European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1799

28.7.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2026/1799

af 24. juli 2026

om godkendelse af metoder til klassificering af svinekroppe i Nederlandene og om ophævelse af afgørelse 2011/303/EU

(meddelt under nummer C(2026) 5120

(Kun den nederlandske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 20, første afsnit, litra p) og t), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 10 i forordning (EU) nr. 1308/2013 finder EU-handelsklasseskemaerne for svinekroppe anvendelse i overensstemmelse med punkt B i bilag IV til nævnte forordning. I punkt B.IV, nr. 1, i bilag IV til nævnte forordning er det fastsat, at med henblik på klassificeringen af svinekroppe skal indholdet af magert kød bestemmes ved hjælp af klassificeringsmetoder, der er godkendt af Kommissionen, at kun statistisk afprøvede metoder, der er baseret på fysisk måling af en eller flere dele af svinekroppen, kan godkendes, og at klassificeringsmetoderne er betinget af overholdelsen af en maksimumstolerancesats for statistiske fejl ved bestemmelsen. Denne tolerance er fastsat i del A, punkt 1, andet afsnit, i bilag V til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1182 (2).

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/303/EU (3) blev tre metoder til klassificering af svinekroppe i Nederlandene godkendt.

(3)

Nederlandene har anmodet Kommissionen om at tilbagekalde godkendelsen af metoderne »Hennessy Grading Probe (HGP 7)« og »CSB Image-Meater (CSB)«.

(4)

Nederlandene har også anmodet Kommissionen om at godkende følgende nye metoder: »AutoFom IV«, »CSB Image-Meater 2.0« og »Fat-O-Meater II (FOM II)«. Med henblik herpå har Nederlandene fremlagt en detaljeret beskrivelse af dissektionsprøven og angivet de principper, som den nye metode er baseret på, resultaterne af dissektionsprøven og de ligninger, der er anvendt til at beregne procentindholdet af magert kød, i den protokol, der er omhandlet i artikel 11, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2017/1182.

(5)

Nederlandene har også anmodet Kommissionen om at godkende en ajourført formel for metoden »Capteur Gras Maigre (CGM)«, der allerede er godkendt ved gennemførelsesafgørelse 2011/303/EU til klassificering af svinekroppe i landet.

(6)

En gennemgang af disse anmodninger har vist, at de betingelser og minimumskrav, der kræves for godkendelse af de nye klassificeringsmetoder og ajourføring af ligningerne for de godkendte metoder, jf. del A i bilag V til delegeret forordning (EU) 2017/1182, er opfyldt for alle anmodningerne. Den nye klassificeringsmetode og de nye formler bør derfor godkendes i Nederlandene.

(7)

Ændringer af klassificeringsmetoderne eller apparater hertil bør kun tillades, hvis de er udtrykkeligt godkendt ved en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Kommissionen.

(8)

Af hensyn til klarheden og den retlige sikkerhed bør gennemførelsesafgørelse 2011/303/EU ophæves.

(9)

For at give aktørerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de tekniske krav til indførelse af nyt udstyr og nye ligninger bør denne afgørelse finde anvendelse fra den 1. januar 2027.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende klassificeringsmetoder godkendes til måling af svinekroppes indhold af magert kød i Nederlandene i henhold til punkt B.IV, n. 1, i bilag IV til forordning (EU) n. 1308/2013:

a)

apparatet »AutoFom IV« med tilhørende beregningsmetoder, der er beskrevet nærmere i del I i bilaget

b)

apparatet »CSB-Image-Meater 2.0« med tilhørende beregningsmetoder, der er beskrevet nærmere i del II i bilaget

c)

apparatet »Fat-O-Meat'er II (FOM II)« med tilhørende beregningsmetoder, der er beskrevet nærmere i del III i bilaget

d)

apparatet »Capteur Gras Maigre (CGM)« med tilhørende beregningsmetoder, der er beskrevet nærmere i del IV i bilaget

Artikel 2

De ændringer af de godkendte klassificeringsmetoder eller apparater hertil, der er omhandlet i artikel 1, godkendes ved en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Kommissionen.

Artikel 3

Gennemførelsesafgørelse 2011/303/EU ophæves.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2027.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juli 2026.

På Kommissionens vegne

Christophe HANSEN

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1308/oj.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1182 af 20. april 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-handelsklasseskemaerne for slagtekroppe af kvæg, svin og får samt indberetning af markedspriser for visse kategorier af slagtekroppe og levende dyr (EUT L 171 af 4.7.2017, s. 74, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/1182/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/303/EU af 20. maj 2011 om godkendelse af metoder til klassificering af svinekroppe i Nederlandene (EUT L 136 af 24.5.2011, s. 95, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2011/303/oj).


BILAG

METODER TIL KLASSIFICERING AF SVINEKROPPE I NEDERLANDENE

DEL I

AutoFOM IV

(1)

Reglerne i denne del anvendes, hvis svinekroppene klassificeres ved hjælp af apparatet »Autofom IV«.

(2)

Apparatet består af 25 ultralydstransducere med bredt bånd (Frontmatec A/S) placeret med en afstand på 16,5 mm mellem hver transducer. Ultralydsdataene omfatter målinger af rygspæklags- og muskeltykkelse samt dermed forbundne parametre. Måleresultaterne omregnes til beregnet indhold af magert kød i procent ved hjælp af en computer.

(3)

Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel:

Y = 64,48671 – 0,37519 × R2P4 – 0,34035 × R2P10 + 0,03625 × R3P9

hvor:

Y

=

beregnet indhold af magert kød i procent

R2P4

=

spæklagets tykkelse (uden svær) i mm på P2-positionen

R2P10

=

spæklagets minimumstykkelse (uden svær) i mm på hele slagtekroppen (dette punkt definerer MFT1-positionen)

R3P9

=

lændens tykkelse i mm i MFT1-positionen

MFT henviser til stedet for mindste spæklagstykkelse (uden svær). MFT1 henviser til mindste spæklagstykkelse på hele svinekroppen, og MFT2 henviser til mindste spæklagstykkelse over lænden tættest ved sensoren. P2-positionen er 70 mm fra rygsøjlen i MFT2.

Formlen gælder for kroppe på mellem 60 og 140 kg i varm vægt.

DEL II

CSB Image-Meater 2.0

(1)

Reglerne i denne del anvendes, hvis svinekroppene klassificeres ved hjælp af metoden benævnt »CSB Image-Meater 2.0«.

(2)

CSB Image-Meater 2.0-apparatet (CSB-System SE) består af en lige styrestang, et sort-hvidt kamera med en lille vinkel, fire LED-lysstænger i rombeform og en PC til billedanalyse. Image-Meater-variablerne måles alle i flækningslinjen i skinkeområdet (omkring musculus gluteus medius). Måleresultaterne omregnes til beregnet indhold af magert kød i procent ved hjælp af en computer.

(3)

Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel:

Y = 66,56517 – 0,18436 × ZPF + 0,04177 × ZPM – 0,14654 × MF – 0,17818 x V4F

hvor:

Y

=

beregnet indhold af magert kød i procent

ZPF

=

spæklagets mindste tykkelse (inklusive svær) i mm over lændemusklen (musculus gluteus medius)

ZPM

=

lumbarmuskeltykkelsen i mm, målt som den korteste afstand fra den forreste (kraniale) del af (musculus gluteus medius) til den øverste (dorsale) del af rygmarvskanalen

MF

=

spæklagets gennemsnitlige tykkelse (mm) over musculus gluteus medius

V4F

=

spæklagets gennemsnitlige tykkelse (mm) over den fjerde ryghvirvel.

Formlen gælder for kroppe på mellem 60 og 140 kg i varm vægt.

DEL III

Fat-O-Meat'er II (FOM II)

(1)

Reglerne i denne del anvendes, hvis svinekroppene klassificeres ved hjælp af apparatet »Fat-O-Meat'er II (FOM II)«.

(2)

FOM II-apparatet (Frontmatec A/S) består af et optisk sensorelement, en dybdemålingsanordning og en dataindsamlings- og analyseplade og et display.

(3)

Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel:

Y = 68,94293 – 0,80855 × X1 + 0,02912 × X2,

hvor:

Y

=

beregnet indhold af magert kød i procent

X1

=

spæklagets tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 7 cm vinkelret fra svinekroppens midterlinje på ydersiden og 4 cm fra svinekroppens midterlinje på indersiden mellem andet- og tredjebageste ribben

X2

=

musklens tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 7 cm vinkelret fra svinekroppens midterlinje på ydersiden og 4 cm fra svinekroppens midterlinje på indersiden mellem andet- og tredjebageste ribben.

Formlen gælder for kroppe på mellem 60 og 140 kg i varm vægt.

DEL IV

»Capteur Gras Maigre (CGM)«

(1)

Reglerne i denne del anvendes, hvis svinekroppene klassificeres ved hjælp af apparatet »Capteur Gras Maigre (CGM)«.

(2)

CGM-apparatet (Fives Syleps) er udstyret med en sonde på 8 mm, der består af et optisk sensorelement, en dybdemålingsanordning og en dataindsamlings- og analyseplade. Måleværdierne omregnes til beregnet indhold af magert kød ved hjælp af en computer.

(3)

Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel:

Y = 69,14504 – 0,77025 × X1 + 0,00922 × X2

hvor:

Y

=

beregnet indhold af magert kød i procent

X1

=

spæklagets tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 6 cm vinkelret fra svinekroppens midterlinje på ydersiden og 2,5 cm fra svinekroppens midterlinje på indersiden mellem tredje- og fjerdebageste ribben

X2

=

musklens tykkelse (inklusive svær) i mm, målt 6 cm vinkelret fra svinekroppens midterlinje på ydersiden og 2,5 cm fra svinekroppens midterlinje på indersiden mellem tredje- og fjerdebageste ribben.

Formlen gælder for kroppe på mellem 60 og 140 kg i varm vægt.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2026/1799/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)