Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) har forelagt en række spørgsmål om fortolkningen af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), EF-traktatens artikel 77 (nu artikel 73 EF), og Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 af EFT 1969 I, s. 258.
Første betragtning til forordning nr. 1191/69.
Samme forordning, anden betragtning.
Samme forordning, tiende og trettende betragtning.
Medlemsstaterne kan fra forordningens anvendelsesområde udelukke virksomheder, hvis aktiviteter udelukkende omfatter transportydelser i byer, forstæder eller regioner.
For det første kan de kompetente myndigheder indgå kontrakter om offentlig tjeneste med en virksomhed for at sikre tilstrækkelige transportydelser eller tilbyde bestemte prisbetingelser til fordel for bestemte grupper af rejsende. I sådanne tilfælde skal kontrakterne om offentlig tjeneste opfylde bestemmelserne i afdeling V i forordning nr. 1191/69.
For det andet kan de kompetente myndigheder opretholde eller pålægge forpligtelser til offentlig tjeneste for personbefordring i byer, forstæder og regioner. I sådanne tilfælde skal den administrative retsakt opfylde bestemmelserne i afdeling IIIV i forordning nr. 1191/69.
Disse tre kategorier af forpligtelser defineres i artikel 2, stk. 3-5, i forordning nr. 1191/69.
§ 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, i PBefG.
Forelæggelseskendelsen (den danske oversættelse, s. 9).
BGBl. 1992 I, s. 1442.
§ 6, stk. 116, i Eisenbahnneuordnungsgesetz af
§ 8, stk. 4, første punktum, i PBefG.
§ 8, stk. 4, andet punktum, i PBefG.
Tilladelser til at præstere selvfinansierende transportydelser meddeles i henhold til PBefG's § 13. I denne bestemmelse fastsættes en række betingelser for, at en tilladelse kan meddeles, som bl.a. vedrører ansøgerens økonomiske formåen og troværdighed. Endvidere foreskrives det i bestemmelsen, at der skal gives afslag på ansøgninger, når de transportydelser, der ansøges om tilladelse til at præstere, kan medføre, at offentlighedens interesser tilsidesættes. Er der flere ansøgere til den samme rute, skal den kompetente myndighed foretage et valg under hensyn til offentlighedens interesser, herunder navnlig omkostningseffektiviteten.
§ 8, stk. 4, tredje punktum, i PBefG.
Tilladelser til at præstere transportydelser efter bestemmelserne om offentlig tjeneste er omfattet af reglerne i PBefG's § 13a. Når en sådan tilladelse er nødvendig for, at en transporttjeneste kan oprettes, skal tilladelsen ifølge denne bestemmelse meddeles i henhold til et pålæg eller en kontrakt om offentlig tjeneste som omhandlet i forordning nr. 1191/69. Den skal desuden repræsentere den løsning, der medfører den mindste udgift for det offentlige. For at fastslå, hvilken udgift der er den mindste, skal der ifølge tyske lovgivning gennemføres en offentlig udbudsprocedure efter reglerne om offentlige kontrakter.
Herefter
Oberverwaltungsgericht fastslog, at den tyske lovgiver kun havde undtaget transportydelser i byer, forstæder og regioner fra anvendelsen af forordning nr. 1191/69 indtil den
Heraf drog Oberverwaltungsgericht den konklusion, at Altmark ikke længere kunne præstere de omtvistede transportydelser som selvfinansierende. Da ydelserne var afhængige af offentlige tilskud, skulle de præsteres efter bestemmelserne om offentlig tjeneste og var derfor omfattet af forordning nr. 1191/69.
Den danske oversættelse, s. 11.
Derimod udtrykker Bundesverwaltungsgericht tvivl om, hvordan fællesskabsretten skal fortolkes. På baggrund af traktatens artikel 77 og 92 og bestemmelserne i forordning nr. 1191/69 er den i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at en virksomhed behøver tilskud for at udføre lokal offentlig personbefordring, uundgåeligt indebærer, at den pågældende befordring skal betragtes som
Den danske oversættelse, s. 13.
Har den konkrete beliggenhed og omfanget af det pågældende transportområde i byer, forstæder eller regioner herved eventuelt betydning? Følger denne adgang for den nationale lovgiver navnlig af, at denne ifølge artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EØF) nr. 1191/69 som affattet ved forordning nr. 1893/91 er berettiget til helt at udelukke virksomheder, hvis aktiviteter udelukkende omfatter transportydelser i byer, forstæder og regioner, fra forordningens anvendelsesområde?
Første led af det præjudicielle spørgsmål.
Andet led af det præjudicielle spørgsmål.
Jf. formuleringen af det præjudicielle spørgsmål og dettes tredje led.
Som tidligere nævnt kan medlemsstaterne ifolgc forordningens artikel 1, stk. 1, andet afsnit,
Jf. navnlig den tyske regerings svar på Domstolens skriftlige spørgsmål. Det bemærkes, at den tyske regering ud over dette svar ikke har indgivet skriftlige eller mundtlige bemærkninger til Domstolen.
De tyske myndigheder har nemlig siden den Jf. ovenfor.
Under den mundtlige forhandling gjorde Kommissionen gældende, at der veď forordning nr. 1191/69 blev foretaget en
Desuden har Altmark påberåbt sig Kommissionens svar på en skriftlig forespørgsel fra Georg Jarzembowski Skriftlig forespørgsel P-381/95 (
Rådets sjette direktiv 77/388/E0F af
Dom af
Denne bestemmelse, sammenholdt med punkt 16 i bilag F, tillader medlemsstaterne i overgangsperioden fortsat at fritage levering af bygninger og byggegrunde for moms på de betingelser, der var gældende på tidspunktet for udstedelsen af sjette direktiv.
På det pågældende tidspunkt var salg af fast ejendom fritaget for moms i Det Forenede Kongerige. Kun de i tillæg 5 til Finance Act 1972 opregnede transaktioner var afgiftspligtige. Efter ikrafttrædelsen af sjette direktiv ændrede Det Forenede Kongerige sin lovgivning, således at afgiftsfritagelsernes område blev indskrænket.
Norbury Developments Ltd mente, at den omtvistede ændring var i strid med bestemmelserne i sjette direktiv. Selskabet hævdede, at artikel 28, stk. 3, havde til formål at Samme dom, præmis 19 og 20.
Det ville herved være i strid med det nævnte formål at fortolke sjette direktivs artikel 28, stk. 3, litra b), indskrænkende, således at en medlemsstat kan opretholde en gældende afgiftsfritagelse, men derimod ikke ophæve den, end ikke delvis, uden samtidig at afskaffe alle de andre fritagelser. En sådan fortolkning ville endvidere [...] have uheldige virkninger for den ensartede anvendelse af sjette direktiv. En medlemsstat kunne nemlig se sig tvunget til at opretholde samtlige de afgiftsfritagelser, der var gældende på datoen for vedtagelsen af sjette direktiv, selv om den både finder det muligt, hensigtsmæssigt og ønskeligt gradvis at gennemføre den ordning, der er fastlagt i direktivet på det pågældende område Domstolen tiltrådte derved generaladvokat Gulmanns ræsonnement i sagen Tysklandmod Kommissionen {dom af
Sag
Den franske regering hævdede, at den franske lovgivning var i overensstemmelse med sjette direktivs artikel 17, stk. 6, hvori følgende bestemmes:
I den foreliggende sag udskifter den nationale lovændring en fuldstændig undtagelse af personbiler fra fradragsretten for moms med en tilladelse til delvist fradrag, nemlig for køretøjer og transportmidler, der udelukkende anvendes til køreundervisning. Det bemærkes, at den således foretagne ændring af den franske lovgivning reducerer anvendelsesområdet for de gældende undtagelser og tilnærmer denne lovgivning til den generelle fradragsordning, som er omhandlet i sjette direktivs artikel 17, stk. 2 Jf. ovenfor, præmis 22-24.
Dom af
Samme dom, præmis 18 og 19.
I medfør af artikel 2 i forordning nr. 1893/91 trådte artikel 1, stk. 1, andet afsnit, I forordning nr. 1191/69 i kraft den
Som nævnt havde den tyske lovgiver nemlig indtil den Jf. punkt 16-19 i dette forslag til afgorelse.
Først udelukkede fællesskabslovgiver slet og ret lokale og regionale transportydelser fra forordning nr. 1191/69. I den første udgave af forordningen, som blev udstedt i 1969, bestemtes det, at den Tyvende betragtning til forordning nr. 1191/69. Det bestemtes, at Rådet inden for tre år skulle træffe afgørelse om de foranstaltninger, der skulle vedtages med hensyn til forpligtelser til offentlig tjeneste for de lokale og regionale transportydelser.
Derpå fastslog Rådet i 1991 principielt, at lokale og regionale transportydelser er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1191/69. Der er dog ikke tale om et absolut princip, idet medlemsstaterne ifølge forordningens artikel 1, stk. 1, andet afsnit, fortsat kan udelukke transportydelser i byer, forstæder eller regioner fra forordningens anvendelsesområde Artikel 1, stk. 1, andet afsnit, blev indsat i forordning nr. 1191/69 ved forordning nr. 1893/91, der trådte i kraft den
Endelig forelagde Kommissionen den Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medlemsstaternes håndtering af krav vedrørende offentlig trafikbetjening og indgåelse af kontrakter om offentlig trafikbetjening inden for personbefordring med jernbane, ad vej og indre vandveje ( Samme forslag, artikel 1.
Dels gør ændringen det muligt at mindske konkurrencefordrejningerne på den lokale personbefordrings område i Tyskland. Da en del af de pågældende transportydelser er omfattet af forordningens bestemmelser om opretholdelse af forpligtelser til offentlig tjeneste og om kompensationsmetoder, nærmer den omtvistede ændring de tyske regler til de med forordning nr. 1191/69 tilstræbte mål.
Dels synes den omtvistede ændring at udgøre første etape hen imod en fuld liberalisering af den lokale offentlige personbefordring i Forbundsrepublikken Tyskland. Under retsmødet anførte Altmarks repræsentant således, at Bundestag i øjeblikket behandler en række forslag om at mindske — eller endog afskaffe — de offentlige myndigheders intervention i nærtrafikken. Hvis denne oplysning er korrekt, indebærer den, at de tyske myndigheder, i lighed med fællesskabslovgiver, foretager en gradvis liberalisering af den lokale personbefordring.
Forste led af det præjudicielle spørgsmål.
skal foranstaltningen indrømme visse virksomheder eller visse produktioner en selektiv fordel skal denne fordel indrømmes direkte eller indirekte ved hjælp af statslige midler skal fordelen fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene skal fordelen påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.
Forste led af det præjudicielle spørgsmål.
Dom af
Domstolens Sjette Afdeling fastslog hvad dette angår, at den omtvistede foranstaltning ikke kan anses for at udgøre støtte i den i traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning, hvis værdien af de fordele, de offentlige myndigheder indrømmer, ikke overstiger de udgifter, forpligtelserne til offentlig tjeneste medfører. Derimod fastslog Domstolen, at fordelene er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 92, stk. 1, hvis de overstiger udgifterne ved forpligtelserne til offentlig tjeneste, for så vidt angår den del, der overstiger disse udgifter.
Hvis man nemlig følger ræsonnementet i denne dom, skal den forelæggende ret først fastslå, om de af Landkreis Stendal ydede tilskud overstiger de udgifter som følge af forpligtelser til offentlig tjeneste, som de omtvistede transportydelser medfører. Spørgsmålet om, hvorvidt tilskuddene påvirker handelen mellem medlemsstater, bliver kun aktuelt, når — og hvis — de overstiger udgifterne som følge af forpligtelserne til offentlig tjeneste.
Jf. bl.a. Konkurrencereglerne i De Europæiske Fallesskaber. Del IIB: Forklarende bemærkninger til statsstøttereglerne, 1997, s. 7 (http://www.europa.eu.int/comm/competition/state_aid/legislation/vol2b_da.pdf). Jf. desuden henvisningerne i generaladvokat Tizzanos forslag til afgørelse i Ferring-sagen, punkt 56.
Sag
Præmis 167, 168 og 172.
Præmis 170-194.
Sag
Retten afgjorde, at Præmis 84. Præmis 83. Præmis 83.
Det system, hvorefter lægemidler distribueres til apotekerne i Frankrig, omfatter to særskilte net. Det ene net består af såkaldte
Tribunal des affaires de sécurité sociale de Créteil (Frankrig) havde spurgt Domstolen, om det omtvistede bidrag udgjorde en statsstøtte i den i traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning, og om støtten i bekræftende fald var berettiget i henhold til traktatens artikel 90, stk. 2.
Ferring-dommen, præmis 18.
Hvad dette angår fastslog Domstolen, at den omtvistede afgift Jf. ovenfor, præmis 27. Ferring-dommen, præmis 19. Ferring-dommen, præmis 21.
Ferring-dommen, præmis 23.
Hvad dette angår fastslog Domstolen, at Ferring-dommen, præmis 27.
Ferring-dommen, præmis 32.
Den omtvistede afgift kunne følgelig ikke være omfattet af traktatens artikel 90, stk. 2, i det omfang den fordel, som den indebar for distributørgrossisterne, oversteg udgifterne i forbindelse med forpligtelserne til offentlig tjeneste Ferring-dommen, præmis 33.
I artikel 92, stk. 1, fastsættes det princip, at statsstøtte, som kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, er forbudt. Der fastsættes imidlertid i traktaten flere kategorier af undtagelser fra dette princip I det folgende omtales kun undtagelser, som er relevante for den foreliggende sag.
Dels bestemmes det i traktatens artikel 77 for så vidt angår transportområdet, at støtteforanstaltninger, som modsvarer behovet for en samordning af transportvæsenet, eller som udgør godtgørelse for visse forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse, er forenelige med traktaten.
Dels angives i artikel 92, stk. 2 og 3, hvilke kategorier af støtte, som er, eller som kan betragtes som, forenelige med fællesmarkedet. Det gælder bl.a. støtte, der tager sigte på kulturelle mål.
Endelig fastsættes i traktatens artikel 90, stk. 2, en undtagelse for virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Det bestemmes heri, at sådanne virksomheder
Jf. bl.a. dom af
Jf. bl.a. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 27, dom af
Jf. bl.a. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 28.
Jf. bl.a. dommen af
Jf. bl.a. dommen i sagen Deufil mod Kommissionen, præmis 8.
Heraf følger, at støttebegrebet er et objektivt begreb. Om en foranstaltning skal kvalificeres som støtte, afhænger, som understreget af Retten i Første Instans i dommen i sagen SIC mod Kommissionen Jf. fodnote 47, præmis 83. Jf. herom H. Lehman:
Ferring-dommen, præmis 18-22.
Samme dom, præmis 23-27.
Jf. også generaladvokat Tizzanos forslag til afgorelse i Ferring-sagen, hvori han undersogte,
Kommissionens meddelelse 2001/C 17/04 om forsyningspligtydelser i Europa (
Jf. bl.a. dom af
Når værdien af den fordel, medlemsstatens myndigheder har indrømmet, er lavere end eller lig med udgifterne som følge af forpligtelserne til offentlig tjeneste, udgør fordelen ikke støtte i den i traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning Ferring-dommen, præmis 27. Når værdien af den fordel, medlemsstatens myndigheder har indrømmet, derimod er større end udgifterne som følge af forpligtelserne til offentlig tjeneste, kan den del, der overstiger disse udgifter, Ferring-dommen, præmis 32.
Jf. også herom J. Aussant, R. Fornasier, J.-V. Louis, J.-C. Séché, S. Van Raepenbusch: Commentaire J. Megret, Le droit de la CEE, volume 3, Libre circulation des personnes, des services et des capitaux, Transports. Éditions de l'université de Bruxelles, Bruxelles, 1990, 2. udgave (s. 226), samt meddelelse 2001/C 17/04 (punkt 26).
Traktatens artikel 77 bestemmer, at
Den EFT 1970 II, s. 309. Femte betragtning til forordning nr. 1107/70.
Det samme gælder, mutatis mutandis, for undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3.
For en mere detaljeret beskrivelse af disse betingelser jf. mit forslag til afgørelse i sagen Wouters m.fl. (dom af
at virksomheden rent faktisk har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse ved en udtrykkelig retsakt udstedt af en offentlig myndighed Dom af at virksomhedens aktiviteter rent faktisk består i udførelsen af offentlige opgaver i den forstand, at de Dom af at anvendelsen af traktatens regler hindrer opfyldelsen af den særlige opgave, som er betroet virksomheden Jf. mit forslag til afgørelse i sagen Wouters m.fl, punkt 164. at den særlige opgave, som er betroet virksomheden, ikke kan udføres ved hjælp af mindre konkurrencebegrænsende foranstaltninger Dom af at den omtvistede foranstaltning ikke i væsentlig grad påvirker samhandelen inden for Fællesskabet Jf. herom generaladvokat Rozès' forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Italien (dom af
Ferring-dommen, præmis 23.
Ferring-dommen, præmis 27.
Dom af
Samme dom, præmis 69 og 70.
Desuden er det ikke sikkert, at den i Ferring-dommen opstillede Præmis 27. Jf. f.eks. Kommissionens beslutning 2001/892/EF af
Dom af
Dom af
I Banco Exterior de España-dommen Dom af Sag Samme dom, præmis 27-32.
Jeg skal ligeledes erindre om, at Kommissionen ifølge traktatens artikel 90, stk. 3, skal varetage en Dom af De Dom af
Foranstaltninger til udligning af udgifter som følge af forpligtelser til offentlig tjeneste er nemlig ikke længere omfattet af anmeldelsespligten i henhold til artikel 93, stk. 3, da de ikke udgør støtte i den i artikel 92, stk. 1, anvendte betydning. Af samme grund er eksisterende støtteforanstaltninger ikke længere underkastet fortløbende kontrol af Kommissionen i henhold til artikel 93, stk. 1 og 2. Desuden er sådanne foranstaltninger ikke omfattet af den ved artikel 90, stk. 3, indførte kontrol, idet de ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens konkurrenceregler Ganske vist skal foranstaltninger, der
Jf. f.eks. Kommissionens meddelelse 96/C 281/03 om forsyningspligtydelser i Europa (
Ifølge Det Europæiske Råd bør Kommissionens rapport af
Jf. fodnote 101.
Jf. fodnote 101, punkt 14.
Jf. fodnote 101, punkt 15.
Desuden gav Kommissionen tilsagn om at ville fortsætte sin undersøgelse af, hvordan retssikkerheden kunne styrkes i forbindelse med forsyningspligtydelser Jf. fodnote 101, punkt 27.
Dom af
Dom af
NVGA's skriftlige indlæg (den franske oversættelse, s. 2).
A.st.
De omtvistede tilskud udgør således en fordel, som Altmark ikke ville have opnået under sædvanlige markedsbetingelser, og som letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget. Hovedsagens parter har i øvrigt udtalt, at Jf. Regierungspräsidiums skriftlige indlæg (den franske oversættelse, s. 3) og Altmarks skriftlige indlæg (punkt 35).
Endvidere udgør de omtvistede tilskud en Om dette krav jf. bl.a. dom af
Om begrebet
Dom af
Begrebet konkurrencefordrejning fortolkes meget vidt i artikel 92, stk. 1 J.-P. Koppenne: Guide des aides d'Étal en droit communautaire, Bruylant, Bruxelles, 1999 (punkt 150). Dom af Generaladvokat Capotortis forslag til afgorelse i sagen Philip Morris Holland mod Kommissionen, på s. 2698.
I det foreliggende tilfælde styrker tilskuddene fra Landkreis Stendal Altmarks konkurrenceposition i forhold til andre virksomheder, der ønsker at tilbyde personbefordring i Stendal-regionen. Det fremgår af omstændighederne i hovedsagen, at Altmark formentlig ikke ville kunne fortsætte med at drive de omtvistede ruter uden offentlige tilskud Jf. forelæggelseskendelsen (den danske oversættelse, s. 3 og 4).
Forste punktum i det præjudicielle spørgsmåls forstc led.
Andet punktum i det præjudicielle spørgsmåls forste led.
Punkt 36 og 37.
Den franske oversættelse, s. 5-7.
Generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Kommissionen (dom af
Dommen i sagen Philip Morris Holland mod Kommissionen, præmis 11.
I den forbindelse udelukker det ikke, at samhandelen kan påvirkes, at den støttede virksomhed ikke selv deltager i udførslerne. Når en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan den indenlandske produktion nemlig derved blive opretholdt eller forøget med den konsekvens, at chancerne for virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver mærkbart formindskede Dom af Rettens dom af
Kommissionen har i sit skriftlige indlæg peget på Punkt 4-9. Dette forhold bekræftes i præamblen til forslag til forordning 2000/C 365 E/10. Det hedder i femte betragtning:
Dels skal det erindres, at det siden Tubemeuse-dommen Dom af Jf. ligeledes bl.a. dom af Tubemeuse-dommen, præmis 42 og 43.
Dels skal det understreges, at Kommissionens meddelelse 96/C 68/06 om de minimis-støtteordninger Jf. ovenfor, fjerde afsnit. Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af Jf. ovenfor, tredje betragtning.
Jf. punkt 84 i dette forslag til afgørelse.
Derimod finder parterne i hovedsagen, at traktatens artikel 77 ikke er tilstrækkelig præcis til at kunne anvendes i andre tilfælde end dem, nvortil der henvises i den afledte ret. De baserer sig hvad dette angår på den fremherskende opfattelse inden for den tyske juridiske litteratur (jf. Regierungspräsidiums skriftlige indlæg, den franske oversættelse, s. 8 og 9, og Altmarks skriftlige indlæg, punkt 54).
Rådets forordning af
Fjerde betragtning til forordning nr. 1107/70.
Rådet fandt, at Femte betragtning til forordning nr. 1107/70.
Desuden bestemmes det i artikel 3 i forordning nr. 1107/70: Min fremhævelse.
[...] Indtil fællesskabsbestemmelser om dem træder i kraft, når betalingerne foretages til virksomheder på jernbane-, landevejs- og vandvejstrafikkens område til udligning af de forpligtelser til offentlig tjenesteydelse, der pålægges disse virksomheder af staten eller af offentligretlige enheder, og som angår enten tarifpligter, som ikke indeholdes i artikel 2, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 1191/69 eller transportvirksomheder eller former for transportmæssig virksomhed, som er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde.
Det bestemmes i forordningens artikel 5, at medlemsstaterne i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, skal underrette Kommissionen om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger og herved meddele den
Endvidere har Domstolen fastslået, at Dom af
Hvis dette ikke er tilfældet, skal den nationale ret ifølge Domstolens praksis Jf. dommen i sagen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national tics négociants et transformateurs de saumon, præmis 12, og SFEI m.fl.-dommen, præmis 40. For en mere detaljeret beskrivelse af disse konsekvenser, jf. mit forslag til afgørclse af
bestemme, at den omtvistede støtte skal tilbagesøges Dommen i sagen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, præmis 12 og 13, og SFEI m.fl.-dommen, præmis 40 og 43. fastslå, at såvel den retsakt, hvorved den omtvistede støtte er blevet indført, som gennemførelsesforanstaltningerne er ugyldige Samme domme. tilpligte de kompetente offentlige myndigheder at erstatte den skade, udbetalingen af støtten måtte have påført Jf. herom J.-P. Keppenne, (punkt 408), og A. Frignani: Commentaire J. Megret, Le droit de la CE, volume 4, Concurrence. Éditions de l'université de Bruxelles, Bruxelles, 1997, 2. udgave (punkt 319). Jf. generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i Tubemeuse-sagen, Sml. I, s. 985. Jf. generaladvokat Jacobs' forlag til afgørelse i SFEI m.fl.-sagen, punkt 77.