|
14.11.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 286/12 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1711
af 13. november 2018
om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 for så vidt angår datoen for anvendelsen af de fritagelser, som er fastsat for indiske eksporterende producenter
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 11, stk. 3, artikel 13, stk. 4, og artikel 14, stk. 3,
efter høring af medlemsstaterne, og
ud fra følgende betragtninger:
1. GÆLDENDE FORANSTALTNINGER
|
(1) |
Efter en antidumpingundersøgelse indførte Rådet den 9. august 2011 ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 (2) en endelig antidumpingtold på 62,9 % på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«). |
|
(2) |
Efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (3) (»grundforordningen«) udvidede Rådet den 24. juli 2012 ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 672/2012 (4) foranstaltningerne til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej. |
|
(3) |
Efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13 udvidede Rådet den 16. januar 2013 ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 21/2013 (5) foranstaltningerne til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Taiwan og Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Taiwan og Thailand eller ej. |
|
(4) |
Efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13 udvidede Rådet den 20. december 2013 ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 (6) foranstaltningerne til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien og Indonesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien og Indonesien eller ej, og indrømmede Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd. en fritagelse for denne told. I henhold til artikel 1, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 skulle der opkræves told for al import af den pågældende vare (med undtagelse af varer fremstillet af Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd.), som tidligere var blevet gjort til genstand for registrering ved Kommissionens forordning (EU) nr. 322/2013 (7) om indledning af en undersøgelse. |
|
(5) |
Pyrotek Incorporated, en nordamerikansk virksomhed med fabrikker eller salgskontorer i flere lande, herunder i EU-medlemsstater, ansøgte den 21. januar 2014 om fritagelse for de udvidede foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, for så vidt angår Pyrotek India Pvt. Ltd., en eksporterende producent fra Indien. |
|
(6) |
I besvarelsen af et spørgeskema sendt af Kommissionen anførte Pyrotek India Pvt. Ltd, at virksomheden havde eksporteret den pågældende vare i løbet af perioden for den antiomgåelsesundersøgelse, som førte til udvidelsen af foranstaltningerne til også at omfatte Indien, dvs. fra den 1. april 2012 til 31. marts 2013. Derfor opfyldte Pyrotek India Pvt. Ltd. ikke betingelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 4. Ansøgningen indeholdt dog tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse af de foranstaltninger som udvidet til også at omfatte Indien i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 13, stk. 4. |
|
(7) |
Kommissionen indledte den 23. september 2014 en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 13, stk. 4. I forbindelse med denne delvise interimsundersøgelse konstaterede Kommissionen, at Pyrotek India Pvt. Ltd. virkelig havde produceret den pågældende vare, siden den påbegyndte sin produktion i august 2011, og at den ikke var involveret i omgåelsespraksis. |
|
(8) |
Efter en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 13, stk. 4, fritog Kommissionen den 10. september 2015 ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1507 (8) visse indiske producenter, herunder Pyrotek India Pvt. Ltd., for udvidelsen af den told, der finder anvendelse på importen af den pågældende vare afsendt fra Indien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien eller ej. Pyrotek India Pvt. Ltd. indrømmedes derfor en fritagelse for de udvidede foranstaltninger, der omfatter eksporten til Unionen fra denne dato. |
|
(9) |
Efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningen artikel 11, stk. 2, indførte Kommissionen den 6. november 2017 ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/1993 (9) en endelig antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse Kina som udvidet til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien, Indonesien, Malaysia, Taiwan og Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i disse lande eller ej. |
2. GENOPTAGELSE AF FRITAGELSESUNDERSØGELSEN
|
(10) |
Som anført i betragtning 6 ovenfor konstaterede Kommissionen, at Pyrotek India Pvt. Ltd. virkelig havde produceret den pågældende vare, siden den påbegyndte sin produktion i august 2011, og at den ikke var involveret i omgåelsespraksis. Kommissionen besluttede derfor delvist at genoptage fritagelsesundersøgelsen. |
|
(11) |
Kommissionen indledte den 18. maj 2018 den delvise genoptagelse af fritagelsesundersøgelsen for så vidt angår importen af åben mesh-stoffer af glasfibre med en cellestørrelse på mere end 1,8 mm i både længde og bredde og med en vægt på mere end 35 g pr. m2, med undtagelse af glasfiberskiver, med oprindelse i Kina eller afsendt fra Indien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien eller ej, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7019 51 00 og ex 7019 59 00. Den offentliggjorde en meddelelse om indledning i Den Europæiske Unions Tidende (10) (»meddelelsen om indledning«). |
|
(12) |
I meddelelsen om indledning angav Kommissionen, at genoptagelsen er begrænset i omfang til en vurdering af, om det ville være hensigtsmæssigt at udvide fritagelsens tidsmæssige anvendelsesområde til perioden mellem den 21. december 2013 og 10. september 2015. |
|
(13) |
I meddelelsen om indledning opfordrede Kommissionen ligeledes interesserede parter til at give sig til kende med henblik på at deltage i undersøgelsen. Den underrettede specifikt Pyrotek India Pvt. Ltd., EU-erhvervsgrenen og øvrige interesserede parter, som den vidste var berørt af indledningen af fritagelsesundersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage. |
|
(14) |
De interesserede parter fik mulighed for at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer inden for den frist, der er fastsat i meddelelsen om indledning. |
3. DEN PÅGÆLDENDE VARE
|
(15) |
Den undersøgte vare i den nuværende undersøgelse er åben mesh-stoffer af glasfibre med en cellestørrelse på mere end 1,8 mm i både længde og bredde og med en vægt på mere end 35 g pr. m2, med undtagelse af glasfiberskiver, med oprindelse i Kina, afsendt fra Indien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien eller ej, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7019 51 00 og ex 7019 59 00 (Taric-kode 7019510014 og 7019590014). |
4. UNDERSØGELSE
a) Undersøgelsens omfang
|
(16) |
Undersøgelsen er begrænset i omfang til en vurdering af, om det ville være hensigtsmæssigt at udvide fritagelsens tidsmæssige anvendelsesområde til perioden mellem den 21. december 2013 og 10. september 2015. |
b) Pyrotek India Pvt. Ltd.
|
(17) |
Pyrotek India Pvt. Ltd. er et indisk datterselskab i den amerikanske multinationale gruppe, Pyrotek. Pyrotek-gruppen leverer mange forskellige slags hjælpematerialer og værktøjer til metal- og aluminiumsindustrien. |
|
(18) |
Ansøgeren producerer den undersøgte vare på sin fabrik i Chennai i Indien og sælger den til sine forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen. De fleste af de forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen videreforarbejder den undersøgte vare og sælger den færdige vare til de endelige kunder. |
c) Resultater af undersøgelsen
|
(19) |
Der mindes om, at Kommissionen i sin forrige delvise interimsundersøgelse (11) konstaterede, at Pyrotek India Pvt. Ltd. virkelig er producent af den pågældende vare, og at virksomheden ikke er involveret i omgåelsespraksis. |
|
(20) |
Som anført i betragtning 6 havde Pyrotek India Pvt. Ltd. eksporteret den pågældende vare i undersøgelsesperioden for den antiomgåelsesundersøgelse, der førte til udvidelsen af foranstaltninger over for Indien, dvs. fra den 1. april 2012 til 31. marts 2013, og svaret antidumpingtold af sin eksport til Unionen i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013. |
|
(21) |
Som anført i betragtning 11 indrømmedes Pyrotek India Pvt. Ltd. den 10. september 2015 ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1507 en fritagelse for de udvidede foranstaltninger vedrørende eksporten til Unionen fra den 11. september 2015. Startdatoen for denne fritagelse dækker dog ikke perioden forud for denne dato, inden for hvilken Pyrotek India Pvt. Ltd. skulle svare antidumpingtold af sin eksport til Den Europæiske Union. |
|
(22) |
Kommissionen foretog en fornyet vurdering af situationen og fandt, at Pyrotek India Pvt. Ltd.'s eksport til Unionen i perioden fra den 21. december 2013 til 10. september 2015 bør fritages for betaling af antiomgåelsestolden. |
|
(23) |
Ingen af de interesserede parter gav sig til kende inden for den frist, der er fastsat i meddelelsen om indledning. Der var heller ingen af de interesserede parter, der tilkendegav deres synspunkter skriftligt eller anmodede om en høring med Kommissionen eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. |
|
(24) |
Kommissionen finder derfor, at Pyrotek India Pvt. Ltd. bør indrømmes en fritagelse. Denne fritagelse bør finde anvendelse for perioden mellem den 21. december 2013 og 10. september 2015 i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3. |
|
(25) |
Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 bør derfor ændres for at præcisere, at de fritagelser, som indrømmedes Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd. og Pyrotek India Pvt. Ltd., begge finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013, dvs. fra den 21. december 2013, indtil datoen for ikrafttrædelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2015/1507 den 11. september 2015. Artikel 1, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 bør ændres i overensstemmelse hermed. |
|
(26) |
I forlængelse af de bemærkninger, som Pyrotek India Pvt. Ltd. fremsatte efter fremlæggelsen af oplysninger, finder Kommissionen desuden, at det bør præciseres, at der også kan indgives ansøgninger om godtgørelse af eller fritagelse for den antidumpingtold, der blev opkrævet for den pågældende vare, når den blev fremstillet og importeret til Unionen af Pyrotek India Pvt. Ltd. i den periode, hvor varerne var genstand for registrering, jf. forordning (EU) nr. 322/2013. |
|
(27) |
Den periode, der er omhandlet i artikel 121, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (12), bør derfor forlænges indtil den 1. september 2019 for at sikre, at de nationale toldmyndigheder kan yde godtgørelse af eller fritagelse for den told, som er uretmæssigt opkrævet, i henhold til den gældende toldlovgivning, i tilfælde hvor den frist, der er fastsat i det pågældende stykke, udløb inden datoen for anvendelsen af nærværende forordning. |
5. SAGSFORLØB
|
(28) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordningen (EU) 2016/1036 — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 foretages følgende ændringer:
|
1) |
Artikel 1, stk. 2, affattes således: »2. Anvendelse af fritagelsen, som indrømmedes Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd. og Pyrotek India Pvt. Ltd., er betinget af, at der over for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig handelsfaktura, der er i overensstemmelse med kravene i bilaget til denne forordning. Hvis der ikke forelægges en sådan faktura, anvendes antidumpingtolden som fastsat i stk. 1. De fritagelser, som indrømmedes Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd. og Pyrotek India Pvt. Ltd., finder anvendelse fra den 21. december 2013.« |
|
2) |
Artikel 1, stk. 4, affattes således: »4. De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat. Den periode, der er omhandlet i artikel 121, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (*1), forlænges indtil den 1. september 2019 for så vidt angår ansøgninger om godtgørelse eller fritagelse, som Montex Glass Fibre Industries Pvt. Ltd. og Pyrotek India Pvt. Ltd. har indgivet i overensstemmelse med den gældende toldlovgivning, med henblik på at dække godtgørelsen af eller fritagelsen for antidumpingtold på importen af den pågældende vare i perioden fra den 21. december 2013 til 10. september 2015 eller i den periode, hvor den var genstand for registrering, jf. artikel 2 i forordning (EU) nr. 322/2013. |
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2018.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, senest ændret ved forordning (EU) 2018/825 (EUT L 143 af 7.6.2018, s. 1).
(2) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 af 3. august 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 204 af 9.8.2011, s. 1).
(3) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 (EUT L 18 af 21.1.2014, s. 1) (erstattet af forordning (EU) 2016/1036, senest ændret ved forordning (EU) 2018/825).
(4) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 672/2012 af 16. juli 2012 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der er indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej (EUT L 196 af 24.7.2012, s. 1).
(5) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 21/2013 af 10. januar 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der er indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Taiwan og Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Taiwan og Thailand eller ej (EUT L 11 af 16.1.2013, s. 1).
(6) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 af 16. december 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der er indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien og Indonesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien og Indonesien (EUT L 346 af 20.12.2013, s. 20).
(7) Kommissionens forordning (EU) nr. 322/2013 af 9. april 2013 om indledning af en undersøgelse vedrørende den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 over for importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, ved import af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien og Indonesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien og Indonesien, og om at gøre denne import til genstand for registrering (EUT L 101 af 10.4.2013, s. 1).
(8) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1507 af 9. september 2015 om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1371/2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien eller ej (EUT L 236 af 10.9.2015, s. 1).
(9) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1993 af 6. november 2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina som udvidet til også at omfatte importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre afsendt fra Indien, Indonesien, Malaysia, Taiwan og Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i disse lande eller ej, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 288 af 7.11.2017, s. 4).
(10) Meddelelse om indledning af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina udvidet til også at omfatte importen afsendt fra Indien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien eller ej (EUT C 171 af 18.5.2018, s. 10).
(11) Gennemførelsesforordning (EU) 2015/1507, betragtning 12-16.
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).