32002D0573

2002/573/EF: Kommissionens beslutning af 10. juli 2002 om ændring af beslutning 2002/69/EF om beskyttelsesforanstaltninger over for animalske produkter importeret fra Kina (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 2558)

EF-Tidende nr. L 181 af 11/07/2002 s. 0021 - 0022


Kommissionens beslutning

af 10. juli 2002

om ændring af beslutning 2002/69/EF om beskyttelsesforanstaltninger over for animalske produkter importeret fra Kina

(meddelt under nummer K(2002) 2558)

(EØS-relevant tekst)

(2002/573/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet(1), særlig artikel 22, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionens beslutning 2002/69/EF af 30. januar 2002 om beskyttelsesforanstaltninger over for animalske produkter importeret fra Kina(2), senest ændret ved beslutning 2002/441/EF(3), blev vedtaget, da der under et EF-kontrolbesøg i Kina blev afsløret alvorlige mangler med hensyn til reglerne for anvendelsen af veterinærlægemidler og kontrollen af medicinrester i levende dyr og animalske produkter og fundet sundhedsskadelige rester, herunder chloramphenicol, i produkter til konsum eller foder, hvilket udgør en sundhedsrisiko for dyr og mennesker.

(2) Beslutning 2002/69/EF skulle tages op til revision på grundlag af oplysninger fra de kinesiske myndigheder, eventuelle resultater af medlemsstaternes øgede overvågning og undersøgelser af forsendelser, der ankommer før den 14. marts 2002, og om nødvendigt på grundlag af resultaterne af et nyt EF-kontrolbesøg på stedet.

(3) I betragtning af oplysningerne fra de kinesiske myndigheder og de positive resultater af undersøgelser af visse fiskerivarer af nogle fiskearter bør indførsel af disse produkter fra Kina tillades.

(4) Beslutning 2002/69/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Bilag II til beslutning 2002/69/EF affattes som angivet i bilaget til nærværende beslutning.

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den 14. juli 2002.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juli 2002.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9.

(2) EFT L 30 af 31.1.2002, s. 50.

(3) EFT L 151 af 11.6.2002, s. 16.

BILAG

"BILAG II

Liste over animalske produkter til konsum eller foder, der kan indføres til Fællesskabet efter en kemisk undersøgelse på betingelserne i artikel 3

- Hele fisk, afhovede og rensede fisk samt fiskefileter af følgende arter fanget på havet:

- Alaskasej (Theragra chalcogramma)

- Torsk (Gadus spp.)

- Rødfisk (Sebastes spp.)

- Blåhvilling (Micromesistius poutassou)

- Helleflynder (Reinhardtius spp.)

- Kuller (Melanogrammus aeglefinus)

- Sild (Clupea spp.)

- Japansk ising (Limanda spp.)

- Blæksprutter (Sepiidae, Sepiolidae, Loliginidae, Ommastrephidae og Octopodidae)

- Rødspætte (Pleuronectes platessa)

- Stillehavslaks (Oncorhynchus keta, O. kisutch, O. nerka og O. gorbuscha)

- Laksefilet (Salmon salar)

- Tarme"