Kommissionen foreslår, at første spørgsmål besvares bekræftende. Artikel 37, stk. 1 overlader alene medlemsstaterne et vist skøn under overgangsperioden. Efter dennes udløb indeholder artikel 37 en forpligtelse, der er klar, absolut og uafhængig af nogen mellemkomst fra medlemsstaternes eller Fællesskabets institutioners side. Allerede i sag 6/64 (dom af 15. juli 1964, Costa mod Enel, Sml. 1954-1964, s. 531) anerkendte Domstolen, at stykke 2 i artikel 37, som anvender samme begreb om forskelsbehandling som stykke 1, skulle anvendes direkte.

Vedrørende andet spørgsmål bemærker Kommissionen efter at have anført, at det tilkommer Domstolen at udlede de elementer, der vedrører en fortolkning af fællesskabsretten, at det angår den del af monopoludligningsafgiften, som af konkurrencemæssige grunde skulle dække, om ikke udligne, monopolforvaltningens overtagelses- og salgsomkostninger. Sådanne byrder, der kan henføres til monopolets eksistens, og som skal sikre dets finansiering, kan påhvile indførsel af varer, der hidrører fra andre medlemsstater, således at de ikke skal afholdes af monopolforvaltningen? Ifølge Kommissionen omhandler artikel 95 ikke alene rent fiskale afgifter, men også sådanne, der bidrager til finansiering af en gren af den offentlige forvaltning såsom forvaltningen af et monopol, og som tjener til at dække dennes omkostninger. Denne vide fortolkning følger blandt andet af Domstolens dom i de forenede sager 2 og 3/62 (dom af 14. december 1962, Kommissionen mod storhertugdømmet Luxembourg og kongeriget Belgien, Sml. 1954-1964, s. 339), og Kommissionen udleder heraf, at den omstændighed, at monopolafgiften ikke er af fiskal karakter, er af sekundær betydning i forhold til artikel 95, stk. 1, når nationale og indførte produkter på samme måde og på grundlag af samme afgift skal bidrage til finansieringen af monopolet. Det må imidlertid slås fast, at såvel for så vidt angår anvendelsen af artikel 95, stk. 1 som af artikel 37, stk. 1 kan en afgiftopkrævning ikke udelukkende anfægtes, fordi den skal tjene til at bidrage til finansieringen af en gren af forvaltningen. Der må foreligge forskelsbehandling.

For så vidt angår artikel 37 giver Kommissionen udtryk for den opfattelse, at artikel 37's forbud mod forskelsbehandling efter udløbet af overgangsperioden har samme virkning som forbudet i artikel 95. Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om man befinder sig inden for anvendelsesområdet for artiklerne 95, stk. 1, eller om der ikke snarere i betragtning af formålet med afgiften er tale om en afgift med tilsvarende virkning som indførelsestold (dom af 19/6 1973, sag 77/72, Capolongo, Sml. 1973, s. 611 samt dom af 18/6 1975, sag 94/74, I.G.A.V., Sml. 1975, s. 699).

For så vidt angår artikel 37's direkte virkning anfører Kommissionen yderligere, at det af Domstolens nyere retspraktsis vedrørende følgerne af overgangsperiodens udløb (domme af 21. juni 1974, sag 2/74, Reyners, Sml. 1974, s. 631; af 3 december 1974, sag 33/74, Van Binsbergen, Sml. 1974, s. 1299; af 12 december 1974, sag 36/74, Walrave og Koch, Sml. 1974, s. 1405 samt dom af 10. december 1974, sag 48/74, Charmasson, Sml. 1974, s. 1383) fremgår, at den undtagelse for så vidt angår det tyske spiritusmonopol, som Kommissionen har ment at kunne indrømme indtil oprettelse af en fælles markedsordning (henstilling af 22. december 1969 til Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende ændring af statsmonopolet for spiritus JO L 31 af 9. 2. 1970, s. 20), efter overgangsperiodens udløb er blevet overflødig til trods for, at en fælles markedsordning endnu ikke er oprettet. Således kan det forhold, at der vedvarende opkræves et monopoludligningstillæg (Monopolausgleichspitze), i medfør af de principper, som Domstolen har fastlagt i de ovennævnte sager 77/72, Capolongo, og 94/74, I.G.A.V., udgøre en overtrædelse af forbudet mod at opkræve afgifter med tilsvarende virkning som told, for så vidt som opkrævningen af dem udelukkende er bestemt til at finansiere aktiviteter, som særlig er til fordel for det pågældende indenlandske produkt.

Det tredje spørgsmål er ifølge Kommissionen stillet, fordi sagsøgte for den nationale ret har påstået, at hvis man betragtede slutpriser, var det indenlandsk spiritus og ikke indført spiritus, der — som følge af lavere priser i udlandet — blev udsat for forskelsbehandling. Kommissionen finder, at i henhold til traktatens ordlyd er der ikke tale om at sammenligne afgifter, der rammer henholdsvis indenlandske produkter og tilsvarende produkter fra andre medlemsstater. Det er hverken hjemlet eller tilladt at tage slutpriser eller elementer, der er afgørende for et indført produkts fremstillingspris, i betragtning.

For så vidt angår fjerde spørgsmål har Kommissionen anført, at en afgiftsdifferentiering efter producerede mængder ikke med sikkerhed udelukker forskelsbehandling, selv om denne forskelsbehandling kun har begrænset betydning, da 95 % den indenlandske spiritusfremstilling ligger over mindstegrænsen.

Ifølge forbundsregeringen skal første spørgsmål besvares bekræftende. Artikel 37, stk. 1 indeholder ligesom artiklerne 9, 12 og 37, stk. 2 et forbud mod forskelsbehandling, og da dette udgør en fuldstændig fællesskabsregel, er det egnet til at få direkte virkning i forholdet mellem borgerne og i forholdet mellem medlemsstaterne og disses statsborgere. Forpligtelsen til inden overgangsperiodens udløb gradvist at tilpasse monopolerne kan også finde direkte anvendelse.

Den tyske regering henviser imidlertid til artikel 37, stk. 4, hvorefter stk. 1 alene skal finde anvendelse på handelsmonopoler, der indebærer en regulering, der tilsigter at lette afsætningen eller sikre en bedre udnyttelse af landbrugsprodukter, såfremt der sikres tilsvarende garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard. For så vidt er den i artikel 37, stk. 1 nævnte tilpasningsforpligtelse betinget af, at Fællesskabet indfører egnede foranstaltninger, og den har følgelig ikke direkte virkning.

For så vidt angår andet spørgsmål anfører forbundsregeringen, at den relevante bestemmelse er artikel 37 og ikke artikel 95. Den sidstnævnte bestemmelse kan ikke finde anvendelse på en indførselsafgift som monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze), som opkræves med henblik på at udligne den monopolafgift, som rammer de nationale produkter, fordi denne nationale afgift er en væsentlig faktor for monopolet. Opkrævelsen af en afgift til udligning for monopolomkostningerne er faktisk en væsentlig del af et tysk monopol, thi ifølge tysk lovgivning skal administrationsomkostningerne ved de tyske handels- og fiskalmonopoler finansieres af disses brugere. Et bortfald af monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) ville betyde, at også udligningen for monopoludgifterne (Monopolkostenausgleich) måtte bortfalde for at undgå, at de nationale produkter blev stillet ringere end den spiritus, som blev indført til drikkebrug. En overførsel til forbundsbudgettet ville belaste alle borgerne og kan således ikke komme i betragtning. Da monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) er et væsentligt element i det tyske spiritusmonopol, kan opkrævningen af det alene vurderes i relation til traktatens artikel 37.

Ifølge den tyske regering må man for inden for det andet spørgsmål, således som det er afgrænset ovenfor, at kunne undersøge, om opkrævningen af monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) strider mod artikel 37's forbud mod forskelsbehandling, afgøre, om monopoludgifterne kan udlignes. Forbundsregeringen er af den opfattelse, at de generelle principper i traktatens bestemmelser om frie varebevægelser tillader udligning af andre afgifter end skatter. Domstolen har allerede statueret, at pekuniære afgifter ikke falder ind under forbudet mod afgifter med tilsvarende virkning som told, når de er en del af en almindelig national afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier omfatter nationale og indførte produkter (dom af 14. december 1972, sag 29/72, SpA Marimex mod Den italienske Finansforvaltning, Recueil 1972, s. 1319). Den slags afgifter kan altså udlignes.

Undersøgelsen af, hvorvidt der i relation til artikel 37 er tale om forskelsbehandling mellem nationale og indførte produkter, skal ifølge forbundsregeringen tage hensyn til monopolernes særegenheder. Det må i så henseende påpeges, at den afgift, der pålægges det nationale produkt, og monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) i offentligretlig henseende fremtræder på samme måde: beløbet beregnes principielt efter samme kriterier, det inddrives på samme måde, og de omfattes begge af den strafferetlige beskyttelse, som skatteretlige krav nyder. Man kan ikke gå endnu videre og kræve absolut og formel identitet mellem de to afgifter, thi monopolet udgør en markedsordning, som ikke kan anvendes uden en forskellig ordning for indenlandske og indførte produkter.

For så vidt som det i artikel 37 bestemmes, at handelsmonopolerne ikke skal afskaffes, men tilpasses, må det erkendes, at der findes regler, som er uundværlige for monopolet. En afskaffelse af monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) ville føre til en sådan ændring af monopolsystemet, at det ville tvinge staten til at opretholde monopolet på basis af samtlige borgeres ydelser i stedet for at gøre det på brugernes bekostning. Forbundsregeringen foreslår, at andet spørgsmål besvares således:

For så vidt angår tredje spørgsmål anfører forbundsregeringen, at der med henblik på anvendelsen af artikel 37, stk. 1 (idet artikel 95 efter regeringens opfattelse ikke kan anvendes) alene skal foretages en sammenligning mellem monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) og monopoludgifterne.

For så vidt angår fjerde spørgsmål bemærker forbundsregeringen, at den differencierede afgift på indenlandske produkter ikke gælder for alle de af monopolet omfattede, men alene spiritus fremstillet af frugt, som f.eks. vermouth, og af korn. For så vidt angår spiritus fremstillet af frugt er opkrævningen af en intern afgift, som er trindelt, for indførte produkters vedkommende skønsmæssigt udlignet ved den ensartede monopoludligningsafgift (Monopolausgleich). Et sådant system med faste afgifter på indførte varer er ikke ualmindeligt i samhandelen inden for Fællesskabet og hviler på den betragtning, at man kun vanskeligt kan fastslå det indførte produkts oprindelse og den mængde, som er fremstillet i den oprindelige fremstillingsvirksomhed. I øvrigt har Kommissionen i sin henstilling af 22. december 1969 til Forbundsrepublikken Tyskland (JO L 31 af 9. februar 1970, s. 20 ff) anbefalet et sådant system.

I praksis svarer størrelsen af den faste afgift på indført spiritus fremstillet af frugt til størrelsen af den afgift, der gælder for omkring 97 % af den indenlandske frugtspiritus. Under alle omstændigheder er opkrævningen af en trindelt intern afgift begrundet i en landbrugs- og middelstandspolitisk målsætning og hører følgelig under artikel 37, stk. 4.

Såfremt man antager, at artikel 37, stk. 4 efter overgangsperiodens udløb har mistet sin berettigelse, må der tages hensyn til den omstændighed, at den begunstigelse, som små og middelstore spiritusproducenter har modtaget, har karakter af støtte i den i EØF-traktatens artikel 92 ff nævnte forstand. Da der er tale om en ordning, som fandtes på tidspunktet for EØF-traktatens ikrafttræden, ville regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland kun være forpligtet til at afskaffe den, hvis Kommissionen havde interveneret i så henseende. Kommissionen, der var klar over ordningens eksistens, udtalte sig imidlertid til fordel for en fast afgift på indførte produkter.

Forbundsregeringen foreslår, at fjerde spørgsmål besvares således:

For så vidt angår første spørgsmål bemærker sagsøgeren, at artikel 37, stk. 1 i betragtning of ordlyden af EØF-traktatens artikel 8, stk. 7 har direkte virkning.

For så vidt angår andet spørgsmål kommenterer sagsøgeren først artikel 95. Denne artikel indeholder alene hjemmel til at udligne afgifter, der følger af opkrævningen af indenlandske afgiftsbeløb, men ikke omkostningerne ved produkternes fremstilling og afsætning. I det foreliggende tilfælde er importøren imidlertid forpligtet til at betale et beløb, der udligner det konkurrencemæssige handicap, der for de nationale producenters vedkommende følger af, at de skal bære omkostningerne ved monopolforvaltningen. Anvendelsesområdet for artikel 95 kan ikke udvides til at omfatte en hvilken som helst udligning mellem en fiskal byrde, der hviler på indførte produkter, og en byrde af økonomisk karakter, der hviler på lignende indenlandske produkter.

Derefter går sagsøgeren over til at undersøge artikel 37, stk. 1 og gør gældende, at det forbud, som denne bestemmelse indeholder, også omfatter det forbud, som er udtrykt i artikel 95, således at det, som er anført angående artikel 95, også gælder for artikel 37. I det foreliggende tilfælde bliver indførte produkter gjort til genstand for forskelsbehandling, for så vidt som der ikke alene sker udligning for de afgifter, der faktisk rammer det indenlandske produkt, men også for de indenlandske producenters fremstillings- og afsætningsomkostninger samt for monopolforvaltningens omkostninger. Som følge af monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) er enhver priskonkurrence mellem indenlandske produkter, som er undergivet monopolet, og indførte produkter, på forhånd afskåret.

Sagsøgeren foreslår at besvare andet spørgsmål således:

For så vidt angår tredje spørgsmål udleder sagsøgeren af det tidligere anførte, at en sammenligning af byrderne i henhold til artikel 95, stk. 1 alene kan vedrøre afgifterne, men ikke priserne. Sagsøgerne mener følgelig, at når EØF-traktatens artikel 37, stk. 1 og 95, stk. 1 skal finde anvendelse, skal alene monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) og monopolomkostningerne samenlignes.

For så vidt angår fjerde spørgsmål anfører sagsøgeren, at der er tale om forskelsbehandling i den i EØF-traktatens artikel 37 forudsatte betydning, når produkter fra andre medlemsstater ved hjælp af foranstaltninger, som kan henføres til monopolet, konkurrencemæssigt stilles ringere end varer, som er underlagt dette. I modsætning til indenlandske produkter sker der for tilsvarende indførte produkter, som belastes med monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze), ikke den i § 79, stk. 1 i spiritusmonopolloven hjemlede nedsættelse med den gennemsnitlige størrelse af de udgifter, monopolforvaltningen har sparet for den spiritus, som ikke er underlagt afleveringspligten. Desuden foretages forhøjelser og nedsættelser i henhold til spiritusmonopollovens § 79, stk. 2-6 kun ved spiritustillægget (Branntweinaufschlag), dvs. i forbindelse med indenlandske monopolprodukter, derimod ikke ved monopoludligningsafgiften (Monopolausgleich), der pålægges indførte produkter.

Følgelig skal ifølge sagsøgeren fjerde spørgsmål besvares således:

Sagsøgeren, repræsenteret af sin juridiske rådgiver G. Meier, regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland, repræsenteret af M. Seidel, og Kommissionen, repræsenteret af R. Wagenbauer, har i retsmødet den 28. oktober 1975 nærmere redegjort for den argumentation, som er anført under skriftvekslingen.

De har navnlig redegjort for visse punkter, hvorom Domstolen har udspurgt dem.

Regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland, der af Domstolen blev opfordret til at meddele, om spritustillægget (Branntweinaufschlag) og/eller monopoludligningsafgiften (Monopolausgleich) eller en del af disse afgifter (Branntweinaufschlagspitze, Monopolausgleichspitze) er knyttet til monopolforvaltningen eller har andet formål, har anført, at Branntweinaufschlagspitze tjener til at finansiere monopolet, mens monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze), som opkræves til fordel for forbundsstaten og ikke for monopolet, alene har til formål at ligestille prisen på de indførte produkter med den salgspris, som for de indenlandske produkters vedkommende er fastsat af forbundsmonopolforvaltningen.

Regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland har yderligere anført, at salgsprisen for indenlandsk spiritus består af den pris, som brænderiet har modtaget, afgiften på produktet samt monopoludgifterne, som udgøres af tillægget (Spitze).

Efter sagsøgerens opfattelse omfatter spiritusudligningstillægget (Branntweinausgleichspitze) og monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) 1) de samlede omkostninger ved monopolets forvaltning samt varens afsætning, 2) omkostningerne ved at forarbejde den af monopolet opkøbte spiritus samt 3) eksportrestitutioner og tabsgivende salgspriser.

Sagsøgeren har som svar på et af Domstolen stillet spørgsmål yderligere anført, at de monopoludgifter, som indeholdes i salgsprisen for indenlandsk spiritus, og som monopoludligningstillægget (Monopolausgleichspitze) skal udligne, allerede er afholdt i form af fremstillingsomkostningerne for den indførte spiritus i oprindelsesstaten, navnlig når der i oprindelsesstaten også findes et monopolsystem.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 20. november 1975.

Sagsøgeren har i skrivelse af 19. december 1975 anmodet om en eventuel genoptagelse af den mundtlige forhandling.