<TI><P>Det præjudicielle spørgsmål</P></TI>15.Med det præjudicielle spørgsmål ønsker Tribunal administratif d'Amiens at få oplyst, om den personkreds, som ifølge artikel 2 i forordning nr. 1637/91 kan oppebære godtgørelse for ophør med mælkeproduktion, omfatter producenter, som driver landbrugsbedrifter, og som disponerer over referencemængder, men som er ophørt med at producere mælk, inden indgivelsen af ansøgningen om tildeling af godtgørelse.16.Ifølge artikel 2 i forordning nr. 1637/91 skal modtagere af godtgørelse for fuldstændigt og definitivt ophør med mælkeproduktion opfylde følgende to betingelser: de skal være producenter og råde over referencemængder på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.17.Hvad angår den første betingelse, nemlig producentegenskaben, bestemmer artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1637/91 følgende:Efter ansøgning fra den pågældende og på de betingelser, der er fastsat i denne forordning, yder medlemsstaterne den producent, som er defineret i artikel 12, litra c), første afsnit, i forordning (EØF) nr. 857/84, eller, såfremt artikel 12, litra c), andet afsnit, anvendes, enhver producent, der er medlem af en sammenslutning, som forpligter sig til fuldstændigt og definitivt at ophøre med mælkeproduktion inden for en dato, som skal fastsættes, en godtgørelse, som udbetales i fem årlige rater ...
18.Det fremgår klart af denne bestemmelse, at begrebet producent i forordning nr. 1637/91's forstand ikke er et selvstændigt begreb, men et begreb, som anvendes i hele ordningen med tillægsafgift. Dette begreb er defineret i artikel 12, litra c), i forordning nr. 857/84. Ifølge denne bestemmelse forstås der ved producent landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger på Fællesskabets geografiske område, ogsom sælger mælk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren
og/eller som leverer til opkøberen.
Ved forordning (EØF) nr. 1305/85Rådets forordning (EØF) nr. 1305/85 af 23.5.1985 om ændring af forordning (EØF) nr. 857/84 (EFT L 137, s. 12).
blev denne bestemmelse ændret for at sidestille visse producentsammenslutninger og foreninger af sådanne, der er anerkendt ved forordning (EØF) nr. 1360/78Rådcis forordning (EØF) nr. 1360/78 af 19.6.1978 om produccntsammcnslutninger og foreninger af sådanne (EFT L 166, s. 1).
, med producenten. Den franske regering har i sine indlæg anført, at sidstnævnte forordning ikke finder anvendelse på regionen Picardiet, i hvilken andelsbruget Canada er beliggende.
Artikel 12, litra d), i forordning nr. 857/84 definerer bedrift som samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger på Fællesskabets geografiske område.
19.Som den franske regering har fremført i sine indlæg, fremgår det af ordlyden af artikel 12, litra c), i forordning nr. 857/84, at alene landmænd, som faktisk sælger mælk eller andre mejeriprodukter til forbrugerne eller opkøberne, kan anses for at være producenter. Omvendt kan indehavere af landbrugsbedrifter, som allerede er ophørt med denne virksomhed, ikke anses for at være producenter.20.Denne fortolkning af begrebet producent bekræftes af Domstolens praksis, navnlig dommen i Ballmann-sagenDom af 15.1.1991, sag C-341/89, Ballmann, Sml. I, s. 25, præmis 12.
, hvorefter begrebet producent omfatter enhver, som driver og leder en bedrift, dvs. en samling af produktionsenheder beliggende på Fællesskabets geografiske område, og som sælger eller leverer mælk eller mejeriprodukter, (idet) det ikke er en forudsætning, at den pågældende ejer de anlæg, som han benytter til sin produktion.21.Domstolen har senere fastslået, at det er nødvendigt, at producenten driver bedriften, idet den har udtalt, at kun forpagteren, men ikke bortforpagteren, opfylder denne betingelseJf. navnlig dom af 9.7.1992, sag C-236/90, Maicr, Sml. I, s. 4483, præmis 11, og af 27.1.1994, sag C-98/91, Herbrink, Sml. I, s. 223, præmis 20.
. Domstolen har ikke udtrykkeligt henvist til, at det skulle være nødvendigt, at producenten sælger eller leverer mælk eller mejeriprodukter, men denne betingelse fremgår stiltiende af alle dens domme.22.Som anført ovenfor er det andet krav, som stilles til dem, der modtager godtgørelse for ophør med mælkeproduktion, at de disponerer over referencemængder, når de indgiver ansøgningen. Det bestemmes i artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1637/91, at godtgørelsen kan ydes til producenter, som har fået tildelt en referencemængde i henhold til artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 i forbindelse med formel A eller B og/eller i forbindelse med direkte salg ...23.Ifølge ordningen med tillægsafgift tildeles referencemængder kun til aktive producenter, dvs. producenter, som sælger eller leverer mælk eller mejeriprodukter. Da referencemængderne gør det muligt for den, som er ansvarlig for en bedrift, at producere mælk eller mejeriprodukter, har det intet formål for ham at disponere herover, hvis han ikke udnytter dem. Derfor mener jeg, at det er en anomali ved anvendelsen af ordningen med tillægsafgifter, at en erhvervsdrivende, som er ophørt med mælkeproduktion, disponerer over referencemængder. I så fald overgår producentens referencemængder til den nationale reserve med henblik på omfordeling gennem medlemsstatens myndigheder.Denne overgang til den nationale reserve er udtrykkeligt foreskrevet i artikel 5, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3950/92Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28.12.1992 om entillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).
, der er blevet udstedt efter tidspunktet for den foreliggende sags faktiske omstændigheder, men som var i overensstemmelse med Domstolens praksis siden dommen af 25. november 1986 i sagen Klensch m.fl.Forenede sager 201/85 og 202/85, Sml. s. 3477.
. Da forordning nr. 857/84 ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvad der skal ske med referencemængder, som er tildelt en producent, der frivilligt ophører med sin produktion, udtalte Domstolen i dommen i sagen Klensch m.fl., at denne forordning er til hinder for, at en medlemsstat beslutter at tildele disse mængder til opkøberen af denne producents mælk, snarere end at overføre dem til den nationale reserve.
24.Hverken forordning nr. 1637/91 eller nogen anden bestemmelse, som finder anvendelse inden for rammerne af ordningen med tillægsafgift, tillader en medlemsstat at indføre en undtagelse til de to betingelser, som den, der driver en landbrugsbedrift, skal opfylde, for at opnå godtgørelse for ophør med mælkeproduktion, når vedkommende frivilligt ophører med sin virksomhed, inden ansøgningen indgives. Følgelig tillader fællesskabsordningen ikke en løsning som den, der er indeholdt i cirkulære DEPSE/SDSA/C 91 fra den franske landbrugsminister, hvorefter producenter, som allerede er ophørt med at fremstille mælk, kan ansøge om godtgørelse.I et sådant tilfælde er de nationale retter i overensstemmelse med princippet om fællesskabsrettens forrang forpligtet til ikke at anvende nationale bestemmelser og foranstaltninger, uanset hvilken rang de måtte have, som tillader tildeling af godtgørelse for ophør med mælkeproduktion til indehavere af landbrugsbedrifter, der disponerer over referencemængder, men som ikke har nogen mælkeproduktion.
25.Under hensyn til det ovenfor anførte mener jeg, at der alene kan ydes godtgørelse for fuldstændigt og definitivt ophør med mælkeproduktion til indehavere af landbrugsbedrifter, som opfylder de to betingelser i henhold til forordning nr. 1637/91, dvs. at de skal være producent i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 12, litra c), i forordning nr. 857/84, og de skal disponere over referencemængder på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. En indehaver af en landbrugsbedrift, som frivilligt er ophørt med mælkeproduktionen på et tidspunkt forud for indgivelsen af ansøgningen om godtgørelse, kan ikke anses for at være en producent; han kan følgelig ikke drage fordel af ordningen med godtgørelse i henhold til forordning nr. 1637/91, selv om han disponerer over referencemængder.26.En systematisk fortolkning af hele ordningen med tillægsafgift indebærer, at jeg kan fremføre yderligere grunde til støtte for denne konklusion.27.For det første er ydelsen af godtgørelsen for ophør med mælkeproduktion til personer, der allerede frivilligt er ophørt med at producere mælk, som den franske regering har anført, ikke i overensstemmelse med det grundlæggende formål med forordning nr. 1637/91, som består i at formindske de mængder mælk, som kan markedsføres. Med henblik på gennemførelsen af dette formål er der blevet fastsat godtgørelser for nedsættelse af de samlede garantimængder og for ophør med produktion.28.For det andet blev der ved ordningen med tillægsafgift indført en ordning med begrænsning af mælkeproduktionen, i henhold til hvilken indehaveren af landbrugsbedriften kun har mulighed for at producere, såfremt hans bedrift er blevet tildelt en referencemængde. Referencemængden forøger værdien af den bedrift, som den er knyttet til, og udgør en del af indehaverens formue, så længe han udøver sin virksomhed. Når han ophører med mælkeproduktion, er det logisk, at han mister sin kvote til fordel for den nationale reserve, eftersom han ikke længere har brug for den til at fortsætte produktionen.29.For det tredje vil muligheden for, at indehavere af landbrugsbedrifter, som er ophørt med at drive virksomhed, skulle opnå godtgørelse for ophør med mælkeproduktion, være i strid med Domstolens faste praksis, hvorefter ejendomsretten, således som den er sikret i Fællesskabets retsorden ... nemlig ikke [indebærer] en ret til økonomisk at udnytte en fordel — som f.eks. referencemængder, der er tildelt i henhold til en fælles markedsordning — som ikke stammer fra den pågældendes ejendom eller erhvervsmæssige virksomhedDom af 22.10.1991, sag C-44/89, Von Deetzen, Sml. I, s. 5119, præmis 27, og af 24.3.1994, sag C-2/92, Bostock, Sml. I, s. 955, præmis 19.
.