4Retten har i præmis 36-70 i den appellerede dom ikke taget påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse til følge bl.a. af følgende grunde:»36Sagsøgeren har til støtte for sit sagsanlæg som eneste anbringende gjort en tilsidesættelse af ulykkesordningens artikel 2 gældende. Anbringendet indeholder tre led, for det første om en urigtig retsanvendelse med hensyn til den krævede årsagsforbindelse mellem den skadegørende begivenhed og den udefrakommende begivenhed, for det andet om en urigtig retsanvendelse med hensyn til fastlæggelsen af kriterierne for, hvornår der foreligger en ulykke, og for det tredje et åbenbart fejlskøn ved anvendelsen af kriterierne for, hvornår der foreligger en ulykke. Parterne har ligeledes indgivet indlæg vedrørende fortolkningen af lægeudvalgets rapport.[...]
<TI><P>Det eneste anbringende om en tilsidesættelse af ulykkesordningens artikel 2</P></TI>45Før de forskellige led af det anbringende, som sagsøgeren har gjort gældende, behandles, skal lægeudvalgets rapport fortolkes.46Sagsøgeren har i det væsentlige hævdet, at den ulykke, han har været ude for, består i, at et præservativ gik i stykker under et seksuelt forhold i februar 1995, hvilket førte til kontakt mellem sperm eller blod, der indeholdt HIV, og sagsøgerens organisme. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at lægeudvalget i sin rapport faktisk har fundet, at smitten af sagsøgeren er en følge af et brud på et præservativ, uanset om det skete i februar 1995 eller ej.47Det bemærkes, at lægeudvalget i sin rapport angiver følgende vedrørende omstændighederne ved smitten af sagsøgeren:[Sagsøgeren] henfører hændelsen med påføreisen af HIV-smitte til begyndelsen af 1995 (sandsynligvis februar), hvor et præservativ gik i stykker under et passivt samkvem med en tilfældig partner. Patienten havde i samme periode aktivt, passivt eller oralt seksuelt samkvem med andre tilfældige partnere. Der blev ikke altid anvendt præservativ ved oralt samkvem.
48Disse oplysninger er fremskaffet af lægeudvalget under dets møde den 11. august 1998, hvorunder sagsøgeren er blevet hørt vedrørende de præcise omstændigheder ved smitten af denne. Retten finder i denne forbindelse, at der ikke er grundlag for at give sagsøgeren tilladelse til at fremføre bevis bl.a. ved vidneførsel for, at lægeudvalget efter hans afhøring og de forklaringer, han har givet vedrørende omstændighederne ved påføreisen af smitten, ikke har taget hensyn til den ufuldstændige karakter af hans ulykkesanmeldelse.49Lægeudvalgets rapport nævner ligeledes følgende:Med hensyn til frivillige seksuelle forhold mellem voksne, der udøver en adfærd med en kendt risiko for overførsel af HIV, er to medlemmer af udvalget af den opfattelse, at selv om påføreisen af HIV-smitten muligvis er sket i forbindelse med, at et præservativ er gået i stykker under det passive seksuelle samkvem i februar 1995, kan denne smitte på det lægelige plan ikke betragtes som en ulykke af følgende grunde:
[...]
Da [sagsøgeren] har haft andre seksualpartnere i den samme periode, er det ikke muligt, selv hvis der blev anvendt præservativ, at bekræfte, at sygdommen reelt (og alene) er en følge af den seksuelle kontakt med den inkulperede partner. En andet præservativ kan være gået i stykker (ubemærket eller ikke tilkendegivet af patienten) på et andet tidspunkt og have ført til påføreise af smitten.
50Det fremgår imidlertid af disse afsnit, at lægeudvalget i modsætning til det af sagsøgeren påståede ikke er af den opfattelse, at det alene er et brud på et præservativ, der kan være årsag til påføreise af smitten, men har nøjedes med at tage det under overvejelse som en af de mulige årsager.51Selv om lægeudvalget overvejer, at et andet brud kan have fundet sted under et andet seksuelt samkvem for at svare til sagsøgerens fremstilling af omstændighederne ved påføreisen af smitten, hvorefter det smittende brud på præservativet har fundet sted i februar 1995, er forholdet ikke desto mindre det, at de præcise omstændigheder ved påføreisen af smitten under seksuelt samkvem ifølge lægeudvalget og under hensyn til sagsøgerens seksuelle anamnese fortsat ikke kan fastlægges.52Da lægeudvalget således ikke har kunnet fastslå den ulykkesmæssige årsag til smitten af sagsøgeren, var Kommissionen berettiget til at lægge nævnte udvalgs juridiske vurdering, dvs. at [d]a det ikke er muligt med sikkerhed at fastslå årsagsforbindelsen mellem den angivne begivenhed og påføreisen af HIV-smitten, er det a fortiori ikke muligt at betragte denne begivenhed som en ulykke, til grund.<TI><P>Første led af anbringendet om en urigtig retsanvendelse med hensyn til den krævede årsagsforbindelse</P></TI>53Sagsøgeren har gjort gældende, at da lægeudvalget fandt, at påføreisen af smitten var en følge af et brud på et præservativ, var det ikke nødvendigt præcist at identificere det seksuelle samkvem, hvorunder bruddet var sket.54Det er imidlertid tidligere konstateret, at lægeudvalget ikke fandt, at smitten af sagsøgeren med HIV nødvendigvis var sket som følge af, at et præservativ gik i stykker.55Da den forudsætning, som sagsøgeren bygger sin påstand på, således er fejlagtig, er det første led af anbringendet irrelevant.56Første led af anbringendet må således forkastes.<TI><P>Andet led af anbringendet om en urigtig retsanvendelse med hensyn til kriterierne for, hvornår der foreligger en ulykke</P></TI>57Sagsøgeren har gjort gældende, at begreberne påtaget risiko og uagtsomhed indeholdt i ulykkesordningens artikel 4 og 7 ikke har noget med definitionen af en ulykke i den nævnte ordnings artikel 2, stk. 1, at gøre, og at lægeudvalget derfor ikke burde anvende disse i nærværende sag.58Det bemærkes, at lægeudvalget i sin rapport ligeledes henviser til den omstændighed, at nærværende sag vedrører frivillige seksuelle forhold mellem voksne, der udøver en adfærd med en kendt risiko for overførsel af HIV og slår fast, at en frivillig seksuel handling ikke kan betragtes som en ulykke (jf. relevante uddrag i præmis 24 ovenfor).59Det er rigtigt, som sagsøgeren har anført, at begreberne accept af risiko og uagtsomhed ikke hører ind under definitionen af begrebet ulykke i ulykkesordningens artikel 2, stk. 1. Begrebernes anvendelse i en konkret sag kan således ikke medføre, at en hændelse eller en udefrakommende begivenhed ikke anses for en ulykke, men kun, at en ulykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ordningen, udelukkes fra dækning i henhold til vedtægtens artikel 73.60Det bemærkes imidlertid, at da lægeudvalget har konstateret, at de præcise omstændigheder ved påføreisen af smitten ikke kan fastlægges, er det i mangel af en identificeret ulykke uden relevans at undersøge, hvorvidt der foreligger risikofyldt adfærd eller fortsæt fra sagsøgerens side. Sagsøgerens argument er således uden relevans.61Under alle omstændigheder udgør lægeudvalgets brug af udtrykkene påtaget risiko og frivillig seksuel handling generelle betragtninger, der kun har til formål at understrege den frivillige karakter af det seksuelle samkvem, som sagsøgeren har påberåbt sig.62Det følger således, at andet led af anbringendet ikke kan tages til følge.<TI><P>Tredje led af anbringendet om et åbenbart fejlskøn med hensyn til kriterierne for, hvornår der foreligger en ulykke</P></TI>63Sagsøgeren har i sine processkrifter gjort gældende, at den omstændighed, at han var blevet smittet under et seksuelt forhold, hvorunder et præservativ gik i stykker, er en ulykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ulykkesordningens artikel 2, stk. 1. Under retsmødet har sagsøgeren imidlertid gjort gældende, at bruddet på præservativet ikke i sig selv kan udgøre en ulykke i ulykkesordningens artikel 2, stk. 1's forstand. Det er bruddet på præservativet og påføreisen af smitten samlet set, der udgør ulykken.64Som anført ovenfor har lægeudvalget imidlertid konstateret, at det ikke er muligt at konkludere, at smitten af sagsøgeren nødvendigvis er sket ved et brud på et præservativ.65Det kan således ikke påstås, at et brud på et præservativ under et seksuelt forhold opfylder kriterierne i ordningens artikel 2, stk. 1, for, hvornår der foreligger en ulykke.