C-130/9161991O01300003.0001692746CJKENDELSE AF 14.1.1992 — SAG C-130/91ISAE/VP OG INTERDATA MOD KOMMISSIONEN<TI><P><HT TYPE="UC">Domstolens Kendelse</HT></P><P><DATE ISO="19920114">14. januar 1992</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Processprog: portugisisk.</P></NOTE></P><P>I sag C-130/91,</P></TI>

ISAE /VP (Instituto Social de Apoio ao Emprego e à Valorização Profissional) et

selskab efter portugisisk ret med hjemsted i Lissabon,

og

Interdata (Centro de Processamento de Dados Lda.) et selskab efter portugisisk ret med hjemsted i Lissabon,

ved advokat Agostinho Amado Rodrigues, Lissabon, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Albert Rodesch, 7-11, route d'Esch,

sagsøgere,mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Herculano Lima, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Roberto Hayder, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Centre Wagner, Kirchberg,

sagsøgt,

hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, som Kommissionen ifølge sagsøgerne på et ukendt tidspunkt har truffet om ikke at udbetale tidligere godkendte tilskud fra Den Europæiske Socialfond i forbindelse med ansøgningerne om tilskud nr. 87.0730/P1, 88.0705/P1 og 88.0706/P1,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene Sir Gordon Slynn, R. Joliet, F. A. Schockweiler, F. Grévisse og P. J. G. Kapteyn samt dommerne G. F. Mancini, C. N. Kakouris, J. C. Moitinho de Almeida, G. C. Rodríguez Iglesias, M. Diez de Velasco, M. Zuleeg og J. L. Murray,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: J.-G. Giraud,

efter at have hørt generaladvokaten

afsagt følgende<TI><P>Kendelse</P></TI>1Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. maj 1991 har selskaberne ISAE /VP (Instituto Social de Apoio ao Emprego e à Valorização Profissional) og Interdata (Centro de Processamento de Dados Lda.) under henvisning til EØF-Traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med påstand om annullation af en beslutning, som Kommissionen ifølge sagsøgerne på et ukendt tidspunkt har truffet om ikke at udbetale tidligere godkendte tilskud fra Den Europæiske Socialfond i forbindelse med ansøgningerne om tilskud nr. 87.0730/P1, 88.0705/P1 og 88.0706/P1.2Rådets forordning (EØF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemførelse af afgørelse 83/516/EØF om Den Europæiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 1, herefter benævnt forordningen) fastlægger regler om de former for udgifter, som fonden kan yde tilskud til dækning af. I henhold til artikel 5 udbetales der forskud af bevilgede tilskud. Artikel 6, stk. 1, indeholder bestemmelse om, at anvendes tilskuddet fra fonden ikke på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen suspendere, nedsætte eller lade det bortfalde efter at have givet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger.3Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for Sager vedrørende Den Europæiske Socialfond, herefter benævnt DAFSE), Lissabon, indgav på Den Portugisiske Republiks vegne tre ansøgninger om tilskud til sagsøgerne fra fonden for regnskabsårene 1987 og 1988. Det fremgår af de for Domstolen fremlagte dokumenter, at Kommissionen ved tre beslutninger godkendte disse ansøgninger, og at der til begge sagsøgere i medfør af forordningens artikel 5, stk. 1, blev udbetalt forskud fra fonden og fra Instituto de Gestão Financeira da Segurança Social da República Portuguesa (det portugisiske Institut for Økonomisk Forvaltning af Sociale Sikringsordninger). Senere blev der for DAFSE forelagt endelige ansøgninger om udbetaling af saldobeløb, bilagt evalueringsrapporter, jf. forordningens artikel 5, stk. 4.4Da der ikke blev foretaget nogen udbetalinger, anmodede sagsøgerne i januar 1990 i en række skrivelser de portugisiske myndigheder om at gribe ind. Den 25. oktober 1990 anmodede ISAE /VP ved et rekommanderet brev Kommissionen om en udbetaling, hvilket brev ikke blev besvaret.5Sagsøgerne har herefter indbragt nærværende annullationssøgsmål, og har samtidig ansøgt om fri proces.6Kommissionen har i svarskriftet anført, at det fremgår af en meddelelse af 3. juni 1991 fra Generaldirektorat V, at udbetalingen af de pågældende tilskud er blevet suspenderet efter oplysninger, som de portugisiske myndigheder har fremsendt til Kommissionen. Der er således ikke blevet truffet nogen beslutning om nedsættelse af tilskuddene eller om disses bortfald, hvorfor ingen beslutning er blevet meddelt sagsøgerne. Annullationssøgsmålet er derfor uden genstand, hvorefter sagen må afvises.7Kommissionen har gjort gældende, at såfremt søgsmålet må anses for et passivitetssøgsmål på grund af en manglende beslutning om udbetaling, må sagen alligevel afvises, da de afgørende formelle betingelser i henhold til Traktatens artikel 175, stk. 2, ikke foreligger opfyldt. Selv om brevet af 25. oktober 1990 anses for en opfordring til Kommissionen om at handle, er sagen anlagt for sent.8Sagsøgerne har ikke i replikken på nogen måde dokumenteret, at de af dem angivne beslutninger er blevet truffet.9I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, kan Domstolen til enhver tid efterprøve, om en sag skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, og træffe afgørelse uden mundtlig forhandling, jf. artikel 91, stk. 3 og 4.10Da sagen foreligger oplyst i fuldt tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes afgørelse, har Domstolen besluttet at træffe afgørelse om sagen uden mundtlig forhandling.11Sagsøgerne har ikke ført bevis for, at der foreligger en beslutning, som Kommissionen har truffet, hvorfor annullationssøgsmålet må afvises, idet der ikke foreligger nogen retsakt, som kan anfægtes, jf. Traktatens artikel 173.12Det bemærkes herudover, at selv om sagen anses for et passivitetssøgsmål efter Traktatens artikel 175, stk. 3, til prøvelse af lovligheden af, at der ikke er truffet nogen beslutning om udbetaling, må sagen afvises som følge af manglende overholdelse af de afgørende formelle betingelser i henhold til Traktatens artikel 175, stk. 2.13Sagen vil følgelig være at afvise.14Da sagen må afvises, er det ufornødent at træffe afgørelse om sagsøgernes ansøgning om fri proces.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>15I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor dømmes til at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1)Sagen afvises.2)Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 14. januar 1992.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident