I den forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i sag 172/82 udtalte følgende:

fællesskabsreglerne om frie varebevægelser og Rådets direktiv 75/439 ... bemyndiger ikke en medlemsstat til på sit område at tilrettelægge indsamlingen og bortskaffelsen af olieaffald på en sådan måde, at det er forbudt at eksportere affaldet til en godkendt virksomhed i en anden medlemsstat, der bortskaffer affaldet eller genanvender det

Præmis 16, min understregning.

Denne afgørelse vedrører generelt den nationale ordning for indsamling og behandling af det produkt, som var genstand for sagen. På grund af svarets generelle karakter er det muligt heraf at fastslå

Jfr. mit forslag til afgørelse i sag 172/82, II, 2, b.

Syndicat national har således fastslået, at der er overensstemmelse mellem de anfægtede franske regler og rapportens konklusion; Syndicat national har yderligere anført, at der er visse uoverensstemmelser mellem de nationale lovgivninger til gennemførelse af direktivet alt efter, om forbrænding eller regenerering prioriteres. Alle disse betragtninger begrunder de eksportrestriktioner, som indføres af en medlemsstat, der tilstræber at behandle produktet på en måde, som ikke medfører forurening.

Dette argument, som allerede er fremført i sag 172/82, indebærer bl.a., at miljøbeskyttelse prioriteres i forhold til frie varebevægelser. I den nævnte sag udtalte Domstolen imidlertid, at miljøbeskyttelsen, når den ved gennemførelsen af direktivet sikres ensartet i alle medlemsstater, ikke kan begrunde et eksportforbund

Ovennævnte dom i sag 172/82, præmis 14.

Skønt disse statistikker kan forekomme paradoksale, hvis de stilles over for eksportforbudet ifølge de nationale regler, kan de ikke ændre den omstændighed, at de pågældende regler principielt er uforenelige med fællesskabsretten. Uden at det er nødvendigt at tage stilling til reglernes faktiske indflydelse på samhandelen med olieaffald inden for Fællesskabet, må det antages, at uforeneligheden fortsat består, såfremt selve indholdet af de nationale regler om indsamling og bortskaffelse forbliver uændret, hvilket rent logisk indebærer, at restriktionen opretholdes. Ingen af de således fremstillede faktiske omstændigheder ændrer altså indholdet af Domstolens afgørelse i sag 172/82.

Dette forslag supplerer direktiv 75/439, hvori der nemlig ikke tages stilling til spørgsmålet om vilkårene for transport af olieaffald. Er det så muligt at anføre en sådan lakune til støtte for eksportforbudet, som er en følge af de anfægtede nationale regler?

Spørgsmålet skal i dobbelt forstand besvares benægtende. For det første stadfæster direktiv 75/439 såvel som direktivforslaget udtrykkeligt princippet om de frie varebevægelser, hvis afgørende betydning klart er fastslået i Domstolens dom i sag 172/82. For det andet sikrer direktivet ved at fastslå, at alene autoriserede virksomheder i den enkelte medlemsstat må behandle olieaffald, miljøbeskyttelsen uanset hvilken medlemsstat det pågældende produkt er bestemt for

Artikel 6.

Selv om betingelserne for grænseoverskridende transport af olieaffald er underkastet bestemmelserne i den enkelte medlemsstat, indtil direktivforslaget endeligt vedtages, bør de altså respektere princippet om frie varebevægelser for dette produkt. Dette er tilsyneladende netop formålet med det cirkulære, som blev udsendt af det franske økonomi- og finansministerium.

Cirkulæret fastlægger toldkontrollen med ansøgningerne om eksport af olieaffald; det pålægges eksportøren at fremlægge attest på, at den endelige modtager er en bortskaffelsesvirksomhed, som er autoriseret af myndighederne i modtagermedlemsstaten. Ifølge den franske regering bekræfter cirkulæret ved sit formål, at de anfægtede nationale regler er forenelige med direktiv 75/439.

Jeg kan ikke tilslutte mig dette synspunkt.

For det første forbeholdes retten til at eksportere ifølge cirkulæret alene de virksomheder, der opbevarer olieaffald, og de autoriserede indsamlingsvirksomheder; for så vidt angår bortskaffelsesvirksomhederne opretholdes eksportforbudet således fuldt ud

Jfr. mit forslag til afgørelse i sag 172/82, punkt III, 2., d).

I øvrigt mener jeg, at der kun kan tillægges dette cirkulære en særdeles relativ retsvirkning. Cirkulæret er ikke offentliggjort, da der alene er tale om en intern vejledning, hvis formål er at fortolke den eksisterende ordning over for de ansatte, som skal gennemføre den; yderligere understregede den kompetente myndighed udtrykkeligt i cirkulæret, at det alt efter omstændighederne kunne optages til fornyet overvejelse; i besvarelse af det af Domstolen stillede spørgsmål i sag 172/82 bekræftede den franske regering det eksportforbud, som den franske ordning for indsamling og behandling af olieaffald medførte, skønt cirkulæret var blevet udsendt over en måned tidligere.

Det cirkulære, som jeg her har gennemgået, har således alle de for en simpel forvaltningspraksis gældende karakteristika, idet det »ifølge sagens natur frit kan ændres af forvaltningen, ... ikke er tilstrækkeligt kendt ..., og ikke opfylder kravene om, at den retstilstand, som tilsigtes med direktiverne, skal være klar og sikker

Dom af 6. 5. 1980, Kommissionen mod Belgien, sag 102/79, præmis 11, Sml. 1980, s. 1473, og senere dom af 15. 3. 1983, Kommissionen mod halien, sag 145/82, præmis 9 og 10, Sml 1983, s. 711.