Den negative holdning, som Rådets generalsekretær gav udtryk for den 27. juni 1979, kan ikke anses for at være en akt, der indeholder et klagepunkt, da administrationen allerede den 6. februar 1979 havde truffet afgørelse om sagsøgerens ansøgning om ændring af sin tjenstlige stilling.

Generalsekretærens meddelelse kan ikke opfattes som en udtrykkelig afvisning af ansøgningen om forflyttelse: meddelelsen bekræftede kun, at skrivelsen af 6. februar 1979 var blevet underskrevet af den ansvarlige tjenestemand, og at den i det foreliggende tilfælde kun udgjorde en intern meddelelse.

Den anfægtede meddelelse kan heller ikke opfattes som en akt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, for så vidt ansættelsesmyndigheden skulle have undladt at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning; der er truffet en afgørelse, hvorfor søgsmålet udgør et forsøg på at få truffet en anden afgørelse i samme sag.

Hvis skrivelsen af 6. februar 1979, sådan som sagsøgeren gør gældende, udgjorde en akt, der indeholder et klagepunkt, kunne han have anlagt sag om lovligheden af denne akt. Ifølge Domstolens praksis vil et anbringende om, at en forvaltningsakt skal erklæres ulovlig, og at ansættelsesmyndigheden skal udstede en ny, imidlertid blive afvist som forhalende, hvis en sådan foranstaltning ikke er til sagsøgerens fordel.

Hvis skrivelsen af 6. februar 1979 derimod kun var af oplysende karakter, er den behørigt underskrevet. En afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ville derfor være uden genstand.

Ansættelsesmyndigheden skal ifølge den i sagen nedlagte påstand kun tilpligtes at træffe en afgørelse, som kan påklages. Sagsøgeren kan således højst opnå, at der træffes en afgørelse, der i en anden form gentager den allerede trufne afgørelse om sagsøgerens klage, hvilket er meningsløst. Det tilkommer ikke en af de ansatte at kræve vedtægtens bestemmelser overholdt af rent abstrakte grunde, uden at det samtidig gøres gældende, at bestemmlserne vedrører den pågældendes personlige rettigheder.

Sagsøgerens ansøgning af 26. april 1979 kan — selv om han selv betegner den som en klage i henhold til vedtægtens artikel 90 — kun anses som en ansøgning af den art, som en tjenestemand altid kan forelægge ansættelsesmyndigheden. Den udgør ikke nogen klage henhold til artikel 90, da ingen af de to i vedtægten fastsatte betingelser er opfyldt; ansættelsesmyndigheden har i nærværende sag hverken truffet en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, eller undladt at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning.

Hverken skrivelsen af 6. februar 1979, der kun var af oplysende karakter, eller Rådets generalsekretærs svar af 27. juni 1979 på klagen, udgør nogen forvaltningsakt, der indeholder et klagepunkt. Sagen er derfor uden genstand.

Det kan i øvrigt udelukkes, at der skulle foreligge nogen form for forskelsbehandling mellem sagsøgeren og andre tjenestemænd.

Rådets generalsekretærs udtrykkelige afslag på at træffe en afgørelse må enten fortolkes som en undladelse af at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning, eller som et udtrykkeligt afslag på sagsøgerens ansøgning om forflyttelse. Sagsøgeren har ikke anfægtet generalsekretærens afgørelse om klagen, men derimod det udtrykkelige afslag på at træffe en afgørelse om forflyttelse.

Rådets opfattelse — som er i modstrid med sagens akter — hvorefter administrationen allerede i meddelelsen af 6. februar 1979 havde truffet afgørelse om sagsøgerens ansøgning om forflyttelse, kan ikke accepteres: dels er alene generalsekretæren bemyndiget til at træffe afgørelse om ansøgninger om forflyttelse i kategori A, dels kunne skrivelsen af 6. februar 1979 ikke, hvis den — som Rådet gør gældende — kun er oplysende, udgøre en afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 7, men udelukkende en meddelelse uden retlig betydning.

Den ansvarlige myndighed har ikke truffet en gyldig afgørelse om ansøgningen om forflyttelse. Sagsøgeren er uden skyld i, at Rådets generalsekretærs uklare handlen ligeledes kan betragtes som et udtrykkeligt afslag på hans ansøgning. Et sådant synspunkt ville i øvrigt, når alt kommer til alt, ikke påvirke sagens genstand, eller indvirke på spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling, og om der skal gives medhold heri.

Sagsøgeren indgav en klage, ikke fordi administrationen ikke delte hans opfattelse, men fordi den ansvarlige myndighed ikke indtil nu har truffet nogen afgørelse om ansøgningen i henhold til vedtægtens artikel 7.

Det først stiltiende og derefter som følge af sagsøgerens klage udtrykkelige afslag på at træffe en afgørelse om hans ansøgning om ændring af tjenstlig stilling indebærer i forhold til sagsøgeren en akt, der indeholder et klagepunkt, for så vidt hans retlige stilling er blevet påvirket heraf.

Sagsøgeren har i foreliggende sag interesse i retsbeskyttelsen. Modsat Rådets anbringende kan han opnå andet end en gentagelse i en anden form af svaret på hans klage: Rådet indrømmer selv, at generalsekretærens svar på klagen i alle tilfælde skal have en anden form, og spørgsmålet, om der kun kan blive tale om et afslag, står åbent, da den eneste myndighed, som kan foretage en helhedsvurdering af tjenestens interesser, endnu ikke har udøvet sit skøn, da generalsekretæren ikke har medvirket under fremgangsmåden.

Sagsogeren har en ubestridelig interesse i den selvstændige retsbeskyttelse, som ansættelsesmyndighedens korrekte anvendelse af vedtægtens bestemmelser giver, særligt at der ved behandlingen af hans ansøgning om forflyttelse udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter uden hensyntagen til statsborgerskab (vedtægtens artikel 7), at et afslag begrundes behørigt (artikel 25), og endelig at der træffes afgørelse om hans klage (artikel 90). Det er vigtigt for hans retlige stilling, at der træffes en afgørelse, hvis lovlighed kan gøres til genstand for retslig efterprøvning.

Sagsøgeren har interesse i, at der i overensstemmelse med vedtægten træffes en positiv afgørelse om forflyttelse; dette vil sætte ham i stand til at udvikle sine kundskaber, kvalifikationer og interesser i en ny stilling; denne interesse består stadig, da hans ansøgning hverken stiltiende eller udtrykkeligt er blevet afvist. Der kan ikke indbringes en ny klage.

Sagsøgerens interesse i en afgørelse om forflyttelse påvirkes ikke af, at ansættelsesmyndigheden træffer foranstaltninger over for tredjemænd, som indebærer en afgørelse over for ham.

Sagsøgeren vil ligeledes fremover have en subjektiv søgsmålsinteresse: han har krav på, at den kompetente myndighed træffer afgørelse om hans fremtidige ansøgninger om ændring af sin tjenstlige stilling under hensyn til vedtægtens artikler 7, 25 og 29. Man kan ikke forlange, at sagsøgeren evigt skal vente på, at der træffes en afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 7 om forflyttelse, som generalsekretæren i øvrigt nægter at træffe, eller at der træffes en foranstaltning over for trejdemand, som han ifølge generalsekretærens praksis aldrig vil få meddelelse om.

Sagsøgeren gør gældende, at Rådet i nærværende sag har overtrådt vedtægtens artikel 7.

I henhold til Rådets afgørelse af 14. maj 1962 om bestemmelse af ansættelsesmyndigheden for Rådenes generalsekretariat (EFT 1963-1964, s. 4) udøver generalsekretæren de beføjelser, som ifølge vedtægtens artikel 7 tilkommer ansættelsesmyndigheden. Sagsøgeren kan ifølge vedtægtens artikel 7, stk. 1, andet afsnit, ansøge om at blive forflyttet inden for den institution, han tilhører; ansættelsesmyndigheden træffer afgørelse om en sådan forflyttelse.

Meddelelse til personalet nr. 189/78 af 11. august 1978 omhandler udtrykkeligt en ansøgning om ændring af tjenstlig stilling (forflyttelse); ansættelsesmyndigheden har derfor klart villet undersøge de muligheder, der følger af vedtægtens artikel 7, stk. 1. Ansættelsesmyndigheden undslog sig senere fejlagtigt at udøve den kompetence, som den udtrykkeligt har fået tillagt ved denne bestemmelse.

Artikel 7 gælder imidlertid i nærværende sag.

Den supplerende forhandlingsprotokol af 5. april 1978 mellem Rådets generalsekretær og fagforeningerne bestemmer i pkt. IV (bevægelighed), at

Enhver stilling der er til rådighed, med undtagelse af stillinger, der skal besættes ved forflyttelse af helbredsgrunde og stillinger, der er omhandlet i pkt. III, 5, i bilaget til forhandlingsprotokollen af 12. juni 1975, meddeles personalet i form af en meddelelse om forflyttelse, ledsaget af en beskrivelse af funktionerne og en indkaldelse af ansøgninger.

Den umiddelbart overordnede er frit stillet med hensyn til at vælge enten blandt de ansøgere, der anmoder om forflyttelse som følge af denne offentliggørelse, eller uden for disse. Dette valg kan kun foretages efter kriteriet for tjenestens interesse.

Denne protokol har ikke karakter af en ændringsbestemmelse til vedtægten; specielt indebærer den ikke nogen kompetenceoverdragelse.

En institutions ansættelsesmyndighed og fagforeningerne kan inden for rammerne af vedtægtens bestemmelser begrænse deres beføjelser ved aftale eller gøre udøvelsen af disse beføjelser afhængig af en vis fremgangsmåde; disse aftaler kan imidlertid på ingen måde hverken tilsidesætte vedtægten eller ændre denne. Rådet alene kan — som den institution, der er beføjet til at udstede forordninger — ændre vedtægten.

Det kan således ikke gøres gældende, at det efter den supplerende forhandlingsprotokols gennemførelse ikke længere tilkommer generalsekretæren at træffe afgørelse om ansøgningen om forlfyttelse.

Den omstændighed, at den ved protokollen indførte fremgangsmåde ikke er fastsat i vedtægten, ophæver ikke generalsekretærens retlige pligt til at træffe en afgørelse i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1. Selv om den overordnede ikke, når alt kommer til alt, ved afslutningen af de forskellige stadier i denne fremgangsmåde udvælger nogen ansøger, ændrer dette på ingen måde den retlige situation med hensyn til generalsekretærens beføjelser. Generalsekretæren burde i nærværende sag i en begrundet afgørelse have meddelt sagsøgeren, at han ikke imødekom hans anmodning om ændring af sin tjenstlige stilling; imidlertid afslog han udtrykkeligt dette i meddelelsen af 27. juni 1979.

I modsætning til den opfattelse, som generalsekretæren gav udtryk for i denne meddelelse, følger det klart af Domstolens praksis, at vedtægtens artikel 7 finder anvendelse på enhver ændring af tjenstlig stilling, uden hensyn til arten heraf.

Den opfattelse, hvorefter artikel 7 ikke er blevet ændret, men ganske enkelt ophævet, er ligeledes uacceptabel; dette ville medføre, at der ikke længere skulle kunne ske forflyttelse i medfør af artikel 7 i Rådets generalsekretariat.

Hvis generalsekretæren derimod mener, at han kun i henhold til bestemmelserne i artikel 7 i forbindelse med den fremgangsmåde, der følger af den supplerende forhandlingsprotokol, kan træffe en positiv afgørelse, og han derfor kun kan træffe en afgørelse, hvis den overordnede har udvalgt en eller flere ansøgere, udgør denne opfattelse en alvorlig overtrædelse af grundsætningen om ligebehandling. Det er uforeneligt med grundsætningen om tjenestemændenes retlige ligestilling, at der kun træffes en afgørelse, som kan påklages, over for den ansøger, som den overordnede har udvalgt, mens de øvrige ansøgere, som lider skade, fordi deres ansøgninger ikke er blevet efterkommet, står uden rekursmuligheder.

Ifølge vedtægten findes der kun en fortolkning — der gælder for alle — af det retlige begreb ansøgning om forflyttelse; der kan ikke af supplerende fremgangsmåder udledes forskellige retlige virkninger af de samme retlige begreber i vedtægten. Det påhviler, når alt kommer til alt, ansættelsesmyndigheden at træffe en enten positiv eller negativ afgørelse om ansøgningen om forflyttelse.

Sagen er anlagt med rette, fordi generalsekretæren har afslået at bringe vedtægtens artikel 7 i anvendelse, og dette gælder, selv om afgørelsen skulle indebære et afslag over for sagsøgeren.

Rådet bestrider, at vedtægtens artikel 7, stk. 1, finder anvendelse i nærværende sag.

Skrivelsen af 6. februar 1979, som kun indeholdt oplysninger til ansøgerne, er kun en administrativ foranstaltning i henhold til den supplerende forhandlingsprotokol og hverken en afgørelse i medfør af artikel 7 eller en individuel afgørelse i medfør af vedtægtens artikel 25.

Administrationen udarbejdede efter indgåelsen af den supplerende forhandlingsprotokol en fremgangsmåde med henblik på at sikre tjenestemænd, som er ansøgere til en ledig stilling, hurtigere svar på deres ansøgninger. Denne administrative meddelelse berører ikke tjenestemandens rettigheder og pligter og skal ikke begrundes.

I nærværende sag har administrationen meddelt, at der var mulighed for at foretage en forflyttelse, og anmodet interesserede om at indgive ansøgning; det drejer sig om et foreløbigt skridt af oplysende karakter. Sagsøgeren har selv henholdt sig til de bestemmelser, der gælder i henhold til denne fremgangsmåde, og som er fastsat i den supplerende forhandlingsprotokol.

Henvisningen til vedtægtens artikel 7 er ikke berettiget. Denne bestemmelse omhandler tjenestemændenes stillingsmæssige placering ved udnævelse eller forflyttelse; tjenestemanden har adgang til at ansøge om at blive forflyttet inden for den institution, han tilhører, men han skal rette sin anmodning til ansættelsesmyndigheden. Sagsøgeren har i nærværende sag ikke indgivet en sådan ansøgning; han har kun meddelt chefen for personalekontoret, at han var interesseret i den stilling, som blev opslået ledig ved meddelelse til personalet nr. 189/78. Det følger af den sammenhæng, hvori sagsøgerens ansøgning er indgivet, samt af dens benævnelse og indhold, at der ikke var tale om en ansøgning om forflyttelse i henhold til vedtægtens artikel 7, som skulle have været rettet ikke til den overordnede, men til ansættelsesmyndigheden, og det under helt andre betingelser.

Ansættelsesmyndigheden skulle derfor ikke besvare den ansøgning, som er genstand for sagen; da ansættelsesmyndigheden ikke skulle træffe nogen afgørelse, kan det ikke over for denne gøres gældende, at den har undladt at træffe en sådan.

Sagsøgeren henviser til Domstolens praksis, hvori det i en sag om afslag på at lade en ansøger deltage i udvælgelsesprøver er statueret, at den objektive baggrund for et afslag — og specielt de skønskriterier, som ligger til grund for udvælgelsen — skal meddeles den person, hvis ansøgning ikke imødekommes. Dette mindstekrav gælder ligeledes i forbindelse med forflyttelse af tjenestemænd, som allerede gør tjeneste ved Rådet.

Sagsøgeren blev i nærværende sag underrettet om en afgørelse fra generalsekretæren, som ikke indeholdt nogen begrundelse. Da der var tale om et afslag, og således en akt, der indeholder et klagepunkt, skulle vedtægtens artikel 25 have været overholdt.

Rådet anfører, at ansættelsesmyndigheden ikke er blevet forelagt nogen ansøgning, og at der ikke er truffet nogen afgørelse i henhold til vedtægten, som straks skulle have været meddelt den pågældende tjenestemand skriftligt. Betingelserne for at bringe artikel 25 i anvendelse var følgelig ikke opfyldt.

Det følger under alle omstændigheder af Domstolens praksis, at ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at begrunde afgørelser, hvorved en ansøgning ikke imødekommes, da en sådan begrundelse kan være til skade for ansøgeren.

Sagsøgeren beskylder Rådets generalsekretær for i stedet for Domstolen, dels at have truffet afgørelse om forudsætningerne for en sags antagelse til realitetsbehandling, dels for ikke at have anerkendt en klage som sådan og endelig for at foregive at have svaret udtrykkeligt herpå uden for rammerne af vedtægtens artikel 90. Generalsekretæren har ikke i sit svar behandlet sagsøgerens ansøgning, der udtrykkeligt var betegnet som en klage i henhold til artikel 90 og indgivet til sagsøgerens overordnede, som en klage. Det ville være retstridigt at statuere, at generalsekretæren ikke er blevet forelagt en klage i henhold til artikel 90, og at besvarelsen af 27. juni 1979 heller ikke er afgivet i henhold til denne bestemmelse.

Ansættelsesmyndigheden skulle besvare en klage, der var betegnet som sådan, i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser, eller også afvise denne stiltiende; det tilkommer ikke ansættelsesmyndigheden at afgøre, om den pågældende akt er en klage, og om svaret på en klage kan gøres til genstand for et søgsmål, der kan antages til påkendelse. Det fremgår klart af artikel 91, stk. 2, at dette spørgsmål alene hører under Domstolens kompetence. Meddelelsen af 27. juni 1979 udgør en ensidig tilegnelse af kompetence og er følgelig ulovlig.

Ifølge Rådet havde sagsøgerens skrivelse af 26. april 1979 i virkeligheden ikke karakter af en klage i henhold til vedtægtens artikel 90: den fremgangsmåde, der er fulgt i nærværende sag, er fastsat i den supplerende forhandlingsprotokol; den er udelukkende af oplysende karakter.