1.

Den 17. oktober 2007 skete der et trafikuheld på en motorvej i Spanien, der forårsagede en persons død og kvæstede en anden. Føreren, som er portugisisk statsborger og ansat i et selskab registreret i Portugal, mistede kontrollen med det lejede køretøj, som nævnte selskab havde til rådighed. Køretøjet, der forårsagede uheldet, var af ejeren forsikret hos selskabet Helvetia Seguros, etableret i Spanien, og hvis udpegede repræsentant i Portugal er C.E.D. Portugal Unipessoal, Lda (herefter »C.E.D.«). Sagsøgerne i hovedsagen er dels den overlevende tilskadekomne, dels arvingerne til den person, der blev dræbt ved ulykken.

2.

Med henblik på at opnå erstatning for den ved ulykken lidte skade har sagsøgerne i hovedsagen ved den portugisiske ret i første instans anlagt sag mod principalt C.E.D. og subsidiært Fundo de Garantia Automóvel. På grundlag af bl.a. indholdet af repræsentationsaftalen mellem C.E.D. og Helvetia Seguros fandt retten imidlertid, at C.E.D. ikke var rette sagsøgte og afviste søgsmålet.

3.

Sagsøgerne i hovedsagen appellerede denne dom til den forelæggende ret. Denne ret er af den opfattelse, at der ikke findes nogen national bestemmelse, der tydeligt giver portugisiske repræsentanter for forsikringsselskaber, som udøver deres virksomhed på en anden medlemsstats område, beføjelse til at kunne optræde som sagsøgt, således at de i forbindelse med et erstatningssøgsmål anlagt af skadelidte ved et uheld forårsaget af et motorkøretøj, der fandt sted uden for den medlemsstats område, hvor denne skadelidte er bosat ( *2 ), og hvor et køretøj, som er forsikret i et af de nævnte selskaber, er impliceret, kan sagsøges ved en portugisisk domstol. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at dette punkt er genstand for modstridende opfattelser i både portugisisk retspraksis og i den portugisiske juridiske litteratur.

4.

Den forelæggende ret har ligeledes bemærket, at den forpligtelse, der påhviler forsikringsselskaber med hjemsted i en af EU’s medlemsstater til for hver af de andre medlemsstater at udpege en repræsentant, har sin oprindelse i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) ( *3 ).

5.

Det fremgår således af artikel 4, stk. 4, i direktiv 2000/26, at »[s]kadebehandlingsrepræsentanten […] i forbindelse med sådanne erstatningskrav [indsamler] alle de oplysninger, der er nødvendige for afvikling af skadessagerne, og tager de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf. Kravet om udpegelse af en skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab«.

6.

Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26 fastsætter, at »[s]kadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl«.

7.

Artikel 4, stk. 8, i direktiv 2000/26 blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer ( *4 ) og præciserer nu, at »[u]dpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant […] ikke i sig selv [kan] betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til artikel 1, litra b), i [Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv)], og skadebehandlingsrepræsentanten betragtes ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 88/357/EØF eller […] et forretningssted i henhold til forordning (EF) nr. 44/2001«.

8.

En læsning af bestemmelserne i direktiv 2000/26 alene gør det derfor ikke muligt for den forelæggende ret at afgøre den for denne ret verserende sag uden Domstolens vejledning, idet begrebet »tilstrækkelig bemyndigelse«, som skadebehandlingsrepræsentanten skal have, ikke er tilstrækkelig klart til at afgøre, om det omfatter muligheden for, at skadelidte ved trafikuheld kan sagsøge nævnte repræsentant direkte ved retterne på det sted, hvor de er bosat.

9.

Da Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) således er stødt på vanskeligheder i forbindelse med fortolkningen af EU-retten, har den besluttet at udsætte sagen og ved forelæggelsesafgørelsen indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. november 2015 at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

10.

Fundo de Garantia Automóvel, Den Portugisiske Republik og Europa-Kommissionen har i forbindelse med denne præjudicielle forelæggelse indleveret skriftlige indlæg.

11.

Hvad er betydningen af formodningen om, at skadebehandlingsrepræsentanten i henhold til direktiv 2000/26 skal have »tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte […] samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav« ( *5 )? Har EU-lovgiver således ønsket – for skadelidte, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde – at lade muligheden for direkte at kunne sagsøge repræsentanten ved retterne i den medlemsstat, hvor de er bosat, være omfattet? Dette er den principale juridiske problemstilling, der rejses ved de præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, og som jeg vil behandle under ét.

12.

Det er fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( *6 ). I første omgang vil jeg undersøge skadebehandlingsrepræsentantens retsstilling, således som den er defineret i direktiv 2000/26 og 2005/14. Ordlydsfortolkningen skal i anden omgang suppleres med en kontekstuel, teleologisk og systematisk fortolkning af den pågældende lovgivning.

13.

Ligesom Europa blev lovgivningen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer ikke bygget på en dag, hvilket rækken af direktiver, som er kommet til i takt med udviklingen af lovgivers overvejelser, vidner om ( *7 ). Det var først med direktiv 2000/26, dvs. det fjerde, der kom til på dette område, at der indførtes en skadebehandlingsrepræsentant.

14.

Dette direktivs formål er at afhjælpe manglerne ( *8 ) i de foregående direktiver ved at fastsætte »særlige bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat« ( *9 ). I denne forbindelse kan alle forsikringsselskaber frit udpege ( *10 ) – i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin administrative tilladelse – en skadebehandlingsrepræsentant, som skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget, og som behandler og afvikler skadessager ( *11 ). Med henblik herpå skal alle de oplysninger, der er nødvendige, indsamles, de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf, skal tages ( *12 ), og skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte, samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav ( *13 ).

15.

Samtidig har EU-lovgiver angivet, at »[k]ravet om udpegelse af en skadebehandlingsrepræsentant […] ikke [afskærer] skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab« ( *14 ). Denne præcisering havde ikke været nødvendig, såfremt lovgiver ikke havde anset et søgsmål mod selve skadebehandlingsrepræsentanten for at være en mulighed.

16.

Endelig har lovgiver villet præcisere, at udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial ( *15 ), og at repræsentanten selv ikke kan betragtes som et etableret forretningssted ( *16 ).

17.

Skadebehandlingsrepræsentantens opgaver, funktioner og pligter er forblevet uændrede i direktiv 2009/103 ( *17 ), som kun er et kodificeringsdirektiv. Dette betyder, at der ikke i teksten er fremkommet nogen præcisering af, hvad »tilstrækkelig bemyndigelse« ( *18 ) omfatter, og at lovgiver – uden at udelukke, at dette er tilfældet – ikke udtrykkeligt har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt skadebehandlingsrepræsentanten kan sagsøges direkte af de skadelidte ved uheldet, der er indtruffet uden for det nationale område, ved retterne på det sted, hvor de er bosat. Den konklusion, som Domstolen har draget vedrørende artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103, hvorefter »denne bestemmelse, der således fastsætter formålene med denne bemyndigelse, ikke [præciserer] det præcise omfang af den tildelte bemyndigelse i denne henseende« ( *19 ), kan således fuldt ud overføres på artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26. Det synes derfor nødvendigt at gå videre til den kontekstuelle, teleologiske og systematiske fortolkning.

18.

Ordlydsfortolkningen af direktiv 2000/26 viser, at skadebehandlingsrepræsentantens »tilstrækkelig[e] bemyndigelse« skal defineres således, at det er muligt for ham at varetage de to væsentligste opgaver, som han har fået tildelt, nemlig »at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte« og »fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav« ( *20 ). Denne ordrette fremstilling af direktiv 2000/26 ville imidlertid ikke være fuldstændig, hvis man ikke ligeledes tog visse af de præciseringer, som direktivets betragtninger giver, i betragtning.

19.

EU-lovgiver har således præciseret, at ordningen med en skadebehandlingsrepræsentant »ikke [ville] berøre spørgsmålet om, hvilken materiel ret der konkret skal anvendes eller om den retslige kompetence« ( *21 ). Igen lader denne præcisering med hensyn til, hvilken materiel ret der skal anvendes og fastlæggelsen af retternes kompetence, forstå, at der kan tildeles denne repræsentant en judiciel rolle. På linje hermed er det desuden præciseret, at skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed »ikke [udgør] et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå domstolskompetence i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, medmindre der er hjemmel herfor i den internationale privatrets regler om retternes kompetence« ( *22 ). Skadebehandlingsrepræsentantens deltagelse i forbindelse med eventuelle søgsmål er således langt fra udelukket.

20.

Sideløbende med de forholdsregler, som lovgiver har taget med hensyn til den mulige indvirkning af skadebehandlingsrepræsentantens indtræden i sagen på fastlæggelsen af kompetencereglerne og de internationale privatretlige regler, er der indrømmet skadelidte en ret til direkte at rejse krav mod et forsikringsselskab, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område. Denne mulighed for at rejse krav direkte fremstilles imidlertid ikke som den eneste vej til en retlig afgørelse af skadessager, men som »et logisk supplement« til »ordning[en] med en skadebehandlingsrepræsentant […], hvilket […] vil forbedre retsstillingen for [de skadelidte]« ( *23 ). Direktivets præambel er i øvrigt efter vedtagelsen af Rådets forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( *24 ) blevet beriget med en betragtning 16a ( *25 ), hvoraf fremgår, at skadelidte kan sagsøge forsikringsgiveren i den medlemsstat, hvor skadelidte har sin bopæl, jf. denne forordnings artikel 11, stk. 2, sammenholdt med dens artikel 9, stk. 1, litra b). De skadelidte vil således i princippet ligeledes kunne sagsøge forsikringsselskaberne ved retterne i den medlemsstat, hvor de er bosat.

21.

Ifølge direktivets normative bestemmelser, samt betragtningerne hertil, synes det muligt for skadelidte at anlægge sag enten direkte mod forsikringsselskabet eller mod selskabets repræsentant, idet EU-lovgiver synes at have ladet disse to muligheder for søgsmålsadgang være åbne.

22.

En læsning af betragtningerne belyser således i nogen grad den indre logik i direktiv 2000/26. Det skal imidlertid stadig efterprøves, at min foreløbige konklusion, der er baseret på en ordlyds- og kontekstuel fortolkning af dette direktiv, ikke modsiges af den teleologiske fortolkning, der skal anlægges heraf.

23.

Direktiv 2000/26 forfølger et formål om at sikre en ensartet behandling af skadelidte ved trafikuheld, uanset hvor uheldet sker ( *26 ). Dette indebærer, at der skal tages hensyn til den objektive forskel på den situation, som gør sig gældende for skadelidte ved uheld, der er indtruffet uden for den medlemsstats område, hvor de er bosat, således at der kompenseres for denne forskel ved følgelig at lette de henvendelser, som disse skadelidte foretager ( *27 ). Denne lettelse af henvendelserne er efter Domstolens opfattelse skadebehandlingsrepræsentantens væsentligste opgave ( *28 ). I denne henseende fastsætter den ordning, der er indført ved direktiv 2000/26, f.eks. at krav kan fremsættes på skadelidtes sprog ( *29 ) over for nævnte repræsentant, til hvem de direkte kan foretage alle deres indledende henvendelser om erstatning.

24.

Det siger sig selv, at anerkendelse af skadebehandlingsrepræsentantens »passive legitimation«, dvs. dennes »adgang til at møde som sagsøgt« ( *30 ), fuldt ud opfylder det formål, der forfølges med direktiv 2000/26. Det er nemlig til denne, at alle indledende »henvendelser« ( *31 ) foretages af de skadelidte, og det er ligeledes muligt, at han er deres eneste kontaktperson. Den logiske følge er derfor, at sidste trin er at anerkende, at søgsmål anlagt af disse skadelidte mod forsikringsselskabets repræsentant er anlagt over for rette sagsøgte, især da han er tildelt en aktiv rolle i erstatningsforløbet. For at kunne imødekomme erstatningskravene fuldt ud, som er en af skadebehandlingsrepræsentantens opgaver i henhold til direktiv 2000/26, kræver dette efter min opfattelse, at han tildeles en rolle i forbindelse med retssagen, og ikke en hvilken som helst: Rollen som sagsøgte.

25.

Det er også således, at jeg forstår forbedringen af de skadelidtes retsstilling, som er nævnt i 14. betragtning til direktiv 2000/26. For at vende tilbage til sammenhængen i tvisten i hovedsagen kan det være vanskeligt for disse skadelidte at forstå, at de må se deres søgsmål blive afvist på et noget formalistisk grundlag – i betragtning af de tætte forbindelser mellem forsikringsselskabet og den repræsentant, der er udpeget til behandling af skadessager – fordi søgsmålet er rettet mod nævnte repræsentant og ikke mod forsikringsselskabet selv.

26.

Uanset har den overvejende del af de procesdeltagere, som har deltaget i den skriftlige procedure, lagt særlig vægt på, at Domstolen i dom af 10. oktober 2013, Spedition Welter ( *32 ), fastslog, at skadebehandlingsrepræsentantens fuldmagt var begrænset, og at denne begrænsning indebærer, at repræsentanten ikke kan sagsøges ved retterne i den medlemsstat, hvor de skadelidte er bosat. Efter min opfattelse hviler dette synspunkt på en ufuldstændig forståelse af den pågældende dom, som jeg derfor vil vende tilbage til.

27.

I den sidstnævnte sag var spørgsmålet, om begrebet »tilstrækkelig bemyndigelse« burde omfatte en bemyndigelse for skadebehandlingsrepræsentanten til at modtage forkyndelse af retslige dokumenter, som er nødvendige for at anlægge en sag om skadeserstatning ved den kompetente ret.

28.

Domstolen fastslog i denne forbindelse, at de »skadelidte [bør] kunne fremsætte deres skadeserstatningskrav i deres egen medlemsstat over for en skadebehandlingsrepræsentant, som skadevolders forsikringsselskab har udpeget dér« ( *33 ). Domstolen anførte endvidere, at 37. betragtning til direktiv 2009/103 – som svarer til 15. betragtning til direktiv 2000/26 – forpligter medlemsstaterne til at give de pågældende repræsentanter den tilstrækkelige bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet, ikke kun over for de skadelidte, men ligeledes over for nationale myndigheder, »herunder, om nødvendigt, repræsentere det ved domstolene, i det omfang dette er foreneligt med den internationale privatrets regler om retternes kompetence« ( *34 ). Domstolen konkluderede, at »bemyndigelsen fra forsikringsselskaberne som fastsat [ved direktiv 2000/26] omfatter en bemyndigelse, der giver de skadelidte mulighed for gyldigt at anlægge sag med påstand om erstatning for tab ved de nationale domstole, uden at der kan rejses tvivl om overholdelsen af internationale privatretlige bestemmelser« ( *35 ). Disse retningslinjer er vigtige for nærværende sag, for så vidt som de vedrører spørgsmålet om rette sagsøgte.

29.

Efter denne tilsyneladende brede anerkendelse af skadebehandlingsrepræsentantens beføjelser præciserede Domstolen dog efterfølgende – idet den således støttede sig på generaladvokatens forslag til afgørelse – at det fremgik af det forberedende arbejde med udformningen af direktiv 2000/26, at »den repræsentationsbeføjelse, der udøves af et forsikringsselskab i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, ifølge lovgiver havde til formål at omfatte en bemyndigelse til at modtage forkyndelse af retslige dokumenter, selv om den var af begrænset omfang, da den ikke måtte påvirke de internationale privatretlige bestemmelser om retternes kompetence« ( *36 ). Denne sidste udtalelse gælder derfor kun for så vidt angår den særlige bemyndigelse for repræsentanten til at modtage forkyndelse af dokumenter rettet til forsikringsselskabet, når søgsmålet er anlagt over for selskabet.

30.

Nærværende sag opstiller en situation, der i betydelig grad er forskellig herfra. Den drejer sig nemlig ikke om et søgsmål, der er anlagt mod et forsikringsselskab via repræsentanten, som modtager forkyndelse heraf, men den drejer sig om de skadelidtes mulighed for at vælge skadebehandlingsrepræsentanten som sagsøgt i sagen. Denne nuanceforskel er væsentlig. I den første situation kan der med rette melde sig vanskelige spørgsmål i forbindelse med det sagsøgte forsikringsselskabs retsstilling ( *37 ), hvilket faktisk berettiger, som Domstolen gjorde, kun at indrømme skadebehandlingsrepræsentanten en begrænset repræsentationsbeføjelse. I den anden situation drejer det sig, i det mindste i første omgang, om et mere simpelt retsforhold mellem to hovedrolleindehavere nemlig skadelidte (sagsøger) og skadebehandlingsrepræsentanten, om hvem det skal afgøres, om han kan optræde som sagsøgt for forsikringsselskabet.

31.

Det er således på dette trin i analysen, at det kommer til syne, at spørgsmålet om, hvorvidt skadebehandlingsrepræsentantens kan optræde som sagsøgt – i modsætning til, hvad den forelæggende ret i det andet spørgsmål lader forstå – er en helt særskilt problemstilling, som ikke har noget at gøre med det konkrete indhold af den bemyndigelse, som forbinder denne repræsentant med forsikringsselskabet. For at opnå en ensartet behandling af de skadelidte og lette deres henvendelser, herunder skridt til indledning af retssag, kan spørgsmålet om, hvorvidt skadebehandlingsrepræsentanten kan optræde som sagsøgt, ikke på nogen måde være afhængig af kontraktforholdet mellem skadebehandlingsrepræsentanten og forsikringsselskabet. Det samme gælder ligeledes for forudsigeligheden af adgangen til og procedurerne for erstatning, som er indført ved direktiv 2000/26 til fordel for de skadelidte. Sagt på en anden måde har dette direktiv knæsat en form for juridisk repræsentation, som man ikke kan forestille sig, at der kan gøres indgreb i alene ved parternes vilje.

32.

Såfremt Domstolen måtte besvare den forelæggende rets første spørgsmål bekræftende, ville dette, som Kommissionen har gjort gældende, da bringe den »hårfine balance, der kendetegner bestemmelserne om international kompetence og lovvalg i forbindelse med grænseoverskridende erstatningssøgsmål for skader lidt som følge af trafikuheld«, i fare ( *38 )?

33.

Jeg mener ikke, at dette er tilfældet. De betænkeligheder, som lovgiver har haft hvad angår de internationale privatretlige regler og reglerne om fastlæggelse af retternes kompetence, er berettigede, når søgsmålet anlægges mod forsikringsselskabet. Det spørgsmål, der skal afgøres i dag, er dog forskelligt herfra, idet det hverken drejer sig om at fastlægge, hvilken ret der har kompetence, eller den lovgivning, som tvisten skal være underlagt. Det drejer sig simpelthen om at afgøre, om skadebehandlingsrepræsentanten kan optræde som sagsøgt. Den besvarelse, som Domstolen giver den forelæggende ret, påvirker i øvrigt på ingen måde fastlæggelsen af de portugisiske retters kompetence, hvilket bevidnes af det forhold, at denne er omstridt mellem parterne i hovedsagen på grund af usikkerheden med hensyn til, hvilken medlemsstat den ene af sagsøgerne reelt er bosat i. Spørgsmålet om, hvorvidt en person kan optræde som sagsøgt, er således et særskilt begreb i forhold til begrebet om retternes kompetence. Selv om det modsatte bør hævdes, kunne den formodning, der er fastsat i artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26, hvorefter skadebehandlingsrepræsentanten skal have »tilstrækkelig bemyndigelse« til fuldt ud at imødekomme de skadelidtes erstatningskrav, opfattes som en speciel kompetenceregel – om end kun implicit – i forhold til de internationale kompetenceregler ( *39 ). Når dette er sagt, og henset til lovgivers vedholdenhed i denne henseende, kan det synes fornuftigt at minde om denne begrænsning.

34.

Af alle de ovennævnte grunde er jeg således af den opfattelse, at artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26 skal fortolkes således, at til den tilstrækkelige bemyndigelse, som skadebehandlingsrepræsentanten skal have, hører en bemyndigelse til, at denne kan optræde som sagsøgt i forbindelse med et søgsmål anlagt af de skadelidte ved trafikuheld, som er omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, på de betingelser, der er fastsat i direktivet, idet bestemmelserne i aftalen mellem forsikringsselskabet og repræsentanten ikke kan påvirke, hvorvidt repræsentanten kan sagsøges.

35.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 4, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) skal fortolkes således, at til den tilstrækkelige bemyndigelse, som skadebehandlingsrepræsentanten skal have, hører en bemyndigelse til, at denne kan optræde som sagsøgt i forbindelse med et søgsmål anlagt af de skadelidte ved trafikuheld, som er omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, på de betingelser, der er fastsat i direktivet, idet bestemmelserne i aftalen mellem forsikringsselskabet og repræsentanten ikke kan påvirke, hvorvidt repræsentanten kan sagsøges.«