I —Den appellerede dom ophæves, hvorved der henvises til de anførte grunde, og Domstolen fastslår alle retsvirkningerne af ophævelsen af den nævnte dom, såvel hvis den selv udtrykkeligt afgør sagen, som hvis den hjemviser den til Retten, og det bestemmes herved navnlig:

1)Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den fastslår, at beslutningen ikke er i strid med EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), for så vidt angår bøden, og følgelig ophæves bøden, fordi beslutningen ikke er begrundet, eller — subsidiært — den nedsættes væsentligt, fordi begrundelsen er utilstrækkelig.2)Subsidiært ophæves den appellerede dom, for så vidt som Retten ikke antager, at Kommissionen ved ikke at tage hensyn til virkningerne af kursfaldet på pesetaen i forhold til ecuen ikke har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, eller — subsidiært — bøden nedsættes, således at der tages hensyn til det nævnte kursfald.3)Subsidiært ophæves den appellerede dom, for så vidt som den ikke tilpligter Kommissionen til at betale sagsøgeren ved Retten i Første Instans samtlige de udgifter og renter, der vedrører sikkerhedsstillelsen eller den eventuelle betaling af bøden fuldt ud eller delvis, og det fastslås, at renterne af bøden først begynder at påløbe fra det tidspunkt, da Rettens dom kunne fuldbyrdes, og følgelig tilpligtes Kommissionen at betale udgifterne og de påløbne renter i forbindelse med sikkerhedsstillelsen eller betalingen af bøden.

Appellen forkastes.

1)tilsidesættelse af fællesskabsretten som følge af en forkert anvendelse og fortolkning af traktatens artikel 190 med hensyn til den manglende begrundelse for beslutningen2)tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet der ikke blev taget hensyn til kursfaldet på pesetaen i forhold til ecuen3)tilsidesættelse af fællesskabsretten på grund af inkonsekvens i Rettens argumentation for, at den ikke tilpligtede Kommissionen at betale omkostninger og renter i forbindelse med etableringen af en bankgaranti eller betalingen af bøden.