Direktivets artikel 2 indeholder en generel bestemmelse om, at medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at opretholde eller tilpasse bestanden af samtlige de i artikel 1 omhandlede arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

Ifølge direktivets artikel 5 skal medlemsstaterne indføre forbud mod drab på eller indfangning og forsætlig forstyrrelse eller besiddelse af fugle af de i direktivet omhandlede arter.

Som en undtagelse fra dette forbud er det i direktivets artikel 7 bestemt, at visse fuglearter med de begrænsninger, der følger af visse i denne artikel angivne betingelser, kan jages. De bestemmelser i artikel 7, der har betydning for afgørelsen af de forelagte præjudicielle spørgsmål, lyder således:

1.De i bilag II nævnte arter kan under hensyn til bestandens størrelse samt arternes geografiske udbredelse og formeringsevne inden for Fællesskabet som helhed jages i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Medlemsstaterne påser, at jagten på disse arter ikke er i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i arternes udbredelsesområder. (...)4.Medlemsstaterne sikrer sig, at jagt, (...) således som den skal finde sted i henhold til de i medlemslandene gældende jagtbestemmelser, udøves i overensstemmelse med princippet om en fornuftig udnyttelse og en økologisk afbalanceret regulering af de pågældende fuglearter, samt at jagtudøvelsen er forenelig med de bestemmelser, der følger af artikel 2, med hensyn til bestandene af disse arter og særlig af trækkende arter. De drager især omsorg for, at de arter, som omfattes af jagtlovgivningen, hverken jages i redetiden eller i de forskellige faser af yngletiden. Når det drejer sig om trækkende arter, påser de ganske særligt, at de arter, der omfattes af jagtlovgivningen, ikke jages i yngletiden og under deres træk til redebygningsstedet. (...)

Det er navnlig sidstnævnte bestemmelse, altså artikel 7, stk. 4, tredje punktum, om trækfuglenes træk til redebygningsstedet, der har betydning i nærværende sag.

I artikel R.224-3 er det bestemt, at snigjagt og falkejagt kan ske i det tidsrum, der hvert år fastsættes ved bekendtgørelse udstedt af præfekten på forslag af direktøren for departementets Land- og Skovbrugsråd og efter høring af departementets Jagt- og Vildtudvalg samt Jagtforeningen. Bekendtgørelsen skal offentliggøres mindst tyve dage før, den træder i kraft.

1 artikel R.224-5 fastsættes for visse vilde fuglearter, herunder trækfugle og svømmefugle, de grænsedatoer, som præfekterne skal holde sig inden for ved fastsættelsen af datoerne for hhv. jagtens åbning og afslutning

For de arter, der ikke er nævnt i artikel R.224-5, er der i artikel R.224-4 fastsat almindelige datoer for hhv. den tidligste tilladte dato for jagtens åbning og den seneste tilladte dato for jagtens afslutning. Den tidligste tilladte dato for jagtens åbning er forskellig i fire af Frankrigs geografiske områder (første søndag i september på Korsika, anden søndag i september i Sydøstfrankrig, tredje søndag i september i Sydvestfrankrig og fjerde søndag i september i Nord- og Midtfrankrig), medens den almindelige sidste tilladte dato for jagtens afslutning for hele landet er den sidste dag i februar.

TRÆKFUGLE28. februar 1993

SVØMMEFUGLE/VANDVILDT:

gråand

28. februar 1993

Ved bekendtgørelse af 22. juli 1992 fastsatte præfekten for departementet Loire-Atlantique følgende datoer for jagtens afslutning:TRÆKFUGLE:sneppe og due28. februar 1993andre trækfugle

10. januar 1993SVØMMEFUGLE/VANDVILDT:gråand

7. februar 1993

vibe, hjejle, strandskade, grågås og andre andefugle

Ved samme ret har samme forening, Groupe ornithologique de Loire-Atlantique (Ornitologisk forening for Loire-Atlantique), Société pour l'étude et la protection de la nature en Bretagne (Selskab for naturhistorie og naturbeskyttelse i Bretagne) og Rassemblement des opposants à la chasse (Jagtmodstanderbevægelsen) anlagt sag med påstand om annullation af præfekten for departementet Loire-Atlantique's bekendtgørelse under anbringende af, at det efter denne er tilladt i al for lang tid at jage trækfugle og svømmefugle/vandvildt. Fédération departementale des chasseurs de Loire-Atlantique (departementet Loire-Atlantique's Jagtforening) har også anlagt sag med påstand om annullation af bekendtgørelsen, idet det herved omvendt er gjort gældende, at jagten på visse fuglearter efter denne skal afsluttes for tidligt.

Skal datoen for afslutningen af jagten på trækfugle og svømmefugle/vandvildt være datoen for begyndelsen af trækket forud for pardannelsen eller den vekslende dato for trækkets indledning?

I det følgende vil jeg behandle disse tre spørgsmål i den rækkefølge, de er gengivet i. Herved vil jeg gennemgå forskellige argumenter, som visse parter i sagen for Domstolen (nemlig præfekten for departementet Maine-et-Loire, Jagtmodstanderbevægelsen, departementet Loire-Atlantique's Jagtforening, den franske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber) har fremført. I øvrigt vil en fuldstændig fremstilling af de forskellige parters argumenter være at finde i retsmøderapporten.

I den fælles rapport anføres det, at undersøgelsen viser, at datoen for begyndelsen af trækket forud for pardannelsen veksler med tre forhold. For det første er der forskelle fra fugleart til fugleart; visse arter begynder trækket tidligt, andre sent. For det andet er der forskelle fra år til år; de er store for visse arters vedkommende og små for andres

Undersøgelsen viser således, at krikand begynder at trække (forud for pardannclscn) pi forskellige tidspunkter fra ir til År mellem begyndelsen af januar og slutningen af februar, mens atlingand altid trækker mellem midten og slutningen af februar.

Sammenfattende giver den fælles rapport herefter for de forskellige svømmefuglearter følgende oplysninger:

1)En dato for begyndelsen af trækket forud for pardannelsen. Der er tale om et slags gennemsnit, der — hvis jeg har forstået det ret — er blevet opnået ved først for de enkelte år at tage datoen midt i perioden (dvs. den centrale værdi) for de forskellige geografiske områder, og dernæst ved mellem de således opnåede datoer for de forskellige år at vælge den hyppigste (dvs. den hyppigst iagttagne). Det er denne gennemsnitlige begyndelsesdato, der i forelæggelsesdommene omtales som datoen for begyndelsen af trækket forud for pardannelsen.2)Yderdatoerne (den tidligste og den seneste dato) som datoen for begyndelsen af trækket forud for pardannelsen ligger imellem for de forskellige år og de forskellige geografiske områder. Nævnte tidligste dato benævnes i det præjudicielle spørgsmål den vekslende dato for trækkets indledning.3)Trækkets hovedperiode. Dette er — hvis jeg har forstået det ret — det tidsrum, hvori det største antal fugle trækker

Samtlige disse oplysninger er angivet med en tidagesperiode som grundenhed — hver måned omfatter tre sådanne perioder. For grågås oplyses eksempelvis, 1) at trækket forud for pardannclscn begynder i forste tidagespcriode i februar, 2) at dette begyndelsestidspunkt strækker sig fra den forste til den tredje tidagesperiode ι februar, οg 3) at hovedtræktiden ligger i tiden fra den anden tidagespcriode i februar til den forste tidagespcriode i marts.

Miljøministeriet tilstillede endelig den 9. januar 1992 præfekterne et cirkulære, som de to nævnte notater var vedlagt og som den franske regering har fremlagt for Domstolen

Jagtmodstanderbevægelsen har i retsmødet oplyst, at Muséum national d'histoire naturelle udtrykkeligt nar stillet sig afvisende til dette cirkulære, hvis indhold angiveligt skulle være videnskabelig underbygget; dette bestrides ikke fra anden side.

I forelæggelsesdommene udtaler Tribunal administratif de Nantes — aldeles korrekt, som det vil blive forklaret i punkt 18 nedenfor — at to af disse fire muligheder, nemlig hovedtræktiden og det tidspunkt, hvor mindst 10% af en fuglebestand er begyndt at trække, under alle omstændigheder er uforenelige med artikel 7, stk. 4, tredje punktum, i fugledirektivet, således som dette er blevet fortolket af Domstolen i dommen i sag C-157/89

Dom af 17.1.1991, sag C-157/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 57.

For så vidt angår... fortolkningen af direktivets artikel 7, stk. 4,... tredje punktum, fremgår det af sagen, at... fuglenes træk præges af en vis uregelmæssighed, der navnlig på grund af meteorologiske forhold indvirker på tidspunkterne for [dette fænomen]. Det kan således forekomme,... at et relativt stort antal individer af en bestemt trækfugleart begynder deres træk til redebygningsstedet på et i forhold til de normale trækperioder forholdsvis tidligt tidspunkt.

Det må derfor afgøres, om en medlemsstat kan tillade jagt... så længe et flertal af individer af en trækfugleart endnu ikke overflyver denne medlemsstat på vej til redebygningsstedet, eller om den nationale lovgivningsmagt skal lægge et ekstra tidsrum til den sædvanlige... trækperiode og dermed tage hensyn til de ovenfor nævnte variationer.

... der [skal] ved direktivets artikel 7, stk. 4,... tredje punktum, tilvejebringes en fuldstændig beskyttelsesordning for de perioder, i hvilke vilde fugle er særligt truede. Beskyttelsen mod de forskellige former for jagt kan følgelig ikke begrænses til flertallet af fugle af en given art som fastlagt på grundlag af et gennemsnit af... fugletræk. Det ville være i strid med direktivets formål, hvis den tilsigtede beskyttelse ikke kommer til at omfatte en del af bestanden af en given art, der efter omstændighederne kendetegnes... af et tidligt træk.

Præmis 12, 13 og 14 i dommen i nævnte sag C-157/89.

Denne indskrænkende fortolkning finder jeg ikke rigtig. Der tales ganske vist i dommen i sag C-157/89 om et flertal, men dette skal udelukkende forstås som en anvendelse af et videre princip, der er nedfældet i samme dom. Jeg mener, at dommens hovedsynspunkt ligger i udtalelsen om, at der [skal] ved direktivets artikel 7, stk. 4,... tredje punktum,... tilvejebringes en fuldstændig beskyttelsesordning for de perioder, i hvilke vilde fugle er særligt truede (jf. punkt 12 ovenfor; fremhævningen er min) og trækket forud for parringstiden er en af disse perioder. Domstolen udleder dernæst af dette princip, at det ville være i strid med direktivets formål, hvis den tilsigtede beskyttelse ikke kommer til at omfatte en del af bestanden af en given art, der efter omstændighederne kendetegnes af... et tidligt træk. Dette resultat må efter min mening have gyldighed for en andel af bestanden på både 10 og 50%.

Fugledirektivets formål er beskyttelse af vildtlevende fuglearter. Dette fremgår af direktivets titel og af præamblen, og det siges desuden udtrykkeligt i dets artikel 1, stk. 1 (jf. punkt 3 ovenfor). Med henblik på gennemførelsen af dette formål indeholder direktivet på den ene side i artikel 2 (jf. fremdeles ovenfor i punkt 3) en regel om, at medlemsstaterne generelt er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger og dels i de følgende artikler regler om forskellige særlige forpligtelser. En af disse er ifølge direktivets artikel 5 forpligtelsen til at forbyde jagt på vilde fugle. Som en undtagelse fra bestemmelsen herom er der ved artikel 7 givet medlemsstaterne mulighed for at tillade jagt på et begrænset antal arter (nemlig de i bilag II til direktivet nævnte arter) på visse betingelser. Disse betingelser kan samles i to grupper. På den ene side mere generelt udformede betingelser, nemlig de, der følger af artikel 7, stk. 1, sidste punktum, og artikel 7, stk. 4, første punktum, der navnlig bringer den almindelige forpligtelse ifølge direktivets artikel 2 til udtryk. På den anden side er der to i direktivets artikel 7, stk. 4, andet og tredje punktum, formulerede betingelser, der har en meget konkret og speciel beskaffenhed, og som især skal opfyldes. Den anden af disse sidste betingelser går ud på, at jagten på trækfugle i yngletiden og under træk til redebygningsstedet forbydes.

Forbuddet skyldes frygten for, at jagt på trækfugle i dette tidsrum kan betyde en for alvorlig trussel for opretholdelsen af bestandene af de pågældende arter. Dette gælder navnlig visse arter som andefuglene, der påbegynder trækket i store flokke, og som derfor kan nedskydes i massevis, hvis jagten åbnes under trækket. Forbuddet mod jagt har også stor betydning for fuglenes mulighed for uden vanskelighed at søge føde i de områder, de overflyver, og for deres hvilemuligheder og mulighederne for at generhverve den energi, de forbruger til det anstrengende træk tilbage til redebygningsstedet. Men det har også stor betydning for trækfuglene, der har overvintret i et bestemt område, at jagten dér afsluttes i god tid. Hvis jagten afsluttes allerede ved trækkets begyndelse, får de fugle, der endnu ikke er begyndt at trække, mulighed for at forberede trækket uden forstyrrelser. Endelig må det nævnes, at trækfuglene bevæger sig over grænserne, og at de af trækket berørte medlemsstater derfor har et klart fælles ansvar for beskyttelsen af disse arter (tredje betragtning til direktivet)

Jf. punkt 21 i mit forslag til afgorclse i nævnte sag C-157/89.

Jeg henviste i den forbindelse også til Domstolens praksis, hvorefter en punktlig gennemførelse af bestemmelserne i fugledirektivet i national ret har... en særlig betydning i et tilfælde som det foreliggende, hvor forvaltningen af det fælles eje er betroet medlemsstaterne på deres respektive territorier

Jf. bl.a. dom af 8.7.1987, sag 262/85. Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3094, prxmis 9.

Det betyder ikke, at der foreligger en tilsidesættelse af direktivet, så snart det bevises, at en enkelt forstyrret fugl er begyndt at trække på et tidspunkt, hvor jagten stadig var i gang. En sådan synsmåde ville, som flere parter har anført, være uhensigtsmæssig og urimelig. Jeg kan på dette punkt tilslutte mig Kommissionens opfattelse om, at direktivets formål er at beskytte fuglearter, men ikke enkelte eksemplarer af denne eller hin art. Omvendt foreligger der efter min mening en tilsidesættelse af direktivet, når datoen for jagtens afslutning fastsættes på en sådan måde, at man må regne med, at beskyttelsen af en fugleart under dennes træk bliver ufuldstændig. Det vil efter min mening sige, at direktivet forpligter medlemsstaterne til at fastsætte datoen for jagtens afslutning på grundlag af en metode, der gør en fuldstændig beskyttelse under trækket mulig, selv om der reelt vil kunne være huller i beskyttelsen. Der kan jo ikke ved hjælp af nogen metode til enhver tid skaffes beskyttelse for hvert enkelt fugleeksemplar.

Medlemsstaterne må naturligvis i bestræbelserne på at nå frem til en metode, der gør en fuldstændig beskyttelse mulig, tage hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data, ligesom Fællesskabet selv må ved dets virke på miljøområdet, jf. EØF-traktatens artikel 130 R, stk. 3.

Jf. på dette punkt punkt 11 i mit forslag til afgørelse i nævnte sag C-157/89.

Udelukket bliver efter min mening i al fald alle de metoder, der går ud på, eller som efter deres indhold fører til, at kun en bestemt (endogså en stor) procentdel af en fugleart beskyttes. Sådanne metoder gør det nemlig ikke muligt at opnå en fuldstændig beskyttelse, men fører til, at en del af fuglene ikke beskyttes. Herefter er det forståeligt, at Tribunal administratif de Nantes er nået til det resultat, at et tidsrum som det i ministerielt cirkulære af 9. januar 1992 fastlagte — der omfatter det tidspunkt, hvor 10% af fuglene er begyndt at trække —er i strid med direktivet (jf. punkt 10 og 11 ovenfor).

Til metoder, som direktivet efter min mening udelukker, hører også alle de metoder, der bygger på beregning af en gennemsnitsdato

Ved gennemsnit er der her i vid forstand tale om alle de statistiske metoder, der benytter den centrale tendens, som modus (den hyppigste værdi, her den hyppigste dato) og midrværdien (den centrale dato).

Omvendt er det afgjort i overensstemmelse med direktivet at fastsætte jagtens afslutning generelt, således at man vælger den første dato i det tidsrum, inden for hvilket trækket begynder for de forskellige fuglearter, i de forskellige år og/eller i de forskellige områder. Ved hjælp af denne metode bliver det nemlig muligt at opnå en fuldstændig beskyttelse.

Jeg er i øvrigt enig med Kommissionen i, at anvendelsen af udglatninger og navnlig samling af tal for ti dage ad gangen (jf. punkt 9 og 10 ovenfor) i og for sig er i overensstemmelse med direktivet. Ifølge Kommissionens redegørelser er det af praktiske og tekniske grunde sædvanligt at foretage en gruppering på tidagesperioder af undersøgelsesresultater vedrørende fugletrækkene. Det forhold, at denne metode anvendes, yder ingen hjælp til besvarelsen af spørgsmålet, om den metode, ved hjælp af hvilken datoen for jagtens afslutning fastsættes, kan gøre det muligt at opnå en fuldstændig beskyttelse under trækket. Dette afhænger nemlig af andre faktorer, hvilket et enkelt eksempel viser. Dersom undersøgelsesresultater har vist, at en bestemt fugleart i et givet område altid begynder trækket forud for pardannelsen i den anden tidagesperiode i februar, altså mellem den 10. og den 20. februar, vil der, såfremt datoen for jagtens afslutning på grundlag heraf fastsattes til den 15. februar, blive tale om en tilsidesættelse af direktivet, idet den pågældende art ikke ville være beskyttet i trækkets første dage. Her ville alene valget af datoen den 10. februar som dato for jagtens afslutning være i overensstemmelse med direktivet.

For af et arbejdsdokument, som den franske delegation i ORNIS-komitéen har fremlagt, samt af et notat fra Naturhistorisk Museum fra juli 1992 fremgår, at det under jagt er vanskeligt at identificere forskellige, artsmæssigt nærstående fugle, og at der hyppigt sker en forveksling af arter. I retsmøderapporten i sag C-157/89 citeres en rapport, der i maj 1986 blev fremlagt på den internationale kongres Wildtiere und Umwelt, hvori det udtaltes: En jagtvirksomhed, der varer for længe, har negative følger, ikke blot for de arter, der jages, men også i kraft af de forstyrrelser, der forvoldes, og som går ud over forskellige arter, der ikke jages, men har de samme opholdssteder, og kan antages at være en faktor, der begrænser trækkende arters mulighed for at bemægtige sig nye yngleområder.

Det ene er risikoen for at forveksle arter, for hvilke jagten allerede er afsluttet med arter, som stadig kan jages. Tribunal administratif de Nantes har i den forbindelse omtalt et notat fra Naturhistorisk Museum fra juli 1992, hvori dette problem undersøges. Dette notat har Jagtmodstanderbevægelsen fremlagt for Domstolen, og ingen af parterne har betvivlet dets videnskabelige karakter eller forelagt oplysninger, der underbygger synspunkter, der modsiger notatet. I notatet siges det, at faren for forveksling beror på en lang række forhold, såsom den afstand, hvori fuglene iagttages, dagslysets karakter, det tidsrum, fuglene er synlige og jægerens erfaring. I fortsættelsen i notatet siges det, at det skal fremhæves, at andefugle og gæs ofte flyver i flokke, der rummer fugle af forskellige arter. En andeflok kan undertiden indeholder tre, fire eller endog fem forskellige arter. Det er derfor næsten umuligt at foretage et valg ved skydning. Notatet slutter således:

Til den vanskelighed, en jæger kan komme ud for, når det gælder om rigtigt at huske, om en svømmefugl tilhører en art, der kan jages i februar, kommer, at han også på forhånd må skaffe sig den fornødne vished med hensyn til fuglens art. Når henses til de jagtformer, der er kurante i Frankrig, for så vidt angår denne type vildt, der jages navnlig lige efter solnedgang og om natten, og i betragtning af, at adskillige arter ser temmelig ens ud, må faren for, at der nedskydes fugle, der ikke korrekt har kunnet identificeres, anses for at være meget stor.

Det andet er de forstyrrelser, der forvoldes fugle på træk ved jagten på fugle, der endnu ikke er begyndt at trække. Som nævnt har Tribunal administratif de Nantes i den forbindelse henvist til retsmøderapporten i sag C-157/89, hvorfra en rapport, der i sin tid er blevet fremlagt på en kongres i Tyskland, citeres vedrørende dette problem. Jagtmodstanderbevægelsen har også forelagt Domstolen et afsnit fra en sagkyndig rapport, som A. Tamisier har udarbejdet efter anmodning fra Tribunal administratif de Grenoble. I denne rapport blev det på grundlag af en empirisk undersøgelse fastslået, at forstyrrelsen som følge af jagten kvantitativt indvirker kraftigere på fuglebestanden i de forskellige egne end den egentlige jagt på fuglene. De andre parter i sagen har for Domstolen hverken anfægtet troværdigheden af disse undersøgelsesresultater eller givet andre faktiske oplysninger, der går ud på det modsatte.

Hvad angår faren for forveksling må ordene i direktivets artikel 7, stk. 4, tredje punktum, for så vidt som de rummer et forbud mod jagt på fuglene under trækket til redebygningsstedet, også omfatte de fugle, der ikke jages forsætligt, men som dræbes, fordi de forveksles med eksemplarer af en anden fugleart, der omvendt kan jages.

Og hvad angår de forstyrrelser, der forvoldes de fugle, der ikke kan jages under jagten på andre fugle, må disse være omfattet såvel af direktivets artikel 7, stk. 1, sidste punktum, som artikel 7, stk. 4, første punktum. Ifølge førstnævnte bestemmelse skal medlemsstaterne påse, at jagten på de i bilag II nævnte arter ikke er i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i arternes udbredelsesområde. Ifølge sidstnævnte bestemmelse skal medlemsstaterne sikre sig, at jagten foregår i overensstemmelse med princippet om en fornuftig udnyttelse. Som Jagtmodstanderbevægelsen korrekt har anført, indeholder direktivets artikel 5, litra b), en angivelse, der kan fungere som et supplement hertil, idet det derefter skal være forbudt forsætligt at forstyrre de af direktivet beskyttede arter.

Dog må der, før spørgsmålet afgøres endeligt, ses på de hermed stridende synspunkter, der er fremkommet under sagen. Et første argument, som den franske regering har bragt frem, går ud på, at det ville være udtryk for et misforhold at fastsætte flere datoer for jagtens afslutning alt efter arter, idet der må ske en afvejning af fuglebeskyttelsesinteressen og andre interesser, herunder jagtinteresser. Dette argument kan efter min mening ikke forenes med fugledirektivets formål og opbygning eller med Domstolens praksis. Som ovenfor anført ved behandlingen af det første spørgsmål (punkt 15) angiver artikel 7, stk. 4, en særlig og klar forpligtelse, som er at beskytte trækfuglene mod jagt under trækket, og denne forpligtelse kan ikke tilsidesættes under henvisning til de andre i direktivets artikel 2 nævnte interesser.

Jeg er ikke tilbøjelig til efter igen at have læst Domstolens praksis og navnlig de to nævnte domme at mene, at Domstolen tidligere selv stiltiende har taget stilling til spørgsmålet om en fastsættelse af flere forskellige datoer for jagtens afslutning. De to domme, parterne har henvist til, afgjorde traktatbrudssøgsmål i henhold til EØF-traktatens artikel 169. I sådanne sager holder Domstolen sig nøje til de klagepunkter, Kommissionen har fremført under den administrative procedure, og som gentages under retssagen. Det påhviler således ifølge Domstolens faste praksis Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger. Kommissionen skal for Domstolen fremlægge de oplysninger, som er nødvendige for, at denne kan efterprøve, om der foreligger traktatbrud, og Kommissionen kan ikke herved påberåbe sig nogen formodning

Dom af 25.5.1982, sag 96/91, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1791, prarmis 6; jf. endvidere bl.a. dom af 20.5.1990, sag C-62/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 925, præmis 37.

I ingen af de to nævnte sager havde Kommissionen imidlertid specielt på grundlag af passende oplysninger gjort gældende, at der med fastlæggelsen af forskellige datoer for jagtens afslutning forelå en tilsidesættelse af direktivet. I sag 262/85 gjorde Kommissionen helt generelt gældende, at der ikke i italiensk lovgivning var taget højde for de forskellige ved direktivets artikel 7, stk. 4, påbudte beskyttelsesperioder, som f.eks. den periode, hvor fuglene trækker forud for pardannelsen, og hvori de skal beskyttes

I replikken havde Kommissionen desuden rejst kritik af grundlaget for valget af datoerne for jagtens afslutning. Det ier henhorende anbringende kunne ikke admitteres, idet det ikke var fremfort under den administrative procedure; jf. punkt 24.

Jeg kan tilslutte mig Kommissionens opfattelse om, at direktivet på mange punkter levner medlemsstaterne et vidt skøn, og om, at Domstolen ved direktivets fortolkning ikke bør gå videre end påkrævet for at gennemføre det med den tilsigtede beskyttelse. I den foreliggende sag kan Kommissionens argumentation dog ikke helt overbevise mig. Hvad faren for forveksling angår må det ganske vist anerkendes, at andre løsninger end at påbyde én enkelt (tidlig) dato for jagtens afslutning foreligger. Der vil således bestemt være god mening i at kontrollere jægernes ornitologiske viden ved udstedelsen af jagttegn og i en vidtgående modvirkning af overtrædelser. Det må dog være tvivlsomt, om dette er nok. Notatet fra Naturhistorisk Museum, som jeg har været inde på i det foregående (i punkt 21), omtaler forskellige andre forhold af betydning, der ikke har med jægernes ornitologiske viden at gøre, f.eks. de atmosfæriske forhold, tidspunktet ved dag eller ved nat samt den omstændighed, at fugle af forskellige arter flyver i samme flok.

Og hvad angår problemet om forstyrrelser som følge af jagten, er jeg ude af stand til at finde et alternativ til fastsættelsen af én enkelt dato for jagtens afslutning — og Kommissionen har da heller ikke kunnet foreslå noget andet

Som anført af Jagtmodstanderbevajgelsen i retsmødet er en sådan fastsamelse også den eneste forebyggende løsning. Ifølge EØF-traktatens artikel 130 R, stk. 2, skal Fællesskabets foranstaltninger på miljøområdet bl.a. bygge på princippet om forebyggende indgreb.

Selv om jeg således har vanskeligt ved at se, hvorledes en fastsættelse af flere forskellige datoer for jagtens afslutning med de risici for forveksling og forstyrrelser, en sådan fastsættelse indebærer, kan bringes i samklang med kravet om en fuldstændig beskyttelse af de fugle, som det under alle omstændigheder er forbudt at jage, kan jeg ikke på forhånd udelukke, at en medlemsstat vil være i stand til at tilvejebringe tilstrækkelig sikkerhed i den forbindelse. Imidlertid påhviler der den pågældende medlemsstat en tung bevisbyrde i så henseende, og den vil være så meget vanskeligere at løfte, som der vil kunne blive tale om utilstrækkelige videnskabelige og tekniske oplysninger af værdi såvel om de pågældende fugles træks spredning i tiden som om omfanget af de nævnte risici for forveksling og forstyrrelse. Det tilkommer under en præjudiciel sag ikke Domstolen, men derimod den nationale ret at efterprøve, om medlemsstaten har løftet denne bevisbyrde.

At kompetencen til at gennemføre direktivet tillægges lokale myndigheder eller et regionalt forvaltningsorgan er heller ikke i og for sig et forhold, der efter direktivet er ulovligt. I direktivet findes der ingen særlige bestemmelser herom, og medlemsstaterne råder derfor i den forbindelse over en stor frihed. Kommissionen og Jagtmodstander-bevægelsen har med rette anført, at denne frihed dog begrænses af medlemsstaternes almindelige forpligtelser, når det gælder gennemførelsen af direktiver, og således også fugledirektivet. Det er her — hvor jeg citerer generaladvokat da Cruz Vilaça's forslag til afgørelse i sag 247/85 — Domstolens praksis, jeg har i tankerne, en praksis, hvorefter det er væsentligt, at hver medlemsstat gennemfører direktiver på en måde, som fuldt ud opfylder kravene om, at den retstilstand, som tilsigtes med direktiverne, skal være klar og sikker. Gennemførelsen af et direktiv i national ret bør derfor ikke overlades til en national eller regional forvaltningsgren, hvis skønsbeføjelser ikke efter den gældende lovgivning er begrænset på en sådan måde, at de i direktivet opstillede betingelser fuldt ud overholdes

Generaladvokat da Cruz Vilaça's forslag til afgorelse i sag 247/85, Kommissionen mod Belgien. Sml. 1987, s. 3055 f.

1.Datoen for afslutningen af jagten på trækfugle må for at være lovlig efter artikel 7, stk. 4, tredje punktum, i direktiv 79/409/EØF fastsættes på grundlag af en metode, hvorved det bliver muligt at beskytte disse fuglearter i træktiden forud for pardannelsen fuldstændigt. Metoder, der har til formål eller som efter deres art har til følge, at kun en bestemt procentandel af fugle af en vis art beskyttes, opfylder ikke dette krav. På samme måde forholder det sig med metoder, hvorefter der (på grundlag af de forskellige fuglearter, de forskellige år og/eller de forskellige geografiske områder) beregnes en gennemsnitsdato for indledningen af trækket forud for pardannelsen, der uden tilføjelse af en sikkerhedsmargen fastsættes som den almindelige dato for jagtens afslutning.2.En medlemsstats fastsættelse af flere forskellige datoer for afslutningen af jagten på forskellige fuglearter er i strid med nævnte artikel 7, stk. 4, tredje punktum, medmindre denne medlemsstat på grundlag af underbyggede videnskabelige og tekniske oplysninger kan yde garantier, der giver de nationale domstole tilstrækkelig sikkerhed for, at denne fastsættelse af datoer for afslutningen af jagten ikke er til hinder for en fuldstændig beskyttelse i træktiden forud for pardannelsen, jf. definitionen heraf ovenfor i besvarelsen af spørgsmål 1.3.Fastsættelsen af forskellige datoer for afslutningen af jagten fra egn til egn er lovlig efter direktivet, forudsat at der opnås absolut sikkerhed for beskyttelse i hver region. Såfremt lokale myndigheder eller et regionalt forvaltningsorgan tillægges kompetence til at fastsætte datoen for afslutningen af jagten på trækfugle, skal det ved de pågældende bemyndigelsesbestemmelser i loven sikres, at datoen for jagtens afslutning kun kan fastsættes således, at det bliver muligt at tilvejebringe en fuldstændig beskyttelse i træktiden forud for pardannelsen.