1.Beskatningsgrundlaget er:

a)ved levering af goder og tjenesteydelser, bortset fra de under litra b), c) og d) omhandlede, den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

2.Følgende medregnes i beskatningsgrundlaget:

a)skatter, told, importafgifter og andre afgifter med undtagelse af selve merværdiafgiftenb)biomkostninger såsom provisions-, emballage-, transport- og forsikringsomkostninger, som leverandøren forlanger afholdt af køberen eller aftageren. Omkostninger, der er omfattet af en særskilt aftale, kan af medlemsstaterne betragtes som biomkostninger.

a)prisnedsættelser i form af kasserabat ved forudbetalingb)rabat og bonus, der ydes køberen eller aftageren, og som opnås på det tidspunkt, hvor transaktionen finder sted.

1.I tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse, ikke eller kun delvis betaling eller afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes beskatningsgrundlaget tilsvarende på betingelser, som fastsættes af medlemsstaterne.

For så vidt angår ikke eller kun delvis betaling kan medlemsstaterne dog fravige denne bestemmelse.

(1)Med henblik på anvendelsen af denne lov fastsættes værdien af en levering af goder eller tjenesteydelser, medmindre andet er bestemt i eller følger af denne lov, efter bestemmelserne i denne section og Schedule 6, og med henblik herpå finder subsection (2) og (4) anvendelse med forbehold af Schedule 6.(2)Hvis en levering sker mod vederlag i penge, forstås ved dens værdi det beløb, der, med tillæg af skyldig merværdiafgift, er lig med vederlaget.(3)Hvis leveringen sker mod et vederlag, der ikke eller ikke fuldt ud består i penge, forstås ved dens værdi det beløb i penge, der, med tillæg af skyldig merværdiafgift, har samme værdi som vederlaget.(4)Hvis en levering af goder eller tjenesteydelser ikke er det eneste, et vederlag i penge vedrører, skal leveringen anses for ydet mod den del af vederlaget, der faktisk vedrører leveringen.

Med hensyn til fastsættelsen af beskatningsgrundlaget har Yorkshire for det første understreget, at det fremgår af begrundelsen til forslaget til sjette direktiv, at denne fastsættelse skal finde anvendelse på hver enkelt transaktion. Derudover er den afgiftspligtige modværdi ifølge Domstolens praksis den faktisk oppebårne modydelse og ikke den objektive værdi, og den skal kunne opgøres i penge. Desuden skal der være en direkte forbindelse mellem levering eller tjenesteydelse og den modtagne modydelse. Endelig kan den modydelse, som udgør beskatningsgrundlaget for ethvert mellemliggende led i forsyningskæden før den endelige forbruger, ikke være højere end den pris, som den endelige forbruger betaler.

Endvidere er Yorkshire af den opfattelse, at både producenten og detailhandleren kun er momspligtige med hensyn til det beløb, de faktisk modtager, dvs. nettobeløbet. Alternativt skal refusionen fra en producent betragtes som en prisnedsættelse efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, som omhandlet i sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1.

For det andet har Yorkshire gjort gældende, at kun den modydelse, som den endelige forbruger har betalt, kan indgå i en detailhandlers beskatningsgrundlag. En betaling, som foretages af et led i forsyningskæden, kan ikke tages i betragtning. En rabatkupon, som udstedes af en producent, kan under ingen omstændigheder betragtes som modydelse fra en tredjemand. Selv om kuponen har en værdi for detailhandleren, består værdien alene i, at den gør det muligt for detailhandleren at opnå en refusion med hensyn til den pris, han har betalt til producenten.

For det tredje er den opfattelse, at producenten skal betragtes som tredjemand med hensyn til den refusion, han yder, i strid med princippet om, at momsen i hvert led af forsyningskæden skal opkræves i forhold til det faktisk modtagne beløb. Den er imidlertid også i strid med princippet om, at intet led i forsyningskæden skal betale moms af et beløb, der er højere end den pris, som den endelige forbruger betaler. I denne henseende har Yorkshire henvist til, at de i denne sag omhandlede money-off-kuponer er forskellige fra de cash-back-kuponer, som Elida Gibbs-sagen vedrørte. I forbindelse med cash-back-kuponer refunderer producenterne et vist beløb direkte til de endelige forbrugere. Dette ændrer ikke indkøbs- og salgsprisen.

I modsætning til cash-back-kuponer sker refusionen i forbindelse med en money-off-kupon fra producent til detailhandler. Den salgspris, som den endelige forbruger skal betale til detailhandleren, skal følgelig justeres. Såfremt der indgår grossister i kæden, vil disse derimod ikke skulle foretage prisjusteringer, da alene den indkøbspris, som detailhandleren betaler, ændres som følge af refusionen fra producenten.

For det fjerde har Yorkshire gjort gældende, at Domstolen har fastslået med hensyn til tjenesteydelser, at for at der kan være tale om en tjenesteydelse mod vederlag som omhandlet i sjette direktiv, skal der mellem tjenesteyderen og modtageren af tjenesteydelsen bestå et retsforhold, inden for rammerne af hvilket der udveksles ydelser. Analogt hermed skal der ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget i forbindelse med leveringer tages hensyn til retsforholdet mellem parterne. Ved salg af en vare til en endelig forbruger består der således principielt kun et retsforhold mellem denne og detailhandleren. Forholdet mellem producent og detailhandler er kun af betydning, hvis detailhandleren som delvis betaling accepterer en kupon fra en endelig forbruger. Det er netop accepten heraf og ikke leveringen af varen til den endelige forbruger, der udgør detailhandlerens modydelse til producenten for producentens refusion af et beløb til detailhandleren.

På baggrund heraf har Yorkshire anført, at beskatningsgrundlaget kun kan være det beløb, som den endelige forbruger betaler.

En nedsættelse af beskatningsgrundlaget som omhandlet i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b), kan kun ske på grundlag af et moment (godtgørelse, rabat, refusion), som vedrører beskatningsgrundlaget for transaktionen mellem leverandør og modtager. At der foreligger en sådan omstændighed i denne sag, fremgår af, at detailhandleren på grundlag af producentens refusion kan yde den endelige forbruger en prisnedsættelse. Refusionen udgør derfor en godtgørelse i forbindelse med den indkøbspris, som detailhandleren betaler netop til producenten. Denne godtgørelse fra producenten videregives til det næste transaktionsled, dvs. leveringen til den endelige forbruger, og indvirker derfor på beskatningsgrundlagets størrelse med hensyn til denne levering.

På baggrund heraf har den tyske regering anført, at beskatningsgrundlaget kun er det beløb, som den endelige forbruger betaler.

Med hensyn til dommen i Elida Gibbs-sagen har den irske regering bl.a. peget på, at Domstolen i denne sag ikke udtalte sig om beskatningsgrundlaget for en detailhandler.

Hvis beskatningsgrundlaget begrænses til det beløb, som den endelige forbruger betaler, vil det på grundlag af princippet om momsordningens neutralitet være nødvendigt at foretage en justering med hensyn til leveringen fra producenten til detailhandleren. I Elida Gibbs-dommen anså Domstolen det imidlertid ikke for at være nødvendigt at justere beskatningsgrundlaget i forbindelse med de mellemliggende transaktioner mellem producent, grossist og detailhandler.

Den irske regering har endvidere understreget, at afgiftsmyndighederne ikke må opkræve et beløb, der er højere end det, den endelige forbruger har betalt. Beløbet må heller ikke være lavere end det, den endelige forbruger har betalt, hvilket ville være tilfældet, hvis refusionen i forbindelse med kuponen ikke blev medregnet.

Som alternativ har den irske regering foreslået, at transaktionen mellem detailhandler og endelig forbruger anses for at bestå af to dele: for det første af detailhandlerens levering af varer til en endelig forbruger og for det andet af detailhandlerens gennemførelse af en salgsforanstaltning for producenten. Modydelsen for denne tjenesteydelse vil bestå i værdien af de kuponer, som detailhandleren accepterer, og som producentensenere refunderer.

På baggrund heraf har den irske regering anført, at beskatningsgrundlaget omfatter det beløb, som den endelige forbruger betaler, plus producentens refusion.

Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at den løsning, som Domstolen nåede frem til i Elida Gibbs-dommen, ikke er den rigtige, og at en producents beskatningsgrundlag ikke må nedsættes med værdien af de kuponer, som producenten refunderer. Heraf følger, at beskatningsgrundlaget for en detailhandler omfatter både det beløb, som den endelige forbruger har betalt, og værdien af kuponerne, da begge beløb har en direkte sammenhæng med detailhandlerens levering.

Selv hvis man anser Elida Gibbs-dommen for at være korrekt, er Det Forenede Kongerige regerings imidlertid af den opfattelse, at det argument, som Yorkshire har fremført, er i strid med denne doms præmis 33. Det fremgår nemlig klart af denne dom, at den omstændighed, at producentens beskatningsgrundlag nedsættes med kuponens værdi, ikke indebærer, at detailhandlerens indkøbspris og beskatningsgrundlag nødvendigvis skal nedsættes med samme beløb. Dette gælder ligeledes for money-off-kuponer. En money-off-kupon har ingen indflydelse på hverken prisen mellem producent og detailhandler eller det beløb, som detailhandleren i sidste instans modtager for varens levering. Denne pris svarer altid til den normale detailsalgspris.

At Yorkshires opfattelse ikke er korrekt, fremgår klart i de tilfælde, hvor en detailhandler ikke har købt varerne hos en producent, men hos en grossist. I en sådan situation er den indkøbspris, som detailhandleren har betalt, ikke afhængig af, om der er kuponer, og om producenten senere foretager en refusion.

Dette argument bekræftes endelig af Boots-dommen, hvor der også var tale om en kuponordning, hvorefter producenten helt eller delvis refunderede detailhandleren prisnedsættelsen. Domstolen fastslog i den forbindelse, at refusionerne skulle medregnes i beskatningsgrundlaget.

På baggrund heraf har Det Forenede Kongeriges regering anført, at beskatningsgrundlaget omfatter det beløb, som den endelige forbruger betaler, plus producentens refusion.

På grundlag af princippet om momsordningens neutralitet må detailhandlerens beskatningsgrundlag ikke være lavere end det beløb, som han faktisk modtager for leveringen.

Den løsning, som Domstolen nåede frem til i Elida Gibbs-dommen, kan ikke overføres til den foreliggende sag, da den vedrører detailhandlerens beskatningsgrundlag. Hvert led i forsyningskæden skal afregne moms for den merværdi, der er skabt. En nedsættelse af beskatningsgrundlaget fra producentens side ændrer ikke den merværdi, som detailhandleren har skabt.

På baggrund heraf har den nederlandske regering anført, at beskatningsgrundlaget omfatter den pris, som den endelige forbruger betaler, plus det beløb, der svarer til den prisnedsættelse, som producenten refunderer.

Kommissionen anser det for forsvarligt at betragte refusionen fra producenten som en refusion for en del af den oprindelige indkøbspris, som detailhandleren har betalt. Dette påvirker imidlertid på ingen måde det momsbeløb, som detailhandleren skal afregne. Dette er nemlig det samme, uanset hvordan det beløb, som producenten refunderer, vurderes.

Endvidere er Yorkshires argument om, at nedsættelsen af afgiftsbeløbet for detailhandleren afhænger af, at producenten udsteder en kreditnota, ikke korrekt.

Med hensyn til Elida Gibbs-dommen, navnlig præmis 33 heri, har Kommissionen understreget, at Domstolens bemærkninger efter Kommissionens opfattelse ikke kun gælder for cash-back-kuponer, men også for de omhandlede money-off-kuponer.

En producent kan i sidste instans kun påberåbe sig sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1, for at nedsætte sit beskatningsgrundlag og dermed den moms, han skal afregne.

På baggrund heraf har Kommissionen anført, at beskatningsgrundlaget består af den samlede detailsalgspris, dvs. den pris, som den endelige forbruger betaler, plus det beløb, som producenten refunderer detailhandleren.

Samtidig forhindres det, at afgiftsmyndighederne mister afgifter eller opkræver for meget i afgifter.