Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)
3. september 2026 (*)
» Appel – dumping – gennemførelsesforordning (EU) 2021/1100 – import af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet – endelig antidumpingtold – beregning af den normale værdi – rimelig sammenligning – forordning (EU) 2016/1036 – artikel 2, stk. 5 – artikel 2, stk. 10, litra j) – justeringer – valutaomregning – risikoafdækningsgevinster og ‑tab – artikel 18, stk. 3 og 6 – de pågældendes samarbejde «
I sag C-499/24 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 17. juli 2024,
Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları TAŞ, Istanbul (Tyrkiet),
İskenderun Demir ve Çelik AŞ, Payas (Tyrkiet),
Erdemir Çelik Servis Merkezi Sanayi ve Ticaret AŞ, Gebze (Tyrkiet),
ved advocaten J. Cornelis og F. Graafsma,
appellanter,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen først ved G. Gattinara, G. Luengo og J. Zieliński, derefter ved Gattinara og Zieliński, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),
sammensat af dommerne E. Regan, som fungerende afdelingsformand for Tiende Afdeling, D. Gratsias og B. Smulders (refererende dommer),
generaladvokat: R. Norkus,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 20. november 2025,
afsagt følgende
Dom
1 Med appellen har Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları TAȘ, İskenderun Demir ve Çelik AȘ og Erdemir Çelik Servis Merkezi Sanayi ve Ticaret AŞ (herefter henholdsvis »Erdemir«, »Isdemir« og »Ersem«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 8. maj 2024, Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları m.fl. mod Kommissionen (T-629/21, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:303), hvorved Retten frifandt Kommissionen i deres søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1100 af 5. juli 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet (EUT 2021, L 238, s. 32, herefter »den omtvistede forordning«).
Retsforskrifter
Folkeretten
2 Ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1), godkendte Rådet for Den Europæiske Union overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994, samt de aftaler, der er opført i bilag 1-3 til denne overenskomst, iblandt hvilke indgår aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (EFT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«).
3 Antidumpingaftalens artikel 2, der har overskriften »Konstatering af dumping«, bestemmer følgende:
»2.1. I denne aftale anses en vare for at være en dumpingvare, dvs. bragt i handelen i et andet land til en pris, der er lavere end varens normale pris, hvis eksportprisen på den vare, der udføres fra et land til et andet, er lavere end den tilsvarende pris for samme vare i normal handel, når den er bestemt til forbrug i eksportlandet.
2.2. [...]
2.2.1. Salg af samme vare på eksportlandets hjemmemarked eller eksportsalg til et tredjeland til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne (fast[e] og variable) pr. enhed med et tillæg til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger kan anses for ikke at have fundet sted i normal handel i prismæssig henseende, og der kan kun ses bort herfra ved fastsættelsen af den normale værdi, hvis myndighederne [...] fastslår, at sådanne salg har fundet sted i en længere periode [...] i betydelige mængder [...] og til priser, som ikke giver dækning for alle omkostninger inden for en rimelig periode. Hvis priser, som på salgstidspunktet er lavere end omkostningerne pr. enhed, er højere end de vejede gennemsnitlige omkostninger pr. enhed i undersøgelsesperioden, skal sådanne priser anses for at give dækning for omkostningerne inden for en rimelig periode.
2.2.1.1. Med henblik på stk. 2 beregnes omkostningerne normalt på grundlag af regnskabsbøger, der føres af den eksportør eller producent, der er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne regnskabsmæssige oplysninger er i overensstemmelse med almindeligt accepterede bogføringsprincipper i eksportlandet og på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare. Myndighederne tager hensyn til alle foreliggende oplysninger om den rette fordeling af omkostningerne, herunder oplysninger, der fremlægges af eksportøren eller producenten i løbet af undersøgelsen, forudsat at eksportøren eller producenten traditionelt har foretaget en sådan fordeling, navnlig i forbindelse med fastsættelsen af passende afskrivnings- og nedskrivningsperioder og fradrag for anlægsudgifter og udviklingsomkostninger. Medmindre det allerede afspejles i omkostningsfordelingen i henhold til dette afsnit, foretages der en passende justering for at tage hensyn til de ikke tilbagevendende omkostningsposter, som er til gunst for den fremtidige og/eller nuværende produktion, eller til omstændigheder, hvor startomkostninger i forbindelse med aktiviteter i undersøgelsesperioden påvirker omkostningerne [...]
2.2.2. Med henblik på stk. 2 fastsættes beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste på grundlag af de faktiske omkostninger, der påløber i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede eksportørs eller producents produktion og salg i normal handel af samme vare. Kan disse beløb ikke fastsættes på dette grundlag, kan de fastsættes på grundlag af:
i) den pågældende eksportørs eller producents faktiske omkostninger og fortjeneste i forbindelse med produktion og salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked;
ii) det vejede gennemsnit af andre af undersøgelsen omfattede eksportørers eller producenters faktiske omkostninger og fortjeneste i forbindelse med produktion og salg af samme vare på oprindelseslandets hjemmemarked;
iii) enhver anden rimelig metode under forudsætning af, at det derved fastsatte beløb til dækning af fortjeneste ikke overstiger den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked.
[...]
2.4. De[r] foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled, normalt ab fabrik, og for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt. Der tages i hvert enkelt tilfælde behørigt hensyn til forskelle, der har betydning for prisernes sammenlignelighed, herunder forskelle i salgsvilkår, beskatning, handelsled, mængder og fysiske egenskaber samt alle andre forskelle, om hvilke det også påvises, at de har betydning for prisernes sammenlignelighed [...]. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3, bør der også tages hensyn til omkostninger, herunder told og afgifter, der er påløbet mellem indførsel og videresalg, samt til fortjeneste. Er prisernes sammenlignelighed blevet berørt i disse tilfælde, fastsætter myndighederne den normale værdi i et handelsled, der svarer til det, der er gældende for den beregnede eksportpris, eller de foretager de fornødne justeringer i henhold til dette stykke. Myndighederne tilkendegiver over for de pågældende parter, hvilke oplysninger der er nødvendige for at sikre en rimelig sammenligning, og de undlader i den forbindelse at pålægge nævnte parter en urimelig bevisbyrde.
2.4.1. Nødvendiggør sammenligningen i henhold til stk. 4 en valutaomregning, anvendes til en sådan omregning vekselkursen på salgsdatoen [...], dog således, at når salg af udenlandsk valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg, anvendes vekselkursen, som er gældende for dette terminssalg. Der ses bort fra svingninger i vekselkurserne, og i en undersøgelse indrømmer myndighederne eksportørerne en frist på mindst 60 dage til at justere deres eksportpriser, så de afspejler vedvarende bevægelser i vekselkurserne i undersøgelsesperioden.
2.4.2. Under hensyntagen til bestemmelserne i stk. 4 om en rimelig sammenligning skal forekomsten af dumpingmargener i undersøgelsesfasen normalt fastslås på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle sammenlignelige eksporttransaktioner eller ved en sammenligning mellem den normale værdi og eksportpriserne på grundlag af hver enkelt transaktion. [...]
[...]«
EU-retten
4 27. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«), har følgende ordlyd:
»Det er nødvendigt at fastsætte, at der for parter, der ikke samarbejder på tilfredsstillende måde, kan anvendes andre oplysninger til fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, samt at sådanne oplysninger kan være mindre gunstige for en sådan part, end hvis den pågældende havde været rede til at samarbejde.«
5 Grundforordningens artikel 2 med overskriften »Konstatering af dumping« bestemmer:
»A. Normal værdi
1. Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.
[...]
3. Sælges samme vare ikke eller ikke i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller muliggør et sådant salg ikke en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for samme vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative.
[...]
5. Omkostningerne beregnes normalt på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og det påvises, at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.
Hvis omkostninger forbundet med produktion og salg af den vare, der er omfattet af undersøgelsen, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.
En fordeling af omkostninger, der beror på en fast praksis, kan lægges til grund. Omkostninger fordeles i øvrigt på grundlag af omsætningen, medmindre en anden fremgangsmåde er mere berettiget. En passende regulering af omkostningsfordelingen foretages med hensyn til engangsomkostninger, som begunstiger den fremtidige og/eller nuværende produktion, medmindre der i omkostningsfordelingen i henhold til dette afsnit allerede er taget hensyn hertil.
[...]
6. Beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste fastsættes på grundlag af de faktiske omkostninger, der påløber i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede eksportørs eller producents produktion og salg i normal handel af samme vare. Kan disse beløb ikke fastsættes på dette grundlag, kan de fastsættes på grundlag af:
a) det vejede gennemsnit af de faktiske beløb, der er fastsat for andre eksportører eller producenter, som er omfattet af undersøgelsen, for så vidt angår produktion og salg af samme vare på oprindelseslandets hjemmemarked
b) de faktiske beløb, som påløber hos den pågældende eksportør eller producent på oprindelseslandets hjemmemarked i forbindelse med produktion og salg i normal handel af varer inden for samme generelle kategori
c) enhver anden rimelig metode under forudsætning af, at det derved fastsatte beløb til dækning af fortjeneste ikke overstiger den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked.
[...]
B. Eksportpris
[...]
C. Sammenligning
10. Der foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt og med behørig hensyntagen til andre forskelle, som berører sammenligneligheden af priser. Når den normale værdi og den konstaterede eksportpris ikke er umiddelbart sammenlignelige, tages der i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer behørigt hensyn til forskelle i faktorer, der påstås og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed. Enhver dobbeltjustering skal undgås, navnlig i henseende til rabatter, afslag, mængder og handelsled. Er de fastsatte betingelser herfor opfyldt, kan der foretages justeringer for følgende faktorer:
[...]
j) Valutaomregning
Nødvendiggør prissammenligningen en valutaomregning, anvendes til en sådan omregning vekselkursen på salgsdatoen, undtagen når salg af udenlandsk valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg, i hvilket tilfælde vekselkursen, som er gældende for dette terminssalg, anvendes. Normalt bør salgsdatoen være fakturadatoen, men datoen på kontrakten, indkøbsordren eller ordrebekræftelsen kan anvendes, hvis de væsentlige salgsbetingelser mere korrekt fremgår af disse dokumenter. Der ses bort fra svingninger i vekselkurserne, og eksportørerne indrømmes 60 dage til at justere deres priser, så de afspejler vedvarende bevægelser i vekselkurserne i undersøgelsesperioden.
[...]«
6 Denne forordnings artikel 6 med overskriften »Undersøgelse« foreskriver:
»1. Efter indledningen af proceduren iværksætter [Europa-]Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne en undersøgelse på [planet for Den Europæiske Union]. En sådan undersøgelse omfatter både dumping og den deraf følgende skade, og disse spørgsmål undersøges samtidig.
For at sikre, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative, vælges der en undersøgelsesperiode, som for så vidt angår dumping normalt skal omfatte en periode på mindst seks måneder umiddelbart forud for indledningen af proceduren.
Oplysninger, der vedrører en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, tages normalt ikke i betragtning.
2. Parter, som modtager spørgeskemaer, der anvendes som led i en antidumpingundersøgelse, indrømmes en svarfrist på mindst 30 dage. Fristen for eksportørerne regnes fra datoen for modtagelsen af spørgeskemaet, der med henblik herpå anses for at være modtaget [1] uge fra den dag, på hvilken det blev afsendt til eksportøren eller blev overgivet til den pågældende diplomatiske repræsentant for eksportlandet. Under behørig hensyntagen til de frister, der gælder for undersøgelsen, kan der indrømmes en forlængelse af ovennævnte frist på 30 dage, forudsat at den pågældende part giver en god begrundelse for en sådan forlængelse i form af de særlige omstændigheder, der gør sig gældende.
[...]«
7 Nævnte forordnings artikel 16 med overskriften »Kontrolbesøg« er affattet således:
»1. Anser Kommissionen det for påkrævet, aflægger den besøg hos importører, eksportører, handlende, repræsentanter, producenter samt erhvervssammenslutninger og ‑organisationer for at undersøge disses optegnelser og efterprøve oplysninger, der er indgivet om dumping og skade. Foreligger der ikke et behørigt svar i rette tid, kan Kommissionen undlade at gennemføre et kontrolbesøg.
2. Kommissionen kan om nødvendigt foretage undersøgelser i tredjelande, forudsat at de berørte virksomheder giver deres samtykke hertil, at repræsentanterne for det pågældende lands regering underrettes, og sidstnævnte ikke modsætter sig undersøgelsen. Så snart Kommissionen har modtaget de berørte virksomheders samtykke, skal Kommissionen meddele myndighederne i eksportlandet navnene og adresserne på de virksomheder, der skal besøges, samt de aftalte datoer.
3. De pågældende virksomheder underrettes om arten af de oplysninger, der skal efterprøves under kontrolbesøget, og om eventuel yderligere dokumentation, der er behov for at fremlægge under et sådant besøg, om end dette ikke udelukker, at der under kontrolbesøget på grundlag af de indhentede oplysninger fremsættes anmodning om nærmere enkeltheder.
[...]«
8 Samme forordnings artikel 18 med overskriften »Manglende samarbejde« har følgende ordlyd:
»[...]
3. Selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, ses der ikke bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og den pågældende part har handlet efter bedste evne.
[...]
6. Er en berørt part ikke rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat af undersøgelsen, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.«
Tvistens baggrund
9 Tvistens baggrund er fremstillet således i den appellerede doms præmis 2-10.
»2 [Appellanterne] er tyrkiske selskaber. Erdemir og Isdemir driver virksomhed inden for produktion og salg af varmvalsede flade produkter. Ersem er deres forretningsmæssigt forbundne forhandler.
3 Den 14. maj 2020 indledte Europa-Kommissionen en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål (»den pågældende vare«) med oprindelse i Tyrkiet (herefter »undersøgelsen«).
4 Denne undersøgelse omfattede perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af tendenser af relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2016 til udgangen af undersøgelsesperioden. [Appellanterne] fremsatte deres skriftlige bemærkninger i løbet af undersøgelsen.
5 [Appellanterne] blev udvalgt blandt de tyrkiske eksportører, der blev udtaget til stikprøven, og besvarede spørgeskemaet den 7. juli 2020 samt en anmodning om supplerende oplysninger henholdsvis den 10. september 2020 (Erdemir), den 10. september 2020 (Isdemir) og den 21. september 2020 (Ersem).
6 Fra den 28. september til den 9. oktober 2020 gennemførtes et krydstjek uden kontrolbesøg.
7 Den 6. januar 2021 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/9 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet (EUT 2021, L 3, s. 4), hvorved [appellanternes] eksport til Unionen af den pågældende vare blev pålagt en midlertidig antidumpingtold på 5,4%.
8 Den 23. april 2021 meddelte Kommissionen [appellanterne] de faktiske omstændigheder og endelige betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at indføre en endelig antidumpingtold.
9 Den 6. maj 2021 meddelte Kommissionen [appellanterne] de endelige supplerende konklusioner, på grundlag af hvilke den antidumpingtold, som den påtænkte at pålægge disse selskaber, blev ændret til 5%. [Appellanterne] indgav deres bemærkninger til disse konklusioner den 10. maj 2021.
10 Den 5. juli 2021 vedtog Kommissionen den [omtvistede] forordning om indførelse af en antidumpingtold på 5% på importen til Unionen af den pågældende vare fremstillet af [appellanterne].«
Sagen for Retten og den appellerede dom
10 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 2021 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.
11 Appellanterne fremsatte fire anbringender til støtte for annullationssøgsmålet. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, artikel 2, stk. 10, første til tredje og femte punktum, samt artikel 2, stk. 10, litra j). Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), af antidumpingaftalens artikel 2.4 og af princippet om god forvaltningsskik som følge af Kommissionens afslag på at justere for risikoafdækningsgevinster og ‑tab. Med det tredje anbringende gjorde appellanterne gældende, at der var sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5 og 6, og artikel 2, stk. 10, første til tredje punktum. Endelig vedrørte det fjerde anbringende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2 stk. 6, og af antidumpingaftalens artikel 2.2.2.
12 Ved den appellerede dom forkastede Retten disse fire anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.
Parternes påstande for Domstolen
13 Appellanterne har i deres appelskrifter nedlagt følgende påstande:
– Principalt:
– Den appellerede dom ophæves.
– Den omtvistede forordning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.
– Subsidiært:
– Sagen hjemvises sagen til Retten.
– Afgørelsen om sagsomkostningerne i begge instanser udsættes.
14 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Om appellen
15 Appellanterne har fremsat otte anbringender til støtte for appellen. Det første anbringende vedrører en manglende begrundelse og en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), som følge af en urigtig fortolkning af appellanternes argument i første instans om, at alle taloplysningerne var blevet fremlagt i samme valuta, og at Kommissionens supplerende omregning derfor var unødvendig. Til støtte for det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at forpligtelsen til at tage hensyn til WTO-aftalerne ved fortolkningen af grundforordningens bestemmelser er blevet tilsidesat. Med det tredje anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), ved at fastslå, at denne forordnings artikel 2, stk. 5, ikke fastsætter en pligt til at anvende en bestemt valutakurs. Med det fjerde anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten gengav beviserne urigtigt ved at fastslå, at appellanterne havde anmodet om og givet samtykke til en månedlig omregning, og at de selv anvendte en sådan omregning. Med det femte anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den pålagde en urimelig bevisbyrde ved at kræve tilvejebringelse af nye oplysninger om produktionsomkostningerne i tyrkiske lira. Det sjette anbringende vedrører en urigtig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Det syvende anbringende vedrører en manglende begrundelse af den appellerede dom, idet Retten undlod at behandle en del af de argumenter, som appellanterne gjorde gældende i første instans. Endelig har appellanterne med det ottende anbringende gjort gældende, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af Domstolens og Rettens praksis vedrørende den oplysningspligt, som påhviler de eksporterende producenter, der er genstand for en antidumpingundersøgelse, og tillagde denne forpligtelse en rækkevidde, som risikerer at undergrave Kommissionens forpligtelse til at udvise omhu og til god forvaltning.
Det første anbringende
Parternes argumenter
16 Med det første anbringende har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt i den appellerede doms præmis 45, 47-49 og 68, for så vidt som anlagde en urigtig fortolkning det argument, som de havde fremført i første instans om, at valutaomregning kun kan foretages, når den er nødvendig, og foretog en urigtig anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j).
17 Ifølge appellanterne undersøgte Retten, om valutaomregning generelt er nødvendig, selv om appellanterne allerede havde omregnet alle de transaktioner, der ikke var udtrykt i amerikanske dollars (USD), til denne valuta, der er deres regnskabsvaluta, med henblik på bogføringen heraf på transaktionsdatoen. Det var Kommissionens efterfølgende omregning, som var anfægtet ved Retten, eftersom denne omregning ikke er nødvendig for at foretage en rimelig sammenligning. Alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for prissammenligningen (hjemmemarkedssalg, eksportsalg, produktionsomkostninger samt tal om salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger) var angivet i amerikanske dollars, hvorfor det var unødvendigt at foretage en omregning i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Kommissionens anden omregning var derfor overflødig og dermed i strid med denne bestemmelse.
18 Retten behandlede imidlertid ikke behovet for denne anden valutaomregning i lyset af de kriterier, som den fastsatte, hvorefter det tilkommer Kommissionen at begrunde de omregninger, der foretages med hensyn til eksportsalg, hjemmemarkedssalg og produktionsomkostninger. Denne undladelse udgør en manglende begrundelse og en urigtig anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Undladelsen angår ligeledes den appellerede doms præmis 68, hvorefter produktionsomkostningerne skulle omregnes til tyrkiske lira, eftersom det blev anset for at være nødvendigt at omregne eksportpriserne og den normale værdi til denne valuta for at sikre en rimelig sammenligning som omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 10.
19 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet og irrelevant.
Domstolens bemærkninger
20 I henhold til fast retspraksis skal begrundelsen for en dom klart og utvetydigt angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (dom af 13.1.2022, Tyskland – Ville de Paris m.fl. mod Kommissionen, C-177/19 P – C-179/19 P, EU:C:2022:10, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.11.2024, LE mod Kommissionen, C-781/22 P, EU:C:2024:960, præmis 73).
21 Det følger i øvrigt af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), at der kan foretages en justering i form af en valutaomregning for at sikre en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi.
22 I det foreliggende tilfælde behandlede Retten, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, spørgsmålet om nødvendigheden af den »efterfølgende« valutaomregning svarende til den anden omregning, som appellanterne har omtalt. Inden Retten i den appellerede doms præmis 49 vurderede, om denne omregning var lovlig, fastslog den således klart, at appellanterne havde fremlagt oplysninger fra deres regnskaber omregnet til amerikanske dollars. I den appellerede doms præmis 44 fastslog Retten således, at der var enighed mellem parterne om, at amerikanske dollars var appellanternes væsentligste regnskabsmæssige valuta. I den appellerede doms præmis 45 anførte Rette, at »på grundlag af [appellanternes] regnskabsmæssige rapporter omregnede Kommissionen oplysninger angivet i amerikanske dollars, dvs. hjemmemarkedssalget, eksportsalget, justeringerne af salget og produktionsomkostningerne, via euro, samt det eksportsalg, som [appellanterne] havde angivet i euro, til tyrkiske lira«. Derefter anførte Retten i den appellerede doms præmis 46, at Kommissionen havde begrundet »disse omregninger« i 127. betragtning til den omtvistede forordning. I denne betragtning anførte Kommissionen i det væsentlige for det første, at den havde konstateret, at appellanterne foretog transaktioner i amerikanske dollars, euro og tyrkiske lira, og at valutaomregninger derfor var nødvendige for at udtrykke værdierne i én valuta, således at de kunne sammenlignes. For det andet nævnte Kommissionen, at den ikke bestred, at appellanterne selv havde omregnet alle værdier til amerikanske dollars, da denne valuta var deres regnskabsvaluta. Denne institution fandt det ikke desto mindre hensigtsmæssigt at anvende det pågældende lands valuta, dvs. tyrkiske lira, til sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen.
23 I den appellerede doms præmis 47 fastslog Retten, at en valutaomregning var nødvendig for at foretage en sådan rimelig sammenligning, eftersom appellanternes eksportsalg til EU, som de havde medgivet, blev gennemført i euro og amerikanske dollars, selv om alle tidligere salgsfakturaer, med undtagelse af en faktura fra Ersem, var angivet i tyrkiske lira, idet amerikanske dollars kun var anført som supplerende valuta. Når fakturaen var betalt, blev betalingen endvidere anført i den ene af disse valutaer.
24 Herved tilsidesatte Retten ikke grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Denne bestemmelse pålagde nemlig ikke Kommissionen at tage hensyn til den valuta, som appellanterne havde oplyst, at de anvendte til deres regnskabsmæssige transaktioner. Som Retten med føje fastslog i den appellerede doms præmis 48, pålægger grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), ikke denne institution at omregne valutaen for eksportsalget til den af den eksporterende producent ønskede valuta, når en sådan omregning er nødvendig. Den omstændighed, at appellanterne selv havde foretaget en valutaomregning med henblik på regnskaberne, er således ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at Kommissionen tilsidesatte denne bestemmelse, da den i medfør af nævnte bestemmelse omregnede til en anden valuta end den, som appellanterne havde valgt.
25 Det fremgår af disse betragtninger, at Retten i modsætning til det af appellanterne anførte foretog en konkret og ikke generel undersøgelse af, om Kommissionens »anden omregning«, dvs. omregningen til tyrkiske lira, var nødvendig i det foreliggende tilfælde. Retten undersøgte ligeledes konkret, om de beviser, som Kommissionen havde fremlagt, overholdt de kriterier, som Retten fastlagde i bl.a. den appellerede doms præmis 40, 42 og 43.
26 Herved opfyldte Retten sin begrundelsespligt og tilsidesatte ikke grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j).
27 Det første anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende
Parternes argumenter
28 Det andet anbringende er rettet mod den appellerede doms præmis 63, 66, 67 og 70. Dette anbringende vedrører en tilsidesættelse af forpligtelsen til at tage hensyn til WTO-aftalerne ved fortolkningen af grundforordningens bestemmelser.
29 Ifølge appellanterne fremgår det bl.a. af præmis 31 i dom af 20. januar 2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube (C-891/19 P, EU:C:2022:38), at det forhold, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, medfører, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler. I den appellerede doms præmis 63 fastslog Retten imidlertid, at antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 »ikke har [...] indvirkning på den fortolkning, der skal anlægges af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit«.
30 Retten så bort fra de grænser, som er fastsat for de myndigheder, der har ansvar for undersøgelsen, til ikke at henvise til en eksporterende producents optegnelser, idet den således uberettiget afslog at tage hensyn til antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1, som fortolket af WTO-panelerne og WTO’s appelinstans, med henblik på fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit. I det foreliggende tilfælde skulle Kommissionen således have begrundet, at der forelå et »tvingende hensyn« for ikke at henvise til appellanternes optegnelser, hvilken begrundelse den ikke gav.
31 Anvendelsen af udtrykket »på grundlag af optegnelser« i grundforordningens artikel 2, stk. 5, indebærer endvidere ikke, at myndigheden med ansvar for undersøgelsen kan tilpasse eller behandle optegnelserne frit. Det fremgår ganske vist af denne forordnings artikel 2, stk. 5, tredje afsnit, andet punktum, at denne myndighed kan foretage visse reguleringer af omkostningerne for at opnå en mere præcis beregning og sikre et korrekt forhold mellem de omkostninger, der afspejles i optegnelserne, og omkostningerne forbundet med produktionen og salget af den specifikke pågældende vare. Ifølge appellanterne var dette spørgsmål imidlertid ikke rejst ved Retten, idet Kommissionen havde accepteret appellanternes omkostningsfordeling.
32 Retten tog dermed ikke hensyn til praksis fra WTO-panelerne og WTO’s appelinstans, da den i den appellerede doms præmis 66 fastslog, at »Kommissionen ikke var forpligtet til at lægge de optegnelser, som den berørte part havde fremlagt under undersøgelsen, uprøvet til grund, og [...] ikke havde pligt til at anvende dem, som de forelå«.
33 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er baseret på en urigtig læsning af den appellerede doms præmis 63. Dette anbringende er endvidere irrelevant, for så vidt som det er rettet mod nævnte doms præmis 67 og 70. Anbringendet er under alle omstændigheder ugrundet.
Domstolens bemærkninger
34 Det skal fastslås, at det andet anbringende er baseret på en urigtig læsning af den anfægtede doms præmis 63, hvori Retten fastslog, at »[a]ntidumpingaftalens artikel 2.2.1.1, som [appellanterne] har påberåbt sig, indeholder en næsten identisk formulering og derfor ikke har indvirkning på den fortolkning, der skal anlægges af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit«.
35 I modsætning til det af appellanterne anførte fremgår det nemlig ikke af denne konstatering, at Retten afslog at tage hensyn til antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 eller til relevante afgørelser fra WTO-panelerne eller WTO’s appelinstans, men at den tværtimod tog hensyn til formuleringen af denne bestemmelse og anførte, at den var »næsten identisk« med affattelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5. Herved fastslog Retten ikke, at denne aftales artikel 2.2.1.1 som sådan var uden betydning, men at ordlyden af denne bestemmelse ikke gav yderligere indicier for fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, eftersom de to bestemmelser er affattet næsten ens.
36 Retten kan endvidere ikke foreholdes, at den ikke tog hensyn til relevante afgørelser fra WTO om fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1, som var påberåbt i stævningen i første instans. Det fremgår nemlig af den appellerede dom, at Retten uden at rejse tvivl om WTO-panelets afgørelse, der er omtalt i nævnte doms præmis 69, hvorefter det kun er, såfremt Kommissionen kan begrunde, at der foreligger et »tvingende hensyn«, at denne institution kan afslå at tage hensyn til den berørte producents regnskabsregistre, i nævnte doms præmis 70 under henvisning til, hvad der allerede var anført i dommens præmis 67, fastslog, at Kommissionen ikke havde set bort fra appellanternes regnskabsregistre. Denne institution skulle så meget desto mindre begrunde, at er forelå et sådant »tvingende hensyn«.
37 Det fremgår følgelig ikke af den appellerede dom, at Retten fortolkede grundforordningens artikel 2, stk. 5, således, at Kommissionen kan se bort fra den eksporterende producents optegnelser uden at skulle føre bevis for et »tvingende hensyn«, endsige at Kommissionen ikke tog hensyn til disse dokumenter i det foreliggende tilfælde.
38 Det andet anbringende er således baseret på en urigtig læsning af den appellerede dom og skal forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende
Parternes argumenter
39 Med det tredje anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), ved i den appellerede doms præmis 72 at fastslå, at denne forordnings artikel 2, stk. 5, ikke fastsætter en pligt til at anvende en bestemt valutakurs.
40 Appellanterne har i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, med urette fastslog, at der ikke forelå en forpligtelse vedrørende den valutakurs, der skal anvendes til at omregne produktionsomkostningerne, selv om denne forordnings artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum, kræver, at valutakursen på transaktionsdatoen anvendes, ligesom Retten allerede har fastslået, at denne bestemmelse finder anvendelse på omregningen af produktionsomkostninger.
41 Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende skal afvises dels, fordi appellanterne ikke med tilstrækkelig præcision har anført det argument, som de har udledt af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), dels fordi de har fremsat et nyt anbringende og ændret genstanden for tvisten ved Retten ved for første gang for Domstolen at påberåbe sig sidstnævnte bestemmelse til støtte for deres argument, der var fremført for Retten, hvorefter anvendelsen af månedlige valutakurser skader grundforordningens artikel 2, stk. 5.
42 Kommissionen har desuden gjort gældende, at dette anbringende er irrelevant i lyset af Rettens afgørelse i den appellerede doms præmis 67, som appellanterne ikke har anfægtet. Nævnte anbringende skal under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.
Domstolens bemærkninger
43 Det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som der er nedlagt påstand om skal ophæves, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex, C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
44 Det følger endvidere af fast retspraksis, at Domstolens kompetence under en appelsag er begrænset til en bedømmelse af den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans. En part kan således ikke for første gang for Domstolen fremsætte et anbringende, som vedkommende ikke fremsatte for Retten, eftersom dette ville give den pågældende ret til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Når dette er sagt, er en appellant imidlertid berettiget til at iværksætte en appel ved for Domstolen at fremsætte anbringender og argumenter, der er afledt af selve den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens velbegrundethed (dom af 6.10.2021, Sigma Alimentos Exterior mod Kommissionen, C-50/19 P, EU:C:2021:792, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis).
45 For det første skal det i det foreliggende tilfælde med hensyn til formaliteten vedrørende det tredje anbringende fastslås, at den angivelige fejl præciseres utvetydigt heri, og at anbringendet, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, dermed ikke er upræcist. Appellanterne har nemlig anført den præmis, der anfægtes i den appellerede dom, nemlig præmis 72, samtidig med at de har anført, at den fejl, som Retten efter deres opfattelse begik, bestod i at fastslå, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, ikke foreskrev nogen forpligtelse til at anvende en bestemt valutakurs, selv om Retten i den appellerede doms præmis 40 havde fastslået, at denne forordnings artikel 2, stk. 10, litra j), fandt anvendelse på omregningen af produktionsomkostningerne, hvilket indebar en forpligtelse til at anvende valutakursen på salgsdatoen.
46 For det andet havde appellanterne i stævningen for Retten gjort gældende, at anvendelsen af en månedlig valutakurs i stedet for en daglig valutakurs, som denne er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), og som appellanterne anvendte til bogføring, medførte en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 2, stk. 5. For så vidt som appellanterne med det tredje anbringende i det væsentlige har foreholdt Retten, at den så bort fra det argument, som de havde fremført for denne, kan dette anbringende dermed ikke anses for at ændre genstanden for tvisten for Retten.
47 Det følger af det ovenfor anførte, at det tredje anbringende kan antages til realitetsbehandling.
48 I modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, er den appellerede doms præmis 67 endvidere ikke tilstrækkelig til at begrunde Rettens afgørelse om, at Kommissionen kunne anvende en månedlig valutakurs til sine omregninger som led i kontrollen af appellanternes produktionsomkostninger.
49 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt dette tredje anbringende er velbegrundet, skal det bemærkes, at det følger af grundforordningens artikel 2, stk. 3, at den normale værdi af samme vare i særlige tilfælde kan beregnes på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet med tillæg af et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste.
50 Grundforordningens artikel 2, stk. 5, præciserer endvidere bl.a., at omkostningerne normalt beregnes på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare. Hvis det ikke forholder sig således, justeres disse omkostninger eller fastsættes på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag.
51 Sidstnævnte bestemmelse indeholder imidlertid ingen henvisning til en omregning af de omkostninger, der skal tages i betragtning, udtrykt i en given valuta, eller så meget desto mindre den type valutakurs, der skal avendes ved denne omregning.
52 Retten begik dermed ikke en retlig fejl ved at fastslå, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, ikke fastsætter en forpligtelse til at anvende en bestemt type valutakurs.
53 Denne betragtning drages ikke i tvivl af den omstændighed, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), bestemmer, at der skal foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi, og at en sådan sammenligning kan kræve en valutaomregning, principielt ved anvendelse af valutakursen på salgsdatoen, undtagen når salg af udenlandsk valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg, i hvilket tilfælde den vekselkurs, som er gældende for dette terminssalg, anvendes.
54 Det fremgår klart af sidstnævnte bestemmelses ordlyd, at det heri anvendte udtryk »vekselkursen på salgsdatoen« henviser til salgsprisen og ikke til de omkostninger, der tages i betragtning ved beregningen af den normale værdi.
55 Denne fortolkning er forenelig med fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.1, der svarer til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), i WTO-panelets rapport af 22. december 2000 i sagen De Forenede Stater – Antidumpingforanstaltninger vedrørende rustfrie stålplader i ruller og rustfrie stålbånd med oprindelse i Korea (De Forenede Stater – Rustfrit stål) (WT/DS 179/R), som appellanterne har påberåbt sig, og som bl.a. vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der med henblik på en rimelig sammenligning var foretaget valutaomregning af priserne i strid med denne artikel 2.4.1.
56 Det skal i denne henseende bemærkes, at fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.1 i denne rapports punkt 6.9-6.41 alene vedrører reglen i antidumpingaftalens artikel 2.4.1, første punktum, første sætningsled, hvorefter valutaomregning kun skal foretages, når den er nødvendig for den rimelige sammenligning. Nævnte rapport behandler derimod på ingen måde anvendelsen af andre bestemmelser i dette første punktum – vedrørende fastsættelsen af den valutakurs, der finder anvendelse ved valutaomregningen med henblik på en rimelig sammenligning – på produktionsomkostningerne.
57 Det følger af ovenstående betragtninger, at det tredje anbringende skal forkastes som ugrundet.
Det fjerde anbringende
Parternes argumenter
58 Med det fjerde anbringende har appellanterne anfægtet det forhold, at Retten i den appellerede doms præmis 73 gyldigt kunne fastslå, for det første at de havde anmodet om og givet samtykke til, at Kommissionen anvendte den månedlige valutakurs på salg såvel som på omkostninger, og, for det andet, at de selv havde forelagt denne institution en liste over hjemmemarkedssalget angivet i amerikanske dollars og omregnet til tyrkiske lira med anvendelse af de månedlige valutakurser. Ved denne afgørelse gengav Retten de beviser, som den var forelagt til bedømmelse, urigtigt.
59 I denne henseende har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at de, efter at de på det foreløbige trin havde anfægtet Kommissionens valutaomregning, anmodede om en sammenhængende anvendelse af typerne af valutakurser for at omregne produktions- og salgsomkostninger. Efter at Kommissionen ved den endelige fremlæggelse af oplysninger ændrede de anvendte valutakurser, gav appellanterne rent faktisk samtykke til den sammenhængende anvendelse af samme type valutakurs, dvs. en månedlig valutakurs – dog alene for så vidt som dette fjernede de mest alvorlige fordrejende virkninger ved den tidligere metode med hensyn til beregningen af dumpingmargenen – samtidig med at de i det væsentlige anførte, at de af Kommissionen anvendte oplysninger angivet i tyrkiske lira ikke afspejlede Erdemirs og Isdemirs produktionsomkostninger, der fremgik af disses optegnelser.
60 Ifølge appellanterne fremgår det af de bemærkninger, som de indgav under den endelige fremlæggelse af oplysninger, at de ikke havde anmodet om anvendelse af en månedlig valutakurs, men at de alene havde givet »samtykke« til anvendelsen af en sådan type valutakurs, for så vidt som dette var sammenhængende med den metode, som Kommissionen tidligere havde anvendt, og at de derefter opretholdt deres argument om, at anvendelsen af en månedlig valutakurs i stedet for en daglig valutakurs var i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5. Retten gengav således beviserne i sagsakterne urigtigt.
61 Betragtningen i den appellerede doms præmis 73 om, at appellanterne fremlagde en liste med oplysninger om hjemmemarkedssalget omregnet ved hjælp af en månedlig valutakurs, og antydningen om, at appellanterne herved havde givet »samtykke« til anvendelsen af en månedlig valutakurs, udgør ligeledes en urigtig gengivelse af beviserne. Denne liste blev nemlig alene fremlagt efter Kommissionens udtrykkelige anmodning herom under krydstjekket uden kontrolbesøg for at undgå, at denne institution besluttede at træffe afgørelse på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger i medfør af grundforordningens artikel 18, fordi de ønskede oplysninger ikke var blevet meddelt.
62 Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde anbringende skal afvises som irrelevant, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
63 Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en urigtig gengivelse af beviserne bl.a. foreligger, hvis Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af beviserne. Den urigtige gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne. Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at et dokument kan være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund (jf. i denne retning dom af 16.2.2023, Kommissionen mod Italien og Spanien, C-635/20 P, EU:C:2023:98, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).
64 I det foreliggende tilfælde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 73, at »ved undersøgelsen anmodede [appellanterne] udtrykkeligt Kommissionen om at anvende den samme fremgangsmåde for valutakursen for salg og omkostninger ved at anvende en månedlig valutakurs. Under den administrative procedure gav [appellanterne] herefter samtykke til Kommissionens fremgangsmåde, som bestod i at afstemme valutakurserne ved at anvende en månedlig valutakurs. På listen over »hver enkelt transaktion« i hjemmemarkedssalget, som [appellanterne] forelagde Kommissionen, havde de endvidere selv medtaget den gennemsnitlige månedlige valutakurs for at omregne [amerikanske dollars til tyrkiske lira]«.
65 Det skal fastslås, at appellanterne ikke har godtgjort, at det fremgik på åbenbar vis af beviserne i sagsakterne, at de havde krævet, at der anvendtes en daglig valutakurs i stedet for en månedlig valutakurs.
66 Selv om det fremgår af appellanternes bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at de var af den opfattelse, at de produktionsomkostninger, som Kommissionen havde lagt til grund, ikke afspejlede de af Erdemir og Isdemir afholdte, som fremgik af disses optegnelser, følger det nemlig ikke udtrykkeligt af disse bemærkninger, at årsagen til denne angivelige manglende overensstemmelse var, at der ikke var foretaget omregning på dagsbasis.
67 I den appellerede doms præmis 73, sidste punktum, fastslog Retten endvidere, at appellanterne havde fremlagt en liste med oplysninger om hjemmemarkedssalget omregnet på grundlag af en månedlig valutakurs, hvilket appellanterne ikke har bestridt i forbindelse med appellen.
68 Det kan dermed ikke fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 73 overskred grænserne for en rimelig bedømmelse af disse bemærkninger eller gengav de beviser, som den var forelagt til bedømmelse, urigtigt.
69 Det fjerde anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.
Det femte anbringende
Parternes argumenter
70 Med det femte anbringende har appellanterne kritiseret den appellerede doms præmis 74 og foreholdt Retten, at den pålagde dem en urimelig bevisbyrde ved at kræve tilvejebringelse af nye oplysninger om produktionsomkostningerne i tyrkiske lira.
71 Appellanterne har med henvisning til dom af 21. februar 2024, Sinopec Chongqing SVW Chemical m.fl. mod Kommissionen (T-762/20, EU:T:2024:113, præmis 129), hvorefter det bl.a. i medfør af princippet om god forvaltning tilkommer EU-institutionerne at meddele den part, der har anmodet om anvendelse af en justering, de oplysninger, der er nødvendige med henblik herpå, og de ikke må pålægge denne part en urimelig bevisbyrde, gjort gældende, at det – henset til den frist på blot ti dage, som de fik til at fremsætte bemærkninger under den endelige fremlæggelse af oplysninger – var nærmest umuligt for dem at fremlægge nye produktionsomkostninger omregnet til tyrkiske lira på grundlag af en daglig valutakurs. I den appellerede doms præmis 114 anførte Retten under alle omstændigheder, at en ny liste fremlagt efter afslutningen af kontrollen (eller af krydstjekket uden kontrolbesøg) ikke kunne tages i betragtning, eftersom interessen i at fremlægge en sådan ny liste ikke stod klart.
72 Kommissionen har gjort gældende, at det femte anbringende skal afvises, idet appellanterne i det væsentlige har rejst tvivl om Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder. Retten fastslog nemlig som led i den skønsbeføjelse, som den er enekompetent til, at appellanterne havde haft tilstrækkelig tid til at fremlægge deres egne omregninger til tyrkiske lira af oplysningerne om salg og produktionsomkostninger, idet de med henblik herpå kunne anvende deres egen type valutakurs. Appellanterne har ikke gjort gældende, at de faktiske omstændigheder er gengivet forkert i denne henseende. Argumentet om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, for så vidt som der blev pålagt en uforholdsmæssig bevisbyrde, blev endvidere ikke fremført for Retten og er derfor irrelevant. I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, havde de under alle omstændigheder mere end ti dage til at fremlægge ovennævnte oplysninger, hvilket de ikke har bestridt. Ifølge Kommissionen bør dette anbringende derfor forkastes.
Domstolens bemærkninger
73 Det skal bemærkes, at Domstolen ifølge fast retspraksis ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og principielt heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten lagde til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det således alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt. Den hævdede tilsidesættelse af bevisbestemmelserne udgør imidlertid et retsspørgsmål, som kan behandles under en appel (dom af 26.1.2017, Maxcom mod City Cycle Industries, C-248/15 P, C-254/15 P og C-260/15 P, EU:C:2017:62, præmis 52 og 53).
74 I den appellerede doms præmis 74 fastslog Retten, at »[e]fter udvekslingerne med Kommissionen, og navnlig den foreløbige meddelelse, hvorved denne institution meddelte sin hensigt om at omregne de af [appellanterne] angivne oplysninger om salg og produktionsomkostninger til tyrkiske lira, havde [appellanterne] mulighed for at meddele deres egne omregninger af nævnte tal til tyrkiske lira, i givet fald ved at anvende en daglig valutakurs, hvilket de ikke gjorde«.
75 Herved pålagde Retten, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, ikke disse parter nogen form for bevisbyrde, da den fastslog, at det tilkom dem at forelægge Kommissionen deres egne omregninger af taloplysningerne om salg og produktionsomkostninger til tyrkiske lira, men fastslog blot på grundlag af den vurdering af de faktiske omstændigheder, som den er enekompetent til, og af hvilke appellanterne ikke har påberåbt sig en urigtig gengivelse, at nævnte parter, henset til det tidspunkt, hvor de blev meddelt Kommissionens hensigt om selv at omregne oplysningerne til tyrkiske lira, havde mulighed for og den fornødne tid til at fremlægge deres egne taloplysninger i denne henseende, hvilket de imidlertid undlod at gøre. Retten fastslog således blot, at appellanterne undlod at meddele Kommissionen deres egne omregninger af ovennævnte oplysninger, som et element, der underbyggede grundene anført i den appellerede doms præmis 73, som begrundede konstateringen i nævnte doms præmis 75 om, at Kommissionen kunne anvende den gennemsnitlige månedlige kurs til nævnte omregninger, og tilsidesatte herved ikke grundforordningens artikel 2, stk. 5.
76 Det femte anbringende er således baseret på en urigtig læsning af den appellerede dom og skal forkastes som ugrundet.
Det sjette anbringende
Parternes argumenter
77 Med det sjette anbringende har appellanterne med kritikken af den appellerede doms præmis 85-87 og 91-94 gjort gældende, at Retten tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), ved at støtte sig på valutaerne omfattet af afdækningskontrakten frem for på det tidspunkt, hvortil valutakurserne blev fastsat i denne aftale.
78 Ifølge appellanterne lægges der i denne bestemmelse vægt på valutakursen uafhængigt af den møntenhed, hvis valutakurs er fastsat ved afdækningskontrakten. Dette følger af henvisningen til salgsdato, som fremgår af hver sætning i nævnte bestemmelse. En sådan henvisning til denne dato i stedet for til valutaerne omfattet af afdækningskontrakten er finansielt logisk, henset til den omstændighed, at valutakurserne mellem forskellige valutaer er indbyrdes forbundet.
79 Appellanterne har således gjort gældende, at hvis standpunktet, hvorefter afdækningstransaktioner kun kan tages i betragtning, når transaktionen vedrører fakturaens valuta og den omregningsvaluta, som Kommissionen har anvendt, skulle lægges til grund, ville det være for let for denne institution at omgå forpligtelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum. Kommissionen ville nemlig kunne omregne transaktionerne til euro eller andre valutaer for ikke at skulle tage hensyn til afdækningstransaktioner mellem euro og tyrkiske lira. Fortolkningen af denne bestemmelse skal ikke gøre det muligt for Kommissionen at fratage den sin effektive virkning.
80 Kommissionen har gjort gældende, at det sjette anbringende skal afvises som irrelevant, for så vidt som appellanterne ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 82. Dette anbringende er under alle omstændigheder ugrundet.
Domstolens bemærkninger
81 For det første har Kommissionen med urette gjort gældende, at det sjette anbringende er irrelevant, for så vidt som appellanterne ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 82. I denne præmis anføres nemlig blot indholdet af 98. betragtning til den omtvistede forordning, uden at Retten heri foretog en vurdering af, om denne betragtning var velbegrundet, hvorfor den manglende anfægtelse af nævnte præmis ikke kan gøre dette anbringende irrelevant.
82 For det andet skal det med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt dette anbringende er velbegrundet, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 85-87 og 91-94 tiltrådte Kommissionens fremgangsmåde i den omtvistede forordning, hvorefter de afdækningskontrakter, som appellanterne havde indgået, ikke var relevante for denne institutions valutaomregning for at sikre en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10.
83 I den appellerede doms præmis 85 fastslog Retten nærmere bestemt, at der ikke var foretaget afdækning for transaktioner faktureret i amerikanske dollars, men at der alene var sket afdækning for transaktioner faktureret i euro, og at Kommissionen skulle have omregnet appellanternes eksportsalg, der var foretaget i euro, til tyrkiske lira for at sikre en rimelig sammenligning mellem nævnte salg og hjemmemarkedssalget, hvilken operation denne institution foretog direkte uden en mellemliggende omregning til amerikanske dollars, i modsætning til hvad appellanterne anførte. Retten fastslog endvidere, at eftersom de pågældende afdækningskontrakter foreskrev afdækning i amerikanske dollars ved at have aftalt en omregningskurs mellem euro og amerikanske dollars, indgik denne omregning ikke i Kommissionens omregning, nemlig omregningen fra euro til tyrkiske lira. Retten forkastede følgelig appellanternes argument om, at Kommissionen havde pligt til at anvende den i afdækningskontrakterne fastsatte omregningskurs.
84 Det er appellanternes opfattelse, at denne vurdering er støttet på en urigtig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), for så vidt som vurderingen er støttet på den valuta, der er omfattet af afdækningskontrakten, frem for tidspunktet for fastsættelsen af valutakursen i denne kontrakt, som imidlertid er omhandlet i denne bestemmelse, og tilsidesætter bestemmelsens effektive virkning.
85 Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at der i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt og med behørig hensyntagen til andre forskelle, som berører sammenligneligheden af priser. Når den normale værdi og den konstaterede eksportpris ikke er umiddelbart sammenlignelige, skal der i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer tages behørigt hensyn til forskelle i faktorer, der påberåbes og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed.
86 De faktorer, i henhold til hvilke justeringerne kan foretages, omfatter valutaomregning nævnt i denne 2, stk. 10, litra j). Det foreskrives i denne bestemmelse, at når prissammenligningen nødvendiggør en sådan omregning, anvendes til en sådan omregning vekselkursen på salgsdatoen, undtagen når salg af udenlandsk valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg, i hvilket tilfælde vekselkursen, som er gældende for dette terminssalg, anvendes. Det præciseres endvidere i nævnte bestemmelse, at salgsdatoen normalt er fakturadatoen, men at datoen på kontrakten, indkøbsordren eller ordrebekræftelsen kan anvendes, hvis de væsentlige salgsbetingelser mere korrekt fremgår af disse dokumenter. Der ses bort fra svingninger i vekselkurserne, og eksportørerne indrømmes 60 dage til at justere deres priser, så de afspejler vedvarende bevægelser i vekselkurserne i undersøgelsesperioden.
87 Når valutaomregningen er nødvendig med henblik på den rimelige sammenligning af eksportprisen og den normale værdi, præciserer grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), således den måde, hvorpå den valutakurs, der finder anvendelse på denne omregning, skal fastsættes. Denne valutakurs skal svare til den, der fandt anvendelse på salgsdatoen, medmindre nævnte kurs er aftalt ved et terminssalg i direkte forbindelse med eksportsalget, som skal tages i betragtning ved sammenligningen med den normale værdi. Det fremgår nemlig af ordlyden af denne bestemmelse, at vekselkursen for terminssalget anvendes, når salg af udenlandsk valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg. Det præciseres i øvrigt i nævnte bestemmelse, hvordan salgsdatoen fastsættes, når der skal tages hensyn hertil, og det fremgår, at bevægelser i valutakurserne ikke tages i betragtning.
88 Det skal desuden bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), ikke indeholder nogen indikation med hensyn til den valuta, hvortil omregningen skal foretages, når denne omregning er nødvendig for at foretage en rimelig sammenligning af eksportprisen og den normale værdi. Det følger heraf, at når der skal ske valutaomregning for at kunne foretage en sådan sammenligning, har Kommissionen en skønsmargen med henblik på at bestemme, til hvilken valuta disse priser skal omregnes. Domstolsprøvelsen af et sådant skøn skal begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for valget af den omtvistede valuta, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af disse faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 28.11.2024, Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics og Jushi Egypt for Fiberglass Industry mod Kommissionen, C-269/23 P og C-272/23 P, EU:C:2024:984, præmis 125 og den deri nævnte retspraksis).
89 Som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 84, gør en afdækningskontrakt det muligt på tidspunktet for aftalens indgåelse at fastlåse den valutakurs, der skal anvendes på en fremtidig valutatransaktion, og dermed reducere den finansielle risiko, som en kontraherende part udsættes for som følge af ugunstige bevægelser i valutakurserne.
90 En afdækningskontrakt fastsætter således valutakursen for et terminssalg som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j).
91 Eftersom denne bestemmelse, som det fremgår af nærværende doms præmis 87 og 88, præciserer den måde, hvorpå den valutakurs, der finder anvendelse på en valutaomregning med henblik på sammenligningen af eksportprisen og den normale værdi, skal fastsættes, men ikke indeholder nogen indikation af valget af den valuta, hvortil denne omregning skal foretages, har Kommissionen i henhold til nævnte bestemmelse imidlertid ikke pligt til at tage hensyn til de valutaer, der er anvendt i denne afdækningskontrakt, for at foretage denne sammenligning og dermed heller ikke til den valutakurs, der er fastsat i nævnte kontrakt, alene fordi den er direkte forbundet med det pågældende eksportsalg.
92 For at Kommissionen skal have pligt til at tage hensyn til den valutakurs, der er fastsat i en afdækningskontrakt, kræves det ikke alene, at denne kontrakt er direkte forbundet med det pågældende eksportsalg, men ligeledes at den i nævnte kontrakt omhandlede valuta ligeledes er den, hvortil denne institution mener, at priserne skal omregnes for at give mulighed for en rimelig sammenligning af eksportprisen og den normale værdi. Den omstændighed, at en afdækningskontrakt er direkte forbundet med det pågældende eksportsalg, giver imidlertid ingen indikation om, hvorvidt den valuta, hvis valutakurs er fastsat i denne aftale, er den valuta, hvortil eksportpriserne og den normale værdi skal omregnes for at sikre en rimelig sammenligning af disse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, første punktum.
93 I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, følger det dermed ikke af den omstændighed, at der i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), lægges vægt på tidspunktet for valutakursen uafhængigt af den valuta, hvis valutakurs er fastsat i kontrakten, at Kommissionen, når den eksporterende producent har indgået en afdækningskontrakt, nødvendigvis har pligt til at foretage en omregning på grundlag af den valuta, der er omhandlet i denne kontrakt, for at sikre en rimelig sammenligning af eksportprisen og den normale værdi.
94 Appellanterne har desuden med urette gjort gældende, at den omstændighed, at en afdækningskontrakt kun skal tages i betragtning, når transaktionen vedrører faktureringsvalutaen og den omregningsvaluta, som Kommissionen har anvendt, bliver det muligt for denne institution at omgå forpligtelsen fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum. Som det er anført i nærværende doms præmis 91 og 92, vedrører denne forpligtelse nemlig alene den måde, hvorpå den valutakurs, som skal anvendes til den rimelige sammenligning, foretages, og ikke valget af den valuta, hvortil der skal omregnes.
95 I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, bevirker denne fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), heller ikke, at Kommissionen kan fratage denne forpligtelse enhver effektiv virkning. Når denne institution mener, at salgsprisen for eksport skal omregnes til en anden valuta end den, som fremgår af en afdækningskontrakt, der er direkte forbundet med dette salg, har den nemlig principielt pligt til i medfør af denne forordnings artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum, at avende den valutakurs, der fandt anvendelse på salgsdatoen.
96 Når Kommissionen vælger den valuta, hvortil den mener, at de pågældende priser skal omregnes, har den endvidere og mere grundlæggende pligt til i henhold til den principielle forpligtelse, der kan udledes af nævnte forordnings artikel 2, stk. 10, første punktum, at sikre, at dette valg muliggør en rimelig sammenligning af eksportprisen og den normale værdi. Nævnte valg, der henhører under den skønsbeføjelse, som denne institution har på grund af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som den skal undersøge, er fortsat underlagt Unionens retsinstansers kontrol, som det fremgår af nærværende doms præmis 88.
97 I lyset af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at Retten ikke anlagde en urigtig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), da den – efter at have fastslået, at de afdækningskontrakter, som appellanterne havde indgået, fastsatte en valutakurs mellem euro og amerikanske dollars – fastslog, at denne valutakurs ikke var relevant for den omregning af priserne på eksportsalg, som Kommissionen havde foretaget, nemlig fra euro til tyrkiske lira.
98 Det sjette anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.
Det ottende anbringende
Parternes argumenter
99 Med det ottende anbringende, hvorved den appellerede doms præmis 108-117 kritiseres, har appellanterne foreholdt Retten, at den af Domstolens og sin egen praksis, som er omtalt i disse præmisser, og som vedrørte anvendelsen af grundforordningens artikel 18, med urette udledte en oplysningspligt for de eksporterende producenter, der er berørt af en undersøgelse, til fra indledningen af proceduren og efter bedste evne at forelægge Kommissionen alle oplysninger, som tjener den korrekte forståelse af deres oplysninger, således at der ikke er risiko for at hæmme den korrekte gennemførelse af antidumpingproceduren, og med henblik på at denne institution kan foretage de nødvendige kontroller i rette tid. For det første kan denne retspraksis vedrørende grundforordningens artikel 18 om manglende samarbejde ikke overføres på det foreliggende tilfælde, eftersom appellanterne samarbejdede i antidumpingproceduren. For det andet tillagde Retten denne oplysningspligt en for vid rækkevidde ved at tillade Kommissionen ikke at tage hensyn til visse oplysninger, hvis denne den vurderer, at de er uklare, uden at denne institution skal forsøge af afklare oplysningerne i medfør af sin beføjelse til at anmode de eksporterende producenter om supplerende oplysninger. Grundforordningens artikel 18, stk. 3, tillader en vis fleksibilitet, eftersom det heri foreskrives, at Kommissionen ikke må udelukke oplysninger, som »ikke er fyldestgørende i enhver henseende«. For det tredje risikerer det forhold, at de eksporterende producenter pålægges en sådan forpligtelse, at undergrave Kommissionens forpligtelse til at udvise omhu og til god forvaltning.
100 Kommissionen har gjort gældende, at det ottende anbringende skal afvises.
101 For det første har denne institution i denne henseende gjort gældende, at det er åbenbart, at appellanternes argumenter om, at Retten med urette foreholdt dem, at de ikke fra indledningen af antidumpingproceduren havde fremlagt alle oplysninger, som tjente den korrekte forståelse af deres oplysninger, skal afvises. Med disse argumenter har appellanterne nemlig anmodet Domstolen om at sætte sin egen bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne i stedet for Rettens, uden at de har påberåbt sig nogen form for urigtig gengivelse af deres bemærkninger herom eller af oplysningerne i sagsakterne. For det andet har appellanterne ved at støtte deres argumentation på grundforordningens artikel 18, stk. 3, fremsat et nyt anbringende, der dermed skal afvises i forbindelse med appellen. Appellanterne gjorde nemlig ikke for Retten gældende, at Kommissionen havde tilsidesat denne bestemmelse ved ikke at tage hensyn til de oplysninger, som de havde forelagt denne institution om Erdemirs rolle i Isdemirs hjemmemarkedssalg, endsige at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu eller til god forvaltning.
102 Kommissionen har gjort gældende, at det ottende anbringende under alle omstændigheder er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
– Formaliteten
103 For det første skal det fastslås, at dette anbringende ikke tager sigte på at rejse tvivl om Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder og de beviser, som appellanterne havde fremlagt, eller om Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 110, hvorefter det i lyset af de af appellanterne fremlagte oplysninger om Isdemirs hjemmemarkedssalg var vanskeligt for Kommissionen at kontrollere, om Erdemirs salgsfunktioner afspejledes korrekt i de af Isdemir angivne salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (herefter »SA&G-omkostninger«). Med det ottende anbringende har appellanterne nemlig foreholdt Retten, at den i nævnte doms præmis 116 på grundlag af sin egen og Domstolens retspraksis tillagde den oplysningspligt, som påhviler de eksporterende producenter, der er genstand for en antidumpingundersøgelse, for stor rækkevidde.
104 Eftersom anbringendet således ikke opfordrer Domstolen til at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne, men til at behandle et retsspørgsmål, skal den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst i denne henseende, forkastes.
105 For det andet skal det bemærkes, at anbringendet heller ikke er nyt, fordi det vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 3, som ikke blev gjort gældende i første instans.
106 Det følger nemlig af fast retspraksis, at en appellant er berettiget til at iværksætte en appel ved for Domstolen at fremsætte anbringender, der er afledt af selve den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (dom af 6.9.2018, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-4/17 P, EU:C:2018:678, præmis 24, og af 6.10.2021, Sigma Alimentos Exterior mod Kommissionen, C-50/19 P, EU:C:2021:792, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
107 I den foreliggende sag har appellanterne gjort gældende, at Retten støttede sig på retspraksis vedrørende anvendelsen af grundforordningens artikel 18 for at forkaste det tredje anbringendes første led i deres søgsmål. Det er i denne sammenhæng, at de har påberåbt sig Rettens og ikke Kommissionens tilsidesættelse af denne forordnings artikel 18, stk. 3, for så vidt som Retten tilsidesatte den præcise rækkevidde af den oplysningspligt, som de er pålagt i medfør af denne bestemmelse. Appellanterne har heller ikke foreholdt Kommissionen, at den tilsidesatte sin forpligtelse til at udvise omhu og til god forvaltning, men har gjort gældende, at oplysningspligten, som fortolket af Retten, bevirkede, at denne pligt blev undergravet. Der er således tale om et retsspørgsmål, der henhører under Domstolens kompetence i forbindelse med en appel.
108 Det følger heraf, at den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst i denne henseende, skal forkastes.
– Realiteten
109 Som det fremgår af nærværende doms præmis 103, har appellanterne foreholdt Retten en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, ikke alene for så vidt som den fastslog, at appellanterne i det foreliggende tilfælde havde den oplysningspligt, der følger af denne bestemmelse, selv om de havde samarbejdet i undersøgelsen, men ligeledes for så vidt som Retten på grundlag af sin egen og Domstolens praksis tillagde denne pligt en for stor rækkevidde, hvilket gjorde det muligt for Kommissionen at nægte at tage hensyn til visse oplysninger, fordi de ikke var tilstrækkeligt klare. Der skal udledes en vis tolerance i denne henseende af grundforordningens artikel 18, stk. 3. Hvis denne oplysningspligt indrømmes en sådan rækkevidde, risikerer man desuden at undergrave Kommissionens forpligtelse til at udvise omhu og til god forvaltning, for så vidt som denne institution ikke vil have pligt til at anmode om eventuelle præciseringer i medfør af sin beføjelse til at anmode om supplerende oplysninger.
110 Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af grundforordningens artikel 6, sammenholdt med dens artikel 16 og 18, at Kommissionen, når den undersøger, om der foreligger dumping og skade, først og fremmest søge at indhente relevante oplysninger på grundlag af de berørte parters frivillige samarbejde. I medfør af grundforordningens målsætning om at fastslå, hvorvidt der foreligger dumping og skade på en objektiv måde med henblik på at indføre passende antidumpingtold, skal Kommissionen endvidere undersøge alle oplysninger, som den råder over, med den nødvendige omhu (jf. i denne retning dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 48 og 50 og den deri nævnte retspraksis).
111 I den appellerede doms præmis 112-114 anførte Retten de forpligtelser, der påhviler henholdsvis Kommissionen og de eksporterende producenter som led i en antidumpingundersøgelse. Med henvisning til tidligere retspraksis vedrørende fortolkningen af denne forordnings artikel 6 og 16 eller af den, som erstattede den, anførte Retten, at de parter, som får tilsendt spørgeskemaet, har pligt til at forelægge Kommissionen oplysninger, som sætter denne institution i stand til at gennemføre sin antidumpingundersøgelse korrekt. Retten anførte ligeledes interessen i kontrol på stedet eller et krydstjek uden kontrolbesøg med henblik på at kontrollere de oplysninger, der er indhentet fra de parter, som er genstand for en sådan undersøgelse.
112 Retten henviste desuden til retspraksis vedrørende fortolkningen af grundforordningens artikel 18, stk. 3 og 6, som vedrører situationer, hvor de berørte parters samarbejde er utilstrækkeligt eller delvist. I den appellerede doms præmis 115 anførte Retten således, at det følger af disse bestemmelser, at de oplysninger, som disse berørte parter er forpligtet til at forelægge Kommissionen, skal benyttes af EU-institutionerne med henblik på udarbejdelse af antidumpingundersøgelsens konklusioner, og at nævnte parter ikke må udelade relevante oplysninger.
113 Det følger af grundforordningens artikel 18, stk. 3, at selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, ses der ikke bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og at den pågældende part har handlet efter bedste evne. For så vidt som ingen af grundforordningens bestemmelser tillægger Kommissionen nogen beføjelse til at tvinge de berørte parter til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger, er denne institution imidlertid afhængig af, at parterne frivilligt samarbejder og forsyner den med de nødvendige oplysninger (jf. i denne retning dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 54).
114 Det følger af 27. betragtning til grundforordningen, at EU-lovgiver i denne forbindelse ønskede at fastsætte, at der for parter, der ikke samarbejder på tilfredsstillende måde, kan anvendes andre oplysninger til fastlæggelse af dumping og skade, samt at disse oplysninger kan være mindre gunstige for nævnte parter, end hvis de pågældende havde samarbejdet. Formålet med grundforordningens artikel 18 er således at gøre det muligt for Kommissionen at fortsætte undersøgelsen, selv hvis de berørte parter måtte nægte at samarbejde eller måtte samarbejde i utilstrækkelig grad (jf. i denne retning dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 55).
115 Det følger af disse betragtninger, at grundforordningens artikel 6 og 16, sammenholdt med dens artikel 18, stk. 3 og 6, tilsigter at fastlægge, i hvilket omfang Kommissionen skal tage hensyn til oplysninger fremlagt af de parter, der er genstand for en antidumpingundersøgelse, såvel som de konsekvenser, der kan knyttes til denne parts manglende, delvise eller mangelfulde samarbejde. Kommissionen skal således kun tage hensyn til disse oplysninger, når de opfylder betingelserne omtalt i nærværende doms præmis 113. Hvis samarbejdet er utilstrækkeligt, kan konsekvensen heraf endvidere være en mindre gunstig situation for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.
116 For det første følger det heraf, at Retten, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, ikke tilsidesatte disse bestemmelser i grundforordningen, herunder dens artikel 18, ved i den appellerede doms præmis 116 at fastslå, at det fra indledningen af antidumpingproceduren påhvilede appellanterne efter bedste evne at forelægge Kommissionen alle oplysninger, som tjente den korrekte forståelse af deres oplysninger, således at der ikke var risiko for at hæmme den korrekte gennemførelse af denne procedure, med henblik på at Kommissionen fik mulighed for at foretage de nødvendige kontroller rettidigt.
117 For det andet kunne Retten gyldigt fastslå, at de faktiske omstændigheder henhørte under anvendelsesområdet for grundforordningens artikel 18, stk. 3, for så vidt som de pågældende oplysninger ikke kunne efterprøves som omhandlet i denne bestemmelse, eftersom Retten i det foreliggende tilfælde i den appellerede doms præmis 110 – uden at det i denne henseende er gjort gældende, at der er foretaget urigtig gengivelse – fastslog, at de af appellanterne fremlagte oplysninger, selv efter krydstjekket uden kontrolbesøg, ikke var tilstrækkeligt klare og ikke gav Kommissionen mulighed for at efterprøve, om Erdemirs deltagelse i Isdemirs salg afspejledes korrekt i de af Isdemir angivne SA&G-omkostninger. Konstateringen af, at appellanterne således ikke havde fremlagt klare, korrekte og tilstrækkelige oplysninger, tillod ligeledes, at Retten i nævnte doms præmis 117 uden at begå en retlig fejl kunne fastslå, at Kommissionen for at afspejle Erdemirs deltagelse i Isdemirs salgsproces på hjemmemarkedet med føje tilføjede justerede SA&G-omkostninger.
118 Retten kan dermed ikke foreholdes, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 18, for så vidt som den anvendte denne bestemmelse, eller at den overførte retspraksis vedrørende nævnte bestemmelse på en situation, hvor denne retspraksis ikke fandt anvendelse.
119 For det tredje kan Retten heller ikke foreholdes, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 18, stk. 3, for så vidt som Retten – selv om denne bestemmelse foreskriver, at oplysninger, som »ikke er fyldestgørende i enhver henseende«, ikke automatisk kan udelukkes – fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til at tage hensyn til visse oplysninger, når den vurderer, at de ikke er klare, uden at den først skal forsøge at præcisere disse i medfør af sin beføjelse til at anmode de eksporterende producenter om supplerende oplysninger.
120 Det fremgår nemlig ikke af den appellerede dom, at Retten fastslog, at Kommissionen måtte afslå at tage hensyn til disse oplysninger. Tværtimod anførte Retten i nævnte doms præmis 115,at denne institution skulle anvende de fremlagte oplysninger til at udarbejde antidumpingundersøgelsens konklusioner. Retten fastslog derimod med føje, at Kommissionen kunne forhøje størrelsen af de af et forretningsmæssigt forbundet selskab angivne omkostninger for at afspejle dets deltagelse i processen for den berørte eksporterende producents hjemmemarkedssalg, når denne institution ikke kunne efterprøve nøjagtigheden af de oplysninger, som de berørte parter havde fremlagt i denne henseende, selv efter at have truffet foranstaltninger med henblik herpå. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 110 og 111, fastslog Retten i det foreliggende tilfælde, at det selv i lyset af dokumenterne fremlagt efter et krydstjek uden kontrolbesøg fortsat var vanskeligt for nævnte institution at efterprøve, om salgsfunktionerne afspejledes korrekt i de af Isdemir angive SA&G-omkostninger.
121 Det følger af ovenstående betragtninger, at det ottende anbringende, for så vidt som det vedrører Rettens tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 3, idet den anerkendte, at Kommissionen automatisk måtte udelukke eller afslå at anvende visse oplysninger, som ikke var tilstrækkeligt klare, er baseret på en urigtig læsning af den appellerede dom og skal anses for ugrundet.
122 For det fjerde skal endelig klagepunktet om risikoen for at undergrave Kommissionens forpligtelse til at udvise omhu og til god forvaltning følgelig ligeledes forkastes, idet dette klagepunkt er støttet på den urigtige forudsætning om, at Retten med urette besluttede, at Kommissionen automatisk kunne afslå at anvende visse oplysninger uden at skulle forsøge at præcisere disse.
Det syvende anbringende
Parternes argumenter
123 Med det syvende anbringende, hvorved den appellerede doms præmis 116, 117, 122, 124 og 125 kritiseres, har appellanterne gjort gældende, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten, for så vidt som den kun delvist besvarede det argument, som de havde fremført til støtte for det tredje anbringendes første led i første instans, om at Kommissionen havde medregnet visse SA&G-omkostninger to gange, nemlig de transportomkostninger, som Erdemir havde afholdt, og dem, som dette selskab direkte havde faktureret til Isdemir. Retten undersøgte imidlertid kun den dobbelte medregning i lyset af »koncerninterne tjenester« og undlod at undersøge denne i lyset af »transportomkostninger«.
124 Kommissionen har gjort gældende, at det syvende anbringende er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
125 I henhold til fast retspraksis skal begrundelsen for en dom klart og utvetydigt angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (dom af 13.1.2022, Tyskland –Ville de Paris m.fl. mod Kommissionen, C-177/19 P – C-179/19 P, EU:C:2022:10, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.11.2024, LE mod Kommissionen, C-781/22 P, EU:C:2024:960, præmis 73). Begrundelsespligten indebærer imidlertid ikke, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, idet Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er tilstrækkelige til, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 5.5.2022, Zhejiang Jiuli Hi-Tech Metals mod Kommissionen, C-718/20 P, EU:C:2022:362, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.1.2025, Frajese mod Kommissionen, C-586/23 P, EU:C:2025:45, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
126 Det skal fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 96-125 besvarede argumentet om den eventuelle dobbelte medregning af de transportomkostningerne i forbindelse med Erdemirs gennemførelse af Isdemirs hjemmemarkedssalg, og gav en retligt fyldestgørende begrundelse for at forkaste appellanternes tredje anbringendes første led.
127 I denne forbindelse afgrænsede Retten i den appellerede doms præmis 96 og 97 indledningsvis rækkevidden af de argumenter, som appellanterne havde fremført til støtte for dette første led, idet den anførte, at det fremgik heraf, at dette salg ifølge appellanterne i processen for Isdemirs hjemmemarkedssalg blev refaktureret af Erdemir i forhold til uafhængige kunder til samme værdi som den, som sidstnævnte selskab havde faktureret til Isdemir, mens fragtleverandørerne fakturerede transportomkostningerne til Erdemir, som refakturerede disse omkostninger til Isdemir. Ved den endelige beregning af dumpingmargenen for Isdemir forhøjede Kommissionen med urette de af dette selskab angivne SA&G-omkostninger for hjemmemarkedssalget med et beløb, som efter denne institutions skøn svarede til SA&G-omkostninger, der dækkede Erdemirs deltagelse i processen for Isdemirs hjemmemarkedssalg.
128 I denne forbindelse skal der tages hensyn til den omstændighed, at appellanterne i punkt 115 i stævningen for Retten havde anført, at de transportomkostninger, som Erdemir oprindeligt afholdt, blev refaktureret til Isdemir, og at disse omkostninger var taget i betragtning i Isdemirs SA&G-omkostninger. I denne stævnings punkt 120 anerkendte appellanterne endvidere i forbindelse med 74. betragtning til den omtvistede forordning, som er omtalt i nævnte stævnings punkt 118, og hvori Kommissionen anførte, at den ikke kunne afgøre, om de fakturerede tjenester vedrørte omkostninger ved videresalg på hjemmemarkedet, da de transaktioner, der var bogført i regnskaberne og/eller de udstedte fakturaer, alle blot var markeret som »koncerninterne tjenester«, at fakturaer og optegnelser henviste til »udgifter til koncerninterne tjenester«, samtidig med at appellanterne gjorde gældende, at de havde fremlagt detaljerede forklaringer om beregningen af omkostningsfordelingen for at fastlægge de omkostninger, som hvert enkelt selskab havde afholdt.
129 Det var således i lyset af disse argumenter, som appellanterne havde fremført, at Retten, som det fremgår af den appellerede doms præmis 96 og 97, vurderede, at den skulle undersøge den eventuelle dobbelte medregning af transportomkostningerne i forbindelse med hjemmemarkedssalget som en del af de af Isdemir angivne SA&G-omkostninger, for så vidt som disse transportomkostninger var medregnet i de »koncerninterne tjenester«, som Erdemir fakturerede til sidstnævnte.
130 I denne forbindelse anførte Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 101 og 102, at Kommissionen med henblik på at afgøre, om hjemmemarkedssalget er rentabelt, eventuelt tager hensyn til de forretningsmæssigt forbundne forhandleres SA&G-omkostninger, og påpegede, at beløbene svarende til disse omkostninger samt fortjenesten er støttet på reelle oplysninger om produktion og salg.
131 Derefter fastslog Retten i den appellerede doms præmis 104, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke havde kunnet afgøre, om de fakturerede tjenester rent faktisk vedrørte omkostninger afholdt i forbindelse med videresalget på hjemmemarkedet, eftersom de bogførte transaktioner eller udstedte fakturaer alle blot var markeret som »koncerninterne tjenester«. Desuden anførte Retten i nævnte doms præmis 110, at Kommissionen inden for rammerne af krydstjekket uden kontrolbesøg hverken havde kunnet afgøre eller kontrollere, om de tjenester, som Erdemir havde faktureret til Isdemir, afspejlede førstnævntes deltagelse i processen for hjemmemarkedssalget korrekt, og at det, efter krydstjekket uden kontrolbesøg og på trods af fremlæggelsen af fakturaer eller regnskabsudtog, endvidere fortsat var vanskeligt for Kommissionen at kontrollere, om Erdemirs salgsfunktioner afspejledes korrekt i de af Isdemir angivne SA&G-omkostninger.
132 Endelig fastslog Retten – efter at den i den appellerede doms præmis 112 havde fastslået, at det ikke påhvilede Kommissionen af svarene på spørgeskemaet og på anmodningerne om supplerende oplysninger at udlede, at Isdemirs hjemmemarkedssalg blev faktureret gennem Erdemir – i nævnte doms præmis 117, at denne institution ikke kunne foreholdes, at den havde fundet, at den ikke kunne afgøre og kontrollere, om de tjenester, som Erdemir fakturerede til Isdemir, afspejlede Erdemirs deltagelse korrekt, og at Kommissionen således med føje havde kunnet føje et beløb til SA&G-omkostningerne for at tage hensyn til de salgstjenester, som Erdemir leverede.
133 Det fremgår af disse betragtninger, at Retten ved den vurdering af de faktiske omstændigheder, som den er enekompetent til, fastslog, at de oplysninger, som appellanterne havde fremlagt, hverken havde gjort det muligt for Kommissionen præcist at afgrænse, hvilke omkostninger der henhørte under »koncerninterne tjenester«, som var faktureret af Erdemir, eller dermed at kontrollere, om de transportomkostninger, som Erdemir havde afholdt, og som vedrørte det hjemmemarkedssalg, som dette selskab havde foretaget som Isdemirs mellemmand, var korrekt afspejlet i disse tjenester eller i de SA&G-omkostninger, som Isdemir havde afholdt og angivet for hjemmemarkedssalget.
134 Denne begrundelse giver således mulighed for, at appellanterne kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke godtog deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er tilstrækkelige til, at den kan udøve sin prøvelsesret.
135 Det følger heraf, at det syvende anbringende om, at den appellerede dom er behæftet med en manglende begrundelse, skal forkastes som ugrundet.
136 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed.
Sagsomkostninger
137 I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.
138 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
139 Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları TAŞ, İskenderun Demir ve Çelik AŞ og Erdemir Çelik Servis Merkezi Sanayi ve Ticaret AŞ bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: engelsk.