Er det det faktiske indhold af mælkeprodukter, der er bestemmende?

Følger det af fællesskabsretten, efter hvilken metode det faktiske indhold af mælkeprodukter skal bestemmes?

Artikel 11 i forordning 823/68 er en ren importafgiftsregel. Forordning nr. 823/68 har sit grundlag i artikel 14, stk. 6, i Rådets forordning nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT 1968 (I), s. 169; org.ref. JO L 148, s. 13). Denne bemyndigelsesforskrift indeholdes i afsnit III, der udelukkende omhandler handelen med tredjelande.

De særlige bestemmelser for beregningen af importafgift kommer helt klart til udtryk i betragtningerne til forordning nr. 823/68, hvor det anføres, at der ved beregningen må tages hensyn til et som en fast størrelse bestemt stivelsesindhold og et som en fast størrelse bestemt mejeriproduktindhold. Herved skal det lavest mulige stivelsesindhold og det højst mulige mejeriproduktindhold lægges til grund. Det kommer her klart til udtryk, at det er beskyttelseshensyn, der ligger til grund for den valgte beregningsmetode. Af betragtningerne til forordning nr. 823/68 fremgår det også tydeligt, at mælkebestanddelene har en væsentlig større indflydelse på dannelsen af fabrikationsprisen end kornbestanddelene. Dette er grunden til, at Rådet i artikel 11, stk. 1, i denne forordning har bestemt, at indholdet af mejeriprodukter i de under underposition ex23.07 B henhørende produkter bestemmes ved at multiplicere indholdet af lactose med koefficienten 2. Hermed har Rådet skabt et andet grundlag for beregning af importafgiften, end hvad der følger af toldtariffen. Tariferingen af et produkt under position ex23.07 B retter sig efter produktets faktiske indhold af mælkeprodukter, medens det efter forordning nr. 823/68 er det fiktive indhold, der er afgørende. Det afgørende hensyn har her været beskyttelsen af fællesmarkedet over for import fra tredjelande på den måde, at importafgiftsberegningen sker på grundlag af det højst mulige indhold af mælkeprodukter. Kommissionen har lagt det faktiske indhold af mælkeprodukter til grund ved fastsættelsen af restitutionerne til gennemførelse af Rådets forordning nr. 876/68 af 28. juni 1968 om fastsættelse af de almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner for mælk og mejeriprodukter og om kriterierne for fastsættelse af restitutionsbeløbet (EFT 1968, (I), s. 226; org.ref. JO L 155, s. 1).

De særlige regler for importafgifter har ingen betydning for tariferingen efter den fælles toldtarif. Hvis det efter artikel 19 i forordning nr. 804/68 er den fælles toldtarifs bestemmelser, der skal finde anvendelse på tariferingen af produkter under den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, så kan denne tarifering kun have betydning for told. For importafgifter kan bestemmelsen kun have vejledende betydning.

Disse principper finder også anvendelse ved beregningen af monetære udligningsbeløb. Disse beløb har ikke samme funktion som importafgifterne. Importafgifterne er et led i beskyttelsen af fællesskabspræferencen, medens udligningsbeløbene må anskues som en justerende faktor i forhold til svingninger i ubestandige valutakurser, der kan fremkalde forstyrrelser i samhandelen med landbrugsprodukterne i henhold til de fælles markedsordninger, der bygger på fælles priser. Det er ikke i overensstemmelse med formålet med de monetære udligningsbeløb, at varen bedømmes efter de samme bestemmelser, særligt efter den fælles toldtarifs nomenklatur, både med henblik på beregning af importafgifter og monetære udligningsbeløb. Artikel 11 i forordning nr. 823/68 tjener kun det særlige formål at beregne importafgiften. I modsætning hertil må de monetære udligningsbeløb ikke være højere end absolut nødvendigt for at udligne de valutamæssige foranstaltningers virkning på prisen på de basisprodukter, for hvilke der er fastsat interventionsforanstaltninger. Mælkeerstatningsfoder er et såkaldt følgeprodukt som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra b) i Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971 om visse konjunkturpolitiske foranstaltninger, der skal træffes inden for landbrugssektoren som følge af den midlertidige udvidelse af grænserne for kursudsving i visse medlemsstaters valutaer (EFT 1971 (I), s. 231; org.ref. JO L 106, s. 1). Det følger altså af denne forordnings formål og klare forskrifter, at det ikke er det størst mulige men det faktiske indhold af mælkeprodukter, der skal lægges til grund ved beregningen af de monetære udligningsbeløb. Dette gælder i særdeleshed, når den i forordning nr. 823/68 indeholdte metode til beregning af lactoseindholdet fører til urigtige resultater ved mælkeerstatningsfoder, når produktet også er blevet tilsat vallepulver.

Kommissionens forordning nr. 1380/75 af 29. maj 1975 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende monetære udligningsbeløb (EFT L 139, s. 37) sondrer mellem monetære udligningsbeløb i samhandelen med tredjelande på den ene side og i samhandelen inden for Fællesskabet på den anden side. I samhandelen med tredjelande bestemmer forordningen, at det er bestemmelserne vedrørende told eller importafgifter, der skal anvendes på de monetære udligningsbeløb. En sådan regel gælder dog ikke for den interne fællesskabshandel. Dette er ikke i strid med princippet om, at en vare i toldmæssig henseende skal tariferes uafhængigt af sin oprindelse. Tariferingen sker ud fra varens objektive kendetegn og egenskaber, selv om der af særlige grunde kan gøres undtagelser, eksempelvis hvor der foreligger en særlig beregningsmetode for importafgiften. Sådanne særlige betingelser er dog altid undtagelser og finder kun anvendelse inden for de rammer, i hvilke de udtrykkeligt er blevet sat. I reglerne for monetære udligningsbeløb i den interne fællesskabshandel er der hverken nogen direkte eller indirekte henvisning til artikel 11 i forordning 823/68.

Selv om der fandtes en sådan henvisning, ville en beregning af monetære udligningsbeløb for mælkeerstatningspulver i henhold til artikel 11 i forordning nr. 823/68 være i strid med forbudet mod forskelsbehandling og princippet om ensartede beregningsmetoder i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3.

Firma Milchfutter og den hollandske eksportør ville i nærværende tilfælde blive diskrimineret i forhold til tyske producenter af mælkeerstatningsfoder, såfremt de ved eksport, henholdsvis import af mælkeerstatningsfoder ikke blot måtte betale monetære udligningsbeløb efter det faktiske indhold af mælkeprodukter, men også efter et fiktivt indhold. Forskellen er betragtelig. Det drejer sig om en afgift med tilsvarende virkning som told, der således ikke kan betragtes som en justering af usikre valutakursers svingninger.

I øvrigt følger det af EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, at en fælles prispolitik bør baseres på fælles priser og ensartede beregningsmetoder. Hvis ordningen vedrørende de monetære udligningsbeløb skal udgøre en undtagelse fra dette princip med fælles priser, så må undtagelsen i hvert fald begrænses til det faktiske indhold af mælkeprodukter.

Inden for rammerne af de fælles prisordninger for landbrugsvarer er det umuligt, at tariferingen kan ske, uden at der tages hensyn til de mælkeprodukter, der indgår i blandfoderet. Ved siden af indholdet af kornprodukter er det afgørende for sådanne foderstoffers værdi og deres prisdannelse, hvilken mængde af hvilke mælkeprodukter (skummetmælkspulver, vallepulver, vallepulver, hvor sukkerindholdet delvist er fjernet, vallepulver tilsat sukker, ymerpulver, kærnemælkspulver, lactose, kasein, mælkeprotein), der konkret er medgået til produkternes fremstilling.

Det er toldmyndighederne i importmedlemsstaten, der skal foretage tariferingen af en bestemt vare med henblik på opkrævning af monetære udligningsbeløb. Ved denne tarifering kan disse myndigheder ikke lægge nogen anden vare til grund end den, der konkret er blevet importtoldbehandlet. Disse myndigheder må sondre mellem disse enkelte foderstoffer på grundlag af disses objektive fremtræden, beskaffenhed og sammensætning. Den sondring, som følger af toldtariffen, må nødvendigvis kunne anvendes af de nationale myndigheder ved deres kontrol og må ikke forudsætte økonomiske eller faktiske krav, der umuligt kan opfyldes.

Den kontrol, der gennemføres i den udenlandske produktionsvirksomhed under fremstillingen af blandfoderet, er ikke tilstrækkelig i så henseende. Kontrollen kan kun antages som tilstrækkeligt bevis, når det konstateres, at den importerede og den kontrollerede vare er den samme. Dette er kun undtagelsesvis muligt.

Ganske vist løser den af importlandets toldmyndigheder foretagne undersøgelse på grundlag af prøver af det importerede blandfoder problemet vedrørende overensstemmelsen mellem den undersøgte og den importerede vare, men dog ikke det problem, at en pålidelig kvantitativ analyse af disse prøver med henblik på at fastslå det konkrete og nøjagtige indhold af varens bestandelse af mælkeprodukter ikke er mulig.

Hvad angår de afgifter, der opkræves ved import fra tredjelande, er der fundet en løsning, der går ud på, at selv om toldtariffen sondrer efter indholdet af mælkeprodukter, så sættes toldvæsenet dog i stand til at gennemføre denne sondring i kraft af de supplerende bestemmelser, hvorefter det relevante indhold beregnes ved hjælp af en tilbageregning med faste størrelser på grundlag af det lactoseindhold, der kan påvises ved en analyse af foderstoffet (artikel 11 i forordning nr. 823/68 og forordning nr. 1216/68). Disse faste størrelser er tilstrækkelige til at skabe den prisudligning, der tilstræbes med importafgifterne. I medfør af disse størrelser kan importlandets toldmyndigheder og importøren sikkert og enkelt tarifere og med samme resultat beregne den skyldige afgift.

Der findes ikke nogen udtrykkelig regel, der bestemmer, at de enkelte foderstoffer under position 23.07 B I a) skal afgrænses på samme måde ved beregningen af de monetære udligningsbeløb. Hensynet til retssikkerhed og retsenhed taler for at anvende den samme sondring, både hvad angår monetære udligningsbeløb og importafgifter. Så længe der ikke findes bedre undersøgelses- og erkendelsesmuligheder, er der faktisk intet andet valg.

De interesser og de faktiske hensyn, der eksisterer i forhold til importafgifterne, er principielt de samme, hvad monetære udligningsbeløb angår. Forordningerne om fastsættelse af monetære udligningsbeløb anvender den samme nomenklatur, som gælder for importafgifter. I begge tilfælde aktualiseres beløbet ved import til en medlemsstat. I forhold til tredjelande forhøjes eller nedsættes importafgifterne med det monetære udligningsbeløb, hvorved den endelige importafgiftsbyrde bestemmes. I nærværende sammenhæng er der ingen anden reel mulighed for at påvise indholdet af mælkeprodukter end efter den i forordning nr. 823/68 anførte metode. Heller ikke de monetære udligningsbeløb, der anvendes i den interne fællesskabshandel, kan beregnes efter andre kriterier. Ansvaret for den rigtige tarifering må stadig påhvile vedkommende toldmyndighed. Denne toldmyndighed må inden for sine muligheders rammer gå ud fra den importerede vares beskaffenhed og sammensætning, når indholdet af mælkeprodukter skal beregnes. Heller ikke ville det være i overensstemmelse med den tilstræbte ensartede anvendelse af fællesskabsretten, såfremt indholdet af mælkeprodukter i én og samme vare principielt blev bestemt anderledes i handelen mellem medlemsstater end i handelen med tredjelande.

Fællesskabsretten var således ikke til hinder for, at vedkommende tyske toldmyndighed i året 1975 efterfølgende og ud fra faste størrelser og på grundlag af lactoseindholdet beregnede det relevante indhold af mælkeprodukter i et foderstof under position 23.07 B I a) til brug for beregningen af monetære udligningsbeløb i samhandelen med Nederlandene. Denne antagelse, der også støttes på praktiske hensyn, er accepteret af nomenklaturudvalget for den fælles toldtarif.