Kommissionen har påstået sagen afvist med den begrundelse, at sagsøgerne savner søgsmålsinteresse. Kommissionen anfører, at sagsøgerne ikke har godtgjort at være producenter eller producentandelselsskaber, idet forholdet i virkeligheden må opfattes således, at de som erhvervssammenslutninger, hvis vedtægtsmæssige formål er afsætning af frugt og grønsager, gør en kollektiv ret til erstatning gældende, der vedrører de tilsluttede producenters formueinteresser, hvilket de ifølge Domstolens praksis er afskåret fra. Kommissionen anfører endvidere, at selv om det måtte anses for godtgjort, at sagsøgerne har søgsmålsinteresse som producenter, kan de ikke gøre et erstatningskrav gældende, der vedrører samtlige franske producenter af nye kartofler. Hvis det derimod antages, at de som afsætningsselskaber har søgsmålsinteresse, er forholdet imidlertid det, at de ikke har angivet, hvorfor der må antages at være en direkte forbindelse med de påståede tab og deres virksomhed i henhold til vedtægterne.

Sagsøgerne har heroverfor anført, at det fremgår af deres vedtægter, at de er producentsammenslutninger, der køber medlemmernes produkter og sælger dem på engros-markederne. De anfører endvidere, at de ikke påstår sig tilkendt erstatning for de tab, som samtlige producenter har lidt, men kun erstatning for deres eget tab.

Sagsøgerne har gjort gældende, at eksporten af græske kartofler i produktionsåret 1983 blev subventioneret af den græske stat i forbindelse med en samordnet indsats med deltagelse af staten, producenterne, og et mellemled (nemlig selskabet Agrex), og at denne eksport, til meget lave priser, medførte en alvorlig krise på markederne i Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland og Det forenende Kongerige.

Den støtte, der i Grækenland ydes eksportørerne, er i strid med såvel Romtraktaten og den med hjemmel heri udstedte sekundære fællesskabsret som akten vedrørende Grækenlands tiltrædelse, idet støtten medfører en alvorlig forskelsbehandling mellem producenterne i Fællesskabet, påvirker konkurrencevilkårene for en tilsvarende produktion i en anden medlemsstat og fordrejer konkurrencen ved at stille de græske eksportører bedre på det engelske, det tyske og det franske marked, ligesom den tilsidesætter den i tiltrædelsesaktens artikel 69 indeholdte aftrapningsgrund-sætning, idet støtten gradvis steg fra 1981 til 1983 i stedet for at falde.

Sagsøgerne gør gældende, at Kommissionen, der havde fuldt kendskab til disse overtrædelser, i strid med sine forpligtelser har undladt at gribe ind på trods af, at de nødvendige midler til at håndhæve Rom-traktaten og tiltrædelsesakten stod til dens rådighed.

Blandt disse midler opregner sagsøgerne følgende muligheder:

Den omstændighed, at der er indledt en traktatbrudsprocedure i medfør af artikel 169 mod Grækenland på grund af, at landet ikke har givet meddelelse om støtteforanstaltningerne, kan ikke ændre det forhold, at Kommissionen ikke har udnyttet de midler, der står til dens rådighed. Traktatbrudsproceduren blev indledt den 4. juli 1983, men de græske støtteforanstaltninger var allerede blevet anmeldt i 1981 og 1982, og Kommissionen var allerede den 5. april 1983 blevet gjort opmærksom på muligheden for, at støtten atter ville blive ydet for produktionsåret 1983, ligesom den senest den 2. juni 1983 blev underrettet om, at den var blevet iværksat.

Kommissionens passivitet har gjort det muligt at indføre og fastholde en uligevægt med hensyn til sagsøgernes konkurrenceevne på det franske, engelske og tyske marked for nye kartofler. Ved sin passivitet har Kommissionen derfor tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 155 til at drage omsorg for traktatens gennemførelse og groft tilsidesat det overordnede lighedsprincip, hvorfor dens ulovlige adfærd må bedømmes som særlig grov.

Sagsøgerne gør derfor med rette gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i en retsstridig og forsætlig passivitet, hvorfor der i medfør af EØF-traktatens artikel 215, stk. 2, må påhvile Fællesskabet et erstatningsansvar.

Det må anses for godtgjort, at salget af græske kartofler til priser, der på grund af statsstøtte er meget lave, har ført til et drastisk fald i priserne på det engelske, tyske og franske marked, og at prisfaldet har tvunget sagsøgerne til enten at sælge med tab eller at afholde sig fra at eksportere. Da dette havde kunnet undgås, såfremt Kommmissionen havde draget omsorg for at gennemføre de i EØF-traktaten og tiltrædelsesakten indeholdte bestemmelser, må Fællesskabet være forpligtet til at erstatte sagsøgerne deres tab. Det savner grundlag at hævde, at de franske producenter havde kunnet begrænse tabene ved at oplagre de nye kartofler og senere afsætte dem som gamle kartofler. Man kan ikke med rimelighed forvente af de franske producenter, at de opgiver det meget givtige marked for nye kartofler til fordel for en subventioneret import fra Grækenland.

Det tab, de franske producenter har lidt på grund af importen af græske kartofler, der blev solgt til meget lave priser på markederne i medlemsstaterne, skyldes såvel den manglende mulighed for at eksportere til Det forenede Kongerige og Forbundsrepublikken Tyskland som indtægtstab på grund af krisesituationen på markedet. Det beløber sig til 94894410 FF som omsætningstab og til 7000000 FF, for så vidt angår den manglende eksport til Forbundsrepublikken Tyskland. Der er ikke blevet angivet noget nøjagtigt beløb, for så vidt angår den manglende eksport til Det forenede Kongerige.

Sagsøgerne vil hver for sig senere fremlægge dokumentation for hver deres andel af det samlede tab, som de franske producenter har lidt.

Kommissionen har over for det af sagsøgerne anførte gjort gældende,

Med hensyn til det første punkt har Kommissionen nærmere redegjort for sin opfattelse af de af sagsøgerne anførte bestemmelser.

For så vidt angår den omstændighed, at der ikke blev gennemført beskyttelsesforanstaltninger som omhandlet i tiltrædelsesaktens artikel 130, har Kommissionen anført, at man ikke fandt at stå over for en alvorlig forstyrrelse på markedet, der kunne berettige til at indføre en udligningsafgift eller at forbyde den omtvistede eksport.

Kommissionen gør særlig gældende,

Kommissionen gør på den baggrund gældende, at markedsforholdene i betragtning af den begrænsede mængde kartofler, der var tale om, ikke kan antages at bevirke, at Kommissionen var forpligtet til at træffe en så usædvanlig foranstaltning som at standse eller indføre en afgift på importen fra Grækenland.

For så vidt angår tiltrædelsesaktens artikel 131 anfører Kommissionen, at denne ikke kan anvendes i forbindelse med en vare som nye kartofler, men kun i forbindelse med varer, for hvilke tiltrædelsesakten indeholder overgangs- eller undtagelsesbestemmelser i forhold til EØF-traktaten, hvilket ikke er tilfældet for de heromhandlede varer.

Ifølge artikel 3 i forordning nr. 17/62 er Kommissionen ikke forpligtet til at bringe en konstateret overtrædelse til ophør, og sagsøgerne har i øvrigt aldrig fremsat nogen anmodning til Kommissionen under henvisning til denne bestemmelse. Hvad angår artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 26/62 anfører Kommissionen, at bestemmelsen kun drejer sig om, hvorledes samme artikels stk. 2. nærmere skal gennemføres, og at artikel 2 som sådan kun vedrører afgrænsningen af anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1, i henseende til produktion og salg af landbrugsvarer. Man kan derfor ikke af denne bestemmelse udlede nogen forpligtelse for Kommissionen til at bringe den anfægtede praksis til ophør.

Endvidere savner det af sagsøgerne anførte om selskabet Agrex' virksomhed grundlag, idet dette organ beskæftiger, sig med afsætning af citrusfrugter og ikke nye kartofler.

Om artikel 93, stk. 2, anfører Kommissionen, at det ikke fremgår af den førnævnte forordning nr. 26/62, at bestemmelsen finder anvendelse på landbrugsområdet. Endvidere lægges der vægt på, at selv om det måtte antages, at den nævnte bestemmelse finder anvendelse i hvert fald på varer, der ikke er omfattet af en markedsordning, afviste Domstolen ved kendelse af 11. juli 1979 i sag 59/79 et passivitetssøgsmål rejst imod Kommissionen, fordi den havde undladt at erklære en støtte for uforenelig med artikel 92. Kommissionen anfører endvidere, at ifølge de oplysninger, den har kunnet fremskaffe, afstod den græske regering i 1983 fra at gennemføre sine oprindelige planer om at yde eksportstøtte ved slutningen af produktionsåret for nye kartofler.

Endelig gør Kommissionen gældende, at selv om man antog, at artikel 46 også fandt anvendelse efter udløbet af overgangsperioden, har sagsøgerne ikke godtgjort, at de pågældende produkter er underkastet en national markedsordning eller anden indenlandsk regulering med tilsvarende virkning, som i konkurrencemæssig henseende påvirker en lignende produktion i en anden Medlemsstat.

Angående det andet punkt anfører Kommissionen ex tuto, at den ifølge Domstolens praksis har betydelige skønsmæssige beføjelser i forbindelse med anvendelsen af EØF-traktatens artikel 226, der svarer til artikel 130 i akten vedrørende Den hellenske Republiks tiltrædelse.

Det fremgår af Domstolens praksis, at udøvelsen af sådanne beføjelser kun kan medføre ansvar for Fællesskabet, såfremt der er sket en kvalificeret tilsidesættelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. Kommissionen afører, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at nogen almindelig fællesskabsretlig grundsætning er tilsidesat, og at de heller ikke kan antages at have godtgjort, at årsagen til den påståede retsstridige adfærd er, at Kommissionen har fejlbedømt de faktiske omstændigheder eller at den har gjort sig skyldig i en åbenbar fejl.

Endelig bestrider Kommissionen, at sagsøgerne har lidt noget tab, idet den ikke ser noget usædvanligt i de prisudsving, der er blevet registreret i 1983. Sådanne udsving er et forhold, som producenter af en vare, der navnlig på grund af vejrforholdene er så konjunkturfølsom, må tage hensyn til i deres planlægning, så længe der ikke er nogen fælles markedsordning. Kommissionen kan ikke sikre stabile priser på markedet for nye kartofler og kan ikke være forpligtet til at erstatte tab, der skyldes en manglende forventet fortjeneste, eller sagt mere generelt, tab, der er en følge af almindelige handelsmæssige risici.

Kommissionen anfører, at det pågældende tab intet usædvanligt har over sig, og at det i øvrigt ikke er nogen direkte følge af den anfægtede passivitet fra Kommissionens side, idet sagsøgerne selv har bidraget til, at det indtraf, ved straks at bringe nye kartofler på markedet i stedet for at afsætte dem senere som gamle kartofler.

Endelig fremhæver Kommissionen, at det ikke er blevet godtgjort, at det er priserne på de græske varer, der har ført til et fald i priserne på hovedafsætningsmarkederne, og at den egentlige årsag til den pågældende krise er de store lagre af gamle kartofler og det store udbud af varer med forskellig oprindelse i løbet af juni 1983.