Lad os først se, hvordan det forholder sig med dette.

a)Hvad den første indvendig angår, er der efter min mening ikke meget at sige. Denne baserer sig åbenbart på artikel 8, første afsnit, i forordning nr. 120, hvor der er tale om, at Rådet på forslag af Kommissionen fastlægger … de betingelser, på hvilke interventionsorganerne kan træffe særlige interventionsforanstaltninger for at undgå, at der i bestemte områder af Fællesskabet under anvendelsen af artiklen 7, stk. 1, foretages omfangsrige opkøb. Når det af dette udledes, at man ved vanskeligheder, som måtte opstå i interventionssystemet, ikke kan falde tilbage på artikel 226 i Traktaten, fordi netop forordning nr. 120 selv foreskriver visse interventionsforanstaltninger, så kan man herover for først og fremmest henvise til den foreliggende retspraksis. I virkeligheden har Domstolen i sin dom i sag nr. 37/70 (Sammlung der Rechtsprechung, 1971, s. 34) allerede understreget, at de særlige beskyttelsesklausuler i landbrugs-forordningerne ikke indskrænker anvendelsesområdet for artikel 226. Med rette har Kommissionen også fremhævet, at de i artikel 8 i forordning nr. 120 nedlagte rådsbeføjelser kun udgør sekundær fællesskabsret, det går således ikke an, at de kompetencer, Kommissionen har i medfør af selve Traktaten, bliver sat ud af kraft.

Efter min opfattelse er denne redegørelse tilstrækkelig til at vise, at den indsigelse, som sagsøgeren har baseret på artikel 8 i forordning nr. 120, ikke er afgørende.

Som De ved, angribes disse betragtninger særlig heftigt af sagsøgeren. Han har på grundlag af tal, som han selv har fremskaffet, regnet ud, at den tyske intervention i maj havde lagerplads til ca. 1,5 million tons korn til disposition, hvortil der i august — hvilket var klart på forhånd — kom lagerrum til yderligere 480000 tons. Han henviste til, at der på grund af utilstrækkelig månedlig forhøjelse af interventionsprisen alligevel i kraft af systemet kun blev tilført små kornmængder til interventionen mod slutningen af budgetåret. Eftersom tillæggene til interventionsprisen faldt helt bort fra juni, kunne der fra denne måned hvori de nye lave interventions-priser allerede var begyndt at gælde, overhovedet ikke mere regnes med interventionstilbud. For de interventionstilbud, som man i hvert fald i maj endnu kunne regne med, var den forhåndenværende lagerplads imidlertid fuldt tilstrækkelig, og man behøvede ikke på grund af dem frygte en alvorlig forværring af lagerpladssituationen. Såfremt der alligevel havde været grund til bekymringer med hensyn til interventionstilbudet fra den nye høst, ville dette i hvert fald kun have retfærdiggjort beskyttelsesforanstaltninger med virkning fra 1. august 1969. Herved må man også tage i betragtning, at det praktisk talt allerede fra foråret 1969 stod fast, at der i forbundsrepublikken Tyskland den følgende sommer ville blive indført den såkaldte intervention B, dvs. et system med støtte til privat lagerhold, som måtte bevirke, at store kornmængder ikke umiddelbart ville blive omfattet af den normale intervention. Under denne synsvinkel var der ingen fare for opbevaringen af den nye høst.

Disse argumenter — og det vil jeg bekende åbent — gjorde kraftigt indtryk på mig, da jeg læste sagsøgerens skriftlige fremstilling. Faktisk kunne de vel ikke have anden virkning på baggrund af det ret nødtørftige talmateriale, som indtil da var blevet offentliggjort af Fællesskabet, men også i betragtning af den principielle erkendelse, at enhver anvendelse af beskyttelsesklausulerne i Traktaten må underkastes en streng bedømmelse.

Her ved slutningen af sagen og efter grundigt at have overvejet alle elementer og fordybet mig i enkelte aspekter er jeg dog i betragtelig tvivl om, hvorvidt vi kan følge sagsøgeren i hans udredninger og i antagelsen af, at det ikke er påvist, at forudsætningerne for anvendelsen af artikel 226 har været til stede.

Lad mig forklare dette nærmere.

Bedømmelsen må baseres på, hvorledes lagerpladssituationen inden for rammen af interventionssystemet i forbundsrepublikken Tyskland stillede sig i begyndelsen af maj 1969. Til dette har Kommissionen med indlysende forklaringer (nemlig under henvisning til nødvendigheden af at oplagre korn af forskellig art og kvalitet fra forskellige kunder samt korn, som skal tørres) vist, at man ikke kunne gå ud fra den maksimale kapacitet, som var sikret ved aftaler (7-7,5 millioner tons), men at man måtte regne med en langt mindre reel oplagringsmulighed (mellem 5,5 og 6 mill. tons). Trækker man herfra det, som på dette tidspunkt allerede var belagt (nemlig lagerrum men 4,7 mill. tons), når man frem. til, at der kun var plads til disposition i en størrelsesorden af 1,3 mill. tons.

Ud fra det dagældende synspunkt kunne dette imidlertid — på baggrund af den nye høst — virkelig betegnes som en meget betænkelig situation. Man gik her ud fra den kendsgerning, at der i høståret 1968/1969 blev afgivet meget store mængder til interventionen (ifølge de tal, som Kommissionen var fremkommet med, måtte der af høsten fra året 1968 i forbundsrepublikken Tyskland overtages ca. 2,7 mill. tons af interventionen). Videre kunne man, da det allerede så ud til at blive en meget god ny høst, regne med, at omfanget af interventionen ikke ville gå stærkt tilbage (og dette selvom man ser bort fra Forbundsrepublikkens påstand — som sagsøgeren bestrider — om, at der allerede i maj forelå kontrakter med tyske aftagere om levering af fransk korn fra den nye høst i en total mængde af 1,8 mill. tons). Heller ikke intervention B, som i Forbundsrepublikken skulle anvendes på den nye høst (altså et system med præmie for privat oplagring til aflastning af den normale intervention), kunne indvirke afgørende på situationen. Ganske vist lod den forvente, at visse kvanta ikke umiddelbart ville komme ind under den normale intervention; for at være nøjagtig udgjorde den imidlertid kun en mellemløsning, som ikke udelukkede, at interventionsorganerne i løbet af høståret ville få overladt betragtelige mængder (hvilket da også faktisk er sket inden udløbet af høståret for 1,6 mill. tons korn). — Det kan således ikke bestrides, at der i maj måned 1969 aftegnede sig alvorlige vanskeligheder for interventionssystemets videre funktion.

Det kan heller ikke bestrides, at de fra Frankrig kommende kornleverancer spillede en betragtelig rolle ved udløsning af vanskelighederne. Som vi hørte, blev importen af fransk hvede og byg i løbet af høståret 1968/1969 indtil april mere end fordoblet i forhold til det tilsvarende tidsrum det foregående år, og alene i april måned, sammenlignet med april måned året før, næsten tredoblet. Da der heller aldrig mere i løbet af de følgende år forekom et tilsvarende importkvantum, må man uden tvivl antage, at der på denne måde skete en betydelig fortrængning af tysk korn, dvs. at der opstod en tilsvarende forøgelse i interventionstilbudene.

I denne allerede betragteligt spændte situation kunne det afgørende spørgsmål for de ansvarlige instanser kun være, hvorvidt man måtte regne med en væsentlig forværring af situationen allerede i løbet af månederne maj og juni, og hvorvidt udstedelsen af beskyttelsesforanstaltninger før den nye høst af denne grund retfærdiggjordes. Dette spørgsmål blev — som vi ved — besvaret bekræftende, og jeg må antage, at der kan anføres gode grunde for dette.

Naturligvis kan man ikke over for dette — som sagsøgeren har gjort — henvise til, at den tyske intervention efter den 8. maj 1969 — ifølge sagsøgerens oplysninger — kun fik tilbudt 12000 tons fransk korn, for denne situation fremstår jo allerede som en virkning af de beskyttelsesforanstaltninger, som var truffet. Det afgørende er snarere, hvilken udvikling man ved en fornuftig prognose, og når man gik ud fra de hidtil indvundne erfaringer, måtte frygte, hvis beskyttelsesforanstaltninger ikke var blevet indført. Herved måtte den kendsgerning have betydning, at der indtil 30. april 1969 allerede var blevet overtaget 385000 tons fransk korn af det tyske interventionsorgan, og at den tilsvarende interven-tionsmængde i den første uge af maj alene beløb sig til 93000 tons. Det var videre af vigtighed, at der i maj måned endnu gjaldt tillæg til interventionsprisen, således at man i løbet af denne måned sikkert kunne vente interventionstilbud. Som Kommissionen har vist under henvisning til de ved svækkelsen af den franske valuta muliggjorte prisfordele for fransk korn (den tyske interventionspris blev som bekendt underbudt med indtil 40 DM), kunne man endog stadig i juni måned og på trods af den da gældende lavere interventionspris regne med et tilsvarende interventionstilbud. Set fra denne synsvinkel var det sikkert ikke urealistisk at antage, at der endnu i månederne maj og juni 1969 ville tilgå den tyske intervention betragtelige mængder fransk korn, og i virkeligheden viser også de importstatistikker, som senere er blevet udarbejdet, at der i resten af høståret 1968/69 — hvilket beskyttelsesforanstaltningen ikke udelukkede — blev importeret endnu 600000 tons fransk korn til Forbundsrepublikken. Dette tal gør det utvetydigt klart, hvilke mængder fransk korn der endnu stod til disposition på det pågældende tidspunkt og følgelig også måtte tages i betragtning med henblik på en intervention.

Modstiller man imidlertid dette med, hvad der på dette tidspunkt stod til disposition af fri lagerplads i Forbundsrepublikken (nemlig plads til 1,3 mill. tons) kan man, de nævnte størrelsesordener taget i betragtning, ikke afvise den opfattelse, at der forelå en truende fare for en betragtelig forværring af de allerede betydelige lagervanskeligheder.

Denne fare var i øvrigt — det kan man ligeledes sige — ikke begrænset til et kort tidsrum, dvs. man kunne — hvilket den senere udvikling har bekræftet — ikke regne med en hurtig afklaring af valutasituationen. På baggrund af særegenhederne ved markedsordningen for korn kan man altså gå ud fra, at det — for at holde os til terminologien i artikel 226 — drejede sig om vedvarende vanskeligheder.

Alt dette gør i virkeligheden den konklusion berettiget, at Kommissionen, som på det område, som her interesserer os, har et betragteligt spillerum for sit skøn, ikke uden grund antog, at der i maj 1969 forelå forudsætninger for anvendelse af EØF-traktatens artikel 226.

a)Her står i første række overvejelser, hvoraf det skal fremgå, at den trufne foranstaltning ikke var egnet til at føre til det ønskede resultat. Hvad dette angår, henviser sagsøgeren til, at det ved vanskeligheder for valutasektoren alene vil være rigtigt at angribe ondet ved roden. I den sammenhæng, som her interesserer, ville brug af artikel 104 og 105 i EØF-traktaten eller en anvendelse af § 6 i Außenwirtschaftsgesetz (den tyske lov om udenrigsøkonomi) have været nærliggende. — Sagsøgeren gør også gældende, at et interventionsstop for fransk korn ikke ved uforandret fortsat mulighed til at gennemføre import ville kunne medføre en lettelse for den tyske invention, fordi man i en sådan situation måtte regne med, at der ville blive bragt så meget mere tysk korn, som var blevet fortrængt fra markedet, til interventionen. En større virkning ville man alene kunne have fået ved indførelse af udligningsafgifter, som simpelthen havde ramt importhandelen.

Til disse påstande er der efter min mening følgende at sige.

Selvfølgelig er det ved vanskeligheder som stammer fra valutapolitikkens område, nærliggende først og fremmest at tænke på en løsning, der umiddelbart løser de opståede problemer, der altså — som sagsøgeren sagde — griber ondet ved roden. I EØF-traktaten kommer i den henseende kun artikel 104 og 105 i betragtning. Af disse foreskriver som bekendt artikel 105 en samordning af valutapolitikken. Et monetært udvalg skal bidrage hertil, idet dette skal følge medlemsstaternes og Fællesskabets penge- og valutamæssige samt finansielle stilling og medlemsstaternes almindelige valutabestemmelser, og idet det aflægger beretninger herom samt afgiver udtalelser til Rådet og Kommissionen. Det drejer sig således om usædvanligt omfattende opgaver, hvorved der må tages hensyn til mange forskellige synspunkter, og hvis udførelse nødvendigvis er omstændelig og tidkrævende. Når det imidlertid viser sig, at der i en krisesituation ikke på denne måde hurtigt nok kan nås et resultat (hvilket under hensyn til medlemsstaternes lidet præcise forpligtelser let kan forekomme), kan det i virkeligheden kun være fornuftigt at tillade, at man benytter sig af de almindelige beskyttelsesklausuler i Traktaten, således at sådanne akutte vanskeligheder kan imødegås uden ophold og — som der står i dommen i sag nr. 37/70 — at der kan foretages en første afhjælpning.