10.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 157/13


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/907

af 1. juni 2022

om anmodningen om registrering af forslaget til borgerinitiativ »Good Clothes, Fair Pay« (»Godt tøj, fair løn«) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 4. april 2022 en anmodning om registrering af et forslag til europæisk borgerinitiativ med titlen »Good Clothes, Fair Pay«.

(2)

Målet for initiativet er ifølge initiativtagerne at opfordre Kommissionen til at foreslå lovgivning, der pålægger virksomheder i beklædnings- og fodtøjssektoren at handle med due diligence, når det kommer til lønninger, der muliggør et eksistensminimum, i deres forsyningskæde og nå følgende mål: a) supplere og bygge videre på »EU's ramme for bæredygtig virksomhedsledelse« og »EU's rammedirektiv om mindstelønninger«, b) kræve, at virksomheder identificerer, forebygger og afbøder negative indvirkninger på menneskers ret til en løn, der muliggør et eksistensminimum, og foreningsfriheden og retten til kollektive overenskomstforhandlinger, c) mindske fattigdommen i Unionen og på verdensplan med særlig vægt på forholdene for kvinder, immigranter og arbejdstagere med usikre ansættelsesforhold og behovet for at bekæmpe børnearbejde, d) forbyde urimelig handelspraksis, som forårsager eller bidrager til faktiske og potentielle skader for arbejdstagere i beklædnings- og fodtøjssektoren og fremme fair indkøbspraksis, e) sikre ret til information om virksomheder i beklædnings- og fodtøjssektoren og f) forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden for virksomheder i beklædnings- og fodtøjssektoren.

(3)

I et bilag findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for det foreslåede europæiske borgerinitiativ. Initiativtagerne hævder, at den lovbestemte mindsteløn i mange medlemsstater kun udgør en lille procentdel af den løn, der muliggør et eksistensminimum, og at den lovbestemte mindsteløn i vigtige tøjproducerende lande uden for Unionen i gennemsnit er mindre end 50 % af, hvad der er nødvendigt for at finansiere et grundlæggende anstændigt liv. I den forbindelse henviser de til verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som omfatter retten til en løn, der som minimum giver arbejdstagere og deres familier en anstændig tilværelse. Initiativtagerne anfører, at det derfor vil bidrage til at nå målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (2) at tage fat på lønninger i beklædnings- og fodtøjssektoren, især udryddelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene, anstændigt arbejde og bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Initiativtagerne understreger også, at hvis der gøres noget ved lave lønninger, vil det tackle en af de vigtigste drivkræfter bag børnearbejde i overensstemmelse med Kommissionens tilsagn om at afskaffe børnearbejde, hvilket ifølge Kommissionen skal være forrest i alle relevante politikområder. De berørte virksomheder bør pålægges at følge og oplyse om udviklingen af de afbødende foranstaltninger, der træffes som led i deres due diligence-proces. Initiativtagerne anfører, at Kommissionen kan anbefale passende og legitime metoder til fastsættelse af lønninger, der muliggør et eksistensminimum, som derefter kan tages i betragtning i forbindelse med lønforhandlinger i sektoren. Initiativtagerne opfordrer også til lovgivning for at tackle urimelig handelspraksis i denne sektor på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/633 (3).

(4)

Endelig opfordrer initiativtagerne i bilaget til at forbedre gennemsigtigheden i sektoren med en forpligtelse for virksomhederne til at offentliggøre visse produktionsoplysninger fra deres forsyningskæder og forbrugernes ret til information om faktiske og mulige negative virkninger i forbindelse med lønninger og usikre kontraktforhold. Initiativtagerne har til støtte for deres initiativ fremlagt et udkast til et forslag til direktiv, der omfatter en række elementer med henblik på at nå målene.

(5)

Med hensyn til initiativets mål har Kommissionen beføjelse til at fremsætte forslag til en retsakt, der pålægger virksomheder i beklædnings- og fodtøjssektoren at handle med due diligence, når det kommer til lønninger i deres forsyningskæde på grundlag af traktatens artikel 50 og 114.

(6)

Af disse grunde er det åbenbart, at ingen dele af initiativet falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

(7)

Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete faktuelle og materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

(8)

Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

(9)

Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(10)

Initiativet med titlen »Good Clothes, Fair Pay« bør derfor registreres.

(11)

Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativet afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forslaget til borgerinitiativ »Good Clothes, Fair Pay« registreres.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til det europæiske borgerinitiativ »Good Clothes, Fair Pay«, som repræsenteres ved Maeve Galvin og Kirsten Kossen, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juni 2022.

På Kommissionens vegne

Věra JOUROVÁ

Næstformand


(1)   EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55.

(2)  FN's Generalforsamlings resolution 70/1 Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, A/RES/70/1 (25. september 2015).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/633 af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden (EUT L 111 af 25.4.2019, s. 59).