1.

Et selskab med hjemsted i Tyskland, som er indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder over et computerspil, antog en advokat til at fremsætte et udenretligt krav om, at en person, som havde krænket disse rettigheder, bragte sin adfærd til ophør, hvilket blev accepteret af den pågældende person.

2.

I henhold til tysk ret skal den krænkende part som udgangspunkt betale advokatens salærer for sin medvirken i forbindelse med forsvaret for indehaveren af de intellektuelle ejendomsrettigheder. Det tillades imidlertid at begrænse beløbet, når den ulovlige adfærd udøves af en fysisk person, der handler uden for enhver form for erhvervsmæssig virksomhed.

3.

I den foreliggende sag er de opkrævede salærer (984,60 EUR) efter denne persons opfattelse unødigt høje, hvorfor vedkommende har afvist at betale dem. Personens indsigelse har givet anledning til en tvist, hvori den forelæggende ret sammenfattende ønsker at få oplyst:

–

om udgifterne til advokatens salærer i forbindelse med det udenretlige krav henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2004/48/EF  ( 2 )

–

i bekræftende fald om de kan henføres under artikel 14 (»sagsomkostninger« eller »andre udgifter«) eller artikel 13 (»erstatning«) i direktiv 2004/48

–

om den nationale lovgivning, hvori der fastsættes en øvre grænse for salærerne, medmindre billighedshensyn taler for ikke at anvende denne grænse, er i overensstemmelse med såvel direktiv 2004/48 som direktiv 2001/29/EF  ( 3 ) og direktiv 2009/24/EF  ( 4 ), samt hvilke faktorer der kan have indflydelse på fastsættelsen af det pågældende beløb.

I.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

1.

Direktiv 2004/48

4.

Artikel 1 (»Genstand«) bestemmer:

5.

Artikel 2 (»Anvendelsesområde«) er affattet som følger:

6.

Artikel 3 (»Almindelige bestemmelser«) har følgende ordlyd:

7.

Artikel 13 (»Erstatning«) foreskriver:

8.

Det bestemmes i artikel 14 (»Sagsomkostninger«):

2.

Direktiv 2001/29

9.

Det fremgår af artikel 8 (»Sanktioner og retsmidler«):

3.

Direktiv 2009/24

10.

Artikel 7 (»Særlige beskyttelsesforanstaltninger«) bestemmer:

B.

Tysk ret. Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz  ( 5 )

11.

§ 97 foreskriver, at enhver, som krænker intellektuelle ejendomsrettigheder eller andre rettigheder, som er beskyttet i UrhG, kan pålægges at bringe krænkelsen til ophør af offeret herfor.

12.

Det bestemmes i § 97a, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen:

II.

Faktiske omstændigheder og de præjudicielle spørgsmål

13.

Koch Media GmbH, som driver virksomhed med computerspil i erhvervsmæssigt øjemed, er – inden for tysk område – indehaver af eksklusive ophavsretsbeslægtede rettigheder til at stille det professionelt udviklede computerspil »This War of Mine« til rådighed for almenheden  ( 7 ).

14.

FU er en fysisk person, som ikke handler i erhvervsmæssigt øjemed, og som i mindst 13 tilfælde i tidsrummet fra den 26.-28. november 2014 krænkede Koch Medias rettigheder ved via sin internetforbindelse at dele spillet på en fildelingsplatform og offentligt at tilbyde andre personer at downloade det.

15.

Med henblik på at gøre sine rettigheder gældende antog Koch Media et advokatkontor, som på selskabets vegne sendte en advarselsskrivelse til FU, hvori vedkommende blev anmodet om at forpligte sig til at ophøre med at stille spillet til rådighed for offentligheden og om at yde skadeserstatning.

16.

Advarselsskrivelsen bar frugt: Den krænkende part accepterede kravet, og der var ikke behov for en efterfølgende retslig indgriben.

17.

Advokatbistanden medførte udgifter for Koch Media på 984,60 EUR, som selskabet krævede godtgjort af den krænkende part. Beløbet blev beregnet ved at anvende en procentsats på en estimeret sagsværdi på 20 000 EUR  ( 8 ).

18.

Idet FU var uenig i størrelsen af de salærer, om hvis godtgørelse der var rejst krav imod ham, blev der anlagt en retssag til prøvelse heraf.

19.

I første instans dømte Amtsgericht Saarbrücken (byretten i Saarbrücken, Tyskland) ved dom af 12. marts 2019 den krænkende part til at betale 124 EUR og frifandt i øvrigt sagsøgte  ( 9 ). Som begrundelse støttede retten sig på UrhG’s § 97a, stk. 3.

20.

Koch Media iværksatte appel ved Landgericht Saarbrücken (den regionale appeldomstol i Saarbrücken, Tyskland) med påstand om anerkendelse af selskabets ret til fuld godtgørelse af advokatudgifterne.

21.

Efter at have redegjort for sin fortolkning af national ret  ( 10 ) tvivler appeldomstolen på, at de gældende direktiver på dette område tillader en begrænsning i de salærer, der skal godtgøres af den krænkende part, når denne er en fysisk person, som ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed.

22.

Efter appeldomstolens opfattelse fastslog Domstolen i dommen i sagen United Video Properties  ( 11 ), at en lovgivning, der har til formål at udelukke en unødigt høj godtgørelse, under visse omstændigheder kan være berettiget. Det er imidlertid afgørende for bedømmelsen af den foreliggende sag, om de principper, der er lagt til grund i den nævnte dom, også gælder, når der på sagsøgtes side deltager en fysisk person, der ikke handler i erhvervsmæssigt øjemed.

23.

Efter appeldomstolens opfattelse har UrhG’s § 97a, stk. 3, fjerde punktum, vendt forholdet mellem regel og undtagelse i artikel 14 i direktiv 2004/48 om: Når sagsøgte er en fysisk person, kan en fuld erstatning for omkostningerne kun komme i betragtning i Tyskland, når resultatet ellers vil være urimeligt.

24.

Appelretten har ligeledes bemærket, at de tyske domstole er uenige om, hvorvidt det er muligt at fortolke undtagelsen i UrhG’s § 97a, stk. 3, fjerde punktum, på en måde, som er i overensstemmelse med direktiv 2004/48.

25.

På denne baggrund har Landgericht Saarbrücken (den regionale appeldomstol i Saarbrücken) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

III.

Retsforhandlingerne for Domstolen

26.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 26. oktober 2020.

27.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Koch Media, den tyske regering og Europa-Kommissionen.

28.

Det er ikke blevet anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

IV.

Bedømmelse

A.

Præciseringer vedrørende den nationale lovgivning, der finder anvendelse ifølge forelæggelsesafgørelsen

29.

Den forelæggende ret har fortolket de gældende nationale bestemmelser og beskrevet den nationale praksis på den nedenfor gengivne måde. Domstolen skal som udgangspunkt henholde sig til denne redegørelse, eftersom opgaven med at fastlægge rækkevidden af den nationale lovgivning tilkommer den forelæggende ret.

30.

I henhold til UrhG’s § 97a, sammenholdt med § 97, stk. 1, kan den krænkede indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder kræve, at den krænkende part bringer den ulovlige adfærd til ophør og betaler en skadeserstatning.

31.

Som hovedregel fremsætter rettighedshaveren i første omgang ‐ via en advokat ‐ sit krav om at bringe den ulovlige adfærd til ophør. Advokaten fremsender en advarselsskrivelse i henhold til UrhG’s § 97a, stk. 1, som har til formål at få den krænkende part til at afgive en såkaldt »undladelseserklæring under trussel om en konventionalbod«.

32.

Afgivelsen af en sådan erklæring eliminerer faren for gentagelse og opfylder kravet om undladelse. Det er så ikke længere nødvendigt og heller ikke muligt at gøre kravet gældende ved et sagsanlæg. I denne henseende opfylder kravet målsætningen om at undgå en retssag.

33.

I henhold til UrhG’s § 97a, stk. 3, får en rettighedshaver, hvis ophavsret er blevet krænket, i princippet erstatning af den krænkende part for de »nødvendige omkostninger«.

34.

Ved fastlæggelsen af ordningen for, hvilke »nødvendige omkostninger« i forbindelse med det udenretlige krav der kan kvalificeres som advokatsalærer, skal Gesetz über die Vergütung der Rechtsanwältinnen und Rechtsanwälte (Rechtsanwaltsvergütungsgesetz)  ( 12 ) lægges til grund.

35.

Følgende fremgår af RVG:

–

Godtgørelsen af advokatsalærer beregnes ud fra de i samme lov fastsatte takster. Højere omkostninger end de i RVG fastsatte erklærer domstolene som regel for ikke-erstatningsberettigede.

–

De salærer, som en advokat kan kræve af sin klient, er afhængige af sagsværdien. Jo højere sagsværdi, desto højere er salæret.

36.

Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har fastslået, at en sags værdi i forbindelse med krav om undladelse fremsat af indehaveren af rettigheder vedrørende film, musik eller DVD’er som minimum beløber sig til 10 000 EUR.

37.

I henhold til UrhG’s § 97a, stk. 3, andet punktum, er sagsværdien, hvoraf der beregnes en procentsats, imidlertid begrænset til 1 000 EUR, såfremt modtageren af kravet: 1) er en fysisk person, der ikke benytter de beskyttede værker eller genstande til sin erhvervsmæssige eller selvstændige erhvervsmæssige virksomhed, og 2) ikke allerede er forpligtet til undladelsen på grundlag af en kontraktmæssig rettighed hos den person, der rejser kravet, eller som følge af en retsgyldig retsafgørelse eller et fogedforbud.

38.

Dette loft over tvistens værdi gælder i forholdet mellem rettighedshaver og rettighedskrænker, men ikke mellem rettighedshaver og dennes egen advokat. Advokaten fakturerer rettighedshaver for sine salærer på grundlag af den faktiske sagsværdi (dvs. uden nogen beløbsgrænse), hvilket kan medføre væsentlige forskelle  ( 13 ).

39.

UrhG’s § 97a, stk. 3, fjerde punktum, indeholder imidlertid en undtagelse, som i bestemte tilfælde gør det muligt at fravige beløbsgrænsen, såfremt det efter omstændighederne ville være »urimeligt« at fastsætte den til 1 000 EUR.

B.

Det første præjudicielle spørgsmål

40.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om advokatsalærer, som afholdes af en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med et udenretligt krav om undladelse ved hjælp af en advarselsskrivelse rettet til en person, der har krænket disse rettigheder, er omfattet af direktiv 2004/48 (nærmere bestemt dets artikel 14, subsidiært dets artikel 13).

41.

En udenretlig tvistbilæggelse kan være i overensstemmelse med formålet med direktiv 2004/48, såfremt den udgør en af »de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder«  ( 14 ).

42.

Domstolen har i M.I.C.M-dommen bemærket, »at der ofte søges en mindelig løsning, inden der anlægges et egentligt erstatningssøgsmål«  ( 15 ).

43.

I samme dom fremhævede Domstolen, at direktiv 2004/48 finder anvendelse på en særskilt sag, som behandles inden for rammerne af det nævnte direktivs artikel 8, stk. 1, og som omhandler »en begæring om oplysninger […], der er fremsat forud for en retssag«  ( 16 ).

44.

Dette er årsagen til, at direktiv 2004/48 på området for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i princippet udgør den retlige referenceramme for foranstaltninger, som – enten inden- eller udenretligt – ikke alene sigter mod at identificere den krænkende part, men også at bringe vedkommendes adfærd til ophør.

45.

Ud fra disse forudsætninger ønsker den forelæggende ret oplyst, om advokatsalærer i forbindelse med et krav om undladelse er omfattet af: a) de i artikel 14 i direktiv 2004/48 omhandlede sagsomkostninger eller andre udgifter, eller b), subsidiært den i artikel 13 nævnte erstatning.

46.

Jeg bemærkede i forslag til afgørelse i sagen United Video Properties, at direktiv 2004/48 »[u]d fra et systematisk synspunkt omfatter […] både »erstatning« og »sagsomkostninger« i den samme (sjette) afdeling. Selv om 26. betragtning, som vedrører erstatning af det påførte tab, ikke nævner sagsomkostninger, kan det gøres gældende, at den omstændighed, at begreberne har samme placering, gør det muligt at betegne dem som endnu et element, som direktivet omfatter med henblik på at holde indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder skadesløse«  ( 17 ).

47.

Offeret for en krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder kan træffe forskellige foranstaltninger forud for en retssag med henblik på håndhævelse af sine rettigheder, uden at udgiften til hver eneste af disse nødvendigvis udgør en udgift, der er forbundet med retssagen, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2004/48.

48.

For at kunne tage stilling til, om en udenretlig procedure til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er omfattet af direktiv 2004/48, er det nødvendigt at tage dens særlige kendetegn i betragtning, hvorefter der skal foretages en præcisering af begreberne »udgifter, der er forbundet med retssagen« og »erstatning«, eftersom der på grund af deres lighed er risiko for, at de forveksles.

49.

Kvalificeres udgifterne til et udenretligt krav som et element af den i direktivets artikel 13 omhandlede erstatning, vil det kunne resultere i, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i artikel 14 indskrænkes.

50.

Omvendt kan »en udvidet fortolkning af artikel 14 i direktiv 2004/48, således at denne bestemmer, at den part, der taber sagen, generelt skal bære de »andre udgifter«, der er afholdt af den part, der har vundet sagen, uden at præcisere arten af disse udgifter, [risikere] at tillægge denne artikel et for bredt anvendelsesområde, hvorved direktivets artikel 13 fratages sin effektive virkning«  ( 18 ).

51.

I sin søgen efter en ligevægt har Domstolen valgt at fortolke »[d]ette begreb […] strengt, og det må antages, at kun de udgifter, der er direkte og tæt knyttet til den pågældende retssag, henhører under »andre udgifter« som omhandlet i den nævnte artikel 14«  ( 19 ).

52.

På linje hermed har Domstolen hvad angår »udenretlige omkostninger forbundet med den tid, som offeret for krænkelsen har brugt på at håndhæve sine rettigheder«, fastslået, at disse kan henføres under artikel 14 i direktiv 2004/48, for så vidt som denne bestemmelse »tilsigter at styrke beskyttelsesniveauet for intellektuel ejendomsret, ved at det søges undgået, at en forurettet part opgiver at anlægge en retssag med henblik på beskyttelse af sine rettigheder (jf. dom [af 16.7.2015, Diageo Brands], C-681/13, EU:C:2015:471, præmis 77)«  ( 20 ).

53.

Et udenretligt krav om at bringe den ulovlige adfærd til ophør går videre end andre mulige foranstaltninger forud for en retssag, som har til formål at gøre det muligt for offeret at præcisere omfanget og rækkevidden af en krænkelse og at identificere den ansvarlige person herfor  ( 21 ).

54.

Hvis dette krav i henhold til den nationale lovgivning udgjorde det almindelige (om end ikke strengt ufravigelige) retsmiddel til at bringe krænkelsen til ophør, og det almindeligvis blev brugt i praksis til dette formål, ville det kunne kvalificeres som en umiddelbar og direkte forløber for en retssag. Når en mekanisme af denne art de facto bliver ufravigelig i den nationale juridiske virkelighed, må den nødvendigvis anses for at være »nært forbundet« med den retssag, som den sigter mod at undgå.

55.

Så meget desto mere ville dette være tilfældet, hvis det ikke blot var praksis, men selve den nationale lovgivning, der foreskrev en ufravigelig anvendelse af den pågældende mekanisme forud for anlæggelsen af et eventuelt søgsmål.

56.

Med forbehold af den fortolkning, som den forelæggende ret måtte foretage af sin egen nationale lovgivning, gør UrhG’s § 97a, stk. 1, det muligt at fortolke kravets art på to forskellige måder: a) at det udgør en ufravigelig forpligtelse, såfremt den forurettede ønsker at anlægge et søgsmål  ( 22 ), eller b) at det blot er et råd eller en anbefaling, som ikke er obligatorisk, forud for anlæggelsen af det pågældende søgsmål  ( 23 ).

57.

Det lader til, at der i forelæggelsesafgørelsen implicit hældes mod den sidste af disse fortolkninger. I virkeligheden leder begge fortolkninger imidlertid til det samme resultat:

–

Såfremt det forudgående krav om at bringe den krænkende adfærd til ophør i henhold til tysk procesret udgjorde en ufravigelig betingelse for at kunne anlægge et søgsmål med samme genstand, ville forbindelsen mellem den inden- og den udenretlige procedure ikke kunne være tydeligere.

–

En sådan forbindelse ville ligeledes foreligge (om end ikke nær så tydeligt) i det tilfælde, hvor det udenretlige krav – efter anvisningerne i UrhG – udgjorde det retsmiddel, der forud for en retssag foreslås eller anbefales i national ret på en sådan måde, at det de facto næsten bliver ufravigeligt  ( 24 ).

58.

Ud fra denne forudsætning kan følgende fastslås i henhold til artikel 14 i direktiv 2004/48:

–

Udgifterne til det udenretlige krav om at bringe den krænkende adfærd til ophør er direkte og nært forbundet med det efterfølgende søgsmål, også selv om et sådant søgsmål ikke når at blive anlagt som følge af, at det udenretlige krav har båret frugt.

–

I sin egenskab af »tabende« part (for så vidt som vedkommende har accepteret kravet om at bringe sin adfærd til ophør) skal den krænkende part bære de udgifter, som rettighedshaveren (den vindende part) måtte have afholdt, medmindre billighedshensyn taler imod dette.

–

Pligten til at bære modpartens udgifter pålægges den krænkende part, eftersom »den part, der krænker de intellektuelle ejendomsrettigheder, i almindelighed [må] bære alle de økonomiske konsekvenser af sin adfærd«  ( 25 ).

59.

Udgifterne i forbindelse med kravet – der som nævnt skal bæres af den krænkende part – kan i princippet omfatte salærer til de advokater, der har deltaget i behandlingen heraf, også selv om det ikke er et ufravigeligt krav i henhold til den nationale lovgivning, at et sådant krav forud for en retssag skal fremsættes af en advokat. Jeg vender tilbage til dette punkt i forbindelse med behandlingen af det andet præjudicielle spørgsmål.

60.

Henset til deres tilknytning til en mulig og umiddelbart efterfølgende retssag (som ligeledes ville have til formål at bringe en konstateret krænkelse begået af en bestemt person til ophør) ser jeg således ingen hindring for, at udgifterne – herunder advokatsalærer – i forbindelse med et udenretligt krav om, at den krænkende part bringer sin adfærd til ophør, kan være omfattet af artikel 14 i direktiv 2004/48.

C.

Det andet præjudicielle spørgsmål

61.

Det andet præjudicielle spørgsmål består af to delspørgsmål, som kan behandles samlet.

62.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om indehaveren af intellektuelle ejendomsrettigheder »principielt har krav på erstatning for de samlede […] advokatudgifter, i hvert fald for en rimelig og væsentlig del heraf«, selv om

–

den krænkende part er en fysisk person, der handler uden for sin erhvervsmæssige virksomhed, og

–

den nationale lovgivning i dette tilfælde fastlægger, at sådanne udgifter til advokat normalt kan erstattes efter en nedsat værdi af kravet.

63.

Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse »en fortolkning af EU-retten, især under hensyntagen til artikel 3, 13 og 14 i direktiv 2004/48, artikel 8 i direktiv 2001/29 og artikel 7 i direktiv 2009/24 […]«.

64.

Ganske vist fastsætter de nævnte bestemmelser i direktiv 2001/29 og direktiv 2009/24 foranstaltninger til beskyttelse af indehaveren af den intellektuelle ejendomsrettighed, som er genstand for en ulovlig adfærd.

65.

Ud fra disse bestemmelsers generiske karakter, sammenholdt med artikel 14 i direktiv 2004/48, som specifikt regulerer sagsomkostninger og andre udgifter i denne typer sager, er det imidlertid tilrådeligt at fokusere på sidstnævnte bestemmelse og se bort fra de øvrige.

66.

Som jeg har bemærket i forslag til afgørelse (af samme dato som dette forslag) i Nova Text-sagen  ( 26 ), er den nævnte bestemmelse ikke betingelsesløs, eftersom den ikke alene udgør en »generel regel«, men også pålægger medlemsstaterne en pligt til at sikre godtgørelse af de kun rimelige  ( 27 ) og forholdsmæssigt afpassede  ( 28 ) sagsomkostninger.

67.

UrhG’s § 97a, stk. 3, giver ingen anledning til tvivl, når den kvalificerer de afholdte udgifter til en advokat, der er antaget til at fremsætte et krav, som en »nødvendig omkostning«  ( 29 ) (naturligvis så længe et sådant krav er berettiget). Den forelæggende ret synes ligeledes at anse denne omkostning for nødvendig i den foreliggende sag.

68.

I samme bestemmelse i UrhG begrænses »godtgørelsen af nødvendige udgifter« »[m]ed hensyn til anvendelsen af en advokats tjenesteydelser« til de advokatsalærer, der fremkommer ved at fastsætte sagsværdien til 1 000 EUR for hvert søgsmål vedrørende forbud eller undladelse, som anlægges mod en privatperson, der handler i denne egenskab (dvs. ikke i erhvervsmæssigt øjemed).

69.

Den opståede situation minder om den, der forelå i sagen United Video Properties. Mens den belgiske lovgivning i den nævnte sag indeholdt en øvre grænse for udgifterne til advokatbistand, nås der i den foreliggende sag frem til et lignende resultat ad en anden vej, nemlig ved at fastsætte sagsværdien til 1 000 EUR, når den part, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, er en privatperson.

70.

I den pågældende sag skønnede jeg, at artikel 14 i direktiv 2004/48 etablerer et princip, hvorfra det er muligt at gøre undtagelse, og som »henviser til rimelige og forholdsmæssigt afpassede retningslinjer, som giver medlemsstaterne en høj grad af frihed til at udforme lovgivning. Den nationale lovgiver kan efter min vurdering selv vurdere grænsen for, hvornår advokathonorarer, der kan kræves erstattet af den tabende part, ikke længere er rimelige, henset til retskulturen og omstændighederne for advokatbistand i Belgien mv.«  ( 30 ).

71.

Domstolen bemærkede i dommen i sagen United Video Properties, at ordningen med øvre satser for advokathonorarer, der kan kræves erstattet af den tabende part, i princippet ikke er i strid med direktiv 2004/48, om end den modererede denne bemærkning og fastslog følgende:

–

Kravet om rimelighed kan »ikke begrunde en lovgivning, der med henblik på gennemførelsen i en medlemsstat af artikel 14 i direktiv 2004/48 pålægger faste satser, der er væsentligt mindre end de gennemsnitssatser, der faktisk betales for advokatbistand i denne medlemsstat«  ( 31 ).

–

En lovgivning, der fastsætter en sådan grænse, skal sikre »dels, at denne begrænsning afspejler virkeligheden vedrørende de satser, der opkræves for advokatbistand på området for intellektuel ejendomsret, dels [ud fra et forholdsmæssigt synspunkt] at i det mindste en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, der reelt er afholdt af den part, der har vundet sagen, bæres af den tabende part«  ( 32 ).

72.

Ud fra disse retlige forudsætninger er det muligt at besvare det andet præjudicielle spørgsmåls første led: Den forurettede har som udgangspunkt ret til at få godtgjort samtlige eller i det mindste en væsentlig del af advokatsalærerne i forbindelse med et krav om undladelse, såfremt advokatens medvirken findes nødvendig, og det opkrævede beløb er rimeligt og forholdsmæssigt afpasset (det tilkommer den forelæggende ret at foretage disse bedømmelser).

73.

Det ændrer ikke ved denne besvarelse, at den part, der krænker de intellektuelle ejendomsrettigheder, er en fysisk person, som handler uden for sin erhvervsmæssige virksomhed. Denne omstændighed er efter min opfattelse uden betydning set i lyset af artikel 14 i direktiv 2004/48, som omhandler beskyttelsen af den forurettedes rettigheder, hvis erhvervsmæssige udnyttelse også i disse tilfælde forringes.

74.

Offeret for krænkelsen af den intellektuelle ejendomsrettighed kan lide skade på baggrund heraf, uanset om krænkelsen begås af en fysisk person, som handler uden for sin erhvervsmæssige virksomhed eller i forbindelse hermed.

75.

Graden af den pågældende krænkelse kan variere alt afhængigt af omstændighederne (det er naturligt at antage, at skaden i det sidstnævnte tilfælde vil være større), men en fuld godtgørelse heraf  ( 33 ) skal opnås gennem erstatningen i artikel 13 i direktiv 2004/48, og ikke gennem reglerne om »udgifter, der er forbundet med retssagen« i direktivets artikel 14.

76.

Såfremt den regel, der i henhold til UrhG’s § 97a, stk. 3, finder anvendelse på fysiske personer, som udøver en krænkende adfærd uden for deres erhvervsmæssige virksomhed, ikke tillod undtagelser, ville reglen være uforenelig med artikel 14 i direktiv 2004/48, når denne fortolkes på den ovenfor nævnte måde. Det ville ikke sjældent føre til en godtgørelse af »væsentligt mindre« beløb end de salærer, der almindeligvis finder anvendelse, hvilket ikke ville være i overensstemmelse med kriterierne fra dommen i sagen United Video Properties  ( 34 ).

77.

Denne regel er imidlertid ikke ufravigelig, og de tyske domstole kan vælge ikke at anvende den og i stedet fastsætte et højere beløb som referenceværdi (med henblik på beregning af den relevante procentsats), såfremt billighedshensyn taler herfor »under det konkrete tilfældes særlige omstændigheder«.

78.

Det ville kunne indvendes, at den nationale regel på trods heraf ikke er forenelig med artikel 14 i direktiv 2004/48: I henhold til denne bestemmelse skal den vindende part have godtgjort de med retssagen forbundne udgifter, der er rimelige, »medmindre billighedshensyn taler imod dette«, mens UrhG’s § 97a, stk. 3, som bemærket af den forelæggende ret derimod vender reglen om.

79.

En sådan indvending er efter min opfattelse ikke tilstrækkelig til at udelukke anvendelsen af den nationale regel, så længe den kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, således at resultatet heraf i sidste ende stemmer overens med det resultat, der forfølges i EU-retten.

80.

Henvisningen til billighedshensyn, som findes i begge bestemmelser (UrhG’s § 97a, stk. 3, og artikel 14 i direktiv 2004/48), giver den nationale ret mulighed for at opjustere størrelsen af de salærer, der kan kræves erstattet, såfremt de salærer, der følger af en snæver anvendelse af den nationale regel, alene giver mulighed for at få godtgjort et væsentligt mindre beløb, end hvad der er rimeligt og forholdsmæssigt afpasset.

81.

Jeg deler således Kommissionens standpunkt med hensyn til, at »[…] UrhG’s § 97a giver den nationale ret et tilstrækkeligt råderum til i hvert enkelt tilfælde at bedømme, om det på grundlag af de faktiske omstændigheder i sagen vil være urimeligt at anvende den pågældende begrænsning«  ( 35 ).

82.

Den forelæggende ret bør således foretage en todelt bedømmelse, som Domstolen ikke kan foretage på dens vegne:

–

For det første skal den efterprøve, om begrænsningen af sagsværdien under de foreliggende omstændigheder indebærer, at de advokatsalærer, der kan kræves erstattet af den krænkende part, er væsentligt lavere end den sædvanlige takst (eller den gennemsnitlige takst) for udenretlige krav.

–

For det andet kan den, såfremt dette er tilfældet, forhøje størrelsen af de pågældende salærer ud fra et billighedshensyn, således at de når op på et rimeligt og forholdsmæssigt afpasset niveau.

83.

I forbindelse med disse bedømmelser er der intet til hinder for, at den forelæggende ret foretager en afvejning af bl.a. indvirkningen af de faktorer, som den selv har nævnt i det andet præjudicielle spørgsmåls andet led: »hvor aktuelt værket er, hvor længe det er tilgængeligt«, eller om krænkelsen har bestået i en tilrådighedsstillelse for almenheden af et beskyttet værk »ved, at det tilbydes alle deltagere i en frit tilgængelig peer-to-peer-børs at downloade værket gratis, men uden digital rights management (DRM)«.

V.

Forslag til afgørelse

84.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Landgericht Saarbrücken (den regionale appeldomstol i Saarbrücken, Tyskland) forelagte spørgsmål på følgende måde: