A —26.Først anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45.27.Ifølge denne bestemmelse foretages forfremmelsen af tjenestemændene på grundlag af en udvælgelse blandt dem, der har en minimumsanciennitet i deres lønklasse, efter en sammenlignende bedømmelse af de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, på grundlag af disses fortjenester og udtalelserne om dem.28.Artikel 43 bestemmer, at der regelmæssigt og mindst hvert andet år... for hver tjenestemand... [udfærdiges] en udtalelse vedrørende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i henhold til de betingelser, hver institution fastsætter....29.Domstolen har fremhævet betydningen af den regelmæssige bedømmelse på følgende måde: denne akt er tvungen af hensyn til en effektiv forvaltning og rationalisering af Fællesskabets tjenestegrene og til beskyttelse af tjenestemændenes interesser; den udgør en uundværlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere.30.En af administrationens ufravigelige pligter er altså at drage omsorg for, at denne bedømmelse udfærdiges på de i vedtægten foreskrevne tidspunkter, og at den tilvejebringes lovligtDom af 14. juli 1977 i sag 61/76, Geist mod Kommissionen, bml. s. 1419 og s. 1435, præmisserne 44 og 45. Jfr tillige dom af 5. juni 1980 i sag 24/79, Oberthur mod Kommissionen, Sml. s. 1743 og s. 1758; dom af 18 december 1980 i de forenede sager 156/79 og 51/80, Gratreau mod Kommissionen, Sml. s. 3943 og s 3953 og 3954; dom af 27. januar 1983 i sag 263/81, List mod Kommissionen, Sml. s. 103 og s. 117.
.31.Domstolen har herved fastslåetDom af 23. januar 1975 i sag 29/74, De Dapper mod Parlamentet, Sml. s. 35, s. 41 og s. 42.
, at de krav, der må stilles til en sammenligning efter artikel 45, [ikke] er... opfyldt, når nogle ansøgeres fortjenester vurderes på grundlag af en i henhold til artikel 43 udfærdiget udtalelse og andres ikke.32.Det fremgår af den sag, der her foreligger til afgørelse, at sagsøgte blev ansat ved Parlamentet den 1. maj 1982 og fastansat den 1. februar 1983; den første bedømmelse af ham blev imidlertid først udarbejdet den 25. marts 1986.33.Derimod blev bedømmelserne af en række tjenestemænd, der er opført på listen over forfremmelsesegnede tjenestemænd — heriblandt de tjenestemænd der blev forfremmet — udarbejdet rettidigt.34.Ved disse forhold foreligger der i det hele en tilsidesættelse af vedtægtens artikler 43 og 45, og den her omhandlede forfremmelsesprocedure er følgelig behæftet med en mangel.35.Den omstændighed, at sagsøgtes advokat — ganske vist først i retsmødet — fremdrog udtalelsen om sagsøgeren ved prøvetidens udløb, rokker på intet punkt ved denne konklusion, da en sådan udtalelse tjener et andet formål; under alle omstændigheder blev afgørelsen om forfremmelserne truffet den 25. februar 1985, dvs. mere end to år efter, at udtalelsen om sagsøgeren ved prøvetidens udløb var udfærdiget, og det er ikke holdbart, at man skulle erstatte bedømmelsen for en så lang periode med de foresattes mundtlige eller skriftlige bemærkninger, som sagsøgeren ikke har haft lejlighed til at tage stilling til.36.Det fremgår imidlertid af sagen, at efter at sagsøgeren havde indgivet klagen, og efter at sagen her var anlagt, blev bedømmelsen af ham udarbejdet og afsluttet den 25. marts 1986. Bedømmelsen forelå for Forfremmelsesudvalget, da det den 10. april 1986 på ny tog sagen op og da foretog en sammenligning med de andre ansøgere, som mundede ud i, at resultaterne af de tidligere drøftelser måtte fastholdes under hensyn til den pågældendes ringe udsigter til forfremmelse og lave anciennitet. På grundlag af denne drøftelse bekræftede Parlamentets generalsekretær ved afgørelse af 16. juli 1986 i sin egenskab af ansættelsesmyndighed afgørelsen af 25. februar 1985, som sagsøgeren har anfægtet.37.Under disse omstændigheder er der — teoretisk — to mulige løsninger.38.Den første løsning består i, at de oprindelig vedtagne forfremmelser annulleres, idet de kan anses for behæftet med en uafhjælpelig mangel som følge af tilsidesættelse af en væsentlig procedureforskrift. En sådan annullation rokker ikke ved gyldigheden af Forfremmelsesudvalgets vurdering af 10. april 1986 og af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 16. juli 1986. Sidstnævnte afgørelse kan imidlertid ikke betragtes som en stadfæstelse, der alene har retsvirkninger ex nunc med den virkning, at de forfremmede tjenestemænds anciennitet først skulle beregnes fra datoen for vedtagelsen af afgørelsen med alle de heraf følgende konsekvenser.39.Denne løsning ville formentlig finde støtte i Domstolens ældre praksis, og er i overensstemmelse med en opfattelseFor eksempel dommen i De Dapper-sagen, a. st.; jfr. tillige den af generaladvokat Mayras anferte retspraksis i forslaget til afgørelse i Gratreau-sagen, Sml. 1980, s. 3961.
, der kunne forventes at finde tilslutning efter de forvaltningsprocessuelle grundsætninger i en række medlemsstater.40.Under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag synes en anden løsning imidlertid at burde foretrækkes og ses i øvrigt at være i bedre overensstemmelse med Domstolens nyere praksis, som denne kommer til udtryk i dommene i Gratreau- og List-sagerne, såvel som i dommen i Oberthür-sagen.41.Det må nemlig antages — og det er endnu klarere end i sagen List mod KommissionenSml. 1983, a. st., s. 117 og s. 118.
, eftersom sagsøgeren i nærværende sag ikke synes at have anfægtet den bedømmelse, der lå til grund for den fornyede prøvelse af hans sag — at ansættelsesmyndigheden har truffet de foranstaltninger, som det påhvilede den at træffe i anledning af manglerne ved den første afgørelse, hvorfor Domstolen ikke behøver at tage stilling til, om denne afgørelse skal annulleres.42.I øvrigt bekræftede Forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden deres tidligere afgørelser, og der savnes dermed grundlag for at antage, at den omstændighed, at bedømmelsesrapporten ikke forelå, kan have haft en afgørende indflydelse på den anfægtede udnævnelsesprocedure, der omfattede 25 ansøgere til fire stillingerJfr i denne forbindelse præmisserne 24-26 i den førnævnte dom i Gratreau-sagen og præmis 28 i den førnævnte dom i List-sagen.
.43.Såfremt man under disse omstændigheder annullerede de fire forfremmelser ifølge ansættelsesmyndighedens afgørelse af 25. februar 1985, ville man herved sanktionere de forskrifter, der ikke er iagttaget, urimeligt strengt samt påføre de pågældende tjenestemænd et tab uden grund, og uden at en sådan sanktion i sidste ende kommer sagsøgeren til gode.
B —44.Sagsøgeren har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med den praksis, som institutionen hidtil havde fulgt med hensyn til forfremmelse, og som er formaliseret i Interne retningslinjer for Det Rådgivende Forfremmelsesudvalgs sammensætning og arbejdsmåde. I henhold til artikel 4 i disse retningslinjer finder følgende kriterier anvendelse ved forfremmelser inden for stillingsgrupperne, opstillet i prioritetsrækkefølge: anciennitet i lønklassen; anciennitet i stillingsgruppen; anciennitet i tjenesten; alder; udtalelse; andre oplysninger, der fremgår af de personlige akter.45.Sagsøgeren har anført, at han som følge af, at der ikke forelå nogen bedømmelsesrapport om ham, udelukkende blev sammenlignet med de andre tjenestemænd på grundlag af anciennitetskriterier. I denne forbindelse prioriterede Forfremmelsesudvalget ancienniteten i tjenesten frem for ancienniteten i lønklassen og i stillingsgruppen, hvorved man fraveg sin tidligere praksis til skade for sagsøgeren.46.De omhandlede retningslinjer kan imidlertid ikke indeholde noget, der strider mod bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, hvorefter forfremmelser sker på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet i deres lønklasse (dette minimum er defineret i artikel 45, stk. 1, andet afsnit), efier sammenligning af tjenestemændenes fortjenester og af de afgivne udtalelser om dem.47.Når ansættelsesmyndigheden træffer afgørelse med hjemmel i denne bestemmelse i vedtægten, har den som tidligere fastslået af DomstolenJfr. dom af 25. november 1976 i sag 123/75, Küster mod Parlamentet, Sml. s. 1685 og s. 1709; dom af 14. juli 1983 i sag 9/82, Øhrgaard og Delvaux mod Kommissionen, Sml s. 2379 og s. 2390.
et vidt skøn, og Domstolen bør kun tage stilling til, om administrationen har holdt sig inden for grænser, som ikke kan kritiseres, og ikke har udøvet sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.48.I denne forbindelse er ancienniteten kun ét blandt flere kriterier, der ikke under nogen omstændigheder kan have større vægt end ansøgernes forjenesterØhrgaard-dommen, a. SU s. 2390, præmis 19.
. Ancienniteten tillægges, jfr. artikel 44, alene automatisk betydning i forbindelse med oprykning til nærmeste højere løntrin inden for samme lønklasse.49.De nævnte retningslinjer giver følgelig ikke — lige så lidt som institutionens angivelige praksis eller en eventuel intern notits herom — nogen støtte for, at ancienniteten i lønklasse og inden for stillingsgruppen er det væsentligste kriterium, hvilket ville være lige så kritisabelt som systematisk at stille ancienniteten i tjenesten først som kriterium.50.Enhver anden fremgangsmåde indebærer, at man frakender sammenligningen af ansøgernes fortjenester og navnlig bedømmelsesrapporterne den afgørende betydning, som Domstolen har tillagt dem i overensstemmelse med vedtægten. Dette argument kan endog opfattes som en modsigelse af sagsøgerens først omtalte anbringende.51.De forklaringer, som Parlamentets repræsentanter afgav i retsmødet vedrørende begrundelsen for institutionens angivelige praksis, afsvækker dernæst i høj grad dette argument.52.Da ansættelsesmyndigheden traf sin afgørelse af 16. juli 1986 efter en ny sammenligning af ansøgerne til forfremmelse, handlede den i henhold til den skønsbeføjelse, der tilkommer den.53.Denne afgørelse er ikke blevet anfægtet af sagsøgeren, der i øvrigt kun har én måned højere i anciennitet end de tjenestemænd, der blev forfremmet.
D —56.På grundlag af min gennemgang af søgsmålsgrundene i sagen foreslår jeg herefter, at Domstolen med samme begrundelse afsiger frifindelsesdom, for så vidt angår sagsøgerens to første påstande.57.Heraf følger naturligvis, at den tredje påstand savner grundlag; i øvrigt er den uforenelig med grundsætningerne om kompetencefordelingen mellem Domstolen og Fællesskabets administrative instanser, hvilket endog kunne føre til at afvise den fra påkendelseJfr. dom af 14. december 1965 i sag 11/65, Monna mod Parlamentet, Sml. 1965-1968, s. 159; dom af 15. december 1966 i sag 62/65, Serio mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 329; dom af 27. oktober 1977 i sag 121/76, Moli mod Kommissionen, Smi. s. 1971 og s. 1979.
.