For at opnå godtgørelse af udgifter på grund af sygdom — til lægeartikler eller lægebehandling — som er afholdt i en anden medlemsstat, kræves der nemlig en forhåndstilladelse, som de kompetente sociale sikringsinstitutioner kun udsteder på meget restriktive betingelser. Dette hæmmer
Det gælder derfor om at fastslå, om den forhåndstilladelse, der skal være indhentet, for at der kan udbetales godtgørelse, udgør en hindring for de frie varebevægelser (sag C-120/95) eller for den frie udveksling af tjenesteydelser (sag C-158/96), og i bekræftende fald om en sådan hindring alligevel kan anses for berettiget i betragtning af de særlige krav, som foreligger i forbindelse med den nationale sundhedstjeneste.
Det skal endvidere nævnes, at ovennævnte nationale bestemmelser endnu ikke var trådt i kraft på det tidspunkt, hvor de begivcnheder, som sag C-120/95 drejer sig om, fandt sted, men at de tilsvarende bestemmelser i den tidligere lov havde stort set samme ordlyd. Reglerne om behandling i udlandet og den herfor krævede forhåndstilladelse fandtes nærmere bestemt i artikel 60, tredje afsnit, som i alt væsentligt var identisk med artikel 20, første afsnit, i den nugældende lov. Reglerne om godtgørelse for briller fandtes dengang i artikel 78 i vedtægterne for sammenslutningen af sygekasser for lønmodtagere, hvori der henvistes til en særaftale om spørgsmålet. Her skal det blot anføres, at godtgørelsen, ligesom nu, blev ydet med et fast maksimumsbeløb, som for brillestel udgjorde Jf. tilsvarende artikel 119 i UCM's nugældende vedtægter.
Ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af
De dele af artiklen, som er relevante for de foreliggende sager, lyder således:
har ret til: Den i stk. 1, litra c), krævede tilladelse kan ikke nægtes, når den pågældende behandling er opført under de ydelser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor vedkommende er bosat, og såfremt denne behandling under hensyn til den pågældendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling ikke kan ydes inden for den frist, der normalt er nødvendig for at opnå denne behandling i den medlemsstat, hvor han er bosat. ... Det skal tilfojes, at der ved Rådets forordning (EF) nr. 3095/95 af
Denne bestemmelse fastsætter således på samme måde som den omtvistede luxembourgske lov, at der ikke kan ydes godtgørelse for udgifter på grund af sygdom, som er afholdt i en anden medlemsstat, medmindre den forsikrede (som har modtaget de pågældende ydelser) har indhentet forhåndstilladelse fra den kompetente sociale sikringsinstitution. Kun hvis dette er sket, yder den kompetente institution forsikringsdækning af de afholdte udgifter Forordningens artikel 36, stk. 1, bestemmer, at
Conseil arbitral des assurances sociales afviste klagen ved kendelse af
Conseil arbitral des assurances sociales, hvortil Kohll klagede over afslaget, som var blevet stadfæstet af UCM's bestyrelse, afviste hans klage ved afgørelse af
Under retsforhandlingerne er det imidlertid indgående blevet drøftet, om fællesskabsbestemmelserne om den sociale sikring, herunder navnlig forordningens artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), finder anvendelse i de foreliggende sager. Især er det argument blevet fremført, at reglerne om forhåndstilladelse og godtgørelse er omfattet af denne bestemmelse, og at der ikke kan være tale om en konflikt med artikel 30 og 59, da de anfægtede bestemmelser er i fuld overensstemmelse med artikel 22. Dette standpunkt hænger tæt sammen med den opfattelse, som også er blevet fremført under retsforhandlingerne, at der, fordi sagerne drejer sig om bestemmelser, der vedrører den sociale sikring, under alle omstændigheder ikke kan være tale om at tage stilling til, om de er forenelige med fællesskabsreglerne om frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser, heller ikke selv om de omtvistede spørgsmål ikke er omfattet af forordningen. Som begrundelse anføres herved i alt væsentligt, at den sociale sikring, i hvert fald i det omfang den ikke er underlagt
I samme forbindelse skal det også undersøges, om forordningens artikel 22 finder anvendelse på de foreliggende sager, og om dette i bekræftende fald i sig selv giver anledning til at konkludere, at artikel 30 og 59 er uanvendelige. Herom skal det allerede nu fastslås, at en bestemmelse i den afledte ret såsom forordningens artikel 22 i intet tilfælde kan bevirke, at de omtvistede bestemmelser ikke kan efterprøves under hensyn til traktatens bestemmelser, såsom artikel 30 og 59. Selv om man måtte komme til den konklusion, at de luxembourgske bestemmelser falder ind under forordningens anvendelsesområde og er i overensstemmelse med den, mener jeg derfor — med forbehold af de relevante undersøgelser — ikke, at det kan udledes deraf, at artikel 30 og 59 dermed ikke finder anvendelse i de foreliggende sager.
Det siger sig selv, at den konklusion, som jeg når frem til, også vil gælde for forordningens artikel 22, naturligvis for så vidt de omtvistede nationale bestemmelser er i overensstemmelse hermed. Hvis kravet om, at en forsikret skal have indhentet en forhåndstilladelse — i mangel af hvilken den kompetente institution afslår at godtgøre udgifter, som den forsikrede har afholdt i en anden medlemsstat — udgør en hindring for de frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser, følger det således klart, at det både er de nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelsen, der på samme måde medfører denne hindring.
Jeg bemærker endvidere, at min undersøgelse af de fremførte begrundelser og det resultat, som jeg når frem til, nødvendigvis vil indebære en stillingtagen til gyldigheden af forordningens artikel 22. Viser det sig, at de omtvistede bestemmelser er uforenelige med artikel 30 og 59, kan det — for så vidt de nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelsen fastsætter samme ordning, bygger på samme principper og har samme formål — føre til, at det dermed må konstateres, at fællesskabsbestemmelsen er ugyldig.
Jf. herom dom af
Jf. herom desuden dom af
Dom af
Derfor mener jeg heller ikke, at det kan bestrides, at nationale bestemmelser, der gør godtgørelse af udgifter på grund sygdom betinget af, at de lægeartiklcr og/eller lægelige ydelser, som udgifterne er afholdt til, er
Dom af
For en udtømmende fremstilling af Domstolens praksis på området og virkningerne heraf se generaladvokat Fcnnelly's forslag til afgørelse af
Det er ikke tilfældigt, at delte standpunkt er et fast element i Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af forordning nr. 1408/71. Jf. bl.a. dom af
Dom af
Rækkevidden af denne retspraksis er imidlertid langt mindre og klarere afgrænset end hævdet af de medlemsstater, der støtter sig på den i forbindelse med deres argumentation for, at fællesskabsretten ikke finder anvendelse på socialsikringsområdet. Jeg finder det derfor nødvendigt at placere den i dens rette sammenhæng og vurdere det rette omfang af dens virkninger.
Dom af
Coonan-dommen og Paraschi-dommen, a.st., note 11, henholdsvis præmis 12 og præmis 15.
Selv om det med andre ord er medlemsstaternes ansvar at udforme de sociale sikringsordninger, og selv om det er de nationale lovgivninger, der regulerer forholdet mellem de sociale sikringsinstitutioner og de forsikrede, står det fast, at medlemsstaterne ikke ustraffet kan overtræde en grundlæggende, traktatfæstet regel, der skal sikre den frie bevægelighed for personer, såsom den regel, der forbyder enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet Herom skal det blot nævnes, at skønt forordning nr. 1408/71 kun har til formål at samordne medlemsstaternes lovgivning på dette område, er ligebehandling af indenlandske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater, der har bopæl i samme stat, et af de principper, der, som anført i artikel 3, stk. 1, ligger til grund for den.
Poucet og Pistre-dommcn, a.st., note 12, præmis 18.
Denne konklusion bekræftedes, om end modsætningsvis, af dom af
Dom af
I det væsentlige er pligten til at være tilsluttet en bestemt ordning — uanset at denne pligt kan udelukke al konkurrence fra andre ordninger, eller i det mindste henvise sådanne til kun at spille en marginal rolle — således en nødvendig forudsætning for, at en social sikringsordning, der bygger på solidaritetsprincippet, kan varetage sin funktion, ligesom en sådan ordning behøver bidrag fra alle for at kunne udbetale ydelser til den enkelte. Det er derfor kun institutioner, der administrerer sociale sikringsordninger, og som udviser disse træk, der ikke er omfattet af Fællesskabets konkurrenceregler.
Dom af
Da det i øvrigt er en udtalelse, der — om end i mere kategoriske vendinger — er taget fra mit forslag til afgørelse i forbindelse med dommen (fremsat den
Da det i den pågældende sag var pligten til at være medlem af en lovbestemt social sikringsordning, som der var rejst indvending imod — under henvisning til en liberalisering gennemført ved et direktiv om samordning af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring — skal det blot konstateres, at Domstolens afgørelse, hvorefter den virksomhed, der udøves af institutioner, som administrerer de lovbestemte sociale sikringsordninger, ikke var omfattet af liberaliseringen, hvilket i øvrigt udtrykkeligt fremgår af direktivet, var en logisk konsekvens af dens tidligere afgørelse om, at sådanne institutioners virksomhed ikke er omfattet af konkurrencereglerne. Enhver anden løsning ville uundgåeligt have ført til afskaffelse af den pligt til at være medlem af de pågældende ordninger, som Domstolen tværtimod bekræftede nødvendigheden af, Garcia-dommen, a.sl., note 19, præmis 14.
Der er ikke belæg for nogen anden konklusion. Det er således klart, at enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet på en medlemsstats område er forbudt Jf. herom punkt 19 ovenfor og note 14.
Sodemare-dommen, a.st., note 9, præmis 29.
Sodemare-dommcn, præmis 32 og 34. Domstolen fandt det dog i samme dom nødvendigt at understrege, at systemet ikke måtte
Derimod er dens praksis vedrørende nationale bestemmelser, der, skønt de vedrører det sociale område, ved første øjekast ikke kan bringe den fortsatte beståen af sociale sikringsordninger, der bygger på solidaritetsprincippet, i fare, udtryk for en ganske anden holdning. Da Domstolen f.eks. kendte belgiske bestemmelser, hvorefter der ikke kunne opnås godtgørelse af udgifter til klinisk biologiske tjenesteydelser leveret af laboratorier drevet af juridiske personer, som selv bestod af andre juridiske personer, for forenelige med artikel 52, fremhævede den ikke alene, at bestemmelserne fandt anvendelse uden forskel på belgiske statsborgere og statsborgere i andre medlemsstater, men understregede også, at intet gjorde det muligt at drage den slutning, at de var blevet vedtaget Dom af Dom af
Duphar-dommen (jf. note 9), præmis 18. Jf. desuden dom af
Endelig skal det påpeges, at Domstolen i førnævnte Sodemare-dom, som også drejede sig om en eventuel overtrædelse af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, understregede, at der i det pågældende tilfælde ikke var tale om præstation af tjenesteydelser som omhandlet i traktaten. Den udtalte derfor, at Sodemare-dommen (jf. note 9), præmis 36-40.
Domstolen har anlagt samme holdning med hensyn til f.eks.
direkte beskatning. Del er således dens faste praksis på dette område, at
Jeg skal dog gå frem i tur og orden. Jeg finder det først nødvendigt at undersøge, om den nævnte bestemmelse finder anvendelse i de foreliggende sager, derpå, om de omtvistede nationale bestemmelser er i overensstemmelse med den, og endelig, i bekræftende fald, om dette kan anses for tilstrækkelig grund til, at det ikke skal efterprøves yderligere, om de overholder de grundlæggende friheder, som traktaten sikrer borgerne, især naturligvis reglerne om frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser.
Dom af
Det er i øvrigt næppe nødvendigt at præcisere, at de tilhører den personkreds, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde, selv om de er luxembourgske statsborgere og ikke har udnyttet den frie bevægelighed. Forordningen finder som bekendt ikke alene anvendelse på vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, men også på (fastboende) arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet af andre årsager end udøvelsen af deres erhverv Jf. herom dom af
Nærmere bestemt hævder Kommissionen, at begrebet Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af Artikel 19 i forordning nr. 574/72 lyder således:
Dom af
Når det er sagt, erkender jeg gerne, at det er vanskeligt at hævde, at behandlingen ikke vil kunne ydes inden for et tidsrum, der gør det muligt at undgå, at patientens helbredstilstand forværres, når den ansøgte ydelse, som i Decker's tilfælde, vedrører køb af et par briller eller mere generelt lægeartikler, og at der derfor foreligger et tilfælde, hvor tilladelse ifølge artikel 22 ikke kan nægtes. Denne omstændighed kan imidlertid ikke anses for afgørende, for den betyder blot, at der næsten aldrig vil blive givet tilladelse til køb af lægeartikler Forhåndstilladelser til lægebehandling i en anden medlemsstat kan dog ikke også dække udgifter afholdt i denne medlemsstat til kob af lægcartiklcr. Det mener jeg er såvel ubestrideligt som ubestridt.
Der kan herefter ikke være nogen som helst tvivl om, at de omtvistede bestemmelser er i overensstemmelse med forordningens artikel 22. Det er faktisk helt klart, at disse bestemmelser, i det mindste efter deres ordlyd, ikke overskrider de grænser, der er fastsat i fællesskabsbestemmelsen Det ville kun forholde sig anderledes, hvis Domstolens tidligere fortolkning af udtrykket
Navnlig forekommer det mig ikke umagen værd at knytte særlige kommentarer til påstanden om, at de anfægtede bestemmelsers eventuelle uforenelighed med traktatens artikel 30 og 59, for så vidt som den indebærer, at forordningens artikel 22 (også) er ulovlig, giver artikel 30 og 59 forrang frem for artikel 51, som er forordningens retsgrundlag, hvorved der indføres en rangorden af traktatens bestemmelser, der ikke er belæg for i traktaten selv. Jeg skal indskrænke mig til den bemærkning, at den omstændighed, at nationale bestemmelser er i overensstemmelse med én bestemmelse i traktaten, under ingen omstændigheder kan være tilstrækkelig grund til, at andre (relevante) bestemmelser i traktaten ikke finder anvendelse på dem Jf. herom eksempelvis dom af Domstolen har t ovrigt ikke undladt at understrege, at de foranstaltninger, som artikel 51 giver fællesskabslovgiver frihed til at fastsætte, skal være
Dom af
Dom af
Domstolen har fulgt samme klare linje i den retspraksis, som er relevant for de foreliggende sager. Jeg tænker bl.a. på en dom, hvori Domstolen har fortolket de bestemmelser i forordningen, som den pågældende sag drejede sig om, således, at selvstændige erhvervsdrivende, der er tilsluttet en frivillig social sikringsordning, ikke også har krav på familieydelser for børn med bopæl på en anden medlemsstats område i et tilfælde, hvor den for udbetalingen ansvarlige kompetente nationale sikringsinstitution er den tyske institution Stöber og Piosa Pereira-dommen (a.sl., note 13), præmis 32, 33 og 34. Denne afgørelse viste i øvrigt, at det standpunkt, som Domstolen tidligere havde indtaget, hvorefter medlemsstaterne skulle overholde en bestemmelse med direkte virkning, såsom traktatens artikel 52, Stöber og Piosa Pereira-dommcn, a.st., note 13, præmis 38 og 39.
Domstolen udtalte herom, at
Det kan ikke undgå at vække en vis forundring, at Domstolen ikke mente at skulle sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af den bestemmelse, hvorefter familieydelserne kunne nægtes selvstændige erhvervsdrivende, der ikke var tilsluttet den lovbestemte sociale sikringsordning, især når man betænker, at den for netop at begrunde, hvorfor de nationale bestemmelser var uforenelige med artikel 52, havde understreget, at dette stillede statsborgere, der havde udnyttet den frie bevægelighed, ringere. Når dette faktisk antages, kan det kun følge heraf, at den bestemmelse, der gjorde det muligt at nægte familieydelser, var ugyldig. Det er i den forbindelse næppe nødvendigt at erindre om den faste retspraksis, hvorefter
Vedrørende dette spørgsmål har samtlige de medlemsstater, som har afgivet indlæg i de to sager, været enige om at afvise, at der skulle foreligge nogen som helst form for hindring for samhandelen i Fællesskabet. De mener således, at de omtvistede bestemmelser hverken har til formål eller til følge at begrænse handelsstrømmene, men at de tværtimod blot fastsætter regler for godtgørelse af udgifter på grund af sygdom. Følgelig vedrører de kun forholdet mellem en forsikret og den sociale sikringsinstitution, som vedkommende er tilsluttet. Denne mildt sagt indskrænkende problemformulering kan jeg hverken tiltræde i relation til varebevægelserne eller i relation til udvekslingen af tjenesteydelser.
Jf. punkt 15 ovenfor, og særlig note 6.
Når det er sagt, er det rigtigt, at de bestemmelser, som denne sag drejer sig om, ingenlunde forbyder import af de omtalte varer, og at de heller ikke har nogen direkte virkning på muligheden for at købe sådanne uden for det nationale område. De forsikrede kan frit købe varerne, hvor de vil, herunder i en anden medlemsstat end deres bopælsstat Deeker har ikke haft vanskeligt ved at købe det par briller, som hovedsagen drejer sig om, i en anden medlemsstat end den, hvori han bor. Vanskelighederne begyndte først, da han anmodede den kompetente sociale sikringsinstitution om godtgørelse for brillerne, og en sådan blev nægtet ham.
I den forbindelse skal det dog understreges, at den omtvistede forhåndstilladelse, skønt den udelukkende kræves for køb af varer
Dertil kommer, at det er meget vanskeligt at opnå en forhåndstilladelse, når den efterspurgte ydelse blot drejer sig om køb af et par briller og/eller, mere generelt, varer, som er ordineret i bopælsstaten, da der gælder særdeles restriktive betingelser for meddelelsen af en sådan I sådanne tilfælde forstår det sig, at den kompetente sociale sikringsinstitution nægter at meddele forhåndstilladelse, eftersom der er al mulig grund til at antage, for det første, at et par briller (om de så er af en særlig type) eller lægeartikler, der ordineres af henholdsvis en øjenlæge og en læge med praksis i en medlemsstat, kan fås på denne medlemsstats område, og, for det andet, at den forsikredes helbredstilstand ikke forværres, såfremt vedkommende ikke køber de pågældende varer uden for medlemsstatens område (jf. også ovenfor punkt 29 herom). Tværtimod kunne den forsikredes helbredstilstand utvivlsomt forværres, hvis vedkommende i stedet for hurtigst muligt at købe de varer, som han havde brug for, besluttede sig til at ansøge om en forhåndstilladelse og afvente udfaldet af en række lægelige og administrative formaliteter (som i høj grad kunne forventes at være negativt). Hvad dette angår kan jeg ikke undlade at pege på, hvor klart det fremgår af en modsætningsvis læsning af Duphar-dommen, at nationale bestemmelser, der foreskriver sådanne betingelser for godtgørelse, at en sådan kun ydes for nationale produkter (Duphar-dommen, a.st., note 9, præmis 18-22) er i strid med artikel 30. I det foreliggende tilfælde mener jeg ikke, at den omstændighed, at der kun kan ydes godtgørelse for varer købt på den aktuelle medlemsstats område, kan føre til nogen anden konklusion.
Dom af
If. Luisi oc Carbone-dommen, a.st., note 8, præmis 16. På baggrund lierai kan jeg i övrigt ikke udelukke, at reglerne om tjenesteydelser også er relevante, selv om der er tale om kob af varer (Decker's tilfælde). Når man nemlig tager varernes art og den omstændighed i betragtning, at Domstolen har afgjort, at såvel salg af briller og kontaktlinser som lægemidler kræver medvirken af kvalificeret personale (domme af
Lad mig straks sige, at de ifølge en argumentation, som i det store og hele svarer til den, som jeg fremførte ved undersøgelsen af, om de var i overensstemmelse med artikel 30, også må anses for at være i strid med artikel 59 og 60. Men før jeg mere detaljeret undersøger, hvordan de begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, finder jeg det hensigtsmæssigt at rydde nogle misforståelser af vejen, som er kommet til udtryk under retsforhandlingerne.
Disse argumenter mener jeg er udtryk for, at man til en vis grad har misforstået de begreber, som den foreliggende problematik drejer sig om. Hvad det nemlig drejer sig om at fastslå, er, om nationale bestemmelser, der gør godtgørelse af udgifter på grund af sygdom, som en person har afholdt i en anden medlemsstat end sin bopælsstat, betinget af, at vedkommende har opnået en forhåndstilladelse, kan gøre den frie udveksling af tjenesteydelser inden for den pågældende erhvervssektor mindre attraktiv og dermed begrænse den. I den forbindelse er det imidlertid fuldstændig uden betydning, at bestemmelserne vedrører den sociale sikring og efter deres ordlyd kun omhandler regler for godtgørelse af udgifter på grund af sygdom Domstolens praksis vedrørende tjenesteydelser indeholder i øvrigt mange eksempler på nationale foranstaltninger, som, skønt de ikke i sig selv har drejet sig om præstation af tjenesteydelser, er blevet fundet i strid med artikel 59, fordi de kunne hæmme præstationen af de pågældende tjenesteydelser. Man behøver f.eks. blot at nævne, at Domstolen har anset nationale bestemmelser, der gjorde en social bolig-støtteydelse betinget af, at den optagelse af lån, der skulle foretages i forbindelse hermed, skete i et kreditinstitut i den pågældende medlemsstat, for stridende mod artikel 59, fordi bestemmelserne kunne afholde de berørte fra at henvende sig til kreditinstitutter i andre medlemsstater for at optage lån til opførelse, erhvervelse eller forbedring af bolig (dom af Hvad dette angår har Domstolen i øvrigt udtalt, at betalingen ikke behøver at blive foretaget direkte af tjenesteydelsernes modtagere (jf. herom dom af Det må derfor udelukkes, at lægevirksomhed kan sidestilles med offentlig undervisning (jf. dom af
Alligevel må det konstateres, at der kun kræves forhåndstilladelse, når den forsikrede henvender sig til en tjenesteyder i en anden medlemsstat, hvilket indebærer, om så blot indirekte, en forskelsbehandling af de forsikrede, som er begrundet i ydelsens oprindelse. Desuden nægtes godtgørelse kun forsikrede, der har modtaget en lægelig ydelse i en anden medlemsstat uden at have den fornødne tilladelse. Dette indebærer en forskellig behandling af de sikrede, alt efter om de har valgt at modtage tjenesteydelser fra erhvervsdrivende, som er etableret på deres egen medlemsstats område eller i en anden medlemsstat.
I Ivad delle angår erindrer jeg om, at artikel 59
Alt taget i betragtning indebærer de omtvistede nationale bestemmelser og, af samme årsager, forordningens artikel 22 begrænsninger, der, om det så blot er indirekte, er begrundet i, hvor tjenesteyderen er etableret Jeg erindrer i den forbindelse om, at den almindelige plan om ophævelse af begrænsninger i den frie udveksling al tjenesteydelser (EFT Anden Serie IX, s. 3) også omfattede indirekte begrænsninger, som eksempelvis kunne ramme en tjenesteyder gennem tjenesteydelsernes modtagere. Det synspunkt, al forordningens arlikcl 22 også er principielt uforenelig med traktatens bestemmelser om tjenesteydelser, deles ι vid udstrækning af den juridiske litteratur, jf. bl.a. Bosselier:
Som nævnt kan man ikke tage stilling til disse begrundelser uden også at tage stilling til gyldigheden af forordningens artikel 22. Når det er blevet fastslået, at denne bestemmelse ved at foreskrive, at der skal indhentes forhåndstilladelse, har de samme restriktive virkninger som de nationale bestemmelser, må det nemlig efterprøves, om den, på samme måde som de nationale bestemmelser, er forenelig eller uforenelig med traktatens artikel 30 og 59 For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Den Europæiske Menneskerettighedskommission har taget stilling til de luxembourgske bestemmelser og forordningens artikel 22 i en sag, hvor sagsøgeren —en luxembourgsk statsborger, der af sygekassen var blevet nægtet godtgørelse af udgifter på grund af sygdom, som hun havde afholdt i en anden medlemsstat (Belgien), og som hun ikke havde indhentet forhåndstilladelse til — havde nedlagt påstand om, at procedurens lange varighed og den omstændighed, at Cour de cassation, som ifølge traktatens artikel 177 havde pligt til at indbringe sagen for De Europæiske Fællesskabers Domstol, ikke havde antaget hendes kassationsanke til realitetsbehandling, hvilket havde forhindret hende i at opnå en afgørelse fra Domstolen om fortolkningen af traktatens artikel 59, som de nationale bestemmelser efter hendes opfattelse klart var i strid med, udgjorde en overtrædelse af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Den Europæiske Menneskerettighedskommission konstaterede, at sygekassen og de luxembourgske domstole havde afvist klagen med den begrundelse, at sagsøger ifølge artikel 60, tredje afsnit, i loven om social sikring, traktatens artikel 51 og forordningens artikel 22 ikke med rimelighed kunne gøre krav på godtgørelse af udgifter på grund af sygdom, som hun havde afholdt i en anden medlemsstat uden forinden at have indhentet den foreskrevne tilladelse, og fastslog, at
Jf. lieroni, for så vidt angår varer, dom af
Jf. herom, for så vidt angår varer, Duphar-dommen (jf. note 9), præmis 23, og den tidligere dom af
I sidstnævnte tilfælde kan bestemmelserne derimod være begrundet i en mere omfattende række krav, der vedrører almene hensyn. Således skal, ifølge Domstolens praksis, for at være forenelige med fællesskabsretten, Dom af Da Domstolen forste gang gav udtryk for delte standpunkt i den såkaldte
Denne holdning er for øvrigt i dag forældet i forhold til retspraksis. Domstolen betragter således også nationale bestemmelser, hvorefter der gælder særlige regler alt efter tjenesteydelsernes oprindelsessted, som diskriminerende og dermed kun berettigede, hvis de kan henføres under undtagelserne i artikel 56 (jf. bl.a. dommen i sagen Bond van Adverteerders m.fl., a.st., note 54, præmis 26 og 29, dom af
Dette standpunkt finder jeg ikke overbevisende. Reelt udgør de omtvistede bestemmelser hverken en direkte hindring for udvekslingen af varer eller for udvekslingen af tjenesteydelser. Men de kan på grund af den klare ulempe (manglende godtgørelse), der er forbundet med køb uden forhåndstilladelse af lægeartikler eller lægelige ydelser i udlandet, virke begrænsende herpå. Derfor gælder det snarere om at fastslå, om de begrænsninger for den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevægelser, der, om det så blot er indirekte, er afhængige af det sted, hvor sælgeren eller yderen af den pågældende vare eller tjeneste, er etableret, må anses for diskriminerende eller for at finde anvendelse uden forskel.
Import som sådan er stadig fuldstændig fri. Jf. herom punkt 37 ovenfor og navnlig note 48.
Denne omstændighed ville imidlertid skulle tages i betragtning, hvis man mente, at stedet, hvor tjenesteydelsen blev præsteret, var relevant selv i Decker's tilfælde.
Om der foreligger en importrestriktion, afhænger i realiteten af, om den manglende godtgørelse af udgifterne til varer, der er købt i en anden medlemsstat, indvirker negativt på de forsikredes valg. Derfor mener jeg ikke, at de omtvistede bestemmelser er formelt diskriminerende, selv om de kan begunstige køb af varer på statens eget område. Isoleret betragtet fastsætter de nemlig ingen særlige regler for importerede varer eller for importen af sådanne og begunstiger heller ikke indenlandske varer på bekostning af importerede varer.
Jf. herom dom af
Jf. punkt 64 ovenfor.
Jf. eksempelvis Van Binsbergcn-dommcn (note 63), præmis 14, og dom af
Jf. bl.a. dom af
Jf. senest dom af
Det er næppe nødvendigt at gentage, at de bestemmelser, som de foreliggende sager drejer sig om, ikke indebærer forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og heller ikke, i hvert fald ikke direkte, særlige regler for tjenesteydere, som er etableret i en anden medlemsstat. Den differentierede behandling vedrører, i hvert fald formelt, samtlige forsikrede, som er tilsluttet den pågældende sociale sikringsordning. Det står dog klart, at den er begrundet i tjenesteydernes etableringssted, da den afhænger af de sikredes valg af læge eller sygehus. Er det forhold, at bestemmelserne
Netop på dette punkt er Domstolens praksis vedrørende bestemmelser, der svarer til de omtvistede, dvs. der gør ydelsen af en bestemt fordel betinget af, at der benyttes en tjenesteyder, som er etableret på statens eget område, dog ikke helt fast og modsigelsesfri. F.eks. anså Domstolen i Bachmanndommen de anfægtede bestemmelser, som gjorde retten til at fradrage visse bidrag i en stat betinget af, at bidragene var betalt i den pågældende stat, for berettigede, fordi de skulle sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning, idet den anerkendte, at de fandt anvendelse uden forskel Dom af Svensson og Gustavsson-dommen (a.st., note 53), præmis 15. Domstolen udtalte nærmere, at Svensson og Gustavsson-dommen, præmis 16, 17 og 18.
Det skal understreges, at Svensson og Gustavsson-dommen hverken er den første eller den eneste om dette emne, hvori Domstolen ved afgørelsen af, om nationale bestemmelser, der indebærer en begrænsning af udvekslingen af tjenesteydelser, er forenelige med artikel 59, både har taget de i artikel 56 nævnte krav og krav, der er begrundet i almene hensyn, i betragtning (jf. eksempelvis dom af
I de foreliggende sager mener jeg, når alt kommer til alt, at Domstolen — også for at bortvejre uklarheden i den ovennævnte retspraksis — enten bør fastslå, sådan som det tilsyneladende kan udledes af Svensson og Gustavsson-dommen, at bestemmelser, der
Jeg finder det nødvendigt at foretage yderligere en præcisering. Hvis man går ud fra, at de omtvistede bestemmelser skal anses for at være Jf. herom navnlig dom af Det skal dog nævnes, at Domstolen i sin hidtidige praksis har anlagt en restriktiv fortolkning af begrebet Jf. de i note 61 nævnte domme. Her skal jeg blot pege på, at Domstolen i Duphar-dommen klart fastslog, at artikel 36, for så vidt som den vedrørte foranstaltninger af ikke-økonomisk art, under ingen omstændigheder indeholdt hjemmel til nationale foranstaltninger, som især havde et budgetmæssigt formål, såsom
Bl.a. kan nævnes Rådets direktiv 93/16/EØF af
Domstolen har i øvrigt allerede — netop under henvisning til disse direktiver — haft lejlighed til at fastslå, at en recept på et lægemiddel udstedt af en læge i en anden medlemsstat og et lægemiddel solgt i en anden medlemsstat giver lige så fyldestgørende garantier, som en recept udstedt af en læge i importmedlemsstaten og et lægemiddel solgt af et apotek i den medlemsstat, hvortil en person har importeret det Jf. Schumacker-dommen (a.st., note 6), præmis 20, og dom af
På denne baggrund mener jeg ikke, at man med rimelighed kan hævde, at de forsikredes sundhed ikke nyder tilstrækkelig beskyttelse, når de modtager lægebehandling i en anden medlemsstat I betragtning af at den luxembourgske regering selv har bekræftet, at det naturligvis står de sikrede frit for at modtage lægebehandling i en anden medlemsstat, kan man undre sig over, hvorfor de nævnte sundhedsbeskyttelseshensyn forsvinder, når der ikke anmodes om godtgørelse.
Jf. herom Collectieve Antcnncvoomcning Gouda-dommen (a.st-, note 63), præmis 11. Jf. desuden senest dom af
I Icrom kan jeg eksempelvis nævne, at Domstolen i dom af
Det er i den forsland, at f.cks. sammenhængen i beskatningsordningen, som jo uomtvisteligt er et økonomisk formål, kan fortolkes som et alment hensyn (Bachmann-dommen (jf. nole 72), præmis 2I-28).
I lyset af ovennævnte mener jeg ikke, det kan bestrides, at bevarelsen af den sociale sikringsordnings ligevægt, som er de omtvistede bestemmelsers hovedformål, ikke er et mål i sig selv, men et middel, som (i det mindste) bidrager til at sikre de forsikrede ydelser, der, såvel kvantitativt som kvalitativt, er på et vist niveau. Hvis ordningens økonomiske ligevægt blev undergravet, ville det nemlig kunne føre til en ringere sundhedsbeskyttelse med klare og uundgåelige negative følgevirkninger først og fremmest for de forsikrede, der tilhører de svageste sociale lag. Hertil kommer, at Domstolen har fastslået, bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om ligebehandling af mænd og kvinder i socialsikringssektoren Jf. senest dom af Jf. senest Renens dom af
Det må faktisk erkendes, at det ville undergrave ordningernes økonomiske ligevægt, med de negative følgevirkninger, som dette ville have for opretholdelsen af en stabil og alment tilgængelig læge-og hospitalstjeneste, hvis institutionerne havde pligt til at godtgøre ydelser efter medlemsstaternes forskellige lovgivninger, som de forsikrede havde valgt at modtage uden for deres egen stats område. Herom skal jeg blot konstatere, at sundhedsudgifterne og sygesikringsordningernes finansieringsregler på nuværende stadium varierer mærkbart fra medlemsstat til medlemsstat For en oversigt over bestående forskelle, se Le Grand:
Kommissionen hævder imidlertid — idet den går ud fra, at forordningens artikel 22 nok pålægger medlemsstaterne ikke at nægte godtgørelse i et nærmere angivet tilfælde, men intet foreskriver med hensyn til de øvrige tilfælde, der kan være tale om — at det ved hver enkelt anmodning om forhåndstilladelse til en bestemt ydelse er nødvendigt at undersøge, om meddelelsen af en sådan, og den dermed forbundne finansielle byrde, ville kunne undergrave ordningens økonomiske ligevægt Det skal understreges, at dette kun ville gælde for tjenesteydelser. Kommissionen, som indledningsvis gør gældende, at de anfægtede bestemmelser er diskriminerende i forhold til reglerne om varer, mener, at de derfor ikke kan retfærdiggøres under henvisning til de i traktatens artikel 36 omhandlede begrundelser vedrørende beskyttelsen af den offentlige sundhed. Selv om jeg ikke deler den (jf. punkt 31 ovenfor og note 36), betragter jeg den opfattelse, som Mavredis har fremsat i
Derfor må det undersøges, om der stadig er fare for, at ordningens økonomiske ligevægt undergraves, og det derfor er nødvendigt at kræve forhåndstilladelse, selv når den kompetente sociale sikringsinstitution ikke skal yde fuld godtgørelse ifølge lovgivningen i den stat, hvor behandlingen af den forsikrede har fundet sted, men efter lovgivningen og satserne i den stat, hvor modtageren af behandlingen er forsikret. Alt i alt må det undersøges, om den godtgørelse, som Decker har ansøgt om på de samme vilkår, som han ville have haft ret til, hvis han havde købt brillerne hos en optiker i Storhertugdømmet, ligesom Kohll's eventuelle godtgørelse efter de luxembourgske satser, virkelig kan skade ordningens økonomiske ligevægt.
Jeg kan faktisk kun få øje på én indvirkning, nemlig den, at en optiker i Luxembourg har solgt et par briller færre, og at den eneste specialist i tandregulering i denne stat har haft en patient mindre. Det er således udøveren af et liberalt erhverv og ikke ordningen som sådan, der påvirkes negativt.
Heraf følger, at der heller ikke foreligger virkninger, der kan skade opretholdelsen af en alment tilgængelig
Dermed tilslutter jeg mig naturligvis ikke den af visse medlemsstater fremforte påstand om, at del ville udlosc en ukontrolleret og ukontrollabel strom af patienter fra den ene medlemsstat til den anden, hvis man indførtc frit valg af large og sygehus. Del er jo stadig sådan, at der er betydelige ulemper forbundet med al rejse fra én mcdlcnisstal lil en anden, herunder ofte med hensyn til sprog og ekstraomkostninger, om ikke af andre grunde så fordi den pågældende kan være ledsaget af andre personer.
Skal den kompetente sociale sikringsordning udbetale godtgørelse for lægelige ydelser, som de forsikrede har modtaget på sygehuse i andre medlemsstater, vil det med andre ord under alle omstændigheder medføre en yderligere finansiel byrde for den, også selv om det sker på grundlag af faste beløb, der svarer til Herom skal jeg dog bemærke, at man kunne rejse det sporgsmål, om, og i bekræftende fald i hvilken udstrækning det ville forholde sig anderledes med henblik på at opretholde en alment tilgængelig hospilalstjcncslc, nar der er tale om de medlemsstater, hvor den kompetente sociale sikringsinstitution godigor tjenesteydelser, om del så blot er med et fast beløb eller delvis, som de forsikrede vælger at modtage i private klinikker.
Jeg bemærker, at det bestemt ville være ønskeligt, om fællesskabslovgiver foretog en harmonisering på dette område for at gennemføre en væsentlig side af det indre marked, nemlig en reel og effektiv fri bevægelighed for patienter. Vel vidende, at dette er et ambitiøst mål, som det for øjeblikket er vanskeligt at nå, mener jeg, at fællesskabslovgiver i det mindste på kort sigt burde øge antallet af tilfælde, hvor tilladelse ikke kan nægtes. Således ville det uden tvivl i mere end én forstand være hensigtsmæssigt, om der skulle gives tilladelse, hver gang den forsikrede under alle omstændigheder kunne få en mere effektiv behandling i en anden medlemsstat, og hvis der, som i Kohll's tilfælde og som beskrevet på retsmødet, kun var én speciallæge i bopælsstaten, der kunne præstere den nødvendige ydelse.