Den 4. oktober 1976 offentliggjorde sagsøgte meddelelse om ledig stilling KOM/643/1976 vedrørende stillingen som chef for afdeling C/3 (Transportog færdselsteknologi) i Generaldirektoratet for Transport (GD VII).

Stillingsopslaget anførte under afsnittet arbejdsområde:

Der blev stillet krav om følgende kvalifikationer:

De fjorten ansøgere til denne stilling blev interviewet af generaldirektøren i GD VII, Le Goy, den assisterende generaldirektør, Wissels, og direktøren for afdeling C, Dousset. Disse samtaler havde til formål at muliggøre en vurdering af ansøgerne med henblik på deres almindelige egnethed til at opfylde de med den pågældende stilling forbundne opgaver og på en ingeniørs dygtighed inden for sit speciale.

Der gøres rede for denne vurdering i en indstilling, der er udfærdiget af Le Goy, og hvorefter syv ansøgere (herunder sagsøger) er fundet i besiddelse af et vist antal af de for stillingen ønskværdige kvalifikationer, og de øvrige ansøgere (herunder L) er skønnet at besidde mindre gode kvalifikationer.

Da ingen af de høje tjenestemænd i GD VII var ingeniør af uddannelse, blev en gruppe på tre tjenestemænd fra andre af Kommissionens tjenestegrene, der var uddannede ingeniører, anmodet om at inddele ansøgerne i tre kategorier: en, hvori ansøgerne var ingeniører og egnede til ansættelse, en anden, hvori ansøgerne var ingeniører, men ikke egnede til ansættelse, og en tredje, hvori ansøgerne ikke var uddannede ingeniører og derfor ikke fandtes at skulle tages i betragtning.

Den omhandlede gruppe indplacerede tre ansøgere (herunder sagsøger) i første kategori, idet den imidlertid bemærkede, at der forelå en betydelig afvigelse mellem beskrivelsen af stillingen som chef for afdeling C/3 og de ansøgere, som er indplaceret i første kategori.

Le Goy fastslår konkluderende i sin indstilling, at ingen ansøgere kan anses for særligt kvalificerede, og foreslår, at stillingen på ny offentliggøres med henblik på en intern udvælgelsesprøve og ligeledes undergives en ekstern udvælgelsesprøve.

Kommissionen gennemgik i et møde den 20. december 1976 de fjorten ansøgeres akter og indstillingen fra Le Goy og besluttede at udnævne L til den ledige stilling og forfremme ham til lønklasse A3 med virkning fra 1. januar 1977.

Den udnævnte ansøger, som er uddannet i økonomi og handel med eksamen fra universitetet i Genova, påbegyndte tjenesten i GD VII i 1967 og har beklædt forskellige stillinger i afdelinger, der beskæftiger sig med almindelige sager såsom prisbestemmelse for brug af infrastrukturer og luft- og søtransport, og fra juli 1973 til juli 1975 i afdelingen Teknologi. Ved afgørelse af 2. december 1974 blev han forfremmet til lønklasse A 4 med virkning fra 1. januar 1974.

Det fremgår af bedømmelsesrapporten for tidsrummet fra 1. juli 1973 til 30. juni 1975, at L's uddannelse og dygtighed fuldstændig svarede til hans opgaver, at hans kvalifikationer, indsats og adfærd i tjenesten var over middel, og at han meget hurtigt havde været i stand til at påtage sig de nye opgaver, som var blevet ham pålagt, trods disses meget tekniske karakter, og på helt tilfredsstillende måde havde vikarieret for en kontorchef, der hyppigt var fraværende af sundhedsmæssige årsager.

Sagsøger, Mulcahy, der er indehaver af en civilingeniøreksamen fra Irlands statsuniversitet, begyndte i 1974 at arbejde i afdeling C/2 i GD VII. Som følge af afgørelsen om udnævnelsen af L til den omstridte stilling indgav han den 10. februar 1977 en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Da hans klage ikke blev besvaret inden for den fastsatte frist på fire måneder, anlagde sagsøger derefter den 6. september 1977 nærværende søgsmål.

Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.

På grundlag al den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøger har nedlagt påstand om, at Domstolen:

Kommissionen nedlægger påstand om, at Domstolen:

Sagsøger har for det første gjort gældende, at Kommissionen har krænket den udtrykkelige affattelse af meddelelsen om ledig stilling KOM/ 643/1976 og dermed vedtægtens artikel 7, stk. 1, og artikel 27. Desuden har den krænket princippet legem patere quam ipse fecisti. Idet sagsøgte havde specificeret de kvalifikationer, der var nødvendige for den pågældende stilling, var sagsøgte forpligtet til at udnævne en person, der var i besiddelse af disse kvalifikationer. Den anfægtede udnævnelse var ikke i overensstemmelse med tjenestens interesse i betragtning af, at den udnævnte persons dygtighed og kvalifikationer ikke svarede til de betingelser, der krævedes for besættelsen af den ledige stilling. Sagsøgte handlede imod den regel, som den selv havde vedtaget, nemlig at der skulle udvælges og udnævnes en tjenestemand, der var i besiddelse af faglige kvalifikationer på det højeste niveau.

Vedtægtens artikel 45 var krænket, og der var udøvet myndighedsmisbrug derved, at der var en stor forskel mellem henholdsvis sagsøgers og den udnævnte persons faglige kunnen. Mangelen på eksamensbevis og tekniske kvalifikationer kunne ikke behørigt opvejes på en anden måde. En vis øvelse, ja endog en vis erfaring kunne være nyttig, men var ikke tilstrækkelig.

Vedtægtens artikler 3 og 45 var overtrådt derved, at den udnævnte ansøger ikke havde to års faktisk anciennitet i sin lønklasse på det tidspunkt, da meddelelsen om ledig stilling blev offentliggjort. Han overtog i virkeligheden først opgaverne i lønklasse A4 den 20. november 1974.

Sagsøgte har, for så vidt angår den første søgsmålsgrund, anført, at L kunne anses fot at være i besiddelse af de til stillingen fornødne kvalifikationer.

For det første havde han en praktisk erfaring på et tilsvarende niveau. I overensstemmelse med principper fastslået af Domstolen i de forenede sager 18 og 19/64 (Alvino, Sml. 1965-1968, s. 119; org.ref. Recueil 1965, s. 971) og i sag 44/71 (Marcato, Recueil 1972, s. 427) anså man L's erfaring for tilstrækkelig til at gøre det muligt for ham at opfylde kravene i forbindelse med den omstridte stilling, som normalt skulle besættes med en ingeniøruddannet. I den henseende udgjorde kravene til stillingen nemlig det afgørende kriterium. Det var en stilling som kontorchef og ikke en stilling som ingeniør. Det havde altså ikke været nødvendigt at forsøge at afgøre, om L var i besiddelse af praktisk erfaring på hele det ingeniørmæssige område, eller om han var tilstrækkeligt dygtig til at løse opgaver, som ene og alene kunne udføres af en ingeniør. L Havde faktisk i løbet af en periode på to år bevist, at han havde evne til at afgøre indviklede tekniske spørgsmål til sin direktørs fulde tilfredshed.

Med henblik på de øverige i stillingsopslaget krævede kundskaber var L i besiddelse heraf (jf. især hans evne til at lede en stor administrativ enhed).

Tjenestens interesse krævede, at stillingen blev besat med en person, der var i besiddelse af nødvendig teknisk dygtighed til at tage sig af disse spørgsmål, men forudsatte samtidig besiddelse af administrativ dygtighed og praktisk viden og erfaring med henblik på specielle sider af de med stillingen forbundne opgaver. Tekniske kundskaber var altså kun en af de betingelser, der krævedes for udnævnelsen til stillingen.

På samme måde kan det anbringende, hvorefter den udnævnte ansøger ikke er i besiddelse af den højeste grad af dygtighed, ikke lægges til grund.

Kommissionen fastholder sin opfattelse, hvorefter den, selv om den måtte tage hensyn til opfattelsen hos gruppen af tjenestemænd, der var uddannede ingeniører, sådan som den kom til udtryk i indstillingen fra Le Goy (som havde betragtet sagsøgeren og ikke L som kvalificeret til stillingen), ikke var bundet heraf. Nævnte gruppe undersøgte kun ansøgernes kvalifikationer ud fra et formelt synspunkt. Den var ikke kompetent til at udtale sig om spørgsmålet om praktisk erfaring på et tilsvarende niveau, idet det sidste kun kunne vurderes ud fra tjenestens krav, hvorom den kun vidste lidt.

Le Goy's indstilling indeholdt ingen præcise slutninger og forelagde ikke Kommissionen behørigt begrundede anbefalinger. Denne indstilling indeholdt derfor kun en undersøgelse, der kunne tages i betragtning med henblik på udnævnelsen. Le Goy og den nævnte gruppe af tjenestemænd kunne ikke sidestilles med en udvælgelseskomité. Det var Kommissionen, som selv foretog den endelige undersøgelse af ansøgernes sammenlignelige faglige kunnen. Dens afgørelse var følgelig ikke i strid med de principper, der var fastslået af Domstolen i sagerne 62/65 (Serio, Sml. 1965-1968, s. 329; org.ref. Recueil 1966, s. 813) og 21/68 (Huybrechts, Sml. 1969 s. 25; org.ref. Recueil 1969, s. 85).

Yderligere efterlod indstillingen fra Le Goy tvivl vedrørende sagsøgerens nuværende evne til at udøve administrativ virksomhed, hvorimod sidstnævnte selv går ud fra, at hans faglige kunnen nødvendigvis er større end L's. Forfremmelsen af L til lønklasse A 4 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar det pågældende år var i overensstemmelse med normal praksis, for så vidt angår forfremmelser inden for en stillingsgruppe. Denne praksis, som kan forklares ud fra budgetsmæssige hensyn, strider ikke mod bestemmelserne i vedtægtens artikel 3, eftersom den forfremmede tjenestemand på ethvert tidspunkt af den omfattede periode havde været betroet de samme opgaver som i den omhandlede stillingsgruppe. L havde altså den 1. januar 1976 tilbagelagt minimumsperioden på to år i lønklasse A 4 og opfyldte derfor de betingelser, der stilledes for en forfremmelse til lønklasse A 3 på det tidspunkt, da sagsøgte trat afgørelsen af 20. december 1976.

Med henvisning til de faktiske omstændigheder anfører sagsøger i replikken, at perioden for L's faglige erfaring, som af ham selv angives at svare til en uddannelse på universitetsniveau afsluttet med et eksamensbevis som ingeniør, strakte sig fra den 1. juli 1973 til den 1. april 1975, medens der fordres en periode på mindst fire år for at opnå en eksamen som ingeniør. Samtidig har L til sin ansøgning føjet nogle dokumenter, der strider med den øverst på formularens side 1 angivne instruktion, hvorved han har misagtet denne instruktion.

Hvad angår den første søgsmålsgrund gør sagsøger gældende, at alle de anførte kvalifikationskrav skal lægges til grund for afgørelsen, og at ingen ansøger bør udnævnes, medmindre han besidder samtlige kvalifikationer, idet de alle er nødvendige. L's praktiske erfaring på det ingeniørmæssige område — en periode på 21 måneder i afdeling C/3 — er ikke på et niveau, der svarer til en ingeniøreksamen. Den omhandlede periode var alt for kort til erhvervelse af en virkelig seriøs faglig erfaring. Derfor er der alvorlig tvivl om rigtigheden af erklæringen om, at L var i stand til at give generaldirektøren for GD VII råd af teknisk art.

De ovennævnte sager Alvino og Marcato har ingen relevans for den foreliggende sag. I modsætning til sagsøgerne i disse sager har L ingen praktisk erfaring af en varighed svarende til den normale længde af universitetsstudier, og han har ikke udøvet nogen virksomhed, der er samenlignelig med den, som udøves af en person, der har modtaget en universitetsuddannelse som ingeniør.

Sagerne 15/63 (Lassalle, Sml. 1954-1964, s. 459; org.ref. Recueil 1964, s. 57) og 188/73 (Grassi, Sml. 1974, s. 1109) viser klart, at de i et stillingsopslag anførte krav skal opfyldes i deres klare og sædvanlige betydning. Men i modsætning til talrige andre meddelelser om ledige stillinger nævner den her foreliggende udtrykkeligt en kvalifikation som ingeniør.

Hvad angår den anden søgsmålsgrund gør sagsøger gældende, at Kommissionen ikke foretog en virkelig sammenligning på et ensartet grundlag. Indstillingen fra Le Goy udtaler sig ikke om L, hvorimod den indeholder en mening om flere andre ansøgere. Uden at råde over alle nødvendige data burde sagsøgte havde sendt sagen til Le Goy og i mellemtiden udsat enhver udnævnelse (jf. sag 27/63, Raponi, Sml. 1954-1964, s. 467; org.ref. Recueil 1964, s. 247; sag 97/63, de Pascale, Sml. 1954-1964, s. 523; org.ref. Recueil 1964, s. 1011; den ovennævnte sag Serio, som i strid med sagsøgtes opfattelse taler til gunst for sagsøgers mening: eftersom L's navn ikke er nævnt i indstillingen fra Le Goy, drejer det sig i denne sag ikke om et tilfælde af manglende hensyntagen til den præcise rækkefølge for forskellige egnede ansøgere, men om udnævnelse af en ansøger, der ikke forekommer på egnethedslisten).

Sagsøger anmoder Domstolen om at pålægge sagsøgte at fremlægge alle de af Le Goy udfærdigede notater vedrørende udnævnelsen af L; disse notater har, selv om de er udfærdiget efter udnævnelsen, den fordel, at de oplyser, hvad Le Goy's synspunkt ville have været, hvis sagsøgte havde rådført sig med ham om alle ansøgerne.

Kommissionen har repliceret, at varigheden af L's faglige erfaring på det omhandlede område er 21 år: han arbejdede fra 1956 til 1962 i en transportvirksomhed og, efter at han var begyndt hos Kommissionen, i transportsektoren som tjenestemand i lønklasse A. Ydermere vedrører de dokumenter, som er vedlagt som bilag til hans ansøgning under betegnelsen supplerende oplysninger, arten af det arbejde, som udførtes i de sidste af de stillinger, han har beklædt. L kunne lige så godt have angivet disse oplysninger på side 3 i sin ansøgning under afsnittet arbejdets art.

Hvad angår den første søgsmålsgrund var, hvis man skal give sagsøger medhold, de eneste ansøgere, der var egnede til at blive taget i betragtning med henblik på besættelsen af den omstridte stilling, udover behørigt uddannede ingeniører, personer, som havde udøvet en virksomhed som ingeniør, men som ikke havde bestået eller forsøgt at erhverve den krævede eksamen.

I den foreliggende sag drejer det sig om at undersøge, om Kommissionen var berettiget til at afgøre, om L på grundlag af sin praktiske erfaring var kvalificeret ikke blot til at udføre opgaver af den ovenfor beskrevne type, men også til at løse dem med same kompetence, som man kan forvente af en uddannet ingeniør. I denne henseende hævdes det af sagsøger, at den offentlige tjenestes krav bedre opfyldes af én person med L's erfaring end af en, som i mange år har arbejdet ved et tegnebræt uden at opnå nogen som helst kvalifikation.

Den ovennævnte Grassi-sag savner relevans for det foreliggende tilfælde. På grundlag af Alvino-sagen var det berettiget, når Kommissionen anså en tjenestemand for at være i besiddelse af den fornødne faglige erfaring, når han havde mere end 14 års erfaring på det omhandlede område, fra den 1. juli 1973 til den 30. juni 1975 havde udført opgaver i forbindelse med en stilling, som krævede teknisk kendskab på en ingeniøreksamens niveau, og havde udført disse opgaver på en meget tilfredsstillende måde.

Med henblik på den anden søgsmålsgrund overså indstillingen fra Le Goy ikke L, som var medtaget blandt de ansøgere, der blev anset for at være i besiddelse af mindre gode kvalifikationer.

Med henblik på bevisførelsen er der intet dokument udfærdiget efter L's udnævnelse til den omstridte stilling, der kan tages i betragtning. Ydermere er det af ringe betydning, hvad Le Goy ville have sagt, hvis sagsøgte havde rådført sig med ham senere, eftersom det eneste og afgørende spørgsmål består i at få at vide, om Kommissionen var berettiget til at handle på grundlag af teksten i Le Goy's indstilling. Det er ubestridt, at alle ansøgere blev interviewet af sidstnævnte og gruppen af tjenestemænd fra GD VII, og at indstillingen fra Le Goy omfattede dem alle. Le Goy's senere notater er fortrolige og ene og alene adresseret til et medlem af Kommissionen, og denne bør ike opfordres til at fremlægge dem, medmindre der består tvingende grunde hertil.

Sagsøger, repræsenteret af advokat W. Young, Dublin og EF-Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske konsulent, T. Townsend, som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 23. februar 1978.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 16. marts 1978.