|
31.10.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 311/58 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 30. oktober 2014
om ækvivalens mellem de reguleringsmæssige rammer i Singapore for centrale modparter og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre
(2014/753/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (1), særlig artikel 25, stk. 6, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Proceduren for anerkendelse af centrale modparter (CCP'er), der er etableret i tredjelande, jf. artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012, har til formål at gøre det muligt for CCP'er, der er etableret og har tilladelse i tredjelande, hvis reguleringsmæssige standarder er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning, at levere clearingydelser til clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen. Nævnte anerkendelsesprocedure og den dertil knyttede ækvivalensafgørelse bidrager dermed til at realisere det overordnede mål i forordning (EU) nr. 648/2012 om at begrænse den systemiske risiko ved at udvide brugen af sikre og forsvarlige CCP'er til at cleare over-the-counter (OTC)-derivataftaler, herunder når nævnte CCP'er er etableret og har tilladelse i et tredjeland. |
|
(2) |
For at et tredjelands retlige system kan betragtes som ækvivalent med Unionens retlige system for CCP'er, bør de væsentligste resultater af de gældende retlige og tilsynsmæssige rammer være ækvivalente med Unionens krav i forhold til de reguleringsmæssige mål, de realiserer. Formålet med denne ækvivalensvurdering er derfor at kontrollere, om de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore sikrer, at CCP'er, der er etableret og har tilladelse der, ikke udsætter clearingmedlemmer og handelspladser, der er etableret i Unionen, for et højere risikoniveau end sidstnævnte kunne udsættes for af CCP'er, der har tilladelse i Unionen, og følgelig ikke udgør en uacceptabelt stor systemisk risiko i Unionen. |
|
(3) |
Den 1. september 2013 modtog Kommissionen teknisk rådgivning fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for CCP'er, som har tilladelse i Singapore. I forbindelse med den tekniske rådgivning blev der identificeret en række forskelle mellem de retligt bindende krav, der på retsligt niveau gælder for CCP'er i Singapore, og de retligt bindende krav, der gælder for CCP'er i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012. Denne afgørelse er imidlertid ikke kun baseret på en sammenlignende analyse af de retligt bindende krav, der gælder for CCP'er i Singapore, men også på en vurdering af resultatet af disse krav og af deres evne til at begrænse de risici, som clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen, kan blive udsat for, på en måde, der betragtes som ækvivalent med resultatet af kravene i forordning (EU) nr. 648/2012. I den forbindelse bør navnlig de væsentligt lavere risici, der er forbundet med clearingaktiviteter, der udføres på finansielle markeder, som er mindre end Unionens finansielle marked, tages i betragtning. |
|
(4) |
I overensstemmelse med artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal tre betingelser være opfyldt, for at det kan fastslås, at et tredjelands retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er, som har tilladelse der, er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning. |
|
(5) |
I henhold til den første betingelse skal CCP'er, som har tilladelse i et tredjeland, opfylde retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012. |
|
(6) |
De retligt bindende krav i Singapore for CCP'er, som har tilladelse der, består af kapitel 289 i »Securities and Futures Act« (SFA) og »Securities and Futures (Clearing Facilities) Regulations 2013« (SFA-forskrifterne). SFA har til formål at fremme sikre og effektive clearingfaciliteter og at begrænse den systemiske risiko. SFA-forskrifterne udbygger og gennemfører kravene i SFA. Ved SFA indføres der en ordning for meddelelse af tilladelse med henblik på alle systemisk vigtige clearingfaciliteter, der fungerer som CCP'er, og som skal meddeles tilladelse af den monetære myndighed i Singapore (MAS) som godkendte clearingcentraler (ACH'er). Andre clearingfaciliteter, herunder oversøiske CCP'er, meddeles tilladelse af MAS som anerkendte clearingcentraler (RCH'er). |
|
(7) |
I januar 2013 offentliggjorde MAS endvidere »Monograph on Supervision of Financial Market Infrastructures« (monografien), hvori der fastsættes standarder for CCP'er med henblik på gennemførelse af »Principles for Financial Market Infrastructures« (PFMI), som Udvalget om Betalings- og Markedsinfrastrukturer (CPMI) (2) og Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) udstedte i april 2012. I monografien forklares det navnlig, hvordan MAS forventer, at ACH'er opfylder deres forpligtelser i henhold til SFA, hvilket MAS tager i betragtning ved vurderingen af ACH'ernes overholdelse af forpligtelserne i SFA. |
|
(8) |
For at få meddelt tilladelse som ACH'er skal clearingcentraler opfylde specifikke krav i SFA og i SFA-forskrifterne. MAS kan stille betingelser eller pålægge begrænsninger i forhold til at meddele tilladelse til ACH'er og kan til enhver tid tilføje eller ændre eller tilbagekalde enhver betingelse eller begrænsning. ACH'er skal drive clearingfaciliteter sikkert og effektivt, og de skal styre de risici, der er forbundet med deres virksomhed og transaktioner, forsvarligt. De skal endvidere have tilstrækkelige finansielle, menneskelige og systemrelaterede ressourcer. |
|
(9) |
I henhold til SFA skal ACH'er også på individuel basis vedtage interne regler og procedurer, som sikrer korrekt og effektiv drift af clearingfaciliteten og korrekt regulering af og tilsyn med deres medlemmer. ACH'ers interne regler og procedurer skal tage højde for specifikke forhold, som MAS har foreskrevet, herunder krav vedrørende risici i forbindelse med drift af clearingfaciliteter, håndtering af misligholdelser og de kriterier og betingelser, som medlemmerne skal opfylde. På den måde gennemføres monografien i ACH'ernes interne regler og procedurer. ACH'ernes interne regler og procedurer, såvel som enhver ændring heraf, skal forelægges for MAS forud for gennemførelsen. MAS kan underkende, ændre og supplere de interne regler og procedurer og enhver del af den foreslåede ændring. Endvidere indeholder SFA-forskrifterne et eksplicit krav om forudgående godkendelse fra MAS af enhver ændring af ACH'ernes risikostyringsrammer, herunder den type sikkerhedsstillelse, som accepteres, metoderne til værdiansættelse af sikkerhedsstillelse og fastsættelse af marginer med henblik på styring af ACH'ernes risikoeksponering over for deltagerne, samt omfanget af de finansielle midler, der er til rådighed til dækning af medlemmers misligholdelse (undtagen marginer, som ACH'en ligger inde med). SFA foreskriver sanktioner, hvis ACH'ers interne regler og procedurer ændres på en sådan måde, at de krav, som MAS har fastsat, ikke længere opfyldes. I henhold til SFA er ACH'ers interne regler og procedurer derfor bindende for de pågældende ACH'er. |
|
(10) |
De retligt bindende krav i Singapore antager derfor form af en totrinsstruktur. Ved de centrale krav, der stilles til ACH'er i SFA og SFA-forskrifterne (de primære regler), fastsættes de høje standarder, som ACH'er skal opfylde for at få meddelt tilladelse til at levere clearingserviceydelser i Singapore. Nævnte primære regler svarer til det første trin i de retligt bindende krav i Singapore. For at godtgøre overensstemmelse med de primære regler skal ACH'er forelægge deres interne regler og procedurer for MAS forud for gennemførelsen, og MAS kan afvise, ændre eller supplere dem. Nævnte interne regler og procedurer svarer til det andet trin i de retligt bindende krav i Singapore, som skal indeholde præskriptive detaljer om, hvordan den ansøgende ACH skal opfylde nævnte høje standarder i overensstemmelse med monografien. Endvidere omfatter ACH'ers interne regler og procedurer yderligere bestemmelser, som supplerer de primære regler. |
|
(11) |
Ved ækvivalensvurderingen af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for ACH'er, bør der også tages hensyn til det risikobegrænsende resultat, som de sikrer i forhold til det risikoniveau, som clearingmedlemmer og handelspladser, der er etableret i Unionen, er udsat for på grund af deres deltagelse i ACH'er. Det risikobegrænsende resultat bestemmes både af det risikoniveau, der er forbundet med de clearingaktiviteter, som den pågældende CCP udfører, og som afhænger af størrelsen af det finansielle marked, hvor CCP'en driver virksomhed, og af den evne, som de retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er har til at begrænse nævnte risikoniveau. For at opnå det samme risikobegrænsende resultat skal der stilles strengere risikobegrænsende krav til CCP'er, der udfører deres aktiviteter i større finansielle markeder, som er forbundet med et højere risikoniveau, end for CCP'er, der udfører deres aktiviteter i mindre finansielle markeder, som er forbundet med et lavere risikoniveau. |
|
(12) |
De finansielle markeder, hvor ACH'er udfører deres clearingaktiviteter, er betydeligt mindre end dem, hvor CCP'er, der er etableret i Unionen, udfører deres. I de seneste tre år har den samlede værdi af de transaktioner, der er clearet i Singapore, faktisk udgjort mindre end 1 % af den samlede værdi af de transaktioner, der er clearet i de EU-medlemsstater, som er en del af G10. Derfor udsætter deltagelse i ACH'er clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen, for væsentligt lavere risici end deltagelse i CCP'er, der har tilladelse i Unionen. |
|
(13) |
De retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for ACH'er, kan derfor betragtes som ækvivalente, hvis de kan begrænse nævnte lavere risikoniveau. De primære regler, der gælder for ACH'er, begrænser, suppleret med ACH'ernes interne regler og procedurer, hvorved PFMI'erne gennemføres, det lavere risikoniveau i Singapore og sikrer et risikobegrænsende resultatet, der er ækvivalent med det, som tilstræbes ved forordning (EU) nr. 648/2012. |
|
(14) |
Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore sikrer, at ACH'er, som har tilladelse der, opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012. |
|
(15) |
I henhold til den anden betingelse i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore for CCP'er, der har tilladelse der, sikre, at nævnte CCP'er til enhver tid er underlagt effektivt tilsyn og håndhævelse. |
|
(16) |
MAS kan både udstede generelle og specifikke instrukser med henblik på at sikre forsvarlig og effektiv drift af ACH'er, og navnlig overholdelse af forpligtelser og krav i SFA eller af de krav, som MAS har foreskrevet, og som skal integreres i ACH'ernes interne regler og procedurer. SFA indeholder bestemmelser om anvendelse af sanktioner, hvis den berørte ACH ikke følger de instrukser, som MAS har udstedt. Med hensyn til håndhævelse af ACH'ernes interne regler og procedurer kan MAS anmode »High Court« om at udstede et påbud om, at en given ACH skal følge, overholde, håndhæve eller gennemføre sine interne regler og procedurer. Endelig kan MAS tilbagekalde ACH'ers tilladelse i tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav, som MAS foreskriver, enhver betingelse eller begrænsning pålagt i forbindelse med meddelelsen af tilladelse, enhver instruks udstedt af MAS i henhold til SFA eller enhver bestemmelse i SFA osv. |
|
(17) |
I henhold til SFA-forskrifterne er ACH'er desuden forpligtet til at forelægge en årlig rapport for MAS med en redegørelse for, hvordan de har levet op til deres ansvar i henhold til SFA i løbet af regnskabsåret. De skal også forelægge MAS revisorernes uforkortede rapport om ACH'en, som skal omfatte revisorernes eventuelle konstateringer og anbefalinger om den interne kontrol i ACH'en og om ACH'ens eventuelt manglende overholdelse af bestemmelser i SFA og eventuelle instrukser udstedt af MAS i henhold til SFA. |
|
(18) |
Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore for CCP'er, der har tilladelse der, til enhver tid sikrer effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse. |
|
(19) |
I henhold til den tredje betingelse i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore indeholde et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af CCP'er, der har tilladelse i henhold til det retlige system i tredjelande (CCP'er fra tredjelande). |
|
(20) |
CCP'er fra tredjelande kan ansøge om at få meddelt tilladelse som RCH, hvilket giver dem mulighed for at levere de samme serviceydelser i Singapore som dem, de har tilladelse til at levere i tredjelandet. |
|
(21) |
Inden der meddeles tilladelse som RCH, vurderer MAS, om den reguleringsmæssige ordning i det tredjeland, hvor CCP'en har tilladelse, er ækvivalent med de retlige og tilsynsmæssige rammer, der finder anvendelse på CCP'er, som er etableret i Singapore, herunder, om PFMI'erne finder anvendelse. Der skal endvidere etableres samarbejdsordninger mellem MAS og den relevante udenlandske tilsynsmyndighed, inden der kan meddeles tilladelse som RCH. |
|
(22) |
Selv om det konstateres, at anerkendelsesproceduren inden for de retlige rammer i Singapore, der gælder for CCP'er fra tredjelande, afviger fra den procedure, der er fastsat i forordning (EU) nr. 648/2012, bør den ikke desto mindre betragtes som et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af CCP'er fra tredjelande. |
|
(23) |
De betingelser, der er fastsat i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan derfor betragtes som opfyldt af de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore vedrørende ACH'er, og nævnte retlige og tilsynsmæssige rammer bør anses for at være ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 648/2012. Kommissionen bør, på grundlag af oplysninger fra ESMA, fortsat overvåge udviklingen i de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore for CCP'er og fortsat overvåge, om de betingelser, som danner grundlag for denne afgørelse, er opfyldt. |
|
(24) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Med henblik på artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012 betragtes de retlige og tilsynsmæssige rammer i Singapore, bestående af kapitel 289 i »Securities and Futures Act« og »Securities and Futures (Clearing Facilities) Regulations 2013«, suppleret med »Monograph on Supervision of Financial Market Infrastructures«, og som gælder for godkendte clearingcentraler (ACH'er), som har tilladelse der, som ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 648/2012.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. oktober 2014.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
(1) EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.
(2) Pr. 1. september 2014 har Udvalget om Betalings- og Clearingssystemer ændret navn til Udvalget om Betalings- og Markedsinfrastrukturer (CPMI).