1.Forpligtelsen til at tilvejebringe en indførselstilladelse og en salgstilladelse;2.forpligtelsen til at indføre standardiseret sødmælk i uemballeret tilstand for at underkaste den en fornyet behandling samt ompakning i Storbritannien i hertil godkendte lokaler.3.forpligtelsen til at pakke mælken i pint-mål.

Denne mælk frembød herudover enhver nødvendig kvalitetsgaranti med henblik på beskyttelsen af den offentlige sundhed. Med dette formål for øje udsteder Det forenede Kongerige kun indførselstilladelser på betingelse af, at varmebehandlingen af UHT-mælk er i overensstemmelse med britiske normer, som er strengere end de franske. Frankrig har indvilget i at overholde disse normer. Særlig kontrol er blevet foretaget på fabrikkerne og et veterinærbevis er blevet udstedt til attestation af, at de i den britiske lovgivning krævede betingelser var opfyldt.

Den britiske lovgivning bestemmer imidlertid, at salg af et sådant produkt på Det forenede Kongeriges område også er betinget af udstedelsen af en salgstilladelse, hvilket kræver en yderligere varmebehandling af mælken i en godkendt virksomhed, samt en ompakning, hvilket medfører, at indført mælk stilles i en ugunstig konkurrencesituation.

Markedet i Det forenede Kongerige udgør således et beskyttet marked. Beviset herfor er, at udførselen fra Frankrig til Det forenede Kongerige af konsummælk er ganske minimal, medens udførselen til de øvrige lande i EØF samlet udgør mere end 200000 tons om året.

Den britiske lovgivning, som finder anvendelse på indførsel af mælk fra det i hovedsagen sagsøgende selskab omfatter tre områder:

beskyttelsen af dyrs sundhed,

De krav, den stiller med hensyn til beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed er af væsentlig betydning. Forpligtelsen til at emballere produktet i pint-enheder og ikke i liter-enheder er derimod ikke af særlig vigtighed, men er for øjeblikket ikke i strid med Fællesskabsretten.

Vedrørende bestemmelserne om beskyttelse af dyrs sundhed (bestemmelser, som den britiske regering i første række undersøger, fordi de har størst indflydelse på sagsøgerens planer om indførsel), har mælk, der indføres i Storbritannien, været underkastet kontrol siden 1954. Det kræves, at den før indførselen underkastes en varmebehandling for at undgå risikoen for udbredelse af dyresygdomme. Af denne grund har man opstillet betingelsen om, at der tilvejebringes en indførselstilladelse, som angiver de betingelser, under hvilke varmebehandlingen af indført mælk skal foregå. En sådan tilladelse ville være blevet udstedt på ethvert ønsket tidspunkt, uden at der er blevet rejst indvendinger i så henseende.

Lovgivningen om beskyttelse af menneskers sundhed finder ensartet anvendelse på indførte og indenlandske produkter.

§ 30, 2), i The Milk and Dairies (General) Regulations, 1959 som ændret ved § 2 i The Milk and Dairies (General) (Amendment) Regulations 1977 bestemmer, at bortset fra undtagelser, som ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skal enhver flaske eller karton til mælk, som skal leveres til forbrugerne, fyldes og lukkes i registrerede virksomheder. Registrerede virksomheder er mejerier, som er blevet inspiceret og registreret af den kompetente lokale myndighed i henhold til kapitel 3 i den nævnte bekendtgørelse fra 1959. Den lokale myndighed er kun bemyndiget til at registrere virksomheder i sit eget distrikt.

§ 37, 1), i Food and Drugs Act 1955 bestemmer, at der skal anvendes en særlig betegnelse ved salg af mælk til menneskeligt konsum. Endvidere må i henhold til § 36, 1), ingen anvende en særlig betegnelse i et givet område uden at være i besiddelse af en tilladelse til at benytte denne betegnelse.

§ 4 i The Milk (Special Designation) Regulation 1977 bestemmer, at enhver, som ønsker at benytte en særlig i loven tilladt betegnelse vedrørende mælk, skal indgive skriftlig ansøgning til den myndighed, som er bemyndiget til at udstede tilladelsen.

Ifølge § 6 er udstedelsen af tilladelsen undergivet de almindelige betingelser i bilag I samt (i dette tilfælde) betingelserne i afsnit 4 i bilag II til bekendtgørelsen (som i detaljer beskriver de forhold, under hvilke varmebehandlingen skal foregå).

Det følger af disse regler, at ingen lokal myndighed er bemyndiget til at udstede en salgstilladelse for mælk til menneskeligt konsum med betegnelsen UHT-behandlet når:

mælken ikke har været behandlet i henhold til den i afsnit 4 i bilag 2 til bekendtgørelsen fra 1977 beskrevne metode, og

Det er et fundamentalt princip i den britiske lovgivning om nærings- og lægemidler, at fremstillingen og behandlingen af ethvert næringsmiddel skal foregå under tilfredsstillende hygiejniske forhold.

I denne henseende frembyder mælk en særlig fare; forbruget heraf er meget stort i Det forenede Kongerige, og den drikkes normalt, uden at forbrugeren har kogt den eller behandlet den på anden måde. Det er således væsentligt, at den sendes på markedet i den bedste og sikreste tilstand.

Almindeligvis opnås dette må ved en varmebehandling, som skal sikre at mælken er fri for sygdomsfremkaldende bestanddele. Det må altså i første række sikres, at behandlingen på mejeriet foregår under offentligt godkendte betingelser, og at mælken herefter pakkes og behandles på en sådan måde, at enhver risiko for fornyet forurening undgås. Dette opnås især ved registrerings- og licenssystemet samt ved muligheden for på ethvert tidspunkt at undersøge mælken, før den sendes ud til forbrugeren. En egentlig garanti opnås imidlertid kun ved anvendelse af samtlige disse foranstaltninger; en stikprøvekontrol er utilstrækkelig. Det er således af væsentlig betydning, at der anvendes en kombination af undersøgelser og af en indgående kontrol med de forhold, hvorunder behandlingen og distributionen af mælk finder sted.

Da der ikke findes fællesskabsregler om harmonisering af hygiejniske bestemmelser vedrørende mælk, er Det forenede Kongeriges regering overbevist om, at de omhandlede betingelser er nødvendige til beskyttelse af menneskers sundhed.

Endelig kan mælk i henhold til de for tiden i Storbritannien gældende regler om mål og vægt (dvs. Weights and Measures Act fra 1963) kun færdigpakkes i enheder af 1/3 pint, 1/2 pint eller et multiplum af 1/2 pint.

Den af U.L.N. færdigpakkede mælk i en-liter kartoner tilfredsstiller ikke dette krav.

Ifølge Det forenede Kongeriges regerings opfattelse drejer de Domstolen forelagte spørgsmål sig i realiteten om, hvorvidt den ovennævnte britiske lovgivning er forenelig med

a)artikel 3, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 1411/71 som ændret ved artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 566/76, ogb)EØF-traktatens artikel 30, jf. dennes artikel 36.

Artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 1411/71 forpligter Storbritannien (da denne stat har valgt muligheden med naturlig sødmælk) til ikke at forbyde afsætning på dens område af standardiseret sødmælk fra en anden medlemsstat, såfremt denne mælks fedtindhold opfylder visse normer. Forpligtelsen gælder dog kun, medmindre beskyttelsen af den offentlige sundhed kræver det.

Kravene i den britiske lovgivning om offentlig sundhed om at mælk, når den er indført, skal behandles og pakkes på den krævede måde, er ikke en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner efter artikel 30. Selv om de var det, ville de være lovlige i henhold til reglerne om beskyttelse af menneskers liv og sundhed i artikel 36.

Det forenede Kongeriges regering går herefter over til at undersøge det første spørgsmål, og bemærker, at det formentlig følger af en misforståelse. Den fortolker ikke artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 1511/71 således, at det kun er tilladt at afsætte den importerede mælk til andre formål end menneskeligt konsum, men således, at importlandet er berettiget til at kræve, at lovreglerne om beskyttelse af den offentlige sundhed skal iagttages, før mælken må sælges til menneskeligt konsum.

Det andet spørgsmål udgår fra antagelsen af, at mælken er fremstillet og pakket i den udførende medlemsstat efter de samme metoder, som anvendes i Det forenede Kongerige. Men fremgangsmåderne varierer i betydelig grad fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket Kommissionen også har erkendt. Indtil der vedtages en fællesskabsforordning om UHT-behandling af mælk til menneskeligt konsum, er den britiske regering eneansvarlig for Det forenede Kongeriges befolknings sundhed. Det forenede Kongerige vil på ingen måde rejse tvivl om hverken de af U.L.N. anvendte metoder eller de i noget fællesskabsland gældende regler, men anfører, at da der ikke findes fællesskabslovgivning, råder den ikke over noget middel til at kontrollere, at mælk indført fra de andre medlemsstater opfylder de med henblik på beskyttelsen af menneskers sundhed opstillede krav.

Det forenede Kongeriges regering mener derfor at have ret til at opretholde sin egen lovgivning på området, indtil der træffes passende fællesskabsforanstaltninger, og den foreslår Domstolen at besvare det andet spørgsmål bekræftende.

Det tredje spørgsmål er formuleret på en kritisabel måde, idet Domstolen anmodes om at afgøre, om en national foranstaltning er forenelig med fællesskabsretten, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence. I realiteten drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt EØF-traktatens artikel 30 sammenholdt med traktatens artikel 36 forbyder, at lovgivningen i en medlemsstat kræver fornyet behandling og ompakning af UHT-mælk, som er fremstillet i en anden medlemsstat efter de samme metoder, som lovgivningen i den første medlemsstat kræver. Det er Det forenede Kongeriges regerings opfattelse, at spørgsmålet af de allerede anførte grunde bør besvares benægtende.

Det fjerde spørgsmål drejer sig ligeledes om den britiske lovgivnings forenelighed med fællesskabsretten.

De britiske reglers krav om, at mælk skal sælges i pint-enheder, er i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i Rådets direktiv 75/106/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om færdigpakning af visse væsker i bestemte volumenstørrelser, som giver Det forenede Kongerige ret til at udsætte anvendelsen af direktivet (som forpligter Det forenede Kongerige til at tillade salg på sit område af mælk, som er færdigpakket i volumenstørrelser af en liter) til senest den 31. december 1979.

Artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 1411/71 kan derfor ikke fortolkes således, at den forpligter Det forenede Kongerige til allerede nu at tillade salg af sådan færdigpakket mælk.

Det fjerde spørgsmål bør derfor besvares bekræftende, hvilket medfører en benægtende besvarelse af det femte spørgsmål.

Den indeholder derimod ingen bestemmelser om fremstilling og salg af mælk og mejeriprodukter.

Indtil nu har Rådet ikke, på trods af at Kommissionen har forelagt det forslag herom, vedtaget hverken generelle regler om kvalitet og salg af mælk eller forordninger om sundhedsmæssige problemer vedrørende fremstilling og salg af varmebehandlet mælk.

Fællesskabsreglerne om kvalitet og salg af drikkemælk er altså ufuldstændige, og dette så meget mere som der endnu ikke er sket en harmonisering af nationale regler om beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed. Af denne grund finder nationale regler fortsat anvendelse i den udstrækning, der ikke findes tvingende fællesskabsbestemmelser og naturligvis under forbehold af traktatens regler.

Det første spørgsmål, der, som Kommissionen understreger, i realiteten omhandler artikel 3, stk. 6, i forordning 1411/71 som ændret ved artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 566/76 er næppe relevant, da skelnen mellem menneskeligt konsum og anden anvendelse ikke har betydning for sagen. Det er mælken som sådan og ikke den ene eller den anden anvendelse, som kan udgøre en fare for den offentlige sundhed. Det er i øvrigt ganske let at besvare spørgsmålet, da forordning nr. 1411/71 alene omfatter drikkemælk. Den må kun sælges i den indførende medlemsstat (i dette tilfælde Det forenede Kongerige), såfremt den er i overensstemmelse med den af Rådet for denne medlemsstat fastsatte retningsgivende sats for fedtindholdet.

Dette medfører dog ikke, at medlemsstaterne automatisk skal tillade indførsel af mælk, som er i overensstemmelse med den fastsatte retningsgivende sats for fedtindholdet. Som den omhandlede regel udtrykkeligt udtaler, finder nationale krav om beskyttelse af den offentlige sundhed stadig anvendelse.

I andet og tredje spørgsmål spørger den forelæggende ret, om nationale foranstaltninger, som kræver fornyet behandling og ompakning af UHT-mælk fremstillet og pakket i en anden medlemsstat, udgør foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, og om i bekræftende fald disse restriktioner, som er forbudt i henhold til fællesskabsretten, kan anses for lovlige i henhold til traktatens artikel 36.

I alle medlemsstaterne findes detaljerede regler om sundhedsmæssig kontrol på ethvert trin i mælkeforsyningen. De grundlæggende regler i Storbritannien på dette område bestemmer, at al UHT-mælk, som sælges til drikkebrug, skal pakkes på britisk territorium i virksomheder, som er godkendt af de kompetente stedlige myndigheder. Reglerne gør det altså praktisk umuligt at sælge UHT-mælk, som allerede er færdigpakket i anden medlemsstat, i Storbritannien, så meget mere, som de britiske sundhedsmyndigheder ikke har bemyndigelse til at inspicere og eventuelt godkende anlæg i andre medlemsstater. Reglerne er i øvrigt egnede til at hindre enhver fremtidig indførsel.

Der kan således ikke herske nogen tvivl om, at sådanne regler falder ind under begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning, således som Domstolen har defineret begrebet i talrige domme.

Det må altså undersøges, om sådanne begrænsninger i den frie omsætning af UHT-mælk kan tillades efter traktatens artikel 36. På de områder, hvor fællesskabsbestemmelser om harmonisering af sundhedsforhold endnu ikke er blevet vedtaget, kan medlemsstaterne nemlig stadig under påberåbelse af reglerne i artikel 36 sætte sig ud over forbudet mod enhver foranstaltning med tilsvarende virkning. Med hensyn til UHT-mælk er der endnu ikke sket nogen harmonisering; dette forklarer, hvorfor forordning nr. 1411/71 henviser til sundhedsforbe-holdet i artikel 36.

Artikel 36 må imidlertid, da den fraviger det fundamentale princip om frie varebevægelser, fortolkes indskrænkende. Foranstaltningerne skal ikke alene have hjemmel i reglerne (hvilket i dette tilfælde vil sige: være nødvendige til beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed), men også være rimelige, dvs. stå i et rimeligt forhold til det forfulgte mål.

Kommissionen finder det nødvendigt på dette sted at give nogle oplysninger om begrebet UHT-mælk, om behandlingsmåden ved ultrahøj temperatur og behandlingsmådens virkninger. Behandlingen, som underkaster mælken en bestemt temperatur i et meget kort tidsrum, gør det muligt at fjerne sygdomsfremkaldende bestanddele og sikre lang holdbarhed.

I det andet spørgsmål går den forelæggende ret udtrykkeligt ud fra en forudsætning om, at nationale regler påbyder fornyet behandling og ompakning af indført mælk, selv om denne allerede er blevet UHT-behandlet og pakket under de samme betingelser, som kræves i indførselslandet.

I et sådant tilfælde har de omhandlede nationale foranstaltninger ifølge Kommissionens opfattelse ikke hjemmel i artikel 36. De kan ikke anses for nødvendige, og de nationale myndigheder kan i denne henseende ikke gøre vage og almindelige betragtninger om eventuelle smitterisici, især med hensyn til mund- og klovsyge, gældende. Den behandling som den britiske lovgivning kræver, fremstår som ganske overflødig, da produktet allerede før indførselen til Det forenede Kongerige har været underkastet samme behandling.

Det er imidlertid muligt — tilføjer Kommissionen — at UHT-mælken er blevet behandlet og pakket i eksportlandet under betingelser, som, uden at være de samme som de af importlandet krævede, giver i væsentlig grad tilsvarende garantier for beskyttelse mod sygdomsfremkaldende bestanddele som importlandets behandlingsmetoder. Den forelæggende ret har ikke udtrykkeligt stillet dette spørgsmål, men under hensyn til dets betydning vil det være rimeligt at behandle det. Det er utvivlsomt vanskeligt at definere, hvad der skal forstås ved tilsvarende garantier, da sundhedsbegreberne under hensyn til, at der ikke er sket en harmonisering, varierer fra stat til stat. Det fremgår imidlertid, især med henblik på den foreliggende sag, at behandlingen af mælk i den ene stat, og i det væsentlige har samme virkning, dvs. fjernelsen af sådanne sygdomsfremkaldende bestanddele, som kan være til fare for menneskers og dyrs sundhed.

Men — anfører Kommissionen — selv om der kunne påvises reelle forskelle i virkningen af UHT-behandlingen i medlemsstaterne, er det et spørgsmål, om dette kan berettige sådanne systematiserede foranstaltninger, som har givet anledning til hovedsagen. Myndighederne i importstaten kræver i virkeligheden fornyet behandling og ompakning af al indført mælk, uanset hvor den kommer fra. Selv om imidlertid en medlemsstat bestrider, at den i eksportlandet foretagne behandling, som er attesteret af dette lands sundhedsmyndigheder, faktisk giver en tilsvarende garanti, kan det forhold, at restriktive foranstaltninger anvendes systematisk, ikke desto mindre være urimeligt og overdrevent af hensyn til beskyttelsen af sundheden. Sådanne foranstaltninger bør anvendes mod en reel eller åbenbar sundhedsrisiko, som man dog fornuftigvis må udelukke i tilfælde, hvor mælken er blevet UHT-behandlet.

Hvis de britiske regler faktisk er baseret på sundhedsmæssige overvejelser, er det svært at se, hvorfor myndighederne i Det forenede Kongerige tillader indførsel af uemballeret mælk beregnet til UHT-behandling på britisk område og yderligere, hvorfor de tillader indførsel af færdigpakket fløde — varmebehandlet eller endog ubehandlet — uden at pålægge pligt til fornyet behandling og ompakning af denne vare. Risikoen for, at ovennævnte produkter skulle være smittefarlige, er absolut ikke mindre end risikoen med hensyn til UHT-mælk, for så vidt en sådan risiko består for dette produkt.

Endelig er de omhandlede foranstaltninger i særlig grad restriktive, da de i modsætning til det, som sker i flertallet af medlemsstaterne, ikke tillader importlandets sundhedsmyndigheder at kontrollere på stedet, om behandlings- og pakningsanlæggene for UHT-mælk i eksportlandet fungerer på samme måde som anlæggene i importlandet eller i det mindste giver sammenlignelige sundhedsmæssige garantier.

Det fjerde spørgsmål har derimod intet at gøre med sundhedsforbeholdet i artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 1411/71 som ændret ved forordning nr. 566/76. Denne bestemmelse er i øvrigt tavs med hensyn til eventuelle krav vedrørende mål og vægt. Dette udelukker imidlertid ikke, at der findes andre fællesskabsregler om mål og vægt, som skal iagttages ved pakning af mælk.

De britiske regler kræver, at indført mælk skal være færdigpakket i emballager af 1/3 pint, Vi pint eller multipla af 1/2 pint, hvilket tvinger importører til at ompakke al mælk, som er færdigpakket i f. eks. beholdere med 1 liter.

Kommissionen konstaterer, at Rådet på fællesskabsplan den 19. december 1974 har vedtaget et direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om færdigpakning af visse væsker i bestemte volumenstørrelser (EFT 1975, L 42, s. 1). Bl.a. falder mælk ind under anvendelsesområdet for dette direktiv, hvis artikel 5 bestemmer: Medlemsstaterne kan ikke af grunde, som vedrører færdigpakningers volumen, bestemmelse af dette volumen, eller de metoder efter hvilke de er kontrolleret, nægte, forbyde eller begrænse markedsføringen af færdigpakninger, som opfylder kravene og kontrolforskrifterne i dette direktiv. Hvad særlig angår mælk, foreskriver direktivet pakning i litermål. Direktivets artikel 7, stk. 2, bestemmer imidlertid, at visse medlemsstater, herunder Det forenede Kongerige, kan udsætte anvendelsen af dette direktiv og dets bilag til senest den 31. december 1979.

Det følger heraf, at Det forenede Kongerige under forbehold af standstill-klausulen i samme artikel indtil den 31. december 1979 med hensyn til volumenstørrelser kan kræve, at pakning af mælk sker i pintmål.

På grundlag af ovenstående foreslår Kommissionen at besvare de stillede spørgsmål på følgende måde:

1.Artikel 3, stk. 6, i Rådets forordning nr. 1411/71 af 29. juni 1971 som ændret ved forordning nr. 566/76 skal anses for udelukkende at omfatte mælk til menneskeligt konsum.2 og 3.Regler, som påbyder fornyet behandling og ompakning af UHT-mælk, som er behandlet og pakket i en anden medlemsstat, medmindre den er blevet behandlet og pakket i anlæg, som er godkendt af importstatens myndigheder, og som befinder sig på denne stats område, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner.

Disse foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner har ikke hjemmel i reglerne i EØF-traktatens artikel 36 om beskyttelse af sundheden for så vidt det viser sig — og dette er tilfældet i den for den nationale ret foreliggende sag — at UHT-mælken ledsages af en sundhedsattest, som dokumenterer, at mælken er blevet behandlet og pakket i eksportlandet efter samme metoder, som anvendes i importlandet eller efter metoder, som giver samme garanti.