I sag 101/76
KONINKLIJKE SCHOLTEN HONIG N.V. med datterselskaber, aan de Kabelweg, Amsterdam, repræsenteret og bistået af advokaterne P. C. van den Hoek og D.J. Gijlstra, Amsterdam, med valgt bopæl i Luxembourg hos J. C. Wolter, 2, rue Goethe,
RADET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af Daniel Vignes, direktør ved den juridiske tjeneste og bistået af dets juridiske rådgiver, Gijsbertus Peeters, med valgt bopæl i Luxembourg hos J. N. van den Houtten, direktør for den juridiske tjeneste ved Den europæiske Investeringsbank, 2, place de Metz,
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af dens juridiske rådgiver J. H. J. Bourgeois, med valgt bopæl i Luxembourg hos M. Cervino, juridisk rådgiver, bâtiment Jean Monnet, Kirchberg,
som på sagens nuværende stadium angår spørgsmålet, om en påstand om annulation af artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 1862/76 af
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. M. Donner og P. Pescatore, dommerne J. Mertens de Wilmars, M. Sørensen, A. J. Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe, G. Bosco og A. Touffait,
generaladvokat: G. Reischl justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
De faktiske omstændigheder og de af parterne under skriftvekslingen fremførte anbringender kan sammenfattes således:
Denne sag angår et sødeprodukt, kendt under navnet glucose med stort indhold af fructose eller navnene isoglucose eller isomérose.
Glucose med et stort indhold af fructose er et produkt, som fremstilles på grundlag af stivelse af enhver art, oftest fra majs. Det synes at have lignende egenskaber som invertsukker, dvs. sukkersirup, som benyttes ved fremstillingen af fødevarer. Udviklingen af dette produkt begyndte i USA, som har underskud af sukker men overskud af korn. Interessen for produktet steg, efter at sukkerpriserne var gået i vejret, og der var indtrådt knaphed herpå. I USA udgør det allerede nu en væsentlig del af det industrielle sukkerforbrug.
På grund af Fællesskabets produktionsrestitution til stivelse er produktionen af glucose med stort indhold af fructose ligeledes blevet rentabel inden for fællesmarkedet, og kan tænkes at blive en trussel for sukkerindustrien. Der findes på nuværende tidspunkt 3 eller 4 selskaber og datterselskaber af disse, som fremstiller dette produkt. Andre er interesseret i fremstilling. Ifølge sagsøger findes der en økonomisk og teknisk tærskel, som bevirker, at de andre selskaber ikke er i stand til at fremstille dette produkt inden for de første 2 år, hvilket ikke bestrides af Rådet på nuværende stadium.
Det fremgår af sagens akter, at sukkerindustrien føler sig truet heraf og har forelagt sagen for fællesskabsmyndighederne.
Ved de to omstridte forordninger nedsatte disse herefter produktionsrestitutionen for den stivelse, der anvendes i høståret 1976/1977 til fremstilling af glucose med stort indhold af fructose, og bestemte, at produktionsrestitutionen skulle ophæves fra og med produktionsåret 1977/1978.
Den væsentligste producent af glucose med stort indhold af fructose, Koninklijke Scholten Honig N.V., nedlagde, ved stævning indgivet til Domstolen den
Over for denne påstand anførte Rådet og Kommissionen, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, navnlig på grund af de pågældende retsakters generelle karakter.
I Rådets forordning (EØF) nr. 2727/75 af
og senere i artikel 11 :
En produktionsrestitution kan ydes
I medfør af denne bestemmelse har Rådet ved forordning (EØF) nr. 2742/75 af
Ved forordning (EØF) nr. 1862/76 af
I betragtningen til denne forordning hedder det:
I medfør af artikel 1 blev restitutionerne forhøjet til følgende beløb:
14 regningsenheder pr. ton majs/stivelse,
20 regningsenheder pr. ton blød hvede/stivelse og
I medfør af artikel 2 i denne forordning blev der indsat en ny artikel 5 a til forordning (EØF) nr. 2742/75, hvorved produktionsrestitutionen for et enkelt produkt forarbejdet på grundlag af stivelse, nemlig glucose med stort indhold af fructose, blev nedsat. Restitutionen for stivelse forarbejdet på grundlag af dette produkt er nemlig holdt på samme niveau som det forudgående produktionsår og vil blive helt ophævet fra og med produktionsåret 1977/1978.
I medfør af stk. 3 i den nye artikel 5 a opkræver medlemsstaterne hos producenterne af glucose med stort indhold af fructose forskellen mellem produktionsrestitutionen for stivelse, som forarbejdes til glucose med stort indhold af fructose, og produktionsrestitutionen for stivelse, der benyttes til andre formål.
Ved forordning (EØF) nr. 2168/76 af
I den til Domstolen indgivne stævning af
Heroverfor anførte Rådet i sit skriftlige indlæg, der blev registreret på Domstolen den
Den samme indvending blev gjort gældende af Kommissionen i et skriftligt indlæg, der blev indgivet til Domstolen den
Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber nedlægger påstand om, at
søgsmålet 101/76 afvises, og sagsøger idømmes sagens omkostninger.
Sagsøger nedlægger påstand om, at
sagen antages til realitetsbehandling.
Rådet anfører to grunde til, at sagen skal afvises: forældelse og retsaktens generelle karakter.
Vedrørende forældelsesspørgsmålet gør Rådet gældende, at sagen, når der tages hensyn til afstanden, senest skulle have været anlagt den
Om retsaktens generelle karakter anfører Rådet, at det fremgår af de af sagsøger fremlagte aktstykker, at der findes virksomheder i syv af medlemsstaterne, som kan tænkes at være berørt af de omtalte forordninger, fordi de enten har en løbende produktion af glucose med stort indhold af fructose eller kunne tænkes at igangsætte en sådan.
Rådet gør gældende, at de anfægtede forordninger ikke kan anses for beslutninger truffet i form af forordninger, og at de ikke berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt. Under alle omstændigheder er søgsmålet udelukkende indgivet af én af dem, som er berørt af dette kompleks af beslutninger, mens andre ikke bestrider beslutningerne uden dog for så vidt at godkende dem. Dette svækker sagsøgers stilling.
Sagsøger er altså hverken umiddelbart eller individuelt berørt.
Rådet gennemgår først Domstolens retspraksis vedrørende fortolkningen af ordet
Det har i den forbindelse ingen betydning, at sagsøger er den eneste virksomhed, som faktisk er berørt af fællesskabsbestemmelsen, såfremt det fremgår af bestemmelsen, at det er tilsigtet at give den en generel rækkevidde. Andre end dem, som en beslutning er rettet til, kan kun gøre gældende, at de er individuelt berørt, såfremt beslutningen har virkning for dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller pa grund af faktiske omstændigheder, som adskiller dem fra andre og derved individualiserer dem. på lignende måde som adressaten.
Rådet gennemgår herefter de domme, hvori Domstolen har anerkendt, at private er individuelt berørt af en retsakt fra Kommissionen eller Rådet: de forenede sager
På grundlag af denne retspraksis når Rådet til den konklusion, at sagsøgerne kun kan anses for individuelt berørt af en forordning, såfremt de beviser, at forordningen faktisk er en beslutning, rettet til dem. Det typiske tilfælde er en forordning, der vedrører et bestemt og kendt antal erhvervsdrivende, som er kendetegnet ved en vis individuel adfærd.
Antallet af erhvervsdrivende, som er berørt af en fællesskabsforordning, det være sig nok så lille, kan ikke anvendes som kriterium for vurderingen af om en retsakt skal anses for en forordning eller en beslutning. Det er uden betydning, om de private, som retsakten finder anvendelse på, kan identificeres på det tidspunkt, hvor retsakten udfærdiges, eller senere.
I den foreliggende sag er det sagsøgende selskab berørt af den pågældende retsakt på grund af dets tilhørsforhold til en kategori af virksomheder, der er objektivt afgrænset gennem de foranstaltninger, som finder anvendelse på de produkter, som selskabet fremstiller. Selskabet er altså ikke berørt af retsakten udelukkende på grund af sin egenskab af producent af glucose med stort indhold af fructose, altså på grund af en industriel virksomhed, der kan udøves på et hvilket som helst tidspunkt og af et hvilket som helst retssubjekt og derfor, selv om den er meget specialiseret og faktisk udøves af et begrænset antal selskaber, ikke adskiller sagsøger i forhold til alle andre eller individualiserer ham på samme måde som en adressat.
Det kvantitative kriterium kan ikke lægges til grund ved afgørelsen af, om en retsakt er en forordning eller en beslutning: sag
De omstridte forordninger har til formål at regulere produktionsrestitutionerne til visse varer inden for korn- og rissektoren og berører følgelig de erhvervsdrivende, som udøver deres virksomhed inden for disse områder. Kriteriet, hvem retsakten
Endelig gør Rådet gældende, at man ved at nægte at tilkende reglerne vedrørende den fælles ordning inden for landbrugssektoren forordningskarakter, blot fordi de angår en vare på grund af faktiske omstændigheder, der adskiller dem i forhold til andre, ville udstrække begrebet
En undersøgelse af Domstolens retspraksis vedrørende begrebet
At medlemsstaternes rolle er begrænset til rene gennemførelsesforanstaltninger beviser ikke, at sagsøgerne har en umiddelbar interesse. Hvad angår de tilfælde, hvor Domstolen har anerkendt, at private er
Udtrykket
Sagsøger i denne sag befinder sig absolut ikke i en sådan situation. Han er kun berørt af de forordninger, som han bestrider, fordi han fremstiller sådanne varer, som foranstaltningerne retter sig mod. Desuden, er han ikke den eneste producent af denne vare. Man kan højst sige, at han er
Kommissionen tilslutter sig Rådets påstand om, at spørgsmålet om sagens afvisning behandles, inden der gås ind på realiteten. For så vidt angår spørgsmålet om de to retsakters karakters findes der ikke noget argument for at behandle Kommissionens forordning anderledes end Rådets i henseende til sagens formalitet.
Kommissionen henviser derfor i sit forsvar til Rådets anbringender. For det tilfælde, at Domstolen ikke mener, at de to forordninger er indbyrdes forbundne, og efterkommer Rådets krav om en afgørelse af mellemspørgsmålet men ikke Kommissionens, nedlægger Kommissionen påstand om, at Domstolen ikke afviser dens indsigelse men behandler den i forbindelse med realiteten.
I sit svar anfører sagsøger følgende:
At Rådets forordning ikke er en egentlig forordning, er, hvad angår vurderingen af søgsmålsfristerne, ikke ensbetydende med, at forældelsesreglen i procesreglementets artikel 81, stk. 1 sættes ud af kraft. Sagsøger kunne først få kendskab til denne såkaldte forordning, efter at den var offentliggjort i EF-Tidende. Over for sagsøger begyndte søgsmålsfristen derfor først at løbe den
Vedrørende de anbringender, der er fremført om retsaktens generelle karakter, anfører sagsøger, at de to omstridte forordninger efter deres natur kun delvis er forordninger men i virkeligheden tillige må betragtes som et kompleks af individuelle beslutninger, som er truffet af Rådet og Kommissionen, og som, skønt de er fastsat i form af forordninger, juridisk set hver især berører sagsøger og et vist antal virksomheder i Fællesskabet, som befinder sig i en lignende situation. Der findes i Fællesskabet kun et begrænset antal producenter af glucose med stort indhold af fructose, og det er udelukket, med de investeringer der kræves, at antallet heraf kan udvides inden for kort tid. Desuden er den nødvendige tekniske viden beskyttet af patenter og vil fremover være det.
Sagsøger pointerer, at alle, der for øjeblikket fremstiller den omstridte vare, tilhører en af de 4 virksomhedsgrupper. Sagsøger mener derfor, at der kun findes fire virksomheder, som fremstiller den pågældende vare.
Sagsøger fastholder, at de af Rådet trufne foranstaltninger berører ham retligt på grund af faktiske omstændigheder, der adskiller ham fra alle andre og individualiserer ham på samme måde som adressaten for en beslutning.
Sagsøger er individuelt berørt, såfremt beslutningen har virkning for ham på grund af bestemte egenskaber, som er særegne for ham på grund af faktiske omstændigheder, som adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham.
At der på det tidspunkt, hvor Rådet og Kommissionen traf de omstridte foranstaltninger, kun var et meget begrænset antal virksomheder i Fællesskabet, som beskæftigede sig med fremstillingen af glucose med stort indhold af fructose, forstærker sagsøgers opfattelse, hvorefter sagsøger selv og de andre virksomheder, som er nævnt, har været individuelt berørt af den trufne foranstaltning.
Da Rådet og Kommissionen traf de anfægtede beslutninger, vidste de, eller burde de i hvert fald have vidst, hvilke virksomheder i Fællesskabet, der producerede glucose med stort indhold af fructose. Den korrespondance, Rådet har fremlagt, beviser dette. Rådet og Kommissionen har navnlig truffet de anfægtede forholdsregler for på lang sigt at forhindre antallet af producenter af glucose med stort indhold af fructose i at stige.
En undersøgelse af den lovgivningsteknik, som Rådet og Kommissionen har gjort brug af ved anvendelsen af kriteriet for, hvem retsakten er rettet til, fører nødvendigvis til samme konklusion.
I Rådets forordning (EØF) nr. 1862/76 er der fastsat regler for et enkelt afledet produkt, som helt afviger fra grundlaget for ordningen for stivelsessektoren. Ved denne retsakt har Rådet gjort en undtagelse for et enkelt slutprodukt, nemlig glucose med stort indhold af fructose. Ved at individualisere et enkelt slutprodukt har Rådet individualiseret fabrikanterne af dette produkt.
På stivelsesmarkedet er den redige situation, hvori producenterne af glucose med stort indhold af fructose befinder sig, ændret i forhold til situationen for den øvrige industri. Den pågældende foranstaltning har udelukkende retsvirkninger for producenterne af glucose med stort indhold af fructose.
Denne individualisering understreges desuden af det forhold, at Kommissionen den
Sagsøger henviser til forslaget til afgørelse fra generaladvokaten i sag
Sagsøger er af den opfattelse, at den teknologiske tærskel er et af de elementer, som bevirker, at han har visse særlige karakteristika, og at han befinder sig i en faktisk situation, som adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham på lignende måde, som foranstaltningens adressat.
Sagsøger mener også, at han er umiddelbart berørt. Ved formuleringen af artikel 2, stk. 3 i forordning nr. 1862/76 er der ikke overladt medlemsstaterne noget skøn, idet staternes intervention kun er en rent teknisk gennemførelsesakt. I sin egenskab af producent af glucose med stort indhold af fructose er sagsøger følgelig direkte berørt af den anfægtede foranstaltning, hvorfor søgsmålet kan antages til realitetsbehandling.
Parterne har afgivet mundtlige indlæg i det offentlige retsmøde den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
På grundlag af disse præmisser,
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Kutscher
Donner
Pescatore
Mertens de Wilmars
Sørensen
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Bosco
Touffait
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident