<TI><P>Tredje del — Kommissionens krav på renter</P></TI>63.I. Det bemærkes for det første, at Kommissionen i henhold til kontrakten og i overensstemmelse med sin påstand har ret til renter 11,9% (af hovedstolen) fra den 18. januar 1987. Dette krav er berettiget såvel med hensyn til begrundelsen herfor, da det ifølge kontraktens artikel 8 uden yderligere betingelser er koblet til tilbagebetalingskravet (vedrørende hovedstolen), som med hensyn til størrelsen heraf, da det er ubestridt, at rentesatsen på 11,9% svarer til den i kontrakten fastsatte satsDen Europæiske Investeringsbank's sats på tidspunktet for Kommissionens beslutning om at yde økonomisk støtte til projektet.
. Yderligere udløb den i kontraktens artikel 8, tredje punktum, fastsatte frist på en måned, efter at sagsøgte var sat i moraDet er ubestridt, at sagsøgte modtog påkravet den17.12.1986.
den 17. januar 1987, hvilket er i overensstemmelse med Kommissionens krav om renter med virkning fra den 18. januar 1987.64.II. Kommissionen har imidlertid yderligere krævet renter fra den 24. januar 1983 (indtil den 17. januar 1987). Den har anført, at kontrakten i tilfælde af Kommissionens tilbagetræden foreskriver en afvikling, som skal sikre en genoprettelse af situationen før kontraktens indgåelse. Ifølge Kommissionen, som her henviser til Zoubek-dommenSe fodnote 4.
, skal tilbagebetalingen også omfatte kreditrenter fra tidspunktet for udbetalingen af forskuddet. Med hensyn til rentesatsens størrelse skal renten fastsættes til et fast beløb, idet den faktiske renteindtægt i denne forbindelse er uden betydning. Den i Tyskland gældende rentesats for sådanne tilfælde andrager 6%. Kommissionen har her henvist til § 44 a), stk. 3, i BundeshaushaltsordnungAf 19.8.1969, Bundesgesetzblatt, I, s. 1284.
. Denne bestemmelse fastsætter princippet om, at en modtager af støtte fra det offentlige i tilfælde af krav om tilbagebetaling ikke må oppebære en renteindtægt af det beløb, han har fået stillet til rådighed.65.Der består imidlertid ikke noget retsgrundlag — hvad enten det måtte være påberåbt af Kommissionen eller ikke — for et sådant krav.66.1. Med hensyn til den af parterne indgåede kontrakt bemærkes, at virkningerne af den i artikel 8 omhandlede tilbagetræden klart og entydigt fremgår af denne bestemmelse, idet Kommissionen i henhold hertil har visse klart definerede rettigheder. Der kan ikke være tvivl om — og det er da heller ikke bestridt — at disse rettigheder ikke omfatter rentekravet.67.2. Følgelig skal jeg herefter behandle Kommissionens argument, hvorefter denne del af dens krav kan støttes på forpligtelsen til at genoprette situationen før kontraktens indgåelse.68.Der er flere muligheder for den retlige kvalifikation af dette argument, og jeg skal straks vende tilbage hertil. Hvorom alting er, kan argumentet under ingen omstændigheder tiltrædes, hvilket fremgår af en fortolkning af kontraktens artikel 8.69.Denne bestemmelse må nemlig opfattes således, at der ud over de deri udtrykkeligt omtalte renter ikke kan tillægges parterne andre rettigheder af denne art. At bestemmelserne i kontraktens artikel 8 må anses for udtømmende, fremgår af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1302/78, som vedrørende kompetencespørgsmålet og den procedure, der skal følges ved indgåelsen af kontrakter om støtte, bestemmer:Kommissionen forhandler og indgår de nødvendige kontrakter til gennemførelse af de i overensstemmelse med artikel 6 vedtagne projekter. Kommissionen udarbejder med henblik herpå en standardkontrakt med angivelse af hver af parternes rettigheder og forpligtelser, herunder navnlig de nærmere bestemmelser om eventuel tilbagebetaling af den ydede støtte.
70.For så vidt som der i henhold til denne bestemmelse — således som det klart er tilfældet her — skal anvendes en standardkontrakt, der blandt andet skal angive de nærmere bestemmelser om eventuel tilbagebetaling af den ydede støtte, er formålet hermed helt klart. Det drejer sig nemlig om klart at angive de forskellige retsvirkninger af en tilbagebetaling, såfremt kontrakten misligholdes. En sådan klarhed kunne kun opnås ved at fastsætte udtømmende regler. På den ene side findes der nemlig ikke skrevne — og derfor heller ikke indholdsmæssigt klare — fællesskabsregler til regulering af offentligretlige kontrakter, som kan anvendes til at udfylde eventuelle lakuner. Hvis man på den anden side henviser til national ret, trues kontrakten på grund af sin atypiske karakter af betydelige usikkerhedsmomenter, som det netop er tilfældet i den foreliggende sag.71.I lyset af disse betragtninger er Kommissionens opfattelse, hvorefter ophævelsen i kontraktens artikel 8's forstand har til formål at genoprette situationen før kontraktens indgåelse, uholdbar. Det gælder for det første, uden at der kræves yderligere forklaring, for så vidt som de nævnte argumenter skal vurderes ud fra en simpel fortolkning af begrebet tilbagetræden. Det forholder sig imidlertid ikke anderledes, hvis Kommissionen hermed ønskede at henvise til et princip, der gælder for tilbagetræden fra kontrakter vedrørende offentlig støtte, og som den mener at kunne støtte på fællesskabsretten. Selv om et sådant princip måtte eksistere, kan man næppe forestille sig, at det har samme rang som EØF-traktaten og de hermed ligestillede principper, idet princippet snarere må have samme rang som den afledte EF-ret og her må vige for bestemmelserne i den foreliggende kontrakt, der støttes på artikel 8 i forordning nr. 1302/78.72.I øvrigt er det vanskeligt at følge Kommissionen i det omfang, den synes at være af den opfattelse, at Domstolen i Zoubek-dommenSe fodnote 4.
allerede anerkendte et fællesskabsretligt princip med ovennævnte indhold. Det er rigtigt, at Domstolen i præmis 8 udtalte:I tilfælde af, at en kontrakt hæves, skal parterne stilles, som om den aldrig var indgået. Princippet om, at alt skal føres tilbage til den oprindelige tilstand, indebærer, at hver part er forpligtet til at tilbagelevere den anden, hvad han har modtaget. Denne pligt til tilbagelevering omfatter både salgsgenstanden og købesummen, samt frugterne af salgsgenstanden og de renter, der er påløbet det modtagne beløb siden betalingstidspunktet.
73.Denne udtalelse må imidlertid betragtes som en simpel fortolkning af den kontrakt, som var genstand for den pågældende sag. Man når til dette resultat ved at sammenholde den nævnte præmis med præmis 6, der lyder således:Kontraktens artikel 7, der bestemmer, at Kommissionen kan opsige kontrakten i tilfælde af, at medkontrahenten ikke opfylder den eller opfylder den mangelfuldt, efter at have meddelt denne dette ved rekommanderet brev, skal forstås som en udtrykkelig hæveadgang, der giver en part ret til — som sanktion for mangelfuld opfyldelse af forpligtelserne fra den anden parts side, uden at retsskridt er nødvendige — at hæve kontrakten.
74.Det var helt klart nødvendigt at fortolke den kontrakt, der var genstand for sagen, da der var tale om renter af det beløb, der skulle tilbagebetales ved opsigelse af kontrakten. I modsætning til den kontrakt, der er genstand for nærværende sag, indeholdt den netop ingen udtrykkelige bestemmelser heromJf. punkt 3 i retsmøderapporten, Sml. 1986, s. 4058, samt generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgørelse, a. st. s. 4062, navnlig s. 4064.
. Følgelig kan Domstolens betragtninger i Zoubek-dommen ikke overføres til nærværende sag, ganske uanset om kontrakten, som var genstand for denne sag, overhovedet juridisk var af samme art som den foreliggende offentligretlige kontrakt.75.3. De anbringender, der støttes på tysk ret — som skal anvendes udfyldende — er heller ikke overbevisende.76. a)Tysk ret anerkender ikke et af udtrykkelige bestemmelser uafhængigt almindeligt principFor så vidt angår rentebestemmelser, der er indeholdt i visse særlove og særlige administrative bestemmelser, henvises til Nöll, Die Rückforderung fehlgeschlagener Subventionen — Zugleich ein Beitrag zur Problematik vorläufiger Subventionsbewilligungen, Göttingen, 1987, s. 202 ff.
, hvorefter modtageren af støtte fra det offentlige ikke i tilfælde af tilbagebetalingspligt må oppebære en renteindtægt af det til rådighed stillede beløbSpørgsmålet om, hvilke virkninger bestemmelserne i kontrakten om støtte har i forhold til et sådant princip, bliver derved genstandsløs.
. De almindelige bestemmelser i tysk forvaltningsret, som vedrører dette spørgsmål — § 48 og 49 i Verwaltungsverfahrensgesetz og § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung — og som måske kan danne grundlag for et sådant princip, kan ikke anvendes på offentligretlige kontrakter, men kun på ensidige forvaltningsafgørelserFor så vidt angår § 48 og 49 i Verwaltungsverfahrensgesetz indeholder § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung kun særbestemmelser for området for frivillig støtte: Stelkens /Bonk /Leonhardi, a. st. § 62, note 6, og § 48, note 28.
. I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om støtte i henhold til en offentligretlig kontrakt, skal hensynet til det offentliges interesser, som det af Kommissionen påberåbte princip støttes på — såfremt et sådant princip i det hele taget eksisterer — således netop tilgodeses af parterne ved udformningen af kontraktenUnder forbehold af privatretlige ufravigelige bestemmelser, som kontrakten i så fald henviser til.
.77.Det er heller ikke muligt af de nævnte forvaltningsretlige bestemmelser at udlede et princip med det af Kommissionen angivne indhold. Med henblik på ophævelsen af en på udstedelsestidspunktet lovlig forvaltningsafgørelse — dette tilfælde svarer (for så vidt angår ydelse af støtte i henhold til en ensidig forvaltningsafgørelse) til det foreliggende, da intet taler imod lovligheden af den mellem Fællesskabet og sagsøgte indgåede kontrakt — betragtes retsakten som en lovlig forvaltningsafgørelseSielkens /Bonk /Leonhardi, a. st. § 44, punkterne 7 ff., med andre henvisninger til retspraksis.
. Ifølge § 49 i Verwaltungsverfahrengesetz kan en sådan retsakt derfor kun annulleres (ophæves) ex nunc, hvilket begrebsmæssigt udelukker en forrentning af tilbagebetalingskravet for perioden forud for annullationenDet fremgår særlig klart af Bundesverwallungsgericht's bemærkning om, at annullationen fjerner retsgrundlaget for at opretholde støtten i fremtiden, jf. dom af 11.2.1983 — 7 C 70/80 — Neue Zeitschrift für Vcrwallungsrecht, 1984, s. 36 og 38.
. § 44 a) i Bundeshaushaltsordnung, særbestemmelsen for frivillig støtte, som i stk. 3 udtrykkeligt bestemmer, at tilbagebetalingskrav forrentes fra det tidspunkt, de opstår, foreskriver heller ikke, at afgørelsen må betragtes som annulleret ex tune, hvorved tilbagebetalingskravet ville kunne gøres gældende med tilbagevirkende gyldighed fra tidspunktet for forvaltningsafgørelsens udstedelse. Derimod overlades det til myndighederne at afgøre, om en bestemt forvaltningsafgørelse skal annulleres ex nunc eller ex tuneJf. § 44 a), stk. 3, forste punktum, i Bundcshaushaltsordnung.
. Selv om der er tale om tilbagekaldelse ex tune, kan der på de i § 44 a), stk. 3, andet punktum, i Bundeshaushaltsordnung fastsatte betingelser ses bort fra rentekravet.78.Det kan herefter fastslås, at det af Kommissionen påberåbte princip ikke er anerkendt i tysk ret.79.b) Heller ikke BGB's § 347, tredje punktum, hvorefter der ved tilbagetræden skal betales renter af beløbet fra tidspunktet for dets modtagelse, kan komme i betragtning som retsgrundlag for den hér omhandlede del af rentekravet. Som den ovenfor anlagte fortolkning viser, er denne bestemmelse uforenelig med selve karakteren af kontraktens bestemmelser og kan derfor ikke anvendesjf. punkt 22-24.
.