Rådet og Kommissionen udstedte mellem 1971 og 1974 ti direktiver om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om måleinstrumenter. De italienske myndigheder har ikke rettidig gennemført de i direktiverne foreskrevne foranstaltninger, eftersom de fastsatte frister udløb mellem den 29. januar 1973 og den 6. september 1975.

Den 14. februar 1975 har Kommissionen, som følge af de italienske myndigheders passivitet, i henhold til EØF-traktatens artikel 169 opfordret den italienske regering til inden en måned at fremsætte sine bemærkninger (denne første skrivelse gjaldt kun de første otte direktiver, hvis sidste gennemførelsesfrist udløb den 21. 4. 1973). Fristen for fremsættelse af bemærkninger blev senere forlænget uden resultat.

Den 15. oktober 1975 opfordrede Kommissionen den italienske regering til inden en måned at fremsætte sine bemærkninger vedrørende sin passivitet efter ikrafttrædelsen af fire andre direktiver, heraf et fra Kommissionen (gennemførelsesfristerne for disse direktiver udløb mellem den 21. 5. 1975 og den 21. 6. 1975).

Den 1. december 1975 meddelte den italienske industriminister, at der var blevet fremsat to lovforslag i parlamentet, som modsvarede indholdet af de fire direktiver, og udtrykte ønske om, at den parlamentariske behandling kunne gennemføres meget snart.

Den 22. december 1975 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse vedrørende de første otte direktiver, hvilken udtalelse de italienske myndigheder anerkendte modtagelsen af den 5. januar 1976.

Den 4. juni 1976 fremsatte Kommissionen en ny begrundet udtalelse vedrørende de fire andre direktiver.

Den 28. juli 1977 anlagde Kommissionen sag med påstand om konstatering af krænkelse af forpligtelser i henhold til ti af de tolv pågældende direktiver; Kommissionen lod i denne forbindelse to direktiver fra Rådet vedrørende væskemålere, som havde været genstand for den første begrundede udtalelse, ude af betragtning.

Ved et dokument, der blev indgivet den 16. september 1977, har den italienske udenrigsminister meddelt Domstolen følgende:

Kommissionen har ved skrivelse af 11. november 1977 taget den italienske regerings brev til efterretning, men har præciseret:

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Den italienske regering har forklaret grundene til den eventuelle undladelse, der er blevet bebrejdet den, i flere skrivelser og navnlig i et telegram, som blev afsendt til Kommissionen den 22. juli 1976:

Kommissionen anfører, at det er nødvendigt at sikre gennemførelsen af direktiverne, hvilket gentagne gange er blevet fastslået af Domstolen, navnlig i dom 52/75 (Kommissionen mod Den italienske Republik, 26. 2. 1976, Sml. 1976, s. 277). Kommissionen anfører over for argumentet vedrørende den parlamentariske fremgangsmåde og dens langsommelighed, at det af Domstolens praksis fremgår, at medlemsstaterne i øvrigt ikke kan påberåbe sig bestemmelser, praksis eller øvrige forhold i deres nationale retsorden, til støtte for at forpligtelser og frister i fællesskabsdirektiverne ikke overholdes.

For så vidt angår realiteten, henviser Kommissionen til de pågældende direktivers formål. Efter Rådets beslutning af 26. juli 1966 (JO 165 af 21. 9. 1966, s. 2971), der ophævede told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne for andre produkter end dem, der er nævnt i bilag II til EØF-traktaten, har Rådet den 28. maj 1969 (JO CE C 76 af 17. 6. 1969, s. 1) godkendt en almindelig plan for fjernelse af tekniske handelshindringer for industrivarer, fødevarer og med henblik på gensidig anerkendelse af kontrolforanstaltninger. Inden for rammerne af denne plan blev der successivt udstedt de direktiver, hvis indhold beskrives af Kommissionen:

Den næstsidste artikel i hvert af de ni direktiver fra Rådet fastsætter en frist på 18 måneder fra meddelelsen, inden for hvilken medlemsstaterne skal opfylde de dem påhvilende forpligtelser. Der gælder en frist på 12 måneder for Kommissionens direktiv.

De frister, der blev givet Den italienske Republik til at efterkomme direktiverne, udløb mellem den 29. januar 1973 og den 6. september 1975.

Kommissionen redegør derefter for de enkelte faser i den ovennævnte procedure.

Kommissionen har under retsmødet den 14. marts 1978 henvist til sine skriftlige indlæg.

Den italienske regering har henvist til den virkning, som den politiske situation har kunnet have for forlængelsen af pligtkrænkelsen i den foreliggende sag.

Regeringen har i øvrigt antydet muligheden af, at direktiverne er ulovlige, uden dog formelt at fremføre dette argument.

Regeringen har fremhævet, at et lovdekret vil blive vedtaget umiddelbart efter indsættelsen af den nye italienske regering, således at Italien kan opfylde sine forpligtelser; regeringen har endnu en gang anmodet om udsættelse af sagen, for at muliggøre udstedelsen af dette lovdekret og undgå en domfældelse.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse på samme dato.