Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 11. juni 2026 (1)
Sagerne C-631/24 P og C-632/24 P
Europa-Kommissionen
mod
Margrete Auken m.fl. (C-631/24 P)
og
Europa-Kommissionen
mod
Fabien Courtois m.fl. (C-632/24 P)
» Appel – forordning (EF) nr. 1049/2001 – aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter – artikel 4, stk. 1, litra b) – undtagelse vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet – artikel 4, stk. 2, første led – undtagelse vedrørende beskyttelsen af en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser – forordning (EU) 2018/1725 – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger – artikel 9, stk. 1, litra b) – krav om, at fremsendelsen af oplysningerne er nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse – fremsendelse, der kan skade den registreredes legitime interesse, og denne fremsendelses forholdsmæssighed – dokumenter vedrørende forhåndsaftalerne om køb og købsaftalerne indgået mellem Europa-Kommissionen og lægemiddelvirksomheder i forbindelse med covid-19-pandemien – delvist afslag på aktindsigt – annullation af Kommissionens afgørelser, for så vidt som Kommissionen afslog en mere omfattende aktindsigt i dels de erklæringer om fravær af interessekonflikter, som blev underskrevet af medlemmerne af det fælles forhandlingsteam med henblik på køb af vacciner, dels bestemmelserne om erstatning til de pågældende lægemiddelvirksomheder «
I. Indledning
1. Med disse appeller har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets domme af 17. juli 2024, Auken m.fl. mod Kommissionen (T-689/21, herefter »den første appellerede dom«, EU:T:2024:476) og Courtois m.fl. mod Kommissionen (T-761/21, herefter »den anden appellerede dom«, EU:T:2024:477), hvorved Retten delvist annullerede henholdsvis Europa-Kommissionens afgørelse C(2022) 1038 final af 15. februar 2022, truffet i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 (2), hvorefter Margrete Auken m.fl. (herefter »de andre parter i appelsag C-631/24 P«) fik delvis aktindsigt i forhåndskøbsaftaler og købsaftaler indgået mellem Kommissionen og de berørte lægemiddelvirksomheder i forbindelse med indkøb af vacciner mod covid-19-pandemien (herefter »den første omtvistede afgørelse«), og Kommissionens afgørelse C(2022) 1359 final af 28. februar 2022, truffet i medfør af samme artikel 4, hvorved Fabien Courtois m.fl. (herefter »de andre parter i appelsag C-632/24 P«) fik delvis aktindsigt i visse dokumenter om denne institutions køb af vacciner i forbindelse med denne pandemi (herefter »den anden omtvistede afgørelse«), samt den franske version af denne afgørelse fremsendt den 31. marts 2022.
2. Aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådet for Den Europæiske Unions og Kommissionens dokumenter reguleres ved forordning nr. 1049/2001, mens behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer henhører under forordning (EU) 2018/1725 (3), idet disse to retsakter skal sammenholdes med henblik på bedømmelsen af de foreliggende sager.
3. Disse sager giver Domstolen lejlighed til i forbindelse med covid-19-pandemien at præcisere dels omfanget af Kommissionens beføjelse til – under henvisning til beskyttelsen af personoplysninger – at nægte fysiske personer aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner vedrørende, i det foreliggende tilfælde, navnene på det fælles forhandlingsteams medlemmer, som udgøres af tjenestemænd fra Kommissionen og et mindre antal eksperter fra medlemsstaterne, med henblik på indkøb hos lægemiddelvirksomheder af vacciner, dels rækkevidden af den undtagelse, der vedrører beskyttelsen af disse virksomheders forretningsmæssige interesser, for så vidt angår bestemmelserne om medlemsstaternes erstatningspligt for eventuelle skader, som disse virksomheder normalt ville være ansvarlige for i kraft af deres ansvar for vaccinerne.
II. Retsforskrifter
A. Forordning nr. 1049/2001
4. Artikel 1 i forordning nr. 1049/2001 med overskriften »Formål« fastsætter i litra a):
»Formålet med denne forordning er:
a) at fastlægge de principper, betingelser og begrænsninger af hensyn til offentlige og private interesser, der skal gælde for retten til aktindsigt i Europa-Parlamentets, [Rådet for Den Europæiske Unions] og Kommissionens dokumenter […] som fastlagt ved [artikel 255 EF] med henblik på at sikre den videst mulige aktindsigt i dokumenter.«
5. Forordningens artikel 4 med overskriften »Undtagelser« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for:
[…]
b) privatlivets fred og den enkeltes integritet, navnlig i henhold til Fællesskabets lovgivning om beskyttelse af personoplysninger.
2. Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af:
– en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder
[…]
medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.«
B. Forordning 2018/1725
6. Artikel 1 i forordning 2018/1725, der har overskriften »Genstand og formål«, fastsætter i stk. 1 og 2:
»1. I denne forordning fastsættes regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner og organer og regler om fri udveksling af personoplysninger mellem disse eller med andre modtagere, der er etableret i Unionen.
2. Denne forordning beskytter fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger.«
7. Artikel 3 i denne forordning med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd i nr. 13):
»I denne forordning forstås ved:
[…]
13) »modtager«: en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet organ, hvortil personoplysninger videregives, uanset om det er en tredjemand eller ej. […]«
8. Artikel 9 i den nævnte forordning med overskriften »Fremsendelse af personoplysninger til andre modtagere, der er etableret i Unionen, end Unionens institutioner og organer« er affattet som følger i stk. 1:
»Uden at det berører artikel 4-6 og 10, fremsendes personoplysninger kun til andre modtagere, der er etableret i Unionen, end Unionens institutioner og organer, hvis:
[…]
b) modtageren godtgør, at fremsendelsen af oplysningerne er nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse, og den dataansvarlige, hvis der er nogen grund til at formode, at oplysningerne vil skade den registreredes legitime interesser, efter påviseligt at have afvejet de forskellige berørte interesser mod hinanden, fastslår, at fremsendelsen af personoplysningerne står i et rimeligt forhold til det specifikke mål.«
III. Tvisternes baggrund
9. Baggrunden for tvisterne som beskrevet af Retten i den første appellerede doms præmis 2-13 og den anden appellerede doms præmis 2-17 kan med henblik på dette forslag til afgørelse sammenfattes på nedenstående måde, idet de to sager har samme baggrund.
A. Den fælles baggrund for de to sager
10. Den 14. april 2020 vedtog Rådet forordning (EU) 2020/521 (4), hvorved det aktiverede den nødhjælp, der er fastsat i forordning (EU) 2016/369 (5), for at gøre det muligt for Unionen at håndtere krisen i forbindelse med covid-19-pandemien i en solidarisk ånd, henset til den hurtige spredning af virusset og den tværnationale karakter af virkningerne heraf, som nødvendiggjorde en samlet reaktion.
11. Den 17. juni 2020 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen med overskriften »EU-strategi for covid-19-vacciner« (6). Denne strategi, der havde til formål at fremskynde udviklingen, fremstillingen og ibrugtagningen af vacciner mod covid-19, byggede på to søjler. Den første bestod i at garantere en tilstrækkelig produktion af vacciner i EU og følgelig forsyninger til medlemsstaterne gennem forhåndsaftaler om køb (Advance Purchase Agreements (APA’er)) indgået med vaccineproducenter via nødhjælpsinstrumentet (ESI), som aktiveret ved forordning 2020/521. Den anden havde til formål at tilpasse EU’s regelsæt til den igangværende nødsituation og udnytte den eksisterende fleksibilitet i lovgivningen til at fremskynde udviklingen, godkendelsen og tilgængeligheden af vacciner, uden at der blev slækket på normerne for kvalitet, sikkerhed og virkning.
12. I denne forbindelse præciserede Kommissionen, at medlemsstaterne ville deltage i processen helt fra starten, og at samtlige deltagende medlemsstater ville være repræsenteret i et styringsråd, der skulle bistå Kommissionen med alle aspekter af forhåndsaftalerne om køb, inden de blev undertegnet. Kommissionen anførte endvidere, at et fælles forhandlingsteam sammensat af den selv og nogle få eksperter fra medlemsstaterne skulle forhandle om disse aftaler (herefter »det fælles forhandlingsteam«), som skulle indgås på vegne af alle deltagende medlemsstater. Kommissionen bekræftede ligeledes, at den ville være ansvarlig for indkøbsprocessen på medlemsstaternes vegne og for de indgåede APA-aftaler.
13. Ifølge Kommissionen skulle den foreslåede ramme betragtes som en »forsikringspolice«, der bestod i at overføre noget af risikoen fra medicinalindustrien til de offentlige myndigheder til gengæld for et løfte til medlemsstaterne om lige adgang til en økonomisk overkommelig vaccine, når en sådan på et tidspunkt måtte ligge klar.
B. Sag C-631/24 P
14. Ved skrivelse af 20. januar 2021 til Kommissionens formand og generalsekretær begærede de andre parter i appelsag C-631/24 P, der er medlemmer af Parlamentet, i henhold til forordning nr. 1049/2001 aktindsigt i »de forskellige aftaler – forhåndskøbsaftaler – der var indgået mellem Kommissionen og lægemiddelvirksomheder med henblik på indkøb af covid-19-vacciner« (herefter »den første oprindelige begæring«). De præciserede heri, at der ifølge deres oplysninger allerede var indgået aftaler med selskaberne AstraZeneca, Sanofi-GSK, Johnson & Johnson, BioNTech-Pfizer, CureVac og Moderna, hvorfor begæringen vedrørte disse aftaler samt de aftaler, der måtte blive indgået efter datoen for denne begæring, herunder den påtænkte aftale med Novavax.
15. Ved skrivelse af 11. marts 2021 underrettede generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Sundhed og Fødevaresikkerhed (herefter »GD for Sundhed«) de andre parter i appelsag C-631/24 P om, at man her havde identificeret otte dokumenter, der svarede til den første oprindelige begæring, nemlig seks forhåndskøbsaftaler og to købsaftaler. Generaldirektøren præciserede, at en redigeret udgave af tre af disse forhåndskøbsaftaler, nemlig aftalerne med AstraZeneca, Sanofi-GSK og CureVac, var blevet offentliggjort på Kommissionens websted, og at vurderingen af de resterende dokumenter og høringerne af de berørte tredjeparter ville blive videreført med henblik på at træffe afgørelse om deres udbredelse.
16. Ved skrivelse af 9. juni 2021 meddelte generaldirektøren for GD for Sundhed de andre parter i appelsag C-631/24 P, at de som svar på den første oprindelige begæring havde fået delvis aktindsigt i ni dokumenter, der ansås for at være omfattet af denne begæring, nemlig de otte ovennævnte dokumenter samt en yderligere købsaftale, der var indgået med Pfizer-BioNTech. Generaldirektøren oplyste, at redigerede udgaver af disse dokumenter var blevet offentliggjort på Kommissionens websted, og at passager heri var blevet sløret på grundlag af undtagelserne vedrørende beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, beskyttelsen af forretningsmæssige interesser og beskyttelsen af institutionernes beslutningsproces som fastsat i henholdsvis artikel 4, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 2, første led, og artikel 4, stk. 3, første afsnit (7), i forordning nr. 1049/2001.
17. Ved skrivelse af 30. juni 2021 genfremsatte de andre parter i appelsag C-631/24 P begæringen over for Kommissionen med henblik på at få denne til at tage begæringen op til fornyet behandling vedrørende de ni identificerede dokumenter og videregive dem i deres helhed med undtagelse af de passager, der var omfattet af undtagelsen vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet som fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 1, litra b) (herefter »den første genfremsatte begæring«). De gjorde bl.a. gældende, at de priser, der optrådte i samtlige tidligere indgåede forhåndskøbsaftaler, og de fuldstændige udgaver af de forhåndskøbsaftaler, der var indgået med AstraZeneca, Pfizer-BioNTech og Moderna, var blevet lækket på et socialt netværk og i medierne i perioden fra december 2020 til april 2021. Den 13. august 2021 meddelte Kommissionens Generalsekretariat de andre parter i appelsag C-631/24 P, at det fortsat ikke var i stand til at besvare deres genfremsatte begæring. Samme dag blev det manglende svar på denne begæring betragtet som et stiltiende afslag i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 8, stk. 3 (8).
18. Den 15. februar 2022 vedtog Kommissionen efter høring af de berørte lægemiddelvirksomheder i overensstemmelse med samme forordnings artikel 4, stk. 4 (herefter »de berørte virksomheder«) den første omtvistede afgørelse. Det fremgår af denne afgørelse, at Kommissionens Generalsekretariat i forbindelse med vurderingen af den første genfremsatte begæring havde foretaget en ny undersøgelse af GD for Sundheds svar på den oprindelige begæring, og at 13 dokumenter efter denne nye undersøgelse var blevet identificeret som værende omfattet af begæringen om aktindsigt, nemlig de 9 ovennævnte dokumenter og 4 andre dokumenter.
19. Ved den første omtvistede afgørelse gav Kommissionen delvis aktindsigt i de dokumenter, der er omhandlet i den første appellerede doms præmis 11. Kommissionen gav nærmere bestemt en mere omfattende delvis aktindsigt i visse af disse dokumenter, som tidligere var gjort tilgængelige, samt delvis aktindsigt i andre dokumenter, som endnu ikke var blevet offentliggjort, i redigeret form (9). De redigerede udgaver af de nævnte dokumenter var knyttet som bilag til den første omtvistede afgørelse.
20. Kommissionen støttede sig i den første omtvistede afgørelse på undtagelsen vedrørende beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet og undtagelsen vedrørende beskyttelsen af de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser som begrundelse for kun at indrømme delvis aktindsigt i de omhandlede aftaler.
C. Sag C-632/24 P
21. Ved skrivelse af 24. maj 2021 til Kommissionens formand og ved e-mail af samme dato til Kommissionens Generalsekretariat begærede to advokater »på vegne af de 86 000 oprindelige andragere på webstedet https://dejavu/legal/«, som de repræsenterede, heriblandt de andre parter i appelsag C-632/24 P, aktindsigt i henhold til forordning nr. 1049/2001 i et antal dokumenter vedrørende Kommissionens indkøb på vegne af medlemsstaterne af vacciner i forbindelse med covid-19-pandemien (herefter »den anden oprindelige begæring«). Skrivelsen indeholdt ligeledes en anmodning om oplysninger. Denne anden oprindelige begæring vedrørte navnlig de indkøbsaftaler, som Kommissionen havde underskrevet med vaccineproducenterne, identiteten på de EU-repræsentanter, der havde deltaget i forhandlingerne med disse producenter, og erklæringerne om direkte eller indirekte interesser mellem disse repræsentanter og de nævnte producenter og var affattet som omfattende følgende dokumenter, nemlig for det første alle aftaler underskrevet af Kommissionen i medfør af forordning 2020/521, herunder bl.a. aftalerne med Pfizer-BioNTech, Moderna, Johnson & Johnson og Astrazeneca, for det andet listen over afgørelserne om udpegning og den fuldstændige identitet på Unionens repræsentanter i forbindelse med forhandlingerne (fornavn, efternavn, professionel eller institutionel rolle) og for det tredje de direkte eller indirekte erklæringer om interesser mellem repræsentanter for Unionen og producenter og investorer, der finansierer vacciner og andre lægemidler (10).
22. Ved skrivelse af 30. juli 2021 besvarede generaldirektøren for GD for Sundhed den anden oprindelige begæring og oplyste, at man her havde identificeret 46 dokumenter, der svarede til denne begæring, nemlig 4 forhåndsaftaler om køb og 3 købsaftaler indgået af Kommissionen med AstraZeneca, Pfizer-BioNTech, Janssen og Moderna, 17 dokumenter benævnt »udkast til aftaleprotokol« (draft term sheet) og 22 erklæringer om fravær af interessekonflikter. Generaldirektøren anførte, at der var blevet givet delvis aktindsigt i de ovennævnte forhåndsaftaler om køb og købsaftaler, hvis delvist redigerede versioner var blevet offentliggjort på et af generaldirektoratets websteder. De passager, der var blevet sløret, var blevet det på grundlag af undtagelserne vedrørende beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, beskyttelsen af virksomhedernes forretningsmæssige interesser og beskyttelsen af institutionernes beslutningsproces som fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 2, første led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. Disse passager indeholdt følsomme forretningsoplysninger om bl.a. de pågældende virksomheder, om disses underleverandører og om tilknyttede virksomheder, herunder videnskabelige oplysninger om vacciner, pris, tidsplanen for ibrugtagningen af vaccinerne, produktionskapacitet, knowhow og medvirken af eksperter og partnere, forretningsstrategier og andre oplysninger af kommerciel værdi. Der var ligeledes givet delvis aktindsigt i erklæringerne om fravær af interessekonflikter, hvoraf kun et enkelt eksemplar blev fremsendt til de andre parter i appelsag C-632/24 P, idet disse dokumenter kun var forskellige for så vidt angik underskriverens navn, underskriften og datoen for underskriften. Oplysningerne var blevet udeladt på grundlag af undtagelsen om beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet som fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 1, litra b). Kommissionen oplyste derimod, at aktindsigt i de 17 »udkast til aftaleprotokoller« måtte afslås i sin helhed på grundlag af undtagelserne vedrørende beskyttelsen af virksomhedernes forretningsmæssige interesser og beskyttelsen af institutionernes beslutningsproces som fastsat i den nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, første led, og i artikel 4, stk. 3, og for så vidt angik 6 af de nævnte »udkast til aftaleprotokoller« ligeledes på grundlag af undtagelsen vedrørende beskyttelsen af retslige procedurer som fastsat i samme forordnings artikel 4, stk. 2, andet led.
23. Den 13. august 2021 genfremsatte de andre parter i appelsag C-632/24 P i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 begæringen med henblik på, at Kommissionen ændrede sin holdning for så vidt angik alle de dokumenter, med hensyn til hvilke der var givet delvist eller helt afslag på aktindsigt (herefter »den anden genfremsatte begæring«). Den 24. september 2021 meddelte Kommissionen de andre parter i appelsag C-632/24 P, at den fortsat ikke var i stand til at besvare den. På denne dato blev det manglende svar på den anden genfremsatte begæring betragtet som et stiltiende afslag herpå (herefter »det andet stiltiende afslag«) i overensstemmelse med denne forordnings artikel 8, stk. 3.
24. Den 28. februar 2022 vedtog Kommissionen efter høring af de berørte lægemiddelvirksomheder i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 4, stk. 4, den anden omtvistede afgørelse, truffet i medfør af samme forordnings artikel 4 (herefter »den udtrykkelige afgørelse«), som blev meddelt de andre parter i appelsag C-632/24 P på engelsk den 1. marts 2022. Kommissionen anførte, at denne meddelelse var sket af hensyn til hurtigheden, og at en oversættelse til fransk ville blive fremsendt til Fabien Courtois m.fl. snarest.
25. I den udtrykkelige afgørelse anførte Kommissionen, at generalsekretariatet i forbindelse med vurderingen af den anden genfremsatte begæring havde foretaget en ny undersøgelse af GD for Sundheds svar på den oprindelige begæring. Efter denne nye undersøgelse blev listen over de dokumenter, der svarede til begæringen om aktindsigt, ændret og omfattede derefter 66 dokumenter. Konkret førte denne ændring til på den ene side en sletning af alle de 17 dokumenter, som GD for Sundhed forinden havde identificeret som »udkast til aftaleprotokoller«, med hensyn til hvilke der var givet helt afslag på aktindsigt som svar på den anden oprindelige begæring, og på den anden side en tilføjelse af nye dokumenter, med hensyn til hvilke der blev givet delvis aktindsigt, heriblandt forhåndsaftaler om køb, købsaftaler og 31 skrivelser i korrespondancen mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Desuden blev der givet en mere omfattende delvis aktindsigt i de 4 forhåndsaftaler om køb og i de 3 købsaftaler, som allerede havde været genstand for delvis aktindsigt efter den anden oprindelige begæring. Ved den udtrykkelige afgørelse blev der således givet delvis aktindsigt såvel i de forhåndsaftaler om køb og de købsaftaler, der er nævnt i den anden appellerede doms præmis 14, som i de øvrige dokumenter, der ligeledes er nævnt i samme præmis 14.
26. I den udtrykkelige afgørelse lagde Kommissionen til grund, at undtagelsen vedrørende beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet fandt anvendelse på alle de omhandlede aftaler og på de øvrige dokumenter, der var opregnet i den anden appellerede doms præmis 14 og 15. Den vurderede i øvrigt for så vidt angik disse aftaler, at undtagelsen vedrørende beskyttelsen af virksomhedernes forretningsmæssige interesser ligeledes fandt anvendelse. Den 31. marts 2022 blev den franske version af den udtrykkelige afgørelse fremsendt til de andre parter i appelsag C-632/24 P.
IV. Sagerne for Retten og de appellerede domme
A. Sag T-689/21
27. De andre parter i appelsag C-631/24 P anlagde herefter sag ved Retten med påstand om annullation af den første omtvistede afgørelse. Til støtte for deres søgsmål fremsatte sagsøgerne seks anbringender, hvoraf det første vedrørte en fejlagtig anvendelse af undtagelsen om beskyttelse af virksomheders forretningsmæssige interesser på oplysninger, der ikke var omfattet af denne undtagelse, en begrundelsesmangel i denne henseende og usammenhængende anvendelse af den nævnte undtagelse, det andet vedrørte manglende begrundelse for anvendelsen af undtagelsen om beskyttelse af virksomheders forretningsmæssige interesser på syv kategorier af bestemmelser, det tredje vedrørte en usammenhængende anvendelse af forordning nr. 1049/2001, som førte til en tilsidesættelse af denne forordning og en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som Kommissionen ikke slørede bestemmelser eller oplysninger af samme art i samme omfang, samt en begrundelsesmangel i denne henseende, det fjerde vedrørte en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 4, stk. 2, for så vidt som Kommissionen ikke tog hensyn til den tungtvejende offentlige interesse i udbredelsen af de ønskede oplysninger, og en begrundelsesmangel i denne henseende, det femte vedrørte en tilsidesættelse af artikel 42 og artikel 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af artikel 10, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og det sjette anbringende vedrørte en tilsidesættelse af den nævnte forordnings artikel 7 og 8, for så vidt som Kommissionen i den første omtvistede afgørelse slørede visse oplysninger, som den tidligere havde gjort tilgængelige, og en begrundelsesmangel i denne henseende.
28. Retten annullerede den første omtvistede afgørelse, for så vidt som Kommissionen gav afslag på en mere omfattende aktindsigt i for det første definitionen af henholdsvis udtrykket »forsætlig adfærd« (wilful misconduct) i forhåndskøbsaftalen mellem Kommissionen og AstraZeneca og udtrykket »alle rimelige bestræbelser« (best reasonable efforts) i forhåndskøbsaftalen og købsaftalen mellem Kommissionen og Pfizer-BioNTech, for det andet bestemmelserne om donationer og videresalg og for det tredje på grundlag af artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001 bestemmelserne om erstatning i de forhåndskøbsaftaler og købsaftaler, som Kommissionen indgik med de berørte lægemiddelvirksomheder i forbindelse med indkøb af covid-19-vacciner. I øvrigt frifandt Retten Kommissionen.
B. Sag T-761/21
29. De andre parter i appelsag C-632/24 P anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af det andet stiltiende afslag, den udtrykkelige afgørelse og den franske version af den udtrykkelige afgørelse af 31. marts 2022. Til støtte for deres søgsmål fremsatte sagsøgerne i det væsentlige fire anbringender om for det første, at listen over de dokumenter, der blev anset for at være omfattet af begæringen om aktindsigt, var ufuldstændig, for det andet, at de to undtagelser, som Kommissionen havde påberåbt sig med henblik på at begrunde det delvise afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter, ikke fandt anvendelse, for det tredje, at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse, der begrundede fuld aktindsigt i de ønskede dokumenter, og, for det fjerde, at proportionalitetsprincippet var blevet tilsidesat.
30. Ved den anden appellerede dom fastslog Retten, at det var ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af den anden stiltiende afgørelse om afslag på den anden genfremsatte begæring. Retten annullerede den anden omtvistede afgørelse og den franske version heraf, for så vidt som Kommissionen afslog en mere omfattende aktindsigt dels på grundlag af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 i de erklæringer om fravær af interessekonflikter, som blev underskrevet af medlemmerne af det fælles forhandlingsteam, dels på grundlag af samme forordnings artikel 4, stk. 2, første led i bestemmelserne om erstatning i forhåndsaftalerne om køb og i købsaftalerne indgået mellem Kommissionen og de berørte virksomheder om køb af disse vacciner mod covid-19. I øvrigt frifandt Retten Kommissionen.
V. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
A. Sag C-631/24 P
31. Til støtte for sin appel vedrørende den første appellerede dom har Kommissionen påberåbt sig fire anbringender, hvoraf det første vedrører en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrundelsespligten med hensyn til sløringen af definitionen af udtrykkene »forsætlig adfærd« og »alle rimelige bestræbelser« (den nævnte doms præmis 39-46), det andet vedrører retlige fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvorved sløringen af bestemmelserne om erstatning blev fundet ulovlig (den nævnte doms præmis 157-171), det tredje vedrører retlige fejl i forbindelse med fortolkningen af denne forordnings artikel 4, stk. 2, første led, og fortolkningen af begrundelsespligten for så vidt angår sløringerne af bestemmelserne om videresalg og donation (den nævnte doms præmis 179-188), og det fjerde anbringende vedrører en retlig fejl i konstateringen af, at der var sket tilsidesættelse af chartrets artikel 11, stk. 1, og artikel 42 (den første appellerede doms præmis 236-238 og præmis 240).
32. De andre parter i appelsag C-631/24 P har nedlagt påstand om, at appellen delvist skal afvises og under alle omstændigheder forkastes som ugrundet, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
B. Sag C-632/24 P
33. Til støtte for sin appel vedrørende den anden appellerede dom har Kommissionen påberåbt sig tre anbringender, hvoraf det første vedrører en urigtig gengivelse af beviserne i forbindelse med vurderingen af nødvendigheden af videregivelsen af de omhandlede personoplysninger (den nævnte doms præmis 63-92), og det andet vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 (den nævnte doms præmis 52-92). Det tredje anbringende vedrørende rigtigheden af begrundelsen for at give afslag på fuld aktindsigt i bestemmelserne om erstatning (den nævnte doms præmis 154-174) er inddelt i tre led, nemlig en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en urigtig gengivelse af beviserne.
34. De andre parter i appelsag C-632/24 P har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om ophævelse af den anden appellerede dom, eller subsidiært om, at Kommissionens påstand om, at der træffes afgørelse i søgsmålet i første instans i sag T-761/21, og at denne sag hjemvises til Retten, ikke tages til følge, eller mere subsidiært om, at Kommissionens påstand om, at Domstolen selv forkaster søgsmålet i første instans i den nævnte sag, ikke tages til følge. De andre parter i appelsag C-632/24 P har under alle omstændigheder nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster enhver anden påstand, der er nedlagt af Kommissionen, herunder vedrørende sagsomkostningerne, og om, at Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af disse parter afholdte omkostninger, herunder de omkostninger, der er forbundet med sagen om foreløbige forholdsregler.
35. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret de spørgsmål fra Domstolen, der var fælles for de to sager, i retsmødet den 4. marts 2026.
VI. Bedømmelse
36. Efter Domstolens anmodning afgrænses nærværende forslag til afgørelse til for det første bedømmelsen af det andet anbringende i sag C-632/24 P og for det andet bedømmelsen af det andet anbringende i sag C-631/24 P og det tredje anbringende i sag C-632/24 P, som behandles samlet.
A. Det andet anbringende i sag C-632/24 P
37. Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, idet den lagde til grund, at Kommissionen skulle give aktindsigt i erklæringerne om fravær af interessekonflikter, herunder i personoplysningerne om det fælles forhandlingsteams medlemmer og nærmere bestemt disses navne.
1. Det andet anbringendes første led om en fejlagtig fortolkning af den første betingelse i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725
a) Parternes argumenter
38. Kommissionen har gjort gældende, at Retten fejlagtigt betegnede det formål at kontrollere upartiskheden hos medlemmerne af det fælles forhandlingsteam som et »specifikt formål i samfundets interesse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725.
39. Ifølge Kommissionen kan dette formål ikke knyttes til et formål i samfundets interesse. Selv om upartiskhed hos Kommissionens og medlemsstaternes tjenestemænd er af offentlig interesse, svarer den kontrol, som en »hvilken som helst person«, der begærer aktindsigt i de omhandlede dokumenter, foretager af denne upartiskhed, nemlig ikke til en sådan offentlig interesse, men snarere til en individuel interesse hos den pågældende såsom at få stillet sin nysgerrighed.
40. Endvidere har de andre parter i appelsag C-632/24 P ikke godtgjort, at der foreligger et specifikt formål i samfundets interesse, som det er anført i den anden appellerede doms præmis 71. Kommissionen er af den opfattelse, at det ræsonnement, som Retten fulgte, er af en så generel rækkevidde, at det kunne anvendes på enhver begæring om udbredelse af personoplysninger om Kommissionens og medlemsstaternes tjenestemænd i forbindelse med enhver procedure vedrørende håndteringen af covid-19-pandemien. Ifølge dette ræsonnement er der således formodning for, at et specifikt formål i samfundets interesse er godtgjort med henblik på udbredelsen af f.eks. navnene på de af Kommissionens tjenestemænd, der deltog i udarbejdelsen af en afgørelse om foreneligheden af statsstøtte vedtaget for at imødegå virkningerne af denne pandemi. Retten anlagde følgelig en fejlagtig fortolkning af den første betingelse i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725.
41. Denne konklusion ændres ikke af den praksis, som Retten henviste til i den anden appellerede doms præmis 72, hvorefter den generelle karakter af begrundelsen for videregivelsen af personoplysninger er uden direkte betydning for, hvorvidt videregivelsen er nødvendig for varetagelsen af det formål, som den, der fremsætter begæringen, søger at opfylde (11). I denne henseende har Kommissionen i første række gjort gældende, at denne retspraksis vedrørte bestemmelsen i artikel 8, litra b), i forordning (EF) nr. 45/2001 (12), erstattet af forordning 2018/1725, som alene krævede, at modtageren af personoplysningerne »godtgør nødvendigheden af videregivelsen heraf«. Kommissionen har i anden række gjort gældende, at den nævnte retspraksis ikke vedrørte en generel og abstrakt begrundelse for videregivelsen af personoplysningerne, men en specifik begrundelse vedrørende Parlamentets medlemmers adfærd under udøvelsen af deres hverv. I tredje række og under alle omstændigheder har denne institution gjort opmærksom på, at Rettens praksis ikke er bindende for Domstolens fortolkning af EU-retten.
42. Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at Retten tilsidesatte en væsentlig forskel på sag C-632/24 P og den sag, der gav anledning til ClientEarth-dommen (13), med hensyn til fortolkningen af den første betingelse i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725. Til forskel fra sidstnævnte sag har de andre parter i appelsag C-632/24 P nemlig ikke gjort gældende, at Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte, hvis personoplysninger er omfattet, var tredjeparter, der kunne påvirke denne institutions beslutningsproces på grund af eventuelle forbindelser til industrikredse. I den foreliggende sag forhandlede Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter derimod direkte med de berørte økonomiske aktørers repræsentanter om aftalerne, uden at der var tredjeparter indblandet, som kunne have sådanne forbindelser. Retten søgte at sondre mellem de to sager med det argument, at sagsøgerne i den sag, der gav anledning til ClientEarth-dommen, havde kunnet fremlægge indicier, der kunne rejse tvivl om de pågældende eksperters upartiskhed, eftersom de kendte deres navne. I denne sag havde eksperterne imidlertid offentliggjort deres erklæringer om interesser, hvorfor deres identitet var kendt. Tvisten omhandlede endvidere ikke udbredelsen af erklæringer om fravær af interessekonflikter. Kommissionen har tilføjet, at svaret på, om en person, der begærer aktindsigt, kan godtgøre eller ej, at der foreligger et specifikt formål i samfundets interesse, ikke kan berøre selve kravet om, at et sådant formål skal have en specifik karakter.
43. I øvrigt er det Kommissionens opfattelse, at det var med urette, at Retten fastslog, at udbredelsen af navnene på medlemmerne af det fælles forhandlingsteam var nødvendig som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725. Retten anførte nemlig blot i den anden appellerede doms præmis 73, at »det kun [var] i besiddelse af navne, fornavne og medlemmerne af det fælles forhandlingsteams professionelle eller institutionelle rolle, at sagsøgerne kunne kontrollere, at de nævnte medlemmer ikke befandt sig i en interessekonflikt«, uden at forklare, hvorfor udbredelsen af disse oplysninger var den eneste måde, hvorpå de andre parter i appelsag C-632/24 P kunne kontrollere fraværet af interessekonflikter. Som påpeget i den anden appellerede doms præmis 60 skal den person, der fremsætter en begæring, for at opfylde betingelsen om »nødvendighed« imidlertid godtgøre, at fremsendelsen af personoplysninger er den mest egnede foranstaltning blandt de øvrige foranstaltninger, der er til rådighed, med henblik på opfyldelse af det formål, som den pågældende har for øje, og at den står i rimeligt forhold til dette formål.
44. Det er Kommissionens opfattelse i den foreliggende sag, at udbredelsen af disse personoplysninger til menigmand uden noget officielt hverv ikke er nødvendig, eftersom det er tilstrækkeligt at tillade de kompetente myndigheder at opnå aktindsigt deri for at foretage de krævede efterprøvelser. I øvrigt og under alle omstændigheder var det formål, der bestod i at kontrollere upartiskheden hos medlemmerne af det fælles forhandlingsteam, allerede blevet opfyldt ved udbredelsen af de anonymiserede versioner af erklæringerne om fravær af interessekonflikter, som satte de andre parter i appelsag C-632/24 P i stand til at efterprøve, om Kommissionens ansatte havde opfyldt de gældende forpligtelser i forbindelse med enhver procedure for tildeling af offentlige EU-kontrakter.
45. De andre parter i appelsag C-632/24 P har bestridt, at de af Kommissionen fremførte argumenter er velbegrundede.
b) Vurdering
46. Indledningsvis minder jeg om, at det ved vurderingen af forholdet mellem forordning nr. 1049/2001 og nr. 45/2001 – idet sidstnævnte er blevet erstattet af forordning 2018/1725 – med henblik på anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 på det foreliggende tilfælde ifølge Rettens praksis skal tages i betragtning, at disse forordninger har forskellige formål. Den første forordning har til formål at sikre den størst mulige gennemsigtighed i de offentlige myndigheders beslutningsproces og i de oplysninger, som ligger til grund for myndighedernes beslutninger. Forordningen har således til formål i videst muligt omfang at fremme udøvelsen af retten til aktindsigt samt at fremme god forvaltningsskik. Den anden forordning har til formål at sikre beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger (14).
47. Forordning nr. 1049/2001 og forordning 2018/1725 indeholder ingen bestemmelser, som udtrykkeligt fastslår, at den ene har forrang for den anden. De skal derfor i princippet begge anvendes fuldt ud. Det eneste sted, hvor forholdet mellem de to forordninger udtrykkeligt nævnes, er i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, som indeholder en undtagelse fra aktindsigt i et dokument, hvis udbredelsen vil være til skade for beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, navnlig i overensstemmelse med EU-retten vedrørende beskyttelsen af personoplysninger (15).
48. Når bestemmelserne i forordning 2018/1725 følger de samme principper som bestemmelserne i forordning (EU) 2016/679 (16), bør disse to sæt bestemmelser, som det fremgår af femte betragtning til førstnævnte forordning, endvidere fortolkes ensartet, navnlig fordi ordningen i forordning 2018/1725 skal betragtes som svarende til ordningen i forordning 2016/679.
49. Som Kommissionen med rette har anført, fremsendes personoplysninger i denne forbindelse i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725 kun til andre modtagere, der er etableret i Unionen, end Unionens institutioner og organer, såfremt – ifølge den første betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse – »modtageren godtgør, at fremsendelsen af oplysningerne er nødvendig til et specifikt formål i samfundets interesse«, i modsætning til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 (17).
50. I den foreliggende sag begærede de andre parter i appelsag C-632/24 P videregivelse af oplysninger om identiteten på det fælles forhandlingsteams medlemmer. Kommissionen konkluderede i den anden omtvistede afgørelse, at der i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 ikke kunne gives aktindsigt i personoplysninger.
51. Kommissionen har i sin appel i sag C-632/24 P gjort gældende, at selv om upartiskheden hos Kommissionens og medlemsstaternes tjenestemænd er af offentlig interesse, kan den kontrol, som en »hvilken som helst person«, der begærer aktindsigt i de omhandlede dokumenter, foretager heraf, ikke anses for at knytte sig til en offentlig interesse, men svarer snarere til en individuel interesse hos den pågældende såsom at få stillet sin nysgerrighed.
52. Et sådant argument kan efter min opfattelse ikke tages til følge. Artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725 omhandler nemlig fremsendelsen af personoplysninger til »modtagere«. Endvidere definerer denne forordnings artikel 3, nr. 13), en »modtager« som bl.a. en fysisk person. Heraf følger, at den nævnte forordning ikke principielt udelukker, at »en hvilken som helst person« kan anmode om at få videregivet sådanne oplysninger med henblik på efterprøvelse af Kommissionens tjenestemænds upartiskhed. Tværtimod anerkender samme forordning udtrykkeligt enhver fysisk persons mulighed for at få aktindsigt i personoplysninger, forudsat at vedkommende opfylder samtlige betingelser i nævnte artikel 9, stk. 1, litra b). I modsætning til hvad Kommissionen har hævdet, kan aktindsigt i de personoplysninger, der er nødvendige med henblik på denne efterprøvelse af upartiskheden hos det fælles forhandlingsteams medlemmer, følgelig ikke forbeholdes de kompetente myndigheder alene.
53. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at de andre parter i appelsag C-632/24 P havde godtgjort, at der forelå et specifikt formål i samfundets interesse. Kommissionen har i denne henseende henvist til den anden appellerede doms præmis 71, hvori Retten fastslog, at gennemsigtigheden af den proces, som Kommissionen fulgte i forbindelse med forhandlingerne med producenterne af covid-19-vacciner og indgåelsen af de omhandlede kontrakter på medlemsstaternes vegne, kunne udgøre et specifikt formål i samfundets interesse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725, »for så vidt som den kan bidrage til at øge unionsborgernes tillid til den vaccinestrategi, som denne institution var fortaler for, og følgelig til bl.a. at bekæmpe udbredelsen af falske oplysninger for så vidt angår betingelserne for forhandling og indgåelse af de nævnte kontrakter […], bl.a. ved at gøre det muligt for unionsborgerne at sikre sig, at der ikke foreligger nogen interessekonflikter mellem medlemmerne af det fælles forhandlingsteam og de nævnte vaccineproducenter«.
54. Efter min opfattelse begik Retten ikke en retlig fejl. Som Retten bemærkede i den anden appellerede doms præmis 70, fremgår det nemlig af 2. betragtning til forordning nr. 1049/2001, at åbenhed sikrer EU-institutionerne en større legitimitet og effektivitet og gør dem mere ansvarlige over for Unionens borgere i et demokratisk system. Det fremgår i øvrigt af 28. betragtning til forordning 2018/1725 (18), at et specifikt formål i samfundets interesse som omhandlet i denne forordnings artikel 9, stk. 1, litra b), kan vedrøre gennemsigtigheden i Unionens institutioner og organer. I den foreliggende sag var dette krav om gennemsigtighed imidlertid så meget desto mere nødvendigt, som der skulle træffes hurtige beslutninger med henblik på at håndtere covid-19-pandemien.
55. Domstolen har i denne retning allerede fastslået, at når en national lov ved at indføre gennemsigtighedsprincippet med hensyn til interesseerklæringer har til formål at sikre, at samfundets interesse har forrang, når der træffes afgørelse af de personer, som gør tjeneste i den offentlige forvaltning, at sikre, at disse afgørelser er upartiske, samt at forebygge, at der opstår interessekonflikter, og at der opstår eller gøres øget brug af korruption i den offentlige forvaltning, er sådanne formål, for så vidt som de består i at styrke garantierne for offentlige beslutningstageres hæderlighed og upartiskhed, i at forebygge interessekonflikter og i at bekæmpe korruption i den offentlige sektor, ubestrideligt i samfundets interesse og derfor legitime. Formålet med, at beslutningstagerne i den offentlige sektor skal udøve deres funktioner upartisk og objektivt, og at det skal undgås, at de påvirkes af private interesser, er nemlig at sikre en forsvarlig forvaltning af offentlige anliggender og offentlig ejendom (19).
56. For så vidt angår medicinalindustrien fastsætter artikel 26, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 726/2004 (20) på samme måde, at Det Europæiske Lægemiddelagentur i forbindelse med lægemiddelovervågning i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen opretter og driver en europæisk webportal om lægemidler med henblik på formidling af oplysninger om lægemidler, der er godkendt i Unionen, og at agenturet gennem denne portal mindst offentliggør bl.a. navnene på medlemmerne af de udvalg, der er omhandlet i denne forordnings artikel 56, stk. 1, litra a) og aa), og på medlemmerne af koordinationsgruppen samt deres faglige kvalifikationer og erklæringer som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 63, stk. 2 (21).
57. Kommissionen er af den opfattelse, at det ræsonnement, som Retten fulgte, er af en så generel rækkevidde, at det kunne anvendes på enhver begæring om udbredelse af personoplysninger om Kommissionens og medlemsstaternes tjenestemænd i forbindelse med enhver procedure vedrørende håndteringen af covid-19-pandemien. Det forekommer mig imidlertid, at Retten gav en tilstrækkelig retlig begrundelse i den anden appellerede doms præmis 71 for at lægge til grund, at de andre parter i appelsag C-632/24 P på den specifikke baggrund af denne pandemi havde godtgjort eksistensen af et specifikt formål i samfundets interesse.
58. Hvad angår det forfulgte formål i samfundets interesse har Kommissionen i retsmødet præciseret, at det fælles forhandlingsteam i forbindelse med forhandlingerne om kontrakterne med de berørte virksomheder aflagde rapport til styringsrådet (»steering board«), som havde til opgave at træffe de pågældende afgørelser. Den har således gjort gældende, at efterprøvelse af upartiskheden hos de tjenestemænd, der deltager på et teknisk niveau, ikke har samme vigtighed som efterprøvelse af upartiskheden hos de personer, der udøver beslutningskompetence eller har højere hierarkisk ansvar. I den forbindelse forekommer det mig vigtigt at understrege, at kravet om upartiskhed gælder for Kommissionens tjenestemænd i alle faser af beslutningsprocessen, herunder når de deltager i et organ, hvis virksomhed hovedsageligt er af teknisk karakter.
59. For så vidt angår Rettens dom af 15. juli 2015, Dennekamp mod Parlamentet (22), jf. henvisningen hertil i den anden appellerede doms præmis 72, bør det påpeges, at begrundelsen for fremsendelsen af personoplysninger kan være af generel art, for så vidt som den ikke er foranlediget af en bestemt persons begæring om aktindsigt, bl.a. i forbindelse med covid-19-pandemien, hvor vaccinestrategien berørte samtlige unionsborgere.
60. Det er endelig Kommissionens opfattelse, at ClientEarth-dommen, som Retten henviste til i den anden appellerede doms præmis 90 og 91, ikke er relevant i den foreliggende sag, for så vidt som de andre parter i appelsag C-632/24 P ikke har gjort gældende, at Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte, hvis personoplysninger er omfattet, udgør tredjeparter, der kunne påvirke denne institutions beslutningsproces på grund af eventuelle forbindelser til industrikredse. Sagsøgerne i den sag, der gav anledning til ClientEarth-dommen, var imidlertid, således som Retten i den anden appellerede doms præmis 91 bemærkede, til forskel fra sag C-632/24 P blevet informeret om de pågældende eksperters navne og havde fået aktindsigt i deres erklæringer om interesser. For det første kendte de andre parter i appelsag C-632/24 P imidlertid, som Retten med føje bemærkede, ikke identiteten på de eksperter, der var udpeget af de medlemsstater, der var repræsenteret i det fælles forhandlingsteam, hvorfor de ikke var i stand til at fremlægge indicier, der kunne rejse tvivl om deres upartiskhed. For det andet fastslog Domstolen i ClientEarth-dommens præmis 58, at selv om sagsøgerne var blevet oplyst om navn, biografi og erklæringer om interesser vedrørende de eksperter, som havde fremsat bemærkninger til et udkast til vejledning udarbejdet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vedrørende den videnskabelige dokumentation, som skal vedlægges ansøgninger om markedsføringstilladelse til et plantebeskyttelsesmiddel, viste opnåelsen af de oplysninger, der ville have gjort det muligt for dem at identificere, hvem af de eksterne eksperter der var ophavsmand til hver enkelt af bemærkningerne, sig at være nødvendig for konkret at vurdere hver og én af disse eksperters upartiskhed. Domstolen lagde følgelig i det væsentlige til grund, at selv videregivelsen af navnene på de nævnte eksperter muligvis ikke var tilstrækkelig i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725.
61. For så vidt angår nødvendigheden som omhandlet i denne bestemmelse af udbredelsen af navnene på det fælles forhandlingsteams medlemmer har Kommissionen fremhævet Domstolens praksis, hvorefter undtagelser fra og begrænsninger i beskyttelsen af personoplysninger skal begrænses til det strengt nødvendige, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger i forhold til de tilsigtede legitime mål, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, hvilket indebærer, at det undersøges, om disse mål ikke med rimelighed kan nås lige så effektivt ved andre midler, der er mindre indgribende i de berørte personers grundlæggende rettigheder (23).
62. Det er Kommissionens opfattelse, at udbredelsen af disse personoplysninger til menigmand uden noget officielt hverv ikke er nødvendig, eftersom det er tilstrækkeligt at tillade de kompetente myndigheder at opnå aktindsigt deri for at foretage de nødvendige efterprøvelser. Som jeg har forklaret i punkt 50 i dette forslag til afgørelse, er det imidlertid udtrykkeligt fastsat i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725, at fysiske personer, herunder menigmand, kan få tilsendt sådanne oplysninger, forudsat at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Kommissionen har tilføjet, at da udbredelsen af anonymiserede versioner af erklæringerne om fravær af interessekonflikter under alle omstændigheder allerede havde gjort det muligt at opfylde det formål at kontrollere upartiskheden hos det fælles forhandlingsteams medlemmer, var det med urette, at Retten i den anden appellerede doms præmis 73 fastslog, at udbredelsen af »navne, fornavne og medlemmerne af det fælles forhandlingsteams professionelle eller institutionelle rolle« var nødvendig.
63. Kommissionen har imidlertid ikke forklaret, hvorledes udbredelsen af anonymiserede versioner af erklæringerne om fravær af interessekonflikter var tilstrækkelig med henblik på at undersøge upartiskheden hos det fælles forhandlingsteams medlemmer. Sådanne anonymiserede versioner gør det nemlig pr. definition ikke muligt at foretage en ekstern kontrol med henblik på at efterprøve nøjagtigheden og/eller fuldstændigheden af de deri indeholdte oplysninger. Denne tilgang forekommer endvidere at være i modstrid med ClientEarth-dommen, hvori Domstolen fastslog, at selve videregivelsen af de pågældende eksperters navne og erklæringer om interesser ikke gjorde det muligt at foretage en konkret vurdering af hver og én af disse eksperters upartiskhed (24).
64. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at det andet anbringendes første led forkastes som ugrundet.
2. Det andet anbringendes andet led om en fejlagtig fortolkning af den anden betingelse i artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning 2018/1725
a) Parternes argumenter
65. Kommissionen har med det første klagepunkt gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, der er fastslået i den anden appellerede dom, viser, at det indgreb, der er resultatet af udbredelsen af de omtvistede personoplysninger, er særlig alvorligt for det fælles forhandlingsteams medlemmer. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gældende, at Retten selv i den nævnte doms præmis 77 anerkendte den særlige kontekst, hvori disse medlemmerne skulle arbejde, dvs. en periode, der var kendetegnet ved en stærk efterspørgsel efter covid-19-vacciner og samtidig ved en mistillid fra en del af unionsborgerne over for den vaccinationsstrategi, som Kommissionen var fortaler for. Heraf udledte Retten, i denne præmis 77, at eksponeringen af medlemmerne af det fælles forhandlingsteam for uønskede eksterne kontakter efter offentliggørelsen af deres identitet ikke blot var hypotetisk. Kommissionen har hævdet, at de på én gang alvorlige og højst sandsynlige konsekvenser for de berørte tjenestemænds privatliv af udbredelsen til offentligheden af disses identitet ikke kan undervurderes. Efter Kommissionens opfattelse udsætter en sådan udbredelse dem for uønskede eksterne kontakter, som ikke kun består i henvendelser fra journalister, men også kunne omfatte krænkelser af deres fysiske integritet såvel som udslag af chikane, herunder fra tilhængere af konspirationsteorier, hvoraf et ikke ubetydeligt antal omhandler covid-19-pandemien.
66. Kommissionen har med det andet klagepunkt påpeget, at Retten i den anden appellerede doms præmis 80 anerkendte, at der i den anden omtvistede afgørelse var blevet taget hensyn til den tekniske rolle, som medlemmerne af det fælles forhandlingsteam spillede i udbudsproceduren. Disse offentligt ansatte har nemlig hverken beslutningsbeføjelser i deres institution eller lederstillinger, hvorfor formålet med efterprøvelsen af deres upartiskhed har begrænset betydning.
67. Med det tredje klagepunkt har Kommissionen gjort gældende, at formålet med efterprøvelsen af upartiskheden hos det fælles forhandlingsteams medlemmer allerede var opfyldt i kraft af fremsendelsen af de anonymiserede versioner af erklæringerne om fravær af interessekonflikter. Det forhold, at samtlige dette teams medlemmer har underskrevet sådanne erklæringer, udgør i sig selv opfyldelsen af de forpligtelser til upartiskhed og uafhængighed, der er dem pålagt. Retten lagde imidlertid i den anden appellerede doms præmis 84 til grund, at den blotte omstændighed, at alle medlemmerne af det fælles forhandlingsteam har underskrevet en erklæring om fravær af interessekonflikter, ikke gør det muligt for borgeren selv at sikre sig, at disse medlemmer har varetaget deres hverv i fuld uafhængighed. Retten forudsatte med urette, at enhver borger til hver en tid kan indtage rollen som »uformel politibetjent«, der skal undersøge, om tjenestemændene er upartiske under udøvelsen af deres tekniske hverv. Unionens og medlemsstaternes retsorden overlader imidlertid denne opgave til de kompetente myndigheder såsom disciplinære myndigheder, politimyndigheder og anklagemyndigheder, som giver de relevante garantier for beskyttelsen af personoplysninger under undersøgelsen heraf, mens en almindelig borger omvendt ikke vil være i stand til at give sådanne garantier. Det følger heraf, at Retten burde have konkluderet, at det særligt alvorlige indgreb i privatlivets fred for det fælles forhandlingsteams medlemmer skulle have forrang for det formål, som de andre parter i appelsag C-632/24 P har påberåbt sig, nemlig at kontrollere disse medlemmers upartiskhed.
68. De andre parter i appelsag C-632/24 P har anført, at de af Kommissionen fremførte argumenter savner grundlag.
b) Vurdering
69. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement følger, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises. Domstolen har i denne henseende fastslået, at en appel åbenbart skulle afvises fra realitetsbehandling, da den savnede en sammenhængende struktur, begrænsede sig til generelle påstande og ikke indeholdt præcise angivelser af de punkter i den omtvistede afgørelse, der eventuelt måtte være behæftede med en retlig fejl (25).
70. Jeg må i den foreliggende sag konstatere, at Kommissionen i de to første klagepunkter vedrørende alvoren af indgrebet og den begrænsede betydning af det specifikke formål i samfundets interesse blot har henvist til det ræsonnement, som Retten fulgte, uden at anfægte det og uden at identificere præcist, hvilke af den anden appellerede doms præmisser der er behæftet med en retlig fejl. Disse to klagepunkter skal derfor afvises fra realitetsbehandling.
71. For så vidt angår det tredje klagepunkt vedrørende afvejningen af de foreliggende interesser har Kommissionen gjort gældende, at formålet med efterprøvelsen af upartiskheden hos det fælles forhandlingsteams medlemmer allerede var opfyldt i kraft af videregivelsen af de anonymiserede versioner af erklæringerne om fravær af interessekonflikter, og at det alene tilkommer de kompetente myndigheder, f.eks. disciplinære myndigheder, politimyndigheder og anklagemyndigheder, at opnå aktindsigt i de personoplysninger, der er nødvendige med henblik på efterprøvelse af fraværet af interessekonflikter.
72. Kommissionen har derved fremført samme type argumenter, som den har påberåbt sig i forbindelse med det andet anbringendes første led, og som efter min opfattelse skal forkastes i lyset af Domstolens praksis (26).
73. Kommissionen har ligeledes henvist til dom af 22. november 2022, Luxembourg Business Registers (27), hvori Domstolen i præmis 83 fastslog, at hvad angår afvejningen af alvoren af det indgreb, der følger af offentlighedens adgang til oplysninger om reelle ejere, i de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 8, påhviler bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme først og fremmest de offentlige myndigheder og enheder, såsom kreditinstitutter eller finansielle institutioner, som på grund af deres aktiviteter pålægges specifikke forpligtelser på dette område. Den foreliggende sag udgør imidlertid en anden retlig situation, idet den konkrete kontrol af, om Kommissionens tjenestemænd er upartiske, kan foretages såvel af de kompetente myndigheder som af offentligheden.
74. Jeg er derfor af den opfattelse, at det tredje klagepunkt skal forkastes som ugrundet.
75. Det følger heraf, at det andet anbringendes andet led dels skal forkastes som ugrundet, dels skal afvises.
76. Under disse omstændigheder foreslår jeg at forkaste det andet appelanbringende i sag C-632/24 P i sin helhed.
B. Det andet anbringende i sag C-631/24 P og det tredje anbringende i sag C-632/24 P
77. Ifølge Domstolens praksis fastsætter artikel 1 i forordning nr. 1049/2001, at denne har til formål at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter, med forbehold af en undtagelsesordning støttet på hensyn til offentlige eller private interesser, som skal fortolkes og anvendes strengt, da den fraviger det princip, der er opstillet i denne artikel. Blandt disse undtagelser til retten til aktindsigt er den, som er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2, første led, i henhold til hvilken EU-institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af »en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder«, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet. Når den pågældende institution beslutter at afslå en begæring om aktindsigt i et dokument, skal den i princippet give en forklaring på, hvorledes aktindsigt i dokumentet konkret og faktisk kunne være til skade for den interesse, som er beskyttet ved en undtagelse i den nævnte forordnings artikel 4, som institutionen har påberåbt sig. Risikoen for, at denne udbredelse kan være til skade for en sådan interesse, skal endvidere være rimeligt forudsigelig og må ikke være rent hypotetisk (28).
78. I den foreliggende sag fremgår det af de omtvistede afgørelser, at Kommissionen gav afslag på fuld aktindsigt i bestemmelserne om de berørte virksomheders ansvar i kontraktforhold for ikke at risikere at afsløre angiveligt følsomme forretningsoplysninger om de identificerede risici i forbindelse med gennemførelsen af de omhandlede aftaler og om de økonomiske tærskler, som de nævnte virksomheder accepterede i forhold til disse risici (29).
79. Det andet anbringende i sag C-631/24 P og det tredje anbringende i sag C-632/24 P, som i det væsentlige er ens, består af tre led, hvoraf det første vedrører muligheden for at vælge en strategisk adfærd over for de berørte virksomheder, det andet vedrører den konkurrencefordel, der gives disse virksomheders konkurrenter, og det tredje vedrører indvirkningerne på de nævnte virksomheders omdømme.
1. Det første led vedrørende muligheden for at vælge en strategisk adfærd over for de berørte virksomheder
a) Parternes argumenter
80. Kommissionen har gjort gældende, at Retten i den første appellerede doms præmis 157-161 og den anden appellerede doms præmis 160-164 forkastede den begrundelse, som Kommissionen havde anført i de omtvistede afgørelser, om, at et præcist kendskab til grænserne for den berørte virksomheds ansvar ville gøre det muligt at udvise en strategisk adfærd over for virksomheden, eftersom den kunne blive konfronteret med de økonomiske konsekvenser af talrige retssager, der blev anlagt urimeligt og uberettiget med det ene formål at modtage erstatning i forbindelse med brugen af dens vaccine.
81. Kommissionen har for det første gjort gældende, at den betragtning, som Retten anførte i den første appellerede doms præmis 158 og den anden appellerede doms præmis 161 (30), ikke sår tvivl om den i de omtvistede afgørelser angivne begrundelse for at give afslag på en mere omfattende udbredelse af bestemmelserne om erstatning til de berørte virksomheder, nemlig risikoen for, at en sagsøger udnytter disse bestemmelser i forbindelse med et erstatningssøgsmål, dette uafhængigt af den omstændighed, at de nævnte bestemmelser adskiller sig fra reglerne om kontrahentens ansvar.
82. Kommissionen har for det andet fremhævet, at Rettens konstatering i den første appellerede doms præmis 159 og den anden appellerede doms præmis 162 (31) er behæftet med en begrundelsesmangel og er åbenbart fejlagtig. Efter Kommissionens opfattelse beror de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser på nødvendigheden af at undgå at blive genstand for talrige erstatningssøgsmål. Selv om det antages, at den pågældende interesse begrænser sig til det enkle formål at undgå sådanne søgsmål, forklares det ikke i de appellerede dommes præmisser, hvorfor en sådan interesse skulle være beskyttelsesværdig. I øvrigt vedrører den retspraksis, der er nævnt i det andet punktum i hver af de nævnte præmisser, de konsekvenser, der kan opstå med hensyn til sagsomkostningerne i forbindelse med en retssag, mens de foreliggende sager ikke blot drejer sig om de økonomiske konsekvenser af et sådant søgsmål, men også om den indvirkning på producentens omdømme, der følger af en stigning i antallet af retssager (32).
83. Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at Rettens udsagn i den første appellerede doms præmis 160 og den anden appellerede doms præmis 163 (33) ligeledes er fejlagtige og fordrejer indholdet af de omtvistede afgørelser. Kommissionen har nemlig i disse afgørelser tydeligt angivet, at et præcist kendskab til grænserne for den berørte virksomheds ansvar kan være fremmende for en strategisk adfærd over for de berørte virksomheder.
84. De andre parter i appelsag C-631/24 P har gjort gældende, at de foreliggende anbringenders første led delvist skal afvises, og at det under alle omstændigheder skal forkastes som ugrundet. De andre parter i appelsag C-632/24 P har gjort gældende, at dette første led savner grundlag.
b) Vurdering
85. Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at ifølge Domstolens praksis kan aktindsigt i følsomme forretningsoplysninger vedrørende de involverede virksomheders forretningsstrategier, størrelsen af deres omsætning, deres markedsandele eller deres forretningsforbindelser være til skade for beskyttelsen af disse virksomheders forretningsmæssige interesser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001 (34).
86. For så vidt angår den første appellerede doms præmis 158 og den anden appellerede doms præmis 161 bør der sondres mellem på den ene side de betingelser, der regulerer de berørte virksomheders ifaldelse af ansvar, og som henhører under den nationale lovgivning, der gennemfører direktiv 85/374 (35), og på den anden side de erstatningsmekanismer, der er fastsat til fordel for disse virksomheder, og som består i, at medlemsstaterne godtgør de nævnte virksomheder pengebeløb, som sidstnævnte kunne blive dømt til at betale tredjeparter i erstatning i medfør af deres ansvar uden for kontraktforhold.
87. Selv om Retten i de appellerede dommes førnævnte præmisser med rette bemærkede, at anlæggelsen af erstatningssøgsmål kan medføre store omkostninger for de berørte virksomheder, herunder når disse søgsmål i sidste ende forkastes som ugrundede, forholder det sig i denne forbindelse ikke desto mindre således, at bestemmelserne om erstatning ikke kan ændre de betingelser, hvorpå tredjemænd, der eventuelt har lidt skade som følge af en defekt vaccine, kan anlægge erstatningssøgsmål mod disse virksomheder. Spørgsmålet om erstatning opstår nemlig først i en senere fase, når den berørte virksomheds ansvar er fastslået på grund af det pågældende produkts defekt, med henblik på at afgøre, om erstatningen til de skadelidte i sidste ende skal godtgøres af en medlemsstat. Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den lagde til grund, at tredjemands søgsmålsadgang ikke afhænger af erstatningsbestemmelsernes eksistens og indhold. Denne konstatering alene er efter min mening tilstrækkelig til at forkaste de foreliggende anbringenders første led.
88. For så vidt angår den første appellerede doms præmis 159 og 160 og den anden appellerede doms præmis 162 og 163 påpeger jeg, at indholdet heraf er medtaget for fuldstændighedens skyld, hvilket ses af det indledende ord »desuden«. De af Kommissionen fremførte argumenter imod disse præmisser i de appellerede domme skal følgelig forkastes som uvirksomme.
89. Jeg gør under alle omstændigheder opmærksom på, at ifølge Domstolens praksis kan den blotte, uunderbyggede indsigelse om en generel risiko for misbrug – i fraværet af enhver anden præcisering vedrørende karakteren af, genstanden for og omfanget af oplysninger i et dokument, hvori der er begæret aktindsigt, som kan oplyse Unionens retsinstanser om, hvorledes deres udbredelse konkret vil kunne skade de forretningsmæssige interesser for de personer, der er berørt af disse oplysninger, på en måde, der er rimeligt forudsigelig – ikke medføre, at disse oplysninger anses for at være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001 (36). I den foreliggende sag forekommer Kommissionens argument om en forhøjet risiko for tvister i tilfælde af fuldstændig udbredelse af erstatningsbestemmelsen imidlertid uunderbygget og har følgelig hypotetisk karakter (37).
90. Jeg foreslår følgelig, at de foreliggende anbringenders første led skal forkastes, idet det delvist er ugrundet, delvist er uvirksomt.
2. Det andet led vedrørende den konkurrencefordel, der gives de berørte virksomheders konkurrenter
a) Parternes argumenter
91. Kommissionen har anført, at Retten i den første appellerede doms præmis 162-166 og den anden appellerede doms præmis 165-169 forkastede den anden i de omtvistede afgørelser anførte begrundelse, hvorefter den fuldstændige udbredelse af bestemmelserne om erstatning og navnlig de bestemmelser, der fastsatte de præcise betingelser for, hvornår en erstatning fra medlemsstaten var udelukket, uundgåeligt ville afsløre »svage punkter« i den berørte virksomheds ansvarsdækning over for dennes konkurrenter, herunder konkurrenter, der ikke fremstillede vacciner, og give dem en konkurrencefordel, som de kunne udnytte, f.eks. i trykte reklamer og sammenlignende reklamer.
92. I denne henseende har Kommissionen anfægtet Rettens vurdering i den første appellerede doms præmis 163 og den anden appellerede doms præmis 166, ifølge hvilken bestemmelserne om erstatning var »kendt af offentligheden« inden vedtagelsen af den omtvistede afgørelse (38).
93. Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at den første appellerede doms præmis 164 og den anden appellerede doms præmis 167, hvorefter alle de omhandlede aftaler indeholder en bestemmelse om erstatning, som »på næsten samme måde« opregner de vigtigste specifikke situationer, hvor det ikke er muligt for den berørte virksomhed at opnå erstatning fra medlemsstaten, er en overforenkling og kilde til en fejlagtig konklusion, sammenholdt med indholdet af de bestemmelser, der er beskrevet i den første appellerede doms præmis 155 og den anden appellerede doms præmis 158.
94. Med hensyn til den første appellerede doms præmis 165 og den anden appellerede doms præmis 168 har Kommissionen gjort gældende, at Rettens konklusion ligeledes var fejlagtig. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til de argumenter, som den allerede har påberåbt sig i de foreliggende anbringenders første led. Retten foretog desuden en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, eftersom det ikke alene var de aktører, som havde indgået aftaler med Kommissionen, men også de øvrige konkurrenter, der fik den konkurrencefordel, som var beskrevet i de omtvistede afgørelser.
95. De andre parter i appelsag C-631/24 P og de andre parter i appelsag C-632/24 P har gjort gældende, at de foreliggende anbringenders andet led bør forkastes.
b) Vurdering
96. Hvad for det første angår Kommissionens argument om, at Retten med urette lagde til grund, at bestemmelserne om erstatning var »kendt i offentligheden«, konstaterer jeg, at Kommissionen har opfordret Domstolen til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder, selv om argumenter vedrørende de faktiske omstændigheder, undtagen i det tilfælde, hvor en appellant påberåber sig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, skal afvises fra realitetsbehandling (39).
97. Hvad for det andet angår Kommissionens argument om, at Retten med urette fastslog, at bestemmelserne om erstatning i de forskellige aftaler »overordnet set lignede hinanden«, påpeger jeg, at dette argument ligeledes vedrører Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder. Et sådant argument skal følgelig afvises fra realitetsbehandling. Under alle omstændigheder forekommer Rettens ræsonnement i den første appellerede doms præmis 164 og i den anden appellerede doms præmis 167 ikke at stride mod ræsonnementet i henholdsvis den første appellerede doms præmis 155 og den anden appellerede doms præmis 158, hvori Retten bemærkede, at størstedelen af situationerne »overordnet set lignede hinanden i de omhandlede aftaler« hvad angår de konkrete situationer, hvor det er aftalt, at erstatning fra medlemsstaten ikke er muligt.
98. Hvad for det tredje angår den første appellerede doms præmis 165 og den anden appellerede doms præmis 168 er det tilstrækkeligt at nævne, at de argumenter, der er fremført i forbindelse med de foreliggende anbringenders to første led, bør forkastes, hvormed Rettens konklusion i disse præmisser ikke er af fejlagtig karakter. Endvidere er der i punkt 2.1.4 i den første omtvistede afgørelse og punkt 2.2.4 i den anden omtvistede afgørelse (40) henvist til »de konkurrenter, hvis aftaler ikke indeholder erstatningsbestemmelser«. Det fremgår imidlertid af præmis 162 i den første appellerede dom og præmis 165 i den anden appellerede dom, at Retten anførte, at den anden begrundelse, der er anført i de omtvistede afgørelser, for at afslå fuldstændig udbredelse af bestemmelserne om erstatning, henviste til den pågældende virksomheds konkurrenter, herunder også dem, der ikke fremstiller vacciner. Retten tog derfor korrekt hensyn til Kommissionens begrundelse. Desuden fastslog Retten i præmis 165 i den første appellerede dom og i præmis 168 i den anden appellerede dom, at da alle de berørte virksomheder på grund af en identificeret og lovlig grund var omfattet af en bestemmelse om erstatning, indeholdt de omtvistede afgørelser intet element, der gjorde det muligt at konkludere, at risikoen for skade på de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser i tilfælde af en mere omfattende udbredelse af bestemmelsen om erstatning, bl.a. ved at give disse virksomheder en konkurrencemæssig fordel virksomhederne imellem, på tidspunktet for afgørelsens vedtagelse var rimeligt forudsigelig og ikke rent hypotetisk. Ved at anvende udtrykket »imellem« sondrede Retten således mellem de berørte virksomheder og de øvrige medicinalvirksomheder, herunder dem, der ikke fremstiller vacciner, og forholdt sig dermed til Kommissionens argument. Retten foretog derfor ikke en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, der var forelagt den til vurdering.
99. Jeg er følgelig af den opfattelse, at de foreliggende anbringenders andet led delvist skal afvises, delvist skal forkastes som ugrundet.
3. Det tredje led vedrørende indvirkningerne på de berørte virksomheders omdømme
a) Parternes argumenter
100. Kommissionen har gjort gældende med hensyn til det tredje argument, som den anførte i de omtvistede afgørelser, nemlig at et præcist kendskab til grænserne for de berørte virksomheders ansvar ville have indvirkninger på deres omdømme hos forbrugerne og hos deres eventuelle handelspartnere, at Retten forkastede det i den første appellerede doms præmis 168 og den anden appellerede doms præmis 171, idet den henviste til de samme begrundelser, som den havde anvendt i henholdsvis præmis 163-165 og præmis 166-168 i disse domme. Ifølge Kommissionen er en sådan henvisning, der er affattet i så generelle vendinger, i strid med den begrundelsespligt, der påhviler Retten.
101. Desuden har Retten foretaget en urigtig gengivelse af de oplysninger, som den rådede over, og den sammenhæng, hvori de omtvistede afgørelser blev vedtaget, idet den undlod at tage hensyn til det forhold, at de dokumenter, hvori der blev begæret aktindsigt, ikke var ensidige retsakter fra Kommissionen, men forretningsaftaler, som kan indeholde fortrolige oplysninger om såvel de berørte virksomheder som deres forretningsforbindelser, og at disse kontrakter havde det specifikke formål at regulere de gensidige forpligtelser mellem de kontraherende parter med hensyn til levering af et kommercielt produkt til medlemsstaterne.
102. De andre parter i appelsag C-631/24 P er af den opfattelse, at de foreliggende anbringenders tredje led delvist skal afvises, og at det under alle omstændigheder skal forkastes som ugrundet. De andre parter i appelsag C-632/24 P har bestridt de af Kommissionen fremførte argumenter.
b) Vurdering
103. Hvad angår den angivelige begrundelsesmangel i de appellerede domme vedrørende indvirkningerne på de berørte virksomheders omdømme hos forbrugerne og hos deres eventuelle handelspartnere påpeger jeg, at begrundelsespligten ifølge Domstolens faste praksis ikke pålægger Retten at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, idet begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at den gør det muligt for de berørte parter at få kendskab til den begrundelse, som Retten støtter sig på, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af en appel (41).
104. Det fremgår imidlertid klart af den første appellerede doms præmis 168 og den anden appellerede doms præmis 171, at Retten lagde til grund, at det af Kommissionen anførte argument om konsekvenserne for de berørte virksomheders omdømme var ugrundet, for så vidt som det hvilede på de samme grunde vedrørende risikoen for skade på de forretningsmæssige interesser som dem, der allerede er fremført i forbindelse med de foreliggende anbringenders andet led. Begrundelsen i disse præmisser gør det derfor i tilstrækkelig grad muligt at forstå, hvorfor Retten ikke tog dette argument til følge. Det følger heraf, at de nævnte præmisser ikke er behæftet med mangelfuld begrundelse.
105. For så vidt angår Kommissionens argument om, at Retten gav en ufuldstændig fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder, idet den undlod at tage hensyn til baggrunden for eller den forretningsmæssige art af de omhandlede aftaler, har Kommissionen ikke henvist til noget sted i de appellerede domme, hvor Retten skulle have foretaget en sådan urigtig gengivelse. Dette argument skal derfor afvises. Under alle omstændigheder kan jeg konstatere, at Retten i præmis 106 i den anden appellerede dom har anført, at for så vidt angår anbringendet om, at undtagelsen vedrørende beskyttelse af virksomheders forretningsmæssige interesser ikke fandt anvendelse, var de omhandlede kontrakter af en vis betydning og kunne indeholde følsomme fortrolige oplysninger vedrørende de berørte virksomheder og deres forretningsforbindelser i den forstand, der fremgår af den retspraksis, som er nævnt i den nævnte doms præmis 100. I præmis 33 i den første appellerede dom henviste Retten til samme retspraksis.
106. Jeg er følgelig af den opfattelse, at de foreliggende anbringenders tredje led delvist skal forkastes som ugrundet og delvist skal afvises.
107. Under disse omstændigheder forekommer det andet anbringende i sag C-631/24 P og det tredje anbringende i sag C-632/24 P mig at skulle delvist afvises og delvist forkastes som ugrundede.
VII. Forslag til afgørelse
108. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at forkaste det andet anbringende i sag C-631/24 P og det andet og det tredje anbringende i sag C-632/24 P.
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).
3 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 23.10.2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).
4 – Forordning om aktivering af nødhjælp i medfør af forordning (EU) 2016/369 og om ændring af bestemmelserne heri under hensyntagen til covid-19-udbruddet (EUT 2020, L 117, s. 3).
5 – Rådets forordning af 15.3.2016 om ydelse af nødhjælp i Unionen (EUT 2016, L 70, s. 1).
6 – COM(2020) 245 final.
7 – I henhold til denne bestemmelse gives der afslag på aktindsigt i dokumenter, der er udarbejdet af en institution til internt brug eller modtaget af en institution, og som vedrører en sag, hvori der endnu ikke er truffet afgørelse af institutionen, hvis dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, medmindre der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af dokumentet.
8 – Artikel 8 i forordning nr. 1049/2001 med overskriften »Behandling af genfremsatte begæringer« fastsætter i stk. 3: »Har institutionen ikke afgivet svar inden for den fastsatte frist, anses dette for et afslag på begæringen, og den, der har fremsat begæringen, kan herefter iværksætte domstolsprøvelse af institutionens beslutning og/eller klage til Ombudsmanden efter reglerne i EF-traktaten.«
9 – Jf. den første appellerede doms præmis 12 med henblik på en mere detaljeret beskrivelse af de omhandlede dokumenter.
10 – Jf. den anden appellerede doms præmis 7 med henblik på en mere detaljeret beskrivelse af den anden oprindelige begæring.
11 – Jf. Rettens dom af 15.7.2015, Dennekamp mod Parlamentet (T-115/13, EU:T:2015:497, præmis 61).
12 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 18.12.2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1).
13 – Dom af 16.7.2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA (C-615/13 P, herefter »ClientEarth-dommen«, EU:C:2015:489).
14 – Jf. dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Bavarian Lager (C-28/08 P, EU:C:2010:378, præmis 49).
15 – Jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Bavarian Lager (C-28/08 P, EU:C:2010:378, præmis 57).
16 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).
17 – I henhold til denne bestemmelse skal »[b]egæring om aktindsigt […] indgives i skriftlig form, herunder elektronisk form, på et af de i EF-traktatens artikel 314 omhandlede sprog og være affattet tilstrækkelig præcist til, at institutionen kan identificere det ønskede dokument. Den, der fremsætter begæringen, er ikke forpligtet til at begrunde denne«.
18 – Denne betragtning lyder: »Når andre modtagere etableret i Unionen end Unionens institutioner og organer ønsker at få fremsendt personoplysninger til dem fra Unionens institutioner og organer, bør disse modtagere påvise, at det er nødvendigt at få oplysningerne fremsendt enten af hensyn til udførelsen af en opgave, der udføres i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som de har fået pålagt. Alternativt bør disse modtagere påvise, at fremsendelsen er nødvendig for et specifikt formål i samfundets interesse, og den dataansvarlige bør fastslå, om der er nogen grund til at formode, at det vil skade den registreredes legitime interesser. I sådanne tilfælde bør den dataansvarlige påviseligt afveje de forskellige foreliggende interesser med henblik på at vurdere forholdsmæssigheden af den anmodede fremsendelse af personoplysninger. Det specifikke formål i samfundets interesse kan vedrøre gennemsigtigheden i Unionens institutioner og organer.«
19 – Jf. dom af 1.8.2022, Vyriausioji tarnybinės etikos komisija (C-184/20, EU:C:2022:601, præmis 74-76).
20 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1027/2012 af 25.10.2012 (EUT 2012, L 316, s. 38).
21 – I denne bestemmelses sidste afsnit hedder det, at »[m]edlemmerne af bestyrelsen, udvalgsmedlemmerne, rapportørerne og de eksperter, der deltager i agenturets møder og arbejdsgrupper, [på hvert møde afgiver] en erklæring om interesser, der vil kunne anses for at skade deres uafhængighed i forhold til dagsordenspunkterne. Erklæringerne skal gøres offentligt tilgængelige« (min fremhævelse).
22 – T-115/13, EU:T:2015:497, præmis 61.
23 – Jf. i denne retning dom af 21.3.2024, Landeshauptstadt Wiesbaden (C-61/22, EU:C:2024:251, præmis 83 og 84 og den deri nævnte retspraksis).
24 – Jf. punkt 57 i dette forslag til afgørelse.
25 – Jf. i denne retning dom af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex (C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).
26 – Jf. punkt 62 og 63 i dette forslag til afgørelse.
27 – C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912.
28 – Jf. dom af 16.1.2025, Kommissionen mod Pollinis France (C-726/22 P, EU:C:2025:17, præmis 61-63 og den deri nævnte retspraksis).
29 – Jf. den første appellerede doms præmis 146 og den anden appellerede doms præmis 150.
30 – I disse præmisser lagde Retten til grund, at selv om et erstatningssøgsmål mod et selskab utvivlsomt kan medføre store omkostninger, hvad enten det drejer sig om økonomiske ressourcer, tid eller personale, bl.a. når sagsøgte efterfølgende frifindes, hviler retten for tredjemænd, der eventuelt har lidt skade som følge af en defekt vaccine, til at anlægge erstatningssøgsmål mod de berørte virksomheder på den nationale lovgivning, der gennemfører Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.7.1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT 1985, L 210, s. 29), idet denne søgsmålsadgang ikke afhænger af erstatningsbestemmelsernes eksistens og indhold.
31 – Retten lagde i disse præmisser til grund, at de berørte virksomheders interesse i at undgå erstatningssøgsmål, såfremt de faktisk har produceret en defekt vaccine og bragt den i omsætning, ikke kan anses for at udgøre en »forretningsmæssig interesse«, og den udgør under alle omstændigheder ikke en beskyttelsesværdig interesse, navnlig henset til den adgang, som enhver har til at kræve erstatning for skade, der er påført vedkommende som følge af et defekt produkt.
32 – Retten fremhævede heri, at »[ø]nsket om at undgå at blive udsat for større omkostninger i forbindelse med en retssag ikke en interesse, der er beskyttet i henhold til artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001 (jf. i denne retning dom af 28.6.2019, Intercept Pharma og Intercept Pharmaceuticals mod EMA, T-377/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:456, præmis 55 og 56)«.
33 – I henhold til disse præmisser indeholder de omtvistede afgørelser intet, der gør det muligt at konkludere, at en mere omfattende udbredelse af mekanismen for erstatning til de berørte virksomheder kunne danne grundlag for sagsanlæg mod disse virksomheder.
34 – Jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW (C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).
35 – Som Domstolen har anført i denne henseende, fastsætter artikel 1 og 4 i direktiv 85/374, sammenholdt med første betragtning hertil, princippet om producentens objektive ansvar for skader, som er forårsaget af et produkts defekt, der i henhold til dette direktivs artikel 6 defineres således, at dette produkt ikke frembyder den sikkerhed, som en forbruger med rette kan forvente under hensyntagen til alle omstændigheder (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Sanofi Pasteur, C-338/24, EU:C:2026:248, præmis 29).
36 – Jf. i denne retning dom af 29.10.2020, Intercept Pharma og Intercept Pharmaceuticals mod EMA (C-576/19 P, EU:C:2020:873, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
37 – I forbindelse med sin appel i sag C-631/24 P har Kommissionen således gjort gældende, at den i sit svarskrift for Retten i den sag, der gav anledning til den første appellerede dom, har fremlagt kvantificerede elementer. Det fremgår imidlertid af den pågældende passage i dette svarskrift, at Kommissionen blot hævdede, at »risikoen for en massiv retssag anlagt af forbrugerne imod vaccineproducenterne ikke er abstrakt, og at der, i betragtning af at mere end 70% af Europas indbyggere (dvs. 447,2 mio. mennesker) har fået mindst en dosis vaccine på nuværende tidspunkt, er risiko for meget store økonomiske konsekvenser for en enkelt virksomhed«.
38 – Ifølge disse præmisser i de appellerede domme var grunden til, at bestemmelserne om erstatning blev indsat i de omhandlede aftaler, som var at kompensere for de risici, som de berørte virksomheder var udsat for i forbindelse med den kortere frist for udvikling af vacciner, kendt af offentligheden inden vedtagelsen af de omtvistede afgørelser.
39 – Jf. dom af 12.9.2024, Anglo Austrian AAB mod ECB og Far-East (C-579/22 P, EU:C:2024:731, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).
40 – Det fremgår af disse punkter, at »den fuldstændige udbredelse af aftalernes bestemmelser om erstatning og navnlig de bestemmelser, der fastsatte de præcise betingelser for, hvornår leverandøren ikke kan opnå erstatning, uundgåeligt [ville] afsløre de »svage punkter« i den berørte virksomheds ansvarsdækning over for dennes konkurrenter, nemlig alle lægemiddelvirksomhederne, herunder dem, der ikke fremstiller vacciner, og give dem en konkurrencefordel, som de kunne udnytte yderligere (f.eks. i trykte reklamer og sammenlignende reklamer). Dette ville åbenlyst være tilfældet for de konkurrenter, hvis aftaler ikke indeholder en erstatningsbestemmelse, men hvis dækning i kraft af en generel ansvarsforsikring vedrørende defekte produkter er kendt af offentligheden«.
41 – Jf. dom af 20.6.2024, EUIPO mod Indo European Foods (C-801/21 P, EU:C:2024:528, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).