De faktiske omstændigheder samt parternes påstande og argumenter under skriftvekslingen kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Faktiske omstændigheder og skriftveksling</TXT></NP></TI><TI><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>De relevante fællesskabsbestemmelser</TXT></NP></TI>Den foreliggende sag skal ses i lyset af nedenstående fællesskabsregler:
- a)Tjenestemandsvedtægtens artikel 63 bestemte i den indtil 31. marts 1979 gældende affattelse:
Tjenestemandens vederlag lyder på belgiske francs. Det udbetales i det lands valuta, hvor tjenestemanden gør tjeneste. Vederlag udbetalt i en anden valuta end belgiske francs beregnes på grundlag af de af Den internationale Valutafond vedtagne pariteter, som var i kraft 1. januar 1965.
Denne paritet var på 12,50 BFR for 1 DM og 8 BFR for 100 lire.
Ifølge artikel 17 i vedtægtens bilag VII kan en tjenestemand anmode om, at en del af hans indtægter regelmæssigt eller undtagelsesvist overføres til et andet land end det, hvori han gør tjeneste. Artiklens stk. 4, i den til 31. marts 1979 gældende affattelse, bestemte, at overførslerne skulle ske gennem den institution, tjenestemanden tilhørte, til den gældende officielle vekselkurs på overførsels-dagen. Den sidste af IMF vedtagne paritet, som ikke var blevet ændret siden 1. november 1969, (altså f.eks. 13,66 BFR for 1 DM) betragtedes som officiel vekselkurs.
Efter at man i 1971 var gået bort fra et internationalt valutasystem med faste kurser, som ligger til grund for disse bestemmelser, afspejlede de omtalte kurser i stadig ringere grad de pågældende valutaers købekraft og deres værdi på valutabørserne. De tjenestemænd, som lod foretage overførsler til lande, hvis valuta var blevet opskrevet i forhold til de af IMF opgivne pariteter, kunne således opnå en kursgevinst i forhold til de overførsler, der fandt sted til de normale markedsbetingelser.
Ifølge den retsstilling, der var gældende inden 1. april 1979, skulle den i vedtægtens artikel 64 omhandlede justeringskoefficient, der afspejler levevilkårene på tjenestemandens tjenestested, finde anvendelse på hele vederlaget, herunder den del, der overførtes til et andet land i medfør af artikel 17 i bilag VII. Dette medførte en forhøjelse af justeringskoefficienten for tjenestemænd med tjenestested i lande som f.eks. Italien, hvor valutaen var nedskrevet i forhold til IMF's pariteter, og en nedsættelse af koefficienten for tjenestemænd med tjenestested i lande, hvis valuta var gået op i værdi i forhold til IMF-pariteterne. Sagsøgeren hævder imidlertid, at justeringskoefficienten er blevet forhøjet i langt mindre omfang. Således blev justeringskoefficienten for Italien forhøjet fra 100 til 146,9, samtidig med at vekselpariteten faldt fra 12,5 lire for 1 belgisk franc til 28 lire for 1 belgisk franc.
Pensionsberettigede kunne i kraft af denne ordning opnå særlige fordele. Hvis de erklærede at ville bosætte sig i et land, hvis valuta var devalueret, skulle justeringskoefficienten for dette land anvendes på deres pension, jfr. vedtægtens artikel 82, stk. 1. I henhold til vedtægtens bilag VIII, artikel 45, havde de mulighed for at få udbetalt pensionerne i en stærk valuta for deres hjemland eller for det land, hvor den institution, de tilhørte som tjenestemænd, havde sæde. I sit forslag til afgørelse i sag 28/74 (Gillet, Smi. 1975, s. 478) gjorde generaladvokat Mayras opmærksom på det uheldige heri.
Allerede i 1974 forelagde Kommissionen Rådet en række forslag, som skulle fjerne de mangler ved reglerne for udbetaling af vederlag og pensioner, der skyldtes bortfaldet af faste valutakurser i det internationale valutasystem.
Forslaget af 13. juni 1974 (EFT C 88, s. 25) til rådsforordning om ændring af vedtægten indeholdt en ny affattelse af artikel 17, stk. 4, i vedtægtens bilag VII:
Overførslerne i henhold til stykke 2 og 3 ovenfor sker på grundlag af de i artikel 63, sidste stykke, i vedtægten fastsatte pariteter; de overførte beløb reguleres ved den koefficient, som er resultatet af det eksisterende forhold mellem den justeringskoefficient, som er fastsat for det land, i hvis valuta overførslen finder sted, og den justeringskoefficient, som er fastsat for det land, hvor tjenestemanden gør tjeneste.
Den 1. april 1977 forelagde Kommissionen Rådet et forslag til forordning om indførelse af den europæiske regningsenhed (ERE) i vedtægten (EFT C 99, s. 5), som blev afvist af Vedtægtsudvalget, der havde fået forslaget forelagt. Rådet indhentede udtalelser fra Europa-Parlamentet og Domstolen. Ved beslutning af 7. juli 1977 (EFT C 183, s. 55) tiltrådte Parlamentet forslaget, idet det tog Kommissionens forsikringer om, at dens forslag på ingen måde vil få indflydelse på den reelle værdi af udbetalinger til tjenestemænd i form af vederlag, pensioner og godtgørelser, til efterretning. Under mødet havde kommissionsmedlem Tugendhat, der er ansvarlig for administrative spørgsmål, udtalt: ... Målet med Kommissionens system er at skabe en finansiel neutralitet, og vi mener, at vi med vores system kan opnå en ensartet købekraft. Det, vi ønsker, er, at en tjenestemand ved Kommissionen i en given lønklasse, hvad enten han arbejder i Bruxelles eller Luxembourg eller London eller et hvilket som helst andet sted inden for Fællesskabet, skal være i stand til at købe nøjagtig den samme mængde varer, som hans kollega i en anden del af Fællesskabet ... Problemet med overførsler optager ligeledes Kommissionen. I øjeblikket er et forslag til ændring af vedtægten for tjenestemænd under overvejelse. Efter vor opfattelse skal denne ændring vedtages senest samtidig med det foreliggende forslag til forordning, og den omhandler, mener jeg, et andet punkt, der har været uro om.
Da det ikke i 1978 lykkedes Rådet at vedtage forslag af 6. oktober 1976 til forordning om anvendelse af den europæiske regningsenhed (ERE) i de af De europæiske Fællesskabers institutioner vedtagne retsakter (EFT C 271, s. 5), bestræbte Kommissionen sig — under hensyntagen til den således opståede situation — på at gennemføre den i forslaget af 1. april 1977 omhandlede ajourføring af vekselkurserne for tjenestemændenes vederlag. Som bilag til sin rapport for 1978 vedrørende den årlige undersøgelse af lønningsniveauet (Dok. KOM(78) 673 endel, af 29. 11. 1978), gav Kommissionen Rådet nedenstående meddelelse, der ikke gav anledning til høring af Parlamentet, Domstolen eller Vedtægtsudvalget :
... artikel 63, stk. 1 og 2, affattes fremover således:
Tjenestemandens vederlag lyder på belgiske francs. Det udbetales i det lands valuta, hvor tjenestemanden gør tjeneste. Vederlag, udbetalt i en anden valuta end belgiske francs, beregnes på grundlag af de vekselkurser, der anvendtes ved gennemførelse af De europæiske Fællesskabers almindelige budget den ...
Kommissionen pålægger Rådet, at det inden årets udgang vedtager ovennævnte artikel samt artikel 17 i bilag VII i den udformning, den har fået efter Rådets arbejde i forbindelse med revisionen af vedtægten ...
(Denne) ... forordning (træder) i kraft den 1. januar 1979, ... (og) gælder fra den 1. april 1979. For de pensionsberettigede og modtagere af godtgørelser, hvis nettoindtægter nedsættes i forhold til de indtægter, de har efter den nuværende ordning, gælder forordningen først fra den 1. oktober 1979 ...
- b)Den 21. december 1978 udstedte Rådet forordning nr. 3085/78 om ændring, især vedrørende de valutakurser, der skal anvendes, af forordning nr. 259/68 om vedtægten for tjenestemænd ved De europæiske Fællesskaber samt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber, og af forordning nr. 2530/72 samt forordning 1543/73 om visse særlige foranstaltninger (EFT L 369, s. 6). Forordningen gentager formuleringen i Kommissionens meddelelse af 29. november 1978, og for så vidt angår justeringskoefficienten for de overførte beløb, formuleringen i forslaget af 1. april 1977. Rådet tilføjede dog: Fra denne dato reduceres forskellen mellem nettobeløbene, der fremgår af denne forordning, og dem, der er udbetalt i september 1979, med en tiendedel pr. måned. Forordningen fastsætter den 1. juli som den afgørende dato for beregningen af det vederlag, som udbetales i en anden valuta end belgiske francs på grundlag af de vekselkurser, der anvendes ved gennemførelsen af Fællesskabernes almindelige budget, ligesom den præciserer, at denne dato ændres ved den årlige undersøgelse af lønningsniveauet.
- c)Samtidig med ajourføringen af kurserne ændrede Rådet ved forordning nr. 3086/78 af 21. december 1978 om tilpasning af justeringskoefficienterne for vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber som følge af ændringen af vedtægtens bestemmelser vedrørende de valutakurser, der anvendes i forbindelse med vedtægten (EFT L 369, s. 8), størrelsen af justeringskoefficienterne for de forskellige tjenestesteder. Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber anvendte en sådan fremgangsmåde, at enhver tjenestemand eller anden ansat, der gør tjeneste uden for Belgien eller' Luxembourg, skulle modtage samme vederlag for april 1979 som for den foregående måned. Ikke desto mindre har denne fremgangsmåde ifølge sagsøgeren — for så vidt angår den del af vederlaget, han herefter har til sin rådighed — medført de ændringer, som han har gjort nærmere rede for under sagen, nemlig en reduktion med omkring 25 %.
For at fastsætte den i vedtægtens artikel 64 omhandlede justeringskoefficient har Rådet og Kommissionen siden 1967 anvendt følgende procedure for at sammenligne prisniveauet i Bruxelles og de forskellige tjenestesteder: I samarbejde med de kompetente nationale myndigheder udfærdiger EF's statistiske kontor regelmæssigt en oversigt over priserne på varer og tjenesteydelser, der anses for at være typiske udgiftsposter for tjenestemandsfamilier på de forskellige tjenestesteder. For hver enkelt post beregnes forholdet mellem prisen i Bruxelles og prisen i den by, der tjener som reference for tjenestemandens tjenestested. Denne sammenligning gør det muligt at beregne forholdet mellem købekraften for de landes valuta, hvor Fællesskabets tjenestemænd gør tjeneste. Det efter Fisher-metoden beregnede indeks udtrykker f.eks. prisforholdet Bruxelles-Rom og Rom-Bruxelles ved et enkelt tal. Dette tal anvendes ved beregningen af justeringskoefficienterne inden for Fællesskabet, da det udtrykker det reversible prisforhold mellem to byer, og det derfor gør det muligt at foretage prissammenligninger ikke blot mellem to, men mellem flere tjenestesteder. Ifølge den her beskrevne metode når man frem til justeringskoefficienten ved at dividere det således beregnede Fisher-indeks med den tilsvarende valutakurs, der anvendes ved omregning af tjenestemændenes vederlag til den respektive nationale valuta ifølge vedtægtens artikel 63. I oktober-november 1975 blev der foretaget en komparativ prisundersøgelse i alle Fællesskabets hovedstæder.
- d)Forordning nr. 3087/78 af 21. december 1978 om tilpasning af den justeringskoefficient, der anvendes for vederlag og pensioner til De europæiske Fællesskabers tjenestemænd og øvrige ansatte, der gør tjeneste eller har bopæl i Italien (EFT L 369, s. 10) bestemmer:
[Under] henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtning:det forekommer hensigtsmæssigt at korrigere justeringskoefficienten for Italien i overensstemmelse med resultaterne af de statistiske undersøgelser, som De europæiske Fællesskabers statistiske kontor har foretaget —
har [Rådet] udstedt følgende forordning:
Artikel 11.Den justeringskoefficient, der anvendes på vederlag til tjenestemænd, som er ansat i Italien, fastsættes med virkning fra 1. januar 1978 til 146,4.2.Den justeringskoefficient, der anvendes på pensioner i overensstemmelse med vedtægtens artikel 82, stk. 1, andet afsnit, fastsættes med virkning fra 1. januar 1978 for de pensionsberettigede, der erklærer at ville bosætte sig i Italien, til 146,4.Artikel 2De justeringskoefficienter for Italien, der er anført i artikel 1 i forordning (Euratom, EKSF, EØF) nr. 1461/78, ophæves med virkning fra 1. januar 1978.
Forordningen blev udstedt af følgende grunde:
Faldet i kursen på den italienske lira, som forstærkedes i slutningen af 1975 og begyndelsen af 1976, og de valutaforanstaltninger, som den italienske regering traf i den forbindelse, fremkaldte kraftige inflationsimpulser. Som følge heraf fremsatte repræsentanterne for personalet i Ispra en række krav, idet justeringskoefficienten for Italien ikke længere var udtryk for den uensartede stigning i leveomkostningerne i Bruxelles og Ispra, og idet koefficienten — beregnet efter Fisher-metoden — i særdeleshed dels skabte et betydeligt misforhold mellem på den ene side den paritet for liraen i forhold til den belgiske franc, der var gældende på valutamarkedet, og modværdien i lire af vederlagene for tjenestemændene i Ispra, dels medførte en betydelig reduktion af vederlagets købekraft.
Siden juli 1975 havde justeringskoefficienten for Italien været 166,6 mod 148,7 for Bruxelles og Luxembourg. I foråret 1976 foreslog Kommissionen en midlertidig forhøjelse af justeringskoefficienten for Italien med 5,5 % med virkning fra 1. januar 1976, idet den endelige procent skulle fastsættes efter modtagelsen af alle nøjagtige statistiske oplysninger. Ifølge sagsøgeren meddelte Kommissionen for De europæiske Fællesskaber den 19. marts 1976 desuden tjenestemændene, at undersøgelserne i forbindelse med spørgsmålet om justeringskoefficienten for Italien havde ubetinget fortrinsret. Rådet tiltrådte ikke dette forslag.
De af Kommissionen nævnte statistiske undersøgelser blev i maj 1976 foretaget i Varese-provinsen af det statistiske kontor. Kontoret gennemførte desuden en undersøgelse af huslejeniveauet. I henhold til rapporten herom var der en forskel på 8,5 % mellem justeringskoefficienten for Italien, således som kontoret havde beregnet den for Varese (121,5 med Bruxelles = 100) og den af Rådet vedtagne koefficient for Italien (112,04 med Belgien = 100). Af disse 8,5 % skyldtes de 6,7 % en forskellig udvikling af leveomkostningsniveauet i Italien og Belgien fra december 1975 til juni 1976. Ifølge det statistiske kontor kunne ca. 2 % tilskrives forskellen i prisniveauet mellem Varese-området og Romområdet.
Den 21. december 1976 udstedte Rådet forordning nr. 3177/76 (EFT L 359, s. 1); heri fastsattes justeringskoefficienten for Italien til 189,3 mod 157,8 for Belgien med virkning fra den 1. juli 1976, og til 120 for Italien mod 100 for Belgien med virkning fra den 1. januar 1977.
Undersøgelsen var resultatet af en række henvendelser fra repræsentanterne for personalet i Ispra til Kommissionen, specielt et møde den 23. maj 1976 med formanden for denne institution. De pågældende repræsentanter stillede sig tvivlende over for den statistiske metode, der blev anvendt ved fastsættelsen af justeringskoefficienten, og fastholdt, at den måtte ændres. De gav udtryk for, at det betydelige misforhold mellem købekraftspariteterne og de nominelle pariteter for vederlagene i lire var uforeneligt med princippet om lige behandling af tjenestemænd. Det følger navnlig af, at priserne på importerede varer påvirkes meget hurtigere af en opskurivning af en valuta på valutamarkederne end det almindelige prisniveau. Man ville derfor kun kunne nå frem til en lige behandling med hensyn til vederlagene ved at skabe en fælles, europæisk pakke af varer og tjenesteydelser, som er identiske, såvel kvalitativt som kvantitativt. Kommissionens repræsentanter afviste dette synspunkt, idet de dog anerkendte, at de købekraftspariteter, der er grundlaget for beregningen af justeringskoefficienten, kan frembyde et forvrænget billede. Ved telex af 12. december 1977 anmodede repræsentanterne for personalet det kommissionsmedlem, som er ansvarlig for administrative spørgsmål (Tugendhat), om at rette henvendelse til Rådet for at få det til at anerkende, at justeringskoefficienten for 1977 var af midlertidig karakter.
I maj 1978 foreslog Kommissionen Rådet — udover en tilpasning af koefficienterne for udviklingen i leveomkostningerne — en yderligere forhøjelse med 5 % af justeringskoefficienterne for Italien, Det forenede Kongerige og Irland.
Den 12. juni 1978 modtog Kommissionens formand repræsentanterne for personalet med henblik på en politisk samordning. Der blev dannet en paritetisk sammensat arbejdsgruppe, hvis opgave var at behandle spørgsmålet, om beregningen og den regelmæssige undersøgelse af justeringskoefficienten skulle foretages. I sin rapport af 26. juli 1978 henstillede gruppen til Kommissionen at forelægge Rådet et forslag ud fra følgende punkter:
1967-listen over forbrugsvarer bringes i overensstemmelse med den liste, der blev anvendt ved undersøgelsen i 1975;
anvendelse af de i 1975 konstaterede priser og ekstrapolering ud fra disse priser frem til 1978 ved hjælp af fællesindekstal (dvs. for Rom og Bruxelles);
anvendelsen af disse priser er berettiget, fordi der nødvendigvis må indføres et system, der giver mulighed for en regelmæssig tilpasning af justeringskoefficienterne.
Kommissionens repræsentanter erklærede, at den beskrevne metode kunne få indflydelse på justeringskoefficienten med virkning fra den 1. januar 1978, mens repræsentanterne for personalet for deres vedkommende mente, at der måtte være grundlag for at vælge et tidligere tidspunkt, samtidig med at de på dette punkt forbeholdt sig handlefrihed over for Rådet, ligesom de gjorde opmærksom på, at der forelå en vis ulighed, især på grund af forskellen i prisniveauet mellem Rom og Varese.
Gruppens henstillinger kom til udtryk i Kommissionens forslag til Rådet af 10. november 1978 om at forhøje justeringskoefficienten med 6,4 % med virkning fra 1. januar 1978 (Dok. KOM(78) 591). Under dialogen på rådsniveau afviste personalerepræsentanterne at anerkende den 1. januar 1978 som det tidspunkt, hvor den ændrede justeringskoefficient skulle træde i kraft.
Efter udstedelsen af forordning nr. 3087/78 af 21. december 1978 indledte Kommissionens administration i januar 1979 beregningen og udbetalingen af efterslæbet for perioden fra 1. januar 1978 til 30. juni 1978. Ved samme lejlighed foretoges efterbetaling for perioden fra den 1. juli 1978 til den 31. december 1978 i medfør af Rådets forordning nr. 3084/78 af 21. december 1978 om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EFT L 369, s. 1); heri var justeringskoefficienten for Italien fastsat til 146,8 med virkning fra den 1. juli 1978.
<TI><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>De faktiske omstændigheder</TXT></NP></TI>Sagsøgeren Amesz blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 15. marts 1961 og fra samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse A 5. Han er nederlandsk statsborger, og ved stævningens indgivelse var han 46 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for fire børn.
Sagsøgeren Bauch blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 1. april 1961 og samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse B 1/6. Han er tysk statsborger, og ved stævningens indgivelse var han 51 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for to børn.
Sagsøgeren Flamm blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 1. juli 1962 og samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse A 4. Han er tysk statsborger, og ved stævningens indgivelse var han 48 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for tre børn.
Sagsøgeren Hoffmann blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 3. januar 1961 og samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse B 2. Han er tysk statsborger, og ved stævningens indgivelse var han 48 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for tre børn.
Sagsøgeren Knoeppel blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 1. januar 1966 og samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse A 5/7. Han er tysk statsborger og ved stævningens indgivelse var han 45 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for tre børn.
Sagsøgeren Nijman blev ansat som tjenestemand ved Kommissionen den 1. marts 1961 og samme dag tilknyttet FAFC i Ispra. Han er nu indplaceret i lønklasse Β 2. Han er nederlandsk statsborger, og ved stævningens indgivelse var han 52 år gammel, gift og havde forsørgerpligt over for tre børn.
For tjenestemænd med tjenestested i Italien var den ordning, der var gældende indtil den 31. marts 1979, fordelagtig. Under sagen er fremdraget et eksempel med to ansatte med tysk statsborgerskab, tjenstgørende i henholdsvis Bruxelles og Ispra, indplaceret i lønklasse Β 3/3, gift, med to børn i gymnasiet, og som lader Kommissionen overføre 35 % (maximum) af deres nettoløn til byggesparekassen BHW, tjenestemanden i Ispra fik i januar 1976 for den del af lønnen, der blev overført til Forbundsrepublikken Tyskland, udbetalt 12 % mere end kollegaen i Bruxelles, mens han i marts 1979 fik udbetalt 46,8 % mere.
Ifølge sagsøgerne har man således afskaffet en fordel, samtidig med at man har bibeholdt de ulemper, som fortsat burde være blevet udlignet noget ved de fordele, der lå i den tidligere anvendte fremgangsmåde. Disse ulemper viser sig f.eks. ved, at formueværdierne ikke steg på samme måde i Italien som i Forbundsrepublikken Tyskland, eller ved at de tjenestemænd, der gjorde tjeneste i Italien, måtte bruge en større del af deres løn til køb af valuta, såfremt de ikke ønskede at tilbringe deres ferie i Italien.
Dersom en tjenestemand skulle veksle en del af sit vederlag, f.eks. 35 %, til DM i en bank, ville den ansatte i Ispra i januar 1976 få udbetalt 34 % mindre, og i marts 1979 35 % mindre end kollegaen i Bruxelles.
Sagsøgeren Amesz har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde følgende forpligtelser:
| — transport af vederlag | 3000 DM |
| — andre månedlige udgifter | 2835 HFL |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 585 HFL |
| —andre månedlige udgifter, ca. | 100 HFL |
Ifølge de hidtil gældende regler om overførsler har konsekvenserne økonomisk set været følgende :
| — nettovederlag | 255993 BFR |
| — heraf udbetalt | 2079937 LIT |
| —overførsler: (BHW) 3000 DM (øvrige) 3520,48 HFL | |
| — omregnet til lire | 1119973 LIT/ |
| — i alt | 3199910 LIT |
Efter den nye ordning ser tallene således ud:
| — nettovederlag | 122591 BFR |
| — heraf udbetalt | 1353577 LIT |
| —overførsler: (BHW) 3000 DM (øvrige) 3520,47 HFL | |
| — omregnet til lire | 1847240 LIT/ |
| — i alt | 3180817 LIT |
Tabet andrager pr. 15. april 1979:
| — i alt | 727267 LIT |
| — i procent af det samlede vederlag | 22,7 % |
| — i procent af vederlaget for marts | 35,0 % |
Sagsøgeren Bauch har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde følgende forpligtelser:
| — transport af vederlag | 2162 DM |
| —byggelån ydet af Kommissionen | 3351 BFR |
| —andre månedlige udgifter, ca. | 350 DM |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 6600 DM |
| — andre udgifter, ca. | 2542 DM |
Sagsøgeren Bauch har ikke fremlagt de øvrige økonomiske oplysninger.
Sagsøgeren Flamm har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde følgende forpligtelser:
| — transport af vederlag | 3113 DM |
| —byggelån ydet af Kommissionen | 4661 BFR |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 10000 DM |
| —årlig indbetaling på en opsparingskonto, ca. | 15000 DM |
| —andre årlige udgifter, ca. | 11000 DM |
Ifølge de hidtil gældende regler om overførsler har konsekvenserne økonomisk set været følgende:
| — nettovederlag | 241460 BFR |
| — heraf udbetalt | 1905575 LIT |
| —overførsler: (BHW) 3113DM (Kommissionen) 4661 BFR (øvrige) 3062,30 DM | |
| — omregnet til lire | 1112700 LIT/ |
| — i alt | 3018275 LIT |
Efter den nye ordning synes resultatet økonomisk at være følgende:
| — nettovederlag | 115632 BFR |
| — udbetalt | 1123655 LIT |
| —overførsler: (BHW) 3113 DM (Kommissionen) 4661 BFR (øvrige) 3062,30 DM | |
| — omregnet til lire | 1895474 LIT |
| — i alt | 3019129 LIT |
Tabet andrager pr. 15. april 1979:
| — i alt | 782774 LIT |
| — i procent af det samlede vederlag | 25,9 % |
| — i procent af vederlaget for marts | 41,1 % |
Sagsøgeren Hoffmann har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde forpligtelser:
| — transport af vederlag | 1830 DM |
| —byggelån ydet af Kommissionen | 3985 BFR |
| — andre månedlige udgifter | 1100 DM |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 6000 DM |
| —månedlig indbetaling på en opsparingskonto, ca. | 500 DM |
Ifølge de hidtil gældende regler om overførsler har konsekvenserne økonomisk set været følgende:
| — nettovederlag | 215991 BFR |
| — heraf udbetalt | 1512801 LIT |
| —overførsler: (BHW) 1830 DM (Kommissionen) 3985 BFR (øvrige) 2164,09 DM | |
| — omregnet til lire | 731806 LIT/ |
| — i alt | 2244607 LIT |
Efter den nye ordning synes tallene at se således ud:
| — nettovederlag | 85986 BFR |
| — udbetalt | 1001331 LIT |
| —overførsler: (BHW) 1830 DM (Kommissionen) 3985 BFR (øvrige) 2164,08 DM | |
| — omregnet til lire | 1243772 LIT/ |
| — i alt | 2245103 LIT |
Tabet andrager pr. 15. april 1979:
| — i alt | 511966 LIT |
| — i procent af det samlede vederlag | 19,0 % |
| % — i procent af vederlaget for marts | 33,8 |
Sagsøgeren Knoeppel har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde følgende forpligtelser:
| — transport af vederlag | 1924 DM |
| —byggelån ydet af Kommissionen | 3402 BFR |
| — andre månedlige udgifter | 245 DM |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 8400 DM |
| —månedlig indbetaling på en opsparingskonto, ca. | 1400 DM |
| —andre månedlige udgifter, ca. | 1200 DM |
Ifølge de hidtil gældende regler om overførsler har konsekvenserne økonomisk set været følgende:
| — nettovederlag | 230113 BFR |
| — heraf udbetalt | 1892863 LIT |
| —overførsler: (BHW) 1924 DM (Kommissionen) 3402 BFR (øvrige) 3587,29 DM | |
| — omregnet til lire | 983580 LIT/ |
| — i alt | 2876443 LIT |
Efter den nye ordning synes tallene at se således ud:
| — nettovederlag | 110198 BFR |
| — udbetalt | 1199504 LIT |
| —overførsler: (BHW) 1924 DM (Kommissionen) 3402 BFR (øvrige) 3587,29 DM | |
| — omregnet til lire | 1677750 LIT/ |
| — i alt | 2877254 LIT |
Tabet andrager pr. 15. april 1979:
| — i alt | 894170 LIT |
| — i procent af det samlede vederlag | 24,1 % |
| — i procent af vederlaget for marts | 36,7 % |
Sagsøgeren Nijman har benyttet direkte overførsler med henblik på at opfylde følgende forpligtelser:
| — transport af vederlag | 2085 DM |
| — andre månedlige udgifter | 2000 HFL |
| —årlig ferie i hjemlandet, ca. | 3200 HFL |
| —månedlig indbetaling på en opsparingskonto, ca. | 1100 HFL |
Ifølge de hidtil gældende regler om overførsler har konsekvenserne økonomisk set været følgende :
| — nettovederlag | 196304 BFR |
| — heraf udbetalt | 1647438 LIT |
| —overførsler: (BHW) 2085 DM (øvrige) 2608,82 DM | |
| — omregnet til lire | 806361 LIT/ |
| — i alt | 2453799 LIT |
Efter den nye ordning ser resultatet ud til at blive følgende:
| — nettovederlag | 94007 BFR |
| — udbetalt | 1123693 LIT |
| —overførsler: (BHW) 2085 DM (øvrige) 2608,82 DM | |
| — omregnet til lire | 1328400 LIT/ |
| — i alt | 2452093 LIT |
Tabet andrager pr. 15. april 1979:
| — i alt | 522039 LIT |
| — i procent af det samlede vederlag | 21,3 % |
| — i procent af vederlaget for marts | 31,7 % |
<TI><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Skriftveksling</TXT></NP></TI>I form af ensartede klager i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, gjorde et stort antal tjenestemænd i Ispra indsigelse mod den reduktion af deres faktiske vederlag med ca. 26 %, som er en følge af, at forordningerne nr. 3085 og 3086/78 anvendes. De gjorde gældende, at forordningerne var retsstridige, og klagede over, hvad de betragtede som en utilstrækkelig tilbagevirkende gyldighed af forordning nr. 3087/78, ligesom de krævede, at der måtte blive truffet de fornødne foranstaltninger med henblik på at udligne de tab i købekraft, som de mente at have fastslået for 1976 og 1977.
Sagsøgerne indbragte deres klager for Kommissionen hhv. den 27. marts og 11. april 1979.
Den 12. juli 1979 afviste Kommissionen klagerne.
Ved en ny, på ensartet måde udformet klage i juni 1979 gjorde et stort antal tjenestemænd i Ispra indsigelse mod, at deres lønafregninger for april 1979 var gennemført i henhold til forordningerne nr. 3085 og 3086/78 og de deri fastsatte, ajourførte valutakurser, samt mod ændringerne af reglerne om overførsler af en del af de månedlige vederlag til et andet land end det land, hvor tjenestemanden gør tjeneste.
Sagsøgernes klage blev registreret hos Kommissionen den 21. juni 1979.
Den 28. september 1979 svarede Kommissionen dels på klagerne af 21. juni 1979, dels på ny på klagerne af 11. april 1979.
Nærværende sag er blevet anlagt og registreret på Domstolens kontor den 11. oktober 1979 samtidig med 199 andre tilsvarende sager (sagerne 530-729/79 og 781/79).
Ved skrivelse af 27. december 1979 ændrede sagsøgerne stævningen, idet de — udover lønafregningen for april 1979 — anfægtede afregningen for januar 1979.
Ved indlæg af 11. januar 1980 nedlagde Rådet påstand om afvisning.
Ved skrivelse af 8. februar 1980 fremsatte Kommissionen bemærkninger til ændringen af stævningen og gjorde gældende, at fristen for at klage over afregningen af 15. januar 1979 var udløbet i oktober 1979.
Den 19. juni 1980 frafaldt Kommissionen denne indsigelse.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling vedrørende formaliteten uden forudgående bevisførelse.
Ved kendelse af 10. november 1981 har Domstolen (første afdeling) besluttet at forene nærværende sager med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.
Ved kendelse af 10. november 1981 afviste Domstolen (første afdeling) nærværende sager, for så vidt de er rettet mod Rådet.
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender og argumenter</TXT></NP></TI>Det bør bemærkes, at sagsøgerne og Kommissionen har anmodet Domstolen om at betragte de argumenter, der er fremført i den tilsvarende Birke-sag (sag 543/79), som en integrerende del af deres argumenter i nærværende sager.
Sagsøgerne har understreget, at de har brug for de beløb, der overføres i henhold til artikel 17 i bilag VII, til dækning af udgifterne ved deres børns uddannelse (f.eks. Amesz, Hoffmann, Knoeppel og Nijman), til indbetaling af frivillige bidrag til en lovbestemt pensionsforsikring (f.eks. Bauch) eller til dækning af de månedlige ydelser til tilbagebetaling af et byggelån ydet af Kommissionen eller opnået i kraft af andre langfristede betalingsforpligtelser, navnlig over for BHW. Sagsøgerne er af den opfattelse, at den fremgangsmåde, der er indført ved forordning nr. 3085/78, har ændret situationen med hensyn til deres løn på en sådan måde, at såfremt de fortsat skulle opfylde de af dem indgåede langfristede forpligtelser på grundlag af en praksis med hensyn til overførsler, der er flere år gammel, ville fremgangsmåden ikke længere i tilstrækkeligt omfang sikre, at deres væsentligste behov i Italien kunne dækkes.
Kommissionen har anført, at der bør sondres mellem vederlagets størrelse og ordningen med hensyn til overførsel af en del af lønnen. Forordningerne nr. 3085/78 og 3086/78 har ikke medført nogen nedsættelse af de beløb, tjenestemændene får udbetalt. Forordningerne har kun betydet afskaffelse af fordele, som lovgiver ikke havde forudset, og som tjenestemænd fra andre medlemsstater end Italien, som gjorde tjeneste i nævnte medlemsstat, fra 1971 (altså efter ophævelsen af det internationale valutakurssystem) havde i kraft af den tidligere ordning vedrørende overførsler (og som byggede på IMF-kurserne, der var blevet ugyldige), og indtil forordning nr. 3085/78 trådte i kraft.
Kommissionen har henvist til sine indlæg i Birke-sagen (sag 543/79), hvor Kommissionen navnlig gjorde gældende, at den ved gennemførelsen af ændringen af overførselsordningen på tilbørlig vis har varetaget de berørte tjenestemænds interesser.
Således behøvede en tjenestemand med tjenestested i Bruxelles før den 1. april 1979 i overensstemmelse med artikel 17 i bilag VII kun at anvende et beløb på 13660 BFR til at overføre 1000 DM til Tyskland. Efter den nye overførselsordning vil det pågældende beløb stige til 15968 BFR. Da den del af den pågældende tjenestemands vederlag, der overføres, ikke reguleres med justeringskoefficienten for Tyskland, opnår denne tjenestemand i forhold til en tjenestemand med tjenestested i Tyskland, som får overført et tilsvarende beløb i DM, en forhøjelse af købekraften på 2308 BFR. For en tjenestemand, der gør tjeneste i Ispra, vil en tilsvarende overførsel af 1000 DM til Tyskland også koste 13660 BFR, beregnet efter den seneste IMF-kurs på 13,66 BFR pr. DM. Omregnet til lire efter den i 1965 gældende kurs (100 lire = 8 BFR) medførte det pågældende beløb imidlertid kun en reduktion på 170750 lire af den del af vederlaget, der udbetales i Italien. Efter den nye ordning vil den del af vederlaget, som den pågældende tjenestemand har rådighed over i Italien, være formindsket med 293111 lire. Indtil den 1. april 1979 kunne den tjenestemand, der gør tjeneste i Italien, således opnå en købekraftsgevinst på 122361 lire som følge af, at overførslen ikke blev reguleret med den for Tyskland gældende justeringskoefficient. Kommissionen har vanskeligt ved at se, hvorledes bevarelsen af den før den 1. april 1979 gældende ordning ville kunne forenes med princippet om ligebehandling.
På trods af at alle sagsøgerne var blevet informeret om den nært forestående ændring, forhøjede de de beløb, de kunne overføre i henhold til artikel 17 i vedtægtens bilag VII. Ud fra et rent teoretisk synspunkt har de således accepteret en nedsættelse af den del af deres indtægt, der var til rådighed i Italien. Den pågældende nedsættelse svarer under alle omstændigheder kun til de kursfordele, tjenestemændene nød godt af i perioden forud for den 1. april 1979 i kraft af den da gældende overførselsordning, uden at der bestod nogen objektiv begrundelse herfor.
Sagsøgerne hat nedlagt påstand om, at Domstolen statuerer, at forordning nr. 3086/78 ikke burde have været anvendt på den måde, der blev fastsat ved den senere rettelse i Tidende. Forordningen fastsatte for Italien en justeringskoefficient på 74,3, en koefficient, der i øvrigt forekom i alle de udkast, der gik forud for udstedelsen af forordningen. Side 43 i EFT L 77 af 29. marts 1979 indeholdt en berigtigelse af forordningen, hvorefter justeringskoefficienten for Italien til skade for sagsøgerne blev nedsat til 70,3. Den pågældende berigtigelse er uden retsvirkning. Ordlyden af en forordning, som er affattet på en bestemt måde som led i udarbejdelsesproceduren for retsreglen, kan ikke ændres ved en berigtigelse fra Tidendes redaktion eller en anden administrativ myndighed, men kun ved en ny forordning, der er udarbejdet i henhold til den for generelle retsakter fastsatte fremgangsmåde.
Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at deres krav fortolkes på den måde, at sagsøgernes vederlag skal beregnes på grundlag af forordningen i sin oprindelige affattelse. Følgelig har sagsøgerne krav på betaling af det således fremkomne beløb.
Kommissionens erklæring om, at hverken de løfter eller garantier, som den gav over for Parlamentet eller Parlamentets resolution, vedrører overførslerne og at Parlamentet endog har godkendt de opståede tab, er ukorrekt, således som det fremgår af den skriftlige forespørgsel nr. 2140/80 fra Linkohr til Kommissionen:
1. Gennemførelsen af Rådets forordninger (EØF) nr. 3085/78 og 3086/78 har til dels medført betydelige lønnedskæringer for Fællesskabets tjenestemænd. Særlig tjenestemænd med tjenestested i Italien blev ramt. Der var her for en dels vedkommende tale om en lønnedgang på over 30 %.Hvorfor har Kommissionen ikke overholdt sine forsikringer over for Parlamentet om, at- a)dens forslag på ingen måde vil få indflydelse på den reelle værdi af udbetalinger til tjenestemænd i form af vederlag og godtgørelser,
og at
- b)dens forslag på ingen måde i henseende til vederlag og andre godtgørelser vil være til skade for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De europæiske Fællesskaber?
Spørgsmålet om, hvorvidt den justeringskoefficient, der blev ændret ved Rådets forordning nr. 3087/78, skal tage hensyn til leveomkostningerne i Varese eller i Rom, er af afgørende betydning. I retsmødet i februar 1981 udtalte Kommissionens repræsentant, at med hensyn til de for de forskellige tjenestesteder gældende koefficienter kunne kun hovedstæderne komme i betragtning, eftersom det ville være vanskeligt at benytte andre fremgangsmåder på grund af det store antal tjenestesteder. Ifølge vedtægten er det imidlertid det faktiske tjenestested og ikke hovedstaden, der er afgørende, og mens ca. 1800 tjenestemænd gør tjeneste i Varese, er der kun ca. 20 i Rom. Det skal i øvrigt tilføjes, at der indtil 1970 var fastsat en koefficient for Varese. Den 17. marts 1981 meddelte Kommissionen Rådet, at med hensyn til de for de forskellige tjenestesteder gældende koefficienter skulle der ikke alene tages hensyn til medlemsstaternes hovedstæder, men også til andre tjenestesteder i medlemsstaterne, såfremt objektive omstændigheder viser, at der er en risiko for betydelige forskelle i forhold til oplysningerne for det pågældende lands hovedstad i forbindelse med undersøgelsen af lønniveauet (dokument KOM(81) 109 endel.).
Sagsøgerne har bestridt Kommissionens argument om, at forordningerne nr. 3085/78 og 3086/78 ikke har medført nogen nedsættelse af de vederlag, der udbetales tjenestemændene, og har bemærket, at ved køb af valuta på det frie marked skal de tjenestemænd, der gør tjeneste i Italien, f.eks. give 26 lire for 1 BFR, altså betydeligt mere end hvad de får udbetalt efter den kurs, der anvendes ved lønudbetalingen, og som er på 18,35 lire for 1 BFR. Det er ligeledes netop af den grund, at man udvidede den kreds af tjenestemænd, som kunne foretage overførsler i medfør af artikel 17 i bilag VII.
Sagsøgerne har afvist Kommissionens argument om, at deres tab i april 1979 ikke skal sammenlignes med deres løn for marts 1979, hvor justeringskoefficienten var 146,8, men med lønnen for december 1978, hvor justeringskoefficienten var 137,6. I forbindelse med den ændring, der blev indført med virkning fra den 1. april 1979, omregnede Kommissionen de justeringskoefficienter, der var gældende i marts 1979 (146,8 for Italien i medfør af Rådets forordning nr. 3084/78). Den pågældende omregning findes i Rådets forordning nr. 3086/78. Det er følgelig en sammenligning mellem månederne marts og april, der er påkrævet i sagen, og som er korrekt. Beregningen af vederlagene pr. den 15. december 1978 blev faktisk foretaget på grundlag af den i medfør af Rådets forordning nr. 1461/78 fastsatte justeringskoefficient for Italien på 137,6. Ved Rådets afgørelse af 21. december 1978 blev den pågældende justeringskoefficient imidlertid ophævet med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. juli 1978 i Rådets forordning nr. 3084/78 og erstattet af en justeringskoefficient på 146,8. I taleksemplerne har Kommissionen anvendt den i Rådets forordning nr. 1461/78 fastsatte justeringskoefficient for Italien på 137,6. Ved beregningerne af vederlagene for december 1978 burde Kommissionen nemlig have anvendt den retligt set gyldige justeringskoefficient på 146,8, der var fastsat i Rådets forordning nr. 3084/78. Det af sagsøgerne anførte og beregnede tab er en følge heraf. Kommissionen bør derfor opgive sin forvirrende taktik og i hvert fald nå til enighed med sagsøgerne på grundlag af objektive omstændigheder.
Kommissionen er af den opfattelse, at påstanden vedrørende berigtigelsen af de offentliggjorte justeringskoefficienter skal afvises, idet sagsøgernes krav hverken har været genstand for en klage i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller — inden for de fastsatte frister — for et søgsmål i henhold til artikel 91, stk. 2.
Under alle omstændigheder kan påstanden ikke tages til følge. Det følger af begrebet en berigtigelse — i modsætning til en senere ændring vedrørende indholdet af retsakten — at en berigtigelse ikke skal udstedes efter den samme procedure som selve den retsakt, der berigtiges. En rettelse af redaktionelle fejl i Rådets forordninger ved en simpel berigtigelse af den trykte tekst i Tidende er ganske almindelig. Indtil nu har Domstolen tilsyneladende ikke rejst kritik heraf.
Bestemmelserne i forordning nr. 3086/78 havde alene til formål at tilpasse den justeringskoefficient på 146,8, der var fastsat i Rådets forordning nr. 3084/78 af 21. december 1978, til de pariteter, der var ændret ved forordning nr. 3085/78, og med virkning fra den 1. juli 1978. Justeringskoefficienterne i forordningerne, der var udstedt i henhold til vedtægtens artikel 64 og 65, blev beregnet ved at dividere det indekstal, der fremkom på grundlag af Fisher-metoden, med den tilsvarende valutakurs, der blev anvendt ved omregningen af tjenestemændenes vederlag til det lands valuta, hvor de gør tjeneste, jfr. vedtægtens artikel 63. Indtil den 31. marts 1979 var den kurs, der skulle lægges til grund ved overførslen, 12,50 lire for 1 BFR. I henhold til bestemmelserne i forordning nr. 3085/78 skulle der fra den 1. april 1979 lægges den kurs til grund, som anvendes ved gennemførelsen af De europæiske Fællesskabers almindelige budget den 1. juli 1978, altså 26,1097 lire for 1 BFR. Justeringskoefficienten for Italien (146,8 til den 31. marts 1979) blev derfor beregnet på ny på grundlag af følgende formel:
146,8 x 12,50(gammel lira-kurs)/26,1097(ny lira-kurs)Denne beregning giver med én decimal en koefficient på 70,3.
Den koefficient på 74,3, der blev offentliggjort på side 8 i EFT L 369 af 29. december 1978, er således en åbenbar redaktionel fejl. Fejlen blev med føje rettet ved hjælp af en berigtigelse i Tidende, en berigtigelse, som på ingen måde har kunnet påvirke sagsøgernes lu-av. Kommissionens meddelelse af marts 1979 til personalet indeholder iøvrigt den korrekte justeringskoefficient.
Såfremt Domstolen ikke er enig med Kommissionen i, at påstanden om, at den justeringskoefficient, der skal anvendes ved beregningen af vederlaget for de tjenestemænd, der gør tjeneste i Italien, er fejlagtig, eftersom den hverken tager hensyn til leveomkostningerne i Varese eller til omkostningerne ved køb af fremmed valuta, skal afvises, skal Kommissionen herefter navnlig tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Rådet ved fastsættelsen af justeringskoefficienterne kan tage hensyn til de bestræbelser, medlemsstaterne udfolder for at gøre levevilkårene så ensartede som muligt inden for deres nationale område. Der skal ligeledes tages stilling til, i hvilket omfang personalerepræsentanterne for sagsøgerne kan påvise det berettigede i den nye metode til beregning af Fisherindekset, som justeringskoefficienten blev fastsat på grundlag af.
Kommissionen kan ikke tiltræde argumentet om, at et parlamentsmedlem kan stille en skriftlig forespørgsel, hvoraf det følger, at Kommissionen skulle have indgået forpligtelser over for Parlamentet. Det fremgår i øvrigt af den tale, som Kommissionens formand holdt i Parlamentet den 7. juli 1977 vedrørende budgetterne, at han var blevet underrettet om alle væsentlige omstændigheder i forbindelse med ajourføringen af overførselsordningen.
Situationen for midlertidigt ansatte er den samme som for tjenestemænd; de har ikke noget specielt krav på en beskyttelse af den berettigede forventning. Deres vederlag og ordningen vedrørende overførsel af vederlag er ikke reguleret direkte i ansættelseskontrakten. Tilsvarende indeholder den pågældende kontrakt ingen bestemmelse om, at den vedtægt, der er gældende på et givet tidspunkt, uden ændringer skal anvendes ved den senere gennemførelse af ansættelseskontrakten. Dette betyder, at det i hvert enkelt tilfælde er den aktuelle vedtægt, der skal anvendes. Følgelig finder bestemmelserne i forordning nr. 3085/78 anvendelse på de midlertidigt ansattes vederlag og deres overførsler på samme måde som for tjenestemændenes vedkommende.
Kommissionen har bemærket, at sagsøgerne ikke har bestridt de oplysninger, der er lagt til grund ved beregningen af vederlagene. De fordele, som sagsøgerne har haft med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. januar 1978 af de anfægtede forordninger, kan sagsøgerne ikke benytte blot til at bestemme størrelsen af det tab, de af den grund har lidt fra den 1. april 1979. Som tidligere nævnt har sagsøgerne forøget det pågældende tab ved at forhøje overførslerne i henhold til artikel 17 i bilag VII fra den 1. januar 1979 til den 1. april 1979, selv om de var klare over den nært forestående ændring. Endelig er hverken årsagen til eller størrelsen af det tab, sagsøgerne har påberåbt sig, af en sådan karakter, at Fællesskabet skal erstatte det i medfør af sin bistandspligt. Det lidte tab er ikke betydeligt; det svarer kun til modværdien af den overskydende købekraft, som sagsøgerne med urette har haft fordel af i årevis, således som Domstolen allerede klart har udtalt.