20.Ifølge Domstolens faste praksis foreligger der en indirekte mod ligebehandlingsprincippet stridende forskelsbehandling, når en mindre fordelagtig stilling, der er et resultat af anvendelsen af kriterier, der ikke er baseret på køn, vedrører et betydeligt større antal kvinder end mænd, medmindre det godtgøres, at denne stilling skyldes objektivt begrundede forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.Domstolens praksis har fundet anvendelse i spørgsmål både vedrørende aflønningJf. eksempelvis dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 16, og af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 15.
og vedrørende social sikringJf. eksempelvis dom af 13.12.1989, sag C-102/88, Ruzius-Wilbrink, Sml. s. 4311, præmis 17.
. Den finder anvendelse, uanset om forskelsbehandlingen har sit grundlag i en virksomhedsaftaleJf. eksempelvis dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 31.
, i en kollektiv overenskomstJf. eksempelvis dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 16, og den ovenfor i note 15 nævnte Nimz-dom, præmis 15.
eller i en lovbestemmelseJf. eksempelvis den ovenfor i note 15 nævnte Rinner-Kühndom, præmis 16.
.
<TI><P>Direktivets anvendelsesområde</P></TI>23.Der kan ikke herske nogen tvivl om, at vi med disse to sager klart er på direktivets materielle anvendelsesområde, efter definitionen heraf i direktivets artikel 3, stk. 1. Blandt de risici, som denne artikel opregner, og som direktivet finder anvendelse på, er nemlig invaliditet, alderdom, sygdom og arbejdsløshed.Jeg skal i øvrigt erindre om, at Domstolen har fortolket denne bestemmelses ordlyd vidt, idet den har fastslået, at bestemmelsen omfatter enhver ydelse, der i bred forstand indgår i en af de omtalte lovbestemte ordninger, herunder også en bestemmelse om social bistand, der skal supplere eller træde i stedet for en sådan ordningDom af 24.6.1986, sag 150/85, Drake, Sml. s. 1995, pramis 23.
.
24.Derimod er spørgsmålet, om man med det foreliggende tilfælde er inden for direktivets personelle anvendelsesområde, vanskeligere. Direktivets artikel 2 indeholder imidlertid en meget vid definition heraf, der i praksis omfatter hele den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstændige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde på grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsløshed, og personer, der søger arbejde, samt arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er fratrådt med alders- eller invalidepension.Altså er som fremhævet af generaladvokat Darmon og HugloLigebehandling af mænd og kvinder i De Europaūske Fællesskabers Domstols praksis: et ekspanderende univers, RTDE, januarmarts 1992, s. 9.
følgende omfattet:
- —arbejdstagerne
personer, der ønsker at komme i arbejde, og som derfor eventuelt er registreret hos de forskellige myndigheder og institutioner, hvis opgave det er at lette jobsøgningen
personer som kun er ophørt med at arbejde, fordi en af de i direktivets tekst nævnte risici er realiseret.
25.På baggrund af den meget brede personkreds, der er omfattet af direktivets bestemmelser, kan det ikke nægtes, at ubetydeligt beskæftigede eller korttidsbeskæftigede i Tyskland tilhører den erhvervsaktive befolkning i direktivets forstand.26.Dette må nemlig efter min mening for det første være tilfældet, fordi den blotte omstændighed, at de har erhvervsmæssig beskæftigelse henholdsvis i mindre end femten timer eller atten timer ugentlig, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at det modsatte er tilfældetI den tyske regerings indlæg (afsnit 11 i Nolte-sagen, afsnit 6 i Megner og Scheffel-sagen) gives der udtryk for en anden opfattelse.
.27.Domstolen har i øvrigt tidligere fastslået, at personer, der er beskæftiget et ubetydeligt antal timer ugentligt, er arbejdstagere, der tilhører den erhvervsaktive befolkning.28.Domstolen er således nået til det resultat, at en tysk lovgivning, hvorefter arbejdsgivere i tilfælde af sygdom kan undlade fortsat at udbetale vederlag til arbejdstagere, hvis normale arbejdstid ikke overstiger ti timer om ugen eller femogfyrre timer om måneden, er i strid med EØF-traktatens artikel 119Den ovenfor i note 15 nævnte Rinner-Kühndom, præmis 16.
.29.Domstolen er også nået til det resultat, at EØF-traktatens artikel 48 også omfatter en statsborger fra en medlemsstat, som på en anden medlemsstats område udøver en lønnet beskæftigelse, som giver en indtægt, der ligger under det beløb, der i sidstnævnte stat anses for tilstrækkeligt til det fornødne underholdDom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, præmis 18.
, eller som har lønnet beskæftigelse tolv timer om ugenDom af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, præmis 2 og 16.
.30.Endelig har Domstolen fastslået, at en undtagelsesbestemmelse i nederlandsk lovgivning, hvorefter forsikrede, der har haft deltidsbeskæftigelse (i nævnte sag 18 timer ugentligt) ikke kan opnå en social mindsteydelse, der udbetales personer, der er blevet uarbejdsdygtige, er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1Den ovenfor i note 16 nævnte Ruzius-Wilbrink-dom, præmis 7 og 17.
, hvilket også gjaldt ... for meget lave indtægter — hvorved der nu forstås indtægter på under 48 gange mindstelønnenJf. punkt 4 i generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i den i note 16 nævnte Ruzius-Wilbrink-dom; mine fremhævelser.
.31.Det må bemærkes, at disse domme, der for nogles vedkommende gælder andre områder end de lovbestemte ordninger om social sikring, som her beskæftiger os, ikke knytter deres anerkendelse af status som arbejdstager eller status som person, der tilhører den erhvervsaktive befolkning til det område, der er inde i billedet i sagen. Anerkendelsen sker faktisk alene ud fra princippet om arbejdstagernes ligestilling uanset køn, som selv om ligestillingen ikke er omfattet af en almindelig bestemmelse i traktaten ... er blevet udviklet i flere på hinanden følgende juridiske aktstykkerP. Garrone: La discrimination indirecte en droit communautaire: vers une théorie générale, RTDE, nr. 30, juliseptember 1994, s. 425, jf. s. 441.
: lige løn (EF-traktatens artikel 119 og direktiv 75/117/EØF), adgang til lønnet beskæftigelse, faglig uddannelse og forfremmelse samt arbejdsvilkår (direktiv 76/207/EØF), selvstændig virksomhed (direktiv 86/613/EØF), social sikring (direktiv 79/7/EØF og 86/378/EØF).32.De spørgsmål, som de nævnte domme har drejet sig om, har således ikke større betydning, og de udgør en praksis, der helt igennem kan anvendes på det foreliggende tilfælde, eftersom det er ud fra ligebehandlingsprincippet, direktivets personelle anvendelsesområde skal fastlægges.Det er i øvrigt også den tankegang, som Domstolens ræsonnement bygger på ved konstateringen af retsstillingen under henvisning til ... fællesskabsrettens formål og ... ordlyden af de øvrige bestemmelser, som direktiv 79/7 er en del af; i fortsættelsen hertil hedder det:
EØF-traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder ... og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår ... har nemlig ikke til formål at gennemføre ligebehandling af mænd og kvinder generelt, men kun i deres egenskab af arbejdstagereDen ovenfor i note 20 nævnte Achterberg-te Riele m.fl.-dom, præmis 12; min fremhævelse.
.
33.Endvidere har heller ikke den omstændighed, at der ikke i tysk lovgivning gives personer, der har ubetydelig beskæftigelse, status som arbejdstagere, betydning. Domstolen har nemlig fastslået, at begrebet arbejdstager ikke kan fastlægges på grundlag af medlemsstaternes lovgivninger, men at begrebet har en fællesskabsretlig betydningJf. eksempelvis Domstolens dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, den ovenfor i note 25 nævnte Levin-dom, præmis II, og den ovenfor i note 26 nævnte Kempf-dom, præmis 15.
.34.Normalt må det anerkendes, at personer, der har ubetydelig eller korttids-beskæftigelse, tilhører den erhvervsaktive befolkning og således er omfattet af direktivets personelle anvendelsesområde.35.Her må jeg imidlertid tage et forbehold; det er ikke sikkert, at direktivet i Nolte-sagen kan anvendes på sagsøgeren i hovedsagen.36.Nolte havde ganske vist virkelig haft ubetydelig beskæftigelse, men var ophørt hermed af grunde, der ikke kendes, lang tid før hun ansøgte om invalide- og alderspension. Af Achterberg-te Riele m.fl.-dommenNævnt i note 20.
fremgår det imidlertid, at kun personer, der på det tidspunkt, hvor en af de i direktivets artikel 3 nævnte risici (sygdom, invaliditet, alderdom ...) er indtrådt, virkelig tilhørte den erhvervsaktive befolkning er omfattet af direktivets personelle anvendelsesområde eller sagt med andre ord: direktivet finder ikke anvendelse på ... personer, som aldrig har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, eller som er ophørt med at gøre det, uden at årsagen er, at en af de i direktivet nævnte risici er indtrådtDommens præmis 11, min fremhævelse.
.37.Nolte's situation repræsenterer imidlertid netop et tilfælde af sidstnævnte art. For selv om i hendes tilfælde en af de nævnte risici (invaliditet) er indtrådt, har hun ikke opgivet enhver beskæftigelse på grund af denne risikos indtræden. Den diagnose, ved hvilken hendes invaliditet blev fastslået, blev først stillet mere end et år efter arbejdsophøret.38.Sagsøgeren i hovedsagen befinder sig derfor uden for direktivets personelle anvendelsesområde og kan principielt ikke påberåbe sig dettes artikel 4Sammesteds, præmis 17.
.39.Dette resultat må imidlertid tages med visse nuancer.40.Der foreligger faktisk ikke oplysninger om sagsøgerens holdning, efter at hun havde haft beskæftigelse for sidst gang, navnlig når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt hun fra da af søgte anden beskæftigelse.Oplysninger herom ville imidlertid have stor betydning.
Det fremgår nemlig af Domstolens JohnsondomNævnt ovenfor i note 13, præmis 20.
, at såfremt sagsøgeren igen havde været arbejdssøgende, ville hun på ny være omfattet af direktivets anvendelsesområde, uden at det ville være nødvendigt at foretage en sondring efter, af hvilken grund hun havde opgivet sit tidligere arbejdeSammesteds, præmis 27.
.
41.Den nationale ret må således for at forvisse sig om direktivets anvendelighed ratione personae i det foreliggende tilfælde lægge vægt på forhold, der gør det muligt at godtgøre, at der virkeligt søges arbejde, såsom om den pågældende var tilmeldt en institution, der har til opgave at indhente stillingstilbud eller at bistå de arbejdssøgende, eller havde sendt jobansøgninger til arbejdsgivere, eller om der forelå erklæringer fra virksomheder, hvoraf det fremgik, at den pågældende havde været til samtale med henblik på eventuel ansættelseSammesteds, præmis 22.
.42.Det er altså kun såfremt sagsøgeren i hovedsagen virkelig var arbejdssøgende på det tidspunkt, hvor hun ansøgte om at få tildelt invalide- og alderspension, at hun kan påberåbe sig direktivets artikel 4, stk. 1. Kun såfremt denne betingelse er opfyldt, vil resultatet kunne være, at der foreligger en situation, der kendetegnes ved forskelsbehandling. Blot bemærkes, at sagen intet indeholder, som giver grundlag for at antage, at denne situation foreligger. Jeg vil imidlertid af hensyn til klarheden i fremstillingen af undersøgelsen i de følgende afsnit holde min tvivl med hensyn til dette faktiske forhold tilbage, idet jeg vil overlade til den nationale ret at gennemføre den detaljerede undersøgelse af dette spørgsmål.43.Jeg vil herefter undersøge, om den omtvistede lovgivning — jf. den ovennævnte retspraksisPunkt 20 og 21 i mit forslag til afgørelse.
— er en kilde til virkelig forfordeling af de berørte arbejdstagere.<TI><P>Eventuelt foreliggende objektive grunde</P></TI>64.Domstolen har omvendt bevisbyrden på dette område. Det er nemlig den, der har truffet den foranstaltning, der anses for et udtryk for forskelsbehandling, der må tilvejebringe de oplysninger, på grundlag af hvilke det kan fastslås, at foranstaltningen har en objektiv begrundelse, der er uden enhver sammenhæng med spørgsmål om forskelsbehandlingKommissionen har den 27.5.1988 fremlagt et forslag til direktiv KOM(88) 269 endelig udg. om bevisbyrden pa området for lige lon og ligebehandling af mænd og kvinder, der i det store og hele repræsenterer en lovfæstning af de principper, der er knæsat i Domstolens praksis (EFT C 176, s. 5).
. Den omtvistede foranstaltning er i den foreliggende sag en lovgivningsakt, så det er den tyske regering, der har bevisbyrden.65.Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivningDen ovenfor i note 15 nævnte Rinner-Kühndom, præmis 15.
, at afgøre, om de anførte grunde er tilstrækkelige til at fratage den omhandlede bestemmelse enhver diskriminerende karakter.66.Domstolen har imidlertid på visse punkter forsynet den nationale ret med vejledende oplysninger: De midler, der er valgt for at nå dette mål, [skal være] i overensstemmelse med virksomhedens virkelige behov, [være] egnede til at nå dette mål og nødvendige herforDen ovenfor i note 17 nævnte Bilka-dom, præmis 37.
.67.Med hensyn til lovbestemte socialsikringsordninger er der ført bevis for, at det forholder sig således, når... [medlemsstaten] kan godtgøre, at de valgte midler er i overensstemmelse med et nødvendigt formål med [dens] socialpolitik, er egnede til at nå det af den forfulgte mål og er nødvendige hertil ... [idet i så fald] den blotte omstændighed, at ordningen er til fordel for et langt større antal mandlige arbejdstagere, ikke anses for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippetDen ovenfor i note 47 nævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 19; min fremhævelse. Jf. i øvrigt på linje hermed dom af 19.11.1992, sag C-226/91, Molenbroek, Sml. I, s. 5943, præmis 13, samt den ovenfor i note 46 nævnte Roks m.fl.-dom, præmis 34.
.
68.Den tyske regering har villet begrunde den omtvistede lovgivning netop under henvisning til sin socialpolitikJf. den tyske regerings indlæg i Nolte-sagen, afsnit 30 ff.
.69.Indledningsvis er det nødvendigt at fjerne en tvetydighed, som den tyske regering og repræsentanterne for de andre regeringer i retsmødet har holdt vedlige. Domstolen anmodes i de foreliggende sager om at tage stilling til, om en national sociallovgivning er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. Der bliver ingenlunde her tale om kompetencen på området for social sikkerhed. Men den tyske regering har i et forsøg på at begrunde den omtvistede lovgivning fremhævet, at subsidiaritetsprincippet under alle omstændigheder taler for, at man bevarer de sociale sikringsordninger ... der har vist sig værdifulde ... og som er blevet udviklet inden for rammerne af den nationale samfundsordenSammesteds, præmis 42.
.Det er ubestridt, at medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 117 ff. har beholdt kompetencen på området for social sikring og navnlig har frihed til at regulere betingelserne for deltagelse i de forskellige ordninger for social sikring. Domstolen har i øvrigt i sin praksis fastslået følgende:
Sådanne principper og sådanne formål falder inden for rammerne af en socialpolitik, som på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence, idet de har en rimelig skønsmargen med hensyn til de sociale beskyttelsesforanstaltningers art og de konkrete betingelser for deres gennemførelseDen ovenfor i note 47 nævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 22.
.
I Domstolens praksis finder man imidlertid også følgende udtalelse:
... når medlemsstaterne fastsætter betingelser for retten til at tilslutte sig en social sikringsordning, er de forpligtet til at overbolde de gældende fællesskabsretlige bestemmelserDom af 3.5.1990, sag C-2/89, Kits van Heijningen, Sml. I, s. 1755, pramis 20; min fremhævelse.
.
Men princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i direktivets artikel 4, stk. 1, er virkelig en af disse gældende fællesskabsretlige bestemmelser, som Domstolen har i tankerne.
70.Herefter kan medlemsstaterne ikke i noget tilfælde på grundlag af den kompetence, som de har på området for social sikring i henhold til EF-traktaten, fritages for forpligtelsen til at følge dette i direktivet udtalte princip, som de er bundet af: ... fællesskabsretten [er] ikke ... til hinder for, at en medlemsstat i forbindelse med kontrollen af de sociale udgifter træffer foranstaltninger, hvorved visse kategorier af personer mister socialsikringsydelser, forudsat at staten herved overholder princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som fastslået i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7Den ovenfor i note 46 nævnte Roks m.fl.-dom, præmis 29; min udhævning.
.71.Herefter vil jeg se på de andre grunde, den tyske regering har givet.72.Den har for det første anført, at det tyske socialsikringssystem principielt er således opbygget, at det er nødvendigt at holde ubetydelig beskæftigelse uden for de obligatoriske sikringsordninger.Det er ubestridt, at hver medlemsstat frit kan leddele sin sociallovgivning for at sikre dennes sammenhængJf. vedrorende beskatningspolitik den ovenfor i note 47 nævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 21.
. At en gruppe arbejdstagere, der opfylder et givet kvantitativt kriterium, holdes uden for socialsikringsordningen kan være et led i en sådan målsætning. I øvrigt har andre medlemsstater indført tilsvarende bestemmelser: Det har f.eks. Irland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Det må imidlertid være sikkert, at denne udelukkelse sker inden for rammerne af det tyske socialsikringssystems principielle opbygning, og at overholdelsen af det tilgrundliggende princip er et egnet og nødvendigt middel for at sikre sammenhæng i nævnte ordning.
Den tyske lovgivning kan også — som fremhævet af KommissionenSe Kommissionens indlæg i Nolte-sagen, afsnit 65, og i Megner og Scheffel-sagen, afsnit 35 in fine.
— begrundes i nødvendigheden af at tilpasse det sociale system til alderspyramidens ændringer, der viser, at befolkningen bliver ældre. Dette er en udvikling, som de fleste medlemsstater konfronteres med i dag, og hver for sig forsøger de at indrette deres bidragsordninger herefter. En udelukkelse fra det sociale sikringssystem af den mindst aktive del af arbejdstagerne kan være en af de løsninger, der foreslås. Det er imidlertid blevet gjort gældende, at denne løsning ikke udgør et sædvanligt princip i de øvrige medlemsstater.
73.Den tyske regering har også gjort gældende, at inddragelsen af ubetydeligt beskæftigede personer under de sociale sikringsordninger ville føre til en sådan finansiel uligevægt, at ordningen i dens helhed ville blive truet.Domstolen har imidlertid tidligere udtrykkeligt afvist at anerkende, at budgetmæssige overvejelser kan udgøre en begrundelse:
selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de socialsiltringsforanstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde en forskelsbehandling på grundlag af køn.
I fortsættelsen udtales det omvendt, at
en anerkendelse af, at budgetmæssige hensyn kan begrunde en forskellig behandling af mænd og kvinder, som uden sådanne hensyn ville udgøre en indirekte forskelsbehandling, der er omfattet af forbuddet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, ville indebære, at anvendelsen og rækkevidden af en så grundlæggende fællesskabsretlig bestemmelse som princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i henseende til tid og sted kan variere alt efter medlemsstaternes finansielle situationDen ovenfor i note 46 nævnte Roks m.fl.-dom, præmis 35 og 36; mine fremhævelser.
.
Der kan altså ikke ved hjælp af en sådan argumentation gives en objektiv begrundelse.
74.Den tyske regering har desuden anført, at de uheldige virkninger, som en ophævelse af socialforsikringsfritagelsen for ubetydeligt beskæftigede personer ville have for beskæftigelsespolitikken, kan begrunde de omhandlede foranstaltninger.Efter min mening fortjener dette synspunkt særlig stor opmærksomhed fra den nationale rets side. Den eksisterende ordning er utvivlsomt meget tiltrækkende for arbejdsgiverne, der fritages for at betale socialsikringsbidrag, når de beskæftiger arbejdstagere med ubetydelig beskæftigelse. Der er i øvrigt tale om en beskæftigelse, der (efter hvad der er blevet anslået fra forskellig side i retsmødet) tiltrækker 8-10% af tyske erhvervsaktive. Det er bestemt ikke nogen ubetydelig andel. Men det må befrygtes, at ophævelsen af socialforsikringsfritagelsen for ubetydeligt beskæftigede personer får en række uheldige virkninger for arbejdsmarkedet.
Det må således spørges, om arbejdsgiverne fortsat ville tilbyde sådan beskæftigelse, hvis der dermed fulgte øgede byrder som følge af den omkostning, som socialsikringsbidragene udgør? Svaret må være, at dette ikke er særlig sandsynligt. Ganske vist vil der i stedet for kunne blive tale om deltidsbeskæftigelse eller endog fuldtidsbeskæftigelse. Men mulighederne for ansættelse ville herefter blive meget mindre og overordentlig mange arbejdstagere, der hidtil har tilhørt den erhvervsaktive befolkning som ubetydeligt beskæftigede, ville ikke mere tilhøre dette marked. I sidste instans kunne disse personer gå hen og blive arbejdsløse.
En anden uheldig virkning måtte også befrygtes, nemlig en stigning i mængden af sort arbejde. En del af befolkningen står nemlig navnlig af familiemæssige grunde kun til rådighed for arbejdsmarkedet i et ubetydeligt antal timer ugentligt. Såfremt virksomhederne afslog for fremtiden at ansætte dem som følge af den ekstra hermed forbundne omkostning, ville de pågældende muligvis blive tvunget til at acceptere sort arbejde.
Konklusionen bliver, at det nuværende system har den fordel, at en del af befolkningen bliver en del af den erhvervsaktive befolkning, hvilket sandsynligvis ellers ikke ville have været tilfældet.
Domstolen har i øvrigt vist forståelse for en argumentation af denne type i Kirsammer-Hack-dommenDom af 30.11.1993, sag C-189/91, Sml. I, s. 6185.
, hvori den fastslog, at en lovgivning, som indgår i et samlet tiltag med henblik på at mindske byrderne for små virksomheder, der spiller en væsentlig rolle i den økonomiske udvikling og jobskabelsen inden for Fællesskabet er objektivt begrundetPræmis 33, min fremhævelse.
.
75.Den tyske regering mener også at kunne bygge på, at andre medlemsstater på samme måde opererer med en tærskelværdi for tilslutningen til de sociale sikringsordninger. Kommissionen selv har i et forslag til direktiv fastsat en sådan tærskelværdiForslag til direktiv KOM(90) 228 endelig udg. af 29.6.1990 om visse arbejdsforhold i forbindelse med konkurrencefordrejninger (EFT C 224, s. 6; ændret udgave af 7.11.1990, EFT C 305, s. 8).
.Det er korrekt, at der kun i fire nationale retssystemer ikke principielt findes regler om udelukkelse af deltagelse i social sikring for lønnet beskæftigelse (fransk, græsk, italiensk og portugisisk ret). I de øvrige retsordener findes der faktisk bestemmelser, hvorefter visse former for beskæftigelse er udelukket fra deltagelse i social sikring på grundlag af forskellige kriterier (varighed, den løn, der oppebæres ...).
Derimod er det kun Forbundsrepublikken Tyskland, Irland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der har indført bestemmelser om, at en lønnet beskæftigelse af regelmæssig karakter, men begrænset omfang, ikke er omfattet af deltagelse i sociale sikringsordninger. Det kan i øvrigt fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har den højeste tærskelværdi.
Man kan altså ikke generalisere og hævde, at udelukkelse af personer, der har ubetydelig beskæftigelse, fra de sociale sikringsordninger udgør et normalt princip i alle socialsikringsordninger i medlemsstaterne. En konstatering heraf ville under alle omstændigheder ikke kunne være en begrundelse.
76.Den tyske regering har endelig og mere i almindelighed anført, at en ophævelse ... af reglen om, at ubetydelig beskæftigelse ikke er omfattet af social sikring ville give anledning til alvorlige problemer for den lovbestemte alderspensionsforsikringsordningAfsnit 49 i den tyske regerings indlæg i Nolte-sagen; min fremhævelse.
.Jeg skal i den forbindelse blot henvise til Domstolens praksis, hvorefter
den retlige karakter af en fællesskabsbestemmelse, der er umiddelbart anvendelig, kan ikke anfægtes af, at forholdene i en medlemsstat i visse henseender er vanskelige, og dette så meget mindre som fællesskabsbestemmelserne skal tilkendes samme gyldighed i alle medlemsstaterneDom af 3.4.1968, sag 28/67, Molkerei-Zentrale, Smi. 1965-1968, s. 475, jf. s. 480, org. ref.: Rec. s. 211.
.
Og for så vidt angår nærværende sag mere præcist udtrykt:
De sociale sikringsordningers angiveligt komplicerede indhold kan ... ikke begrunde, at ligebehandlingsprincippet sættes ud af spillet. Det var netop under hensyn til de lovbestemte ordningers komplicerede indhold, at direktivet fastsatte en gennemførelsesfrist af den fornødne længde (seks år), og medlemsstaterne kan derfor ikke med føje påberåbe sig vanskeligheder af denne art som begrundelse for, at de ikke har gennemført fællesskabsbestemmelserne fuldstændigt og korrekt til det fastsatte tidspunkt ...Generaladvokat Cruz Vilaça's forslag til afgørelse i den ovenfor i note 10 nævnte sag 384/85, Borrie Clarke, punkt 31.
.
Det synes herefter ikke umiddelbart indlysende, at alle mulige ulemper som følge af ophævelsen af bestemmelsen om, at ubetydelig beskæftigelse ikke er omfattet af invalide- og alderspensionsforsikringsordningen, kan påberåbes som et objektivt forhold, der kan begrunde den ulige behandling.
77.Afslutningsvis skal det vedrørende dette punkt bemærkes, at det under alle omstændigheder tilkommer de nationale retter at tage hensyn til de ovenfor udviklede synspunkter med henblik på at afgøre, om den omtvistede lovgivning kan begrundes i objektive forhold, der er uden sammenhæng med forskelsbehandling på grundlag af køn.78.Med afslutningen af denne redegørelse foreslår jeg med en bemærkning om, at en række spørgsmål, som det tilkommer de nationale retter at tage stilling til, henstår uafgjort, Domstolen at besvare det for de to sager fælles spørgsmål bekræftende, dog således at der tages forbehold med hensyn til direktivets anvendelighed på sagsøgeren i hovedsagen i Nolte-sagen, og fremdeles på betingelse af, at de nationale bestemmelser berører langt flere kvinder end mænd, medmindre Forbundsrepublikken Tyskland kan bevise, at denne lovgivning er begrundet i objektive forhold, der intet har med forskelsbehandling på grundlag af køn at gøre.79.Herefter går jeg over til det andet spørgsmål i Nolte-sagen.