Artikel 226 er i henhold til sit stk. 1 kun anvendelig i den overgangsperiode, som er fastsat i artikel 8 i EØF-traktaten. Artikel 8 bestemmer i stk. 1, at Fællesmarkedet skal gennemføres gradvist i løbet af en overgangsperiode på 12 år. Det fremgår imidlertid af stk. 5 og 7, at denne periode kunne forkortes for visse sektorer af økonomien. Rådets forordning nr. 120/67 af 13. juni 1967 er imidlertid en foranstaltning, hvorved Fællesmarkedet endeligt er blevet virkeliggjort inden for en bestemt økonomisk sektor. Denne opfattelse forstærkes ved artikel 7 i forordning nr. 120/67, hvorefter interventionsorganerne er forpligtet til at købe det korn, som er høstet i Fællesskabet, og som tilbydes dem. Overgangsperioden for det fælles marked for korn er således blevet afsluttet ved ikrafttrædelsen af den nævnte forordning den 1. juli 1967. De forbehold, som nævnes i artiklerne 28 og 32 i forordning nr. 120/67, berører kun enkelte formelle spørgsmål og er ikke egnede til at rejse tvivl om den nævnte opfattelse.

Artikel 226 kan således ikke være tilstrækkeligt retsgrundlag for vedtagelse af en beslutning, som bemyndiger en medlemsstat til at træffe beskyttelsesforanstaltninger i den pågældende økonomiske sektor.

Firma Baer-Getreide bemærker videre, at det eneste virksomme hjælpemiddel ville være anvendelse af de fremgangsmåder, som er fastsat i artikel 105 i EØF-traktaten, da forstyrrelserne på kornmarkedet er udsprunget af de økonomiske vanskeligheder i Frankrig. Artikel 226 er derimod ikke et egnet middel til afhjælpning af årsagerne til forstyrrelsen; den burde derfor ikke have været anvendt i det foreliggende tilfælde.

Beslutningen er i hovedsagen baseret på tre argumenter:

Hvad det første argument angår, bemærker firmaet Baer-Getreide, at importen af hvede fra Frankrig til forbundsrepublikken Tyskland steg efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 120/67, hvilket, når henses til, at den tyske produktion var utilstrækkelig til at dække det indenlandske behov, udgør en helt normal udvikling. Det andet argument er urigtigt hvad angår de faktiske omstændigheder. Det tredje argument kan ej heller bruges. På grundlag af det talmateriale, som EVSt har stillet til disposition for det, gør firmaet Baer-Getreide gældende, at det frie lagerrum, som interventionsorganet i begyndelsen af maj 1969 disponerede over, ville være tilstrækkeligt til 1500000 tons:

Kommissionen bør forelægge Domstolen de tal, hvoraf det fremgår, at det indenlandske korn i realiteten er blevet fortrængt fra den normale handel i Tyskland. I den henseende udgør angivelserne af de tyske kornmængder, for hvilke der ved udløbet af produktionsåret 1968/1969 er blevet anmodet om den i artikel 9 i forordning nr. 120/67 omhandlede overgangsgodtgørelse, et brugbart kriterium. Videre bør Kommissionen forelægge de tal, som muliggjorde beregningen på den ene side af det frie lagerrum, som på dette tidspunkt fandtes i Tyskland, og på den anden side af stigningen i tilbudene af fransk korn til intervention i løbet af årene 1968/1969 og 1969/1970.

Firma Baer-Getreide gør gældende, at det efter dets beregning ledige lagerrum i begyndelsen af maj 1969 var fuldt ud tilstrækkeligt til at modtage de mængder, som i den følgende tid kunne ventes tilbudt til intervention. Ved en sammenligning af Rådets forordninger nr. 120/67 og nr. 444/68 af 9. april 1968 om fastsættelse af de månedlige tillæg til prisen for korn og mel samt grove og fine gryn af hvede eller rug for høståret 1968/1969 (JO nr. L 91/1) samt nr. 883/69 af 13. maj 1969 om fastsættelse af de månedlige tillæg til prisen for korn og mel samt gryn af hvede eller rug for høståret 1969/1970 (JO nr. L 117/3) fremgår det, at interventionsudbudet for blød hvede og byg fra høståret 1968/1969 udeblev efter den 31. maj 1969, fordi interventionsprisen for høståret 1969/1970, som var fra 9,50 regningsenheder til 10,45 regningsenheder lavere end den med tillæg forhøjede interventionspris for året 1968/1969, fra 1. juni 1969 skulle anvendes på interventionskøb. Da de gevinster, som hidrørte fra svingningerne i kursen på franske franc, ikke ville have kunnet udligne denne tilbagegang i interventionsprisen, stoppede nødvendigvis strømmen af fransk korn efter den 31. maj 1969. Heraf følger, at man ikke havde behøvet at regne med fuld udnyttelse af det frie lagerrum, som var til disposition ved beslutningens vedtagelse, som følge af interventionsudbudet af fransk korn i høståret 1968/1969.

Hvad angår høståret 1969/1970 skulle Kommissionen efter firma Baer-Getreides mening have taget hensyn til:

Udviklingen i interventionsudbudet i løbet af høståret 1969/1970 og den hurtige tilbagegang i lagerbeholdninger viste tydeligt, at Kommissionen havde vurderet situationen på kornmarkedet i Tyskland forkert. Ifølge firmaet Baer-Getreide steg interventionskøbene i tiden fra 31. juli 1969 til 31. januar 1970 til en total mængde af ca. 520000 tons, mens lagerbeholdningerne sank fra 5500000 tons til 4100000 tons. Heraf fremgår det, at beslutningen af 8. maj 1969 ikke opfylder forudsætningerne i artikel 226, stk. 1 (alvorlige vanskeligheder, der vedvarende vil kunne ramme den økonomiske sektor).

Beskyttelsesforanstaltningerne i artikel 226 skal efter det første stykke i denne artikel gøre det muligt at genskabe ligevægten. De foranstaltninger, som var fastsat i beslutningen, ville kun have været egnede til opnåelse af dette mål, såfremt importen af fransk blød hvede og fransk byg til forbundsrepublikken Tyskland havde været årsagen til vanskelighederne. Ifølge firma Baer-Getreides opfattelse skyldtes manglen på lagerrum i første række den store tyske høst i høståret 1968/1969 og for det andet, at de pågældende organer ikke i rette tid havde sænket lagerbeholdningerne ved denaturering eller salg på verdensmarkedet.

Det system med månedligt tillæg til interventionspriserne, som er fastsat i forordningerne nr. 120/67 og nr. 144/68, har haft til følge, at næsten alt det franske overskudskorn allerede i begyndelsen af maj 1969 blev udbudt til intervention. Som følge heraf har den omhandlede beslutning kun kunnet have en meget begrænset nytteværdi og har ikke været egnet til at overvinde de formodede vanskeligheder.

Selv om man forudsatte, at der havde befundet sig en betragtelig mængde fransk korn på markedet, ville den omhandlede beslutning have været virkningsløs. Da importen af fransk korn til Tyskland fortsat var fri efter den 8. maj 1969, var aftagerne stadig i stand til at dække sig ind med den franske vare og erstatte det hjemlige korn, som fandtes på lager, med fransk korn, idet de tilbød det første til intervention. En tilbagegang i de mængder, som blev udbudt til intervention var usandsynlig, sålænge muligheden for denne omgåelse var tilstede.

I denne sammenhæng kritiserer firma Baer-Getreide bestemmelserne i artikel 2 i den omstridte beslutning, som efter dets opfattelse opfordrede de tyske møller til efter den 8. maj 1969 kun at anvende indført fransk korn. For så vidt tyske møller havde korn på lager ved vedtagelsen af beslutningen, måtte det forventes, at disse beholdninger ikke ville blive ramt. Det er urealistisk at tro, at forhandlerne erstattede korn, som de den 31. juli 1969 kunne få fuld overgangsgodtgørelse for i henhold til artikel 9 i forordning nr. 120/67, med andet korn, som denne godtgørelse kun delvis blev ydet for. Følgelig har beslutningen i alle tilfælde været virkningsløs.

Af den omstændighed, at virkningerne af beslutningen for høståret 1968/1969 kun ville have udstrakt sig til tiden indtil den 31. maj 1969, følger, at beskyttelsesforanstaltningerne for året 1968/1969 ikke har været uomgængelige. Den samme slutning kan drages for høståret 1969/1970, når man tager i betragtning, at beslutningen ikke har været egnet til at overvinde årsagerne til vanskelighederne på kornmarkedet.

Endelig gør firma Baer-Getreide tillige gældende, at Kommissionen med urette har bestemt sig for udsættelsen af interventionskøbene af fransk korn. En sådan foranstaltning skader umiddelbart interventionsmekanismen, der er grundlaget for markedsordningen for korn, og fremkalder en diskriminering af fransk korn. Forordning nr. 120/67 fastsætter i modsætning hertil midler, der er egnede til at overvinde disse vanskeligheder uden at antaste markedsordningen, nemlig ydelse af denatureringspræmie og højere restitutioner for eksport til tredjelande. Et tredje middel, som er i overensstemmelse med markedsordningen, er brugen af den i artikel 8 i forordning nr. 120/67 nævnte intervention B, der kan give de interesserede en tilskyndelse til at lagre overskudskorn for egen regning. Det står fast, at disse tre midler blev sat ind pr. 1. august 1969, og at de har givet resultat.

Den følgeslutning trænger sig pa, at Kommissionen burde have benyttet sig af disse midler, da de ville have forstyrret funktionen af det fælles kornmarked mindre end et interventionsstop. Beslutningen af 8. maj 1969 er derfor ugyldig på grund af overtrædelse af artikel 226, stk. 3.

Kommissionen giver et overblik over de begivenheder, som foranledigede strømmen af korn til Tyskland, og fremfører, at importen af fransk korn i forhold til det forudgående høstår var blevet tredoblet i løbet af året 1968/1969, for blød hvede var steget til 1292789 tons mod 326112 tons i året 1967/1968 og for byg til 953466 tons mod 598092 tons.

Da det tyske marked kun delvis har kunnet optage disse, overordentlig store mængder, har den største del af det indførte korn måttet overtages i interventionen, hvilket har ført til, at den allerede temmelig formindskede lagerkapacitet er blevet opbrugt.

Kommissionen fremhæver videre, at tysk korn på grund af prisforskellen mellem dette og indført korn næsten fuldstændig er blevet fortrængt i den normale handelsomsætning, hvilket har betydet et yderligere pres på det frie lagerrum.

Da interventionstilbuddet var den eneste udvej for de tyske landmænd til at afsætte deres produkter, som var dyrere end fransk korn på grund af svingningerne i den effektive kurs på franc, har det været af stor betydning, at denne mulighed blev ladt åben. På grund af det usædvanligt store udbud af fransk korn til intervention opstod nu den fare, at det frie lagerrum, som stod til disposition for det tyske interventionsorgan, ville være opbrugt senest ved begyndelsen af høståret 1969/1970. Til støtte for denne opfattelse henviser Kommissionen til de tal, som den tyske regering har meddelt den.

På baggrund af de alvorlige følger for de tyske producenter af den truende mangel på lagerrum, har det været nødvendigt at sikre, at den sidste frie lagerkapacitet ikke blev udtømt ved en unormal tilstrømning af fransk korn.

Ved beslutningens vedtagelse var der ingen udsigt til, at man i løbet af kort tid ville kunne afsætte det oplagrede korn på verdensmarkedet. Af denne grund måtte man vælge mellem følgende to muligheder: En betragtelig udvidelse af lagerkapaciteten eller et stop for strømmen af fransk korn til intervention. Først blev der gjort forsøg på at udvide lagerkapaciteten, men det viste sig hurtigt, ar foranstaltningerne var virkningsløse og for kostbare.

Følgende foranstaltninger var nødvendige:

Under disse omstændigheder var den eneste fornunftige løsning at indskrænke tilførslen af fransk korn til intervention. Der frembød sig to muligheder herfor, enten at indskrænke den franske eksport til en akceptabel mængde eller at reducere interventionen i Tyskland i forhold til de reelle lagermuligheder.

Da den første mulighed ville have forudsat indskrænkning i den frie varetrafik inden for Fællesskabet, som for eksempel ved forbud eller kvote for import til Tyskland eller oprettelse af et system med udligningsafgifter, valgte Kommissionen den anden løsning, som næppe har indvirket på det fælles kornmarkeds funktion. På denne måde blev kun den fordrejning af samhandelen, som havde sin årsag i kurssvingningerne for franske franc, overvundet. Kommissionen kommer til den konklusion, at dens beslutning af 8. maj 1969 har opfyldt såvel de formelle som de materielle forudsætninger for artikel 226.