Mellem den 1. og 25. marts 1976 eksporterede firmaet Wagner, som er sagsøger i hovedsagen, 4 millioner kg ikke-denatureret hvidt sukker henhørende under position 17.01-B-I i den fælles toldtarif til Bulgarien. Eksportlicenserne var dels udstedt til firmaet Jean Lion & Cie., Paris, af Fonds d'intervention et de régularisation du marché du sucre (FIRS), Paris, og herefter overdraget af dette firma til firmaet Wagner, og dels udstedt direkte til firmaet Wagner af Einfuhr- und Vorratsstelle für Zucker und Rohtabak.

Ved en række afgørelser, truffet i tiden 19. marts til 15. april 1976 i henhold til Kommissionens forordninger nr. 2719/75 og 572/76 af henholdsvis 24. oktober 1975 og 15. marts 1976 om fastsættelse af de monetære udligningsbeløb samt af visse satser, der er nødvendige for deres anvendelse (EFT L 276, s. 7 og L 68, s. 5), ydede Hauptzollamt Hamburg-Jonas firmaet Wagner en monetær udligning med et beløb på 10,90 DM pr. 100 kg. Hauptzollamt ydede desuden eksportrestitutioner med et beløb på 657470,33 DM, som det beregnede ved at multiplicere de beløb, der fremgik af de i eksportlicenserne angivne restitutionssatser, med koefficienten 0,9. Hauptzollamt støttede sig herved på artikel 4, stk. 3, i Kommissionens forordning nr. 1380/75, hvori det hedder:

Efter Hauptzollamts opfattelse er også de i hovedsagen omtvistede restitutioner blevet fastsat i RE, eftersom restitutionens maksimumsbeløb inden for rammerne af den foreskrevne licitations-procedure er blevet fastsat i RE. Anvendelsen af koefficienten på restitutionen forklares ved, at udligningsbeløbene beregnes på grundlag af interventionsprisen, som omfatter eksportrestitutionerne. Det monetære udligningsbeløbs andel af eksportrestitutionen skal derfor fradrages.

Finanzgericht Hamburg, for hvem sagen er indbragt, har, ved kendelse af 19. august 1977, udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i medfør af EØF-traktatens artikel 177:

Finanzgericht mener, at der opstår tvivl om gyldigheden af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1380/75, såfremt man følger den af sagsøger i hovedsagen anlagte fortolkning. Ved udførsler fra medlemsstater, hvis valuta er opskrevet til en kurs, der ligger over den tilladte grænse for kursudsving, modtager eksportørerne således et monetært udligningsbeløb (uafkortet) udover eksportrestitutionen, medens de ved udførsler fra medlemsstater, hvis valuta er nedskrevet til én kurs, der ligger under den tilladte grænse for kursudsving, kun får udbetalt eksportrestitutionen med fradrag af det (uafkortede) monetære udligningsbeløb. Denne manglende korrektion af de monetære udligningsbeløb vil kunne være i strid med det i EØF-traktatens artikel 7 indeholdte forbud mod forskelsbehandling og vil samtidig kunne indebære en krænkelse af lighedsprincippet.

Udover forordning nr. 1380/75 finder følgende fællesskabsregler anvendelse i hovedsagen:

Forelæggelseskendelsen blev registreret på Domstolens justitskontor den 8. september 1977.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaldvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Firma Wagner anfører vedrørende de faktiske omstændigheder, at firmaet Jean Lion, på grund af den uventede anvendelse af valutakoefficienten, kun var i stand til at overholde 90 % af de økonomiske forpligtelser, som denne havde indgået aftale om med sagsøger i hovedsagen, og som hidrørte fra de overdragne eksportlicencer.

Artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1380/75 er utvetydig. Lige så lidt som forordning nr. 766/68, forordning nr. 2101/75 eller bekendtgørelsen om en løbende licitation nr. 9/1975, giver den grundlag for at multiplicere de restitutioner, som skulle udbetales i det foreliggende tilfælde, og som ikke er fastsat i RE med valutakoefficienten.

Denne fortolkning er endvidere i overensstemmelse med de pågældende bestemmelsers mening og formål. Også retssikkerhedsprincippet taler herfor. Da det er tilladt at overdrage eksportlicenserne, ville det stemme dårligt med dette princip, såfremt man efterfølgende nedsatte det restitutionsbeløb, som er fastsat i national valuta i eksportlicenserne, ved at anvende en valutakoefficient, som alene gælder for de restitutioner, der er fastsat i RE.

I det foreliggende tilfælde er der tale om restitutioner, som udbetales inden for rammerne af licitationer. Herfor gælder der særlige regler og betingelser, som på forhånd udelukker, at de almindelige regler om restitutioner kan anvendes. Dette fremgår af den tredje betragtning til forordning nr. 2101/75. I tilfælde af licitation bestemmer artikel 4 i forordning nr. 766/68, at restitutionen ikke fastsættes efter forskellen mellem verdensmarkedsprisen og den repræsentative fællesskabspris, men på grundlag af en licitation (licitationens formål er at bestemme restitutionens størrelse).

Budet hviler udelukkende på byderens beregning eller markedsvurdering. Der tages kun hensyn til et bud, som ikke overstiger den maksimale eksportrestitution, der fastsættes af Kommissionen på grundlag af alle afgivne bud. Den, der rejser krav om en restitution, skal altså oppebære denne restitution og ikke en restitution, som er nedsat på grundlag af valutakoefficienten.

Hertil kommer, at de eksporterende sukkervirksomheder i lande, som har opskrevet valutaen, trods de monetære udligningsbeløb er væsentligt dårligere stillet end deres kollegaer i lande, som har nedskrevet valutaen.

Der er ingen tvivl om gyldigheden af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1380/75, såfremt den af sagsøger i hovedsagen anlagte fortolkning følges. Det var først ved den senere vedtagelse af forordning nr. 2101/75, at det blev fastslået, at de restitutioner, som skal udbetales inden for rammerne af licitationerne, ikke skal multipliceres med valutakoefficienten. Og dette er i øvrigt hverken — ud fra det synspunkt, om det bryder med systemet — i strid med forbudet mod forskelsbehandling eller med det generelle lighedsprincip. Efter artikel 4 i forordning nr. 766/68 er Kommissionen forpligtet til at tage hensyn til de særlige forhold ved de licitationer, som udtrykkeligt blev afholdt med henblik på fastsættelse af sådanne restitutioner.

Kommissionen bemærker, at indvendingerne fra sagsøger i hovedsagen har grundlag i en bogstavelig og formel fortolkning af fællesskabsbestemmelserne, hvorved der ikke tages hensyn til disses mening eller formål.

Såfremt det monetære udligningsbeløb, som beregnes på grundlag af interventionsprisen, er lig med forskellen mellem verdensmarkedsprisen og fællesskabs-prisen (her lig med restitutionen), skal denne korrigeres, fordi der allerede er ydet den nødvendige udligning.

Det samme gælder i de tilfælde, hvor importafgifterne eller restitutionerne fastsættes generelt i forordninger eller på grundlag af licitation. Således har restitutioner, der er fastsat på grundlag af licitation fortsat karakter af fællesskabsrestitutioner og tager ikke hensyn til den forskel mellem valutaerne, som findes i Fællesskabets medlemsstater. I forhold til den generelle fastsættelse gennem forordninger, har licitationsproceduren alene den fordel, og det formål, at formidle de restitutioner, som bedst svarer til de gældende markedsforhold.

De bud, som afgives af byderne, udtrykkes i national valuta, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 2101/75, men i Kommissionen må beregningen som helhed nødvendigvis foretages på grundlag af RE. De afgivne bud må omveksles til RE ved hjælp af de grønne kurser, for at skabe et sammenligningsgrundlag. Der kan kun gives licitationstilsagn under hensyn til og i sammenligning med den maksimale eksportrestitution, som er fastsat i RE; med andre ord udledes dette licitations-tilsagn heraf.

Anvendes valutakoefficienten ikke på de eksportrestitutioner, som fastsættes på grundlag af licitation, vil dette forhindre en fuldkommen ligelig behandling af alle bydere. Denne ligebehandling kan kun opnås, såfremt følgende to valutakorrektiver anvendes: basisudligningsbeløbet og koefficienten. Ellers vil deltagere fra et land, hvis valuta er opskrevet, få en fordel, idet de får udbetalt et for højt monetært udligningsbeløb, medens licitationsdeltagerne fra lande, hvis valuta er nedskrevet, stilles ringere, idet de vil få udbetalt et for lavt udligningsbeløb.

Det er muligt at give en intra legem - fortolkning af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1380/75. Licitationstilsagnet er ikke en fastsættelse i fællesskabsrettens forstand, men alene en gennemførelses-handling, foretaget af de nationale myndigheder. Det bør nævnes, at der i dette tilsagn udtrykkeligt henvises til den maksimale eksportrestitution, fastsat i RE, således at modtageren af tilsagnet selv kan se, at også den restitution, der er givet ham tilslag på, er fastsat som et beløb i RE.

Endvidere skal der henvises til bestemmelserne i artikel 4 i Rådets forordning nr. 1134/68 af 30. juli 1968 om fastsættelse af reglerne for anvendelse af forordning nr. 653/68 om betingelserne for ændring af værdien af den for den fælles landbrugspolitik anvendte regningsenhed (EFT 1968 (II), s. 391; org.ref. JO L 188, s. 1). Ifølge dene bestemmelse, som åbenbart er parallellen til artikel 4, stk. 3 i forordning nr. 1380/75, er alle de beløb som er anført i national valuta i dokumenter, men som er fastsat i RE — dvs. fastsat på fællesskabsgrundlag — underkastet det forbehold, at der sker en paritetsændring. Denne ændring medfører atter en ændring af det i national valuta fastsate beløb, netop i de tilfælde, hvor restitutionerne er fastsat på grundlag af licitation. Der er en særlig vekselvirkning mellem de to bestemmelser. Forordning nr. 1134/68 indeholder en række særregler, mens anvendelsen i forordning nr. 1380/75 af den monetære koefficient på restitutioner kun er en af de talrige særproblemer. Det er derfor forståeligt, at lovgiver i artikel 4, stk. 3, har anvendt en forenklet formulering og ikke taget hensyn til en formulering, som tager særligt sigte på det tilfælde, hvor restitutionen fastsættes på grundlag af licitation.

Den fortolkning, som Kommissionen går ind for, er endvidere i overensstemmelse med fast administrativ praksis, der ikke hidtil har været anfægtet. Der opstår ikke noget generelt retssikkerhedsproblem, da den pågældende bestemmelse ikke er formuleret så tvetydigt, at de retsundergivne har kunnet været i tvivl om lovgivers egentlige vilje.

Kommissionen tilslutter sig helt og holdent Finanzgerichts bemærkninger om følgerne af en fortolkning, som den af sagsøger i hovedsagen anlagte. Dette er endnu en grund til at søge en fortolkning, som er i overensstemmelse med fællesskabsretten. En sådan fortolkning er mulig, når den ikke er i modstrid med den klare og utvetydige lovtekst. Dette kan ikke siges at være tilfældet i hovedsagen.

Kommissionen foreslår, at der gives følgende svar:

I retsmødet den 1. marts 1978 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøger i hovedsagen, repræsenteret af advokat K. Landry, Hamburg, og af Komissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent, P. Gilsdorf, som befuldmægtiget.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. april 1978.