagsøgende selskab er antagelsen om claw-back-afgiftens neutralitet i økonomisk henseende forkert og retligt set uden betydning for vurderingen af den opkrævning, som finder sted ved udførslen. Enhver områdebestemt støtte indebærer således i sig selv en fordrejning af konkurrencevilkårene. Dette gælder navnlig i nærværende sag, hvor ydelsen af den variable slagtepræmie — som skal støtte forbruget og udbetales til enten producenten eller slagteriet — forhindrer dannelsen af realistiske markedspriser i Det forenede Kongerige. Claw-back-afgiften skal begrænse slagtepræmiens fordele alene til det britiske marked. Bortset fra at markedet herved opdeles, indebærer afgiften således, at de erhvervsdrivende i Fællesskabets øvrige medlemsstater deltager i finansieringen af interventionsforanstaltninger, som udelukkende kommer de britiske borgere til gode.

Den pågældende bestemmelse har ligeledes karakter af en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative handelsrestriktioner, som ifølge traktatens artikel 30 er forbudt. Der fremgår klart af den af Association of British Abattoir Owners Ltd udarbejdede statistik (meddelt ved skrivelse af 25. august 1981 til ABAO Sheepmeat Exporters), at den britiske eksport til tredjelande fonsat er tilfredsstillende, men at samhandelen inden for Fællesskabet er gået voldsomt tilbage i perioden juni-juli 1981 i forhold til samme periode i 1980. Genopkrævningen af den variable slagtepræmie kan således direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt hindre samhandelen inden for Fællesskabet.

Den pågældende bestemmelse er i strid med forbudet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, for så vidt den resulterer i vidt forskellige vilkår for, dels de erhvervsdrivende på det europæiske kontinent og de britiske erhvervsdrivende, dels de tyske forbrugere og de britiske forbrugere, der som følge af interventionsforanstaltningen får tilbudt samme vare til vidt forskellige priser.

Artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80 er i strid med traktatens artikel 43, stk. 3, litra b), hvorefter gennemførelsen af en fælles markedsordning skal sikre samhandelen inden for Fællesskabet betingelser svarende til dem, der gælder på et nationalt marked. I nærværende sag har indførelsen af claw-back-afgiften opdelt markedet og alvorligt forstyrret de allerede eksisterende markedsforhold i samhandelen mellem Det forenede Kongerige og Tyskland, som indtil ikrafttrædelsen af forordning nr. 1837/80 fuldt ud fungerede efter hensigten.

Tilsvarende kan det over for Rådet gøres gældende, at Rådet ikke ved udarbejdelsen af den fælles markedsordning har taget hensyn til formålet med traktatens artikel 43, stk. 3, litra a), for så vidt Rådet — under påberåbelse af den i denne bestemmelse indeholdte forpligtelse til at yde tilsvarende garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard — har indført diskriminerende særbestemmelser. Selskabet understreger, at udtrykket tilsvarende garantier ikke nødvendigvis indebærer, at de tidligere nationale priser fortsat skal opretholdes, og at disse garantier under alle omstændigheder kun gælder producenterne og ikke forbrugerne. Virksomheden anfører imidlertid, at slagtepræmien klart har til formål at sikre de britiske forbrugere lave lammekødspriser. Artikel 9, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1837/80 er derfor i strid med formålet med traktatens artikel 43, stk. 3, litra a), ligesom artikel 9, stk. 3, vedrørende claw-back-afgiften er i strid med denne bestemmelse, for så vidt formålet, nemlig at sikre tilsvarende garantier, givet ikke kan nås ved at tilsidesætte den ukrænkelige retsgrundsætning, som afskaffelsen af hindringerne for samhandelen i en fælles markedsordning er udtryk for.

Det drejer sig i denne forbindelse om en retlig forpligtelse, som Kommissionen har over for selskabet i medfør af principperne om fællesskabspræference og ligebehandling samt princippet om at undgå konkurrencefordrejning. Ifølge selskabet skulle Kommissionen som følge af denne forpligtelse suspendere opkrævningen af claw-back-afgiften i samhandelen inden for Fællesskabet eller i det mindste nedsætte afgiftsbeløbet, indtil Domstolen har kendt artikel 9 i forordning nr. 1837/80 ugyldig, således at afgiftens virkninger reduceres til et minimum.

Efter selskabets mening har Kommissionens passivitet ført til en krænkelse af princippet om fællesskabspræference, for så vidt undladelsen af at opkræve claw-back-afgiften ved udførsel til tredjelande — både med hensyn til de britiske producenter og aftagerne i de pågældende tredjelande — begunstiger udførslen fra Fællesskabet i stedet for at prioritere afsætningen af fællesskabsproduktionen på Fællesskabets eget marked. Denne situation griber forstyrrende ind i handelsstrømmene og skaber en konkurrencefordrejning til skade for Fællesskabets erhvervsdrivende, idet sidstnævnte gennem claw-back-afgiften kommer til at finansiere de i de pågældende tredjelande etablerede forretningsdrivendes transaktioner, der fra at være tidligere kunder således bliver konkurrenter. Den omstændighed, at suspensionen af opkrævningen af claw-back-afgiften over for tredjelande — som anført af Kommissionen — er nødvendig for midlertidigt at gøre det ud for en eksportrestitution, indebærer ifølge selskabet ikke, at Kommissionens handlemåde herved bliver lovlig. I henhold til lighedsgrundsætningen bestemmer artikel 17, skt. 2, i forordning nr. 1837/80 således, at eksportrestitutionen skal være ens for hele Fællesskabet. Den af Kommissionen trufne beslutning om ikke at opkræve claw-back-afgiften indebærer såvel retligt set som i praksis, at der indføres en eksportrestitution alene til fordel for de britiske producenter og tilskynder disse producenter til at afsætte deres varer på tredjelandsmarkederne trods princippet om fællesskabspræference.

På lang sigt kan denne forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende inden for Fællesskabet og følgelig også mellem forbrugerne medføre en forbrugsnedgang inden for Fællesskabet med overproduktion til følge; absorberingen af denne overskudsproduktion vil gøre det nødvendigt at træffe interventionsforanstaltninger og vil følgelig føre til en voksende belastning af EF-budgettet.

Selskabet kommer derfor på dette punkt til det resultat, at det nødvendigvis følger af princippet om fællesskabspræference, at Kommissionen i medfør af artikel 33 i forordning nr. 1837/80 burde have stillet de øvrige medlemsstaters erhvervsdrivende i en situation svarende til den, som gælder på tredjelandsmarkederne for de britiske erhvervsdrivende, hvilket indebærer en suspension af opkrævningen af claw-back-afgiften ved udførslen til andre medlemsstater.

Sammenligningen af disse tal viser, at indførslen de tre første måneder af 1981 er faldet betydeligt, og at opkøbspriserne er steget tilsvarende.

Erklæringen indeholder dernæst en opgørelse af den lidte skade i den pågældende periode på grundlag af

selskabets omsætningsnedgang;

Selskabet kommer således frem til et tab på 375000 DM, hvorved der er taget hensyn til en 50 %'s nedsættelse i forhold til selskabets egentlige tab for ikke at medregne to tabsgivende forhold, som selskabet ikke kan tilskrive Fællesskabet, nemlig de handelsmæssige risici og kurstabet som følge af udviklingen i det engelske punds pariværdi i forhold til tyske mark.

Følgelig mener selskabet, at Domstolen skal give selskabet medhold i dets påstand om erstatning.

For så vidt angår Kommissionens subsidiære påstand, hvorefter Domstolen i henhold til EØF-traktatens artikel 174, stk. 2, skal begrænse virkningerne såfremt artikel 9 i forordning nr. 1837/80 kendes ugyldig, er selskabet af den opfattelse, at artikel 174, stk. 2, ikke finder anvendelse i en erstatningssag, og at Domstolen under alle omstændigheder må sikre, at der ikke gøres indgreb i selskabets påstand om erstatning.

Rådet for De europæiske Fællesskaber har først henvist til de politiske forhold omkring udstedelsen af forordning nr. 1837/80 og dernæst redegjort for den fælles markedsordnings bestemmelser og virkningerne heraf i det første produktionsår 1980-81.

Som svar på det sagsøgende selskabs betragtninger gennemgår Rådet først formaliteten og dernæst realiteten.

Ifølge Rådet er det eneste retlige spørgsmål i nærværende sag, om der inden for rammerne af de fælles markedsordninger kan ydes områdebestemt støtte. Ifølge Rådet er EF-retten ikke til hinder for noget sådant, såfremt der ligger objektive kriterier til grund for den indførte ordning — hvilket er tilfældet i denne sag under hensyn til de særlige forhold, som gjaldt på de forskellige nationale fårekødsmarkeder inden iværksættelsen af den fælles markedsordning — og såfremt virkningerne af den områdebestemte støtteordning er begrænset til det heraf omfattede område. Rådet anfører i denne forbindelse, at der inden for den fælles landbrugspolitik findes en række ordninger om ydelse af økonomisk støtte, som i særlige tilfælde skal tilbagebetales, svarende til bestemmelserne om den variable slagtepræmie og claw-back-afgiften. F.eks. ydes der inden for oksekødssektoren en præmie ved slagtning af voksent slagtekvæg (jfr. Rådets forordning nr. 870/77 af 26. april 1977, EFT L 106, s. 14), som skal tilbagebetales til det nationale interventionsorgan ved eksport udenfor det område, hvor præmien er ydet, med et beløb, der er lig med den præmie, som er blevet betalt; dette beløb opkræves i henhold til Kommissionens forordning nr. 926/77 af 29. april 1977 (EFT L 109, s. 4) (disse bestemmelser er senere blevet ændret).

Rådet gør under hensyn til forskellene i de tidligere gældende bestemmelser for de nationale markeder gældende, at der i nærværende sag ikke var andre muligheder, end at indføre en fælles ordning, som indledningsvis tager hensyn til de områdebestemte forskelle, men hvis formål det er gradvist over en periode på fire år at sikre fælles priser.

Rådet henviser som støtte herfor til traktatens artikel 39, stk. 2, litra b), som udtrykkeligt bestemmer, at ønskelige tilpasninger gennemføres gradvis.

Ifølge Rådet kommer denne fremgangsmåde klart til udtryk i artikel 3, stk. 4, litra b), og artikel 34 i forordning nr. 1837/80. Dét har i første omgang ført til en ny kombination af markedsstabiliserende bestemmelser ved at forene klassiske interventionsforanstaltninger med foranstaltninger hentet fra den britiske deficiency payments-ordning. Herved er referencepriserne i medfør af artikel 3, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1837/80 blevet fastsat på grundlag af de markedspriser, der blev konstateret i referenceåret 1979 (eller på grundlag af de forventede markedspriser for 1980). Under hensyn til Det forenede Kongeriges særlige forhold fastsatte Rådet efter anmodning fra denne medlemsstat referenceprisen for område 5 lidt højere end den matematisk udregnede pris for at tage hensyn til virkningerne af lukningen af det franske fårekødsmarked for udviklingen i de britiske markedspriser i produktionsårene før 1980.

I øvrigt har Domstolen ved dom af 25. september 1979 (Kommissionen for De europæiske Fællesskaber mod Den franske Republik, sag 232/78, Sml. 1979, s. 2729), statueret, at denne afskærmning af det franske marked var retsstridig og havde negative følger for fastsættelsen af de britiske priser. Rådet mener således at have taget hensyn til Domstolens dom ved at fastsætte det britiske prisniveau lidt højere og understreger, at hensigten med denne forhøjelse under alle omstændigheder var den samme som med reglerne i artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1837/80, nemlig en tilnærmelse af priserne inden for rammerne af den fælles markedsordning.

Ifølge Rådet fremgår det af disse betragtninger, at den ved forordning nr. 1837/80 indførte ordning på trods af de særlige områdebestemte regler, som senere vil bortfalde, udgør en for alle medlemsstaterne fælles ordning, og at formålet hermed klart er en indbyrdes tilnærmelse. Det er derfor forkert, når sagsøgeren anfører, at den ved forordningens artikel 9 indførte ordning er i strid med EF-retten som følge af dens geografiske begrænsning til et eller flere af Fællesskabets områder.

I denne forbindelse bestrider Rådet for det første, at claw-back-afgiften kan anses som en afgift med tilsvarende virkning som told, som er forbudt ifølge traktaten og Domstolens praksis (de forenede sager 80-81/77, nævnt ovenfor). Claw-back-afgiften er derimod en neutral økonomisk foranstaltning, som skal udligne den til producenterne udbetalte slagtepræmie, og som er uløseligt forbundet hermed. Hvis denne præmie ikke blev genopkrævet, ville det til gengæld være ensbetydende med en ifølge traktatens artikel 92, stk. 1, forbudt eksportstøtte. Dette ville indebære et prisfald i de andre produktionsområder, fordreje konkurrencen og udløse interventionsopkøb på disse markeder for at holde de områdebestemte markedspriser på det prisniveau, som er sikret de lokale producenter. Det er derfor afgørende, at den særlige støtte, som på grund af de særlige områdebestemte omstændigheder ydes de britiske producenter og forbrugere, ikke uden grund udvides til også at omfatte erhvervsdrivende i andre områder inden for Fællesskabet, hvor forudsætningerne for at yde den variable slagtepræmie ikke er opfyldt som følge af de dér tilfredsstillende markedsvilkår.

Rådet gør for det første gældende, at denne forpligtelse ikke er bestemt til at beskytte private, og at tilsidesættelsen heraf kan berøre gyldigheden af den pågældende retsakt, men ikke betyder, at Fællesskabet ifalder ansvar herfor.

For det andet mener Rådet ikke, at der foreligger en sådan krænkelse. Den anfægtede ordning skal derimod sikre overholdelsen af traktatens artikel 39, stk. 2, litra b), hvorefter de ønskelige tilpasninger i forbindelse med gennemførelsen af den fælles landbrugspolitiks målsætninger skal gennemføres gradvist. Rådet henviser atter til de meget store forskelle mellem de tidligere gældende nationale ordninger, og anfører at de økonomiske vilkår tvang Rådet til at udarbejde en interventionsordning, som både indeholdt klassiske interventionsforanstaltninger og lod sig inspirere af deficiency payments-ordningen, for at undgå konkurrencefordrejniner og alvorlige økonomiske konsekvenser for producenterne samt for at skåne det betrængte EF-budget.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber redegør for det første for de faktiske og retlige forhold på fårekødsmarkedet før og efter ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning for fårekød.

Regeringen for Den franske Republik anfører, at det af sagsøgeren valgte retsmiddel ikke kan anvendes i denne sag, og nedlægger påstand om, at sagsøgte under aller omstændigheder frifindes.

Den ved forordning nr. 1837/80 indførte fælles markedsordning for fårekød er resultatet af et kompromis, som blev indgået under hensyn til de vidt forskellige — og erhvervspolitisk modstridende — markedsvilkår, som herskede i medlemsstaterne inden gennemførelsen af den fælles ordning.

Rådet var i denne situation nødt til at træffe et valg for at afstemme producenternes og forbrugernes hovedinteresser, hvilket førte Rådet til midlertidigt at give visse af de i traktatens artikel 39 fastlagte målsætninger for den fælles landbrugspolitik forrang.

Under hensyn til de særlige forhold på de tidligere nationale markeder valgte Rådet i dette tilfælde et system af markedsstabiliserende foranstaltninger, som kan afpasses efter de enkelte områder, og som modereres gennem en gradvis tilnærmelse af priserne til en enhedspris for at hindre dramatiske konsekvenser for producenterne i visse områder. Ifølge den franske regering har Domstolen i øvrigt godkendt en sådan gradvis fremgangsmåde i forbindelse med indførelsen af en fælles politik, således som det fremgår af dom af 5. juli 1977 (Bela-Miihle Josef Bergmann KG, sag 114/76, Sml. 1977, s. 1211), dom af 2. juli 1974 (Holtz & Willemsen GmbH mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, sag 153/73, Sml. 1974, s. 675) og dom af 21. februar 1979 (Hans-Markus Stölting, sag 138/78, Smi. 1979, s. 711). Domstolen har statueret, at den fælles markedsordnings forskellige elementer — som f.eks. de markedsstabiliserende foranstaltninger — midlertidigt kan differentieres og begrænses til bestemte områder efter objektive kriterier (jfr. sag 153/73, nævnt ovenfor).

Rådet har ikke med de på Det forenede Kongeriges foranledning fastsatte markedsstabiliserende bestemmelser — svarende til deficiency payments-ordningen kombineret med opkrævningen af claw-back-afgiften ved eksport fra det pågældende produktionsområde — indført en afgift med tilsvarende virkning som told i samhandelen inden for Fællesskabet. Tværtimod har Rådet søgt at undgå en brat forhøjelse af detailpriserne på det vigtigste marked i Fællesskabet, og samtidig hermed villet forhindre, at denne områdebestemte ordning griber forstyrrende ind i den naturlige prisdannelse på de øvrige markeder inden for Fællesskabet.

Den franske regering anfører i denne forbindelse, at de to — under hensyn til disse objektive forskelle — i forordning nr. 1837/80 fastsatte stabiliseringsmekanismer — dvs. interventionsforanstaltningerne og slagtepræmien — gensidigt udelukker hinanden og er modsatrettede. Således medfører interventionsforanstaltningerne en forhøjelse af markedspriserne, mens slagtepræmien indebærer en nedsættelse af forbrugerpriserne. For at undgå gensidige forstyrrelser på de forskellige områdebestemte markeder var det derfor nødvendigt at adskille disse to stabiliseringsforanstaltninger gennem opkrævningen af claw-backfgiften ved udførsel af fårekød fra ét produktionsområde til et andet. Det ville have medført en støtte af eksporten fra Det forenede Kongerige, hvis ikke udbetalingen af slagtepræmien var blevet udlignet gennem opkrævningen af claw-back-afgiften, og således have ført til et fald i markedspriserne — og hermed i producenternes indtægter — på det europæiske kontinent samt udløst interventionsforanstaltninger, som ville have belastet EF-budgettet, og derudover have begunstiget britisk kød, som allerede nød godt af en af Fællesskabet ydet producentpræmie.

Formålet med eksportstøtteordninger fremdrages i øvrigt gennem EF-institutionernes afgørelse om at suspendere opkrævningen af claw-back-afgiften i samhandelen med tredjelande for at støtte den traditionelle eksport af britisk fårekød. Claw-back-afgiften udgør således i samhandelen inden for Fællesskabet det nødvendige supplement til slagtepræmien, som, hvis ikke claw-back-afgiften blev opkrævet, ville medføre alvorlige forstyrrelser i forbindelse med gennemførelsen af den fælles markedsordning. Claw-back-afgiften kan derfor ikke anses som en afgift med tilsvarende virkning som told.

Endelig gør opkrævningen af claw-back-afgiften det muligt at udligne konkurrencevilkårene mellem producenterne i de forskellige områder af Fællesskabet, idet prisen på de varer, for hvilke den variable slagtepræmie er blevet udbetalt, føres tilbage til et niveau, som mindst svarer til det vejledende niveau, dvs. 85 % af den fælles basispris.

Den franske regering mener derfor, at claw-back-afgiften, som udgør et væsentligt element i den nylig indførte fælles markedsordning, under alle omstændigheder er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, hvilket i øvrigt gælder samtlige de bestemmelser i den fælles markedsordning, som

sikrer et rimeligt indtægtsniveau for producenterne ved hjælp af dels interventionsforanstaltninger (artikel 6), dels den variable slagtepræmie (artikel 9),

Ifølge den franske regering bør det i denne forbindelse bemærkes, at opkrævningen af claw-back-afgiften ikke har påvirket de britiske markedsforhold. Det fremgår således af den af den franske regering fremlagte statistik for perioden 1980-81, at den samlede britiske produktion er faldet (— 21000 ton i forhold til det forudgående produktionsår), men at eksporten fra Det forenede Kongerige til de øvrige markeder inden for Fællesskabet er steget betydeligt (+ 14 % i januar 1981, dvs. 4790 ton i stedet for 4192 ton i samme periode i 1980), navnlig eksporten til Frankrig (5620 ton for de første fire måneder af 1981 i forhold til 83 ton for den tilsvarende periode i 1980). Denne udvikling er bemærkelsesværdig under hensyn til ophævelsen af deficiency payment-ordningen — (hvorefter de udbetalte beløb ikke blev genopkrævet ved udførsel) — og den voldsomme opskrivning af det engelske pund i denne periode. Efter den franske regerings opfattelse viser denne udvikling på det britiske marked, at claw-back-afgiften ikke indvirker på samhandelen inden for Fællesskabet. Ganske vist er der siden februar 1981 registreret et vist fald i den britiske eksport, men det skal bemærkes, at eksporten til tredjelande er faldet endnu mere (— 39 %) end eksporten til de øvrige medlemsstater (— 36 %), og at denne nedgang skyldes to konjunkturpolitiske forhold, nemlig nedgangen i henholdsvis den britiske produktion og importen fra New Zealand (mindst en nedgang på 40000 ton i produktionsåret 1980-81), som har ført til et øget forbrug af indenlandsk produceret fårekød.

Derimod indrømmer den franske regering, at ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning har medført en betydelig ændring i handelen med britisk kød inden for Fællesskabet. Denne ændring skyldes åbningen af det franske marked for direkte import fra Det forenede Kongerige, som således har afbrudt den afledede import af disse varer via Forbundsrepublikken Tyskland eller Beneluxlandene. Det har betydet, at visse erhvervsdrivende, som f.eks. sagsøgeren, har måttet registrere et fald i deres traditionelle handelstransaktioner. Den franske regering gør imidlertid gældende, at hverken EF-retten eller Domstolens praksis pålægger EF-institutionerne, at de i forbindelse med udarbejdelsen eller gennemførelsen af bestemmelser inden for den fælles landbrugspolitik skal sikre opretholdelsen af de traditionelle handelsforbindelser, som var opstået under de handelsvilkår, som gjaldt inden den fælles ordnings ikrafttræden (dom af 13. november 1973, Wilhelm Werhahn Hansamühle m.fl. mod Rådet for De europæiske Fællesskaber, de forenede sager 63-69/72, Sml. 1973, s. 1229, og dom af 2. juni 1976, Kurt Kampffmeyer-Miihlenvereinigung KG m.fl. mod Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber, de forenede sager 56-60/74, Sml. 1976, s. 711).