I de forenede sager 116 og 124/77
G. R. AMYLUM NV, Alost, Belgien, repræsenteret af advokaterne Michel Waelbroeck og Georges Vandersanden, avenue Louise 341, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, rue Philippe II, 34,
og
TUNNEL REFINERIES LIMITED, London, repræsenteret af Francis Jacobs, barrister, Middle Temple, rådgivet af Slaughter og May, solicitors, 35, Basinghall Street, London EC2V 5DB, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger og Huss, Grand'rue, 84,
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af direktør i den juridiske tjeneste Daniel Vignes, som befuldmægtiget, bistået af A. Brautigam, den juridiske tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg hos J. N. van den Houten, direktør i Den europæiske Investeringsbanks juridiske tjeneste, place de Metz, 2,
og
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, i sag 116/77 repræsenteret af sin juridiske konsulent Jacques Delmoly, den juridiske tjeneste, og i sag 124/77 af R. Wainwright, som befuldmægtiget, bistået af Hendrik Bronk-horst, den juridiske tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg hos Mario Cervino, Kommissionens juridiske tjeneste, Bâtiment Jean Monnet, Kirch-berg,
hvori der er nedlagt påstand om erstatning i medfør af traktatens artikler 178 og 215, stk. 2,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. O'Keeffe og A. Touffait, dommerne J. Mertens de Wilmars, Mackenzie Stuart, G. Bosco og T. Koopmans,
generaladvokat: G. Reischl
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Glucose med stort indhold af fructose (
Sagsøgerne i disse sager er stivelsesfabrikanter, som har foretaget store investeringer i produktionen af isoglucose.
I betragtning af den industrielle udvikling af isoglucoseproduktionen i flere af Fællesskabets medlemsstater har Rådet besluttet at indføre fælles bestemmelser for dette produkt. Disse bestemmelser blev fastsat ved Rådets forordning nr. 1111/77 af
Præamblen til denne forordning indeholder navnlig følgende betragtninger:
Ordningen med produktionsafgift for isoglucose blev indført ved forordningens artikler 8 og 9 og finder anvendelse i perioderne svarende til sukkerproduktionsårene 1977/78 og 1978/79.
Ifølge artikel 9 er beløbet for produktionsafgiften pr. 100 kg tørstof lig det i artikel 27 i Rådets grundforordning for sukker nr. 3330/74 af
For perioden fra
Artikel 9, stk. 3, bestemmer, at gennemførelsesbestemmelserne vedrørende produktionsafgiften fastsættes efter forvaltningskomitéproceduren.
Diesse gennemførelsesbestemmelser blev fastsat ved Kommissionens forordning nr. 1468/77 af
Rådets forordning nr. 1110/77 af
Selskaberne G. R. Amylum NV og Koninklijke Scholten-Honig NV har henholdsvis den
Selskabet Tunnel Refineries Limited har den
Ved kendelse af
Ved begæring indgivet til Domstolen den
Ved kendelse af
det statueres, at Fællesskabet er erstatningsansvarligt som følge af vedtagelsen af Rådets forordning nr. 1111/77 og Kommissionens forordning nr. 1468/77;
sagsøgerne tilkendes erstatning for et tab, som foreløbig anslås til 777 millioner BFR;
sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger;
der udpeges en sagkyndig til at vurdere størrelsen af det tab, sagsøgerne har lidt ved vedtagelsen af førnævnte forordning;
i dette tilfælde udsættes spørgsmålet om sagens omkostninger.
Sagsøgerne har nedlagt påstand om erstatning for de tab, de har lidt, og om, at sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
I sin duplik har Kommissionen nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Sagsøgerne anfører i stævningen, at de i Alost i Belgien i 1972 begyndte produktionen og salg af isoglucose i en forsøgs-fabrik med en kapacitet på
Ifølge sagsøgerne blev isoglucosen tilbudt industrien til en pris, som var 5 til 7 % lavere end prisen for sukker, hvilket navnlig var begrundet i de ulemper, som den samtidige anvendelse af to råvarer indebar for fabrikanterne. I de fleste tilfælde blev sukker nemlig kun delvis erstattet af isoglucose, hvilket skyldtes flere tekniske og praktiske forhold.
Indtil til og med 1976-1977 blev ca. 70 % af det af sagsøgerne producerede isoglucose fremstillet på grundlag af majs og ca. 30 % på grundlag af blød hvede. Majsen blev i størst muligt omfang importeret fra andre af Fællesskabets lande og navnlig fra Frankrig. Resten blev importeret fra tredjelande (især fra De forenede Stater). Sagsøgerne havde indrettet produktionsprocessen og losningsanlæggene med henblik på at modtage majsen fra området nord for Loire, hvorfra det sendtes i hele togladninger. Til disse investeringer havde sagsøgerne opnået en støtte fra EUGFL (Kommissionens beslutning KOM (73)400 def./00053 af
Sagsøgerne anfægter lovligheden af den ved artiklerne 8 og 9 i Rådets forordning nr. 1111/77 indførte ordning med produktionsafgifter for isoglucose, som ifølge sagsøgerne uretfærdigt straffer dem i deres egenskab af isoglucoseproducent til fordel for sukkerproducenterne. Konsekvenserne af denne ordning var på dette punkt så katastrofale for sagsøgerne, at det uundgåeligt ville føre til lukning af deres isoglucoseproduktionsanlæg.
Sagsøgerne anerkender, at de anfægtede retsakter må karakteriseres som politisk økonomiske foranstaltninger, som indebærer en vis skønsfrihed for de institutioner, der har vedtaget dem. Som følge heraf påhviler det efter Domstolens faste praksis sagsøgerne at påvise, at der er sket en kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private.
Det påhviler ligeledes sagsøgerne at dokumentere, at de har lidt et tab, at dokumentere dets størrelse og bevise sammenhængen mellem tabet og den fejl, der er begået af fællesskabsmyndighederne ved udstedelsen af de anfægtede bestemmelser.
Kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private
Ifølge sagsøgerne er den i de anfægtede forordninger fastsatte afgiftsordning for isoglucoseproduktionen i strid med følgende fællesskabsretlige principper:
forbudet mod enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter (traktatens artikel 40, stk. 3, 2. afsnit);
forpligtelsen til at respektere de i traktatens artikel 39, stk. 1, omhandlede formål;
overholdelse af grundrettighederne, og specielt retten til fri udøvelse af handel eller anden erhvervsvirksomhed;
overholdelse af proportionalitetsprincippet.
Sagsøgerne gør gældende, at hvis man nøje sammenligner produktionsafgiftsordningen for sukker med produktionsafgiftsordningen i forordning nr. 1111/77 for isoglucose, vil man konstatere, at forordning nr. 1111/77 — i stedet for at være begrænset til at udligne en påstået økonomisk fordel ved at pålægge isoglucoseproduktionen en afgift til fordel for eksporten — faktisk i forhold til sukkerproduktionen straffer isoglucoseproduktionen så vidt, at sidstnævnte produktion gøres helt urentabel. I realiteten:
Produktionsafgiften for isoglucose skal derimod betales for hele produktionen. Som følge heraf rammer produktionsafgiften for isoglucose, selv om den er begrænset til 5 RE pr. 100 kg, fabrikanten betydeligt hårdere end produktionsafgiften for sukker.
Denne forskelsbehandling er endda endnu mere udtalt, hvis man tager i betragning, at producenterne kun sjældent udnytter deres maksimalkvota fuldt ud. Det fremgår således af den tabel (bilag til stævningen), som er taget fra værket
Sagsøgerne påviser med et taleksempel, at selv om den maksimale produktionsafgift for sukker er
Den reelle belastning af produktionsafgiften for isoglucoseproducenten er således mindst fem gange større, end hvad sukkerproducenten maksimalt skal bære. Beregnet på grundlag af resultaterne fra det sidste sukkerproduktionsår var den 25 gange højere.
Det er dermed åbenbart, at produktionsafgiften for isoglucose ikke er begrænset til at skabe ligevægt mellem dette produkt og sukker, for så vidt angår eksportafgifterne for sukker, men reelt straffer produktionen af isoglucose. En sådan straf kan ikke længere begrundes i en påstået ubegrundet fordel for isoglucose over for sukker. Siden produktionsrestitutionerne for stivelse, der anvendtes til fremstilling af isoglucose, blev ophævet ved Rådets forordning nr. 1862/76 af
Sagsøgerne gør gældende, at selv hvis formålet med den omtvistede ordning, i modsætning til hvad fremgår af de i præamblen til forordning nr. 1111/77 indeholdte betragtninger, var at beskytte sukkerroedyrkerne og sukkerproducenterne mod konkurrencen fra isoglucose, ville en forskelsbehandling til fordel for de førstnævnte og til skade for isoglucoseproducenterne være i strid med alle formålene med den fælles landbrugspolitik, som de er beskrevet i traktatens artikel 39, stk. 1:
Kommissionen og Rådet har således ikke taget hensyn til
Sagsøgerne pointerer, at de allerede før vedtagelsen af forordning nr. 1111/77 havde henledt Kommissionens opmærksomhed på de alvorlige vanskeligheder, de ville blive udsat for, hvis forordningen blev vedtaget. Sagsøgerne tilføjer, at Kommissionens generaldirektorat for Det interne marked og industrien sendte to inspektører til sagsøgernes hovedsæde med henblik på at fastslå kostprisen for isoglucose.
Efter sagsøgernes opfattelse konkluderedes det i de pågældende tjenestemænds undersøgelse af januar 1977, at en anvendelse af en produktionsafgift for isoglucose på over 12 % af interventionsprisen for hvidt sukker (
Den produktionsafgift, der blev fastsat i artikel 9 i forordning nr. 1111/77 svarede imidlertid principielt til den, der var fastsat i artikel 27 i forordning nr. 3330/74. Selv hvis man tager i betragtning, at den for året 1977-78 var begrænset til 5 RE, udgør dette stadig
I dommen i sag
Hvis Rådets og Kommissionens formål med vedtagelsen af forordning nr. 1111/77 var at ligestille sukkerproducenterne og isoglucoseproducenterne, hvad angår omkostningerne ved overskudsproduktion, er det efter sagsøgernes opfattelse indlysende, at man med den vedtagne foranstaltning er gået alt for vidt i forhold til det tilstræbte formål. Det havde været tilstrækkeligt at pålægge isoglucose en produktionsafgift, som reelt havde svaret til produktionsafgiften for sukker.
Selv hvis formålet havde været at beskytte sukkerproduktionen over for isoglucose, ville risikoen for, at isoglucoseproduktionen kunne true afsætningen af sukker, ikke kunne retfærdiggøre vedtagelsen af en så beskyttende foranstaltning. Isoglucose kan i realiteten kun substituere flydende sukker. Efter Kommissionens oplysninger udgør det samlede udbud af sukker i flydende form for tiden
Sagsøgerne oplyser, at de som følge af den anfægtede forordnings ikrafttrædelse ser sig nødsaget til at indstille produktionen. Sagsøgerne anfører, at de har investeret 257 millioner BFR i opførelsen af anlægget til produktion af isoglucose.
Dertil kommer, at en væsentlig del af de først forsøgsanlæg efter sagsøgernes opfattelse vil blive uanvendelige set ud fra normale rentabilitetsbetragtninger. Dette tab kan anslås til 500 millioner BFR.
På grundlag af sagsøgernes betydelige investeringer, de vanskeligheder, der vil være ved at udnytte disse til andre erhvervsmæssige formål, og de godtgørelser, der skal betales til personalet i de kommende år, kan sagsøgernes samlede tab foreløbig anslås til 777 millioner BFR. Selv om tabet endnu ikke er lidt, er det tilstrækkeligt overhængende og forudseligt til at begrunde krav om erstatning (jf. de forenede sager
Det er efter sagøgernes opfattelse åbenbart, at de havde kunnet fortsætte virksomheden normalt, hvis den anfægtede ordning ikke var blevet indført.
I sit
Efter de seneste oplysninger (november 1977), som Kommissionen er i besiddelse af, vil den samlede produktion af hvidt sukker i Fællesskabet i produktionsåret 1977/78 beløbe sig til
For så vidt angår isoglucose, oplyser Kommissionen om dets egenskaber og anvendelse, at størrelsen af isoglucoseproduktionen inden for Fællesskabet ved udgangen af 1976 kan anslås til cirka
Sammenfattende understreger Kommissionen især følgende omstændigheder, som den finder særlig vigtige for den videre bedømmelse:
Det potentielle marked for isoglucose er ikke begrænset til det såkaldte marked for flydende sukker af den enkle grund, at dette marked ikke eksisterer som sådant: i virkeligheden foretrækker talrige brugere, i betragtning af problemerne med at opbevare flydende saccharose, at købe sukker i fast form og selv at opløse det. Kommissionen mener derfor, at isoglucose efter et mere præcist skøn kan dække ca. 30 % af sukkermarkedet, dvs.
Da isoglucose konkurrerer direkte med flydende saccharose, er der en tendens til, at markedsprisen for isoglucose tilnærmer sig markedsprisen for sukker, dvs. interventionsprisen for dette produkt.
Kommissionen henviser især til omfanget og betydningen af to elementer i den fælles markedsordning for sukker, nemlig kvotasystemet og produktionsafgiften.
Hvad angår den ordning, der skal anvendes på produktionen af
At undlade at gøre noget og dermed tillade en
at fastsætte en ordning, som på alle punkter svarede til den eksisterende ordning for sukker;
endelig, og uden præjudice for fremtiden, at fastsætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at skabe rimelige konkurrencevilkår for de to produkter.
Kommissionen har valgt den tredje mulighed. Det væsentligste element i de
Efter Kommissionens opfattelse er en af de nødvendige og væsentlige forudsætninger for
Kommissionen anfører, at sagsøgerne kun har påberåbt sig en
Vedrørende dette spørgsmål henviser Kommissionen til Domstolens domme i de forenede sager 56-60/74
Idet Kommissionen sondrer mellem
Kommissionen analyserer de grundlæggende forskelle, der efter dens opfattelse er mellem omstændighederne i de omtalte sager og i den foreliggende sag, og sammenfatter sin opfattelse vedrørende spørgsmålet om den af sagsøgerne påståede skades sikre karakter således:
Den påståede skade er ikke engang begyndt at indtræffe; den kan derfor ikke i sig selv begrunde et fremtidigt tab.
Under alle omstændigheder afhænger det påståede tab (hvis man lægger sagsøgernes beskrivelse deraf til grund) af en række faktorer, der er snævert forbundet med en økonomisk og social situation, der er under konstant udvikling. Det synes således vanskeligt retligt at beskrive et sådant tab som andet end hypotetisk, det vil sige som potentielt.
Kommissionen undersøger den
Kommissionen gør gældende, at det ud fra teorien om
Ud fra teorien om
Kommissionen konkluderer på dette punkt, at den af sagsøgerne påberåbte årsagssammenhæng mellem den påståede skade og den omhandlede fællesskabsordning, uanset hvilken af kausalitetsteorierne man går ud fra, helt mangler direkte karakter. Hertil kommer, at dette anbringende er utilstrækkeligt motiveret set i forhold til artikel 39, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, hvilket i sig selv medfører, at sagen ikke bør antages til realitetsbehandling.
Af disse grunde mener Kommissionen, at den foreliggende sag på grund af den påståede skades manglende sikre og direkte karakter må afvises fra realitetsbehandling. Såfremt Domstolen skulle vælge at realitetsbehandle dette spørgsmål, fastholder Kommissionen sin argumentation som begrundet for i det mindste af samme grunde at frifinde sagsøgte.
Kommissionen gør gældende, at disse formål ikke kan karakteriseres som
Dertil kommer, at det, som det fremgår af fast retspraksis (jf. navnlig Domstolens dom af
I den foreliggende sag begrænser Kommissionen sig til at anføre, at hensigten med de vedtagne foranstaltninger vedrørende isoglucose navnlig er at stabilisere sukkermarkedet, hvor der for tiden er et overskud.
På dette stadium i sit forsvar vælger Kommissionen at undersøge spørgsmålet i sammenhæng med proportionalitetsprincippet.
Vedrørende anbringendet om forskelsbehandling, forstået som forskellig behandling, der ikke kan begrundes i objektive omstændigheder, af identiske eller i det mindste sammenlignelige situationer, er det efter Kommissionens opfattelse indledningsvis nødvendigt at definere selve sammenligningsgrundlaget. I denne henseende gør Kommissionen gældende, at hvis man skal foretage en sammenligning af økonomisk sammenlignelige forhold, må man ved undersøgelsen af de to sektorers — sukker og isoglucose — faktiske forhold forkaste sagsøgernes generelle og rent kvantitative måde at foretage sammenligningen på. Kommissionen søger ved hjælp af nedenstående taleksempel at påvise, at der ikke er nogen forskellig behandling af en isoglucoseproducent og en sukkerproducent, hvis produktivitet er lige stor.
Hvis man som eksempel tager en sukkerproducerende virksomhed, som har haft en produktion af C-sukker på
Produktion A:
Produktion B:
Produktion C:
Interventionspris:
Produktionsafgift (produktionsåret 1977/ 78):
Pris for B-sukker:
Pris for C-sukker: ± 10 RE/100 kg
(gennemsnitlig formodning for produktionsåret 1977/78)
Sukkerets afkast
Fabrikantens gennemsnitspris
Forskel
Denne forskel på
Kommissionen henviser til de to formål med produktionsafgiften for isoglucose, nemlig: at lade isoglucoseproducenterne bære en del af de ekstra omkostninger, som er påført Fællesskabet som følge af markedsføringen af dette nye produkt; at kontrollere isoglucoseproduktionen i forhold til sukkerproduktionen og i forhold til afsætningsmulighederne på markedet.
Hvad angår det
På grund af indførelsen af produktionsafgiften for isoglucose ved forordning nr. 1111/77 er sagsøgerne tvunget til at producere isoglucose med tab i de kommende 12 måneder og til at afholde yderligere udgifter af størrelsesordenen
For det første er forordningen i strid med proportionalitetsprincipppet, fordi den til fordel for sukkerproduktionen har indført en helt urimelig byrde for isoglucoseproducenterne. Isoglucoseafgiften er helt uforholdsmæssig og alt for stor i forhold til den tilsvarende afgift for sukkerproducenterne og ligeledes i forhold til formålet med den pågældende foranstaltning. Ifølge betragtningerne til forordningen har afgiften til formål at
For det andet indeholder forordningen ingen bestemmelse, og der er ikke i medfør af forordningen vedtaget nogen bestemmelse, til beskyttelse af sagsøgernes berettigede forventning, som havde medført deres beslutning om at investere i tillid til den fællesskabspolitik, der i en årrække konstant havde været fulgt.
For det tredje er forordningen i strid med traktaten, idet den enten modvirker eller er i strid med et eller alle de formål for den fælles landbrugspolitik, som er fastsat i traktatens artikel 39. Forordningen har især følger, som er i strid med formålet at sikre forsyningerne (artikel 39, stk. 1, litra d), i traktaten). Selv om der for tiden er et kunstigt skabt overskud af sukker i Fællesskabet, er det klart, at et sådant overskud kan være et forbigående fænomen, og der har faktisk for nylig været perioder med akut underskud af sukker.
For det fjerde krænker forordningen traktaten, idet den i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, medfører en grov forskelsbehandling. Da forordningen tilstræber ensartet behandling af isoglucose og sukker ved at knytte isoglucoseafgiften til afgiften for sukker af B-kvotaen, indfører den en åbenbar forskelsbehandling til skade for isoglucoseproducenterne ved ikke at give dem en kvota svarende til A-kvotaen, i kraft af hvilken meget betydelige mængder sukker kan sælges til garanterede priser. Desuden skal produktionsafgiften for sukker kun betales for en lille del af den samlede produktion, navnlig hvis det tages i betragtning, at maksimalkvotaen sjældent udnyttes fuldt ud.
Endelig fremgår isoglucoseafgiftens uforholdsmæssige og overdrevne karakter af det forhold, at den gør produktionen af isoglucose urentabel i forhold til sukkerproduktionen.
Da den afgift, der er pålagt isoglucoseproduktionen, er åbenbart uforholdsmæssig og overdreven, må den uundgåelige konklusion heraf være, at sagsøgte ved hjælp af afgiften forsøgte at udligne en faktisk eller formodet konkurrencefordel og i dette øjemed søgte at vurdere produktionsomkostningerne for isoglucose og produktets potentielle marked. Hvis dette er korrekt, har sagsøgte gjort sig skyldig i åbenbart magtmisbrug ved at indføre afgiften.
Hvis denne konklusion er korrekt, eller hvis sagsøgte, i modstrid med sagsøgernes anbringender, havde ret til at tage produktionsomkostningerne for isoglucose og dette produkts potentielle marked i betragtning, er forordningen ugyldig, fordi den på følgende punkter er baseret på helt fejlagtige antagelser:
For det første mener sagsøgerne på den ene side, at Kommissionen, da den forelagde Rådet forslaget til forordningen, ikke var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastsætte størrelsen af afgiften, eller at Kommissionen, hvis den havde sådanne oplysninger, ikke havde taget dem tilstrækkeligt i betragtning. På den anden side mener sagsøgerne også, at såvel den af Kommissionen foreslåede, som den af Rådet vedtagne afgiftssats var fastsat helt vilkårligt og uden at tage hensyn til produktionsomkostningerne for isoglucose. Sagsøgerne har anmodet Domstolen om at pålægge de sagsøgte at fremlægge de tal og beregninger, på grundlag af hvilke Kommissionen oprindelig havde foreslået, og Rådet senere havde vedtaget afgiftssatsen.
For det andet er forordningen baseret på en helt forkert vurdering af isoglucosens betydning og dens potentielle marked, hvilket forhold sagsøgerne finder, at Rådet og Kommissionen begge er ansvarlige for. Sagsøgerne anmoder Domstolen om at pålægge de sagsøgte at fremlægge de oplysninger herom, som de var i besiddelse af på det pågældende tidspunkt.
Til støtte for de ovennævnte anbringender henviser sagsøgerne navnlig til følgende:
Efter de oplysninger, sagsøgerne er i besiddelse af, antog man i november 1976, at Fællesskabets produktionskapacitet for isoglucose i 1976 svarede til
Sagsøgerne mener, at Rådet og Kommissionen blev vildledt af de tal, de fik forelagt af sukkerproducenterne, som lod forstå, at der ville blive produceret en million tons isoglucose på mellemlang sigt, og, som ligeledes lod forstå, at isoglucose og sukker i praksis kunne substituere hinanden på en række områder (jf. uddrag af
Selv på dets eget hovedmarked, nemlig læskedrikkeindustrien, kan isoglucose ikke fuldstændig substituere sukker, eftersom anvendelsen af isoglucose ville medføre visse ændringer i sødhed og smag. I praksis anvender brugerne derfor kun 50 % isoglucose til erstatning for 50 % af den sucrose, der normalt anvendes.
Blandt andet af de ovennænte grunde mener sagsøgerne, at forordning nr. 1111/77 har påført dem en skade og dermed er en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af regler til beskyttelse af private til at medføre erstatningsansvar for sagsøgte for de skader, sagsøgerne er blevet påført.
De skader, sagsøgerne kræver erstatning for, er blevet påført direkte som følge af indførelsen af den produktionsafgift for isoglucose, der er fastsat i den ovennævnte forordning, og omfatter mere specifikt
Sagsøgerne erklærer, at de vil fremlægge nærmere oplysninger om tabet.
Den finder det meget tvivlsomt, om den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling, da to væsentlige forudsætninger for, at der kan blive tale om erstatningsansvar i medfør af traktatens artikel 215, stk. 2, ikke synes at være opfyldt, nemlig skadens realitet og den direkte årsagssammenhæng mellem den påståede skade og den påståede fejl.
Før så vidt angår det
For så vidt angår
Som svar på de to sagsøgeres påstand om, at forordning nr. 1111/77 ikke er i overensstemmelse med de
Under alle omstændigheder mener Rådet ikke, at det i betragtning af de økonomiske valgmuligheder, det har i medfør af artikel 39, på nogen måde kan kritiseres.
Rådet behandler derefter en række af sagsøgernes anbringender vedrørende fastsættelsen af isoglucoseafgiften til
For så vidt angår anbringendet (fælles for de to stævninger) om, at
Hvad angår den sammenligning, sagsøgerne foretager mellem virkningen af isoglucoseafgiften, som er på
Virkningen af sukkerafgiften er langt fra den samme for alle sukkerfabrikkerne. Dette skyldes dels ordningen med fordelingen af kvoter mellem sukkerfabrikkerne og dels opdelingen af kvotaen for hver virksomhed i tre priskategorier (A, B og C). På grund af forskellige faktiske forhold medfører kvotaordningen temmelig forskellige virkninger for de enkelte sukkerfabrikker. En sukkerfabrik producerer således udover basiskvotaen sin B-kvota og endda C-sukker. Selv om C-sukkeret sælges til en marginalpris, forøger det dog virksomhedens samlede indkomst. Selv om denne virksomhed betaler den maksimale afgift for B-kvotaen, vil den dog have det højeste afkast. En anden virksomhed derimod kan kun lige producere A-kvotaen. I dette tilfælde vil hele produktionen blive solgt til prisen for A-kvotaen, dvs. en højere pris pr. produceret kilo end for den første sukkerfabriks vedkommende, men dens samlede indkomst vil være mindre end sidstnævnte virksomheds. Hvis den i øvrigt producerer op til en tredjedel af sin B-kvota, skal den betale mindre i afgift, men dens afkast vil stadig være mindre.
Det vigtigste ved en sammenligning mellem de to sukkerfabrikkers situation er således ikke den betalte sukkerafgifts størrelse, hvad enten den beregnes på grundlag af hele produktionen eller på anden måde, men derimod den samlede fortjeneste opgjort på grundlag af det samlede salg af sukker, noget til interventionsprisen (A- og B-kvoterne) og noget til verdensmarkedsprisen (C-sukkeret), når afgiften for B-sukkeret er fratrukket.
Til støtte for denne opfattelse giver Rådet et talmæssigt eksempel, som illustrerer, at den sukkerfabrik, der betaler højst afgift, er mere favoriseret end den, der betaler mindre afgift.
Den sammenligning mellem størrelsen af sukkerafgiften og isoglucoseafgiften, som sagsøgerne har foretaget, er således irrelevant.
Rådet bemærker, at sukkerproducenterne har en maksimalkvota bestående af to dele, A-kvotaen, som er sikret den fulde interventionspris, og B-kvotaen, der tilnærmelsesvis svarer til en tredjedel af A-kvotaen (35 %), og som kun er sikret interventionsprisen minus afgiften. Sagt på en anden måde er sukkerproducenterne sikret interventionsprisen reduceret med. en
Tilbage står at undersøge, om der er behov for absolut ensartede ordninger. Sagsøgerne har end ikke forsøgt at besvare de tre spørgsmål, der må stilles i denne sammenhæng:
Er de to produkters konkurrerende anvendelighed en tilstrækkelig begrundelse for absolut ensartede ordninger?
Er det allerede nu muligt permanent at fastlægge sammenhængen mellem ordningerne, når det tages i betragtning, at isoglucoseproduktionen forventes at stige med 500 % i nær fremtid, og at dette forhold radikalt vil ændre grundlaget for problemet?
Ville ensartede ordninger sikre samme vederlag?
Man kunne tværtimod hævde, at da isoglucoseproduktionen supplerer den eksisterende sukkerproduktion, er det helt logisk, at den er underkastet samme begrænsninger som den del af sukkerproduktionen (B-sukker), der overskrider den del, der er skønnet nødvendig for at sikre normale forsyninger i Fællesskabet, og som derfor har fordel af alle fællesskabsgarantierne (A-sukker) (jf. den syvende betragtning til forordning nr. 1111/77).
I traktatens artikel 39 er det foreskrevet, at den fælles landbrugspolitik navnlig skal have som formål at
Anbringendet om forskelsbehandling savner derfor begrundelse.
Efter Rådets opfattelse giver begrundelsen for forordning nr. 1111/77 tilstrækkeligt svar på anbringendet om magtfordrejning, der er fremført af sagsøgerne i sag 124/77. Det er, fordi isoglucose nyder godt af fordelene og begrænsningerne for sukkermarkedet, at det må bidrage til omkostningerne ved denne ordning. Et sådant bidrag udgør således en normal modydelse, og der er derfor på ingen måde påvist omstændigheder, der kan henføres under begrebet magtfordrejning, fordi de har dennes karakteristiske
Rådet underbygger argumentationen videre, idet det på den ene side fremhæver, at salgspriserne for de to produkter næsten er ens, idet salgsprisen for isoglucose kun afviger med 2 til 3 % fra interventionsprisen for sukker, og på den anden side, at det på ingen måde er godtgjort, at kostprisen for isoglucose er så høj som for sukker, og at den fastsatte afgift derfor ikke kan bæres af isoglucose. I forbindelse med sidstnævnte punkt henviser Rådet til den retsgrundsætning, der i øvrigt er
Hvordan det end forholder sig, giver majs, i betragtning af priserne for de løbende produktionsår (1976/77 og 1977/78) og i betragtning af nettoudgifterne til køb af råvarer og de ikke ubetydelige fortjenester ved salg af biprodukter (særlig store ved isoglucose), mere udbytte end sukkerroer for hver ton sukker eller tilsvarende. Navnlig i 1977/78 kan isoglucoseafgiften (5 RE/100 kg) let absorberes.
Der er derfor intet uforholdsmæssigt eller diskriminerende i at pålægge hele isoglucoseproduktionen en afgift svarende til sukkerafgiften, skønt den kun påhviler B-sukker, da dette er udtryk for den tilstræbte balance mellem de to produkter og tager hensyn til deres respektive kostpris. Argumentet om, at beregningen ikke har tilstrækkeligt grundlag, er af samme grund uunderbygget.
Rådet anfører endelig, at selv hvis man skulle have påført isoglucoseproducenterne et let handicap, er dette i hvert fald minimalt og helt acceptabelt inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, inden for hvilken der kan pålægges de erhvervsdrivende en byrde i almenhedens interesse.
Andre af anbringenderne skyldes efter Rådets opfattelse fejlfortolkninger af statistikker og må derfor også forkastes.
Dette gælder således det
Rådet mener, at fejlen ved dette ræsonnement er, at det hviler på en åbenbar undervurdering af isoglucosens potentielle anvendelighed. Efter Fællesskabets opfattelse, som i denne henseende hviler på pålidelige undersøgelser, kan isoglucose inden længe nå et anvendelsesområde på indtil 33 % af det samlede forbrug af sukker (mere præcist vil det ligge på mellem 19 og 33 % af sukkeret; med henblik på argumentationen kan man gå ud fra 25 %). Til de 10 % (og ikke 7 %) flydende sukker, der aktuelt produceres, skal man føje, som potentiel anvendelse for isoglucose, den mængde fast sukker, som brugerne selv opløser efter behov, hvortil også kommer muligheden for at anvende isoglucose i visse produkter, der opvarmes. Dette beløber sig til i alt 25 % af markedet. Isoglucosens potentielle markedsandel, som for tiden (1977) udgør
I betragtning af, at isoglucosens potentielle anvendelighed langt fra er nået, og at Fællesskabet havde ret til at søge at skabe en ligevægt mellem sukker og isoglucose, må det konkluderes, at vedtagelsen allerede på dette tidspunkt af en foranstaltning beregnet på gradvis at opnå denne ligevægt på ingen måde var uforholdsmæssig i forhold til formålet.
Hvad angår anbringendet om krænkelse af
For så vidt angår anbringenderne om krænkelse af
For så vidt angår spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling, gør
Kommissionen har under henvisning til en retlig teori, der hævdes i en enkelt afhandling, søgt at sondre mellem begrebet
Hvis Domstolen havde villet sondre mellem skade og tab (
I den foreliggende sag er betingelserne for ifølge Domstolens praksis at anerkende den fremtidige skade som grundlag for en sag om erstatning uden for kontraktsforhold klart opfyldt. Som følge af forpligtelsen til at betale den alt for høje produktionsafgift for isoglucose, der er fastsat i de omtvistede bestemmelser, er sagsøgerne faktisk uundgåeligt tvunget til at stoppe deres investeringer på dette område og snart indstille produktionen. Sagsøgerne erklærer sig rede til i denne sammenhæng for Domstolen at fremlægge talmæssig dokumentation herfor og ethvert andet bevis, der måtte findes nødvendigt.
Sagsøgerne forstår ikke, hvordan Kommissionen kan udtrykke tvivl herom. Kommissionen har ikke på nogen måde påvist
Ansvar for fejl kræver ikke, i modsætning til hvad Rådet hævder, at der føres bevis for en særlig skade. Det skal kun ske i tilfælde, hvor der som følge af en administrativ foranstaltning, der ikke kan anfægtes som behæftet med fejl, påføres en privat et unormalt alvorligt og særligt tab. Det er som følge heraf kun i tilfælde, hvor det drejer sig om objektivt ansvar, at der må føres bevis for en særlig og unormalt alvorlig skade.
Men hensyn til
Hvad angår
Sagsøgerne anfører generelt, at de af de sagsøgte påberåbte indsigelser vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling, hvis de blev lagt til grund, ville medføre en væsentlig begrænsning i privates adgang til at anlægge sag ved Domstolen om erstatning for ansvar uden for kontraktsforhold. I den foreliggende sag er sagens genstand et helt præcist krav om erstatning for den skade, som anvendelsen af de omtvistede forordninger medfører for sagsøgerne, nemlig lukningen af deres isoglucosefabrik; formålet er ikke i form af tilkendelse af erstatning i realiteten at opnå tilbagebetaling af de afgifter, der er betalt i henhold til forordningerne.
Sagsøgerne gør navnlig gældende, at selv om hensigten med forordning nr. 1111/77, som påstået af de sagsøgte, er at stabilisere markedet for sukker, er der ingen grund til at antage, at det for at opfylde dette formål skulle være nødvendigt at gøre dette på en måde, der skader udviklingen af en ny teknisk proces. Hverken Rådet eller Kommissionen har oplyst den mindste omstændighed, der kunne pege i retning af en anden tilsigtet politik, end den der til sidst blev vedtaget til skade for isoglucoseproducenterne.
Sagsøgerne rejser endelig det spørgsmål, om Fællesskabet ved at ofre isoglucoseindustrien ønsker at lade de eksisterende sukkerproducenter få monopol på et marked, som de selv måske vil omlægge til isoglucoseproduktion. I denne henseende henviser sagsøgerne til de i pressen omtalte forhandlinger mellem den nederlandske producent Centrale Suiker Maatschappij og en repræsentant for selskabet Koninklijke Scholten-Honig. Visse store sukkerproducenter kunne allerede nu vise sig at være interesseret i isoglucoseproduktion.
Sagsøgerne anfører, at selv om det ikke var Rådets hensigt at forhindre sagsøgerne i at udøve deres virksomhed, vil den anfægtede ordning få denne virkning. Navnlig når det drejer sig om en grundlæggende fællesskabsrettighed, må overholdelsen af rettigheden vurderes på grundlag af virkningen i forhold til det tilsigtede formål.
Sagsøgerne bestrider især, hvad de anser som Kommissionens forsøg på — gennem en henvisning til isolerede tilfælde — at bagatellisere den ulige behandling af isoglucose og sukker. Kommissionen har henvist til et tilfælde, hvor produktionen af C-sukker udgjorde
Da det drejer sig om at vurdere, om den ved forordning nr. 1111/77. indførte ordning straffer isoglucoseproducenterne i forhold til sukkerproducenterne, må man efter sagsøgernes opfattelse tage udgangspunkt i gennemsnitstal. Som sagsøgerne har angivet i stævningen, lå den faktiske B-kvota fra 1971 til 1976 på mellem
Produktion af A-sukker:
Produktion af B-sukker:
Produktion af C-sukker:
Interventionspris:
Produktionsafgift:
Pris for B-sukker:
Sukkerets afkast
Fabrikantens gennemsnitspris:
Difference:
Dvs.
Sagsøgerne tilføjer, at denne beregningsmåde endda ikke tager hensyn til den særlige omstændighed, at 60 % af den belastning, som afgiften for B-sukker udgør, faktisk overføres til sukkerroedyrkerne.
I et tillæg til replikken erklærer sagsøgerne, at de er i besiddelse af oplysninger, som bekræfter, at det eksempel, Kommissionen har citeret, er et undtagelsestilfælde. De af Kommmissionen citerede tal stammer fra årsberetningen for 1976 fra selskabet
Sagsøgerne henviser til Kommissionens udtalelse om, at et af formålene med den anfægtede ordning er at
Såfremt Domstolen skulle finde det foreneligt med traktaten bevidst at begrænse produktionen af et produkt for at forbedre afsætningsmulighederne for et konkurrerende produkt, fastholder sagsøgerne subsidiært anbringendet om krænkelse af proportionalitetsprincippet.
Sagsøgerne bestrider i flere henseender Kommissionens og Rådets faktiske oplysninger.
Isoglucose er ikke, som hævdet af Kommissionen, blot et simpelt substitut for sukker, eftersom det
Kommissionen har ikke fremlagt det mindste bevis til støtte for påstanden om, at isoglucosemarkedet på lang sigt kan komme til at udgøre indtil 30 % af Fællesskabets marked for sukker.
I modsætning til forskellige udtalelser fra Kommissionen og Rådet om, at de manglede oplysninger herom, var sagsøgerne og uden tvivl også andre isoglucosefabrikanter på ethvert tidspunkt villige til at samarbejde med Kommissionen og at give den alle nødvendige oplysninger om deres produktionsomkostninger. Sagsøgerne sendte således den
Efter at investeringerne blev planlagt, har ophævelsen af produktionsrestitutionen formindsket den forventede fortjeneste med
(UKL pr. ton tørstof)
Efter at investeringerne blev planlagt, har ophævelsen af produktionsrestitutionen formindsket den forventede fortjeneste med
(UKL pr. ton tørstof)
Sagsøgerne kritiserer Rådet og Kommissionen for i deres svarskrift kun at have givet et delvist billede af Fællesskabets marked for sukker, og især for ikke at have givet detaljerede oplysninger vedrørende de afgørende spørgsmål om den for B-sukker fastsatte afgift, som afgiften for isoglucose var baseret på.
Sagsøgerne gør gældende, at de oplysninger, Kommissionen har givet i sammenhæng med visse offentliggjorte statistikker (
Sagsøgerne bestrider endelig rigtigheden af to argumenter fra Kommissionen, vedrørende henholdsvis isoglucosens påståede fordele af den garanterede sukkerpris og bidraget til de omkostninger, som eksporten medfører for Fællesskabet. Det anføres endvidere, at de to argumenter i hvert fald ikke kan anvendes samtidig.
Sagsøgerne kommenterer visse af de sagsøgte anførte retlige betragtninger vedrørende især følgende punkter:
Sagsøgerne gør navnlig gældende, at hvis afgiften i realiteten skulle have haft til formål at pålægge isoglucoseproducenterne at
Efter sagsøgernes opfattelse kan det forhold, at den gældende fællesskabsordning for sukker har som mål at stabilisere sukkermarkedet, mens Fællesskabets myndigheder derimod faktisk totalt har fejlet i deres forsøg herpå og tværtimod har været årsag til, at der er opstået stort overskud af sukker til høje priser, ikke berettige, at man søger at afhjælpe dette problem ved at straffe isoglucoseproduktionen.
Det tab, der er påført sagsøgerne, vil efter deres opfattelse blive reduceret, jo hurtigere forordningens ulovlighed bliver fastslået og afgiften ophævet. Sagsøgerne er derfor retligt forpligtet til tidligst muligt at tage de nødvendige retslige skridt for at begrænse skaden, og de ville have handlet ukorrekt, hvis de ventede i flere år, indtil tabene ville indtræde.
For så vidt angår den fremtidige skades sikkerhed, har sagsøgerne allerede (i bilag I til nærværende indlæg) bevist, at indførelsen af produktionsafgiften for isoglucose medførte, at produktionen deraf blev urentabel. Det følger klart heraf, at sagsøgerne allerede er tvunget til at indstille isoglucoseproduktionen og afskrive investeringerne som tab, såfremt forordningen ikke ophæves. Sagsøgerne kan ikke se, hvordan man kan påstå, at de har undladt at dokumentere såvel skadens sikre karakter som den direkte årsagssammenhæng mellem skaden og den anfægtede forordning.
Efter at have anført, at sagsøgerne i sag 143/77, i modsætning til de to andre sagsøgere, har ført en første grad af bevis for, at der er sammenhæng mellem det påståede tab og forordning nr. 1111/77, bemærker Rådet, at årsagen til det tab, disse sagsøgere skal have lidt, efter oplysningerne i stævningen i erstatningssag 153/77 synes at skyldes forhold,
Det fremgår i øvrigt nu af de tal, der er fremlagt af sagsøgerne i sag 124/77 i bilag I til replikken (navnlig af dokumentet, der er dateret den
Hvordan det end forholder sig, bør de foreliggende erstatningskrav efter Rådets opfattelse ikke
Hvad specielt angår stævningen fra selskabet Scholten, anfører Rådet et nyt argument til støtte for afvisning af sagen fra realitetsbehandling, idet det henviser til procesreglementets artikel 42, stk. 2. De argumenter, dette selskab har fremført efter Rådets indgivelse af svarskriftet i de foreliggende sager, må anses for en ny omstændighed i den betydning, der er angivet i den nævnte artikel.
Før besvarelsen af visse af sagsøgernes bemærkninger om krænkelse af en sådan højere retsregel fremsætter Rådet blandt andet følgende bemærkninger om isoglu-cosens
Det er efter Rådets mening klart, at isoglucose ikke fuldt ud kan substituere sukker, og at den del af markedet, der udgøres af forbruget i husholdningerne, ikke kan dækkes af isoglucose. Inden for den industrielle anvendelse af sukker kan isoglucose derimod i vidt omfang substituere sukker. Dette rejser problemet med flydende sukker. Der er imidlertid to typer flydende sukker, det der markedsføres i flydende form, og det der sælges i fast form til brugeren, som derefter selv tilsætter det en vandholdig opløsning (visse brugere fremstiller selv det flydende sukker af sukker i fast form).
Udtrykket den
Rådet er enig med sagsøgerne i, at der ikke kan stiftes krav på opretholdelse af en bestemt ordning. Det må dog bemærkes, at er der tale om en regulering, som ganske præcist fastsætter de betingelser, hvorefter erhvervsdrivende i en given periode kan indrette deres drift, vil de erhvervsdrivende, om end der ikke er tale om
Over for den kritik, der er fremført af sagsøgerne, fastholder Rådet retmæssigheden af det valg mellem flere af artiklens formål, Rådet har truffet.
Rådet bestrider rigtigheden af den fælles begrundelse i replikkerne, hvorefter afgiften belaster A + B-sukker med
Sagsøgerne vil utvivlsomt hævde, at man ved i forordning nr. 1110/77 at sætte de to afgifter i forhold til hinanden har gjort sig skyldig i
Rådet mener, at anbringendet om manglende
Rådet gør navnlig gældende, at artikel 18 i forordning nr. 1111/77 har et andet sigte, end det sagsøgerne søger at tillægge den. Der er tale om en standardbestemmelse, som findes i alle ændringer af landbrugsordningerne for at tage hensyn til
Her er situationen helt anderledes. Forordning nr. 1111/77 tager udgangspunkt i en ordning, der lovligt er indført vedrørende sukker, og sætter enhver udvidelse af isoglucoseproduktionen i relation til de ulemper, dette kan medføre for sukkerordningen, hvilken ordning isoglucose i øvrigt har fordel af.
I
Kommissionen fastholder, at isoglucose kan substituere sukker inden for størsteparten af sidstnævntes industrielle anvendelsesområde (herunder krystalliseret sukker), og at dets potentielle marked på lang sigt kan komme til at udgøre op til 30 % af det samlede sukkerforbrug i Fællesskabet. Til støtte herfor fremlægger Kommissionen som bilag til duplikken et uddrag af en undersøgelse foretaget af Ehle:
Kommissionen bekræfter, at den, da den fremlagde sit forslag, ikke var og heller ikke nu er i besiddelse af faktiske og sammenlignelige tal over produktionsomkostningerne for isoglucose og sukker. De tal, der er oplyst af sagsøgerne i sag 124/77, er kun grove overslag (hvori flere elementer er særlig tvivlsomme), eftersom det viser sig, at de pågældende sagsøgeres produktion slet ikke er påbegyndt.
Kommissionen anfører, at sagsøgerne i sag 143/77, som navnlig beskylder Kommissionen for at have forsøgt at bagatellisere isoglucosens betydning for majsproducenterne, ikke har bestridt de aktuelle tal, Kommissionen har oplyst vedrørende Fællesskabets majsforsyninger. Endelig må man tage det forhold i betragtning, at der er stort underskud i produktionen af majs i Fællesskabet, mens der er stort overskud af sukkerroer.
For så vidt angår
Vedrørende sag 116/77 erindrer Kommissionen om, at isoglucoseproduk-tionen kun udgør en del af den samlede produktion inden for stivelsesindustrien, hvis talrige biprodukter har mange afsætningsmuligheder; sukkerindustrien, der konkurrerer hermed, har en meget mere specialiseret produktion og mere begrænsede afsætningsmuligheder. En objektiv sammenligning må derfor tage udgangspunkt i den økonomiske aktivitet og ikke helt abstrakt i
Som argument over for sagsøgernes påstand om, at de sukkervirksomheder, der fremstiller B- og C-sukker, kun udgør en meget lille del i forhold til den samlede sukkerproduktion, fremlægger Kommissionen som bilag til duplikken en statistisk oversigt over det antal virksomheder, som indtil produktionsåret 1977-78 har produceret B- og C-sukker. Af denne oversigt fremgår det, at antallet af virksomheder, hvis man ser bort fra det første produktionsår 1968-69 efter indførelsen af den fælles markedsordning, som producerede B-sukker, lå på mellem 76 % og 90 % af det totale antal sukkervirksomheder, mens kun mellem 5 % og 44 % af virksomhederne producerede C-sukker. I modsætning til sagsøgernes opfattelse viser disse tal, at den af Kommissionen foretagne sammenligning med en sukkervirksomhed, der producerede de tre typer sukker, er økonomisk velbegrundet. De indvendinger, sagsøgerne (i tillægget til replikken) har fremført over for den af Kommissionen foretagne beregning, viser kun, at sagsøgerne nægter at lade sig sammenligne med en konkurrerende sukkerproducent i en tilsvarende situation, dvs. en virksomhed, som er ny på markedet, og som må bære den maksimale belastning af produktionsafgiften.
Kommissionen bemærker, at sagsøgerne i sag 124/77 fortsat påstår, at hvis formålet med afgiften er at tvinge isoglu-cosen til at bære dens part af de omkostninger, der skyldes afsætningen af sukkeroverskuddet, bør den afgift, der er pålagt dette produkt, stå i rimeligt forhold til isoglucosens del af det samlede marked. Sagsøgerne anslår denne andel til 3 %. Ved at anvende sagsøgernes metode og de tal, de har anført om isoglucoseproduktionen, når Kommissionen til, at isoglucosens nuværende bidrag kun udgør
Som svar på dette spørgsmål fremlægger Rådet ekstrakter af tre dokumenter vedrørende isoglucosen, som var indeholdt i Kommissionens forslag af februar 1977 (Kommissionens forslag af
Desuden har Rådet fremlagt et dokument af
produktionskapaciteten for isoglucose i slutningen af 1977 udgjorde
der var planer om at opnå en produktionskapacitet på
mulighederne for at substituere sukker med isoglucose (potentiel udnyttelse) androg
Under drøftelserne i Rådet opstod det spørgsmål, om den fuldstændige parallel-litet, som navnlig kunne føre til en maksimal afgiftssats på 30 % af interven-tionsprisen for sukker, ikke burde afdæmpes i en vis overgangsperiode. Dette førte til, at Rådet sluttelig accepterede et maksimalbeløb for isoglucoseaf-giften på 5 RE, hvilket svarede til den økonomiske fordel, som dette produkt har, fordi markedsprisen for sukker er højere end den ville være, hvis der ikke var begrænsninger for produktionen som følge af kvotaordningen.
Kommissionen ønskede, at overgangsperioden på et år skulle forlænges i overensstemmelse med dens forslag til Rådet for 1978/79, hvorefter isoglucoseafgiften i denne periode skulle fastsættes til det samme beløb på 5 RE.
Undersøgte Rådet og Kommissionen de biokemiske og hygiejniske egenskaber, som isoglucose har i forhold til det traditionelle sukker, som fremstilles af sukkerroer eller sukkerrør, da de udarbejdede de anfægtede bestemmelser, og har de to institutioner taget hensyn hertil?
Der er ikke under de drøftelser, som førte til vedtagelsen af forordning nr. 1111/77, foretaget en sådan sammenlignende undersøgelse i Rådet. Rådets befuldmægtigede rejser i øvrigt det spørgsmål, om dette ikke snarere er et problem, der vedrører den fælles markedsordning, end et spørgsmål om harmonisering af lovgivninger og muligvis et problem, der falder inden for området for den offentlige sundhed.
Kommissionen svarer, at den ikke under udarbejdelsen af de anfægtede bestemmelser har vurderet isoglucosens biokemiske og hygiejniske egenskaber i forhold til det traditionelle sukker, som fremstilles af sukkerroer og sukkerrør. På grundlag af de oplysninger, den rådede over, antog Kommissionen derimod, at isoglucose i økonomisk og handelsmæssig henseende havde egenskaber, som kunne sammenlignes med det traditionelle flydende sukker. Til belysning heraf har Kommissionen i bilaget vedlagt oplysninger hidrørende fra isoglucoseproducenterne selv, der bekræfter denne antagelse.
Kan Rådet give Domstolen andre eksempler fra landbrugssektoren på en forpligtelse (af økonomisk eller anden art), som pålægges producenterne eller fabrikanterne af et produkt henhørende under en sektor af den fælles landbrugspolitik, med henblik på at støtte producenterne eller fabrikanterne af et produkt, som henhører under en anden sektor?
Rådets befuldmægtigede tilbageviser den tanke, at forordning nr. 1111/77 skulle have til formål at
Rådets befuldmægtigede mener, at integrationen af medlemsstaternes landbrugsordninger kan ske ved at opkræve afgifter hos forhandlere af visse produkter i en eller alle medlemsstater til fordel for forhandlere af andre produkter.
I denne forbindelse angår Domstolens tredje spørgsmål et meget kompliceret problem om hvilken ordning, der skal anvendes på
Rådets befuldmægtigede erklærer, at det er muligt at give Domstolen eksempler, som viser, at den indbyrdes afhængighed mellem et bestemt produkt og produkter, som er dækket af en af landbrugspolitikkens sektorer, har gjort det nødvendigt, at fællesskabsinstitutionerne træffer foranstaltninger for at (gen)oprette ligevægten mellem produkterne henhørende under denne landbrugssektor og de tilsvarende produkter. Fællesskabsinstitutionerne har således lagt visse begrænsninger på ikke-landbrugsprodukter, dvs. produkter, som ikke er opført på listen i bilag II, men som efter almindelig sprogbrug har landbrugsoprindelse, nemlig begrænsninger, som var nødvendige for den pågældende fælles markedsordnings gnidningsløse funktion:
Der kan endvidere nævnes en anden metode, der har samme formål, som går ud på at yde et landbrugsprodukt en bestemt fordel for at skabe ligevægt med et tilsvarende produkt. For at sikre ligevægten mellem en række landbrugsprodukter (korn- og kartoffelstivelse mv.) og substitutionsprodukter hidrørende fra industrisektoren ydede Rådet (ved forordning nr. 1132/74) en produktionsrestitution for de førstnævnte produkter. Domstolen har fundet denne mekanisme lovlig (sag 2/77,
For det tredje kan nævnes et eksempel, hvor forsyningsvanskelighederne inden for en landbrugssektor førte fællesskabsinstitutionerne til ikke blot at opkræve en afgift i forbindelse med eksporten af landbrugsproduktet, men også at opkræve afgiften i forbindelse med eksporten af visse varer, som var et resultat af en forarbejdning af denne vare, forudsat at det landbrugsprodukt, som der var mangel på, udgjorde en vis procentdel af disse varer. Eksempel: Rådets forordning nr. 3185 af
Sammenfattende gentager Rådets befuldmægtigede, at
Den sammenlignende undersøgelse af produktionsomkostningerne på den ene side for isoglucose og på den anden side for sukker, flydende sukker og invert-sukker, som omtales på s. 27 i Kommissionens indlæg (fransk version) i sag 103/77 og på s. 27 i Kommissionens svarskrift (fransk version) i sag 124/77, er den samme.
Kommissionen betroede et privat specialistfirma
Kommissionen ønskede fra begyndelsen, at denne undersøgelse, for at kunne være repræsentativ for Fællesskabet som helhed, blev udført i tre medlemsstater (Tyskland, Belgien og Det forenede Kongerige), hvor der blev fremstillet både isoglucose, sukker og flydende sukker.
Efter samråd med Kommissionen og de to industrier planlagde selskabet KTD at udføre den første del af sin undersøgelse hos selskabet Amylum, som blev afsluttet den
Undersøgelsen af produktionsomkostningerne for isoglucose, som er omtalt i replikken i sag 116/77, indeholder en analyse af nogle regnskaber fra selskabet Amylum, som Kommissionens generaldirektorat for Det interne marked og industrien har foretaget (bilag III). Kommissionen har ikke taget stilling hertil. Som det fremgår af svarene på spørgsmål 1 og 3, har Kommissionen anset det for hensigtsmæssigt, at der foretages en sammenlignende undersøgelse.
I bilag IV fremlægger Kommissionen de af Domstolen ønskede oplysninger. Kommissionen anfører, at disse oplysninger er indsamlet i henhold til bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1087/69 (EFT 1969 I, s. 222), hvis artikel 7 bestemmer:
På side 26 i sit svarskrift i sag 116/77 har Kommissionen givet et eksempel til påvisning af, at den afgift, som pålægges en isoglucosefabrikant, svarer til den produktionsafgift, der pålægges en moderne sukkerfabrik, som fremstiller A-, B- og C-sukker.
Kommissionen anmodes om at gentage denne beregning for de to sidste sukkerproduktionsår og tage udgangspunkt i gennemsnitsproduktionen hos alle de moderne sukkervirksomheder, som har udtømt deres B-kvota, og som har produceret væsentlige mængder C-sukker, samtidig med, at der tages hensyn til, at den tilladte pris for sukkerroedyrkerne inden for B- og C-kvotaen er lavere end den pris, de får udbetalt for sukker i A-kvotaen.
På side 26 i sit svarskrift i sag 116/77 har Kommissionen foretaget en beregning, som er baseret på priserne og afgifterne for produktionsåret 1977/1978, men som forudsætter, at den pågældende virksomhed fremstiller en mængde af tilsvarende størrelse som i sukkerproduktionsåret 1977/1978, fordi man endnu ikke var bekendt med virksomhedens produktion i 1977/1978 på det tidspunkt, da beregningen blev foretaget (november 1977). I betragtning af Domstolens spørgsmål anser Kommissionen det for nyttigt at forelægge Domstolen de faktiske tal for denne virksomheds produktion de to sidste sukkerproduktionsår, se bilag I. Tallene viser, at situationen ikke er blevet bedre for virksomheden på trods af dens forøgede kvota.
For så vidt angår de andre virksomheder, for hvem Domstolen har anmodet Kommissionen om at gentage beregningen, mener Kommissionen, det er væsentligt at understrege, at en analyse af gennemsnitsproduktionen i de to foregående produktionsår ikke giver et rigtigt billede af situationen. Produktionen af C-sukker har i de fleste medlemsstater været relativ lille, og nogle steder er den faktisk ophørt på grund af tørken i 1976/1977, som havde alvorlig indflydelse på høstresultaterne. Gennemsnitsudbyttet i EØF var 15 % til 20 % lavere end det normale udbytte.
Endelig gør Kommissionen Domstolen opmærksom på, at den ikke kender den pris, sukkerproducenterne betaler til sukkerroedyrkerne for sukkerroer til fremstilling af C-sukker, da denne ikke er reguleret i fællesskabsreglerne, men er et privatretligt kontraktsanliggende. Hvad angår den pris, som betales for sukkerroer til fremstilling af B-sukker, er Kommissionen bekendt med, at denne ofte er højere end den af Fællesskabet fastsatte mindstepris, og at der i visse tilfælde betales samme pris for disse roer som for sukkerroer til fremstilling af A-sukker. Kommissionen kan derfor kun i bilag II forelægge Domstolen de oplysninger, der ønskes for hver virksomhed (15 i alt), efter den beregningsmetode, som Kommissionen har anvendt på side 26 i sit svarskrift i sag 116/77. Disse virksomheder er fordelt i fire forskellige medlemsstater.
I retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
Ved skrivelse af
Domstolen har i sin dom af
Af de samme grunde har Domstolen også afslået at efterkomme en anmodning fra Kommissionen, fremsat i en skrivelse af
I dom af
Ved skrivelse af
De sagsøgende selskaber har som følge af denne opfordring afgivet supplerende indlæg. Rådet og Kommissionen har som svar herpå afgivet supplerende skriftlige indlæg.
Ved Domstolens kendelse af
Efter at have anmodet sagsøgerne Tunnel Refineries Ltd. om at fremlægge supplerende oplysninger angående opgørelsen af tabet (jf. nedenfor under VIII) har Domstolen på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at genåbne den mundtlige forhandling, men har dog begrænset den til at vedrøre spørgsmålet, om Fællesskabet, når også sagsøgernes adfærd tages i betragtning, principielt er ifaldet ikke-kontraktsligt erstatningsansvar helt eller delvis for de af sagsøgerne påberåbte tab, idet alle spørgsmål angående bevis for og den nærmere beregning af den eventuelt godtgjorte skades omfang i givet fald udsættes til et senere trin i retsforhandlingerne.
Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Domstolen
statuerer, at Fællesskabet har pådraget sig erstatningsansvar som følge af ikrafttrædelsen af artikel 8 og 9 i Rådets forordning nr. 1111 /77 og Kommissionens forordning nr. 1468/77;
tilkender sagsøgerne
anerkender sagsøgernes ret til at kræve fuld erstatning for det tab, de vil lide, hvis de bliver nødt til at lukke deres isoglucosefabrik, såfremt de sagsøgte institutioner skulle undlade at drage konsekvenserne af Domstolens dom af
tilpligter de sagsøgte at afholde sagens omkostninger.
Selv om sagsøgerne har begrænset sig til kun at præcisere det tab, de har lidt indtil tidspunktet for indgivelsen af dette indlæg som følge af ikrafttrædelsen af Rådets forordning nr. 1111/77, forbeholder de sig ret til, lige så længe de sagsøgte institutioner ikke har besluttet, hvilke konsekvenser de skal drage af dommen af
På nuværende tidspunkt kan tabet som følge af ikrafttrædelsen af forordning nr. 1111/77 på grundlag af oplysningerne i bilaget til sagsøgernes indlæg beregnes til:
Den anfægtede retsakt er forordning nr. 1111/77. Det drejer sig om en generel retsakt, der indebar et økonomisk politisk valg, som efter Domstolens faste praksis kun kan medføre erstatningsansvar for Fællesskabet i medfør af traktatens artikel 215, stk. 2, hvis der foreligger en
Sagsøgerne hævder, at anbringendet om en krænkelse af en sådan retsregel er korrekt, idet de sagsøgte har overtrådt det grundlæggende princip om ikke-for-skelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, hvilket var begrundelsen for, at Domstolen i dommen af
Selv efter denne opfattelse må det imidlertid konstateres, at Rådet
Selv om sagsøgerne ikke finder en så indskrænkende fortolkning berettiget, erklærer de sig rede til at godtgøre, at de faktisk på grund af de anfægtede bestemmelser i Rådets forordning nr. 1111/77 har været udsat for
Sagsøgerne anfører navnlig, at Rådets forordning nr. 1111/77, i modsætning til hvad der var tilfældet for sagsøgerne i sagen
Efter sagsøgernes opfattelse er det klart, at den direkte årsag til tabet er indførelsen af produktionsafgiften for isoglucose ved artikel 8 og 9 i forordning nr. 1111/77. Til støtte for rigtigheden heraf kan blot henvises til, at sagsøgernes fortjeneste fra begyndelsen af november 1978, dvs. kort efter at virkningen af ophævelsen af afgiften blev mærkbar, begyndte at stige.
Det bør ligeledes bemærkes, at sagsøgerne har truffet alle mulige foranstaltninger for at begrænse skadens omfang. De gjorde således alt, hvad de kunne, for at fastholde produktionsniveauet, idet de kompenserede for nedgangen i salg af isoglucose ved at sælge andre produkter, selv om disse ofte gav mindre fortjeneste. Det beløb, sagsøgerne har nedlagt påstand om, nemlig
Som bilag til det skriftlige indlæg har sagsøgerne fremlagt en oversigt.
Indledningsvis fremhæver sagsøgerne især, at de i perioden juli 1977 til oktober 1978 som følge af afgiften på isoglucose måtte formindske salget af dette produkt. Som følge af produktionsafgiften var den direkte fortjeneste på isoglucose blevet mindre end på de marginale salg af stivelse og glucose. Sagsøgerne havde derfor i videst muligt omfang søgt at begrænse tabet ved at sælge andre produkter end isoglucose.
Det havde imidlertid ikke i de første måneder været muligt at finde afsætning for de alternative produkter. På grund af disse omstændigheder medførte den formindskede isoglucoseproduktion en formindskelse af formaling (den normale formaling var
Sagsøgerne kunne heller ikke længere indgå kontrakter med nye købere af isoglucose, men var blevet tvunget til, i takt med at de fandt afsætningsmuligheder for de alternative produkter, at ophøre med salg af isoglucose til de eksisterende faste kunder. Det var af rentabilitetshensyn nødvendigt at vælge blandt disse kunder: de leverancer, der var forbundet med de højeste transportomkostninger, blev stoppet. Man valgte en zone på 350 km omkring fabrikken i Aalst. Alle kunder uden for dette område blev opgivet. Desuden ophørte man helt med at gøre salgsfremstød.
Da dommen var afsagt, genoptog man sine salgsfremstød, og salget steg straks meget kraftigt. Sagsøgerne mener, at man på baggrund af den nuværende situation kan forudsige, at den maksimale kapacitet vil blive nået knap fire måneder efter dommen.
Selv efter, at der var fundet alternative afsætningsmuligheder, led sagsøgerne fortsat tab, idet salget af de alternative produkter, selv om det var mere rentabelt end salget af isoglucose som følge af produktionsafgiften, ikke gav samme fortjenstmargen, som salg af isoglucose uden produktionsafgift ville have givet i samme periode. Heraf følger et tab svarende til forskellen mellen den fortjeneste, der kunne være opnået ved salg af det ikke solgte kvantum isoglucose, og fortjenesten ved salget af de alternative produkter.
For så vidt angår enkelthederne i beregningen af tabene, der fulgte af, at man måtte sælge de alternative produkter i stedet for isoglucose, og af den begrænsede formaling i de tre første måneder, gør sagsøgerne navnlig følgende betragtninger gældende.
Sagsøgerne oplyser, at tabet som følge af salget af alternative produkter er beregnet på følgende måde. Forskellen mellem salgsprisen ab fabrik og den direkte kostpris for de alternative produkter er fastsat for hver måned i den pågældende periode (juli 1977 til oktober 1978), hvorefter fortjenesten er sammenholdt med fortjenesten for isoglucose. Fortjenesten for det usolgte isoglucose er baseret på den gennemsnitlige månedlige fortjeneste på den mængde isoglucose, der blev solgt i samme tidsrum.
Den direkte kostpris er summen af alle omkostningerne, som er direkte proportionelle med antallet af fremstillede enheder. Den direkte kostpris er summen af de beløb, der blev betalt for råvaren (majs), ingredienserne, emballage og energi. Den direkte kostpris omfatter ikke: lønninger, vedligeholdelses- og reparationsudgifter, salgsudgifter, afskrivninger og generalomkostninger af enhver art.
Den direkte kostpris for isoglucose er den direkte kostpris, som på Kommissionens anmodning er beregnet af revisionsfirmaet Klynveld, Turquands, DTG & Co., som gengivet i rapporten af
Sagsøgerne fremsætter forklarende bemærkninger til de vedlagte talopstillinger i forbindelse med følgdende forhold:
1. oversigt: Månedlig direkte kostpris for isoglucose beregnet på grundlag af rapporten fra Klynveld Turquands DTG.
2. oversigt: Salgspris for isoglucose og fortjeneste.
3. oversigt: Salgspris og direkte fortjeneste for alternative produkter.
4. oversigt: Forskel mellem fortjenesten på de alternative produkter og fortjenesten på isoglucose.
5. oversigt: Liste over det alternative salg.
6. oversigt: Opgivet potentielt salg.
På grundlag af oplysningerne i disse oversigter gør sagsøgerne gældende, at der i perioden fra juli 1977 til oktober 1978 blev solgt
Sagsøgerne måtte i dette tidsrum opgive
Forskellen mellem fortjenesten for det usolgte isoglucose og den opnåede fortjeneste for de solgte alternative produkter udgør
Det samlede tab ved salg af det mindre produktive alternative salg udgør
Tabet ved manglende formaling som følge af den mindre produktion af isoglucose er beregnet ved sammenligning mellem den gennemførte formaling i det omhandlede tidsrum og den normale formanling (
Sagsøgernes gennemsnitlige formaling i de 12 måneder, der gik forud for afgiftens indførelse, var
Tabet er beregnet på grundlag af mængden af uformalet materiale, multipliceret med forarbejdningsfaktoren majs/isoglucose, multipliceret med den i oversigt 2 angivne ikke indvundne fortjeneste.
Nedgangen i formaling skete i månederne fra august til oktober 1977.
Sagsøgerne foretager en detaljeret beregning af følgende samlede tab på grund af nedgangen i formaling:
Som indledning til indlægget i denne sag anfører
Hvad angår
Efter Domstolens faste praksis (senest HNL-dommen af
Kommissionen erkender, at den retsregel, som har ført Domstolen til at erklære forordning nr. 1111/77 for ugyldig — nemlig
Derimod bestrider Kommissionen, at der i den foreliggende sag er tale om en
Kommissionen finder, at de krav, der ligger til grund for denne retstilstand i medlemsstaterne, ligeledes må gælde på fællesskabsplan. Domstolen har taget nøje hensyn hertil ved at kræve, at krænkelsen skal være kvalificeret, hvilket i
For at kunne være årsag til det påståede tab må den krænkelse af lighedsprincippet, der er fastslået af Domstolen i den foreliggende sag, opfylde to betingelser: den ene vedrører årsagens karakter og den anden arten af det heraf følgende tab.
Over for sagsøgernes argumentation, der er baseret på præmisserne i dommen af
Den gør i første række gældende, at Domstolen i dommen ikke har taget stilling til, hvorvidt der forelå en kvalificeret krænkelse af en højere retsregel, men at den har begrænset sig til at fastslå forordningens objektive ugyldighed. Dertil kommer, som det fremgår af
Domstolen har i
At Fællesskabet har kompetence til at indføre en afgift i den foreliggende sag, og at det ved indførelsen af en afgift ikke har overskredet grænserne for udøvelsen af dets beføjelser, kan ikke længere bestrides efter dommen af
Uden at foregribe de anbringender, den senere vil fremføre vedrørende skaden og årsagssammenhængen, bemærker Kommissionen, at man ved vurderingen af størrelsen af sagsøgerne
Kommissionen bestrider den direkte og unormale karakter af de elementer i tabet, som sagsøgerne
Hvad angår det påberåbte tabs
For det andet kan det andet hovedelement i det påberåbte tab, nemlig
Hvad angår den
For det andet viser det sig, at den økonomiske risiko, der er forbundet med isoglucoseproduktionen, er meget højere, end sagsøgerne hævder. På det tidspunkt, hvor sagsøgerne påbegyndte opførelsen af deres fabrik til produktion af
De skader, sagsøgerne gør gældende, er blevet undersøgt og vurderet af uafhængige personer, hvis erklæring er vedlagt som bilag I til det skriftlige indlæg. Sagsøgerne har anlagt sag, idet de gik ud fra, at der ikke ville blive truffet flere ulovlige foranstaltninger vedrørende isoglucose. Under denne forudsætning vil sagsøgerne begrænse sig til at hævde, at påstanden i stævningen, som medtager alle tab frem til november-december 1978 med renter fra dette tidspunkt, omfatter det samlede tab, for hvilket sagsøgerne har krav på erstatning.
Sagsøgerne henviser til de store investeringer, de har foretaget med henblik på at fremstille isoglucose, og fastholder, at indførelsen af afgiften i juli 1977 medførte, at de måtte ændre planer helt afgørende. Som bilag II til det skriftlige indlæg vedlægger sagsøgerne et kronologisk resumé over hovedbegivenhederne i relation til investeringer og afgiften, samt dokumentation herfor.
Sagsøgerne præciserer i de følgende afsnit de tab, der direkte kan henføres til produktionsafgiften for isoglucose.
Indførelsen i juli 1977 af produktionsafgiften på
Sagsøgerne anfører, at de blev tvunget til at finde andre afsætningskanaler for betydelige mængder stivelse, der skulle have været brugt til fremstilling af isoglucose. Sagsøgerne søgte i videst muligt omfang at opnå bedst mulig fortjeneste på produktionen i deres stivelsesfabrik, men den eneste umiddelbare udnyttelse, der kunne findes for den ekstra stivelse, var at fremstille tør stivelse. Dette medførte, at sagsøgerne atter skulle trænge ind på et vanskeligt marked under hårde konkurrenceforhold, men selv om den forventede fortjeneste ville blive lav, ville den dog være større end ved produktion af isoglucose i betragtning af produktionsafgiften på sidstnævnte produkt.
Ved at gå over til at tørre stivelse i stedet for at producere isoglucose, og beregnet ud fra en forudsætning om ingen afgift, samt naturligvis uden at tage hensyn til produktionsrestitutionen, der blev ophævet fra og med juli 1977, har sagsøgerne beregnet, at de har mistet en fortjeneste på
Da sagsøgerne havde været nødt til atter at gå ind på markedet for tør stivelse, havde de uundgåeligt i begyndelsen haft vanskeligt ved at sælge tør stivelse med dets højere produktionsomkostninger, hvilket havde medført omkostninger til oplagring, opmagasinering og til beva relse. Tunnel regner med at kunne afsætte sine lagre, men har haft og har fortsat omkostninger til oplagring og bevarelse. Disse omkostninger er beregnet til
Da isoglucoseproduktion forudsætter anvendelse af avanceret teknik, især inden for enzymområdet, afhænger omkostningerne herved naturligvis af optimal udnyttelse af fabriksanlæggene.
Tidspunktet for indførelsen af isogluco-seafgiften medførte, at det blev nødvendigt at reducere produktionen af isoglucose, uden at det var muligt på tilfredsstillende måde at ændre anlæggene til fremstilling af en mindre produktion. Fabrikken var planlagt til forarbejdning af 700 tons tørstof (
Der konstateredes to hovedårsager til tabet: dels spild af damp, som må bruges i samme omfang som ved fuld produktion, dels blev den bekostelige enzymproces mindre produktiv, da enzymreak-tionskolonnerne, i hvilke stivelsen ved en omdannelsesproces bliver til fructose, kun kunne udnyttes delvis. Dette tab er beregnet til
De projekter, der er nævnt i afsnit 26, ville ifølge sagsøgerne have været unødvendige, hvis ikke produktionsafgiften for isoglucose var blevet indført. Tabet i denne anledning er beregnet til
Sagsøgerne erklærer, at de måtte finansiere tabene angivet ovenfor under a)-c) gennem deres sædvanlige finansieringskilder, hovedsagelig ved banklån og kassekreditter. På grundlag af bogføringen vedrørende lånene i 1978 kan den rente, der faktisk er betalt for de ovennævnte tab, rimeligvis ansættes til 12 % årligt. Renteudgifterne er beregnet til november 1978 og er medregnet i de ovenfor under a)-c) angivne samlede beløb.
Sagsøgernes beslutning om at formindske produktionen blev ikke godt modtaget af kunderne. Sagsøgerne er af den opfattelse, at de af denne grund har mistet et betydeligt antal kunder, hvilket sagsøgerne dog på indeværende tidspunkt ikke er i stand til at gøre op i tal.
Sagsøgerne mener ligeledes, at de har mistet mulighed for at forhandle sig frem til kvantumsnedsættelser og -rabatter på visse materialer og tjenesteydelser, der var forbundet med isoglucoseproduktionen. Heller ikke på dette punkt er sagsøgerne i stand til at sætte tal på tabet.
Efter sagsøgernes beregninger kan det samlede tab, de har lidt pr.
hvortil kommer renter fra
Sagsøgerne gør gældende, at de påførte tab er en direkte følge af Fællesskabets ulovlige handlinger. Desuden har sagsøgerne, som ikke kunne forventes at skulle forudse nogen ulovlig adfærd fra Fællesskabets side, ikke på nogen måde udvist egen skyld, idet de hele tiden har handlet forretningsmæssigt fornuftigt, og idet de, da afgiften blev indført, traf alle rimelige foranstaltninger for at begrænse tabet.
Efter dommen af
Sagsøgerne henviser især til den betingelse, der opstilles i sjette præmis til
Alene på grundlag af dommen af
Hvis Domstolen ikke skulle finde, at det forhold, at den har konstateret en forskelsbehandling, i sig selv kan begrunde, at der må anses at foreligge en åbenbar overtrædelse, gør sagsøgerne subsidiært gældende, at Domstolen bør undersøge, om der foreligger en krænkelse af andre retsregler til beskyttelse af private, som sagsøgerne i øvrigt har påberåbt sig i stævningen.
For så vidt angår virkningerne af krænkelsen, påberåber sagsøgerne sig i det væsentlige de samme forhold, som sagsøgerne
Sammenfattende gør sagsøgerne gældende, at erstatningskravet opfylder alle de betingelser, der fremgår af Domstolens praksis, og fuldt ud opfylder alle betingelser for at medføre erstatningspligt for Fællesskabet.
Indledningsvis anfører
Kommissionen går derefter videre i sin gennemgang af sagen i følgende afsnit:
Kommissionens indlæg vedrørende spørgsmålet om Fællesskabets ansvar er i hovedsagen de samme, som den har anført under punktet
Ifølge Kommissionen har alle de af sagsøgerne påståede
Med udgangspunkt i sagsøgernes egne oplysninger finder Kommissionen, at den valgte strategi forværrede tabene og må anses som
Denne opfattelse kan støttes på følgende betragtninger. For det første er alle de påståede
For det andet foreslog Kommissionen kort tid efter, at sagsøgerne havde påbegyndt produktionen af isoglucose, Rådet at fastfryse produktionsafgiften for isoglucose på de 50 %, der blev anvendt indtil dette tidspunkt (
Kommissionen gør desuden gældende, at hovedårsagen til de vanskeligheder, sagsøgerne havde ved at opnå en rimelig rentabilitet af deres investeringer i isoglucose, var det eksisterende overskud af sukker på fællesskabsmarkedet og på verdensmarkedet på det tidspunkt, da den fulde kapacitet i sagsøgernes virksomhed blev nået (slutningen af 1977), mens sagsøgernes afgørende beslutning om investeringerne blev truffet i oktober 1974, hvor verdenspriserne var ekstremt høje og medførte kraftig stigning i priserne i Fællesskabet. I denne sammenhæng er det væsentligt at bemærke, at sagsøgerne allerede i oktober 1975 kom i tvivl om det fornuftige i investeringerne i isoglucose og besluttede at begrænse produktionskapaciteten til det halve (fra 200 til 100 tons tørstof pr. dag).
Kommissionen fremfører endelig, at en anden
I sine bemærkninger vedrørende tabene understreger Kommissionen behovet for yderligere oplysninger for at kunne foretage en korrekt vurdering af de forskellige aspekter i sagsøgernes opgørelse af tabene i bilag III til deres indlæg (navnlig vedrørende
Domstolen har opfordret sagsøgerne til at fremlægge disse oplysninger (se nedenfor under IV).
For så vidt angår de tab, der er angivet i rubrikken
Kommissionen anfører endelig, at opkrævningen af afgiften, som følge af dommen i sagerne 103 og 145/77, blev standset fra
Rådet anfører for det første, at der kan tænkes to mulige former for produktion af isoglucose, enten ved i en eksisterende klassisk stivelsesfabrik at forøge formalingen af majs og i tilslutning hertil installere de nødvendige anlæg til isoglu-cosefremstilling, eller ved at bygge en særlig produktionsenhed, der udelukkende er udstyret til produkten af isoglucose.
Sagsøgerne
Sagsøgerne
Det tab, der nu påstås lidt af sagsøgerne
For så vidt angår dommen af
På baggrund af Domstolens dom og med henblik på argumentationen i sagen foretager Rådet en tilnærmelsesvis beregning af, hvilken størrelse en ikke-diskrimine-rende afgift for isoglucoseproducenterne skulle have for økonomisk at svare til den afgift, som sukkerproducenterne er pålagt.
I denne forbindelse tager Rådet med henblik på sammenligningen med isoglucoseproducenterne som adgangspunkt en typisk sukkerproducent, der har udnyttet både sin A- og sin B-kvota, idet Domstolen i den ovennævnte dom i præmis 74 ff har godkendt en sammenligning mellem afgiften for moderne sukkerfabrikker, der også producerer C-sukker, og afgiften for isoglucoseproducenterne. Efter Rådets opfattelse har Domstolen imidlertid kritiseret det forhold, at Kommissionens tjenestegrene, da de beregnede den gennemsnitlige belastning for disse sukkervirksomheder til mellem
Da
Det er denne belastning, der efter Domstolens præmisser kunne pålægges 100 kg isoglucose i sukkerproduktionsåret 1977-1978 uden at forskelsbehandle isoglucoseproducenterne i forhold til sukkerproducenter, der befinder sig i en tilsvarende situation.
Rådet understreger i øvrigt, at man ved vurderingen af de økonomiske risici ved sukkersektoren med dens aktuelle strukturelt betingede overskud må tage i betragtning, at formålet med kvotaordningen ikke er at skabe strukturelle overskud. I denne henseende bestemmer artikel 27, stk. 2, i Rådets forordning nr. 3330/74, at produktionsafgiften beregnes pr. vægtenhed på grundlag af det samlede tab for Fællesskabet som følge af den garanterede afsætning på verdensmarkedet af sukkeroverskuddet. Beregnet alene ud fra dette princip ville maksimalafgiften for produktionsåret 1977-1978 have været
Under de nuværende forhold ville det efter Rådets opfattelse have været muligt at ophæve loftet på 30 %, da den belastning, begrænsningen medfører, tilsyneladende ikke er så stor, at den forhindrer, at der produceres sukker ud over basiskvotaen i de regioner, som er mindre egnede hertil. Ud fra denne forudsætning ville belastningen for sukkerfabrikkerne være forhøjet således:
Hvis man kan anerkende gyldigheden af denne
Rådet anfører endelig, at ifølge det forslag til forordning om ændring af forordning nr. 1111/77, som Kommissionen har forelagt det den
Under henvisning til
Ifølge Rådet må man, for at fortolke
Det er i lyset heraf, man skal vurdere indvirkningen på rentabiliteten af de pågældendes udnyttelse af isoglucose ved indførelsen af afgiften på 5 RE. I denne henseende skal man huske på, at sagsøgerne
Rådet rejser det spørgsmål, om Domstolen, når den skal tage stilling til, om Fællesskabet har pådraget sig erstatningsansvar, ikke alene lægger vægt på, hvor alvorlig en skade sagsøgerne er blevet påført, men også på hvor grov krænkelsen af den pågældende retsregel er. Dette synes at kunne udledes af ordene i den sjette præmis i
Efter Rådets opfattelse er denne løsning velbegrundet, når henses til, hvilke vanskeligheder Rådet og Kommissionen står over for ved gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, og til hvor mange interesser, der skal tages hensyn til, og hvor komplekse formål, der skal søges realiseret, og når endelig henses til konjunktursvingningerne.
Under henvisning til de vanskelige problemer, som isoglucosens fremkomst på markedet i store mængder i 1976 gav anledning til, finder Rådet, at der i den foreliggende sag kan rejses alvorlig tvivl om, hvor grov en overtrædelse, det har begået ved at vedtage de pågældende forordninger.
Efter, ligesom Kommissionen, at have foretaget en sammenligning mellem kostprisen for det af sagsøgerne
Man må således konkludere, at investeringerne i isoglucose ikke var økonomisk velfunderede, og at der ikke kan forventes nogen rentabel produktion af dette produkt i en overskuelig fremtid. Det følger heraf, at. indførelsen af afgiften på 5 RE
Når isoglucose allerede var urentabel, kan man uden tvivl rejse det spørgsmål, hvorfor Rådet alligevel pålagde den en afgift. Rådet anfører herved, at det på grund af isoglucoseproducenternes tavshed ikke var i besiddelse af alle oplysninger vedrørende isoglucosens kostpris, men at Rådet på den anden side vidste, at for hver centner isoglucose, der blev bragt på markedet i Fællesskabet, forøgedes overskuddet af sukker, og endelig, at isoglucoseproducenterne var bekendt hermed, ligesom de var bekendt med fællesskabsordningen for sukker gældende frem til 1980.
Endelig undersøger Rådet navnlig den argumentation, som sagsøgerne i sag 143/77 har fremført, hvorefter man på den ene side måtte fortsætte produktionen, så længe der var en positiv margen mellem de variable omkostninger pr. enhed og salgsprisen, og det på den anden side, hvis afgiften på 5 RE opslugte denne margen, måtte følge heraf, at den investerede kapital havde tabt al værdi.
Denne argumentation bygger efter Rådets opfattelse på to ukorrekte forudsætninger. For det første er den baseret på beregninger, som med henblik på fastsættelsen af fortjenesten alene bygger på forskellen mellem de variable omkostninger og salgspriserne, skønt man bør tage udgangspunkt i producentens samlede omkostninger og sammenligne disse med salgspriserne; den anvendte beregningsmåde forudsætter, at virksomheden finansierer de faste produktionsomkostninger ad anden vej, hvilket ikke er i overensstemmelse med sund forretningsdrift. For det andet postulerer man ved en sådan argumentation, at enhver opkrævning af afgift for isoglucose, uanset hvordan, skulle være forbudt, skønt Domstolen ikke har afvist selve princippet om en afgiftsopkrævelse.
På grundlag af undersøgelsen af disse to punkter konkluderer Rådet, at sagsøgerne
Såfremt Domstolen skulle finde, at Fællesskabet principielt har pådraget sig ansvar, gør Rådet — subsidiært — gældende, at de ovenfor angivne indsigelser må anses for at afbryde enhver årsagssammenhæng mellem Fællesskabets adfærd og de af sagsøgerne påståede tab.
Under henvisning til, at det fastholder argumentationen i svarskriftet og duplikken, forbeholder Rådet sig — såfremt Domstolen skulle finde, at Fællesskabet har pådraget sig ansvar i henhold til traktatens artikel 215, og at årsagsforbindelsen mellem Fællesskabets adfærd og de påståede skader ikke er brudt — senere at fremkomme med enhver indsigelse vedrørende de enkelte led i opgørelsen af de påberåbte skader.
Ved skrivelse af
Sagsøgerne oplyser, at det eneste relevante overslag med detaljerede tal blev udarbejdet før meddelelsen om afgiften i maj/juni 1976 i forbindelse med den årlige budgetplan for det år, der begyndte med september 1976. I bilag A til svaret er der gengivet uddrag af budgetplanen, hvoraf det fremgår, at isoglucoseanlæggene skulle op på fuld kapacitet fra påbegyndelsen af produktionen. Uddraget indeholder også oplysninger om forholdet mellem størrelsen af isoglucoseproduktionen og produktionen af tørret stivelse og den forventede nedgang i produktionen af tørret stivelse i takt med forøgelsen af isoglucoseproduktionen.
Man kunne imidlertid ikke påbegynde isoglucoseproduktionen før i slutningen af 1977, dvs. efter meddelelsen om afgiften. De senere overslag (jf. bilag II til sagsøgernes uddybende indlæg) er baseret på indførelsen af afgiften.
Sagsøgerne anfører, at
Forhøjelsen af denne margen fra juli 1978 skyldes forhøjelsen af salgsprisen for sukker. Forhøjelsen af margenen før. dette tidspunkt skyldes ikke en prisforhøjelse, men lavere omkostninger.
Ifølge sagsøgerne skyldes beslutningen om at anvende størstedelen af det våde stivelse til fremstilling af tørret stivelse, at dette var den eneste umiddelbare anvendelse, man kunne finde for den mængde stivelse, som skulle have været brugt til produktion af isoglucose, hvis ikke afgiften var blevet indført.
Sagsøgerne havde stoppet importen og videresalg af tørret stivelse, fordi deres egen produktion af dette produkt medførte en forøgelse af mængden af stivelse på markedet, hvor der allerede blev udbudt rigeligt.
Fremstillingsprocessen for tørret stivelse er meget forskellig fra isoglucosens, og de faste omkostninger betyder i denne sammenhæng ikke ret meget. Som følge heraf var der ikke sket nogen reduktion af omkostningerne på grund af den forøgede produktion af tørret stivelse.
Sagsøgerne anfører, at de tidligere ikke havde fundet det nødvendigt permanent at føre regnskab over omkostningerne til oplagring af noget specielt produkt. De har derfor ikke bevaret interne dokumenter og fakturagenparter, der er tilstrækkeligt detaljerede til, at de på grund heraf kan udregne de faktiske lageromkostninger for stivelse alene.
Sagsøgernes ansvarlige for lageret skønner dog på grundlag af egen erfaring og viden, at lagerpladsen i perioden fra november 1977 til november 1978 tilnærmelsesvis var anvendt som følger: stivelse 65 %, udstyr 15 %, forarbejd-ningsmateriale 10 %, dekstrose 5 %. På grundlag heraf kan omkostningerne til oplagring og bevarelse for stivelse i den omhandlede periode ansættes til
Sagsøgerne
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Kutscher
O'Keeffe
Touffait
Mertens de Wilmars
Mackenzie Stuart
Bosco
Koopmans
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident