31.3.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/5


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2021/554

af 30. marts 2021

om form, indhold, tidsfrister og detaljeringsniveau i anmeldelser efter procedurerne i artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (1) (kodeksen), særlig artikel 34, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til kodeksen skal de nationale tilsynsmyndigheder bidrage til udviklingen af det indre marked ved at samarbejde med hinanden, med Kommissionen og med Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 (2) på en gennemsigtig måde for at sikre en ensartet anvendelse af kodeksen i alle medlemsstater.

(2)

For at sikre at beslutninger, der træffes på nationalt plan, ikke påvirker det indre marked for elektronisk kommunikation eller målene i rammebestemmelserne negativt, skal de nationale tilsynsmyndigheder underrette Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater om de udkast til foranstaltninger, der er omhandlet i kodeksens artikel 32, stk. 3. Denne anmeldelse udgør derfor et væsentligt formkrav. Manglende overholdelse af dette krav, herunder i tilfælde af udkast til afgørelser om præcisering eller ændring af tidligere anmeldte reguleringsmæssige forpligtelser, kan således føre til, at foranstaltningen annulleres i overensstemmelse med national ret (3).

(3)

I kodeksens artikel 32 og 33 fastsættes visse procedurer og bindende frister for behandling af anmeldelser.

(4)

For at sikre et effektivt samarbejde og høringsmekanismen og for at bidrage til retssikkerheden blev der ved Kommissionens henstilling 2003/561/EF (4) fremsat henstillinger vedrørende de vigtigste proceduremæssige aspekter af de anmeldelser, der er indgivet i henhold til de relevante bestemmelser. Henstilling 2003/561/EF blev senere erstattet af Kommissionens henstilling 2008/850/EF (5) med henblik på yderligere at forenkle og forbedre vejledningen om anmeldelsesprocessen. Med denne henstilling ajourføres den gældende vejledning, så den afspejler nyere praksis, og der tages højde for kodeksens bestemmelser.

(5)

Kontakter forud for anmeldelse med henblik på at drøfte formelle og materielle spørgsmål vedrørende udkast til foranstaltninger, inden der indgives formel anmeldelse, har vist sig at være meget nyttige for både Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder, som ofte har anmodet herom. Under sådanne udvekslinger har de nationale tilsynsmyndigheder mulighed for at fremlægge deres udkast til foranstaltninger, og de har en åben drøftelse med Kommissionens tjenestegrene om de foreslåede nationale foranstaltninger. Derfor bør de nationale tilsynsmyndigheder tilskyndes til at anmode om kontakt forud for anmeldelsen så tidligt som muligt, før og/eller efter deres nationale høringer, navnlig for så vidt angår udkast til foranstaltninger vedrørende markedsundersøgelser.

(6)

Der er planlagt kontakt mellem Kommissionens tjenestegrene og de anmeldende nationale tilsynsmyndigheder på forskellige stadier i anmeldelsesprocessen, herunder når Kommissionens tjenestegrene anmoder den nationale tilsynsmyndighed om yderligere oplysninger, eller omgående efter at Kommissionen vedtager bemærkninger eller breve om, at den intet har at bemærke, eller beslutninger om indledning af en tilbundsgående undersøgelsesfase.

(7)

Kodeksen giver de nationale tilsynsmyndigheder mulighed for når som helst at trække et anmeldt udkast til foranstaltning tilbage. Hvis et anmeldt udkast til foranstaltning trækkes tilbage inden for den indledende periode på en måned, slettes den anmeldte foranstaltning altid fra registret i den sikre elektroniske grænseflade (6). Hvis det anmeldte udkast til foranstaltning imidlertid først trækkes tilbage, efter at Kommissionen har udstedt en afgørelse med krav om, at den nationale tilsynsmyndighed trækker det pågældende udkast til foranstaltning tilbage i henhold til kodeksens artikel 32, stk. 6, litra a), forbliver den oprindeligt anmeldte foranstaltning i den sikre elektroniske grænseflade af hensyn til gennemsigtigheden. I begge tilfælde offentliggøres der en meddelelse om tilbagetrækning i den offentligt tilgængelige del af den sikre elektroniske grænseflade.

(8)

Med henblik på at give de nationale tilsynsmyndigheder yderligere vejledning om indholdet af udkast til foranstaltninger fastlægges der i denne henstilling visse minimumsoplysninger, der bør gives om indholdet af udkast til foranstaltninger, for at de kan vurderes korrekt. Dette bør også reducere mængden af oplysninger, som Kommissionen efterfølgende anmoder om i forbindelse med vurderingen af anmeldelsen.

(9)

Der skal tages hensyn til behovet for på den ene side at sikre en effektiv vurdering og på den anden side at forenkle de administrative procedurer mest muligt. I denne henseende bør anmeldelsesordningen ikke medføre unødvendige administrative byrder for de berørte parter. For at bidrage til at forenkle Kommissionens, BEREC's og andre nationale tilsynsmyndigheders undersøgelse af et anmeldt udkast til foranstaltning og for at gøre processen hurtigere bør de nationale tilsynsmyndigheder anvende et sæt formularer til anmeldelser.

(10)

For at øge åbenheden om et planlagt udkast til foranstaltning og for at lette informationsudvekslingen om sådanne foranstaltninger mellem nationale tilsynsmyndigheder, BEREC og Kommissionen bør både standardanmeldelsesformularen og den korte anmeldelsesformular indeholde en klar, sammenfattende beskrivelse af hovedelementerne i det planlagte udkast til foranstaltning. I skabelonen for disse formularer er det angivet, at de oplysninger, der kræves i skabelonens afsnit, bør angives, hvor det er relevant, hvilket betyder, at ikke alle oplysninger nødvendigvis er relevante i hvert enkelt tilfælde.

(11)

Der bør anvendes en kort anmeldelsesformular for visse kategorier af udkast til foranstaltninger af tilbagevendende og/eller teknisk karakter for at mindske den administrative byrde for alle berørte parter. De nationale tilsynsmyndigheder ændrer ofte tekniske detaljer vedrørende de afhjælpende foranstaltninger, der tidligere blev pålagt, for at tage hensyn til ændringer i relevante økonomiske indikatorer eller faktorer (f.eks. ændringer i omkostningerne ved udstyr, arbejdskraft, inflationstakt eller pris for leje af ejendomme) eller for at ajourføre prognoser eller antagelser. Den korte anmeldelsesformular bør alene anvendes til meddelelse af ændringer eller ajourføringer af oplysninger, der ikke ændrer arten af eller det generelle anvendelsesområde for allerede eksisterende afhjælpende foranstaltninger. Vurderingen af sådanne typer udkast til foranstaltninger vil sandsynligvis være mindre kompleks; som det allerede er sket tidligere, kan den derfor færdiggøres af Kommissionen inden for en periode på mindre end en måned. Tilsvarende viser Kommissionens hidtidige praksis, at vurderingen af disse typer af udkast til foranstaltninger ofte ikke har givet anledning til bemærkninger fra Kommissionen til de nationale tilsynsmyndigheder i henhold til kodeksens artikel 32, stk. 3. Det præciseres derfor i henstillingen, i hvilke situationer en kort anmeldelsesformular kan anvendes.

(12)

På den anden side bør væsentlige ændringer i arten eller omfanget af afhjælpende foranstaltninger, der har en mærkbar indvirkning på markedet, såsom ændringer af de metoder, der anvendes til beregning af omkostninger eller priser (7), fastlæggelse af gradvise prisændringer eller af prisniveauer (undtagen for prisændringer, der blot afspejler ændringer i relevante økonomiske indikatorer eller faktorer nævnt ovenfor), anmeldes ved hjælp af standardanmeldelsesformularen.

(13)

Sættet af anmeldelsesformularer bør også, hvor det er relevant, indeholde oplysninger om indholdet af anmeldelser vedrørende de nye bestemmelser, der indføres med kodeksen. Dette omfatter navnlig anmeldelser, der falder ind under anvendelsesområdet for kodeksens artikel 61 og 76 (forpligtelser til symmetrisk adgang og tilbud om saminvestering) og under anvendelsesområdet for kodeksens artikel 78-81 (frivillig funktionel adskillelse, tilsagn, virksomheder, der udelukkende opererer på engrosniveau, og migrering fra oprindelig infrastruktur).

(14)

Mekanismen, der gør det muligt for Kommissionen at kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder trækker planlagte foranstaltninger vedrørende markedsafgrænsning og udpegning af virksomheder med en stærk markedsposition tilbage, hvis sådanne foranstaltninger ville skabe en hindring for det indre marked eller være uforenelige med EU-retten, har bidraget væsentligt til at gøre reguleringsmetoderne blandt medlemsstaterne konsistente. Mekanismen har vist sig at være effektiv med hensyn til at præcisere, under hvilke omstændigheder forhåndsregulering bør anvendes.

(15)

Erfaringerne med proceduren for det indre marked i henhold til artikel 7 og 7a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (8) har vist, at uoverensstemmelser i de nationale tilsynsmyndigheders anvendelse af afhjælpende foranstaltninger under til hinanden svarende markedsvilkår kan underminere det indre marked for elektronisk kommunikation.

(16)

I tilfælde, hvor BEREC gør opmærksom på betænkeligheder, gives Kommissionen i kodeksen nye beføjelser til at kræve, at en national tilsynsmyndighed trækker udkast til foranstaltninger tilbage vedrørende i) udvidelse af forpligtelser ud over det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt for at imødegå store og ikke-forbigående økonomiske eller fysiske hindringer for replikering (kodeksens artikel 61, stk. 3) eller ii) den reguleringsmæssige behandling af nye net med meget høj kapacitet (kodeksens artikel 76).

(17)

For at opfylde de generelle mål i kodeksens artikel 3, navnlig målene om at fjerne de resterende hindringer for det indre marked og fremme reguleringsmæssig forudsigelighed, er det afgørende, at anmeldelsesmekanismen i kodeksens artikel 32 overholdes fuldt ud.

(18)

Med henblik på at øge gennemsigtigheden og effektiviteten af høringsmekanismen i artikel 32 bør Kommissionen, andre nationale tilsynsmyndigheder og BEREC let kunne kontrollere, om og hvordan den anmeldende nationale tilsynsmyndighed har taget hensyn til bemærkningerne til et anmeldt udkast til foranstaltning. Med henblik herpå bør en national tilsynsmyndighed, når den meddeler den vedtagne foranstaltning til Kommissionen, BEREC eller andre nationale tilsynsmyndigheder efter at have modtaget bemærkninger fra dem, præcisere, hvordan den har taget størst muligt hensyn til disse bemærkninger.

(19)

De nationale tilsynsmyndigheders anmodninger om forlængelse af fristen for at anmelde en ny markedsanalyse i henhold til kodeksens artikel 67, stk. 5, skal indeholde tilstrækkelige og begrundede oplysninger, så Kommissionen kan vurdere, om den ønskede forlængelse skal indrømmes.

(20)

BEREC afgav i henhold til kodeksens artikel 34 udtalelse om denne henstilling (9) den 12. februar 2021 —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

Kommunikationskanaler

1.

De nationale tilsynsmyndigheder opfordres til at benytte sig af muligheden for uformelt at drøfte eventuelle foreløbige resultater med Kommissionens tjenestegrene eller spørgsmål vedrørende fremtidige udkast til foranstaltninger på et møde forud for anmeldelsen (herunder telefonopkald eller videokonference, hvor det er mere hensigtsmæssigt). Disse kontakter forud for anmeldelsen bør fremmes før og/eller efter den nationale høring, der er omhandlet i kodeksens artikel 23, stk. 1. Disse kontakter forud for anmeldelsen er af særlig betydning for udkast til foranstaltninger, der består af markedsundersøgelser, men også relevante for afhjælpende foranstaltninger. I sådanne tilfælde, navnlig hvis udkastet til foranstaltning er genstand for væsentlige ændringer efter den offentlige høring, tilskyndes der til yderligere kontakt forud for anmeldelsen, før sådanne foranstaltninger formelt anmeldes i henhold til kodeksens artikel 32, stk. 3.

2.

De nationale tilsynsmyndigheder bør indsende anmeldelser via den sikre elektroniske grænseflade, som Kommissionen har angivet.

3.

Hvis dokumenter vedrørende anmeldelsen af tekniske eller andre årsager ikke kan uploades til den sikre elektroniske grænseflade, kan den nationale tilsynsmyndighed sende dokumenterne til Kommissionen pr. e-mail. Andre nationale tilsynsmyndigheder og BEREC kan dog få adgang til disse dokumenter i den sikre elektroniske grænseflade, hvor de uden ophold gemmes af Kommissionen. Den nationale tilsynsmyndighed bør uploade ethvert dokument, der undtagelsesvis sendes med elektronisk post, til den sikre elektroniske grænseflade, så snart det er teknisk muligt.

4.

Efter upload af en anmeldelse til den sikre elektroniske grænseflade (registrering) af en anmeldelse kan Kommissionen sende den nationale tilsynsmyndighed en anmodning om oplysninger eller præciseringer i overensstemmelse med kodeksens artikel 20, stk. 2. De nationale tilsynsmyndigheder bør meddele de ønskede oplysninger inden for tre arbejdsdage (10), hvis de er let tilgængelige. De nationale tilsynsmyndigheder bør underrette Kommissionens tjenestegrene om ethvert problem, de måtte støde på for at overholde denne frist.

5.

Hvis en anden national tilsynsmyndighed eller BEREC fremsætter bemærkninger til en anmeldelse, kan den fremsætte disse bemærkninger på et hvilket som helst officielt sprog, den vælger, hvilket kan gøre det lettere for alle andre nationale tilsynsmyndigheder at høre dem. Den bør videresende disse bemærkninger elektronisk til Kommissionen, BEREC og de øvrige nationale tilsynsmyndigheder, helst ved at uploade dem til den offentlige del af Kommissionens sikre elektroniske grænseflade.

6.

De nationale tilsynsmyndigheder bør identificere og redigere fortrolige oplysninger og anmode om rettelse af eventuelle fejl i Kommissionens bemærkninger eller breve om, at den intet har at bemærke, inden for tre arbejdsdage, inden sidstnævnte offentliggøres i den offentligt tilgængelige del af Kommissionens sikre elektroniske grænseflade.

7.

En national tilsynsmyndighed kan når som helst beslutte at trække det anmeldte udkast til foranstaltning tilbage. I så fald bør den nationale tilsynsmyndighed uploade en meddelelse om tilbagetrækning til den sikre elektroniske grænseflade.

8.

Når en national tilsynsmyndighed vedtager et udkast til foranstaltning, der tidligere er anmeldt i henhold til kodeksens artikel 32, stk. 3, efter at have modtaget bemærkninger fra Kommissionen, BEREC eller en anden national tilsynsmyndighed, bør den meddele Kommissionen, BEREC og andre nationale tilsynsmyndigheder både den vedtagne foranstaltning og den måde, hvorpå den har taget størst muligt hensyn til de fremsatte bemærkninger. For at øge gennemsigtigheden og lette procedurerne for meddelelse af vedtagne foranstaltninger bør de nationale tilsynsmyndigheder underrette Kommissionen om deres vedtagne foranstaltninger ved at udfylde og indsende formularen i bilag IV sammen med den vedtagne foranstaltning.

Anmeldelsernes detaljeringsgrad

9.

Anmeldelser bør indgives på et hvilket som helst officielt EU-sprog. Standardanmeldelsesformularen (bilag I og II) eller den korte anmeldelsesformular (bilag III), der tilsammen benævnes »anmeldelsesformularerne«, og meddelelsen af vedtagne foranstaltninger (bilag IV) kan være på et hvilket som helst officielt sprog, som kan lette udvekslingen mellem de nationale tilsynsmyndigheder og BEREC.

10.

Udkast til foranstaltninger, der anmeldes af en national tilsynsmyndighed, bør være behørigt begrundet og ledsages af eventuel anden dokumentation, der måtte være nødvendig for vurderingen af foranstaltningen. Alle oplysninger, som de nationale tilsynsmyndigheder indsender, bør være fuldstændige og sammenfattet på anmeldelsesformularen.

11.

For at forbedre anmeldelsesordningens effektivitet, øge retssikkerheden for de nationale tilsynsmyndigheder og markedsaktørerne og sikre en rettidig gennemførelse af reguleringsforanstaltninger et det ønskeligt, at en national tilsynsmyndigheds anmeldelse, som omfatter en markedsanalyse, også medtager de afhjælpende foranstaltninger, som den nationale tilsynsmyndighed foreslår for at afhjælpe de konstaterede markedssvigt, når dette er muligt. Hvis udkastet til foranstaltning vedrører et marked, som anses for at være konkurrencepræget, og der allerede findes afhjælpende foranstaltninger for dette marked, bør anmeldelsen også indeholde forslaget om at trække disse forpligtelser tilbage.

12.

Det er ikke meningen, at anmeldelsesformularerne skal erstatte det anmeldte udkast til foranstaltning, men deres korrekte anvendelse bør gøre det muligt for Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater at kontrollere, at det anmeldte udkast til foranstaltning rent faktisk indeholder alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver i henhold til kodeksens artikel 32 og 33 inden for den deri fastsatte frist.

13.

De oplysninger, hvorom der anmodes, bør gives af den nationale tilsynsmyndighed i de relevante afsnit i anmeldelsesformularen med krydshenvisninger til den del af det anmeldte udkast til foranstaltning, hvori disse oplysninger findes.

14.

De nationale tilsynsmyndigheder opfordres til på forhånd, navnlig uformelt forud for anmeldelsen, at drøfte eventuelle spørgsmål med Kommissionen om hvorvidt en given national foranstaltning falder ind under anvendelsesområdet for artikel 32, stk. 3, i kodeksen, og vedrørende de påtænkte anmeldelsers form eller indhold. De nationale tilsynsmyndigheder opfordres derfor til at høre Kommissionen om ethvert aspekt af eller spørgsmål vedrørende sættet af anmeldelsesformularer og navnlig om, hvilken type oplysninger de anmodes om at give.

Anmeldelse ved hjælp af standardanmeldelsesformularen

15.

Udkast til foranstaltninger bør stilles til rådighed for Kommissionen, BEREC og andre nationale tilsynsmyndigheder ledsaget af en behørigt udfyldt standardanmeldelsesformular, jf. bilag I og II, undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i punkt 18 i denne henstilling.

16.

De meddelte udkast til foranstaltninger bør omfatte følgende, hvis det er relevant:

a)    oplysninger, der kræves for alle anmeldelser ved hjælp af en standardanmeldelsesformular:

1)

datoerne for og resultaterne af den forudgående offentlige høring, som den nationale tilsynsmyndighed har gennemført

2)

eventuel udtalelse fra den nationale konkurrencemyndighed

b)    yderligere oplysninger, der kræves i forbindelse med anmeldelse af udkast til foranstaltninger vedrørende markedsanalyse og pålæggelse af afhjælpende foranstaltninger (kodeksens artikel 64, 67 og 68):

1)

det relevante produkt- eller tjenestemarked (11), især en beskrivelse af de produkter og tjenester, der skal omfattes eller ikke omfattes af det relevante marked, på grundlag af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden; hvis der i et udkast til foranstaltning med henblik på markedsanalysen defineres et relevant marked, som afviger fra markederne i Kommissionens henstilling (EU) 2020/2245 (12), bør de nationale tilsynsmyndigheder påvise, at kriterierne i kodeksens artikel 67, stk. 1, er opfyldt

2)

det relevante geografiske marked, herunder en velunderbygget analyse af konkurrencevilkårene på grundlag af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden samt oplysninger og data, der anvendes i den geografiske analyse, vedrørende valget af den grundlæggende geografiske enhed, de anvendte strukturelle og adfærdsmæssige indikatorer (dvs. antallet af konkurrerende net, markedsandele og disses udvikling, analyse af prisfastsættelsesadfærd eller forskellige priser på regionalt plan samt adfærdsmønstre) (13)

3)

de største virksomheder, der er aktive på det relevante marked

4)

resultaterne af analysen af det relevante marked, navnlig konklusionerne om tilstedeværelsen eller fraværet af effektiv konkurrence på det relevante engrosmarked, og analysen af det tilsvarende detailmarked, herunder årsagerne til denne tilstedeværelse eller dette fravær. Med henblik herpå bør det anmeldte udkast til foranstaltning omfatte de forskellige virksomheders markedsandele (helst både med hensyn til værdi og volumen) og disses udvikling samt en henvisning til andre relevante kriterier, hvor det er relevant, f.eks. adgangshindringer, stordrifts- og diversificeringsfordele, vertikal integration, kontrol med infrastruktur, der er svær at matche, teknologiske fordele eller teknologisk overlegenhed, mangel på eller ringe markedsstyrke på aftagersiden, let eller privilegeret adgang til kapitalmarkeder/finansielle ressourcer, virksomhedens samlede størrelse, diversificeret udbud af produkter/tjenester, veludviklet distributions- og salgsnet, fravær af potentiel konkurrence og hindringer for ekspansion

5)

hvor det er tilfældet, de virksomheder, der alene eller sammen med andre har en stærk markedsposition, og begrundelsen, beviset og andre relevante faktiske oplysninger til støtte for, at dette anses for at være tilfældet

6)

ved anmeldelse af udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 68, de særlige afhjælpende forpligtelser, der foreslås for at rette op på den manglende effektive konkurrence på det relevante berørte marked, eller — hvis det konstateres, at der er effektiv konkurrence på et relevant marked, og der allerede er pålagt sådanne forpligtelser med hensyn til dette marked — de foreslåede udkast til foranstaltninger for at trække disse forpligtelser tilbage

7)

for så vidt angår udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 76, stk. 2, bør anmeldelsen navnlig indeholde: en detaljeret beskrivelse af tilsagnet fra operatøren med stærk markedsposition og af, hvordan det opfylder betingelserne i kodeksens artikel 76, stk. 1, en beskrivelse af den lovgivningsmæssige behandling af de nye netelementer med meget høj kapacitet, der er omfattet af tilsagnet, de enheder, der saminvesterer, graden af deres saminvestering og deres sandsynlige konkurrencemæssige rolle på markedet, og, hvor det er relevant, en beskrivelse af de afhjælpende foranstaltninger, der pålægges på grundlag af kodeksens artikel 76, stk. 2, tredje afsnit, og begrundelsen for at pålægge, opretholde eller tilpasse sådanne afhjælpende foranstaltninger

8)

for så vidt angår udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 79, bør anmeldelsen indeholde afgørelsen om tilsagn (hvis den adskiller sig fra udkastet til foranstaltning), en detaljeret beskrivelse af de betingelser, som den nationale tilsynsmyndighed accepterer, og arten og resultaterne af den gennemførte markedstest

9)

for så vidt angår udkast til foranstaltninger, der er omfattet af kodeksens artikel 80, bør anmeldelsen indeholde de relevante oplysninger, der i detaljer viser, at betingelserne for at fjerne nogle af forpligtelserne med hensyn til stærk markedsposition i henhold til kodeksens artikel 80, stk. 1, er opfyldt

10)

anmeldelser i henhold til kodeksens artikel 68, stk. 3, andet afsnit, bør også indeholde en fyldestgørende begrundelse for anmodningen til Kommissionen om at pålægge aktører med en stærk markedsposition forpligtelser om adgang eller samtrafik ud over dem, der er opført i kodeksens artikel 69-74, 76 og 80

11)

anmeldelser, der falder ind under kodeksens artikel 68, stk. 5, bør også indeholde en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor de planlagte udkast til foranstaltninger er nødvendige for at opfylde internationale forpligtelser

c)    yderligere oplysninger, der kræves i forbindelse med anmeldelser om andre typer udkast til foranstaltninger (kodeksens artikel 61):

1)

i tilfælde af anmeldelse af udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 61, stk. 1-4, bør udkastet til foranstaltning omfatte de berørte virksomheder, begrundelsen for udkastet til foranstaltning i henhold til det anvendte retsgrundlag, beskrivelsen af de forpligtelser, der skal pålægges, og en henvisning til eventuelle tidligere anmeldte udkast til foranstaltninger, herunder resultaterne af analysen af det relevante marked, der kan blive berørt, som beskrevet i punkt 4

2)

navnlig gælder det, at udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 61, stk. 3, bør indeholde en beskrivelse af, hvordan den nationale tilsynsmyndighed har fastlagt det første koncentrations- og distributionspunkt og/eller punktet ud over det første koncentrations- og distributionspunkt, der kan huse et tilstrækkeligt antal slutbrugerforbindelser til at sætte en effektiv virksomhed i stand til at overvinde de betydelige hindringer for replikering, der er identificeret, samt oplysninger og begrundelser til støtte for konklusionen om, at de pågældende netelementer ikke kan replikeres, og at forpligtelserne derfor er berettigede. For så vidt angår de forpligtelser, der foreslås i artikel 61, stk. 3, andet afsnit, bør de nationale tilsynsmyndigheder navnlig inkludere en beskrivelse af, hvilke økonomiske eller fysiske hindringer for replikering de anser for at være store og ikke-midlertidige, og hvilke konkurrenceproblemer og markedssvigt på detailniveau, som de foreslåede forpligtelser skal afhjælpe, samt begrundelserne for eventuelle undtagelser, der finder anvendelse, såsom fastlæggelse af, hvilke netudrulninger der kan betragtes som nye, og hvilke projekter der kan betragtes som små.

Anmeldelse ved hjælp af den korte anmeldelsesformular

17.

Følgende udkast til foranstaltninger bør stilles til rådighed ved behørigt at udfylde den korte anmeldelsesformular i bilag III:

a)

udkast til foranstaltninger af rent teknisk art, hvorved oplysninger om tidligere pålagte afhjælpende foranstaltninger ajourføres, og som ikke har nogen mærkbar indvirkning på markedet sådanne udkast til foranstaltninger kan være ændringer af standardtilbud, der indeholder mindre justeringer af de allerede definerede forpligtelser, og meddelelser i andre tilfælde (14), hvor der ikke er foretaget ændringer, eller hvis de er af teknisk karakter

b)

ajourføringer af beslutninger vedrørende den økonomiske replikabilitetstest, som ikke ændrer den underliggende metode (f.eks. test af nye priser/tilbud)

c)

efterfølgende meddelelser om andre operatørers forpligtelser efter den samme tilgang/metode, som allerede blev anvendt (f.eks. ajourføring af forpligtelserne på termineringsmarkederne), hvis disse ændringer er begrænset til afhjælpende foranstaltninger og ikke vedrører markedsafgrænsning og udpegning operatører med stærk markedsposition

d)

udkast til foranstaltninger, der falder ind under kodeksens artikel 76, stk. 2, alene i det omfang de er begrænset til efterfølgende individuelle udkast til afgørelser i henhold til en tidligere anmeldt og vurderet saminvesteringsordning, og forudsat at der ikke har været nogen væsentlig ændring af omstændighederne siden vurderingen af saminvesteringsordningen (15).

18.

For så vidt angår de udkast til foranstaltninger, der er anført i punkt 17, bør det være tilstrækkeligt, at den nationale tilsynsmyndighed udfylder og indsender en kort anmeldelsesformular og uploader udkastet til foranstaltning til Kommissionens sikre elektroniske grænseflade, så den er offentligt tilgængelig. Hvis Kommissionen i forbindelse med vurderingen af den anmeldte foranstaltning finder, at der er behov for yderligere dokumentation, kan den anmode herom på et hvilket som helst tidspunkt i proceduren.

19.

Hvis Kommissionen imidlertid, efter at have kontrolleret betingelserne for at en kort anmeldelsesformular falder ind under kategorierne i punkt 17 inden for fem arbejdsdage, finder, at disse betingelser ikke er opfyldt, bør den anmeldende nationale tilsynsmyndighed uden ophold fremsende udkastet til foranstaltning ved hjælp af standardanmeldelsesformularen. I sådanne betragtes vurderingsperioden på en måned ikke som værende afbrudt.

20.

I forbindelse med planlægningen af anmeldelser i henhold til kodeksens artikel 68, stk. 3, andet til fjerde afsnit, bør de nationale tilsynsmyndigheder tage højde for, at Kommissionen har behov for en periode på mindst fem måneder til at vedtage godkendelsesafgørelsen, da det er nødvendigt at høre BEREC om disse foranstaltninger, der skal vedtages som gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 118, stk. 3.

Registrering af anmeldelser

21.

Anmeldelser, der foretages ved hjælp af de anmeldelsesformularer, der er anført i punkt 16 og 17, registreres i den rækkefølge, hvori de anmeldes. De nationale tilsynsmyndigheder bør bemærke, at vurderingsperioden på en måned begynder straks på det tidspunkt, hvor anmeldelsen af udkastet til foranstaltning modtages.

22.

Der bør registreres en kvittering og tildeles et anmeldelsesnummer, og der bør gives elektronisk meddelelse til alle nationale tilsynsmyndigheder, BEREC og andre registrerede brugere af Kommissionens sikre elektroniske grænseflade. Denne registreringsmeddelelse bør indeholde følgende:

a)

datoen for registreringen af anmeldelsen

b)

anmeldelsens genstand

c)

anmeldelsesformularen

d)

eventuel modtaget støttedokumentation.

Behandling af fortrolige oplysninger

23.

Hvis den nationale tilsynsmyndighed finder, at oplysninger vedrørende en anmeldelse er fortrolige i overensstemmelse med EU-regler og nationale regler om forretningshemmeligheder, bør ophavsmanden til oplysningerne tydeligt markere dem som »fortrolige«, inden de uploades til Kommissionens sikre elektroniske grænseflade eller, hvor det er relevant, sendes elektronisk.

24.

For at sikre gennemsigtighed i forbindelse med anmeldelser bør enhver anmeldelse, der indgives som »fortrolig«, også indgives i en redigeret eller tilpasset ikke-fortrolig version, der offentliggøres.

25.

Når de nationale tilsynsmyndigheder udfylder de anmeldelsesformularer, der er omhandlet i punkt 9, bør de ikke medtage fortrolige oplysninger.

26.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30 marts 2021.

På Kommissionens vegne

Thierry BRETON

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 1).

(3)  Domstolens dom af 20. december 2017, Polkomtel sp. z o.o mod Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej, C-277/16, ECLI:EU:C:2017:989, præmis 45; Domstolens dom af 14. april 2016, Polkomtel, C-397/14, ECLI:EU:C:2016:256, præmis 56, og Domstolens svar på spørgsmål 2; Domstolens dom af 17. september 2015, KPN BV mod Autoriteit Consument en Markt (ACM), C-85/14, ECLI:EU:C:2015:610, præmis 47. Jf. nationale domstoles domme afsagt af Consiglio di Stato, nr. 3722/2019, hvorved AgComs afgørelse nr. 259/14/CONS blev annulleret på et rent proceduremæssigt grundlag (uden at tage stilling til sagens realitet) som følge af manglende overholdelse af det indre markeds høringsprocedure. De polske domstole annullerede også de nationale reguleringsmæssige afgørelser, der påvirkede handelen mellem medlemsstater, og hvorved der blev indført afhjælpende forpligtelser uden obligatoriske forudgående EU-høringer (VI ACa 1148/11, VI ACa 137/14).

(4)  Kommissionens henstilling 2003/561/EF af 23. juli 2003 om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EUT L 190 af 30.7.2003, s. 13).

(5)  Kommissionens henstilling 2008/850/EF af 15. oktober 2008 om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EUT L 301 af 12.11.2008, s. 23).

(6)  CIRCABC, https://circabc.europa.eu/ui/welcome.

(7)  F.eks. oplysninger om beregningen af de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger i overensstemmelse med meddelelsen om beregning af kapitalomkostninger for eksisterende infrastruktur (WACC-meddelelsen) (2019/C 375/01).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).

(9)  BoR (21) 20.

(10)  Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1) bør anvendes ved beregningen af frister.

(11)  Jf. navnlig punkt 24-51 i Kommissionens retningslinjer for markedsanalyse og vurdering af stærk markedsposition i henhold til EU-rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (2018/C 159/01).

(12)  Kommissionens henstilling (EU) 2020/2245 af 18. december 2020 om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, der kan forhåndsreguleres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 439 af 29.12.2020, s. 23).

(13)  Jf. henstilling (EU) 2020/2245 og forklarende note (SWD (2020) 337 final), der ledsager henstillingen.

(14)  Dette kan være tilfældet, når en national domstol annullerer en national tilsynsmyndigheds afgørelse af proceduremæssige grunde, og den nationale tilsynsmyndighed skal genanmelde den samme foranstaltning til Kommissionen.

(15)  Se kodeksens betragtning 201: I det særlige tilfælde med saminvesteringsordninger, der er omfattet af kodeksens artikel 76. I betragtning 201 anføres det, at: »Af effektivitetshensyn bør en national tilsynsmyndighed kunne sende en enkelt anmeldelse til Kommissionen af et udkast til foranstaltning, som vedrører en saminvesteringsordning, der opfylder de relevante betingelser. Hvis Kommissionen ikke udøver sine beføjelser til at kræve tilbagetrækning af udkastet til foranstaltning, vil det være uforholdsmæssigt, hvis efterfølgende forenklede anmeldelser af individuelle udkast til afgørelser fra den nationale tilsynsmyndighed på grundlag af samme ordning, herunder desuden dokumentation for faktisk indgåelse af en aftale med mindst en medinvestor, gøres til genstand for en afgørelse om tilbagetrækning i mangel af en ændring i omstændighederne.«


BILAG I

STANDARDANMELDELSESFORMULAR

Udkast til foranstaltninger vedrørende markedsanalyse og pålæggelse af afhjælpende foranstaltninger (kodeksens artikel 64, 67 og 68)

(jf. punkt 16a og 16b)

Afsnit 1 — Markedsafgrænsning

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

1.1.

Det relevante produkt-/tjenestemarked.

 

1.2.

De(t) relevante geografiske marked(er)

 

1.3.

Hvis den nationale konkurrencemyndighed har afgivet en udtalelse, angives det, om den er enig i det foreslåede udkast til analyse af det relevante marked.

Enig

☐

Uenig

☐

Hvis den nationale konkurrencemyndighed er uenig, bedes du angive årsagerne hertil:

1.4.

Datoer for den nationale offentlige høring

Fra________ til__________

1.5.

En kort oversigt over resultaterne af den offentlige høring om den foreslåede markedsafgrænsning. Angiv, om der er foretaget ændringer i udkastet til foranstaltning efter den offentlige høring, og beskriv i givet fald ændringerne.

(f.eks. hvor mange kommentarer blev modtaget, hvilke respondenter var enige i den foreslåede markedsafgrænsning, hvilke respondenterne var uenige i den og af hvilke årsager).

1.6.

Hvis det relevante marked er forskelligt fra dem, der er opført i henstilling (EU) 2020/2245, gives en kort redegørelse for de vigtigste begrundelser for den foreslåede markedsafgrænsning i lyset af de tre kriterier i kodeksens artikel 67, stk. 1 (1).

 

Afsnit 2 — Udpegning af virksomheder med stærk markedsposition

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

2.1.

Navnet på de virksomheder, der alene eller sammen med andre virksomheder har en stærk markedsposition.

Hvis det er relevant, navnet på de virksomheder, der anses for ikke længere at have en stærk markedsposition.

 

2.2.

De kriterier, der anvendes til at fastslå, om en virksomhed har en individuel eller fælles stærk markedsposition.

 

2.3.

Navnet på de største virksomheder (konkurrenter), der er aktive på det relevante marked.

 

2.4.

Ovennævnte virksomheders markedsandele og grundlaget for beregning af markedsandel (f.eks. omsætning, antal abonnenter).

 

2.5.

Hvis den nationale konkurrencemyndighed har afgivet en udtalelse, angives det, om den er enig i det foreslåede udkast til vurdering af stærk markedsposition.

Enig

☐

Uenig

☐

Hvis den nationale konkurrencemyndighed er uenig, bedes du angive årsagerne hertil:

2.6.

Resultaterne af den offentlige høring om den foreslåede udpegning af, hvilke virksomheder der har en stærk markedsposition (f.eks. det samlede antal modtagne bemærkninger, antallet af respondenter, der var enige/uenige). Angiv, om der er foretaget ændringer i udkastet til foranstaltning efter den offentlige høring, og beskriv i givet fald ændringerne.

 

Afsnit 3 — Afhjælpende forpligtelser

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

3.1.

Retsgrundlaget for de forpligtelser, der skal pålægges, opretholdes, ændres eller trækkes tilbage (kodeksens artikel 69-74 og 76-81).

 

3.2.

Årsager til, at det anses for rimeligt og berettiget at pålægge virksomhederne forpligtelser eller at opretholde eller ændre sådanne forpligtelser på baggrund af de retlige bestemmelser, som de er baseret på. Alternativt angives de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes.

 

3.3.

Hvis de foreslåede afhjælpende foranstaltninger afviger fra de i kodeksens artikel 69-74 og 76-80 fastsatte, angives hvilke »særlige tilfælde«, jf. kodeksens artikel 68, stk. 3, der gør det berettiget at pålægge sådanne afhjælpende foranstaltninger. Alternativt angives de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes.

 

Afdeling 3a — Udkast til foranstaltninger i henhold til kodeksens artikel 76, stk. 2

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

3a.1.

En kort beskrivelse af de tilsagn, der er afgivet af aktøren med stærk markedsposition, og af, hvordan de opfylder betingelserne i artikel 76, stk. 1.

 

3a.2.

En beskrivelse af den reguleringsmæssige behandling af de nye netelementer i net med meget høj kapacitet, der er omfattet af tilsagnet i artikel 76, stk. 2, første afsnit.

 

3a.3.

Hvis det er relevant, en beskrivelse af de afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt på grundlag af artikel 76, stk. 2, tredje afsnit.

 

Afdeling 3b — Udkast til foranstaltninger i henhold til kodeksens artikel 79

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

3b.1.

Kort beskrivelse af den vedhæftede afgørelse om tilsagn (eller angivelse af de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes).

 

Afdeling 3c — Udkast til foranstaltninger i henhold til kodeksens artikel 80

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

3c.1.

Kort beskrivelse af virksomhedens struktur (eller angivelse af de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes).

 

3c.2.

Hvis det er relevant, en beskrivelse af de afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt eller trukket tilbage.

 


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation.


BILAG II

STANDARDANMELDELSESFORMULAR

Symmetriske forpligtelser i henhold til kodeksens artikel 61

(jf. punkt 16a og 16c)

Afsnit 1 — Udkast til foranstaltninger vedrørende indførelse af symmetriske forpligtelser

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

1.1.

Beskriv kort indholdet af det anmeldte udkast til foranstaltning.

 

1.2.

Retsgrundlaget for de forpligtelser, der skal pålægges, opretholdes, ændres eller trækkes tilbage (artikel 61, stk. 1, 2, 3 eller 4).

☐

Artikel 61, stk. 1

Artikel 61. stk. 2

☐

litra a)

☐

litra c)

☐

litra b)

☐

litra d)

Artikel 61, stk. 3

☐

første afsnit

☐

andet afsnit

☐

Artikel 61, stk. 4

1.3.

Artikel 32-anmeldelsesreferencen for eventuelle tilknyttede tidligere anmeldte udkast til foranstaltninger, hvor det er relevant.

 

1.4.

De påvirkede virksomheders navne.

 

1.5.

De forpligtelser, der skal pålægges, opretholdes eller trækkes tilbage.

 

1.6.

Årsager til, at det anses for rimeligt og berettiget at pålægge virksomhederne forpligtelser eller at opretholde eller ændre sådanne forpligtelser på baggrund af de retlige bestemmelser, som de er baseret på. Alternativt angives de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes.

 

1.7.

Udtalelsen fra den nationale konkurrencemyndighed, hvis en sådan findes.

 

1.8.

Datoen/datoerne for den offentlige høring om de foreslåede forpligtelser og en kort oversigt over resultaterne af denne offentlige høring. Angiv, om der er foretaget ændringer i udkastet til foranstaltning efter den offentlige høring, og beskriv i givet fald ændringerne.

 


BILAG III

KORT ANMELDELSESFORMULAR

(jf. punkt 17)

Afsnit 1 — Udkast til foranstaltninger, der ændrer de tekniske detaljer vedrørende tidligere pålagte regulerende foranstaltninger  (1) eller efterfølgende meddelelser om andre operatørers forpligtelser efter samme fremgangsmåde/metode, som allerede blev anvendt

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

1.1.

Anmeldelsesreferencenummer/-numre for de(t) tidligere anmeldte udkast til foranstaltning(er).

 

1.2.

Kort beskrivelse af den eller de tekniske detaljer, der ændres (med angivelse af det relevante berørte marked) eller i tilfælde af efterfølgende meddelelser om andre operatørers forpligtelser efter samme fremgangsmåde/metode, som allerede blev anvendt, angivelse af de afhjælpende foranstaltninger, der skal pålægges.

 

1.3.

Hvis de ajourførte tekniske oplysninger vedrører en prisstruktur (f.eks. årlige opdateringer af omkostninger og skøn over regnskabsmodeller), forklares det, om der er tale om en rutinemæssig opdatering.

 

1.4.

Blev den nationale konkurrencemyndighed hørt om det foreslåede udkast til foranstaltning? I bekræftende fald, hvad var dens holdning?

 

1.5.

Bemærkninger:

 

Afsnit 2 — Udkast til foranstaltninger i form af efterfølgende individuelle udkast til afgørelse i henhold til en tidligere anmeldt og vurderet saminvesteringsordning, forudsat at omstændighederne ikke har ændret sig (kodeksens artikel 76)

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

2.1.

Kort beskrivelse af indholdet af udkastet til foranstaltning med dokumentation for indgåelse af en aftale med mindst en medinvestor.

 

2.2.

Anmeldelsesreferencenummer/-numre for de(t) tidligere anmeldte udkast til foranstaltning(er).

 

2.3.

Liste over de operatører, som dette udkast til foranstaltning finder anvendelse på.

 

2.4.

Blev den nationale konkurrencemyndighed hørt om det foreslåede udkast til foranstaltning? I bekræftende fald, hvad var dens holdning?

 

2.5.

Bemærkninger.

 


(1)  De nationale tilsynsmyndigheder ændrer ofte tekniske detaljer vedrørende de afhjælpende foranstaltninger, der tidligere blev pålagt, for at tage hensyn til ændringer i relevante økonomiske indikatorer eller faktorer (f.eks. ændringer i omkostningerne ved udstyr, arbejdskraftomkostninger, inflationstakt eller inflationstakt eller pris for leje af ejendomme) eller for at ajourføre prognoser eller antagelser. Den korte anmeldelsesformularer bør alene anvendes til anmeldelse af ændringer eller ajourføringer af oplysninger, der ikke ændrer arten af eller det generelle anvendelsesområde for allerede eksisterende afhjælpende foranstaltninger. På den anden side bør væsentlige ændringer i arten eller anvendelsesområdet for afhjælpende foranstaltninger (såsom ændringer af de metoder, der anvendes til beregning af omkostninger eller priser, til fastlæggelse af gradvise prisændringer eller af prisniveauer, undtagen for prisændringer, der blot afspejler ændringer i relevante økonomiske indikatorer eller faktorer nævnt ovenfor) anmeldes ved hjælp af standardanmeldelsesformularen.


BILAG IV

MEDDELELSE AF VEDTAGET(NE) FORANSTALTNING(ER)

(jf. punkt 8)

Afsnit 1 — Identifikation af den vedtagne foranstaltning

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

1.1.

Dato for den vedtagne foranstaltnings ikrafttræden

 

1.2.

Registreringsnummer og titel på den anmeldelse, der tidligere er indgivet til Kommissionen om foranstaltningen på udkaststadiet.

 

1.3.

Modtog Deres nationale tilsynsmyndighed bemærkninger fra Kommissionen, andre nationale tilsynsmyndigheder eller BEREC som reaktion på anmeldelsen af udkastet til foranstaltning i henhold til kodeksens artikel 32, stk. 3?

Ja

☐

Nej

☐

Afsnit 2 — Detaljerede oplysninger om, hvordan der er taget størst muligt hensyn til de fremsatte bemærkninger

Angiv oplysninger om følgende, hvis det er relevant:

2.1.

Forklaring på, hvordan den nationale tilsynsmyndighed tog størst muligt hensyn til de fremsatte bemærkninger. Hvis der for at afspejle de fremsatte bemærkninger er foretaget ændringer i teksten til udkastet til foranstaltning, angives de relevante henvisninger til de ajourførte artikler/afsnit/sidetal.

[Bemærkningens overskrift 1]

Redegørelse for, hvordan den blev taget i betragtning, og/eller henvisning til det afsnit i den vedtagne foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes

[Bemærkningens overskrift 2]

Redegørelse for, hvordan den blev taget i betragtning, og/eller henvisning til det afsnit i den vedtagne foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes

[Bemærkningens overskrift 3]

Redegørelse for, hvordan den blev taget i betragtning, og/eller henvisning til det afsnit i den vedtagne foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes