98/315/EF: Rådets beslutning af 1. maj 1998 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige
EF-Tidende nr. L 139 af 11/05/1998 s. 0020 - 0020
RÅDETS BESLUTNING af 1. maj 1998 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige (98/315/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104 C, stk. 12, under henvisning til henstilling fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: Anden fase i gennemførelsen af Den Økonomiske Monetære Union begyndte den 1. januar 1994; ifølge traktatens artikel 109 E, stk. 4, skal medlemsstaterne i denne anden fase bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud; der findes en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvorefter der træffes en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og hvorefter denne afgørelse ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud er blevet korrigeret; i anden fase bestemmes proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud af traktatens artikel 104 C, undtagen stk. 1, 9 og 11; protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud; forordning (EF) nr. 3605/93 (1) indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af nævnte protokol; på grundlag af en henstilling fra Kommissionen fastslog Rådet den 26. september 1994 i overensstemmelse med traktatens artikel 104 C, stk. 6, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige; i overensstemmelse med artikel 104 C, stk. 7, rettede Rådet en henstilling til Det Forenede Kongerige med henblik på at bringe denne situation med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør (2); i henhold til traktatens artikel 104 C, stk. 12, ophæver Rådet sin afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud, i det omfang det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret; når Rådet ophæver afgørelsen, sker det på grundlag af en henstilling fra Kommissionen; på grundlag af de data, der er tilvejebragt af Kommissionen efter indberetning fra Det Forenede Kongerige inden den 1. marts 1998 i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 3605/93, kan der drages følgende konklusioner: Det offentlige underskud i Det Forenede Kongerige er faldet væsentligt siden 1993, og i 1997 udgjorde det 1,9 % af BNP, hvilket er en del under traktatens referenceværdi. Underskuddet forventes at falde yderligere til 0,6 % af BNP i 1998. Ifølge Det Forenede Kongeriges konvergensprogram fra 1997 forventes der et overskud på de offentlige finanser ved udgangen af dette årti. Den offentlige gældskvote har aldrig oversteget traktatens referenceværdi på 60 % af BNP; efter at være steget i flere år faldt gældskvoten til 53,4 % af BNP i 1997. Underskuddet lå et godt stykke under traktatens referenceværdi i 1997 og forventes at forblive under denne værdi i 1998 og at vende til et overskud på mellemlang sigt; den offentlige gældskvote ligger fortsat under traktatens referenceværdi - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Det følger af en samlet vurdering, at det uforholdsmæssigt store underskud i Det Forenede Kongerige er blevet korrigeret. Artikel 2 Rådets afgørelse af 26. september 1994 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige ophæves. Artikel 3 Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Udfærdiget i Bruxelles, den 1. maj 1998. På Rådets vegne G. BROWN Formand (1) EFT L 332 af 31. 12. 1993, s. 7. (2) Rådets henstillinger af 7. november 1994, 24. juli 1995, 16. september 1996 og 15. september 1997.