29.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 110/26


RÅDETS AFGØRELSE

af 7. marts 2011

om ændring af afgørelse 2010/320/EU rettet til Grækenland med henblik på at styrke og skærpe den finanspolitiske overvågning og med pålæg om at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, der skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud

(2011/257/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 9, og artikel 136,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 136, stk. 1, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kan der vedtages specifikke foranstaltninger for de medlemsstater, der har euroen som valuta, med henblik på at styrke samordningen og overvågningen af deres budgetdisciplin.

(2)

Artikel 126 i TEUF fastsætter, at medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud, og fastlægger med henblik herpå proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Stabilitets- og vækstpagten, som i sin korrigerende del foreskriver gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, udgør den ramme, der kan benyttes som støtte for offentlige politikker med henblik på en hurtig tilbagevenden til sunde budgetstillinger under hensyntagen til den økonomiske situation.

(3)

Den 27. april 2009 fastslog Rådet i henhold til artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland.

(4)

Den 10. maj 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/320/EU (1) (i det følgende benævnt »afgørelsen«) rettet til Grækenland i henhold til artikel 126, stk. 9, og artikel 136 i TEUF med henblik på at styrke og skærpe den finanspolitiske overvågning og med pålæg til Grækenland om at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, der skønnedes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud senest i 2014. Rådet lagde følgende kurs for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud: Det offentlige underskud måtte ikke overstige 18 508 mio. EUR i 2010, 17 065 mio. EUR i 2011, 14 916 mio. EUR i 2012, 11 399 mio. EUR i 2013 og 6 385 mio. EUR i 2014.

(5)

Ifølge de prognoser, der forelå på det tidspunkt, hvor Rådet vedtog sin afgørelse, forventedes det reale BNP at falde med 4 % i 2010 og med 2,5 % i 2011 for derefter at stige igen med vækstrater på 1,1 % i 2012 og 2,1 % i 2013 og i 2014. BNP-deflatoren forventedes at udgøre henholdsvis 1,2 %, – 0,5 %, 1,0 %, 0,7 % og 1,0 % i årene 2010 til 2014. I betragtning af den økonomiske udvikling forventes det reale BNP nu at falde med 4,5 % i 2010 og 3 % i 2011 for derefter at stige igen med vækstrater på 1,1 % i 2012 og 2,1 % i 2013 og i 2014. BNP-deflatoren forventes nu at udgøre henholdsvis 3,0 %, 1,6 %, 0,4 %, 0,8 % og 1,2 % i årene 2010 til 2014.

(6)

Den 12. februar 2011 forelagde Grækenland en rapport for Rådet og Kommissionen med en redegørelse for de politiske foranstaltninger, der var blevet truffet for at efterkomme afgørelsen. Efter at have gennemgået rapporten nåede Kommissionen frem til, at Grækenland i tilfredsstillende grad efterlever afgørelsen. Målet for det offentlige underskud i 2011 må dog ikke overskrides på samme måde som i 2010.

(7)

I lyset af ovenstående betragtninger forekommer det hensigtsmæssigt at ændre afgørelsen på en række punkter, dog uden at ændre ved fristen for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud eller ved tilpasningskursen for det offentlige underskud og stigningen i den nominelle offentlige gæld —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2010/320/EU foretages følgende ændringer:

1.

Artikel 2, stk. 4, litra c), affattes således:

»c)

regeringen afvikler restancer fra 2010 og nedbringer restancer fra tidligere år.«

2.

Artikel 2, stk. 4, litra d), affattes således:

»d)

en mellemfristet budgetstrategiplan, der identificerer permanente finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger svarende til mindst 8 % af BNP (idet nogle af disse allerede er identificeret i maj 2010), plus en reserve til dækning af uforudsete udgifter for at sikre, at målene for det offentlige underskud frem til 2014 bliver nået, og at gældskvoten bringes til at falde på en bæredygtig måde. Strategiplanen offentliggøres inden udgangen af marts med henblik på en offentlig høring. Den mellemfristede strategiplan omfatter bl.a. følgende: forsigtige makroøkonomiske prognoser, baseline-prognoser for statens og andre offentlige enheders indtægter og udgifter, en beskrivelse af permanente finanspolitiske foranstaltninger, deres timing og omfang, årlige udgiftslofter for hvert ministerium og finanspolitiske mål for andre offentlige enheder til og med 2014, prognoser for de offentlige finanser efter gennemførelse af foranstaltningerne i overensstemmelse med målene for underskud og gæld, mere langfristede gældsprognoser baseret på forsigtige makroøkonomiske fremskrivninger, stabile primære overskud fra og med 2014 og privatiseringsplaner. Den mellemfristede strategiplan afstemmes med de igangværende reformer på sundheds- og pensionsområdet og de sektorspecifikke planer. De sektorspecifikke planer (der skal foreligge i udkastform senest ved udgangen af marts) kommer særligt til at omfatte følgende: skattepolitiske reformer, statsejede virksomheder, fonde uden for budgettet (retlige enheder inden for den offentlige sektor og øremærkede poster), offentlige lønomkostninger og offentlig administration, sociale udgifter, offentlige investeringer og forsvarsudgifter. Hver sektorspecifik plan forvaltes af interministerielle taskforcer«.

3.

Artikel 2, stk. 4, litra e), affattes således:

»e)

en plan for bekæmpelse af skattesvig, der omfatter kvantitative resultatindikatorer, der kan benyttes til at stille skattemyndighederne til regnskab for deres handlinger, lovgivning, der strømliner procedurerne i forbindelse med administrative skattetvister og klagesager ved domstolene, samt de nødvendige love og procedurer, der kan benyttes til bedre at tackle skatteembedsmænds embedsmisbrug, korruption og dårlige præstationer, herunder gennem sagsanlæg i tilfælde af pligtforsømmelse, og offentliggørelse af månedlige rapporter fra de fem taskforcer til bekæmpelse af skattesvig, herunder et sæt indikatorer for, hvordan arbejdet skrider frem«.

4.

Artikel 2, stk. 4, litra f), affattes således:

»f)

en detaljeret handlingsplan med en tidsplan for færdiggørelsen og gennemførelsen af et forenklet lønsystem, opstilling af en mellemfristet personaleplan for perioden frem til 2013 i overensstemmelse med reglen om 1 nyansættelse pr. 5 personaleafgange sammen med planer for overflytning af kvalificeret personale til prioriterede områder og offentliggørelse af månedlige data vedrørende personalebevægelser (nyansættelser, personaleafgange, overførsler) mellem de forskellige enheder«.

5.

Artikel 2, stk. 4, litra g), affattes således:

»g)

gennemførelse af den omfattende sundhedsreform, der blev indledt i 2010 med det formål at begrænse de offentlige sundhedsudgifter til højst 6 % af BNP, gennemførelse af foranstaltninger til nedbringelse af medicinudgifterne med mindst 2 mia. EUR i forhold til 2010, heraf med mindst 1 mia. EUR i 2011, forbedring af hospitalernes regnskabs- og faktureringssystem ved hjælp af følgende foranstaltninger: endelig indførelse af periodiseret dobbelt bogholderi på alle hospitaler, anvendelse af et fælles kodesystem og et fælles register til lægemidler og medicinsk apparatur, beregninger af beholdninger og bevægelser af lægemidler og medicinsk apparatur på alle hospitaler ved hjælp af et fælles kodesystem til lægemidler og medicinsk apparatur, og rettidig fakturering af behandlingsudgifter (senest inden for to måneder) til græske socialsikringsfonde, andre medlemsstater og private sygeforsikringer; sikre, at mindst halvdelen af de lægemidler, der anvendes på offentlige hospitaler, ved udgangen af 2011 består af generiske og ikke-patenterede lægemidler ved at gøre det obligatorisk for alle offentlige hospitaler at indkøbe lægemidler baseret på det aktive stof«.

6.

Artikel 2, stk. 4, litra h), affattes således:

»h)

med henblik på bekæmpelse af spild og dårlig ledelse i statsejede virksomheder og tilvejebringelse af budgetbesparelser på mindst 800 mio. EUR, en lov, der: reducerer den primære aflønning i offentlige virksomheder med mindst 10 % på virksomhedsplan, begrænser den sekundære aflønning til 10 % af den primære aflønning, sætter et loft på 4 000 EUR for den månedlige bruttoløn (med 12 lønudbetalinger pr. år), hæver bytransporttaksterne med mindst 30 %, mindsker offentlige virksomheders driftsomkostninger med 15-25 %, og en lov om omstrukturering af OASA«.

7.

Artikel 2, stk. 4, litra k), affattes således:

»k)

vedtagelse af en lov der etablerer den fælles offentlige indkøbsmyndighed i overensstemmelse med handlingsplanen og udvikling af en it-platform til elektronisk indkøb og fastsættelse af bl.a. følgende mellemliggende milepæle i overensstemmelse med handlingsplanen: afprøvning af en pilotversion, adgang til alle funktioner i forbindelse med alle kontrakter og indfasning af en forpligtelse til at benytte det elektroniske indkøbssystem til alle vare-, tjeneste- og bygge- og anlægskontrakter«.

8.

I artikel 2, stk. 4, tilføjes følgende litra:

»l)

en lov, der specificerer kvalifikationerne og ansvarsområderne for de regnskabsførere, der skal udpeges i alle fagministerier og centrale offentlige enheder og være ansvarlige for en sund økonomisk styring, udnævnelse af regnskabsansvarlige; og fremskyndelse af arbejdet med oprettelse af forpligtelsesregistre og driftsregistre, der dækker hele den offentlige sektor (med undtagelse af de mindste enheder).«

9.

I artikel 2, stk. 5, tilføjes følgende litra:

»i)

offentliggørelse af en fortegnelse over statsejede aktiver, inkl. andele i børsnoterede og unoterede virksomheder og kommercielt rentable ejendomme og jordbesiddelser, med angivelse af den skønnede værdi af disse aktiver, etablering af et fællessekretariat for fast ejendom med det formål at forbedre koordineringen og fremskynde privatiserings- og formueforvaltningsprogrammet. På basis af denne fortegnelse vil privatiseringsplanerne blive taget op til revision og blive gennemført hurtigere.«

10.

I artikel 2, stk. 6, tilføjes følgende litra:

»f)

opstilling med udgangspunkt i fortegnelsen over kommerciel statsejet fast ejendom (som offentliggøres senest i juni 2011) af en mellemfristet plan for afhændelsen af statsejede aktiver, revision af de planlagte privatiseringsindtægter i 2011-13 og forlængelse af planen til udgangen af 2015.«

11.

I artikel 2 tilføjes følgende stykke:

»8.   Grækenland træffer følgende foranstaltninger inden udgangen af marts 2012:

a)

en reform af tillægspensionsordninger/supplerende pensionsordninger gennem sammenlægning af pensionsfonde og beregning af pensionsydelser på basis af det nye teoretiske bidragsdefinerede system (»notional defined-contribution system«), fastfrysning af de nominelle supplerende pensioner og mindskelse af kompensationen for optjente rettigheder i underskudsramte pensionsfonde med udgangspunkt i den nationale aktuarmyndigheds aktuarmæssige undersøgelse. Såfremt den aktuarmæssige undersøgelse ikke foreligger, reduceres kompensationen fra 1. januar 2012 for at undgå underskud.«

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Den Hellenske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2011.

På Rådets vegne

VÖLNER P.

Formand


(1)   EUT L 145 af 11.6.2010, s. 6.