18.Herved skal jeg henvise til, at Rådet, under hensyntagen til Kommissionens forslag om ændring af forordning nr. 1408/71EFT 1992 C 46, s. 1.
og til Vougioukas-dommenFodnote 4.
, endelig har besluttet at ændre forordning nr. 1408/71 og ved forordning (EF) nr. 1606/98 af 29. juni 1998 at udvide denne til også at omfatte særlige ordninger for tjenestemændEFT L 209, s. 1.
.Jeg skal tillige nævne, at sagsøgte i hovedsagen ved skrivelse af 5. oktober 1998 til Nijhuis — som ligeledes er fremlagt for Domstolen — på grund af ovennævnte ændringer i forordning nr. 1408/71 ved forordning nr. 1606/98 har erklæret sig villig til fra den 25. oktober 1998 — datoen for den nye forordnings ikrafttræden — at tilkende Nijhuis en forholdsmæssig ydelse i henhold til WAO og herved tage hensyn til de forsikringsperioder, som i perioden fra den 15. oktober 1968 til den 1. april 1974 var tilbagelagt i henhold til ABPW.
Denne erklæring fra den sagsøgte institution medfører ikke, at hovedsagens genstand bortfalder, og gør ikke en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål fra Centrale Raad van Beroep overflødig, da i hvert fald spørgsmålet stadig består, om Nijhuis har eller ikke har ret til en forholdsmæssig ydelse fra Nederlandene for perioden forud for den 25. oktober 1998I den forbindelse er det af betydning, at der i henhold til artikel 1, punkt 11, i den anførte forordning nr. 1606/98 er indsat en ny artikel 95c i forordning nr. 1408/71, hvis stk. 1 lyder som følger: Forordning (EF) nr. 1606/98 giver ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for den 25.10.1998.
.
<TI><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>Hvor bredt kan de omstridte bestemmelser i bilaget fortolkes?</TXT></NP></TI>26.Selv om Domstolen siden Vougioukas-dommen afstår fra at erklære bestemmelser i forordning nr. 1408/71 for ugyldigeFør denne dom blev visse bestemmelser i forordningen erklæret ugyldige. Se f.eks. dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, hvori artikel 73, stk. 2, om tilkendelse af familietilskud blev erklæret ugyldig, da den var uforenelig med den i EF-traktatens artikel 48 foreskrevne ligebehandling, og dom af 7.7.1988, sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805, hvori forordningens punkt 15 i bilag VI, del C, blev erklæret ugyldig, ligeledes fordi den var uforenelig med den i traktatens artikel 48 foreskrevne ligebehandling.
, henholder den sig tilsyneladende ikke alene til forordningens bestemmelsers ordlyd, men anvender en formålsfortolkningVed fortolkningen af bestemmelsen i punkt 4, litra a), i bilag VI til forordning nr. 1408/71 udtalte Domstolen i Olivieri-Cocncn-dommen (fodnote 11), at bestemmelserne i bilaget og forordningens øvrige bestemmelser skal fortolkes under ét i lyset af formålet med denne artikel, som er at gennemføre den størst mulige grad af fri bevægelighed for vandrende arbejdstagere, hvilket er en del af Fællesskabets grundlag (præmis 16). Se med hensyn til formålsfortolkningen af forordningens bestemmelser tillige mit forslag til afgørelse i sag C-475/93, Thévenon (punkt 21 ff.), dom af 9.11.1995 (Sml. I, s. 3813).
, undertiden endog en særdeles vidSe f.eks. Grahame og Hollandcrs-dommcn, der er nævnt i note 3, hvori Domstolen ved fortolkningen af udtrykkene perioder med lønnet arbejde eller dermed ligestillede perioder i forbindelse med militærtjcncstcpcrioder, som var tilbagelagt før den 1. juli 1967, udtalte, at forordningens bestemmelser kan have et selvstændigt fællesskabsretligt indhold, altså temmelig uafhængigt i forhold til bestemmelserne i den nationale ret, et indhold, der bestemmes af formålet med fællesskabslovgivningen i almen forstand, dvs. traktatens artikel 48 og 51 (præmis 21 og 25-32).
fortolkning for at sikre gennemførelsen af formålet med EF-traktatens artikel 48 og 51 i størst muligt omfang.27.Vil en sådan fortolkning give et andet resultat end — i betragtning af Vougioukas-dommen — en bogstavelig fortolkning af de omstridte bestemmelser i bilaget med hensyn til medregning af Nijhuis' forsikringsperioder?Man kan navnlig sætte spørgsmålstegn ved, om den i fodnote 11 nævnte dom i Olivieri-Coenen-sagen kan anvendes på den foreliggende sag. I den dom udtalte Domstolen, at i henhold til de omstridte bestemmelser i bilag VI til forordning nr. 1408/71 (som affattet på det pågældende tidspunkt) skal inden for rammerne af WAO alle ansættelsesperioder i lønnet beskæftigelse eller dermed ligestillede perioder før den 1. juli 1967, altså før WAO's ikrafttrædenSe herved dommen i sagen Grahame og Hollanders, fodnote 3, præmis 24.
, medregnes, uanset efter hvilken ordning den pågældende i disse perioder har været forsikret mod invaliditet. Selv det forhold, at det drejede sig om en særlig ordning for tjenestemænd, ændrede ikke noget ved denne fortolkningJf. dommen i sagen Olivieri-Cocncn, fodnote 11, præmis 15 og 16. I samme dom udtaler Domstolen: Såfremt en periode med lønnet beskæftigelse, der er undergivet en særlig ordning for tjenestemænd eller dermed ligestillede personer, ikke blev betragtet som en forsikringsperiode, som omhandlet i bilag V til forordningen [punkt 4, litra a), i afsnittet vedrørende Nederlandene], vil den person, som har tilbagelagt perioden, i strid med traktatens artikel 51, blive stillet ringere, når en medregning af denne periode ikke medfører kumulation af forskellige rettigheder (præmis 17).
. Kan man nu på grundlag af denne dom antage, at også de forsikringsperioder, der efter den 1. juli 1967 er tilbagelagt i henhold til den særlige ordning for tjenestemænd, som i Nijhuis' tilfælde, skal medregnes for så vidt angår WAO, selv om det i så fald er som beskæftigelsesperioder?
28.Efter min opfattelse kan man ikke hverken i begrundelsen for eller i den mest brede fortolkning af dommen finde nogen begrundelse for en analog anvendelse af Olivieri-Coenen-dommen på den foreliggende sag, og heller ikke ved en systematisk fortolkning af de relevante bestemmelser i bilaget.Som Kommissionen også har bemærket, indeholder den i Olivieri-Coenen-dommen givne fortolkning af bilaget ikke nogen undtagelse fra at udelukke særlige ordninger for tjenestemænd i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, da de pågældende ikke erhverver nogen som helst ret til pension efter disse ordninger. Perioder, der er tilbagelagt før den 1. juli 1967, medregnes dog ved beregningen af en ydelse i henhold til den generelle ordning, WAO. Disse perioder gælder med andre ord som beskæftigelsesperioder, således som det også udtrykkelig er anført i de omstridte bestemmelser i bilaget, men ikke som forsikringsperioder. Om de skal medregnes har således intet at gøre med arten af den forsikring, der var i disse perioderJf. på dette punkt generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse i sagen Olivieri-Coenen, fodnote 11, punkt 12 og 13.
.
For perioden efter den 1. juli 1967, som Nijhuis' forsikringsperioder falder ind under, henviser bilag VI udtrykkeligt til forsikringsperioder i henhold til WAO eller AAW. Forsikringsperioder, der er tilbagelagt i henhold til en anden ordning kan ikke medregnes, heller ikke som beskæftigelsesperioder, idet en sådan kvalifikation ville være i strid med den udtrykkelige formulering i bilaget, hvori der sondres mellem beskæftigelsesperioder før den 1. juli 1967 og forsikringsperioder efter WAO's ikrafttræden.
I øvrigt forekommer en formålsfortolkning af bilaget, i den forstand at forsikringsperioder i henhold til ABPW skulle kunne medregnes, ud fra et systematisk synspunkt ikke muligt. De bestemmelser i bilaget, jeg behandler her, er indført for at garantere, at også personer, der før WAO's ikrafttræden har tilbagelagt beskæftigelsesperioder, er forsikret på samme måde som dem, der har tilbagelagt forsikringsperioder i henhold til denne ordningSom sagsøgte i hovedsagen bemærker, har man hermed villet hindre, at vandrende arbejdstagere stilles ringere på grund af overgangen fra det gamle system efter invalidcloven til WAO's risikosystem.
. Efter WAO's ikrafttræden medregnes alene forsikringsperioder, der er blevet tilbagelagt i henhold til WAO eller AAW. Dette gælder således så meget desto mere for forsikringsperioder, som er tilbagelagt i henhold til en særlig ordning for tjenestemænd. Som sagsøgte i hovedsagen og den nederlandske regering har anført, vil det være paradoksalt at fortolke en samordningsregel på en sådan måde, at der alligevel skal tages hensyn til forsikringsperioder, som udtrykkeligt er udelukket fra forordningens anvendelsesområde. En sådan fortolkning er højst tænkelig, såfremt forordningens artikel 4, stk. 4 (som affattet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder) blev fundet ugyldig, fordi den var i strid med traktatens artikel 48 og 51. Dermed ville den tidligere nævnte dom i Vougioukas-sagen, hvor Domstolen udtrykkeligt fastslog gyldigheden af denne bestemmelse, imidlertid blive tilsidesatJf. punkt 23 i mit forslag til afgørelse.
.
29.Af samme grund kan det ikke accepteres, at de omstridte bestemmelser i bilaget indeholder et tomrum med hensyn til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter en særlig ordning for tjenestemænd fra den 1. juli 1967 til den 1. oktober 1976. I Vougioukas-dommen (nævnt i fodnote 4) nævnes der ganske vist et tomrum, men hermed hentydede Domstolen til den ufuldstændige gennemførelse af traktatens artikel 51, altså til Rådets langvarige passivitet med hensyn til at samordne de særlige ordninger for tjenestemænd, og ikke til et retstomt område i ordets snævreste betydning, som der kun ville have været tale om, såfremt den pågældende ordning blev erklæret for ugyldig eller annulleret, og dette retstomme område skulle udfyldes ved anvendelse af en tidligere ordning, ved analog anvendelse af en anden ordning eller ved anvendelse af en generel bestemmelse.<TI><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>Den eventuelle umiddelbare anvendelse af traktatens artikel 48 og 51</TXT></NP></TI>30.Kommissionen mener — efter eksemplet i den allerede flere gange nævnte dom i Vougioukas-sagen — at traktatens artikel 48 og 51 er umiddelbart anvendelige, hvilket efter dens opfattelse medfører en forpligtelse til at betale Nijhuis en nederlandsk ydelse, der er beregnet forholdsmæssigt efter de forsikringsperioder, som han har tilbagelagt i henhold til ABPW.31.I Vougioukas-dommen har Domstolen ikke underkendt gyldigheden af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, men udtalt, at den således fastlagte gyldighed vedrørende udelukkelsen af særlige ordninger for tjenestemænd fra samordningen [dog ikke] indebærer, at en begæring om sammenlægning må afslås, når begæringen uden videre i medfør af traktatens artikel 48-51 kan imødekommes uden anvendelse af samordnings-regler vedtaget af RådetJf. Vougioukas-dommen, fodnote 4, præmis 36.
.32.For at afgøre, om traktatens artikel 48-51 kan anvendes umiddelbart, og om en sådan anvendelse faktisk giver Nijhuis ret til en forholdsmæssig nederlandsk ydelse, må det undersøges, om betingelserne for umiddelbar anvendelse af disse traktatbestemmelser, som de er formuleret i Vougioukas-dommen og nærmere fastlagt i Domstolens senere afgørelser, er opfyldt.33.Ifølge Vougioukas-dommen er det en uomgængelig forudsætning for umiddelbar anvendelse af traktatens artikel 48-51, at man ikke behøver at henholde sig til Rådets samordningsforanstaltninger, i dette tilfælde bestemmelserne i forordning nr. 1408/71. Denne betingelse er i fuld overensstemmelse med den måde, på hvilken Domstolen i den pågældende dom har fastslået gyldigheden af forordningens artikel 4, stk. 4 (som affattet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen)Jf. punkt 23 i mit forslag til afgørelse.
. Mens Domstolen således på den ene side ikke accepterer, at artikel 51 som sådan, dvs. som bestemmelse, der forpligter til vedtagelse af de fornødne samordningsforanstaltninger, er egnet til umiddelbar anvendelse på grund af det vide skøn, som er tillagt Rådet ved valg af foranstaltninger til gennemførelse af traktaten, kan borgerne alligevel ved de nationale retsinstanser umiddelbart påberåbe sig de bestemmelser, som Rådet i medfør af traktaten skal anvende inden for rammerne af artikel 51Som det også fremgår af litteraturen, kan borgerne over for medlemsstaterne umiddelbart påberåbe sig princippet om den frie bevægelighed eller princippet om ligebehandling af arbejdstagere inden for rammerne af det sociale sikringssystem, også med hensyn til bestemmelser i en forordning fra Rådet, som er udstedt på grundlag af artikel 51, hvis indhold eller anvendelse ikke er i overensstemmelse med traktatens formål. Jf. Commentaire Megret, Le droit de La CEE, del 3. Libre circulation des personnes, des services et des capitaux. Transports, 2. oplag, 1990. Éditions de l'Université de Bruxelles, Études européennes. Collection dirigée par l'Institut d'Études européennes, s. 99 og 100.
. Da forpligtelsen i traktatens artikel 51 og dennes gennemførelse er adskilt fra hinanden på grund af den politiske magts frie skøn, er en umiddelbar anvendelse af artikel 51 principielt ikke tænkelig. Derimod skal traktatens artikel 48 anvendes umiddelbart, såfremt det ikke er nødvendigt at henholde sig til de i artikel 51 fastsatte fællesskabsretlige samordningsforanstaltninger.Sidstnævnte betingelse kunne let opfyldes i den reelle situation i Vougioukas-dommen, hvori Domstolen faktisk tillagde traktaten umiddelbar anvendelse. Tvisten i denne sag vedrørte anvendelsen af lovgivningen i én medlemsstat vedrørende anerkendelse af beskæftigelsesperioder, der var tilbagelagt i denne medlemsstat eller i en anden medlemsstat i Fællesskabet for at kunne erhverve ret til pension. Den tekniske samordning af forskellige nationale sociale sikringssystemer blev ikke herved behandlet, fordi det drejede sig hovedsagelig om det personelle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 og om en national bestemmelse, der medførte forskelsbehandling mellem vandrende og ikke-vandrende arbejdstagere inden for Fællesskabet.
34.Med hensyn til retspraksis efter Vougioukas-dommen anfører Kommissionen, at Domstolen ikke lægger nogen særlig vægt på den ovennævnte betingelse for umiddelbar anvendelse af traktatbestemmelserne. Kommissionen henviser navnlig til dom af 30. januar 1997, Stöber og PereiraForenede sager C-4/95 og C-5/95, Sml. I, s. 511.
, til støtte for sit synspunkt om dels, at der skal tillægges traktaten umiddelbar anvendelse, således at retten til en forholdsmæssig ydelse også er sikret for dem, der, som Nijhuis, i de pågældende perioder var forsikret i medfør af en særlig ordning for tjenestemænd, og dels at bestemmelserne i bilag VI til forordning nr. 1408/71 i mangel af særlige fællesskabsretlige samordningsbestemmelser for disse særlige ordninger for tjenestemænd, skal anvendes analogt ved den konkrete beregning af denne forholdsmæssige ydelse.35.I visse tilfælde har Domstolen tilsyneladende tillagt traktatens artikel 48, stk. 2, umiddelbar anvendelse uden direkte at undersøge, om betingelsen om, at det var nødvendigt at henholde sig til de af Rådet indførte samordningsforanstaltninger var opfyldtJf. dommene i sagerne Stöber og Pereira samt Merino Carcía, fodnote 28 og fodnote 16. I den beslægtede dom af 5.3.1998, sag C-194/96, Kulzer, Sml. I, s. 895, har Domstolen derimod ikke anset EF-traktatcns artikel 48, stk. 2, for umiddelbar anvendelig, fordi det, som generaladvokat Fcnnclly fremhævede i sit forslag til afgørelse (punkt 61), ikke drejede sig om en vandrende arbejdstager inden for Fællesskabet.
Se endvidere dom af 15.2.1996, sag C-53/95, Kcmmlcr, Sml. I, s. 703, hvori Domstolen tillagde traktatens artikel 52 umiddelbar anvendelse og fastslog, at en medlemsstat ikke må forpligte personer, der allerede er beskæftiget som selvstændige erhvervsdrivende i en anden medlemsstat, hvor de har bopæl og er tilsluttet en social sikringsordning, til at betale bidrag til den sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende, når forpligtelsen ikke yder dem nogen ekstra social beskyttelse (præmis 14).
. I dommen Stöber og Pereira gik Domstolen endog så vidt som til at fastslå, at de problemer, der ville kunne opstå ved at ophæve et bopælskrav, der var fundet i strid med traktatens artikel 52, som var anvendt i en medlemsstats lovgivning til beregning af familiestøtte, måtte løses ved at anvende bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 analogtJf. dommen i sagen Stöber og Pereira, fodnote 28, præmis 40.
. Disse domme kan dog ikke fortolkes således, som Kommissionen har fremført i dette tilfælde.36.For det første fremgår det ved en nærmere gennemgang af den af Kommissionen anførte praksis, at Domstolen stadig anser det for afgørende, at fællesskabslovgiver har vedtaget de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af traktaten, for at denne kan finde umiddelbar anvendelse. Domstolen henviser således i dommen Stöber og Pereira udtrykkeligt til en præmis i sin dom af 4. oktober 1991, Middleburgh, om, at lovgivningen i en medlemsstat, som udelukkede betaling af tilskud til forsørgelse af børn for så vidt angik børn af selvstændige erhvervsdrivende med bopæl i en anden medlemsstat, ikke var uforenelig med traktatens artikel 52, da Rådet i den for denne sag relevante periode endnu ikke havde vedtaget de pågældende foranstaltningerJf. dommen i sagen Stöber og Pereira, fodnote 28 (præmis 40), sammenholdt med dom af 4.10.1991, sag C-15/90, Middleburgh, Sml. I, s. 4655, præmis 14 og 15.
. Domstolen fastholder med andre ord den opfattelse, at umiddelbar anvendelse af traktatens artikel 52 ikke er mulig, så længe anvendelsen kræver visse foranstaltninger — i dette tilfælde for at garantere, at tilskuddene faktisk bruges til underholdet af børn, som den pågældende skal forsørge, og for at undgå kumulation af disse tilskud — som fællesskabslovgiver endnu ikke har vedtaget. Men når sådanne foranstaltninger — som det faktisk er tilfældet i sagen Stöber og Pereira — er blevet vedtaget, kan de anvendes analogt af de nationale myndigheder for at udfylde det tomrum, som de med traktaten uforenelige nationale og derfor uanvendelige bestemmelser har efterladt.37.For det andet skal jeg understrege, at den af Kommissionen anførte praksis drejer sig om umiddelbar anvendelse af traktatbestemmelserne og den eventuelle analoge anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 i tilfælde, der svarer til Vougioukas-sagen, hvori umiddelbar anvendelse af traktatbestemmelserne ikke havde nogen forbindelse med nødvendigheden af at anvende fællesskabsretlige samordningsforanstaltninger, men især med, at nationale foranstaltninger på grund af deres diskriminerende karakter var uforenelige med traktatenI dommen Stöber og Pereira (fodnote 28) fastslog Domstolen f.cks. efter fortolkning af artikel 73 i forordning nr. 1408/71, jf. artikel 1, litra a), nr. ii), sammenholdt med bilag I, punkt I, C, litra b), at tilfældene Stöber og Pereira ikke var omfattet af forordningen, og udtalte først, at den tyske lovgiver, i betragtning af forordningens samordnende funktion, frit kunne fastsætte betingelserne for tilkendelse af rettigheder til sociale sikringsydelser, såfremt det ikke medførte en med traktatens artikel 52 uforenelig forskelsbehandling. Derefter anvendte Domstolen de nævnte traktatbestemmelser direkte, idet den fastslog, at den omstridte tyske lovgivning medførte forskelsbehandling og derfor var i strid med traktaten. Domstolen har ligeledes i dommen i Merino García-sagcn (fodnote 16), efter at have konstateret; at der ikke forelå omstændigheder, som kunne påvirke gyldigheden af bilag I, punkt 1, litra c), til forordningen, fastslået, at traktatens artikel 48, stk. 2, kunne anvendes umiddelbart på en i strid dermed national ordning, hvorefter en arbejdstager, hvis børn havde bopæl i en anden medlemsstat, ikke have ret til familietilskud i de kalendermåneder, i hvilke han havde haft orlov uden løn, mens arbejdstagere, hvis børn var bosat i den pågældende medlemsstat, havde ret til disse tilskud.
Også i Kemmler-dommcn (fodnote 29) har Domstolen anvendt traktatens artikel 52 umiddelbart på nationale bestemmelser, der hindrede udøvelsen af forskellige former for erhvervsvirksomhed i medlemsstaterne i Fællesskabet.
. Jeg er dog af den opfattelse, at Domstolens praksis vedrørende forskelsbehandling inden for den nationale lovgivning om social sikring ikke finder anvendelse i dette tilfælde.38.Ifølge Domstolens praksis skal alle traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer gøre det lettere for EF-borgerne at udøve erhvervsmæssig virksomhed af enhver art på hele Fællesskabets område, og de indeholder et forbud mod en national ordning, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats områdeJf. bl.a. dom af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, præmis 13. Jf. tillige dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, præmis 16, 17 og 18, samt Vougioukas-dommen, fodnote 4, præmis 39.
På dette punkt fastslår Domstolen, at selv om traktatens artikel 51 ... lader de sociale sikringsordninger i medlemsstaterne med de forskelle, de har, og følgelig med forskelle i rettighederne for arbejdstagerne dér, bestå, er det dog utvivlsomt, at målet for traktatens artikel 48-51 ikke vil blive nået, hvis vandrende arbejdstagere, som har gjort brug af deres ret til fribevægelighed, skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning. Dette ville kunne afholde EF-arbcjdstagcrc fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, hvilket vil være en hindring for virkeliggørelsen af dette princip. Jf. dom af 5.10.1994, sag C-165/91, Van Munster, Sml. I, s. 4661, præmis 27, hvori der ligeledes henvises til dom af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, præmis 22. Jf. tillige dom af 20.9.1994, sag C-12/93, Drake, Sml. I, s. 4337, præmis 20 og 22.
.Den umiddelbare anvendelse af traktatens artikel 48 ff. betyder således ikke alene, at nationale bestemmelser ikke må medføre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, dvs. mellem statens egne borgere og borgere fra andre medlemsstaterJf. f.cks. dom af 18.5.1989, sag 368/87, Hartmann Troiani, Sml. s. 1333, præmis 19 og 21, og af 30.1.1997, sag C-340/94, De Jacek, Sml. I, s. 461, præmis 36 og 37.
, men tillige, at de ikke må medføre forskelsbehandling mellem dem, der gør brug af deres ret til fri bevægelighed, og dem, der ikke har gjort detJf. Vougioukas-dommen, fodnote 4, præmis 38. Se vedrørende dette punkt tillige Commentaire Megret, fodnote 27, side 123.
. Som Kommissionen ligeledes har anført i sine bemærkninger, sammenligner Domstolen den situation, hvori den vandrende arbejdstager befinder sig, efter at han har udnyttet sin ret til fri bevægelighed, med den situation, hvori han ville befinde sig, såfremt han ikke havde gjort brug af denne rettighed, for at kunne bedømme, om der er tale om en sådan forskelsbehandlingJf. Vougioukas-dommen, fodnote 4, præmis 40 og 41.
.
39.Med hensyn til den foreliggende sag er sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen af den opfattelse, at en bogstavelig fortolkning af bilaget medfører, at de, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, lider skade. Såfremt Nijhuis, ifølge Kommissionen, ikke havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, men havde fortsat med at arbejde i Nederlandene og var blevet uarbejdsdygtig der, mens han samtidig var forsikret i henhold til den nederlandske lovgivning, ville han have haft ret til en uarbejdsdygtighedsydelse, som ville være blevet beregnet uafhængigt af forsikringsperiodernes længde. Da han imidlertid har udøvet sin ret til fri bevægelighed, får han ikke nogen ydelse fra Nederlandene, og i Tyskland opnår han kun en tidsmæssigt beregnet ydelse. Efter den opfattelse, som Nijhuis og Kommissionen har, er den manglende udbetaling af en forholdsmæssig nederlandsk ydelse åbenbart i strid med målet med traktatens artikel 48 og 51.40.Såfremt Nijhuis ved udøvelsen af retten til fri bevægelighed inden for Fællesskabet rent faktisk er blevet stillet ringere, så er det afgørende spørgsmål, hvem der er ansvarlig herfor. Såfremt årsagen er de bestemmelser, der er indført — eller ikke er indført — ved forordning nr. 1408/71, som udelukker de særlige ordninger for tjenestemænd fra anvendelsesområdet, opstår spørgsmålet om forordningens gyldighed i forhold til traktatens artikel 48-51, et spørgsmål, der dels er uafhængigt af den umiddelbare anvendelse af disse bestemmelser i den nationale ret, dels allerede er blevet besvaret i den forstand, at forordningen er gyldigJf. ovenfor, punkt 20 ff. i mit forslag til afgørelse.
. Det eneste tilfælde, hvor den umiddelbare anvendelse af den relevante traktat kan komme på tale, er det tilfælde, hvor den skade, den vandrende arbejdstager lider, skyldes de nationale bestemmelserI tilfælde af, at dette skyldes begge forhold, således som Kommissionen antyder, forbliver opfattelsen den samme, da umiddelbar anvendelse af traktaten kun omhandler den begrundende del af de nationale bestemmelser. Jeg vil dog understrege, at hvis det accepteres, at ansvaret er delt mellem fællesskabslovgiver og den nationale lovgiver, ville dette kunne medføre, at ansvaret for samordningen af lovgivningen vedrørende social sikring må pålægges national lovgiver. Se endvidere følgende punkt 43.
.41.Med hensyn til sidstnævnte er de eneste punkter, hvor den nederlandske nationale ordning kan være grunden til, at Nijhuis skades, den omstændighed, at der i de omstridte perioder gjaldt en særlig tjeneste-mandsordning, ifølge hvilken forsikringsperioder ifølge denne ordning var undtaget fra WAO, at man havde valgt et risikosystem (type A), ifølge hvilket der ikke er ret til nogen ydelse, såfremt den pågældende tog erhvervsmæssig beskæftigelse i Tyskland, og endelig, antager jeg i hvert fald, den omstændighed, at den nederlandske lovgivning, som Kommissionen bemærker, ikke tog hensyn til, at der modtages en tilsvarende ydelse fra en anden medlemsstat.42.Jeg skal indledningsvis anføre, at alle disse fire punkter uden forskel finder anvendelse på alle tjenestemænd. Det er dog klart, at problemet med at anerkende og sammenlægge perioder, der er tilbagelagt i Nederlandene og i andre medlemsstater i Fællesskabet, kun spiller en rolle for dem, der har udnyttet retten til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, og at kun sidstnævnte kan blive udsat for de heraf skadelige følger.43.Anser man de omhandlede punkter i den nederlandske lovgivning for diskriminerende for vandrende tjenestemænd inden for Fællesskabet, indebærer dette, at man forpligter denne medlemsstat til enten at afskaffe de særlige ordninger for tjenestemænd og dermed ligestillede personer, eller at bestemme, at forsikringsperioder, der er tilbagelagt i medfør af sådanne ordninger, henregnes til de almindelige forsikringsordninger i den pågældende stat, eller at afskaffe forsikringsordninger af type A, eller at fastsætte, at der vil blive taget hensyn til, at der modtages en forholdsmæssig ydelse fra en anden medlemsstat.Anerkendelse af en sådan forpligtelse ville imidlertid have et resultat, som er i strid med traktatens bestemmelser, idet gyldigheden af nationale ordninger, der efter deres karakter henhører under den nationale lovgivers fuldt lovlige reguleringsfrihed inden for det sociale sikringsområdeJf. ovenfor, punkt 24 og 25. Herom har Domstolen fastslået, at punkt 4, afsnit I (nu J), i bilag VI til den ændrede forordning nr. 1408/71 ikke er i strid med traktatens artikel 48-51, for så vidt der herved indføres et nyt bedømmelseskriterium, nemlig arbejdstagerens status på tidspunktet for uarbejdsdygtighedens indtræden, når det drejer sig om i henhold til bestemmelsen at fastslå, på grundlag af hvilken nederlandsk ordning, WAO eller AAW, der kan opnås ret til en ydelse. Jf. Drake-dommcn, fodnote 33, præmis 18 og 20-25. Med hensyn til hele den nationale lovgivers lovlige reguleringsfrihed på området for social sikring henvises endvidere til dommen i sagen Stöber og Pereira, fodnote 28, præmis 36.
, ville blive anfægtet, i realiteten ikke en gang fordi ordningerne i sig selv skader dem, der udøver deres ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, men fordi de ikke er samordnet — og endnu mindre harmoniseret — med ordningerne i en anden medlemsstatDe her nævnte fire punkter i den nederlandske lovgivning, og navnlig det punkt, som Kommissionen lægger vægt på, nemlig at der ikke kan tages hensyn til, at Nijhuis modtager en forholdsmæssig ydelse fra Tyskland, må ikke ligestilles med de nationale bestemmelser, som var til behandling i dommene i følgende sager: Vougioukas (fodnote 4), Grahame og Hollanders (fodnote 3), Stöber og Pereira (note 28), Merino García (fodnote 16), Kemmler (fodnote 29) og Masgio (fodnote 33). I disse sager drejede det sig om betingelserne for anerkendelse eller beregning af en social sikringsydelse, hvor valget af det nationale sociale sikringssystem var givet, i forbindelse med udøvelsen af retten til fri bevægelighed. Derimod kan de punkter i den nederlandske lovgivning, som i det foreliggende tilfælde eventuelt skal vige for traktatbestemmelser, der finder direkte anvendelse, kun medføre forskelsbehandling i kombination med ordningen i en anden medlemsstat. Men medlemsstaterne kan hver især vælge den sociale sikringsordning, som de ønsker, såfremt den er i overensstemmelse med målet med traktaten, og denne ordning kan ikke anses for at være grunden til forskelsbehandling, alene fordi den har skadelige følger, når den kombineres med ordningen i en anden stat. På dette punkt har Domstolen udtalt, at forbuddet i traktatens artikel 7 og 48, hvorefter ingen medlemsstat inden for traktatens anvendelsesområde må anvende sine retsregler forskelligt ud fra et nationalitctskritcrium, omfatter ikke den eventuelle forskelsbehandling, der skyldes manglende overensstemmelse mellem de forskellige medlemsstaters lovgivninger, når disse finder anvendelse på alle, der henhører under deres anvendelsesområde, efter objektive kriterier og uden hensyn til nationalitet, jf. dom af 28.7.1978, sag 1/78, Kenny, Sml. s. 461, præmis 18.
. Men det ville dog være paradoksalt at sætte de omstridte bestemmelser i forordningen ud af kraft ved at lægge ansvaret for samordningen — eller harmoniseringen — af medlemsstaternes sociale sikringsordninger over på de nationale lovgivere selvSom generaladvokat Roemer anførte i sit forslag til afgørelse af 19.12.1968 i dom af 13.2.1969, sag 14/68, Wilhelm m.fl., Sml. 1969, s. 1, navnlig s. 17, org. réf.: Rec. s. 1, navnlig s. 30, er det alene diskriminationsforbuddets formålai udelukke, at der i medlemsstaterne findes forskellige ordninger, som hviler på statsborgcrforholdet. Det er derimod ikke forbuddets opgave at forhindre de ulemper, som den territoriale begrænsning af statsmagten og de statslige love medfører, dvs. at fremme retsenheden i Fællesskabet.
.
44.Tager man dette som udgangspunkt og under hensyntagen til ordlyden af Vougioukas-dommen, er umiddelbar anvendelse af traktatens artikel 48 efter min opfattelse ikke mulig i det foreliggende tilfælde, fordi, som sagsøgte i hovedsagen og den nederlandske regering har anført, den måde, hvorpå en eventuel tilkendt nederlandsk forholdsmæssig ydelse beregnes, dvs. samordningen af de forskellige ordninger, under hvilke Nijhuis har været forsikret, ikke er reguleret: Denne beregning er hverken efter traktaten eller efter national lovgivning ufravigelig, hvorfor fællesskabsretlige samordningsforanstaltninger er påkrævetDette bestrides i øvrigt heller ikke af Kommissionen, som dels, som allerede anført, går ind for en analog anvendelse af forordningens bestemmelser til beregning afydclscn, og dels udtrykkeligt i sit skriftlige indlæg understreger, at undladelse af at anvende bestemmelsen i bilag VI til forordningen ikke ville være tilfredsstillende, fordi de øvrige bestemmelser i forordning nr. 1408/71 dermed skulle tages i anvendelse, selv om der i forordningen ikke findes nogen bestemmelse, som ville forpligte de kompetente nederlandske myndigheder til at tilkende en ydelse på grundlag af en forsikring i medfør af den særlige ordning for tjenestemænd.
.45.Således som Kommissionen fortolker praksis efter Vougioukas-dommen, forlanger den i virkeligheden af Domstolen en omvurdering af principperne i denne dom, som indebærer, at de væsentlige punkter i dommen i praksis tilsidesættes.I den foreliggende sag ville en sådan omvurdering af Vougioukas-dommen, som både Kommissionen i sine bemærkninger og som litteraturen er fortaler forJf. P. Mavridis, L'arrêt Vougioukas: une révolution discrète? (Réflexions sur la mobilité et la protection sociale des agent publics en Europe), i Cahiers de droil européen 1998, s. 191 ff., især s. 206 ff.
, betyde, at så længe Rådet ikke har truffet nogle tekniske foranstaltninger for at tilpasse forordningen til de særlige ordninger for tjenestemænd, kan de nationale myndigheder anvende den almindelige ordning i forordning nr. 1408/71 analogt. Kommissionen henviser til sit forslag om ændring af forordningenJf. Kommissionens forslag til en forordning om ændring af forordning nr. 1408/71, fodnote 7.
og anfører, at den løsning, som den eventuelle godkendelse af forslaget ville medføre, i tilfældet med ABPW ville være en analog anvendelse af bestemmelserne i forordningens artikel 45, stk. 4, og artikel 46.
En sådan omvurdering går stik imod Vougioukas-dommen, hvori umiddelbar anvendelse af traktaten udtrykkelig udelukkes i tilfælde af, at anvendelsen — selv om det kun var en analog anvendelse — af forordning nr. 1408/71 er nødvendig. Endvidere ville den umiddelbare anvendelse af traktatbestemmelserne sammen med analog anvendelse af bestemmelser i forordningen være mulig i særlige tilfælde, der ikke var omfattet af ordlyden af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, således at det ikke længere kan gøres gældende, at gyldigheden af forordningens bestemmelser med hensyn til udelukkelse af de særlige ordninger for tjenestemænd stadig er uanfægtet. Sagt på en anden måde måtte forordningen, uanset om forordningens bestemmelser anses for at være gyldige eller ikke, i praksis vige for en samordning — eller harmonisering — af de nationale ordninger, der var tilvejebragt gennem retspraksis ved hjælp af umiddelbar anvendelse af traktaten. Af disse bemærkninger fremgår det derfor klart, at den af Kommissionen foreslåede omvurdering, eller ophævelse, af Vougioukas-dommen ville give dommen et helt andet indhold.
<TI><NP><NO.P>d)</NO.P><TXT>Nødvendigheden af en klarlægning af Vougioukas-dommen</TXT></NP></TI>46.Som jeg allerede har nævnt nogle gange afhænger løsningen af denne sag, for så vidt det drejer sig om fortolkningen af de omstridte bestemmelser i bilag VI til forordning nr. 1408/71 (som affattet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen), af, hvilke følger Domstolen vil udlede af Vougioukas-dommen.47.Selv om Domstolen, som jeg allerede tidligere har anført, til tider synes at anlægge en videre fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 ved at tillægge dem et fællesskabsretligt indholdJf. fodnote 26.
, og på den anden side tilsyneladende er villig til at anvende traktatens artikel 48 ff. umiddelbart uden udtrykkeligt at undersøge, om de betingelser, som Vougioukas-dommen stillerJf. ovenfor, punkt 35.
, er opfyldt, mener jeg alligevel ikke, at Domstolen må gå så vidt som til at fravige indholdet i dommen ved at give efter for en vis tendens til harmonisering af de nationale lovgivninger, som ville være i strid med forordningens udtrykkelige samordnende karakterDomstolen har stedse erklæret, at forordning nr. 1408/71 alene tilstræber samordning, og ikke harmonisering, af de nationale lovgivninger. Se bl.a. dom af 6.3.1979, sag 100/78, Rossi, Sml. s. 451, præmis 13, af 12.7.1980, sag 733/79, Laterza, Sml. s. 291, præmis 8, Vougioukas-dommen, fodnote 4, præmis 13, dommen i sagen Stöber og Pereira, fodnote 28, præmis 36, og Merino García-dommen, fodnote 16, præmis 27.
.48.Jeg skal ikke her gentage de særlige argumenter, der bekræfter denne opfattelse. Jeg skal her kun nævne nogle enkelte punkter i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt Vougioukas-dommen kræver en nærmere klarlægning med hensyn til gyldigheden og fortolkningen af de omstridte bestemmelser i forordningen.49.Anerkendelsen i Vougioukas-dommen af gyldigheden af forordningens artikel 4, stk. 4 — den bestemmelse, der udelukker de særlige ordninger for tjenestemænd og.dermed ligestillede personer fra forordningens anvendelsesområde, og som er uløseligt forbundet med de her omstridte bestemmelser i bilag VI — er i overensstemmelse med karakteren af den forpligtelse, der i traktatens artikel 51 er pålagt Rådet, til at træffe samordningsforanstaltninger. Men i det omfang denne bestemmelse pålægger en principiel forpligtelse til at vedtage samordningsforanstaltninger, kan der ikke i praksis forventes nogen praktisk betydning af annullation af den manglende vedtagelse af disse foranstaltninger, selv om man ud fra traktatbestemmelserne fastslår, at gyldigheden af de omstridte bestemmelser i bilag VI, for så vidt de hindrer de af Nijhuis i henhold til ABPW tilbagelagte forsikringsperioder i at blive medregnet, er anfægtet, idet en samordning af de omstridte ordninger for tjenestemænd stadig ikke ville være gennemført. Domstolen kan kende en retsakt fra Rådet for ugyldig, men den kan ikke optræde retsskabende i Rådets sted, navnlig ikke såfremt Rådet, som det erkendes i Vougioukas-dommen, har et vidt skøn med hensyn til valg af de mest egnede foranstaltningerJf. pä dette punkt generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer's forslag til afgørelse i Vougioukas-sagen, fodnote 4, punkt 23.
Forpligtelsen i traktatens artikel 51 stemmer overens med de nationale myndigheders pligt til positiv handling ved gennemførelsen af sociale rettigheder i den nationale lovgivning (status positivus). Selv om der i princippet eksisterer en forpligtelse, foreligger der dog stadig ikke noget gennemtvingeligt krav over for de myndigheder, der nar forsømt at gøre det nødvendige for at give disse rettigheder en konkret form; sagt på en anden måde, den eventuelle annulation af denne forsømmelse ville ikke medføre den tilsigtede gennemførelse, da der ikke eksisterer nogen anvendelig tidligere ordning, og retsinstansen ikke selv kan fastsætte en ordning i stedet for de kompetente lovgivende eller administrative myndigheder. Kun såfremt myndighederne træffer sådanne foranstaltninger, er det muligt at foretage en indholdsmæssig prøvelse, og kun da kan en annullation af de nye foranstaltninger have en praktisk virkning. De nye foranstaltninger kan i så fald prøves med henblik på de tilsigtede formål, således som de var blevet konkretiseret i den tidligere ordning. I tilfælde af annullation af disse foranstaltninger kan den tidligere ordning anvendes. Ovenstående argumenter bekræftes i Domstolens praksis, hvor det dels er fastslået, at forordning nr. 1408/71 ved hjælp af samordnende foranstaltninger (giver) arbejdstagerne rettigheder, som de ikke ellers ville have, og som derfor bidrager til, at sikre arbejdskraften fri bevægelighed i overensstemmelse med EF-traktatcns artikel 51 (jf. dom af 8.4.1992, sag C-62/91, Gray, Sml. I, s. 2737, præmis 10, min fremhævelse), og dels at den kontrol, der skal gennemføres, for så vidt indeholder sikkerhedsventiler, idet der ikke gennem de fællesskabsretlige regler om social sikring, der udstedes i henhold til traktatens artikel 51, må skabes yderligere forskelle ud over dem, der allerede består på grund af den manglende harmonisering af de nationale lovgivninger (se Pinna-dommen, fodnote 17, præmis 21).
. Som generaladvokat Jacobs træffende bemærkede i Hartmann Troiani-sagen, må det, selv om artikel 48 utvivlsomt skal fortolkes bredt, betvivles, om generelle traktatbestemmelser — som f.eks. artikel 48 — kan påberåbes for at udfylde tomrum i den fællesskabsretlige sociale sikringsordning. Hvis det forholdt sig således, ville lovgivningsbehovct, og navnlig ændringslovgivningen, blive minimal, som generaladvokat Jacobs udtrykte detJf. generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse i sagen Hartmann Troiani, fodnote 34, punkt 23.
.50.Endvidere bør man være klar over, at samordning af de særlige ordninger for tjenestemænd i hvert fald ikke kan opnås ved en analog anvendelse af bestemmelserne i forordning, nr. 1408/71 om samordning af de almindelige forsikringsordninger. Foruden et retstomrum, som der i det foreliggende tilfælde er delte meninger om, hvorvidt det eksistererJf. ovenfor, punkt 29.
, er det for en analog anvendelse også nødvendigt, at de tilfælde, der reguleres, har indbyrdes ligheder, hvilket ikke er tilfældet her. Man kan nemlig ikke gøre gældende, at bestemmelserne vedrørende samordning af de generelle ordninger uden videre er egnet til anvendelse på de særlige ordninger. Netop denne mangel af de nødvendige ligheder mellem de tilfælde, der skal reguleres, og den konstatering, at forskellene mellem de særlige ordninger for tjenestemænd i de pågældende medlemsstater oprindelig forekom uoverstigelige, var i øvrigt grunden til, at Domstolen fandt Rådets afventning af samordningsforanstaltninger for de særlige ordninger for tjenestemænd berettigetJf. Vougioukas-dommcn, fodnote 4, præmis 32.
Af samme grund er der heller ikke her tale om, at en undtagelse erklæres for ugyldig, således at man må falde tilbage på den generelle regel (jf. i den forbindelse følgerne af Pinna-dommen, fodnote 17, dom af 2.3.1989, sag 359/87, Pinna II, Sml. s. 585, præmis 12-17, og generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse i denne sag, især punkt 25), fordi der ikke eksisterer nogen generel bestemmelse vedrørende samordningen af de særlige ordninger for tjenestemænd, som visse kategorier så igen ville være udelukket fra. En sådan generel regel mangler helt. Endelig må den manglende samordning af de særlige ordninger for tjenestemænd i hvert fald ikke betragtes som undtagelse fra reglerne om samordning af de almindelige ordninger; og naturligvis heller ikke som en undtagelse fra de bestemmelser, der er gældende for særlige forsikringsordninger for andre grupper af arbejdstagere (jf. artikcI38, stk. 2, og artikel 45, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, som affattet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen); og det kan heller ikke antages, at der er den nødvendige lighed mellem de sidstnævnte særlige ordninger og de særlige ordninger for tjenestemænd, som kan begrunde en analog anvendelse af de samme lovregler.
.51.Endelig kan der ikke, som Kommissionen foreslår, være tale om at anvende den senere fællesskabslovgivning, hvor samordningen er udvidet til at omfatte de særlige ordninger for tjenestemænd, analogt.Domstolens manglende mulighed for i Rådets sted at opstille regler på et område, hvor Rådet har et frit skøn, påvirkes nemlig ikke af det konkrete indhold af det valg, som Rådet efter anvendelse af sit skøn efter al sandsynlighed vil træffe, eller som det i mellemtiden allerede har truffet vedrørende den måde, hvorpå de særlige ordninger for tjenestemænd skal samordnesDerfor mener jeg, at det ikke er nødvendigt at behandle et argument, som LISV har fremsat under den mundtlige forhandling, nemlig at det fremgår af ottende betragtning til og de i forordning nr. 1606/98 indsatte artikler 43a og 53a, at de af Rådet endeligt vedtagne foranstaltninger til samordning af de særlige ordninger for tjenestemænd ikke må ligestilles med bestemmelsen i forordning nr. 1408/71 (artikel 45, stk. 4), således som den var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, der ifølge Kommissionen kan anvendes analogt.
.
Desuden ville en anvendelse med tilbagevirkende kraft af den nye forordning nr. 1606/98, som i øvrigt i henhold til forordningens artikel 1, punkt 11, udtrykkeligt er udelukket, men som Nijhuis alligevel under den mundtlige forhandling har påberåbt sig, være i strid med retssikkerhedsprincippet, da omstændighederne i hver enkelt sag skal bedømmes efter de bestemmelser, der var gældende på det relevante tidspunktDet er bemærkelsesværdigt, at generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomcr ganske vist på den ene side i medlemsstaterne signalerede en stærkere og stærkere tendens til at lade landets tjenestemænd være omfattet af de generelle ordninger, samtidig med at de historisk karakteristiske forskelle mellem særlige og generelle ordninger forsvinder, og på den anden side bemærkede, at godkendelsen af Kommissionens forslag ville gøre udvidelsen af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 til også at omfatte de særlige ordninger for tjenestemænd mulig, selv om han anerkendte, at der ikke var tale om en forsømmelse, som burde udbedres — hvilket Domstolen derefter fastslog — alligevel ikke drog gyldigheden af forordningens bestemmelser i tvivl og heller ikke modsatte sig en analog anvendelse af de foreslåede nye bestemmelser (se generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomcr's forslag til afgørelse i sagen Vougioukas, fodnote 4, punkt 22 og 23).
Jf. endvidere Middleburgh-dommen, fodnote 31, hvori Domstolen hverken ville tillade analog anvendelse af de bestemmelser, der var gældende for arbejdstagere i lønnet beskæftigelse, eller bestemmelserne i ændringsforordning nr. 3247/89, hvorved også selvstændige erhvervsdrivende blev omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, selv om ændringsforordningen ganske vist var vedtaget efter den periode, som sagen vedrørte, men dog inden Domstolen afsagde dom i sagen, (præmis 14). For en bekræftelse af denne opfattelse hos Domstolen henvises ligeledes til dommen i sagen Stöber og Pereira, fodnote 28, præmis 40.
Jf. endelig Kcmmlcr-dommen, fodnote 29, hvori Domstolen fastslog, at der ikke kunne udledes nogen rettigheder af forordning nr. 1390/81, artikel 2, for perioder forud for forordningens ikrafttræden; da forordningen først var trådt i kraft efter den i hovedsagen relevante periode, kunne den ikke anvendes på den pågældende tvist (præmis 7).
.
52.Ligesom Domstolen ikke selv kan fastsætte de samordningsregler, som fællesskabslovgiver burde have vedtaget, er det heller ikke ønskeligt, at der er tvivl om fortolkningen af Vougioukas-dommen. Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det således ikke ønskeligt, at de i Vougioukas-dommen formulerede betingelser for umiddelbar anvendelse af traktatens bestemmelser, eller spørgsmålet om gyldigheden af bestemmelser vedrørende samordningsforordninger, der er vedtaget i medfør af traktatens artikel 51, tilsidesættes, således at der i realiteten udvikles en parallel retspraksis, hvori Rådets opgave overtages ved hjælp af umiddelbar anvendelse af traktatbestemmelserne, en proces, som ofte indeholder en underliggende tendens til harmonisering af de nationale lovgivninger.53.På grundlag af ovenstående foreslår jeg derfor Domstolen at besvare det af Centrale Raad van Beroep stillede første spørgsmål benægtende.54.Såfremt Domstolen alligevel anlægger den modsatte fortolkning af de omstridte bestemmelser i bilag VI til forordning nr. 1408/71, end den jeg har foreslået her, eller finder, at der i medfør af den umiddelbare anvendelse af traktatens artikel 48-51 bør tilkendes Nijhuis en nederlandsk forholdsmæssig ydelse, anser jeg det af retssikkerhedsmæssige grunde, i betragtning af ændringen i forhold til Vougioukas-dommen, tilrådeligt — således som sagsøgte i hovedsagen og den nederlandske regering har foreslået under den mundtlige forhandlingJeg henviser til, at begrænsning af følgerne af en sådan dom til kun at omfatte fremtidige tilfælde (ex tune) ikke ville være særlig hensigtsmæssig, da forordning nr. 1408/71 fremtidig gælder i den ændrede affattelse i den allerede nævnte forordning nr. 1606/98. I det foreliggende tilfælde ville en tidsmæssig begrænsning af følgerne af en sådan dom kun have nogen meningi form af en begrænsning af omfanget af dens tilbagevirkende kraft.
— at de tilbagevirkende virkninger af en dom i den henseende begrænses til kun at omfatte dem, der allerede har anlagt sag eller har indgivet tilsvarende krav for at få en sådan ret til sammenlægning anerkendtPå det nuværende udviklingstrin af Domstolens praksis, således som det fremgår af Vougioukas-dommen, fodnote 4, kan medlemsstaterne og de kompetente nationale myndigheder med føje forvente, al man ikke behøver at tage hensyn til forsikringsperioderne i henhold til en særlig ordning for tjenestemænd ved beregningen af en forholdsmæssig invaliditetsydelse. Såfremt Domstolen fraveg Vougioukas-dommen afgørende, vil dette medføre alvorlige økonomiske følger, navnlig i betragtning af det store antal retsforhold, som er blevet bragt i stand i god tro i henhold til en fællesskabsretligt gyldigt indført ordning, og på grund af, at medlemsstaterne og de nationale myndigncder har anvendt en fremgangsmåde, der er i strid med fællesskabsretten som følge af en objektiv og alvorlig usikkerhed vedrørende den rigtige betydning af den af Domstolen fortolkede fællesskabsordning. Domstolen ville i så fald selv have medvirket til, at en sådan usikkerhed blev skabt eller forøget. Jf. med hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning, som Domstolen selv har skabt gennem sin praksis, dom af 30.4.1996, sag C-308/93, Cabanis-Issartc, Sml. I, s. 2097, præmis 47 og 48, samt punkt 2 i domskonklusionen.
.