Karl Michel har i første række anført, at han fortolker dette spørgsmål således, at man ved afgørelsen af, hvilket dokument der er det indledende processkrift i sagen, kan vælge mellem betalingspålægget og fuldbyrdelsesdekretet. Ganske vist er det forkyndelsen af betalingspålægget, som bringer retssagen til eksistens, men litispendensen indtræder — om end med tilbagevirkende kraft — først fra det øjeblik, da den tyske ret efter modtagelse af indsigelsen berammer sagen. Efter Michel's opfattelse har betalingspålægget som sådant ingen retlig betydning, hvis det ikke senere forsynes med påtegning om, at det kan fuldbyrdes; det er heller ikke en eksigibel dom eller afgørelse. Da konventionen skal fortolkes selvstændigt på grundlag af sine bestemmelsers formål og rækkevidde, må der foretages en gennemgang af de nationale regler på baggrund af de garantier, som opstilles i artikel 27, nr. 2, og ganske særligt må der tages hensyn til, at skyldneren ifølge tysk ret har to frister til rådighed for at varetage sine interesser under den forenklede procesmåde i inkassosager, nemlig dels fristen for at fremsætte indsigelser mod betalingspålægget, dels fristen for at begære genoptagelse over for fuldbyrdelsesdekretet; først efter udløbet af den sidstnævnte frist får dekretet retskraft. Det indledende processkrift i sagen er derfor fuldbyrdelsesdekretet.

Den tyske regering har anført, at artikel 27, nr. 2, er en regel, der skal beskytte sagsøgte, idet den sikrer ham ret til at varetage sine interesser under en almindelig domssag. Da meddelelsen af betalingspålægget giver sagsøgte lejlighed til at tilkendegive sin opfattelse ved at anvende reglerne om indsigelser — hvilket samtidig omdanner den forenklede procesmåde til en almindelig domssag — må betalingspålægget betragtes som det indledende processkrift i sagen; det træder for så vidt i stedet for stævningen.

Omvendt må fuldbyrdelsesdekretet antages at gøre det ud for en udeblivelsesdom, som er erklæret for midlertidigt eksigibel, dvs. en afgørelse truffet under en retssag.

Ifølge den tyske regering bør det første spørgsmål besvares således:

Et betalingspålæg i medfør af de i 1976 gældende tyske regler om den forenklede procesmåde i inkassosager skal anses for at være det indledende processkrift i sagen i artikel 27, nr. 2's forstand i konventionen áf 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

Kommissionen har fremhævet, at både betalingspålægget — i tilfælde af, at der rejses indsigelse — og fuldbyrdelsesdekretet — i tilfælde af begæring om genoptagelse — kan indlede retssagen, idet fuldbyrdelsesdekretet i så henseende ifølge tysk ret får retsvirkning fra det tidspunkt, da betalingspålægget blev forkyndt. Følgelig er såvel betalingspålægget som fuldbyrdelsesdekretet indledende processkrift i sagen.

Karl Michel har anført, at selv om pålægget anses for det indledende processkrift i sagen, kan domstolen i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten under alle omstændigheder tage hensyn både til fristen for at rejse indsigelse og til fristen for at begære genoptagelse ved afgørelsen af, om forkyndelsen er sket rettidigt, eftersom skyldneren selv efter afsigelse af fuldbyrdelsesdekret har vidtgående muligheder for at tage til genmæle.

Kommissionen har erklæret sig enig heri, men har fremhævet, at indsigelse kan rejses formløst, mens der for genoptagelsesbegæring gælder visse formkrav. Kommissionen foreslår, at spørgsmålet besvares således:

Ved besvarelsen af spørgsmålet, om forkyndelsen af det indledende processkrift for skyldneren er sket i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, må der lægges vægt på fristen for at rejse indsigelse, hvortil kommer kære for at begære genoptagelse.

Derimod har den tyske regering fremhævet, at kun indsigelse kan fremsættes formløst og hindre udstedelse af et midlertidigt eksigibelt dokument. Der bør derfor udelukkende tages hensyn til fristen for at rejse indsigelse mod betalingspålægget. Regeringen har tilføjet, at når en frist på tre dage ifølge den dagældende tyske lovgivning som hovedregel antoges at være tilstrækkelig for en skyldner med bopæl inden for den pågældende retskreds, skyldtes det netop muligheden for over rettens justitssekretær at rejse indsigelse i form af en skriftlig eller mundtlig erklæring, hvoraf det, selv hvis ingen begrundelse var givet, fremgik, at skyldneren ikke havde til hensigt at acceptere betalingspålægget.

Den tyske regering har derfor foreslået, at andet spørgsmål besvares således:

Ved besvarelsen af spørgsmålet, om et betalingspålæg er blevet rettidigt forkyndt for sagsøgte i konventionens artikel 27, nr. 2's forstand, skal der udelukkende lægges vægt på den frist, skyldneren forud for afsigelse af fuldbyrdelsesdekretet har til at tilkendegive, at han rejser indsigelse mod kravet.

Karl Michel har gjort gældende, at den omstændighed, at domstolen i domsstaten afviste Komps' genoptagelsesbegæring under henvisning til, at fristen var overskredet, viser, at den pågældende ret allerede har foretaget en efterprøvelse af formkravene for forkyndelsen, og at den har fundet, at forkyndelse ifølge de nationale bestemmelser er sket rettidigt og forskriftsmæssigt. Når domstolen i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten herefter under henvisning til artikel 27, nr. 2, foretager en detaljeret prøvelse, gør den indgreb i retsafgørelsernes frie bevægelighed, retssikkerheden og den ensartede fuldbyrdelse af retskraftige afgørelser.

Ifølge den tyske regering består udeblivelsesdommen fortsat i fuldt omfang, dersom retten udelukkende tager stilling til, om retsmidlet mod afgørelsen kan antages til behandling, og afviser det på grund af fristoverskridelse. Eventuelle rettergangsfejl ved udeblivelsesdommen består derfor stadig og kan gøres gældende under anerkendelsessagen i overensstemmelse med konventionens artikel 27, nr. 2.

Den tyske regering foreslår derfor følgende besvarelse:

I forbindelse med anerkendelse eller meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning på en udeblivelsesdom er sagsøgte ikke forhindret i at påberåbe sig rettergangsfejl under henvisning til konventionens artikel 27, nr. 2, når det retsmiddel, han har taget i brug mod udeblivelsesdommen, er blevet afvist på grund af fristoverskridelse.

Kommissionen har erklæret sig enig i den tyske regerings synspunkt og har herved lagt vægt på den anden garanti, som opstilles i artikel 27, nr. 2, (... meddelt den udeblevne sagsøgte i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen). Kommissionen har fremhævet, at denne artikel ikke er relevant for domstolen i domsstaten, som ikke skal beskæftige sig med anerkendelses-og fuldbyrdelsesfasen.

Karl Michel har anført, at det ikke er påkrævet, at domstolen i anerkendelses-og fuldbyrdelsesstaten særskilt tager stilling til, om forkyndelse er sket rettidigt, når domstolen i domsstaten allerede har taget stilling til forskriftsmæssigheden, således som det er tilfældet i nærværende sag. En forskriftsmæssig forkyndelse indebærer nemlig, at domstolen i domsstaten på grundlag af de for denne gældende retsregler har taget den frist, sagsøgte har til at forberede sit forsvar, i betragtning.

Forskriftsmæssig forkyndelse, dvs. en forkyndelse, som er sket på den af domstolen i domsstaten konstaterede bopæl og også opfylder de øvrig formforskrifter i national ret, må betyde, at forkyndelsen tillige er sket rettidigt. I så fald har domstolen i domsstaten ikke pligt til at foretage en detaljeret og indgående prøvelse på grundlag af konventionens artikel 27, nr. 2.

Under alle omstændigheder indebærer betingelsen om, at forkyndelse skal være sket rettidigt, kun, at sagsøgte skal være i stand til at varetage sine interesser efter en forskriftsmæssig forkyndelse, og ikke, at det indledende processkrift i sagen rent faktisk skal være kommet til hans kundskab.

Den tyske regering har anført, at den deler dette synspunkt. Det bør således påhvile sagsøgte selv at blive bekendt med det ham forkyndte processkrift. For øvrigt er den tyske regering enig med Kommissionen i, at konventionen indeholder den dobbelte garanti, at en forkyndelse skal være sket forskriftsmæssigt og rettidigt. Følgelig er domstolen i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten hverken bundet af sine egne resultater eller af dem, som domstolen i domsstaten er kommet til med hensyn til, om forkyndelse er sket forskriftsmæssigt ved afgørelse af, om den har været rettidig. Den tyske regering har foreslået følgende besvarelse:

Konventionens artikel 27, nr. 2, kræver også, at der foretages en særlig prøvelse af, om det indledende processkrift i en sag er blevet forkyndt rettidigt, når domsstatens ret har konstateret, at forkyndelse er sket forskriftsmæssigt. Det afgørende for, om et processkrift er rettidigt forkyndt, er udelukkende det tidspunkt da processkriftet blev forkyndt sagsøgte forskriftsmæssigt i henhold til retsreglerne i domsstaten; det er ikke nødvendigt, at processkriftets indhold rent faktisk er kommet til den pågældendes kundskab.

Kommissionen har for sit vedkommende ikke villet udelukke, at der eventuelt skal tages hensyn til, om forkyndelsen rent faktisk er kommet til sagsøgtes kundskab. På dette punkt har den foreslået følgende besvarelse:

Efterprøvelsen skal ikke begrænses til, om processkriftet rettidigt er kommet frem til sagsøgtes bopæl; samtlige omstændigheder kan — i givet fald med visse begrænsninger — efterprøves, f.eks. parternes egne og indbyrdes forhold; der kan i almindelighed ikke stilles krav om, at processkriftet rettidigt skal være tilgået sagsøgte personligt; dette kan kun kræves, såfremt det under de givne omstændigheder ikke med rimelighed kunne forventes af sagsøgte, at han har truffet alle nødvendige foranstaltninger til, at de meddelelser, som tilstilles ham, rent faktisk tilgår ham i hans fravær.

Den tyske regering har anført, at bestemmelsen i artikel 52 ikke har direkte betydning for det spørgsmål, om det indledende processkrift i sagen er blevet forkyndt rettidigt. Artikel 52 har til formål at løse vanskelighederne, i forbindelse med fortolkningen af bopælsbegrebet, og domstolen i anerkendelses-staten er bundet af den afgørelse, domstolen i domsstaten har truffet vedrørende bopælsspørgsmålet. Ligeledes kan der af den blotte omstændighed, at skyldneren kan have bopæl to steder, ikke drages slutninger med hensyn til, om forkyndelse er sket rettidigt.

Den tyske regering foreslår derfor, at der svares således:

Det har ingen indvirkning på den prøvelse af rettidigheden, der skal foretages i henhold til konventionens artikel 27, nr. 2, at sagsøgte ved forkyndelsen af det indledende processkrift i sagen ifølge bestemmelserne i den stat, hvor anerkendelse af en retsafgørelse gøres gældende, også havde bopæl på den pågældende stats område.

Kommissionen har tilsluttet sig dette synspunkt, mens Karl Michel ikke har udtalt sig herom.